Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Det er første gang, at partiet får en formand, som ikke har været med til at stifte partiet. Hvem det bliver, finder vi ud af i eftermiddag. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Kampvalg i Herning: Bliver det Morten, Merete eller Martin?

Godmorgen og velkommen til søndagens nyhedsoverblik fra Avisen Danmak.

Det er nok ikke gået manges næse forbi, at vi senere i dag finder ud af, hvem der bliver ny formand for Dansk Folkeparti.

Kampvalget skal stå i Herning Kongrescenter, og de omkring 900 delegerede skal vælge, om det bliver Morten Messerschmidt, Merete Dea Larsen eller Martin Henriksen, der skal bære arven videre efter Kristian Thulesen Dahl. Formanden meldte sin afgang efter et skuffende kommunalvalg i november sidste år.

Nuværende næstformand Morten Messerschmidt har meldt ud, at han bliver i Dansk Folkeparti uanset dagens udfald.

- Jeg har været medlem af DF i 25 år, og jeg skal bæres ud. Jeg kommer ikke til at forlade DF. Heller ikke, selv om de delegerede vælger en anden formand, siger han til Ritzau.

Medstifter og tidligere formand Pia Kjærsgaard har allerede erklæret sin støtte til Morten Messerschmidt, der også har fået opbakning af en lang række lokalformænd.

Integrationsordfører Marie Krarup peger derimod på Martin Henriksen, der er medlem af hovedbestyrelsen men røg ud af Folketinget ved valget i 2019. Hun mener, at Morten Messerschmidts sag om svindel med EU-midler har givet partiet et blakket ry.

- Det var svært for ham at lede en gruppe i EU - det blev en fiasko. Jeg mener også, at han svigtede DF ved at blive som næstformand, da han blev dømt i byretten. Det var forkert af ham og kastede en skygge over ham selv og partiet, har hun tidligere meldt ud på Facebook.

Det er første gang, at Dansk Folkeparti får en formand, som ikke har været med til at stifte partiet. Hvem det bliver, finder vi ud af i eftermiddag.

Taliban-besøg er "en hån mod de faldne soldater"

Vi vender blikket mod nord, for i går ankom 15 højtstående medlemmer af Taliban til Oslo. De var inviteret af den norske udenrigsminister Anniken Huitfeldt fra det norske Arbeiderpartiet for at diskutere menneskerettigheder og den humanitære krise, der i øjeblikket præger Afghanistan.

Besøget får nu hårde ord med på vejen fra Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen. Det skriver DR.

- Det er en direkte hån, at et Nato-land går ind og forhandler med dem, der har dræbt så mange afghanske civile og ikke mindst er årsag til de mange faldne Nato-soldater, siger han til DR.

Udenrigsordføreren afviser, at Danmark på "nogen som helst måde" vil samarbejde med Taliban. Han kalder det helt forkert og et "kæmpe granatchok", at Norge desuden har bragt medlemmerne - blandt andre Afghanistans indenrigsminister, der er én af verdens mest eftersøgte terrorister - til Norge i privatfly.

Den norske udenrigsminister har understreget, at besøget ikke skal ses som hverken legitimering eller anerkendelse af terrorregimet.

Overlæger advarer om konsekvenser af smertestillende piller

Vi slutter dagens nyhedsoverblik med en advarsel fra de danske overlæger. Flere end 100.000 borgere herhjemme har nemlig et problematisk forbrug af opioider, der allerede har taget livet af en halv million amerikanere. Det skriver Berlingske.

Ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen havde cirka 74.000 et "uhensigtsmæssigt højt" forbrug i 2019. Godt 37.000 havde et forbrug, der oversteg myndighedernes anbefalinger. Sundhedsstyrelsen vurderer, at op til 15 procent af de i alt 400.00 personer, der er i behandling med opioider, er i risiko for at udvikle psykisk afhængighed.

Selvom der trods alt er tendens til et faldende samlet forbrug af opioider herhjemme, er antallet af brugere af Oxycodon og Oxycontin, der hører under samme mærke, steget markant. Og det bekymrer overlæge Nina Kvorning, som er konstitueret formand for Dansk Smerteforum. Hun peger på en afgørende og farlig virkning ved netop disse opioider:

- I forskningen er der påvist stor likeability hos personer, der får Oxycodon. Patienter kan behøve morfinlignende smertelindring, når de har akut smerte, men det er vigtigt at aftrappe disse, når smerten mindskes eller forsvinder. Hos den andel af patienterne, hvor pillerne ikke bare tager smerterne, men også giver en positiv lykkefølelse eller et sus, er der risiko for psykisk afhængighed, forklarer hun til Berlingske.

Det var alt fra søndagens nyhedsoverblik - men scroller du ned, får du fire gode historier fra Avisen Danmark.

Billede af Peter Rasmussen
Billede af skribentens underskrift Peter Rasmussen Chefredaktør

Få Dagens Danmark læst op her

Lotte Hjortshøj har både hund og hest, og det er en de helt store årsager til, at hun ikke er flyttet til storbyen for at studere. Det valg, oplever hun ofte, at hun skal forsvare. Privatfoto

23-årige Lotte skal forsvare, at hun bliver boende i provinsen: - Folk har nærmest ondt af mig, fordi jeg ikke bor i byen

Unge drager i stigende grad mod byen for at tage en videregående uddannelse, og det gør ondt på de tyndtbefolkede områder, når de unge ikke i samme grad vender tilbage.

Men der er faktisk stadig nogle, som ikke ønsker at bosætte sig i storbyen. Og de står ofte tilbage med et argumentationsproblem, når det er blevet det mest rigtige at bo i byen, når man er ung og skal skabe sin egen tilværelse.   
 
23-årige Lotte Hjortshøj bor i Thy og har valgt at pendle til sit studie i Holstebro hver dag. Hun kæmper derfor med de fordomme, der klæber sig til de unge, som bliver på hjemegnen, når de flyver fra reden. 
 
- Jeg føler tit, at jeg skal forsvare mig, fordi folk nærmest har ondt af mig, når jeg ikke bor i byen og oplever at være "rigtig ung", siger hun.

Unge føler sig ifølge ny forskning tvunget til at forsvare valget om at blive på hjemegnen. 23-årige Lotte Hjortshøj fra Thy er én af dem, som har valgt at pendle til sit studie fremfor at flytte til storbyen. Men selvom billedet af den mennesketomme provins er overdrevet, har fortællingen om storbyen som det eneste rigtige for ungdommen store konsekvenser.

Identitet: De er kedelige, arbejder som sosu-assistenter eller håndværkere, stemmer konservativt, har intet verdensudsyn og bliver tidligt gift og får børn.

Det er en række af de fordomme, som klæber sig til de unge, der bliver på hjemegnen og ikke drager til storbyen eller ud i verden for at tage en universitetsuddannelse.

23-årige Lotte Hjortshøj fra Thy har valgt at blive i Vestjylland og pendle til fysioterapeut-studiet i Holstebro. Og det har hun måttet høre for, når alle kammeraterne flyttede til Aarhus og Aalborg.

-  Det er et tabu at bo herude, hvor kragerne allerede er vendt. Jeg føler tit, at jeg skal forsvare mig, fordi folk nærmest har ondt af mig, når jeg ikke bor i byen og oplever at være "rigtig ung". Men jeg har lige så mange drømme som andre unge - og nej, de omhandler ikke at få børn tidligt og købe et hus, siger hun.

Lotte er langt fra den eneste, der har det sådan. Det viser et forskningsprojekt fra Syddansk Universitet, som Eva Mærsk har lavet som en del hendes ph.d.-studie i sociologi på Center for Landdistriktsforskning. 

-  Unge forbinder "at flytte sig geografisk" med en identitetsudvikling, hvor de har været ude og blive et fuldendt menneske, mens dét at blive boende i sin hjemby er forbundet med at stå stille. Derfor konstruerer "bliverne" en forsvarsfortælling for at undgå stigmatiseringen ved at bo det sted, de voksede op, siger Eva Mærsk.

Flugten fra landet

Når de unge kan fortælle, at de har "flyttet sig" opbygger de nemlig såkaldt symbolsk mobilitetskapital.

-  De beviser, at de er mennesker i geografisk bevægelse, hvilket de unge fra barnsben har fået at vide, de skulle være. Både familie, ældre, lærere og pædagoger har fortalt dem, at den eneste rigtige vej i livet er at tage ind til storbyen og blive til noget, siger Eva Mærsk.

I 2019 flyttede knap 90 procent af de unge, der tager en studentereksamen, til en større by, inden de fyldte 25 år. Tal fra Danmarks Statistik viser, at næsten halvdelen af alle flytninger i aldersgruppen 18-25 år i 2020 var til de store universitetsbyer Aalborg, Aarhus, Odense og København.

23-årige Lotte Hjortshøj må ofte gentage, at hun både kan lide at bo på landet, og at hun føler sig som et dannet menneske, når hun møder fordomme om, at det "rigtige ungdomsliv" leves i storbyen. Privatfoto. 

Urbaniseringen og unges tilstrømning til byerne er ikke et nyt fænomen. Men tallene er kun steget, og unge som Lotte Hjortshøj står derfor nemt som de fortabte tilbage på landet.

- Mange har spurgt, hvorfor jeg ikke bare flytter til Holstebro. Men jeg kan bare godt lide at bo herude, hvor jeg kan have min hest og nyde naturen. Det er dyrt at have hest, derfor har jeg også prioriteret at bo et sted, hvor jeg har kunnet have den til en overkommelig pris, siger hun.

Hendes gentagne forsvarsfortælling om, at hun faktisk godt kan lide at bo i udkanten, og det er vigtigt for hende at have sin hest, har mange mennesker svært ved at forstå, oplever hun.

- Jeg føler mig som en "rigtig ung" og i høj grad også som et dannet menneske, selvom jeg ikke bor i byen.

Enten fisker eller fra Indre Mission

Lotte Hjortshøj har da heller ikke stået helt stille geografisk. Sidste år flyttede hun 13 kilometer væk fra forældrene i havne- og barndomsbyen Agger til stationsbyen Hurup, der har knap 3000 indbyggere.

Hun ville gerne have sit eget sted, men stadig blive i området, og så har hun sit arbejde i Hurup ved siden af studiet.

De unge drager mod byen

Ungdomslivet i Danmark kredser i høj grad om uddannelse, som er noget, der mestendels foregår i byerne. Og når flere unge tager en videregående uddannelse, så drager endnu flere mod universitetsbyer som København, Aarhus, Aalborg og Odense. Knap halvdelen af de 18-25 årige, der flyttede i 2020, bosatte sig i én af de fire byer.

I 1989 forlod 8 procent af de unge landområderne til fordel for større byer, mens andelen i 2017 var steget til 16 procent. 

Samtidig har der i mange år hersket en samfundsdiskurs om udkanten som værende "den rådne banan", og at det er i byen, man lever et "rigtigt" ungdomsliv med uddannelse, socialisering og kulturliv. 

De senere år er de unge dog i stigende grad begyndt at flytte ud af byen igen, når de vil stifte familie. KL-mediet Momentum udgav i 2018 en analyse, der viste, at 14,3 procent af de fraflyttede unge vendte tilbage til deres hjemkommune, når de var fyldt 33 år. For Tårnby, Hedensted, Dragør og Kerteminde var det mere end hver femte, der vendte tilbage.

På den måde kan der næppe herske tvivl om, at den unge kvinde mener sit tilvalg af provinsen. Men det faktum, at Lotte er opvokset langt fra en storby, betyder også, at hun har været vant til at skulle forsvare sig.

- Det er nok exceptionelt for Agger, der ligger helt ude ved havet, men jeg er altid blevet spurgt til, om min far var fisker, eller om vi var fra Indre Mission eller en del af "Heavy Agger" (heavy-rock-miljø i Agger, red.), men vi er bare en helt almindelig familie, der godt kan lide at bo her, siger Lotte Hjortshøj.

Jeg er altid blevet spurgt til, om min far var fisker, eller om vi var fra Indre Mission, men vi er bare en helt almindelig familie, der godt kan lide at bo her.

Lotte Hjortshøj, 23-årig studerende

Det er tydeligt, at Lotte er træt af at gentage sig selv. Men den type klichéer har i årevis været provinsens lod som følge af centraliseringen, forklarer Eva Mærsk.

- Forskellige tendenser har skabt en samfundsdiskurs om, at det eneste rigtige sted at bo, er i storbyen. Det giver en fordel til bysbørnene, der har sit netværk og relationer der i forvejen, mens vilkårene er noget sværere for landbørn, fordi de vokser op i områder, vi ofte omtaler som problematiske eller uden muligheder. De er allerede bagud på point, når de flytter til byen, siger hun.

Naturligt at unge flytter

Seniorforsker Helle Nørgaard fra Aalborg Universitet er ekspert i danskernes flyttemønstre. Hun slår fast, at det er naturligt, at de unge flytter væk fra provinsen.

- Mange unge flytter væk fra land- og yderkommuner, men det gør de også fra andre kommuner. Det er ikke noget nyt i, at de drager ud for at skabe en identitet, uddanne sig og opleve noget nyt, siger seniorforskeren.

Både familie, ældre, lærer og pædagoger har fortalt dem, at den eneste rigtige vej i livet er at tage ind til storbyen og blive til noget.

Eva Mærsk, ph.d.-studerende på Syddansk Universitet

Men op til en femtedel flytter også tilbage til land- og yderkommunerne. Tallet varierer dog meget fra kommune til kommune.

- De lidt ældre unge flytter i stigende grad væk fra de store byer og i det hele taget har der i de senere år været en øget tilflytning fra andre dele af landet til land- og yderkommuner. Der vil også altid være nogle, der flytter tilbage, primært når de vil stifte familie og skal købe et hus, der er til at betale, siger Helle Nørgaard.

Skader sammenhængskraften

At fortællingen ikke matcher virkeligheden kan ifølge Helle Nørgaard være problematisk.

- For de unge er der ingen tvivl om, at diskursen om, at "de kloge" flytter og videreuddanner sig, og "taberne" bliver tilbage, betyder meget for de unge. Men faktum er, at langt fra alle unge mennesker drømmer om at flytte til storbyen. For "bliverne" har det lokale stor værdi, men de skal bruge en del kræfter på at forklare og berettige, at de bliver tilbage, siger hun.

Hos Egon Noe, der er professor og leder af Center for Landdistriktsforskning ved Syddansk Universitet, vækker tendensen bekymring.

- Når flere unge tager en videregående uddannelse, som ligger i byerne, så dræner vi samtidig landdistrikterne for en god del af de ressourcestærke unge og bilder dem ind, at det er i byerne, at alt sker.  Det forstærker segregeringen i befolkningen, og det går ud over sammenhængskraften, når vi mister fornemmelsen for hinanden, siger han.

De reelle konsekvenser vil vi først for alvor se om nogle år, mener professoren. Men udviklingen har allerede sat sine spor.

- Vi mangler de varme hænder og håndværkerne i hele landet som aldrig før, men det er også sværere at skaffe uddannet arbejdskraft i landdistrikter. Vi fjerner os fra hinanden og undervurderer betydningen af, hvad der foregår i produktionsdanmark, og det bliver et tab for os alle sammen på den lange bane, siger Egon Noe.

Når Lotte Hjortshøj er færdiguddannet, kan det godt være, at hun flytter længere ned i landet, men planen er ikke at søge mod storbyen. Hun vil fortsat prioritere at kunne have sin hest og  naturen lige om hjørnet.

- Det er en skam, vi skal forsvare det. Færre folk herude gør også, at vi ikke har flere butikker, caféer og fritidstilbud. Det er en ond cirkel, og det er en svær kamp at føle sig som ene taler for udkanten, siger hun.

Merete Dea Larsen er - ligesom Martin Henriksen - en mulighed, når Dansk Folkepartis cirka 900 delegerede skal stemme for eller imod Morten Messerschmidt. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Løvkvist: Formandsvalget forsvandt - nu er det en afstemning for eller imod Messerschmidt

Når klokken nærmer sig 15.30 i eftermiddag kan vi forvente at få resultatet af formandsvalget i Dansk Folkeparti. Bortset fra at det for længst er ophørt med at være et formandsvalg og i stedet blevet til en afstemning for eller imod Morten Messerschmidt.

Det skriver Avisen Danmarks politiske reporter og analytiker Kasper Løvkvist i denne optakt til sandhedens øjeblik i Dansk Folkeparti. Et øjeblik der har potentiale til at blive trukket ud i pinefuld længde, så det over flere uger eller måneder vil fremstå som en genindspilning af Fremskridtspartiets nedsmeltning i slowmotion.

Nogle gange er formandsvalg i partier ikke en afstemning mellem to eller flere kvalificerede kandidater. Nogle gange er formandsvalg i partier slet ikke formandsvalg.

I Dansk Folkeparti er det ikke bare den afgående formand, der er væk og sendt i coronaisolation, så han hverken kan møde op eller deltage i afstemningen. Det er simpelthen selve formandsvalget, der er forsvundet. I stedet er det blevet erstattet af en afstemning, hvor man enten er for eller imod Morten Messerschmidt.


Selvfølgelig vil nogle af de delegerede på det ekstraordinære årsmøde i Herning stemme på Merete Dea Larsen eller Martin Henriksen, fordi de har en anelse om, at en af de to kan redde det panisk luftsugende og sørgmodigt lungesyge parti, der nu ligger og gisper nede under fem procent i målingerne og hedder Dansk Folkeparti. Men hovedparten af deres stemmer vil falde som desperate skrig om hjælp.

"Red os fra Morten Messerschmidt," vil der stå med usynlig skrift på stemmesedlerne.


Det er den politiker, Morten Messerschmidt er blevet.

Selv om Messerschmidt bliver båret frem af partimoder Pia Kjærsgaard, der dog også nølede til det sidste og håbede på, at en rigsretsdømt superstjerne med orange hår og folketække som få ville bade Kjærsgaards livsværk i magisk eliksir, så det igen ville leve op til sit navn.

Selv om Messerschmidt bliver flankeret af Peter Kofod, der signalerer tryghed, fordi han på lange stræk fuldstændig ligner den Kristian Thulesen Dahl, der kommer til at gå over i historien som formanden, der gjorde Dansk Folkeparti til et folkeparti - i hvert fald for en stund.


Messerschmidt er stadig den politiker i Danmark, der har fået flest personlige stemmer ved et valg i Danmark - 465.000, som genererede tre ekstra DF-mandater til europaparlamentsvalget i 2014. Ved folketingsvalget i 2019 fik han 7500 stemmer - stadig et fint valg, men ikke nok til at trække flere DF'ere med sig i Folketinget fra Nordsjællands Storkreds.

Men han er også blevet en polariserende politiker. At han er det udadtil er klart - sådan er det at være DF-politiker. Indadtil er det uhørt markant.

Fanskaren omkring Messerschmidt er enorm, på den ene side/på den anden side-segmentet er der, men er ikke betydeligt, og så er der dem, hvor positionen grænser til afsky, had og foragt.


De sidste er DF'ere, der er vant til at blive set ned på af politiske modstandere, men hvor filmen knækker fuldstændig, når de oplever også at blive set ned på af en af deres egne.

Og det er udtryk for et fænomen, man meget sjældent - om ikke aldrig - oplever i samme grad i andre partier. Bevares, man kan uden problemer finde nogle i Venstre eller Socialdemokratiet f.eks., der ikke har det store til overs for deres partiformænd, men ligefrem at finde frem til nogle, der får sorte øjne og svovlet ånde, når man taler med dem om det, er ikke let.

Dem finder man faktisk i Dansk Folkeparti, når man f.eks. ringer rundt til lokalforeningsformænd for at tale om Morten Messerschmidt. Efter valget - i tilfælde af at Messerschmidt vinder - vil de begynde at melde sig ud.

Jeg glæder mig .. til at det er overstået

Pia Kjærsgaard


I folketingsgruppen er der de samme dynamikker på spil dog i noget mere afdæmpet form. Her bliver øjnene ikke sorte, men bare triste. Til gengæld er faktorernes orden vendt på hovedet, og ekstremerne er mindre.

Her er Messerschmidts fanskare lille, mens modstanden er stor. Team Messerschmidt havde forventet, at forskellene ville blive udjævnet og håbet, at de ville blive byttet om i løbet af valgkampen - særligt efter Inger Støjberg var ude af spillet.

Det er ikke sket. Så nu står partiet med en formandsfavorit, der kun kan mønstre seks - inklusiv sig selv - af gruppens 16 medlemmer bag sig. Nogle af de ti andre stemmer på Martin Henriksen, nogle på Merete Dea Larsen, og alle stemmer imod Messerschmidt.


Det er den gruppe, Messerschmidt potentielt skal være leder af frem til næste valg.

Helt stille og roligt kan man notere, at det bliver en umulig opgave. Spørgsmålet er, hvor mange der kommer til at melde sig ud, hvor hurtigt de kommer til at gøre det, og om den nærmest uundgåelige afskalning får et omfang, hvor de flygtende kommer til at samle sig igen som en gruppe løsgængere, der er tilgængelige for et kommende højrefløjsparti, der måske inkluderer Inger Støjberg?


Det er et scenarie, Messerschmidt skal forberede sig på, og som han skal forsøge at få det bedste ud af. Muligheden er til stede for, at det faktisk bliver lettere på den lange bane at håndtere end en stor folketingsgruppe med et flertal, der potentielt kan modarbejde ham.

Det bliver i øvrigt næppe en lettere opgave, hvis Martin Henriksen eller Merete Dea Larsen vinder valget.


Alle taler om, at det ekstraordinære årsmøde i Herning har potentiale til at blive Fremskridtspartiets nedsmeltning i 1995 om igen. Alt kan selvfølgelig ske, menneskelige følelser kan spinne ud af kontrol, men sandsynligheden for, at det ikke sker, virker umiddelbart størst.

Til gengæld kan tiden, der kommer efter, meget nemt blive som en genindspilning af 1995 i slowmotion, når man engang kommer til at se tilbage på den.


I afstemningen for eller imod Morten Messerschmidt stemmer partiets moder Pia Kjærsgaard "for". I hvert fald når Inger Støjberg ikke vil stå på stemmesedlen.

Da Pia Kjærsgaard torsdag aften i Debatten på DR2 blev spurgt, om hun glæder sig til valget, sagde hun:

"Jeg glæder mig ... til at det er overstået."

Overstået er det lige om lidt. Og så begynder det hele igen. Nu med en formand for et parti, der i bedste fald er gået midt over og i værste fald er gået i tusind stykker.

"Red os fra Morten Messerschmidt," vil der stå med usynlig skrift på stemmesedlerne.

Merete Dea Larsen er - ligesom Martin Henriksen - en mulighed, når Dansk Folkepartis cirka 900 delegerede skal stemme for eller imod Morten Messerschmidt. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
I 2014 dræbte den selvudnævnte incel Elliot Rodger seks mennesker ved en skolemassakre i Los Angeles, Californien. Det var det første massedrab fra en Incel, og nu tyder noget på, at bevægelsen er kommet til Danmark. Foto: Jonathan Alcorn/Ritzau Scanpix

27-årig nordjyde skrev et 150 sider langt manifest og kaldte sine planer om et massemord for hævnens dag

Mænd, der hader kvinder, og derfor begår uhyrligheder er noget, der før er set i både England og USA. Men i disse dage er der en retssag i Aalborg, der kan vise, at den bevægelse også for alvor er kommet til Danmark.

En 27-årig nordjyde er anklaget for forsøg på massedrab på en række uddannelsesinstitutioner i Nord-og Østjylland, og han bliver kaldt en "incel". Avisen Danmark giver dig overblikket over den sag, og hvad en incel er.

Tusindvis af kvindehadske beskeder, skydevåben på det mørke internet og mulig planlægning af skoleskyderi på flere skoler. Retssagen mod en 27-årig mand fra Nordjylland er i gang, og manden har fået prædikatet ”incel”, men hvad betyder det, og hvordan kan det lede til så voldsomme planer?

Incel: Lige nu ruller der en opsigtvækkende retssag mod en 27-årig mand fra Hobro, der er tiltalt for siden 2015 at have planlagt et eller flere masseskyderier på skoler og lignende institutioner i Nord-og Østjylland.

I 2015 begyndte manden at skrive på det, der skulle være hans manifest. I det omkring 150 siders lange dokument har den tiltalte detaljeret beskrevet tanker om drab, sin fascination af massemordere og sit ønske om at slå unge eller børn ihjel.

Ifølge anklageskriftet har den tiltalte i sin forberedelse på at fuldføre sin ondskabsfulde plan angiveligt søgt på skoler i området, tilgået skemaer og senere indhentet oplysninger om ringetider, antal elever og indkøbt remedier heriblandt ”taktisk beklædning” som bukser, et nylonbælte, handsker, kasket samt en vest med flere forlommer.

Vedkommende købte også en bil, der skulle bruges i forbindelse med masseskyderiet, og tre dage inden anholdelsen er han anklaget for at lavet en ordre på en halvautomatisk riffel på et lukket netværk, der kun kan tilgås med særlig software.

Alt det ligger til grund for den primære anklage om forsøg på massedrab under særligt skærpende omstændigheder.

Men hvordan ender en 27-årig nordjyde der? Forklaringen skal formentligt findes i en voksende og hadsk ideologi, der får mænd til at hade kvinder.

Hvad er "Incels"?

  • Incel er et begreb, der er en sammentrækning af de første bogstaver i de engelske ord ”involuntary celibate”, hvilket betyder en person i ufrivilligt cølibat.
  • Begrebet dækker over personer - i langt overvejende grad mænd - der er frustrerede over ikke at være i stand til at opnå romantiske eller seksuelle forhold til kvinder.
  • Nogle radikaliserede incels giver på disse platforme udtryk for et markant kvindehad samt had til mænd, der opfattes som havende succes med kvinder.
  • Mange incels færdes i internationale, virtuelle fællesskaber, der tilbyder brugerne en høj grad af anonymitet. Det gør det vanskeligt at estimere det samlede antal af radikaliserede brugere.
  • Særligt kvindehadet har været drivkraft i en række angreb begået af incels i USA og Canada i perioden 2014 til 2020, hvor mange personer er blevet dræbt og såret.
  • Center for Terroranalyse vurderer, at det kan være særdeles svært for myndigheder at forudsige, hvem og hvor incels vil angribe. Dette skyldes, at incels har en bred måludvælgelse og vil kunne angribe både kvinder og mænd.

Incels

Tidligere har Danmarks Radio fortalt, hvordan den 27-årige mand gennem en årrække har været aktiv på såkaldte incel-fora på nettet, som dyrker kvindehad. Navnlig ét forum har han været særdeles aktiv på med næsten 6.000 opslag.

Og det er ikke just småting, der er blevet udtrykt gennem fingrene på den tiltalte:

- Kvinder er nogle hykleriske, utaknemmelige sluts (tøjter, red.), og jeg fucking hader dem.

- Det er ligegyldigt, hvor uskyldig, du synes, en lille pige er. I løbet af 10 år vil hun alligevel være en slut.

Begrebet incels er ikke nyt i international kontekst og er en forkortelse for ”involuntary celibate”, der betyder ufrivilligt cølibat. Det er en primært internetbaseret bevægelse af især mænd, der er frustrerede over ikke at kunne få sex eller have romantiske forhold til kvinder.

Maia Kahlke Lorentzen er specialiseret i digital kultur, online had-fællesskaber og digital chikane hos Cybernauterne, der et netværk af eksperter i digital dannelse. Ifølge hende har mændene en firkantet biologisk forklaring på, hvorfor de ikke får nogen interesse hos det modsatte køn.

- De har den oplevelse, at kvinder vil have én type mand. Når mændene så ikke lykkes, bliver de frustreret og føler, at der aldrig er nogen, der vil elske dem eller give dem opmærksomhed, fordi de er nederst i mandehierarkiet.

Netop hierarki er vigtig i forståelsen af incels. Ifølge dem stræber kvinder kun efter en succesfuld mand med mange penge, der ud fra de traditionelle skønhedsidealer er en attraktiv mand.

Hvis du ikke tilhører den gruppe, så er der intet at gøre, fordi kvinder altid vil søge den bedste partner til at få børn med. Og her ligger mændene i incelsgruppen nederst i hierakiet, da de ikke opfylder de kriterier. Det giver mændene en håbløshed, da de aldrig kan ændre på faktum, ifølge dem selv.

Den indsigt kaldes et ”klarsyn” eller at få den ”sorte pille” inspireret fra filmen The Matrix, hvor hovedpersonen ser verden, som den virkelig er, når han indtager en farvet pille.

- Incel-ideologien giver gruppen en forklaring på, hvorfor der ikke er nogen, der elsker dig, hvorfor ikke nogen vil have sex med dig. At det ikke alene er din skyld, det er nogle strukturer, som er imod en, siger Maia Kahlke Lorentzen

Selvom det ifølge incel-gruppen angiveligt er biologisk bestemt, fremtvinger det et had til kvinder så indædt, at det for nogle fører til drab, som man bl.a. har set i England og USA.

Kvinder er nogle hykleriske, utaknemmelige sluts (luder, red.), og jeg fucking hader dem

Uddrag fra tiltaltes manifest

Sagen i Aalborg

Tre ud af seks retsmøder i sagen er allerede overstået i retssagen i Aalborg. Her er det bl.a. kommet frem, at den tiltalte i sit manifest har nedskrevet de konkrete datoer for, hvornår masseskyderiet skulle finde sted.

Ifølge manifestet skulle det ske mellem den 20. og 23. august 2018. Den 22. august 2017 skrev den 27-årige om massemordet kaldet V-day.

- Når jeg vågner i morgen, er der mindre end et år til hævnens dag, skrev han i sit manifest.

Den tiltalte har i retten flere gange forklaret, at masseskyderiet var en fantasi, og han i 2018 droppede tankerne om at udføre det.

Ifølge Maia Kahlke Lorentzen er voldsfantasier mod kvinder centralt hos incels, hvor man dyrker fortællingerne i fællesskab på nettet.

- Det kan være beskrivelser af voldsfantasier om at hævne sig på kvinder, skyde folk eller på anden måde straffe de kvinder, som man mener fratager en muligheder. Det kan også være overgrebsfantasier, som f.eks. at kvinder skal have værnepligt til at dyrke sex med mænd.

Christian Skettrup var den første, der kom på sporet af den 27-årige nordjyde. Han er digital analytiker hos foreningen Digital Ansvar, hvor han ved en tilfældighed stødte på et opslag fra den tiltalte. Efterfølgende sammensatte han et digital puslespil af mandens aktivitet, der gav et foruroligende billede

- Retorikken er meget voldsom, og der eksisterer en fascination for våben og tidligere selvudnævnte incels, der har begået massedrab, fortæller Christian Skettrup, der sammen med advokat og stifter af Digitalt Ansvar Miriam Michaelsen anmeldte manden til politiet.

Ingen grund til frygt

Der er nedlagt navneforbud i sagen, og derfor må medier ikke nævne vedkommendes navn eller komme med beskrivelser af manden, der kan afsløre hans identitet.

Sagen er sin første af sin slags i Danmark, og det kan derfor være svært at sige noget om karakteristika ved gruppen, der online spreder had om kvinder. Men ud fra den forskning som Maia Kahlke Lortenzen har gennemgået, ligner incels ikke den typiske voldsmand.

- Det kan være ham den stille, der er lidt socialt akavet og selvom de fleste er anonyme, kan vi se, at det er relativt unge mænd, der er teknologisk dygtige. Samtidig har incelsmordere i udlandet ikke været økonomisk marginaliseret eller lignende men har massive sociale og psykiske problemer.

Det er heller ikke sådan, at man skal frygte for en stor gruppe af unge mænd, der er villige til at ty til vold, selvom det ikke undrer Maia Kahlke Lortenzen, at der nu er en sag i Danmark.

- Man skal ikke gå som forældre og være helt vildt bange for, at ens barn nu bliver en incel, hvis de er meget online. Men man skal være god til at se på tegnene især hos drenge om mistrivsel og eksklusion, og hvorvidt deres sprogbrug om kvinder bliver hadsk og grimt.

Incels blev for første gang nævnt i den seneste risikovurdering fra Center for Terroranalyse. Her skriver Politiets Efterretningstjeneste, at incels kan inspirere til handlinger, der ”kan have karakter af terrorisme.” Derfor mener Christian Skettrup også, at der skal komme en større bevidsthed om, at det, der sker på internettet, i høj grad er virkeligt.

- Man kan ikke skelne mellem en digital og analog verden. De ting der foregår på nettet skal tages alvorligt, ellers ser vi i yderste konsekvens, at det kan føre til eksempelvis angreb begået af incels eller andre radikaliserede.

Derfor opfordrer han også til, at man skal være opmærksom på sprogbruget, og hvis man ser noget, man mener er farligt, bør man anmelde det til politiet.

Den pågældende sag mod den 27-årige nordjyde har sidste retsdag den 3. februar, og anklageren går efter at få tiltalte dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling.

Tiltaltes forsvarsadvokat oplyser til DR, at hans klient nægter sig skyldig og ikke vil kommentere på sin tilknytning til incel-bevægelsen.

Det med, at vi tror, at den mand, vi finder, skal give os det hele, det holder ikke. Fordi han er et menneske, der også har sit. Han har grene, der peger en anden vej, fordi der også er andet, han skal. Det var en konklusion, jeg tænkte mig, forkyndte mig og skrev mig hen til. Og det er den sandhed, som jeg stadig hviler i, siger Kathrine Lilleør. Foto: Caroline Abildtrup Bagger

Kathrine Lilleør har besluttet aldrig nogensinde mere at lade en mand farve dagen grå

Kathrine Lilleør var midt i 40’erne, da det kom til hende, at der også var et liv udenfor parforholdet. Hun var lige kommet ud af et forhold, som havde varet halvandet års tid, og hun var udmattet, følte sig magtesløs og kunne se, at det kun var jernvilje, der havde holdt hende i forholdet.

Hun begyndte langsomt at vende sin selvforståelse og sit livssyn via sit arbejde som præst, og gennem de store kirkelige tekster begyndte hun at forstå, at der kan udgå glæde fra magtesløsheden.

Det fortæller hun om i et interview til Avisen Danmark og ALT for Damerne, for hun har tænkt meget over kærlighed og tosomhed på det seneste.

– Sandheden er, at der er et liv uden parforholdet. Det med, at vi tror, at den mand, vi finder, skal give os det hele, det holder ikke. Det er slet ikke der, lykken og glæden findes. Du bliver skuffet, hvis du skal bæres hele tiden, for det er helt sikkert, at han indimellem lige glemmer dig og slipper dig, siger hun blandt andet.

Drømmen om tosomhed fik præsten Kathrine Lilleør til at kæmpe hårdt for at få sine parforhold til at fungere, indtil hun var midt i 40’erne og fandt en anden sandhed. Nemlig at der findes et godt liv uden parforhold. Og så mødte hun Joakim.

En kirkelig bryllupstale har altid tre elementer. En tak for den kærlighed, som parret er blevet givet. En bøn om, at kærligheden fortsætter. Og så – en formaning.

Som ung præst undrede Kathrine Lilleør sig over, at hendes bedstefar, som også var præst, næsten altid havde den samme formaning med i sine bryllupstaler.

En formaning, som var et helt bestemt billede.

– Min bedstefar sagde formanende til brudeparret: ”I skal være som to egetræer i skoven. Lige nu er I unge og har slanke stammer. I har ikke så mange rødder, og slet ikke rødder, der når hinanden. I har knapt nok en krone, som når mod hinanden. Men som årene går, vil I vokse til, og I vil få en fælles krone. Og det er, som det skal være. Der vil være rødder, der filtrer sig ind i hinanden, og grenene vil nærme sig hinanden mere og mere. Men I skal altid huske, at I også har grene, der peger væk fra hinanden, for ellers får I ikke en harmonisk krone. Og I skal også have rødder, der strækker sig væk fra den anden. Ja, I skal med andre ord stå selv. For I har stadig hver sin stamme, selvom I over år i højere og højere grad bliver et.”

– Som ung præst tænkte jeg: Det er fantasiløst, du gamle! Men jeg har båret billedet med mig i mange år og har sværmet om det. Og i dag bruger jeg det selv somme tider. Der er stor forskel på, om man forstår noget med forstanden, eller om man forstår det med sit hjerte. Det kommer af den erfaring, man så at sige lægger til ordene og billederne, og jo mere erfaring jeg selv får, jo mere sandt kan jeg se, at det billede er. Spørgsmålet er, om man overhovedet er i stand til at indgå i et ligevægtigt parforhold – ja, overhovedet i et forhold til andre mennesker – hvis man ikke som udgangspunkt står selv. Kan selv. Ved selv. Ja, hvis man i virkeligheden ikke som udgangspunkt er indstillet på at stå som et af de der solitære træer på marken, som jo står så skønt selv. Hvis man ikke med sig selv finder det punkt, hvor man kan være i sit eget – stå i sit eget – kan man så i virkeligheden være noget for andre, herunder dem, der står helt tæt på? Eller bliver man uvægerligt en slyngplante, som kommer til at slynge sig for tæt på den andens stamme for at forsøge at hente styrke, mening og livsindhold fra den anden?

Da Kathrine var yngre, oplevede hun selv i perioder at blive en slyngplante. I sit hjerte følte hun, at parforholdet var det ultimative. Det, som hun for næsten enhver en pris skulle stræbe efter. Og slynge sig om. I dag er hun nået frem til en anden sandhed, og det er den, vi skal tale om i dag.

Jeg har været på sådan nogle kæresteweekender, hvor der sidder andre par rundt omkring ved bordene og keder sig helt vildt. Og det er jo fordi …, undrer Kathrine Lilleør sig. Foto: Caroline Abildtrup Bagger

– Den anden sandhed er, at der er et liv uden parforholdet. Det med, at vi tror, at den mand, vi finder, skal give os det hele, det holder ikke. Det er slet ikke der, lykken og glæden findes. Du bliver skuffet, hvis du skal bæres hele tiden, for det er helt sikkert, at han indimellem lige glemmer dig og slipper dig. Fordi han er et menneske, der også har sit. Han har grene, der peger en anden vej, fordi der også er andet, han skal. Der var en periode i mit liv, som strakte sig stort set fra skilsmissen fra mine børns far i 1999, og til jeg mødte Joakim, som jeg nu er gift med, for ni år siden, hvor jeg tog livtag med parforholdskærligheden. Efter to kærlighedsforhold i parforholdslignende tilstand fandt jeg ud af, at den anden sandhed er, at der er et liv – et kærlighedsliv – som ikke absolut er i parforholdet. Det var en konklusion, jeg tænkte mig, forkyndte mig og skrev mig hen til. Og det er den sandhed, som jeg stadig hviler i.

Altså, at du – indtil du mødte Joakim – var bedre kørende ved at være alene?

– Nej, det var meget mere åbent end det, og det er det, der er spændende. For det har på en måde ikke noget med Joakim at gøre, men det bliver jo muntert af, at han så faktisk er der. Der var en sætning, som jeg godt kunne blive lidt træt af at høre som single: ”Du forelsker dig i den forkerte.” Eller: ”Du ser efter det forkerte.” For jeg bliver bare nødt til at sige, at jeg har både været gift og kæreste med virkelig meget forskellige mænd, og der har ikke rigtig været en fællesnævner. Så i givet fald er der meget, der er forkert. Og som om det var min egen skyld-agtigt. At jeg bare skulle have valgt ham til højre eller taget ham, der stod til venstre, så havde min lykke været gjort. Nej! Det er lige som at sige, at det var mig, der satte for store krav. Det kan selvfølgelig godt være. Men somme tider kommer man ind i et forhold, hvor lynlåsen – kan man jo se bagefter – meget tidligt lyner skævt. Og det er hverken hans eller min skyld. Men hvorfor er det så, man fortsætter? Ofte i rigtig lang tid. Når man ser tilbage, kan man spørge sig selv, hvad man egentlig havde forestillet sig. Og det, der skete, var nok, at man på en eller anden måde var blevet nøjsom og egentlig brugte tid på at få noget til at hænge sammen, som jo slet og ret bare ikke var rart. Og hvis det ikke er rart, hvorfor skal det så være? Vi lever jo ikke længere i et bondesamfund, hvor maden på bordet afhænger af, at vi er to til at så og høste. Så hvad er det egentlig for noget? Hvorfor hugger man en hæl og klipper en tå som i det urgamle og vanvittig kloge eventyr om Askepot?

– Jeg har for nylig udgivet bogen ”Kærlighed sætter fri”, som er mine tre bøger ”Kvinde hvorfor græder du”, ”Kærlighed er” og ”Glæd dig” i ét bind. Og det har jeg dybest set gjort, fordi jeg ser kvinder, der er 10-15 år yngre end mig, sidde der, hvor jeg selv sad, da jeg var i samme alder.

Jeg møder dem – hende – i præsteværelset, hvor hun sidder med store, vilde øjne, mens hun fortæller mig, at hun har prøvet alt uden held. Stille retreats, jordomrejser, titusinde helsekure og udrensninger, et hav af sportsgrene, clairvoyante. Og nu er hun kommet så langt ud, at hun ligefrem er gået til en præst. Hun slår en høj latter op.

– Ja, tænk engang, en præst of all people. Når vi så begynder at tale sammen, fortæller hun, at der ikke er noget, der er blevet, som hun regnede med. Og mens hun taler, ser jeg den der lille kæbespænding, som jeg genkender fra mig selv i de år. Kathrine bider tænderne lidt sammen og viser, hvordan kæben spænder op.

– Jeg havde en kæreste, der gjorde mig opmærksom på, at jeg spændte kæben på den måde, og sidenhen har jeg selv fået øje på det hos andre. Når vi taler om noget, som vi vil have til at være på en bestemt måde, men som saftsusemig ikke er det, så kan der godt komme sådan en lille kæbespænding. I forbindelse med at jeg har læst mine tre bøger igennem op til genudgivelsen, kan jeg se, hvad der skete samtidig i mit liv, hvordan kæbespændingen løsnedes, da jeg skrev bøgerne, og jeg kan se, hvordan jeg langsomt bevægede hen mod min bedstefars bryllupsbillede i formaningen. Mod billedet af træet, som godt kan stå selv.

Kathrine blev skilt fra sine tre døtres far, da hun var midt i 30’erne og havde deres yngste i maven. Hun fortæller, at faren til hendes piger var en kæmpe kærlighed i hendes liv, men at de simpelthen var vokset fra hinanden.

– Det er jo en sorg, en kærlighedssorg, at blive skilt. Ingen tvivl om det. Men der er også alle de nye drømme, der skal drømmes, og det er det, jeg ofte sidder og forsøger at tale ind i, når jeg sidder med den ulykkelige i mit præsteværelse. At man pludselig er enlig mor med tre børn, og hvordan kommer man videre? Hvor finder man en mand? Skal der komme flere børn, hvis man finder en mand? Hvad er drejebogen for ens liv nu? Det er her, kæben begynder at spænde. For en ting er erkendelsen af, at parholdet ikke gik. En anden ting er, hvordan ens liv skal forme sig fremover. For mit eget vedkommende stod det meget klart, at jeg som udgangspunkt ikke var interesseret i, at der flyttede nogen ind i præstegården. Jeg kunne ikke overskue, at mine børn skulle til at være sammen med en anden mand end deres far i det daglige. Men hvordan gør man så det med kærligheden? Jeg var da rundt på kareten i de år, det kan jeg godt sige.

Men dit fokus var dog på, at du gerne ville finde en ny mand?

– Ja! Samtidig med at jeg i virkeligheden ikke ville lade ham komme ind, fordi jeg var optaget af at lave en rolig opvækst for mine piger. Og det var jo et skisma. Et umuligt sted at stå. Jeg begyndte også at lægge mærke til, at mange mennesker aldrig oplever, at parforholdet kan være en velsignelse. Men det er ikke noget, vi rigtig taler om. Det er svært at sende børnene væk, svinge de selvsiddende strømper og tage på en lille hyggelig weekend. Jeg har været på sådan nogle kæresteweekender, hvor der sidder andre par rundt omkring ved bordene og keder sig helt vildt. Og det er jo fordi … Hun sukker højt.

– Jamen, du godeste, hvor bliver der kæmpet hårdt i mange små hjem! Og jeg var der også selv. Jeg mødte mænd efter min skilsmisse, som jeg blev kærester med i længere tid, og nogle, jeg kun var sammen med ganske kort. Og jeg konstaterede, at det hele var forholdsvist umuligt. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at jeg kæmpede for længe, fordi jeg tænkte, hvis det her ikke kan fungere, hvad kan så fungere? Hun stopper op.

– Kan du høre det? Fungere. Det lyder som en maskine. Men det er sådan, vi taler om parforholdet, og det var sådan, jeg havde det. Vi skal have det til at fungere. Jamen, bevar mig vel. Men jeg kan se, at jeg blev i kærlighedsforhold, hvor det i virkeligheden var frygten for at stå alene igen, der gjorde, at jeg blev. Der var simpelthen en drøm og et håb om tosomhed, som jeg bare så nødigt ville give afkald på, men det blev jeg nødt til et par gange. For det gik ikke imellem os. Vi blev for kede af det. Vi trivedes ikke. Jeg blev mast og lille, og det bedste kom ikke frem i mig. Kierkegaard siger et sted, at kærlighed altid ophører med tilbagevirkende kraft. Og det er jo en fantastisk voldsom ting at sige. Men det er rigtigt nok. Begge tilgiver og tilgiver og tilgiver og får forholdet til at køre. Fungere. Og når det så alligevel stopper, er det som om, man har sådan et regnskab tilbage i tiden, hvor man kan blive helt tung over, at man tilgav og bar over med. Jeg vil ikke sige, at jeg som sådan havde brug for at tilgive, men der var måske nogle forskelligheder, som jeg siden har undret mig over, at jeg ikke tog konsekvensen af langt tidligere. I dag tænker jeg, at hold da op, hvor kan vi drive meget frem med vores drømme og forhåbninger om, hvordan alting bliver, hvis bare lige … Der kommer den lette kæbespænding også. Vi skal lige have tingene kontrolleret, mast og fungeret på plads, og det kan der godt gå megen god tid med i et menneskeliv og i et kærlighedsforhold.

Du bliver skuffet, hvis du skal bæres hele tiden, for det er helt sikkert, at han indimellem lige glemmer dig og slipper dig.

Kathrine Lilleør

Kathrine var midt i 40’erne, da det kom til hende, at der også var et liv udenfor parforholdet.

Hun var lige kommet ud af et forhold, som havde varet halvandet års tid, og hun var udmattet, følte sig magtesløs og kunne se, at det kun var jernvilje, der havde holdt hende i forholdet.

Hun begyndte langsomt at vende sin selvforståelse og sit livssyn via sit arbejde som præst, og gennem de store kirkelige tekster begyndte hun at forstå, at der kan udgå glæde fra magtesløsheden.

– For et moderne menneske kan det lyde som lidt af en rædselstanke at skulle gå ind i magtesløsheden, men sagen er bare, at hvis du går i kirke, ser dybt i din afmagt og lader dig føre, så vil du opleve, at der faktisk er en vej ud af magtesløsheden.

Så det, at der er et liv uden parforhold, er noget, du har fundet ud af via din tro og dit arbejde?

– Ja, jeg stoppede fuldstændig op efter det kuldsejlede parforhold og tog et meget hårdt tag i mig selv i forhold til at slippe det med at hugge en hæl og klippe en tå for at få noget til at fungere med en mand. Det lyder så banalt, men jeg begyndte at fokusere på alt det skønne, der var i mit liv. Der var jo rigeligt, som var mere end nok til at fylde de hele. Hvorfor lade en eller anden mand farve dagen grå, når eksempelvis mine døtre gik rundt lige foran mig og lyste alting op?

Tog du en bevidst beslutning om, at det skulle stoppe?

– Ja, helt bevidst. Jeg syntes, det var uværdigt. Jeg syntes, det var meget fjernt fra det egetræ, der står solitært derude på marken. Jeg kunne slet ikke få det til at hænge sammen med, hvem jeg i øvrigt var. Jeg vil ikke sige, at jeg skammede mig, men jeg syntes godt nok, at det var ynkeligt, og jeg besluttede mig simpelthen for, at sådan et kvindeliv, hvor sorgen over et kærlighedsforhold, der ikke vil, som man selv vil, måtte stoppe.

Da Kathrine holdt op med at leve for, at der skulle komme en mand ind ad hendes dør, gik der et halvt års tid, og … – Så stod han foran mig.

Det er jo ret vildt?

– Ja, det er det, og det kan jeg slet ikke forklare. For jeg havde fuldstændig besluttet, glad og frimodigt, at jeg kunne have et godt liv uden et parforhold. Jeg var begyndt at invitere en god ven med i stedet for en kæreste, når jeg skulle til parmiddage, og det var rigtig hyggeligt og gav god mening. Jeg havde virkelig fundet mig en meget fri og dejlig vej at gå.

Hvad så da Joakim pludselig stod der?

– Jamen, det var meget overrumplende. Og han var meget insisterende.

Strittede du imod?

– Ja, der var en lille smule Tornerose over foretagendet. Tjørnehæk og borgmur. Men han var meget klar på, hvad han ville med mig. Det var så enkelt. Og det har det været lige siden. Der er overhovedet ingen tvivl om, at han er det andet træ ved siden af mig. Sådan er det.

Det er sådan, vi taler om par forholde t, og det var sådan, jeg havde det. Vi skal have det til at fungere.

Kathrine Lilleør

Hvad er det, der gør, at I har det sådan, tror du?

– Det er noget med, at der er en gemytternes overensstemmelse. Der er jo nogle, der lever godt med, at der er skænderier, for så får man renset luften, som det hedder. Jeg er altid dybt imponeret over, at folk har det sådan. Sådan har jeg det slet ikke. Jeg bliver helt rystet over skænderi. Jeg tror, at Joakim og jeg har sind, der passer godt til hinanden. Han må jo tale for sig selv, men jeg er frisat til at stå og være det træ, jeg er. Og til at række ud i alle mulige retninger. Joakim har ikke behov for at fylde på andres bekostning. Og han er simpelthen let at elske. Let at tage hensyn til. Let at være med for mig. Også fordi han er så sød ved mig. Jeg kan ikke sige andet. Samtidig er den helt, helt afgørende og meget fundamentale streng imellem os, at vi har absolut tillid til hinanden. Jeg er fuldstændig i mit hjertets inderste overbevist om, at han altid kun vil mig det bedste. Og jeg tror, at hvis det er ens dybeste overbevisning i et kærlighedsforhold, ja, så kan den anden godt et øjeblik være ubetænksom eller glemsom eller komme til at såre, uden at der sker noget ved det. Jeg fornemmer selvfølgelig, at jeg kan komme til at såre Joakim, men jeg kan alligevel slet ikke komme til det, for hans tillid er stærk, så han ved med sig selv, at det aldrig var med vilje. Nogensinde. Fravær af mistillid er det stærkeste bånd, der findes, ikke bare i kærlighedsrelationer, men i alle relationer. Omvendt er mistillid noget af det sværeste at overvinde i et parforhold. Fra præsteværelset ved jeg, at mennesker, der har været udsat for utroskab, tankevækkende nok godt kan komme videre uden at miste tilliden til hinanden. Ja, man kan godt komme til at svigte. Man kan godt komme til at glemme. Men fordi ens mand går i seng med en anden, er det ikke altid det samme som, at han har villet svigte en.

Det vil der nok være mange, der ikke er enige i?

– Jo, men jeg tror bare ikke, at jeg forstår det. For der kan godt være et møde med et andet menneske, hvor der udvikler sig et begær og en attraktion, som virkelig ikke har noget at gøre med den, man elsker derhjemme. Og jeg ved fra præsteværelset, at nogle af dem, der sidder i den situation og ikke kan glemme deres mands utroskab, får hjælp ved at begynde at se på, om det var en handling, der var vendt ind i ægteskabet som en hævn, en vrede eller straf de to indbyrdes – for det kan utroskab jo godt være – eller om det faktisk var noget, han kom til at gøre, da grenene vendte i en anden retning. Ganske enkelt. Han rakte ud i andre retninger, og så gik det bare for vidt. Og der kan utroskab heldigvis godt blive tilgivet og glemt. Utroskab har sjældent noget med ens partner at gøre.

Men det er sådan, folk oplever det?

– Ja. Og det undrer mig, må jeg indrømme. Jalousi kan man ikke styre, så selvfølgelig er den umiddelbare tanke, at der er en anden, der får noget, jeg skulle have haft. Det kan man nok ikke undgå at se for sig, hvis ens mand kraftigt begærer en anden kvinde. Men hvis nu han faktisk siger, jamen det var virkelig en fejl, og jeg vil ikke miste dig, jeg elsker dig, så kan man godt komme videre. Hvis man vil. Jeg har set eksempler på megen ulykkelig kærlighed, der kom af, at man principielt ikke ville finde sig i utroskab. Og derfor principielt insisterede på skilsmisse. Hvorefter man blev ked af det. Fordi man burde have droppet principperne og være blevet sammen. Kærlighed ophører jo ikke altid, fordi vi vil have, at den principielt skal ophøre. Sagen er den, at når man elsker et andet menneske, er der sådan set ikke grænser for tilgivelsen. Hjertet tilgiver.

Kathrine Lilleør, 57 år

Cand. theol, ph.d. og sognepræst ved Sankt Pauls Kirke i Nyboder.

Skriver anmeldelser, kommentarer og klummer til Berlingske Tidende, er podcastvært på ”Præsteværelset” og kendt som politisk kommentator, foredragsholder og tidligere medlem af Etisk Råd.

Forfatter til flere bøger, senest ”Kærlighed sætter fri”.

Gift med Joakim Lilholt og mor til tre voksne døtre fra et tidligere forhold.

Hun holder en lille pause.

– Joakim ville da kunne byde mig alt. Jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg kunne holde op med at elske ham. Sådan er det da.

Selvom Kathrine altså har lært at stå selv, er hun altså alligevel endt i et parforhold igen. Hun griner, da jeg siger det.

Jeg kan komme til at såre Joakim, men jeg kan alligevel slet ikke komme til det, for hans tillid er stærk, så han ved med sig selv, at det aldrig var med vilje.

Kathrine Lilleør

– Ja, ENDT i et parforhold, som du siger. Ja, okay, det lyder måske ikke så pænt? – Nej, men det er jo rigtigt, det er sådan, vi normalt taler om det. Vi ENDER i et parforhold. Jeg kan stadig huske engang, min far kom hjem og var fuldstændig forgrint over, at han over køledisken i Irma havde mødt en af mine veninders mor, der havde sagt til ham, at hun sådan glædede sig til, at hendes datter ”kom i sikker havn”. Det har vi moret os meget over siden. Også min veninde og jeg. For hun er ikke en sikker-havn-person. Den der forestilling om, at man kommer ind i armene på en eller anden mand, og så er man ”i sikker havn”. Nu må man holde op, altså! Men ja, nu er jeg så i Joakims arme og dermed i sikker havn. Og jeg vil da skynde mig at sige, at det føles bestemt også sådan. Men når det er sagt, så er der ingen, der ved, hvad morgendagen bringer. Det, vi ved, er, at man kommer ind i denne verden som det menneske, man er, og at man er alene med sit sind. At kunne finde ro med at være med sig selv og ikke være bange for at leve alene, er den største og vigtigste erfaring, vi kan oparbejde i os, og det er noget af det vigtigste, vi kan lære vores børn. For når du ikke er bange for at være alene og for at stå selv, så vælger du bevidst og taknemmeligt de andre til. Og så er du netop ikke en slyngplante på andres styrke og liv.

Så i dag har du en bevidsthed om, at du godt kan stå alene på marken, men at det er dejligere, at du står med Joakim?

– Det er vidunderligt, at han står lige der! Og skulle han en dag ikke stå der, ville jeg aldrig holde op med at græde, for jeg har fået lov til at opleve, hvad det vil sige at have sådan en som ham lige der. Men ville jeg kunne stå der selv? Ja. Ville han kunne stå der selv? Ja. Absolut.

Og den ro smitter vel af på det, I har sammen?

– Det tror jeg. Jeg tror, der er en frihed og en frisættelse i det, som i hvert fald bekommer mig vel. Andre gør det på andre måder. Men for os – for mig – har det været en nøgle. Og så betyder det også meget, at vi har det sammen, at han altid går med mig hen i kirken. Hver søndag. Han blender ind med menigheden. Vi er der sammen – og hver for sig. I kirkerummet bliver der talt til hvert enkelt hjerte, og man modtager noget, der er dybt privat, samtidig med at man har et åndeligt fællesskab. At man kan færdes så meget som en enhed, og at der samtidig er respekt for, at man har hver sit åndelige liv og hver sin forståelse, er noget, jeg får øjnene mere og mere op for. Jeg er sammen med Joakim hele tiden, men vi har tanker og refleksioner, som vi ikke deler med hinanden. Det, tror jeg, er vigtigt. At man også har sit eget univers. Sine egne venner. Og at der er ... måske ikke hemmeligheder, men i hvert fald ting, som ikke bliver sagt. Jeg har tavshedspligt som præst. Den har jeg udvidet til også at gælde mine private relationer, så jeg fortæller ikke Joakim alt. Og han fortæller heller ikke mig alt. Det forstår jeg slet ikke, at man gør i et parforhold. Jeg kan ikke forstå, at man kan administrere det. Børns betroelser, venners betroelser. Vi har nok alle haft den oplevelse, at man har fortalt sin veninde noget i fortrolighed, og så finder man ud af, at hendes mand også ved det. Og det siger hun til en som det mest naturlige. For mig personligt har det altid været begyndelsen på slutningen af det venskab. Den slags oplevelser siger mig, at der er parforhold, hvor man hele tiden skal dele alting. Gad vide om det i længden gør glad og fri? Jeg har erfaret, at kærlighedens frisættelse er at stå sammen – hver for sig.