Miljø: Vores natur og miljø har det elendigt, og det betyder forurenet grundvand, fiskedød, ringe biodiversitet og ildelugtende badevand. Samtidig har vi forpligtet os via EU's vandrammedirektiv til at få styr på situationen og sikre såkaldt "god økologisk tilstand" i vandløb, søer og fjorde i 2027.

Et af tiltagene for at nå målet er kollektive natur- og klimaprojekter, hvor jorde tages ud af drift og blandt andet laves til vådområder. De skal så samle overskydende kvælstof op, der primært kommer fra landbrugets gødning, og som er et mindre fedt bekendtskab for vores vandmiljø.

Men det kræver nogle lodsejere, som vil lægge jord til det gode formål. De ønsker bare ikke altid at være med. Og det er skidt, når den seneste opgørelse fra 2020 viser, at der røg 51.000 ton kvælstof i vores vandmiljø, og vi skal ned på 38.300 ton kvælstof om året, hvis vi skal nå vores EU-forpligtelser.

En af de lodsejere, der har sagt nej tak, er 42-årige Claus Lindberg fra Sjølund syd for Kolding.

-  Intentionen er god, og jeg vil gerne være med i et vådområde, men jeg vil ikke straffes for det. Det vil være det dummeste, jeg nogensinde har gjort, hvis min ejendomsskat stiger, siger han.

Claus Lindberg kan nemlig risikere at få sin ejendomsvurdering i klemme, hvis han sælger jord fra til et projekt. For ejendommen kan både efter de gamle og nye vurderingsregler skifte karakter fra at være landbrugsejendom til at blive beboelsesejendom, og så stiger ejendomsskatten.

Lodsejeren har en landejendom med 10 hektar jord, hvor han ved siden af sit job som elektriker dyrker jule- og æbletræer. Under én hektar af Claus Lindbergs jord er udpeget til at blive en del af et vådområde på i alt 38 hektar med samlet 20 lodsejere.

Hvis vådområdet realiseres, kan det opsamle kvælstof, så det ikke ender i Lillebælt til skade for miljø og dyreliv. Men projektet er nu gået i stå, da flere af lodsejerne har ændret mening.

For Claus Lindberg ringede til sin revisor for at blive klogere på, hvad et frasalg af under én hektar jord kunne betyde for ham. Og han havde ikke i sin vildeste fantasi troet, at den smule jord kunne pille ved ejendommens status.

- Det er jo bondefangeri, at ingen oplyser om de risici, siger han.

Og den kendsgerning står han ikke alene med, forklarer Søren Hjorth, der er chefkonsulent i skatteafdelingen hos Landbrug & Fødevarer.

- Det er en gråzone for lodsejere med få hektarer, for det er en individuel bedømmelse, der afgør, om din ejendom skifter status, så jeg rådgiver lodsejerne til at lade være med at gå i projekter.

Søren Hjorth oplever, at bekymringen for den højere skat har spredt sig.

- De vil naturligt nok ikke risikere at skulle betale op til det femdobbelte i ejendomsskat, hvis vurderingen af jorden og grundskyldspromillen stiger. Derudover vil ejendommen automatisk falde i værdi, når de løbende ejendomsskatter er så høje, siger konsulenten.

Landbrug & Fødevarer har lavet et regneeksempel, hvor ejendomsskatten kan stige fra 7.200 til 32.400 kroner, hvis en lodsejer går med i et projekt, og ejendommen skifter karakter.

Rådgivningsselskabet Sagro har også tidligere givet eksempler på, at ejendomsskatten på sammenlignelige naboejendomme varierede fra 2.600 til 35.000 kroner – alt efter om der var tale om status som landbrug eller bolig.

Claus Lindberg holder derfor også fast i sit nej.

- Regeringen må lave det om, for de kan ikke både redde naturen og ødelægge det for alle os små med hobbyejendomme, der bliver usælgelige med den ejendomsskat. Det vil ingen jo gå med til, og slet ikke, hvis vi er så mange, der skal være enige, siger Claus Lindberg.

I et skriftligt svar til avisen bekræfter Landbrugsstyrelsen, "at nuværende skatteregler kan udgøre en barriere for nogle lodsejeres lyst til at deltage i natur- og klimaprojekter". Styrelsen har dog ikke et overblik over, hvor mange sager, det drejer sig om.

Til gengæld findes der et foreløbigt overblik over, hvordan det går med at opsamle kvælstof med de kollektive projekter, der kom på banen med Landbrugspakken i 2015. Den viser, at 1076 ton ud af målet på 2450 ton kvælstof er blevet fjernet på 5 år. Alligevel skal de kollektive virkemidler med Landbrugsaftalen fra 2021 i fremtiden finde 1500 ton om året.

Brian Kronvang, professor i oplandsforskning og miljøforvaltning ved Aarhus Universitet, er en af de eksperter, som har rådgivet Miljøministeriet om, hvordan vi bedst muligt holder kvælstof væk fra vandmiljøet. Og han er ikke imponeret.

- Vi har ikke nået nogen målsætninger endnu. Det hænger ingen steder sammen, og vi når heller ikke de nye mål i Landbrugsaftalen, hvis systemet ikke bliver gjort mere smidigt. Man bør sætte sig ned og finde ud af, hvor langt vi er nået, hvad vi kan lære og hvad der skal til, før vi kommer i mål, siger han.

Ejendomsvurderinger og skatteregler er ifølge professoren bare én af de barrierer, som forsinker indsatsen.

- Især vådområdeprojekter tager lang tid, fordi de skal gennemføres i fællesskab med flere lodsejere og efter detaljerede forundersøgelser. Det er en uhyre tung administrativ proces for kommuner at få alt på plads, før projekter kan realiseres, og det tager ofte mange år, siger Brian Kronvang.

Og selvom de kollektive projekter kun står for en del af kvælstofoprydningen, så er de ifølge Brian Kronvang afgørende for, om vi kommer i mål med at sikre kvaliteten i vores grundvand og vandområder som åer, søer og fjorde.

-  De er godkendt til brug, de er bare ikke kommet ud og virke. Det er på sin vis lige til højrebenet at komme i gang med virkemidler som eksempelvis mindre vådområder, men så støder de imod de her bureaukratiske systemer og strander i et vakuum mellem godkendelser, regler og implementering. Men det er meget effektive værktøjer, som er helt nødvendige for at nå målet om god økologisk tilstand, siger professoren.

Avisen Danmark har spurgt Miljøministeriet til en evaluering på den nuværende indsats, og hvad planen er fremadrettet. Men ministeriet henviser til, at man allerede i 2020 konkluderede, at det kun var realistisk at opsamle 1500 ton i 2021 med de kollektive virkemidler.

Derudover gør ministeriet opmærksom på, at der med Landbrugsaftalen i 2021 blev indført en miljøgaranti.

- Det betyder, at der hvert andet år bliver gjort status på fremdriften i de kollektive virkemidler. Garantien indebærer, at såfremt den forudsatte kollektive kvælstofindsats på 1500 ton ikke kan løses ved frivillige virkemidler, gennemføres regulering med kompensation, lyder det i et skriftligt svar.

Det er således i 2023-2024 og i 2025-2026, at myndighederne tjekker op på arbejdet.

Avisen Danmark ville gerne have haft en kommentar fra skatteministeren om, hvorvidt lodsejere risikerer at skulle betale mere i ejendomsskat for at gå med i grønne projekter. Vi ville også gerne have spurgt Vurderingsstyrelsen om, hvordan de vurderer ejendommens status, når det efter sigende er lidt af en gråzone. Ingen af parterne er dog vendt tilbage inden deadline.

Retssag: Jytte Jensen kan ikke holde tårerne tilbage. Brillerne må af, så hun kan tørre øjnene med papirlommetørklædet.

Vi er i byretten i Kolding, der står 17. september 2019 i kalenderen. Den på det tidspunkt 53-årige førtidspensionist lytter til sin advokat, da de onde minder overvælder hende.

Advokat Lars Sandager er midt i fortællingen om fire forfærdelige år i sin klients barndom. Fire år i starten af 1980'erne, hvor Jytte blev voldtaget hver eneste uge.

Gerningsmanden var ingen fremmed. Det var hendes far.

En far, der krævede aftaler om misbruget på forhånd - så han havde noget at glæde sig til. En far, der truede Jytte og hendes lillesøster med, at ingen ville tro dem, og at de aldrig ville se deres mor og små brødre igen, hvis de fortalte om overgrebene.

Det er ikke faderen, der sidder på anklagebænken på den anden side af det sterile retslokale. Den sag blev afsluttet med en dom på tre års fængsel i et andet retslokale for 36 år siden.

Denne septemberdag i 2019 er det en advokat, der er modparten. Jens Andersen-Møller fra advokatfirmaet Holst repræsenterer kommunen.

Hans opgave er at overbevise retten om, at Jytte og hendes advokat ikke kan føre tilstrækkeligt bevis for, at kommunen svigtede Jytte i barndommen. Han og kommunen mener heller ikke, at det posttraumatiske stresssyndrom, der sendte den tidligere chauffør på førtidspension som 46-årig, med sikkerhed hænger sammen med traumet fra barndommen.

Mange senere livsbegivenheder som utroskab og følgende skilsmisse kan spille ind. Derfor har Jytte Jensen hverken ret til erstatning for tabt arbejdsevne eller et kontant plaster på det sjælelige sår, voldtægterne efterlod, lyder advokatens påstand.

Advokaten repræsenterer ikke kun kommunen. Han bakkes op af Kommunernes Landsforening, der repræsenterer alle landets 98 kommuner, og som er gået ind i sagen. Foreningen frygter en stribe lignende sagsanlæg, hvis det lykkes Jytte Jensen at få rettens ord for, at hun blev svigtet af kommunen i barndommen og skal have erstatning.

Jytte Jensen er med andre ord ikke kun oppe mod Danmarks femte største kommune - men i princippet alle landets kommuner, når hendes advokat nu ripper op i barndommens traumer.

Ret beset er 17. september 2019 en sejrens dag for Jytte Jensen - trods tårerne. Retsmødet er den foreløbige kulmination på syv års kamp for at få prøvet sit krav om erstatning.

Tidligere er både byret og landsret nået frem til, at kravet er forældet. Men en lovændring, der i 2018 fjernede de almindelige forældelsesprincipper i sager om seksuelle overgreb, har banet vej for, at sagen nu er for retten.

Bag sit bord viser dommer Agnete Ergarth Skouv ingen tegn på bevægelse under advokat Lars Sandagers fremlæggelse af den traumatiske fortid. Hun lytter og noterer. Hører vidner fortælle, at de havde advaret kommunen om risikoen ved at lade Jytte Jensen og hendes lillesøster flytte hjem til den dysfunktionelle familie.

Børnehjemmet, der pegede på risikoen for incest. Advarslen fra socialpædagogen, der skulle holde øje med familien og rapporterede, at faderen havde svært ved at forstå, hvorfor man ikke må gå i seng med sine børn.

Jytte Jensens fortælling om selvmordsforsøget med piller kort efter sin 15 års fødselsdag - et forsøg familien bortforklarede med kærestesorg og datterens forgæves forsøg på at komme i seng med sin far.

Tilbage i 1986 var forklaringerne tilstrækkeligt til at få faderen dømt. Og i 2019 når byretsdommeren også frem til en opsigtsvækkende skyldigkendelse.

Agnete Ergath Skouv finder det bevist, at politikere og embedsværk svigtede den kommunale omsorgs- og handlepligt for 40 år siden.

Derfor skal Vejle Kommune betale Jytte Jensen en tort-godtgørelse på 300.000 kroner.

Men den principielle sag om fortidens svigt ender langt fra der. Vejle Kommunes jurister indstiller med opbakning fra forsikringsselskab og Kommunernes Landsforening, at de 31 politikere i Vejle Byråd anker afgørelsen. Den indstilling følger et flertal på 19.

Anken af skyldsspørgsmålet bliver afvist. Den samlede erstatningssag skal afgøres først, afgør Procesbevillingsnævnet.

Kendelsen i byretten er nemlig kun første del af sagen mod Vejle Kommune. Sammenlagt kræver Jytte Jensen sammen med advokaten knap fire millioner kroner i forbindelse med det kommunale svigt for 40 år siden. Kravet bygger på tab af erhvervsevne, tabt arbejdsfortjeneste, tort og svie og smerte.

Dommen falder i januar 2021 og går Jytte Jensen imod. Kommunen svigtede, men dommer Agnete Ergarth Skouv mener ikke, at hendes advokat har bevist, at de psykiske skader, Jytte Jensen rammes af i 2000-årene, er senfølger af misbruget i barndommen.

Som dommeren skriver:

"Herefter og efter en samlet vurdering finder retten ikke, at Jytte Eliza Jensen har løftet bevisbyrden for, at der er årsagsforbindelse mellem de ansvarspådragende handlinger, som Vejle Kommune har begået og de skader, som hun er blevet påført. Retten lægger ved denne vurdering vægt på Retslægerådets udtalelser, og herunder den lange tidsmæssige udstrækning mellem overgrebene og fremkomsten af den nuværende psykiske tilstand, sammenholdt med det ufuldstændige lægelige materiale."

Helt overordnet mangler en lang række dokumenter i den 40 år gamle sag. Utallige kommunale dokumenter, referater og andre papirer er destrueret i årenes løb. Kommuner og andre myndigheder har lovligt kunnet makulere materialet i forbindelse med arkivreglerne.

Det materiale, der er tilbage i sagen, var i første omgang nok til at dommer Agnete Ergarth Skouv, fandt bevis for, at kommunen havde svigtet.

Spørgsmålet er nu, hvad landsretten siger. For et år siden valgte begge parter at anke. Jytte Jensen kæmper videre for sin erstatning. Kommunen vil frikendes totalt og have de 300.000 kroner i tort-erstatning tilbage fra den i dag 55-årige førtidspensionst.

Netop den manglende dokumentation for svigtet er et af kommunen og KL`s afgørende våben.

Referater og afgørelser er væk, og vidner er afgået ved døden. Derfor er der ikke ført tilstrækkeligt bevis for svigtet, vil kommunen og KL`s nye advokat, Kristian Torp, argumentere.

Spørgsmålet er så, om de papirer og notater, der trods alt ligger på sagen, er nok til også at overbevise landsretten om, at 15-årige Jytte Jensen blev ladt i stikken af kommunen. Papirer, der blandt andet rummer dette notat til kommunens socialforvaltning fra pigernes særlige rådgiver tilbage i 1981 Erik Press:

"Han (Jyttes far, red.) har svært ved at forstå baggrunden for almindelige normer og adfærd. For eksempel kan han ikke forstå, at forældre ikke må gå i seng med deres børn."

Notatet var ikke nok, og de kommende fire år blev Jytte og hendes søster igen og igen voldtaget af deres far.

Mandag og tirsdag vil kommunens og KL`s advokat altså forsøge at overbevise landsretten om, at Vejle Kommune i start-80'erne gjorde, hvad den kunne i sagen. Det lykkedes ikke for Kristian Torps forgænger i byretten.

Samtidigt vil Jytte Jensens advokat Lars Sandager endnu engang forsøge at bevise, at en indgriben fra kommunen dengang havde forhindret det posttraumatiske stresssyndrom, der gjorde hans klient permanent uarbejdsdygtig i en tidlig alder. Det lykkedes heller ikke i byretten.

I retssalen må Jytte Jensen lytte med, når paragraffer og begreber som culpa, ratificering, biintervention og subsumption flyver mellem de to advokater. Måske trænger tårerne sig på, når hendes advokat stiller skarpt på barndommens helvede.

Men tårer eller ej. Efter 10 års kamp gennem alle retsinstanser bøjer hun ikke ryggen. Tilbage i 1985 samlede hun mod til at trodse sin fars trusler og anmelde ham for voldtægt. Og trods livets mange nedture er kampånden intakt.

Tænder: For snart 15 år siden besluttede John Hans Mikkelsen sig for at finde en ny tandlæge, fordi han var utilfreds med den gamle.

Det viste sig hurtigt at være en god beslutning.

Ved den allerførste undersøgelse hos den nye tandlæge blev den 68-årige ejendomsmester fra Frederiksberg nemlig fortalt, at han havde parodontitis.

Og det er han langt fra den eneste dansker, der har. Faktisk rammer den alvorlige tandsygdom flere og flere.

Ifølge Tandlægeforeningen er det en udvikling, der skal tages ganske alvorligt, for parodontitis hænger tæt sammen med andre sygdomme – blandt andre diabetes.

Det bekræftes i en ny undersøgelse fra Tandlægeforeningen blandt 400 tandlæger. Her fortæller hver anden tandlæge, at kombinationen af de to sygdomme betyder, at behandlingen for parodontitis bliver livslang.

Samtidig oplever otte ud af ti tandlæger, at tandsygdommen bliver værre eller væsentligt værre på grund af patientens diabetes.

Og det bekymrer Tandlægeforeningens formand, Susanne Kleist.

- Hvis man bliver diabetiker, bliver man tilbudt at få tjekket sine øjne og sine fødder. Det er en del af pakken. Men som det er nu, kommer man selv til at betale den eventuelle ekstraregning, man risikerer at få hos tandlægen. Og jeg kan blive bekymret for, at mange vil fravælge den rette behandling, fordi egenbetalingen er høj, siger hun.

Sammenhængen mellem parodontitis og diabetes er også noget, John Hans Mikkelsen må forholde sig til.

- Nogle år efter min første undersøgelse, blev jeg spurgt af min tandlæge, om jeg havde sukkersyge. Det anede jeg ikke, men jeg gik til min almindelige læge, fik taget en prøve og ganske rigtig havde jeg sukkersyge. Ikke i svær grad, men det trængte til at blive udbedret, siger han.

Hvis man har diabetes, er man i øget risiko for også at få parodontitis. Og har man parodontitis, kan det forværre diabetessygdommen. Derfor er der tale om en ond cirkel, der skal brydes i en fart.

Det fortæller Palle Holmstrup, der er professor emeritus i parodontologi ved Tandlægeskolen på Københavns Universitet.

- Hvis man får parodontitis, stiger organismens generelle betændelsesniveau. Det påvirker andre sygdomme – som for eksempel diabetes, hjerte-karsygdomme og leddegigt – der har inflammatoriske komponenter, forklarer han.

Et nyere britisk studie viser ifølge Palle Holmstrup, at man med den rette behandling af parodontitis kan forbedre langtidsblodsukkeret for diabetespatienter med 0,6 procentpoint.

- Det lyder måske ikke af meget, men når en forbedring på 0,9 procentpoint betyder ti procent lavere dødelighed blandt diabetespatienter, så er der god grund til at tage det alvorligt, siger han.

Susanne Kleist fra Tandlægeforeningen mener også, at der er god grund til, at særligt diabetikere tager tandsundheden alvorligt og kommer i behandling, hvis de får parodontitis.

Men hver dag oplever hun, at patienter i hendes egen klinik siger nej til den rette behandling, fordi de ikke har råd. Det kan også i runde tal koste mere end 5.000 kroner om året. Og det kan blive væsentligt dyrere, hvis sygdommen forværres.

- Jeg tror, at vi stille og roligt vil se flere og flere patienter, der vælger behandlingen til, efterhånden som det bliver mere og mere anerkendt, at de her to sygdomme hænger sammen. Men så længe det er politisk bestemt, at der ikke skal være et større tilskud til tænder, hænger regningen jo på den enkelte borger, siger hun.

Da John Hans Mikkelsen først fik konstateret parodontitis, blev han da også tilbudt den ”store og forkromede” gennembehandling til en pris i omegnen af 10.000 kroner.

- Det var der ikke nok penge i kassen til, så vi prøvede med en masse andet – blandt andet rodbehandlinger – for at komme det til livs, siger han.

Det lykkedes, så han nu ikke mærker det store. Men han har været nødt til at få fjernet nogle tænder i det bagerste af munden, inden sygdommen fik ordentligt fat.

I dag sørger han også for at spise sundt, dyrke motion og at holde tænderne rene med mundskyl og tyggegummi, så hverken diabetes eller parodontitis blusser op. Nu kan han nøjes med at gå til tandlæge fire gange om året – godt nok til en pris på omkring 1000 kroner hver gang.

- Jeg får noget af beløbet tilbage, fordi jeg er medlem af Sygeforsikring Danmark. Men jeg kan alligevel godt forstå, hvis for eksempel efterlønsmodtagere eller pensionister i samme situation kan have svært ved at finde penge til det, siger John Hans Mikkelsen.

Politi: Nærhed og lokal tryghed var de store dyr i åbenbaringen, da et folketingsflertal for over et år siden indgik en aftale, der styrker det lokale politi med virkning fra i år. Men det politiske pendul svinger hele tiden, og det kan hurtigt gå den modsatte vej, mener både politidirektører, rigspolitichefen og en politiforsker. De har nok ret, mener nogle af folketingets retspolitikere.

- Synes nogen på et tidspunkt, at der er noget galt med politiets organisering, måske løftet af en konkret sag, så får vi en debat, ingen tvivl om det, siger Kirsten Dyrman, politidirektør i Østjyllands Politi.

Den politiske aftale om politiet betyder blandt andet, at der fra 1. januar i år er sket et stort indhug i Rigspolitiet. Det skal have halveret sine godt 1800 mand store medarbejderstab.

Rigspolitichef Thorkild Fogde slog samme tema an som Kirsten Dyrman, da han i et interview i Avisen Danmark  22. januar sagde, at på mange områder, ikke mindst på færdselsområdet og i det forebyggende politiarbejde, vil ensartetheden forsvinde, når lokale forhold i 12 politikredse sætter dagsordenen.

- Det skal blive spændende at se, om der kommer en politisk modreaktion med krav om ensartethed, første gang man har en sag med en kreds, som nogen synes skiller sig uheldigt ud, sagde han.

Kirsten Dyrman siger, at udviklingen de seneste 30 år tydeligt viser, at det politiske fokus flytter sig hele tiden.

- Sådan er det at gebærde sig i en politisk styret organisation som politiet: Vi retter ind. Det er et vilkår, og det er en måde, vi er vant til at arbejde på. Det ser vi også på andre områder, sundhedsområdet for eksempel.

- Tidligere har man set den modsatte tendens: At samle mindre enheder i store. Den udvikling går frem og tilbage, og det vil den fortsætte med, siger Kirsten Dyrman.

Dermed giver Kirsten Dyrman en faktuel skildring af virkeligheden, mener Adam Diederichsen. Han er politiforsker og lektor på Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen på Københavns Professionshøjskole og forlod for syv år siden stillingen som analysechef i Rigspolitiet.

- Vi skal bare tilbage til 2007, hvor det modsatte gjorde sig gældende i den store politireform. Da blev der i den grad centraliseret, og 54 lokale politikredse blev til 12, siger Adam Diederichsen.

Vekselvirkningen kan skyldes, at man ret beset kan argumentere for begge dele med saglighed, mener han: Ved centralisering opbygges ekspertise i form af stærke faglige miljøer inden for bestemte områder. Når man gør det modsatte,  opnår man et politiarbejde tilpasset eventuelle særlige lokale forhold.

- Den lokale eller regionale variation  kan være ganske fornuftig, fordi et lokalt forankret politi kan finde lokalt forankrede løsninger. Faren her er, at der kan opstå en uretfærdighedsopfattelse af, at man bliver behandlet forskelligt af politiet afhængigt af, hvor man bor, siger han.

Om de 12 politikredse kan opbygge samme ekspertise inden for bestemte område, som Rigspolitiet har haft, tør han ikke spå om.

- Det er absolut ikke umuligt, men her på det korte sigte sker et videnstab, når Rigspolitiets store erfaring, samlede indsigt og nationale overblik spredes, siger Adam Diederichsen

Det er denne spredning, som bl.a.  rigspolitichefen forudser vil skabe et uensartet politiarbejde i Danmark.

Københavns politidirektør Anne Tønnes skriver i en email, at hun er enig i de tanker, som Thorkild Fogde giver udtryk for.

Helle Kyndesen, der er politidirektør i Midt- og Vestjyllands Politi, har også været med længe nok til at vide, at politiarbejdets organisering ofte skifter karakter.

- Så jeg er også spændt på, om det skifter igen, siger Helle Kyndesen.

Fyns politidirektør Arne Gram understreger, at ændringer uundgåeligt fører til, at politiarbejdet skifter karakter.

- Det bliver ikke så ensartet som tidligere. Når man forandrer og fordeler opgaver, vil der være forskellige måder at håndtere det på. Politikerne må acceptere og respektere, at de lokale løsninger ikke er 1:1 ens men tilpasset forholdene i politikredsene, siger Arne Gram.

Ifølge Bjørn Brandenborg, der er retsordfører for regeringspartiet Socialdemokratiet, er det forståeligt, hvis nogle ser en risiko for, at det svinger igen.

- Men lige præcis her skal vi, politikerne, have is i maven. Vi skal holde fast i, at politiet skal være tættere på borgerne, og at eventuelle problemer skal løses af de lokale politiledelser, siger Bjørn Brandenborg.

S-regeringen har indgået politiaftalen med SF, Enhedslisten, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

SF`s retsordfører Karina Lorentzen og Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup er nogle af dem, der således har lagt stemmer til aftalen. De anerkender begge politidirektørernes pointe om, at man aldrig kan vide, hvornår det politiske pendul svinger igen.

- Det er grundvilkåret i en kompleks verden, hvor man hele tiden indretter sig på de forhold, der er.  Det ville være usundt, hvis man ikke justerede efter de udfordringer, man står over for, siger Karina Lorentzen.

Hun er dog ikke specielt stolt over, at prisen var et "nedsablet rigspoliti," som hun kalder det.

- Meget overblik og ekspertise går tabt. Men det var en forudsætning, en adgangsbillet til at komme med i aftalen. Det accepterede vi, fordi aftalen rummer mange gode og vigtige elementer, siger Karina Lorentzen.

Peter Skaarup er bevidst om, at andre politiske vinde en dag kan ændre på det hele.

- Den slags ser man mange steder, og det kan der være gode grunde til. Der kan også være useriøse og usaglige grunde, skabt af tilfældige politiske strømninger, det erkender jeg. Men lige hvad politiet angår, synes jeg ikke, det skal gå den anden vej igen. Her er det decentrale element vigtigt for borgernes tryghed dér, hvor de bor, siger Peter Skaarup.

Indtil de politiske vinde igen måtte vende, er politidirektørerne fortrøstningsfulde ved, at der med flere ressourcer også følger flere opgaver, blandt andet på færdselsområdet.

- Vi har E45 og E20, der mødes med hinanden i min politikreds. Så nord og syd, øst og vest mødes i trekantområdet. Det giver nogle helt andre trafikale opgaver for os som politi, end dem man har i Vestjylland eller Nordjylland. Vi har så haft nogle nationale kampagner, vi har skullet lægge ind i det normale arbejde. Det har ikke været et problem, og det bliver det heller ikke fremover. Det er almindeligt politiarbejde, siger politidirektør i Sydøstjyllands Politi, Jørgen Abrahamsen.

Ifølge Kirsten Dyrmand, politidirektør i Østjyllands Politi, er både færdselsområdet og forebyggelsesområdet to af grundstenene i politikredsenes arbejde.

- Desuden er flerårsaftalen for politiet ikke kommet som en tyv om natten, den har været længe undervejs, og vi har været med i arbejdet med den, siger hun.

I Midt- og Vestjyllandspoliti siger politidirektør Helle Kyndesen, man er parat til forandringerne.

- Det er vi vant til. Jeg føler mig overbevist om, at vi kan få løst opgaverne, siger hun.

Selv om nærhedsprincippet for tiden er det bærende for politikernes tanker om politiets arbejde, ser politiforsker Adam Diederichsen imidlertid også elementer med karakter af centralisering i ændringen af politiet.

- Vi ser rigspolitiet blive skamferet, men vi ser også, at stærke faglige miljøer skal opbygges med fokus på voldtægtssager og sager om vold i nære relationer. Det er ikke noget, der vil ske på små nærpolitistationer, det vil nødvendigvis ske på større byers politistationer.

- Vi har også fået en særlig politienhed, der på tværs af alle kredse beskæftiger sig med særlig kriminalitet, hvor også rejseholdet genetableres. Det er et stærkt eksempel på, at ønsket om et borgernært politi ikke helt udvasker stærke centrale enheder, siger Adam Diederichsen.