Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Lejligheder i Mariupol har taget skade af den russiske belejring af byen. Nu advarer Læger Uden Grænser om, at den humanitære situation i byen er "katastrofal". Foto: Nikolay Ryabchenko/Reuters/Ritzau Scanpix

En humanitær katastrofe er under opsejling i belejret ukrainsk havneby

Godmorgen og velkommen til søndagens nyhedsoverblik fra Avisen Danmark.

- Situationen er katastrofal, og den bliver værre dag for dag.

Den dystre advarsel kommer fra Læger Uden Grænser.

Organisationen bekymrer sig om de tusindvis af civile, der er fanget i den sydlige ukrainske havneby Mariupol, som har været belejret af russiske styrker i dagevis.

Det skriver Ritzau.

- I dag (lørdag, red.) er der ikke mere vand. Folk har store problemer med at skaffe drikkevand, og det er ved at blive et alvorligt problem, siger Laurent Ligozat, der er Læger Uden Grænsers krisekoordinator i Ukraine, til det franske nyhedsbureau AFP.

- Der er ikke noget elektricitet, der er ingen varme, byen er ved at løbe tør for mad, og butikkerne er tomme.

- I flere dage er der slet og ret ikke nogen ting, der er kommet ind eller ud af byen, lyder det.

Lørdag morgen kom det frem, at de russiske styrker omkring i og omkring byen havde indvilliget i at indstille skydningen, så den civile lokalbefolkning havde fem timer til at forlade byen i løbet af eftermiddagen.

Men våbenhvilen blev aldrig til noget. Først beskyldte de ukrainske myndighederne russerne for at skyde videre, og senere, da Rusland oplyste, at man ville genoptage kamphandlingerne, pegede man fingre af ukrainerne for ikke at respektere våbenhvilen.

Borgmesteren i Mariupol, Vadym Bojtsjenko, fortalte lørdag, at de russiske styrker intensiverede angrebene mod byen, så den nu for alvor er under belejring.

- Der pågår hårde artilleriangreb mod boligblokke, og fly har smidt bomber mod beboelsesområder, sagde han til ukrainsk tv ifølge nyhedsbureauet AP.

Polske kampfly kan være på vej til Ukraine

I en telefonsamtale mellem Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og den USA’s præsident, Joe Biden, spurgte Zelenskyj efter mere hjælp i form af ”sikkerhed, økonomisk støtte til Ukraine og fortsættelsen af sanktionerne mod Rusland,” skriver den ukrainske præsident på Twitter.

Zelenskyj talte også lørdag til det amerikanske Senat, hvor han opfordrede USA til enten at lukke luftrummet over Ukraine eller at facilitere tilsendelsen af flere kampfly til landet.

Det skriver Ritzau.

Og i øjeblikket forhandler USA og Polen om en model, hvor Polen sender gamle, sovjetiske MiG-29-jagerfly til Ukraine, som det ukrainske militær er bekendt med. Polen vil så, hvis modellen bliver til virkelighed, få erstattet sine kampfly af USA.

Forhandlingerne bekræftes af en talsperson fra Det Hvide Hus, skriver CNN.

USA har i løbet af årene brugt milliarder af dollar på at hjælpe Ukraine økonomisk. I forbindelse med den seneste udvikling er der bred enighed i Kongressen om at bruge yderligere ti milliarder dollar, godt 67 milliarder kroner, på militær støtte og humanitær hjælp til Ukraine, skriver Ritzau.

Sidste arbejdsdag på lyntestcentrene

Til slut svinger vi forbi de danske lyntestcentre, hvor tusindvis af podere i dag har sidste arbejdsdag.

Søndag er sidste chance for at få en lyntest på det offentliges regning. Fremover vil det kun være muligt at blive testet med en PCR-test, medmindre man køber hjemmetest eller får en hurtigtest mod betaling.

I virksomheden Copenhagen Medical, der har stået for lyntestopgaven i hovedstadsområdet og Nordsjælland, har man haft 7500 ansatte tilknyttet testcentrene i løbet af epidemien

Dem forsøger man nu at hjælpe videre til andre virksomheder ved at lave en jobmesse og en online jobportal, fortæller pressechef Trine Baadsgaard til Ritzau.

Lyntestindsatsen har samlet set kostet staten over 7,5 milliarder kroner. Der er foretaget over 50 millioner hurtigt test i epidemiens løb, skriver Ritzau.

Det var nyhedsoverblikket for i dag. Klik dig herind, hvis du gerne vil have seneste nyt om krigen i Ukraine. Her få du nu fire gode historier fra dagens udgave af Avisen Danmark.

Billede af Mikael Dynnes Holmbo
Billede af skribentens underskrift Mikael Dynnes Holmbo Journalist

Få Dagens Danmark læst op her

En usund bakteriesammensætning kan være starten på hjerte-kar-sygdom, indikerer to nye store videnskabelige undersøgelser. Foto: Olliiss, Unsplash

Er dine tarme ude af balance? Så er der risiko for disse livstruende sygdomme

Hjerte-kar-sygdomme er den anden hyppigste dødsårsag i Danmark kun overgået af kræft.

Nu viser to store, nye undersøgelser, at en forløber for alvorlig hjerte-kar-sygdom kan være en ubalance i tarmens bakteriesammensætning. Det fortæller professor Oluf Borbye Pedersen fra Københavns Universitet.

- Raske voksne har omkring halvtreds tusinde milliarder bakterier i tarmene. Men mennesker, der er på vej til at få eller allerede har hjerte-kar-sygdom, viser sig at mangle en del af de sundhedsfremmende bakterie-arter.

Til gengæld har netop de mennesker flere bakterier, der kan være sundhedsskadelige. Derfor opfordrer forskeren til at vi lever på en måde, der fører til en tarm i balance for på den måde også at nedsætte risikoen for hjerte-kar-sygdomme på sigt.

Der kan være en sammenhæng mellem risikoen for at udvikle hjerte-kar-sygdomme og hvilke bakterier, der trives i tarmene. Det viser to nye undersøgelser, som får forskere til at diskuttere, hvordan tarmbakterier påvirker vores risiko for blandt andet blodprop, hjertekrampe og hjertesvigt.

Sundhed: Hjerte-kar-sygdomme er hvert år skyld i omkring 12.000 dødsfald i Danmark. Det gør det til den anden hyppigste dødsårsag herhjemme kun overgået af kræft.

Forskning har vist, at der er stor sammenhæng mellem risikoen for at udvikle hjerte-kar-sygdom og livsstil. Hvis man eksempelvis ryger og spiser meget usundt, vil risikoen for at udvikle åreforkalkning, blodpropper og andre hjerte-kar-problemer simpelthen være mange gange større.

Nu viser to videnskabelige undersøgelser, der er udkommet i det videnskabelige tidsskrift Nature Medicine, at det tyder på, at folk med både begyndende og alvorlige hjerte-kar-sygdomme har betydelige ubalancer i tarmen.

Det fortæller professor Oluf Borbye Pedersen fra Københavns Universitets Metabolismecenter, der har været med til at lave undersøgelserne.

- Raske voksne har omkring halvtreds tusinde milliarder bakterier i tarmene. Men mennesker, der er på vej til at få eller allerede har hjerte-kar-sygdom, mangler en del af de sundhedsfremmende bakterie-arter.

Til gengæld, siger han, har de mennesker flere bakterier, der kan være sundhedsskadelige, og den ubalance kan øge risikoen for at udvikle hjerte-kar-sygdom.

Holder vi vores tarmbakterier i balance, kan det fungere som et beskyttende skjold mod hjerte-kar-sygdom.

Oluf Borbye Pedersen

Gode bakterier kan li’ grøntsager

Risikoen for at få en blodprop eller lignende afhænger ikke kun af livsstil, selv om det kaldes en livsstilssygdom. Vi går alle sammen rundt med tusindvis af genvarianter, der enten øger eller nedsætter vores individuelle risiko.

Alligevel kan vi via vores livsstil påvirke risikoen. Årtiers rygning, fed og sukkerfyldt mad samt manglende motion øger risikoen, mens den mindskes af en livsstil, hvor plantebaseret mad og daglig motion dominerer, fortæller Oluf Borbye Pedersen.

-  Vi ved allerede, hvordan livsstil påvirker den enkeltes risiko. Men hvorfor den gør det, kommer vi i undersøgelsen med et bud på. Livsstilen afspejles i sammensætningen af tarmbakterier. Så sundhedsfremmende tarmbakterier trives bedst, når du overvejende spiser plantebaseret og motionerer, siger Oluf Borbye Pedersen.

Hvis du derimod spiser meget kød eller ryger, vil du give plads til flere af den type bakterier, som på sigt kan øge din risiko.

3 råd til at gøre dine tarmbakterier glade

  1. Spis mindre kød: Vi danskere spiser i gennemsnit langt mere kød end anbefalet. Og det er ikke godt for vores helbred - eller mangfoldigheden af bakterier i tarmen. Særligt skal vi holde igen med kødet fra de firbenede dyr - altså skære ned i mængden af steak og flæskesteg, anbefaler eksperterne.
  2. Flere grove grøntsager: Spiser vi masser af grønt, gør vi livet lettere for de bakterier, der producerer blandt andet smørsyre. Det er godt for dit helbred, fordi smørsyre blandt andet kan modvirke inflammation og på sigt, hjerte-kar-problemer.
  3. Drop smøgerne: At vælge cigaretterne fra er den enkeltting, du kan gøre, der kan forøge din livslængde mest. Ikke alene nedsætter du din risiko for kræft betydeligt, men du mindsker også din risiko for hjerte-kar-problemer og øger mangfoldigheden i dine tarme.

De to nye undersøgelser bakkes op af tidligere forskning, som indikerer, at der også kan være en sammenhæng mellem tarmbakterier og en lang række andre livsstilssygdomme.

Er morlille en sten?

På Danmarks Tekniske Universitet sidder professor og forskningsleder Tine Rask Licht. Ligesom Oluf Borbye Pedersen har hun studeret tarmbakteriers betydning for sundhed og sygdom de sidste mange år.

Og hun er imponeret over det arbejde, der præsenteres i de to nye forskningsartikler, som hun ikke selv har været involveret i.

- Det er vældigt flotte og veludførte studier, der understreger, at tingene hænger sammen. Vores tarmbakterier er der, fordi vi giver dem en niche, de kan eksistere i. De tilpasser sig omstændighederne og reagerer på den kost, vi byder dem.

Men selv om Tine Rask Licht er imponeret over undersøgelserne, som i øvrigt har involveret 1200 europæere, mere end 60 forskere og har kostet over 70 millioner, er hun også forsigtig med ikke at bringe konklusionerne for langt.

- Når man finder en sammenhæng som denne, skal man passe på med at erklære det til en årsagssammenhæng. Fordi mennesker med hjerte-kar-sygdom har en ubalance i deres tarmbakterier, betyder det ikke nødvendigvis, at den ubalance giver hjerte-kar-sygdom. Det kan for eksempel være, at en usund kost giver en ubalance i tarmen og samtidig øger risikoen for hjerte-kar-sygdom, uden at de to ting hænger direkte sammen.

Biologisk forklaring er den rygende pistol

Men Oluf Borbye Pedersen vurderer, at der kan være en god biologisk forklaring på, hvorfor en ubalance i tarmen kan være med til at starte et årelangt forløb, der i sidste ende munder ud i hjerte-kar-sygdom.

- Visse bakterier producerer stoffer, der beskytter vores krop mod inflammation og på sigt, åreforkalkning. Andre bakterier producerer derimod stoffer, der øger vores risiko på lang sigt, forklarer han.

Og dermed handler det om at holde sin tarm i balance, så de bakterier, der beskytter kroppen, ikke fortrænges.

- Holder vi vores tarmbakterier i balance, kan det fungere som et beskyttende skjold mod hjerte-kar-sygdom, siger Oluf Borbye Pedersen.

Alt i alt er de to forskere enige om, at en sund livsstil, hvor planter dominerer over kød, og hvor motion bliver prioriteret over cigaretter, vil nedsætte risikoen for at få hjerte-kar-sygdomme og andre livsstilssygdomme, om det så skyldes tarmbakterier eller ej.

Ukrainske Serhii Fiskchuks bor i Randers. Hans kone Olga og deres to børn Matvii og Alisia skulle havde været hjemme fra ferien i Ukraine, men er blevet fanget af krigen. Nu er han selv på vej i krig for familie og fædreland. Foto: Annelene Petersen

Hans kone og børn tog på ferie til Ukraine, nu er de fanget i Putins krig: - Jeg kan ikke se mig selv i øjnene, hvis jeg bliver hjemme i Danmark og malker køer

Serhii Fishchuk fra Randers ved mere om at malke køer end at affyre en Kalashnikov eller kaste molotovcocktails mod russiske kampvogne. Hans militærtræning begrænser sig til et endagskursus i Aarhus sammen med andre 14 Ukraine-frivillige, der lige nu er stålsatte på at sætte en stopper for russernes fremmarch i deres hjemland.

Når han alligevel har besluttet sig for at drage i krig, er der én grund til det. Hans familie. Hans kone Olga og døtrene Matvii, fire, og Alisisia, et. De var egentlig bare på ferie hos børnenes bedsteforældre i Ukraine, men nu er de fanget i Putins krig.

- De skulle havde været tilbage i Randers 4. marts, men min kone tør ikke rejse alene med to små børn, fortæller Serhii Fishchuk.

Hvis han skal se sin familie igen, er han derfor nødt til at tage til Ukraine, men så får han ikke lov at forlade landet igen, da han vil blive sat ind i hæren for at forsvare sit land.

Med en krigserfaring, der begrænser sig til farfars historier fra anden verdenskrig, forbereder ukrainske Serhii Fishchuk sig på at byde russerne i Ukraine trods. Han har mere end sit fædreland at kæmpe for, nemlig hans familie, der befinder sig midt i krigens rædsel på en ferie, som de ikke kan komme hjem fra.

Krig: Serhii Fishchuk ved mere om at malke køer end at affyre en Kalashnikov eller kaste molotovcocktails mod russiske kampvogne. Hans militærtræning begrænser sig til et endagskursus i Aarhus sammen med andre 14 Ukraine-frivillige, der lige nu er stålsatte på at sætte en stopper for russernes fremmarch i deres hjemland.

Serhii Fishchuk er fra Ukraine, men bor i Randers, hvor han passer køer hos en landmand. Den 33-årige ukrainer er gift med Olga og far til to børn; Matvii på fire år og Alisia, der lige er fyldt et år.

Og det er netop Alisias fødselsdag, der har bragt Serhii Fishchuk i en slem knibe, for Olga og de to børn rejste til Ukraine på ferie hos børnenes bedsteforældre for at fejre fødselsdagen, og de skulle have været tilbage i Danmark i denne uge, men det har krigen forhindret. Så nu sidder de fast i det centrale Ukraine i byen Cherkasy cirka 200 kilometer sydøst for Kyiv.

- De skulle havde været tilbage i Randers 4. marts, men min kone tør ikke rejse alene med to små børn. Min far er 72 år, og min svigermor har svært ved at gå, så det er også svært for dem at flygte uden hjælp, siger Serhii Fishchuk.

Kort kursus i krig

Hvis han skal se sin familie igen, så er han nødt til at tage til Ukraine, men så får han ikke lov at forlade landet igen, da han vil blive sat ind i hæren for at forsvare sit land.

Matvii går i dansk børnehave og taler dansk. Alisia er født på Randers Sygehus. Foto: Annelene Petersen

Han har aldrig været soldat, men har sammen med andre taget et endagskursus i Aarhus.

- Vi blev undervist i militærtaktik og førstehjælp. Og så fik vi noget militærtøj, og hvis jeg skal forsvare mig selv eller andre, så er jeg nødt til det, siger Serhii Fishchuk, der stillet overfor spørgsmålet om pludselig at skulle møde veltrænede russiske soldater trækker på skuldrene:

- Jeg har ikke et valg. Hvis jeg kan gøre noget, er jeg nødt til at gøre det.

Min farfar fortalte mig om krigen, da jeg var barn. Han var med hele vejen fra nazisternes invasion i 1939 til Berlin i 1946. Han fortalte mig mange ting, men først nu forstår jeg, hvorfor han græd, når han fortalte dem.

Serhii Fishchuk

Meget at kæmpe for

Serhii Fishchuks stemme siger det hele. Han er en presset mand. På den ene side vil han hjælpe sin familie og sit land, men på den anden side risikerer han at betale med sit liv.

Ukrainske Serhii Fiskchuk savner sin familie. Foto: Annelene Petersen

Rejser han først ind i Ukraine, kan han ikke rejse ud igen. Alle mænd mellem 18 og 60 år skal blive og forsvare landet efter ordre fra præsident Volodymyr Zelenskij.

- Det er en meget svær situation, jeg skal have afklaret. Men det er en beslutning, der skal tages, siger han.

Ville det ikke være bedre at blive i sikkerhed i Danmark og sende penge som hjælp?

- Jeg har talt med min kone, og hun vil helst have, at jeg bliver i Danmark, men jeg kan ikke blive her, når min familie er fanget i en krig. Det er ikke let, siger han.

Broderfolk mod broderfolk

Serhii Fishchuk er klar over, at han på ingen måde kan hjælpe sin familie, hvis han falder i krigen.

- Det er førsteprioriteten ikke at dø, siger han.

Hans plan er at forsvare Cherkasy, hvor familien bor. Der er mange andre mænd med våben i hånd, så Serhii Fishchuk håber at blive sanitetssoldat.

- Men hvis jeg selv bliver angrebet, eller andre er i fare, så vil jeg skyde først, siger han.

Det handler også om selvrespekt.

- Jeg kender flere danskere, der tager til Ukraine, og det har jeg meget stor respekt for. Når danskere tager afsted, kan jeg ikke som ukrainer se mig selv i øjnene med respekt, hvis jeg bliver hjemme i Danmark og malker køer, siger han.

Hvor lang tid tror, du krigen varer?

- Jeg ved det simpelthen ikke. Jeg håber, den stopper i dag. Men jeg tror ikke, Putin kan stoppe. Han er en sindssyg mand, siger han.

Serhii Fiskchuk forsøger at danne sig et overblik over økonomien ved at tage i krig. Familien har en lejlighed i Randers, en bil og et arbejde, han risikerer at miste. Foto: Annelene Petersen

Er russere og ukrainere ikke et såkaldt broderfolk - ligesom danskere og svenskere?

- Jo, og mange russere går på gaden og demonstrerer mod krigen, selv om de er bange for Putin. Men jeg tror ikke, det er nok, for mange russere er også solidariske med ham, siger han.

I Den Røde Hær

Serhii Fishchuk taler både ukrainsk og russisk.

- Min far blev født i 1965 i et område, der i dag er russisk, så han er på en måde russer, men føler sig som en patriot - som ukrainer. Han forstår simpelthen ikke, hvad det er Putin har gang i, siger han.

De to folk har før kæmpet sammen mod fælles fjender. Serhii Fishchuk er vokset op med historien om 2. verdenskrig, som fylder meget i både Rusland og Ukraine.

- Min farfar fortalte mig om krigen, da jeg var barn. Han var med hele vejen fra nazisternes invasion i 1939 til Berlin i 1946. Han fortalte mig mange ting, men først nu forstår jeg, hvorfor han græd, når han fortalte dem, siger han.

Ondt i økonomien

Det drejer sig ikke kun om menneskeliv, familiens sikkerhed og sit hjemlands fremtid for Serhii Fishchuk. Det drejer sig også om penge.

Serhii Fishchuk arbejder hos en landmand, hvor han passer køer. Lønnen går blandt andet til, at familien kan bo i en lejlighed i Randers, hvor der skal betales afdrag på lånet. Hvis han drager i krig, mister han sin løn og får svært ved at betale afdragene.

- Hvis jeg tager afsted, risikerer jeg at miste min lejlighed og min bil. Så jeg skal tale med landmanden om en løsning, så jeg kan betale af på lånene, mens jeg er afsted, siger han.

- Mit mål er ikke at vinde mange priser. Mit ultimative mål er at kunne betale min husleje og leve et nogenlunde fornuftigt liv. Det har jeg kunnet de seneste to år. Efter at have hutlet mig gennem de foregående 14 år, siger Andreas Odbjerg. Foto: Simon Staun

Christian Eriksen følger Andreas Odbjerg på Instagram: - Det er seriøst noget af det største, der er sket i mit liv

Kan man godt blive starstruck, når man er landets pt største popstjerne og på forsiden af Euroman?

Jo tak, det kan man godt. Især når man hedder Andreas Odbjerg og ens aller største idol - nogensinde - pludselig følger en på Instagram.

- Jeg var helt oppe at ringe, da jeg fandt ud af det. Det er seriøst noget af det største, der er sket i mit liv. Jeg har spekuleret en hel uge på, hvordan jeg skulle skrive en sej besked til ham. Men jeg kan ikke finde på noget, der er tjekket nok, fortæller han i et interview med musikredaktør Simon Staun.

Efter to år med mange succesfulde singleudspil udgiver Andreas Odbjerg sit debutalbum ”Hjem fra fabrikken”, hvorpå han konsekvent har truffet de sværeste og dyreste beslutninger. Han håber, at sangene kan sprede solglimt i en tid med dunkle skyer.

Det betød meget for Andreas Odbjerg at vinde prisen som årets sangskriver ved Danish Music Awards i november og at ligge nummer et på hitlisterne gentagne gange det seneste år.

Men forleden skete der noget, der understregede, at den 34-årige musiker fra Fyn vitterligt er en stor mand inden for dansk popmusik. Christian Eriksen begyndte at følge på Andreas Odbjerg på Instagram.

- Jeg var helt oppe at ringe, da jeg fandt ud af det. Det er seriøst noget af det største, der er sket i mit liv. Jeg har spekuleret en hel uge på, hvordan jeg skulle skrive en sej besked til ham. Men jeg kan ikke finde på noget, der er tjekket nok, siger Andreas Odbjerg og ler.

Han har fulgt Christian Eriksen, siden den fynske fodboldspiller var ungdomsspiller i OB.

- Jeg kan huske, at jeg oprettede en spillerprofil med ham i computerspillet FIFA året inden, at han kom på førsteholdet i Ajax. Jeg har været fan af Tottenham, siden jeg var dreng, så jeg er helt rundtosset over, at Christian Eriksen følger mig, siger Andreas Odbjerg.

Vi sidder på hans stamcafé Storm B på det ydre Nørrebro. Altså Odbjergs. Her er roligt midt på eftermiddagen, inden aftengæsterne rykker ind. Han bemærker, at noget af det fantastiske ved kvarteret – ud over en lav husleje – er, at nærmest ingen ved, hvem han er.

- Der er mange steder i landet, hvor jeg nærmest bliver overfaldet af fans, der vil have autografer eller skyde en video med mig. Herude i Nordvest får jeg lov at gå i fred. Der er ingen i min opgang, der aner, hvad jeg laver. Men de ser formodentlig heller ikke dansk tv, siger Andreas Odbjerg og griner.

Har gjort sig umage

Sidst, vi lavede et interview, var i august 2020, hvor Andreas Odbjerg netop havde modtaget Carl Prisen. Siden er der næppe nogen anden dansk musiker, som har haft så stejlt opadgående en formkurve.

Fra at være en musiker, der gerne ville lege med andre, er han blevet den ultrapopulære dreng i klassen, som alle gerne vil med hjem.

- Før jul var jeg med i så mange live-programmer i tv, at det var helt vanvittigt. Det kan godt være, at man står i et studie uden publikummere, men tanken om, at der sidder en million og kigger med, er virkelig skræmmende. Det er en frygtelig tanke at fucke totalt op foran så mange mennesker, siger Andreas Odbjerg.

- Livemusik kan lidt det samme som fodboldkampe og cykelløb, fordi man aldrig aner, hvad der sker. Man kan have en formodning, men den holder sjældent stik. Der sker altid noget uventet. Noget improviseret. Det er for mig indbegrebet af at være til stede i nuet, siger Andreas Odbjerg. Foto: Simon Staun

Han kan også mærke sommerfugle i maven i forbindelse med udgivelsen af solodebuten ”Hjem fra fabrikken”. Fordi han har lagt et enormt arbejde i albummet og forsøgt at udvide rammerne for, hvad man kan forvente af et popalbum anno 2022.

- Jeg har samarbejdet med 31 dygtige musikere og sangere samt en producer fra øverste hylde. Jeg har for eksempel en klassisk tværfløjtenist med, som er helt fantastisk, samt en guitarist, der har haft fire læremestre og spillet i timevis hver dag i 15 år. Det er topprofessionelle musikere hele vejen, siger Andreas Odbjerg.

Hvis man ikke har en kunstnerisk vision, kan man lige så godt spare pengene og nøjes med at udsende singler. Men jeg har netop haft et ønske om at vise andre sider af min musikalitet

Andreas Odbjerg

Han konstaterer, at det er blevet let at lave musik i dag. Derfor var hans filosofi at gøre det svært. Forstået på den måde, at det skulle være musikere af kød og blod, der bidrog.

- Jeg bilder mig ind, at man sonisk kan fornemme, hvor meget der er kælet for detaljerne. Det har kostet alt for mange penge at producere, men det var essentielt for mig, at det blev eksklusivt og ambitiøst. Hver gang, jeg har truffet et valg, har jeg gjort det på sangens præmisser. Jeg har virkelig gjort mig umage og ikke er gået på kompromis på nogen punkter.

Træder på gaspedalen

Det har taget Andreas Odbjerg mange år at nå frem til, hvordan hans sange skulle skæres for at blive spillet i radioen.

- Jeg har nærmest været tungnem, siger Andreas Odbjerg og ler.

Da han først fik hul på bylden med ”Føler mig selv 100” i 2019, gik det stærkt. Siden har han sprøjtet populære singler ud og sikret sig et mangfoldigt publikum især med en sang som ”I morgen er der også en dag”.

- Jeg tror, det handler om en kombination af selvtillid og erfaring. Jeg ved, hvad jeg skal lede efter, og hvordan det skal føles i min krop, for at det kan have en kommerciel værdi. Noget af det handler også om held og timing, men min mavefornemmelse har fungeret ret godt de seneste år, siger Andreas Odbjerg.

Han konstaterer, at han også er nødt til at træde på gaspedalen, mens mavefornemmelsen holder stik.

- Det kan være, at mine sange slet ikke fanger nogle om fem år. Det er umuligt at sige, og derfor er jeg også bevidst om, at jeg skal nyde nuet, selv om det er sindssygt hektisk, siger Andreas Odbjerg.

Blå bog

Andreas Odbjerg er født i 1987 i Odense. Han bor i dag i Nordvest i København med sin forlovede, skuespilleren Sabrina Ferguen.

Han har en bachelor i sangskrivning fra Rytmisk Musikkonservatorium i København (2014-2017).

Han var forsanger og sangskriver i bandet “Them Socks”, derefter “WE ARE” og senere med i duoen “Moses:”Andreas”.

Han har været sangskriver for bl.a. Gulddreng, Vera, Lord Siva, Drew Sycamore og Tobias Rahim.

Han modtog Carl Prisen 2020 for årets mest spillede sang “Paris” (2019) og har siden har en håndfuld nummer 1-singler med "Føler mig selv 100", "I morgen er der også en dag" og senest "Stor mand" i samarbejde med Tobias Rahim.

Han har allerede modtaget et væld af priser og er nomineret til tre Steppeulve til april.

Han optræder blandt andet i Horsens, Aarhus, Esbjerg, Herning, Randers, Odense, Vejle, Kolding og Silkeborg på sin forårsturne, der indledes i Horsens 10. marts. Se datoer på hans Facebook-profil.

Hans manager sagde forleden til ham, at det ville være værre, hvis ingen journalister ville tale med ham. Hvis tv-stationerne ikke ringede og bad ham optræde i bedste sendetid.

- Det har han en pointe i. Man kan hurtigt blive forvænt med opmærksomheden. Eller svælge så meget i den, at man glemmer andre omkring sig, siger Andreas Odbjerg.

Sådan en oplevelse havde han sidste år, hvor han sammen med sin kæreste var med to vennepar i sommerhus. Da vennerne tog hjem, påpegede hans kæreste, at han ikke havde stillet dem et eneste spørgsmål om, hvordan de havde det.

- Jeg havde siddet en hel weekend og ævlet løs om mig selv. Jeg var fuldstændig opslugt af min egen succes og medgang. Sådan en person gider man jo ikke være. Det var sgu pinligt. Et venskab – eller et forhold - skal ikke baseres på, hvor mange koncertbilletter man sælger. Men at man er der for hinanden, når noget gør ondt eller er svært, siger Andreas Odbjerg.

Modtog dødstrusler

Opmærksomhed – både den positive og negative - er en del af pakken for en popstjerne. På det seneste har Andreas Odbjerg fået trusler – enkelte på livet – fordi han skrev på Facebook, at Pernille Vermund fra Nye Borgerlige var racist.

- Jeg blev kaldt landsforræder og fik sendt dødstrusler. Men jeg slog koldt vand i blodet og tænkte, at hvis alle dem, der får dødstrusler på de sociale medier, rent faktisk blev myrdet, så ville der ikke være mange mennesker tilbage, siger Andreas Odbjerg og ler.

Han synes, det er en misforståelse, at man vælger alle de hadefulde kommentarer til, fordi man er musiker eller en anden offentlig kendt person.

- Fejlene er en del af livemusik. De er med til at få det til at leve. Men det behøver ikke være mange fejl, som man tid til og evighed kan ærgre sig over, fordi videoen er delt på YouTube, siger Andreas Odbjerg. Foto: Simon Staun

- Jeg er helt med på, at jeg sagtens kunne forholde mig mere neutralt i forhold til mine ytringer på Facebook og måden, jeg fremstiller mig selv på i musikvideoer og på billeder. Men jeg vil hellere være en kunstner med noget på hjerte, der svines til, end være en kunstner uden mening. Alle valg har konsekvenser, derfor må man gøre op med sig selv, hvor meget man vil stå model til. Der skal en del til at skræmme mig.

Krigen i Ukraine skræmmer ham dog. Men den tænder også en kreativ ild.

- Musikhistorisk er nogle af de mest interessante perioder dem, der udspringer af kriser eller krig. Tag jazzen, som udsprang af alkoholforbuddet og depressionen i USA. Eller rockmusikken, som blev født efter anden verdenskrig. Mørke tider fordrer kunsten, fordi man har brug for den til at lyse op, siger Andreas Odbjerg.

Modigt album

På albummet vil lyttere med kendskab til Talk Talk, Roxy Music og Talking Heads studse over et par sange. Især ”Velsignelsen” og ”Facebook” emmer af poplyden fra første halvdel af 80’erne.

Andreas Odbjerg har bevidst stræbt efter at lyde som Bryan Ferry og David Byrne. Både for at vise, at han magter andet end falset, men også for rent sonisk at skabe lidt ravage midtvejs på albummet.

- Jeg kunne have valgt at få en gæstevokalist med, men jeg ville hellere vise nye sider af min stemme. David Bowie er også et godt eksempel på en sanger med vidt forskellige klange og udtryk. Der er noget ekstravant over måden, jeg synger på ”Facebook”. Jeg forestillede mig, at jeg havde en dekadent silkekåbe på, da vi indspillede den, siger Andreas Odbjerg.

Han understreger, at albumtanken betyder meget for ham. Fordi formatet kan noget andet end singler, som han har udgivet mange af.

- Hvis man ikke har en kunstnerisk vision, kan man lige så godt spare pengene og nøjes med at udsende singler. Men jeg har netop haft et ønske om at vise andre sider af min musikalitet. Derfor åbnes albummet med en sang på knap fire minutter, hvor jeg ikke synger et eneste ord. Det nummer får sgu ikke mange afspilninger på Spotify, men for dem, der hører hele albummet, har det enorm betydning for helhedsindtrykket. Jeg synes, det er modigt.

Nogle tekster har krævet uger eller måneder at få slebet til. Andre er kommet ud af det blå. ”Blev du fanget af noget” blev født en sen aften i øvelokalet, hvor der var højt humør og ditto promille.

- Det er min fars favoritsang på albummet, og jeg har hørt fra flere, at den kan noget, fordi den er så umiddelbar. Jeg elsker guitarsoloen, der minder mig om C.V. Jørgensen og Det ganske lille band.

Spilles til begravelser

Forrige weekend optrådte Andreas Odbjerg på hjemmebane i Odense, hvor OB hyldede Lars Høgh inden kampen mod FC Midtjylland. Der var omkring 5000 til koncerten.

Det tal stiger betragteligt til sommer, når han skal spille på NorthSide i Aarhus og Tinderbox i Odense samt en lang række andre festivaler.

- På NorthSide skal jeg på scenen fredag til midnat. Det er altså der, festen skal nå sit klimaks. Jeg har en idé om, at der kommer til at stå 15-20.000 mennesker, som synger med på mine sange. Det bliver så fucking vildt, siger Andreas Odbjerg, der også glæder sig til at optræde på et udsolgt Posten i hjembyen senere på måneden.

- Thomas Helmig er den musiker, der har vundet flest priser til DMA. 16 i alt. Hvis jeg skal vinde flere end ham, skal jeg holde mig på toppen minimum de næste fem år, siger Andreas Odbjerg. Foto: Simon Staun

Selv om han er blæst omkuld af medvind, har han lige som mange andre musikere ikke optrådt meget de seneste år på grund af corona. Så det er først nu, han skal til at ride på bølgen.

- Jeg kan ikke komme i tanke om større koncerter end den sidste weekend. Det var vanvittigt, at 5000 mennesker dukkede op halvanden time før kampen. Det kan være svært at forstå, at man kan samle så mange mennesker, fordi man laver popsange, siger Andreas Odbjerg.

Snakken om OB og Odense får ham til at tale om sine forældre. Moren er sygeplejerske, mens faren er skolelærer. Det er hans søster i øvrigt også. Andreas kalder deres job for nogle af de vigtigste overhovedet.

- Jeg har svært ved at komme i tanke om vigtigere funktioner i vores samfund end at passe på de syge og undervise vores børn. Det er sgu den slags mennesker, der får hjulene til at køre rundt. Det gør man altså ikke ved at skrive popsange, selv om min funktion kan være vigtig i andre sammenhænge.

Den pointe har han ret i. For en sang som ”I morgen er der også en dag” er blevet spillet til begravelser og har haft terapeutisk betydning for mange.

- Det er overrumplende at modtage billeder af gravsten eller tatoveringer, hvor folk har brugt min tekst. Jeg får stadig mindst en besked om dagen fra nogle, der fortæller, at sangen har hjulpet dem gennem en svær periode.

- Jeg er virkelig dårlig til at holde styr på aftaler, fordi der er andre, der styrer det for mig. Det er lidt som en muskel. Hvis ikke man træner den, bliver den slap, siger Andreas Odbjerg. Foto: Simon Staun

Nogle har spillet sangen, mens et familiemedlem sov ind. Personale har skrevet, at den får psykiatriske patienter til at falde til ro. Andre har hørt den på vej hjem fra hospitalet efter endnu en kemobehandling.

- Måske har jeg en vigtig funktion alligevel ... At vide, folk finder ro og trøst i min musik betyder mere end nogen priser og placeringer på hitlister, konstaterer Andreas Odbjerg.

Efter en tår hvidvin fortæller han, at de på hans mors gymnastikhold hørte ”I morgen er der også en dag” fast, når de modne kroppe skulle strækkes ud efter strabadserne.

- De var nødt til at vælge en anden sang, fordi der altid var en på holdet, der endte med at tudbrøle. Det er vildt nok, at der ligger ældre damer i en slidt hal i Søhus og græder over min musik. Så bliver man sgu ikke mere folkelig.

Søren og Lotte Hammer. Han slår gerne deres roman-karakterer ihjel, mens hun kæmper for at holde dem i live. De to forfattere er vidt forskellige og kan diskutere deres romaner indædt, men uden at blive uvenner. De har fundet et arbejdsfællesskab, som tusinder nyder resultatet af. Foto: Niels Christian Vilmann

Nu er forfatter- og søskendeparret Søren og Lotte Hammer endelig klar til at dele det, de aldrig før har fortalt om

Søskendeparret Lotte og Søren Hammer er kendt som et forfatterpar, der ovenikøbet bor sammen. Mindre kendt er det, at de i virkeligheden kun er søskende på papiret, for de har hverken samme biologiske far eller mor.

Nu deler de deres adoptionshistorie.

Forfatterparret Søren og Lotte Hammer er søskende på papir, men ikke af blod. De er begge adopterede og voksede op med en positiv følelse af at være noget særligt. Han har aldrig interesseret sig for sin biologiske familie, men det har hun. Sammen har de delt den ene fiktive historie efter den anden. Her deler de deres egen.

Det er de færreste, der som midaldrende flytter sammen med deres bror eller søster, og ovenikøbet også deles om et job, som i høj grad kræver samarbejde og mange timer i hinandens selskab. Men sådan er det for Søren og Lotte Hammer, der er sammen om både adresse og et succesfuldt forfatterskab.

Og det usædvanlige stopper ikke her. For i virkeligheden er Søren og Lotte ikke søskende biologisk betragtet. De har hverken samme far eller mor. De er begge adopterede.

Det er en baggrund, de ikke har "markedsført", når de har talt offentligt om deres liv og forfatterskab. Ikke fordi de er flove over det eller kede af det - tværtimod. De har blot ikke fundet det vigtigt.

Men nu er de klar, og Søren har ovenikøbet i interviewets anledning været i længe urørte skuffer og lægger nu sit adoptionsdokument på spisebordet.

- Nej, har du dit? Jeg har ikke mit! udbryder Lotte, mens hun kæmper for at få fingre i det gulnede papir.

Søren Hammers adoptionsdokument. Foto: Anette Hyllested

Søren og Lotte Hammer er vidt forskellige og ikke kun på det oplagte. For de ligner selvfølgelig ikke hinanden fysisk, men det gør de heller ikke mentalt, selv om de er vokset op sammen og har fået samme opdragelse.

- Vi er vidt forskellige, men har humoren tilfælles. Vi har det sjovt sammen, siger Lotte.

Sørens første erindring handler dog om Lotte og skuffelse. Han var knapt tre år, da hans far og mor kom hjem med hende fra børnehjemmet. Han havde været spændt, fordi han fornemmede, at det var betydningsfuldt, men han blev lidt skuffet, da han så hende - en lille pige, et halvt år gammel. Var det bare det? Og skal vi ikke have lagkage?

De var ikke tætte som børn, og Lotte tænkte af og til, at det havde været bedre, hvis Søren var en pige, og da de blev voksne og stiftede hver deres familie, havde de en periode på cirka 10 år, hvor de stort set ikke så hinanden. De var ikke uvenner, havde blot travlt med hver deres liv, men så blev Søren skilt, og Lotte og hendes mand var klar med en førstesal i deres store hus i Frederiksværk. Få dage efter indflytning spurgte Søren sin lillesøster, om hun ville være med til at skrive en bog.

- Hvorfor nøjes med én, vi skal skrive to, svarede Lotte.

Deres første roman udkom i 2010 - i disse dage skriver de på den 22.

De var særligt udvalgte

De voksede begge op, velvidende at de var adopterede og med en bevidsthed om at være noget særligt. At være udvalgte. Deres mor fortalte igen og igen i beskrivende billeder, hvordan hun og faren på børnehjemmet havde passeret lange rækker af senge med børn og først til sidst - i det bageste rum - set Søren og siden Lotte. Og at deres valg af netop dem havde været nærmest gudgivet.

Det fik den logisk anlagte Søren til at spekulere over begrebet "tilfældigheder", som "hvad nu hvis et forældrepar før hans havde valgt ham forinden". Den slags spekulationer blev ikke mindre, da moren indrømmede, at sandheden nærmere var, at man som adoptionsforældre blev tildelt et barn.

- Det hjalp, da jeg endelig fattede, at livet er en lang række af tilfældigheder, siger han.

Det hjalp, da jeg endelig fattede, at livet er en lang række af tilfældigheder

Søren Hammer

Lotte: -  Jeg havde ikke den slags tanker

Søren: - Det er fordi, du ikke forstår tilfældigheder.

Lotte: - Søren er matematikeren og analytikeren med klæbehjerne. Jeg er den med følelser. Og jeg elskede mors historie. Jeg husker, at jeg blev uvenner med min legekammerat Susanne. "Du er adopteret," sagde hun for at nedgøre mig. Men mit svar var: "Jeg er valgt, du er bare kommet."

Drømmen om en million

Søren har ikke givet sit biologiske ophav mange tanker. På det gulnede papir på spisebordet kan man læse, at hans biologiske forældre var en renseriejer med hustru.

Lotte: - De emigrerede til Canada. Det var eksotisk, og det var jeg misundelig på.

Søren: - Jeg ved ikke hvorfor, men det har aldrig rigtigt interesseret mig. Måske var det dovenskab, måske havde jeg blot ikke behovet for at kende dem. Så jeg har aldrig forsøgt at tage kontakt. Til gengæld har jeg drømt om, at der en dag ville komme en mand og sige, at mine biologiske forældre var døde, og at jeg havde arvet en million.

Søren Hammer ler, og hans søster ler med ham.

Der er flere forskelle end ligheder mellem Søren og Lotte Hammer. Men humoren er fælles. Foto: Anette Hyllested

- Jeg havde et meget romantiseret forhold til min adoption. Jeg gik i søndagsskole i 10 år, selv om vores forældre var ateister, og så tænkte jeg på Moses i kurven og på, at jeg måske i virkeligheden var en prinsesse. Mor afviste det ikke. "Man ved jo aldrig," sagde hun bare.

Lotte Hammers biologiske forældre var midt i en skilsmisse, da hun blev født. Der var i forvejen to små børn under tre år -  en dreng og en pige. Og moren, som var køkkenmedhjælper, kunne ikke klare at forsørge et barn mere,

- Jeg har aldrig bebrejdet hende det. Jeg betragter det som en kærlighedserklæring, at hun gav mig bort til et bedre liv, og det er jeg hende taknemmelig for, siger Lotte.

Jeg betragter det som en kærlighedserklæring, at hun gav mig bort til et bedre liv, og det er jeg hende taknemmelig for

Lotte Hammer

Men med årene blev hun modsat Søren også nysgerrig. Som så mange andre unge stødte hun på astrologi og skulle bruge sit fødselstidspunkt og skrev derfor til folkeregisteret. Med retur fik hun sin biologiske mors adresse.  Derefter glemte hun alt om både astrologi og adresse, men det sidste fik hun senere brug for.

Møde med biologisk mor

Lotte og Søren Hammer beskriver deres barndomshjem, en lejlighed i Charlottenlund,  som harmonisk og almindeligt og med masser af børn at lege med i nabolaget. Faren var lærer og plantede en stor interesse for litteratur i dem begge. Han læste højt for dem - og længe - også da de var blevet store teenagere. Moren var uddannet som kontorassistent, men holdt op med at arbejde, da de fik børnene, og helligede sig dem. Ferierne blev tilbragt i et sommerhus på Præstø.

Moren døde som blot 65-årig, og tabet pirkede til Lottes nysgerrighed på sin biologiske mor. Hun genfandt hendes adresse og skrev til hende og pointerede, at hun ikke bebrejdede hende noget, men inderst inde følte hun en snert af forræderi mod sin adoptivfar.

Moren skrev tilbage, at hun ikke havde fortalt sine to ældste børn om Lotte, og at det skulle klares, og så mødte de to kvinder hinanden under uret på Hovedbanegården i København.

- Jeg kunne godt lide hende, og vi gik banegården rundt 14 gange, mens vi fortalte lidt om hinandens liv. Der var også praktiske spørgsmål.  Jeg er uddannet sygeplejerske og ville for eksempel gerne vide, om der er arvelige sygdomme i familien. Det er der ikke.

Lotte blev senere budt til frokost for at møde sine søskende og morens kæreste.

- Det slog mig, hvor meget jeg lignede min bror, men min søster hadede mig fra første blik. Jeg tog det dog ikke ind, for jeg gik ud fra, at hun var bange for at miste sin plads i familien. Jeg kunne bedst lide min mors kæreste, han var sød og rar.

Derefter ebbede kontakten ud. Lotte skrev til sin biologiske mor, at hun havde fået, hvad hun var kommet efter, men at moren var velkommen til at kontakte hende. Det skete ikke, og Lotte orkede i virkeligheden heller ikke selv. Først mange år senere under en Thailandstur med mand og børn, tænkte hun, at hvis hendes børn skulle nå at se deres biologiske mormor, var det nok nu, og et møde blev sat op hos søsteren.

- Min søster hadede mig stadig, men jeg bed hovedet af al skam og fik taget nogle billeder. Mest for mine børns skyld, men de var nu ikke så interesserede.

Senere igen kontaktede hun atter sin mor for at få hendes livshistorie, men fik et afslag, og de sås aldrig igen. Efter et par år kom der et brev fra søsteren om, at moren var død et halvt år forinden.

Søren har været udenfor for at ryge.

- Du godeste. Taler I stadig om det, siger han. Han har tænkt på noget sammen med sin cigaret.

- Hvordan er det at være adopteret? Jamen, vi har jo ingen anden referenceramme. Vi ved ikke, hvordan det er ikke at være adopteret. Vi har haft det godt.

Lotte: - Ja, så godt, at nogle vil kalde det kedeligt. Jeg har dybest set altid undret mig, når adopterede taler om at føle et hul i tilværelsen. Måske har vi ikke haft det sådan, fordi vi altid har vidst, at vi er adopterede.

Chef-fri tilværelse

Søren er også kommet i tanke om et barndomsminde med en golfkølle, Lotte kom til at ramme ham med.

- Argh, det er jo løgn, du finder altid på historier, siger Lotte.

Herefter begynder en indædt diskussion, der ikke uventet slutter med, at de griner igen.

Lotte: - Nok var vi ikke de bedste venner som børn, men det har været fantastisk at få en anden runde med min bror. At lære ham at kende som voksen. Det er en oplevelse, jeg kan unde alle søskende.

Søskendeparret har netop afsluttet sin historiske spændingsserie "Venner og fjender". Den foregår under Anden Verdenskrig og bygger på en omfattende og imponerende research, der har inkluderet hjælp af eksperter rundt om i Europa for at putte hovedpersonerne Peter og Kassandra ind i en så historisk korrekt og geografisk præcis ramme som muligt. Foto: Anette Hyllested

Med bo-, arbejds og familiefællesskab er de meget sammen, og mens Søren drillende slår fast, at han holder til på førstesalen, og at de aldrig er på ferie sammen, og at han indimellem nyder en Lotte-fridag, indrømmer Lotte, at hun ofte laver aftensmad til ham og kalder sig selv for den praktiske gris. Hende, der tager sig af kontrakter og penge, fordi Søren ikke interesserer sig for økonomi.

Hende, der næsten ikke skriver mere, men bruger sine dage på at researche til romanerne, mens Søren næsten udelukkende skriver, skriver og skriver fra klokken 3.30 til klokken cirka 10 hver dag året rundt.

De kunne vælge at være pensionister, men det er lige tidligt nok at lave ingenting, synes de begge. Og man bliver dygtigere med alderen, siger Lotte.

Søren: Jeg elsker at skrive, og jeg nyder hver eneste dag ikke længere at have en chef.

Lotte: Ja, jeg har jo så Søren ...


Forfatterne og deres nyeste romaner

De to nyeste romaner hedder "Heltenes sommer" og "Rottelinjen". De afslutter parrets historiske spændingsserie "Venner og fjender" på i alt otte bøger, der udspiller sig i Europa i årene 1939 til 1945. Romanerne er netop udkommet på Harper Collins. De seks første i serien er solgt i 85.000 eksemplarer.

Parrets første bog var krimien ”Svinehunde” med kriminalkommissær Konrad Simonsen, og siden fulgte yderligere ni med ham i hovedrollen. Serien er solgt til udgivelse i 22 lande.

Søren Hammer, født 1952. Uddannet og arbejdede som folkeskolelærer. Han havde tidligere arbejdet med programmering og været lektor på Københavns Teknikum. Han er fraskilt og har to voksne børn. Forfatter siden 2010.

Lotte Hammer, født 1955. Uddannet sygeplejerske og har bl.a. arbejdet på de amerikanske baser i Grønland. Fra 1995 til 2010 var hun leder af hjemmeplejen i Halsnæs Kommune, og hun har tidligere siddet i byrådet for Socialdemokratiet. Hun er gift og har to børn. Forfatter siden 2010.

Søskendeparret bor sammen med Lotte Hammers mand i Frederiksværk.