Nytårsaftensdag fylder De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, 50 år. Han flyver ind i det næste årti på en opvind af bedre meningsmålinger end nogensinde før.

Løvkvist & Dall møder ham på kontoret over juleøl fra hjembyen Viborg, mens Søren Pape Poulsen gør sit yderste for at holde de blankpudsede, sorte sko på gulvtæppet.

Vi kommer ind i samtalen, da Løvkvist & Dall gør deres yderste for at få Pape til at indrømme, at han er statsministerkandidat:

Vi sidder på dit kontor, som er det tætteste, man i dansk politik kan komme på Statsministeriet. Indgangen fra Christiansborg er lige uden for din dør.

- Men dog er den hermetisk lukket, siger Søren Pape Poulsen.

Er det en motivationsfaktor hver dag at kunne kigge mod den dør, man så gerne vil ind ad?

- Det ved jeg ikke. Det ligger fint. Da Løkke var statsminister, og vi ikke var kommet i regering endnu, kunne jeg gå ind i Statsministeriet uden at blive set. Til gengæld kunne jeg se alle andre, der gik derind.

Kniber du dig selv i armen over, hvor godt det er gået for jer i 2021?

- Ja, ja, men lad os nu lige få lov at opleve, at det går godt i længere tid.

Ser du nogle tegn på, at det stopper?

- For et halvt år siden sagde alle, at statsministeren ville komme til at sidde i 8-10 år. Nu taler man om, at det bliver spændende til næste valg. Jeg er meget taknemmelig for den opbakning, vi har nu. Når man har prøvet en måling på 2,3 procent, ved man, hvor galt det kan gå. Det er fantastisk, at vi nu får målinger på både 15 og 16 procent. Det er næsten uvirkeligt. Det er bare ikke en garanti. Jeg vil være jublende lykkelig, hvis vi får et folketingsvalg, der matcher det, men lad os nu lige se.

Er det ikke et argument for, at du skal huske at nyde det og sørge for at få noget ud af det?

- Det gør jeg også. Jeg er da glad. Men vi har jo ikke fået mandaterne. Vores folk er voldsomt pressede, fordi mange behandler os, som om vi har 20-30 mandater, men det har vi bare ikke endnu.

Er det Lille Palle og "Flyv ikke højere end vingerne bær'", der taler nu?

- Det er da en dejlig sang. Vi kan alle huske Villy Søvndal - alt kørte bare. Kristian Thulesen Dahl - det kørte bare fantastisk, sagde han. Lige nu ser det godt ud, men lad os nu lige se, om det varer ved. Jeg håber, det vidner om, at konservative vælgere rent faktisk stemmer konservativt.

Nu prøver du at køre en meget ydmyg stil, men man kan jo ikke komme ind i et konservativt kontor, inklusive dit eget, uden at man bliver mødt af billeder af dig, hvor der står "Pape-power". Fortæller det ikke, at I godt ved, hvem der driver jeres fremgang?

- Det skal I spørge alle andre end mig om.

Det hænger foran dit kontor!

- Det er jo ikke noget, jeg har fundet på. Når det går godt, bliver det hængt op på formanden - det gør det også, når det går skidt. Det er virkelig ikke mig, der har fundet på det med "Pape-power".

Du har heller ikke stoppet dem.

- Nej! Nej, nej. Vi skal bare holde begge ben på jorden. Og jeg ved, at det kommer til at gå mindre godt på et tidspunkt, derfor tager jeg det stille og roligt.

Vi havde håbet, at det var i dag, du ville sige, at du går efter statsministerposten.

- Jeg håber, alle formænd har det som den yderste ambition at blive statsminister. Jeg har selvfølgelig tænkt over det, og jeg synes, vi skal have stabile målinger i lang tid, før jeg melder mig. Da Marianne Jelved efter gode målinger sagde, at nu var hun statsministerkandidat, vendte alle på en tallerken. Jeg kender dynamikken, og hvis jeg skal melde mig, skal det være på den rigtige tid.

Det lyder som strategi - at det kun handler om at sige det på det rigtige tidspunkt?

- Al politik handler også om strategi. Man skal sige ting, når de skal siges, og man skal lade være med at sige det, når det ikke skal siges.

Hvornår har målingerne været stabile længe nok til, at du vil sige det?

- Det er et rigtigt godt spørgsmål. Det må vi se på.

Er det, fordi du ikke vil fortælle, hvornår tidspunktet er, eller fordi du ikke ved det?

- Jeg gør mig selvfølgelig mine tanker om, hvordan verden ser ud.

Men når du siger "stabile målinger i lang tid", hører vi det, som om at så må det blive inden valget?

- Ja, eller når valget bliver udskrevet.

Når valget bliver udskrevet, ved vælgerne godt, om du går målrettet efter statsministerposten?

- Det, synes jeg, må være fair. Nogle gange siger folk, at det "må I to finde ud af mellem hinanden" (Søren Pape Poulsen og Jakob Ellemann-Jensen, red.). Det er så kun rigtigt, hvis V og K får flertal alene. Hvis der kan samles 90 borgerlige mandater, må det være dem, der afgør, hvem der skal tage den. Man kan ikke bare sige, at Kristendemokraterne, LA, Nye Borgerlige eller Dansk Folkepartis mening ikke betyder noget. Sådan spiller klaveret ikke.

Så det handler ikke om, hvorvidt I bliver større end Venstre?

- Nej, det mener jeg ikke er relevant. Hvis vi kommer i den situation, at mere end én kandidat på borgerlig side vil være statsminister, må det være et flertal blandt de borgerlige mandater, der afgør det. Alt andet ville være mærkeligt.

Til kommunalvalget fik kandidaterne det signal fra jer, at de skulle gøre hvad som helst for at få borgmesterposten. Gælder det også på Christiansborg?

- Nej, det eneste eksempel i nyere tid på en regering over midten var i 1978 (S-V-regering, der holdt i et år, red.). Ingen vil betegne den som en stor succes. Man kan ikke forestille sig en statsminister fra Venstre eller Konservative sidde på socialdemokratiske mandater. En regering kan kun mene én ting. Vi kommer ikke til at lave en regering hen over midten.

Var det også Radikale, som du der udelukkede fra en borgerlig regering?

- Nej, det var Socialdemokratiet.

Så du udelukker ikke Radikale fra en borgerlig regering?

- Nej, sådan tænker jeg det ikke, men jeg har svært ved at se det for mig lige nu. Radikale har i 30 år peget rødt, men jeg synes, jeg ser en bevægelse i øjeblikket, hvor de erkender, at de har et nichesynspunkt på værdipolitikken, som aldrig bliver det, danskerne vil have. Til gengæld er de meget konstruktive i forhold til dansk økonomi - det ville være meget nonchalant, hvis jeg siger, at det kan ikke bruges. Dermed ikke sagt vi skal gå i regering sammen, men jeg synes da, vi skal tale om det. Vi kan blive enige med hinanden om meget.

Kunne det være noget for dig at prøve at lokke Radikale til at pege på dig som statsminister?

- Jeg er slet ikke der. Hvad vil Nye Borgerlige? Hvad vil Kristendemokraterne? Hvad vil Liberal Alliance? Hvad tænker V og K?

Ved vi ikke godt, at Nye Borgerlige, Kristendemokraterne og Liberal Alliance sender klare signaler om at de ikke er tosset med Ellemann, men at de godt kan lide dig?

- Det skal jeg ikke kunne sige.

Du lytter lige så meget til de signaler, som vi gør.

- Jeg ved ikke, om jeg har evnen til at lytte gennem mure, som I har. Jeg har ikke meldt mig som kandidat til noget endnu, og hvis jeg gør det, gør jeg det, når tiden er den rette.

Har du hørt andre end venstrefolk sige, at de foretrækker Ellemann?

- Jamen, jeg synes, jeg har hørt Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti sige, at de ikke har taget stilling. Det er det, jeg sagligt, helt faktuelt har hørt dem sige.

Men de andre peger jo på dig. Får du ikke svært ved at bevare benene på jorden?

- Det er ikke svært. Jeg er opdraget til, at man ikke skal tro, man er noget. Man skal opføre sig ordentligt.

Bliver du smigret?

- Altså politikere er til fals for smiger. Man bliver da glad, når folk roser én. Politikere er de mest forfængelige mennesker i hele verden. Vi sælger jo ikke en vare - det kan godt ske, vi har vores politik, men vi føler jo, det er vores person, der bliver vurderet hver dag. Deraf forfængeligheden.

Deraf "Pape-power"?

- Nej, det ved jeg ikke, om det er. Du kan spørge nogle partier om en måned, og så kan de have en anden holdning, derfor siger jeg: Vi ser, hvordan det går.

Kød og forbrug: Pølser i alle farver og afskygninger hænger i butiksvinduet, eksklusive udskæringer ligger klar i kølemontrer og venter på mødet med slagterkniven, og bag den enorme disk står en ordrebog så tyk, at ekspedienten må bruge to hænder for at finde den frem, når kunderne kommer for at bestille kød.

"Diiiiiing!", lyder dørklokken, og sætningen: "300 gram svinemørbrad, tak" gjalder ud i luften, inden skydedørene af glas når at lukke igen.

Vi befinder os i Slagter-Riget i en af Aarhus' travleste gader, hvor slagterbutikken i over 100 år har markeret sig på byens kødscene. Bestillingen på mørbrad kommer fra 31-årige Jan-Ole Herfurth, som har planer om at putte grisekødet i senneps- og flødesovs til aftensmad.

- For fem år siden, da jeg begyndte at tjene godt, besluttede jeg mig for kun at købe kød ved slagteren. Her kan jeg få god kvalitet, siger han.

Men Jan-Ole Herfurth er også begyndt at drosle ned på forbruget.

- Jeg er bevidst om ikke at spise kød hver dag, fordi vi skal skære ned, det siger de jo, er bedst for os og verden.

Og Jan-Ole Herfurth har ret. De officielle kostråd, der både tager hensyn til klima og sundhed, anbefaler nemlig, at vores kødforbrug bør ligge på 350 gram om ugen. Og det er et stykke fra den gennemsnitlige danskers nuværende forbrug på 1000 gram om ugen. Tallet er fra DTU Fødevareinstituttets store kortlægning af danskernes madvaner 2011-2013.

Nye tal er først klar tidligst i slutningen af 2022. Alligevel vil seniorrådgiver Sisse Fagt fra DTU Fødevareinstituttet godt afsløre, at der ikke er en revolution på vej.

- Vi ved, at kødforbruget falder en-to procent hvert år, men det er stadig i det niveau, vi ligger. Der er intet, der tyder på, hverken i salget eller forbruget, at vi er ved at ændre vores kødvaner markant, siger hun.

Og danskernes museskridt mod mindre kød kan ikke hamle op med andre europæiske lande. Det slår en ny, stor undersøgelse, som Københavns Universitet har stået i spidsen for, fast.

- Kødforbruget spiller en stor rolle i klimakrisen og udgør 82 procent af klimagasserne fra europæernes kost. Derfor er det glædeligt at se, at en stor del af europæerne spiser mindre kød, men Danmark halter efter de andre lande og indtager sammen med Storbritannien en delt sidsteplads, siger lektor Armando Perez-Cueto fra Københavns Universitet, der har stået for undersøgelsen.

Undersøgelsen er den første af sin slags og viser, at knap 46 procent af europæerne spiser mindre kød sammenlignet med for et år siden. Tallet for danskernes vedkommende er på 37 procent.

Men batter det overhovedet noget, at europæerne er ved at trække i ny kødretning - godt nok med danskerne på slæb - hvis vi kigger ud på den store verden?

Wusheng Yu er professor på Københavns Universitet og har undersøgt kødproduktionens fremtidsudsigter. Og professoren mener ikke, at kødet af sig selv er på tilbagetog.

- Mit bedste gæt er, at produktionen globalt fortsat vil stige, men at væksten vil være langsommere, end vi er vant til, siger han.

Den vurdering stemmer overens med rapporter blandt andet fra det amerikanske landbrugsministerium, USDA, der vurderer, at oksekødsproduktionen i 2022 stiger med én procent. Det er især de kødtunge lande som USA, Australien og Brasilien, der er bannerførere på væksten.

Lande som Brasilien har også det klimaproblem, at de har en tendens til at rydde skovarealer for at få plads til fødevareproduktion. Så pilen peger især på dem, foruden europæerne, understreger Wusheng Yu.

Den europæiske produktion af kød ventes at ramme det nuværende niveau og matcher altså ikke forbrugertendenserne. Professor Wusheng Wu fremhæver, at det er en ømtålig diskussion, hvem der skal skære mest ned på kød.

- Europæerne tager klimakrisen meget alvorligt, men er samtidig blandt de befolkningsgrupper, som spiser allermest kød - og især oksekød, så her giver det god mening at man skal bidrage til klimagasreduktionen ved at spise mindre kød. Men samme diskussion er meget hård, når vi kigger på eksempelvis afrikanske lande, hvor det i forvejen er svært bare at få fat i nok mad, siger professoren.

Vender vi blikket mod Kina, verdens største producent af grisekød, hvor størstedelen af befolkningen også først de senere årtier har fået råd til kød, er emnet heller ikke uden nuancer. Landet er efterhånden kommet sig over et par år med afrikansk svinepest og er tilbage på det normale produktionsniveau.

- Kinas bidrag til at løse klimakrisen har fokuseret på at gøre energisektoren grøn og ikke på CO2-udledningen fra fødevaresektoren. I realiteten er landets kødproduktion i vækst, men Kina prøver eksempelvis også at plante mere skov og på den måde kompensere for det. Ligesom kinesere ikke spiser så meget oksekød, som Vesten gør, siger Wusheng Yu.

Generelt ser det ud til at holde stik, at jo rigere befolkningsgrupper bliver, jo mere vokser smagen for kød også. En reel neddrosling kan derfor meget vel ende på politikernes bord.

- Der vil være nogle, som først lige har fået mulighed for kød. Der er således næppe tvivl om, at den globale efterspørgsel efter kød vil vokse, hvis ikke forbrugernes præferencer ændres dramatisk, eller der tages politiske beslutninger for at ændre udviklingen. I forhold til produktionen bliver spørgsmålet i fremtiden nok især, hvordan vi med de rette teknologier får gjort den animalske sektor så klimavenlig som mulig, slutter professoren.

Tilbage i Slagter-Riget fortæller de nuværende ejere, Bjarke Jensen og Mark Purkær, at de oplever flere kunder i butikken, og at salget vokser. Men selv om de to herrer lever af at sælge kød, går de selv ind for en justering af danskernes kødindtag.

- Vi guider faktisk tit kunderne til færre gram, end de tror, de skal bruge. Og vi har et mantra om, at det er bedre at spise bedst muligt end mest muligt. Men når det kommer til julen og særlige anledninger, er det stadig tydeligt, at der skal kød på bordet, siger Mark Purkær.

Det ændrer sig nok næppe foreløbig, forklarer Sisse Fagt fra DTU Fødevareinstituttet.

- Det ligger i vores madkultur, at et "rigtigt måltid mad" er bygget op omkring et stykke kød. Samtidig er vi et landbrugsland, som har haft nem adgang til alt det kød, vi ville have. Så det er en supertanker, der skal vendes, når kødet altid har defineret vores mad. Det kræver helt nye færdigheder i forhold til at handle ind, lave og servere mad på en anden måde, siger hun.

I Slagter-Riget, den dag Avisen Danmark er forbi, virker det heller ikke til, at kunderne er på vej til at skippe pølser og culotte.

- Jeg spiser ikke mindre kød, men jeg går mere op i, at det er god kvalitet end tidligere, siger Steven Gudbrandsen og stikker dankortet i terminalen.

Han har netop fået overrakt 13 friskskårne skiver bacon, han skal bruge til sin æggekage senere samme aften.

Film og tv: Hvad sagde han? "Jeg er mumle-mumle-mumle". Kunne du høre det? Det er da ufatteligt, så utydeligt de taler!

Manden i huset er 62 år og har ifølge den ørelæge, jeg lidt irriteret foreslog ham at konsultere, en alderssvarende hørenedsættelse. Eller som manden foretrækker at udlægge det: En helt og aldeles normal hørelse. Alligevel kniber det ham ofte at høre alle ordene, når vi ser en dansk film eller tv-film sammen hjemme i sofaen. "Og det må du gerne skrive i avisen. For jeg er garanteret ikke den eneste, som synes, at det bliver sværere og sværere at høre, hvad de siger".

Han har ret, siger Ruben Schachtenhaufen fra Københavns Universitet. Han er 46 år og har en ph.d. i såkaldt fonetisk reduktion.

- Din mand er ikke den eneste. Flere og flere klager over, at det er svært at forstå, hvad der bliver sagt. Det er et emne, som også, når man følger sproggrupper og sprogdiskussioner på Facebook, optager mange, og som generer mange, siger han.

Hvis min mand og andre nu tror, at der følger et langt anklageskrift mod snøvlende skuespillere og filmproducenter, tager de dog fejl. For forklaringen er mere nuanceret og retter også ansvaret mod os - seerne.

Ifølge Ruben Schachtenhaufen er der fire grunde til, at mange ikke kan høre, hvad der bliver sagt.

- Vi bliver dårligere til at høre, jo ældre vi bliver. Man kan bruge nogle hjælpemidler, men nedsat hørelse er et vilkår, vi må lære at leve med, siger han.

- Sprogforandringer er også noget, man må lære at leve med. Det er uundgåeligt. Sproget forandrer sig ved, at folk finder genveje i udtalen, og det kan for ældre mennesker opfattes som sjusket og mumlende. Mekanismen er, at vi allesammen - både unge og ældre - veksler mellem en mere eller mindre distinkt udtale, siger Ruben Schachtenhaufen og giver et eksempel:

- Når vi taler til vores børn, taler vi mindre formelt, mindre distinkt - altså mindre tydeligt, for vi er ikke formelle over for vores børn. Vi vil gerne signalere, at vi er på bølgelængde og forstår hinanden. Vi siger for eksempel ordet "livet" med hårdt v, når vi er formelle, men med blødt v, når vi er uformelle. Den uformelle udtale bliver så udgangspunktet for vores børns sprog. Det bliver deres distinkte udtale, for de tror, at det er sådan, ordet skal lyde - med blødt v. Når de senere skal finde deres egen mindre formelle form til deres egne børn, laver de en yderligere udtalereduktion af ordet. Så siger de måske bare "lied", så man ikke kan høre forskel på "livet" og "liget". Så hver generation lægger et ekstra lag af udtaleforandringer på.

For den ældre generation kan det ligne, at sproget bliver mindre tydeligt. Mere mumlet og mere sjusket. Men for den yngre generation er det normen. De har ingen problemer med at høre og forstå, hvad der bliver sagt, for det er jo bare sådan, ordene lyder, mener Schachtenhaufen.

- Vi er selv skyld i det. Vi kan ikke bebrejde børnene, at vi har lært dem noget andet, end vi selv har lært.

Med et fint ord hedder det "fonetisk reduktion" - det, som Ruben Schachtenhaufen er ekspert i. Han uddyber, hvad det går ud på:

- Når vi taler sammenhængende, udtaler vi ikke ordene. Vi siger ikke, "jeg synes også, at det er sjovt". Vi siger "jar sys os det sjov". Man laver sammentrækninger - reduktion - af forskellig art. Dropper nogle lyde, trækker nogle ord sammen og dropper nogle stavelser og lægger vægten på de vigtigste ord.

I daglig tale kalder vi det for sjusk, og Ruben Schachtenhaufen bliver også kaldt for sjuskforsker, fortæller han og ler.

- Det er noget, vi altid har gjort i alle sprog, og som fører til, at sproget forandrer sig, så vi ikke lyder, som vi gjorde på Harald Blåtands tid. Hvis vi skulle udtale alle ord lige tydeligt hele tiden, ville vi være uudholdelige at høre på, og det ville være vanskeligt at forstå, hvad der var fokus på i en sætning.

Den måde, vi laver skuespil på i dag, er en anden end i gamle dage. Ruben Schachtenhaufen bruger serien "Matador" som eksempel.

- "Matador" blev spillet af teateruddannede skuespillere, som fremførte deres replikker på et mere tydeligt dansk, end man brugte til daglig. De var opdraget til, at når man står på en teaterscene, skal man tale meget tydeligt for at nå ud til publikum. I dag stræber man efter naturlighed. I  stedet for at lave fine, velformede replikker drevet af et manuskript er der mere fokus på at tale naturligt og på at skabe naturlige situationer.

- Det betyder også, at man taler i munden på hinanden, afbryder, improviserer, retter sig selv. Alt det, vi gør i virkeligheden. Selvfølgelig er der et skelet af et manuskript at støtte sig til, men der er en større frihed til at fremføre replikkerne, så de lyder naturligt, og det skubber på oplevelsen af utydelighed, siger han.

Der er også flere baggrundlyde på film og tv-serier i dag. Det er en del af den tilstræbte naturlighed.

-  Der er bestik, som klirrer, der er vinden, som rusker i træerne, og der er biler og baggrundsmusik, og det er med til at forstyrre det sproglige. Når der bliver fremført replikker i "Matador", er der ingen anden lyd. Man hører kun replikken - alt andet er nedtonet, siger Ruben Schachtenhaufen.

De fire grunde er ifølge forskeren hver for sig ikke en super stærk faktor, men tilsammen skubber de i retning af, vi har sværere ved at forstå, hvad der bliver sagt på film og i tv-serier.

Hvad kan man gøre?

- Høretab og sprogforandringer kan man ikke gøre så meget ved. Men hvordan branchen fortæller drama og bruger baggrundslyde, er der blevet en øget bevidsthed om, for det er selvfølgelig et problem, hvis man vil fortælle en historie, og folk ender med ikke at kunne forstå, hvad den går ud på. Det er min fornemmelse, at det er noget, man i stigende grad tænker over. Lydfolkene sidder med topprofessionelt lydudstyr og høretelefoner, og de kunne godt tage hensyn til, at folk sidder derhjemme på dårlige, gamle apparater i stuer med dårlig akustik og så videre. Og man kunne også gøre replikkerne tydeligere, selv om det bliver en lille smule kunstigt.

- Jeg skal dog skynde mig at sige, at når vi undersøger sproget i de her moderne dramaer, er det stadigvæk tydeligere end naturligt talesprog. Så man gør noget, men det er en balancegang.

Har du et eksempel på en film, hvor det er svært at høre, hvad der bliver sagt?

- Mads Mikkelsen bliver altid kritiseret for at tale sjusket, og i "Druk" spiller han en karakter, der har mistet livsgnisten. Træt og desillusioneret. Det udtrykker han også gennem sproget. Han taler sjusket og mumlet, fordi hans karakter ikke har energi. Det ville være forkert, hvis han talte med meget tydelig artikulatorisk energi. Det skal jo hænge sammen.

Man kan selv gøre noget for at lette forståelsen, siger Ruben Schachtenhaufen.

- Sprog handler meget om samarbejde og samarbejdsvillighed, så en del af det er også at sætte sig ind i og forstå sprogforandringer. At de er naturlige og ikke udtryk for dovenskab og den slags. Hvis du bliver sur over forandringerne, har du sværere ved at forstå og følge med. Det viser sig med alt her i verden, at hvis vi har en negativ indstilling til noget, har vi sværere ved at forstå det.

- Hvis du derimod har en positiv indstilling til og en glæde over sprog og al den variation, vilkårlighed og farverighed, der er i det, er det lettere. Hvis du forstår mekanismerne, og hvad det er, man vil opnå med den mindre tydelige udtale, kan du bedre forstå og acceptere sætningerne og følge med.

Sprogforskeren mener, at noget af modstanden handler om, at vi er opdraget med røde i streger i stilehæfter.

-  At man retter på sproget, og at det skal have en meget bestemt, formel form. At det er i orden at blive irriteret, når folk ikke er omhyggelige med sproget. Men måske skal vi opdrage hinanden til en accepterende tilgang. Jeg har personligt ikke problemer med at forstå de unge mennesker og deres "sjuskede" udtaler, for jeg er ikke sur over det. Jeg synes, det er herligt.

Vi slår teksterne til, når det kniber derhjemme.

- Ja. Man kan slå undertekster til, man kan også købe et bedre fjernsyn, lydanlæg og den slags. Men det er ikke alt, man kan. Vi må acceptere, at vi bliver ældre, og at verden ikke længere er vores, som den var engang. Der er nogle andre, der tager over.

Det kan godt være, at kreditkort og Mobilepay så småt gør vores kontanter overflødige. Men hvad så med Nationalbankens guldbeholdning på 5162 guldbarrer, der er gemt i en kælder i London?

Det er en helt anden historie, for loven om Nationalbanken fra 1936 siger meget specifikt, at Nationalbanken skal eje guld, der svarer til 25 procent af seddelomløbet i Danmark.

Sagen er, er det slet ikke er tilfældet, for guld opbevaret i udlandet tæller ikke ret meget med i dette regnestykke. Det blev i øvrigt placeret i kælderen under den britiske centralbank, Bank of England, under den kolde krig, for der ville det være i sikkerhed under en eventuel sovjetisk invasion af Danmark.

Nationalbanken løser problemet med en løbende dispensation fra loven om de 25 procent, og det er i virkeligheden noget rod. Det mente i hvert fald den tidligere nationalbankdirektør Nils Bernstein, som i 2010 rystede sine direktionskolleger med et vidtrækkende forslag: At hente vores 67 ton guld hjem fra London.

Guldet til en værdi på over 24 milliarder kroner fylder ikke mere, end hvad der svarer til en boks på halvanden meter på hver side. Så det burde vel være overkommeligt.

Men så enkel er virkeligheden ikke, afslørede Økonomisk Ugebrev for nylig i en artikel. Avisen Danmark har siden fået aktindsigt i bestyrelsesreferater og brevvekslingen mellem Nationalbanken og Bank of England og kan nu kortlægge operation "Flyt guldet hjem fra London".

Som nævnt ville det være slut med ærgerlige dispensationer fra nationalbankloven, hvis guldet vendte tilbage til Danmark. Det skyldes ikke mindst, at guld er steget kraftigt i værdi igennem årene, så guldbeholdningen faktisk kunne nå op på en fjerdedel af seddelomløbet. Værdien af alle cirkulerende sedler og mønter i Danmark var ved udgangen af 2020 på i alt 74,5 milliarder kroner.

Derfor skrev Nationalbanken for præcis 10 år siden - 22. december 2011 - til direktøren for Bank of England for at få lagt en plan for overflytning af guldreserven.

De nålestribede habitter i London var med på idéen og kom med forslag til, hvordan Nationalbanken kunne opbevare guldet på særlige paller i kælderen. Der var også flere møder mellem de to centralbanker, inden den særegne operation kunne sættes i værk.

Undervejs viste det sig, at det danske guld ikke var opbevaret for sig selv i kælderen i London. 9. februar 2012 skrev centralbanken til kollegerne i København, at nu havde man ”gravet” 70 procent af den danske guldbeholdning frem. Det ville tage yderligere to uger at finde resten af guldbarrerne frem.

Men pludselig tøvede Nationalbanken, for det gik op for bankledelsen, hvad det ville koste at transportere de 67 ton guld til Danmark. Det ville være en operation, der krævede adskillige transporter med et særdeles højt sikkerhedsniveau.

24. februar 2012 - netop som Bank of England skulle være færdig med at identificere det danske guld - afblæste Nationalbanken hele operationen.

"Det blev besluttet, at guldet forbliver i England, da fordelene ved en flytning til Danmark ikke står mål med omkostningerne", hedder det i referatet fra et direktionsmøde.

Det er ikke oplyst, hvad prisen egentlig ville være for sådan en transport. Men konsekvensen blev, at Nationalbankens repræsentantskab stadig fire gange om året skal underskrive en dispensation fra kravet om gulddækning af seddelomløbet.

Nationalbanken oplyser i øvrigt, at man senest i oktober 2018 har foretaget inspektion af bankens guldbeholdning i Bank of England. På sådan et besøg tjekker man registreringsnumre og renheden af guldet, blandt andet med kontrolvejning og ultralydsscanning af udvalgte guldbarrer.

Bonusinfo: Der opbevares faktisk tre guldbarrer hos Nationalbanken i København, i øvrigt sammen med en pæn mængde skandinaviske og vestindiske guldmønter. Fra 1937 til 1946 blev en smule af guldet solgt "til teknisk brug", som det hedder. I praksis var det tandlæger, der skulle bruge det ædle materiale til guldtænder.