Mink: Thomas Beck gider ikke være sur og bitter. Den østfynske, tidligere minkfarmer har for længst affundet sig med, at mink ikke er og aldrig mere bliver en del af hans liv.

I stedet kører han nu rundt og slår græs og klipper hæk for folk med sit enmandsfirma, og det har han det rigtig godt med.

Men der skal ikke meget til for at vække den frustration, skuffelse og vrede, der ligger under overfladen. For eksempel når statsminister Mette Frederiksen (S) bliver afhørt i Minkkommissionen, som hun blev torsdag. Og når hun siger, at hun ikke vidste, at der ikke var lovhjemmel. At ansvaret for den manglende lovhjemmel ligger hos den nu fyrede ministerkollega Mogens Jensen. At embedsfolkene burde have informeret om det manglende lovgrundlag. At hun ikke nåede at læse de bilag, som advarede om, at der manglende lovhjemmel til at nedlukke minkbranchen. Og når hun storroser sin departemenschef, Barbara Bertelsen.

- Jeg tror ikke på Mette Frederiksen. Hun har prioriteret hastighed frem for grundighed. Det vidner det om, når man får vigtige papirer seks minutter før et helt utrolig vigtigt og afgørende møde. Det er utroligt, hvis ikke én af de mange jurister og eksperter har sat spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er lovligt at aflive alle mink på den måde, siger Thomas Beck og er træt af ordet hjemmelsudfordring, som Mette Frederiksen har brugt.

- Når noget ikke er lovligt, så er det forbudt, siger han og mener, at nogle må være gået fra mødet i Koordinationsudvalget og har tænkt, om det virkelig kunne være lovligt.

- Der var stadig lang tid til pressemødet næste dag, hvor det blev meldt ud, at alle mink skulle aflives. Der var masser af tid til at undersøge det, siger han.

Men det havde vel ikke ændret noget, for Mette Frederiksen fastholder jo, at det var den rigtige beslutning, og hvis den havde krævet en lovændring, så var det den vej, regeringen var gået.

- Jeg er så skuffet over, at det skulle gå så ekstremt hurtigt. Man læser da lige papirerne først. Og hvorfor var man fuldstændig uinteresseret i at lytte til os pelsdyravlere, der havde et helt katalog af forslag til, hvordan man kunne undgå at nedlægge hele erhvervet med enorme udgifter for staten til følge, siger Thomas Beck.

Han har drevet en af de største minkproduktioner og måtte slå sine næsten 70.000 mink ned på 10 vanvittige dage i november sidste år, hvis han skulle have sin tempobonus på 1,2 millioner kroner. Det lykkedes.

Han kender med andre ord til arbejdspres, men han mener ikke, travlhed kan være en undskyldning for en regering under en stor sundhedskrise på grund en ny coronavirus.

- Vi kunne trygt have beholdt avlsdyrene i isolation, så vi kunne have genskabt bestanden senere. Det ville kun have været to procent af den samlede bestand, siger Thomas Beck.

Men hvorfor skulle statsministeren gennemføre en aflivning af minkbestanden, hvis ikke hun på det tidspunkt fandt det nødvendigt?

- Jeg tror, det vigtigste for hende var at fremstå handlekraftig, for det er hun blevet rost for et utal af gange. Så har hun set stort på, at der måtte skæres en hæl og klippes en tå undervejs, siger Thomas Beck.

Han har fulgt lidt med på tv og set det brogede opbud ude foran retsbygningen under dagens Minkkommission. Demonstranterne rummede både aktivister fra Men in Black, vaccine- og 5G-modstandere, minkfarmere og hippier.

- Jeg håber da ikke, vi pelsdyravlere bliver slået i hartkorn med ballademagere. Men vi har nok én ting til fælles: Modstanden mod Mette Frederiksen, siger Thomas Beck.

Han slår fast, at han, hans kone og børnene er vaccinerede og hverken er modstandere af vaccine, 5G eller mundbind. Og de slår heller ikke på grydelåg.

Og når Mette Frederiksen ikke toner frem eller er til afhøring om minkssagen, har Thomas Beck det ganske godt.

- Jeg nægter at blive en gammel sur mand. Jeg går ikke ned hverken økonomisk eller mentalt. Jeg hygger mig faktisk med det arbejde, jeg har nu, siger han.

Og Mette Frederiksen? Hun sagde ikke noget nyt torsdag.

- Beslutningen, der blev truffet sidste år, var den rigtige. Det var den dengang og det er den nu, sagde hun til Ritzau.

Før, under og efter statsminister Mette Frederiksens afhøring i minkkommissionen: Der var mennesker som aldrig før på gaden og ved både for- og bagindgang til Retten på Frederiksberg.

Ved første øjekast en broget flok. Der var folk fra resterne af Fremskridtspartiet, mennesker der også har holdt til på visse dage ved rigsretten i den anden ende af byen. Der var minkavlere, som var kørt ind fra Jylland. Peter Hindbo, manden der fik tårene op i statsministeren for næsten et år siden i Jordrup ved Kolding, stod og blev interviewet.

Og så var der højtalere. En kørte med et loop med ordene "sig neeej til vacciner" i et enerverende toneleje og en volumen, der trængte gennem tykke mure. Soundbokse, der buldrede Michael Jacksons "They Don't Care About Us", John Lennons "Power To The People" og slagsangen for de sortklædte, vredladne oprørsfrustrationer "Mette ciao, Mette ciao, Mette ciao ciao ciao".

Og det var netop de sortklædte, vredladne oprørsfrustrationer, der tonede klarest frem, da blikket havde vænnet sig til at se gennem det brogede. Små børn og unge kvinder med billeder på jakken af Mette Frederiksen bag tremmer og ordene "Lock her up". Sortklædte mænd med masker og Men In Black-logoer.

Flere og flere tomme øldåser, Underberg-flasker, cigaretpakker og jointskod spredt rundt på fliserne, asfalten og græsplænerne.

Inde i kommissionen gik formand Michael Kistrup i gang med ordene:

- Godmorgen, Mette Frederiksen. Kommissionen har bedt dig komme i dag for at hjælpe med at opklare forskellige ting.

Stille og roligt. Fordragelig stemning. Mette Frederiksen med ringbind og en tyk stak blå pap-charteks med forberedte talelinjer på sandsynlige spørgsmål. Petroleumsblå trøje og stramme, sorte bukser.

Statsministeren kiggede over mod udspørgeren, hvis første spørgsmål var utroligt langt og oplæsende. Med hovedet på skrå og et blik, der sagde "kom an".

Hvis hun var nervøs, kunne man ikke se det. Hun var tryg fra starten.

Ofte trådte noget, som kunne minde om en frustration i statsministeren, frem. At udspørgeren ikke bare holdt sig til at "opklare forskellige ting", men gik målrettet efter at få placeret et ansvar i minkskandalen hos Mette Frederiksen.

Hver gang var svaret nej.

Nej, hun vidste ikke, at der ikke var hjemmel i loven til at kræve alle mink slået ned.

Nej, det var ikke hendes ansvar.

Nej, hun havde ikke brug for pause. Tværtimod. Kom an! Pauser er for folk, der ikke forstår at arbejde hårdt og effektivt.

Om hun gav en instruks? Nej!

Nej, det var ikke statsministeren, der traf beslutningen om at slå alle mink ned. Det gjorde fødevareministeren. Godt nok er statsministeren statsminister og formand for koordinationsudvalget, hvor alle er enige om, at beslutningen blev truffet. Undtagen statsministeren tilsyneladende, fordi det viste sig i afhøringen af Mette Frederiksen, at det magtfulde k-udvalg "bare" er en art diskussionsklub, hvor man drøfter ting og ikke beslutter ting. Det gør kun den enkelte minister. Husk lige det, når der skal placeres ansvar, var pointen.

Så var der så en af kommissionens medlemmer, der fandt et notat fra Justitsministeriet frem, der beskrev ministeriets tolkning af paragraf fire i ministeransvarsloven. Der stod, at "ansvaret påhviler ministeren, ministre, som har medunderskrevet, og ministre, der på anden måde har medvirket til beslutningens tilblivelse".

- Holder du fast i, at det altid kun er den enkelte resortministers ansvar (i dette tilfælde fødevareminister Mogens Jensens, red.)?

Her slog nej'et ikke til længere.

- Ja.

Kommissionens udspørger oplevede, hvad journalister ofte oplever i forhold til politikere. At man ikke kan få dem til at anerkende præmissen i sine spørgsmål, selv om begge parter udmærket ved, hvad der ligger bag spørgsmålene, og politikeren hårdnakket holder sig til sine forberedte linjer og bare ikke er til at køre træt:

- Var du enig i Mogens Jensens beslutning om at gå af?

- Han opfattede, at der var manglende tillid til ham i Folketinget.

- Kunne du have bakket ham op?

- Man kan ikke fortsætte, når man har mistet tilliden. Det var det, jeg reagerede på som statsminister.

- Hvad var baggrunden for, at han måtte træde tilbage?

- Konklusionen var, at der ikke længere var tillid.

- Kan du beskrive, hvori den manglende tillid gjorde sig gældende?

- Jeg bestræber mig på at gengive folk korrekt, og jeg har ikke ordene fra Folketinget liggende foran mig.

- Havde du indtryk af, at det ellers kunne blive en trussel for regeringen og dig?

- Sagen er, at der ikke er anden løsning, når man mister tilliden.

- Havde du en oplevelse af, at Mogens Jensen søgte at lægge ansvaret over på dig?

- Jeg har ikke noget at udsætte på nogle af ministrenes arbejde - heller ikke Mogens Jensens. Når man ikke nyder Folketingets tillid, kan man ikke fortsætte.

Og så gav udspørgeren op i vildrede og brugte alligevel noget tid på at forsøge at regne ud, hvordan han skulle komme videre i sin afhøring. Efterfølgende tabte udspørgeren i højere og højere grad ævred. Til sidst kom kommissionsformanden med en redningsplanke og sagde:

- Jakob, klokken er ved at være mange ...

Udspørger Jakob Lund Poulsen rundede af på en studs.

Allerede inden Mette Frederiksen blev statsminister, var hun i høj grad påvirket af, at Trump-, Brexit- og gule veste-tendenser i Danmark skulle holdes nede. En stor del af regeringens politik har været styret af det.

Torsdag i minkkommissionen kom netop de ting, Mette Frederiksen har frygtet og målrettet modarbejdet, op gennem flisesprækkerne.

Det var ikke stormen mod kongressen som i Washington i januar. Langt fra. Men der var mekanismer på spil, der sendte tankerne i den retning.

Under afhøringen mens statsministeren sad og var tryg, blev hendes bil omringet. Der blev råbt og spyttet efter den. En baglygte blev sparket i stykker, så de røde glassplinter lå tilbage på asfalten, da ministerchaufføren slap væk.

Andre steder gik de sortklædte mænd rundt og råbte af politiet:

- I er med i et folkemord!

Journalister blev chikaneret og truet samtidig med, at andre i flokken råbte:

- Beskyt pressen!

Omme ved bagindgangen kom det til regulære kampe mellem de fremmødte frustrationer og politiet. Der blev kastet med æg og trukket knipler.

Mette Frederiksen tog fordøren, da hun kom. Da hun forlod retten, var det via parkeringskælderen bag tonede ruder.

- Du tør ikke engang møde dit folk, lød råbene fra de sortklædte, mens der blev spillet "Mette ciao, Mette ciao, Mette ciao ciao ciao".

På Helsingørs største natklub, Retro, skulle den have fuld gas torsdag aften.

"Kom til en sidste fest i 2021!!! Vi skal have tømt lageret og har åbent på begge etager," lød invitationen på de sociale medier, og kæmpefesten skulle være i fuld overensstemmelse med retningslinjerne.

Men så er det også slut, og fra fredag og ind i januar er der ingen penge at tjene for nattelivet, mens restauratører, spillesteder og hele julefrokostbranchen har udsigt til massive tab.

Det forsøger et bredt politisk flertal at komme i møde med en solid pengepulje på 2,6 milliarder kroner i nye hjælpepakker.

Puljen, der torsdag blev til efter få timers forhandlinger, er skruet sammen på et tidspunkt, hvor det kan være svært at finde hoved og hale i, hvordan virksomhederne egentlig har det.

Da finansloven faldt på plads i mandags, klagede erhvervslivet over manglen på arbejdskraft som det absolut største problem. Knaphed på hænder lægger loft over størrelsen på en rekordhøj vækst, som dansk økonomi oplever lige i øjeblikket.

Men med regeringens nye nedlukning skiftede dagsordenen prompte hos erhvervsorganisationerne: Nu skulle virksomhederne have akut nødhjælp for at klare sig igennem resten af julemåneden.

Derfor er de nye hjælpepakker ekstremt målrettede og skal redde de virksomheder i natte- og kulturlivet, der i forvejen har været hårdest ramt af coronanedlukningerne. Den præcise nålestiksoperation betyder også, at selv kasseret mad, der skulle have været brugt til den kommende weekends julefrokoster, er dækket.

Nok så vigtigt kan man få støtte, hvis man oplever en omsætningsnedgang på ”blot” 30 procent. Tidligere har grænsen ligget på 45 procent, og det har kostet dyrt for virksomheder. En nedgang på 44 procent er voldsom, men har altså ikke udløst en eneste krone i kompensation.

Virksomhederne hæfter sig også ved, at omsætningsnedgangen kan opgøres alene for december måned. På den måde hjælper man dem, som i høj grad betragter julen som en højsæson, hvor indtægterne skal dække de stille måneder efter nytår.

Til gengæld giver politikerne ikke noget svar på, hvem der æder regningen for en aflyst julefrokost. Det er ikke forbudt at gennemføre større julefrokoster, men myndighederne fraråder det på det kraftigste. Det vil frem mod jul udløse ubehagelige samtaler mellem restauratørerne og dem, der vil udvise samfundssind ved at droppe årets sidste firmafest.

Helt tilbage i 1986, da der var fodbold-VM i Mexico, vandt Danmark 2-0 over Vesttyskland, som det hed dengang. Målmanden Lars Høgh stod en regulær brandkamp.

Lige så skarp han var i sit mål på banen, lige så afdæmpet var han bagefter. Her slog han koldt vand i en tv-reporters blod:

- Næste gang kan der jo suse fem bolde ind om ørerne på mig, sagde han.

Han fik i den grad fik ret. Næste kamp tabte Danmark til Spanien med 5-1.

Nu er Lars Høgh død. Den kræftsygdom, han fik konstateret for tre år siden, fik overtaget onsdag aften.

Hans navn har slået rod i mange mennesker. Det gælder blandt andet en yngre nyhedsredaktør her på avisen, som ikke er under mistanke for at have den store fodboldindsigt.

- Det er noget, der berører sindssygt mange. Alle voksne mænd går jo rundt og græder, sagde hun på vores redaktionsmøde torsdag morgen.

Hun har i en eller anden forstand ret, men det er nu ikke kun voksne mænd, der er berørt. Jeg kan tage fejl, men hun lød også til selv at være det. Det er også min kone. Hun er mildt sagt ikke specielt interesseret i fodbold, men hun blev ligbleg og så helt forpint ud, da hun onsdag aften fik en nyhedsnotifikation ind på sin telefon:

- Nej, nej , nej. Lars Høgh er død. Hvor er det dog forfærdeligt. Selv om vi godt vidste, det var op over, sagde hun.

Når hun og nyhedsredaktøren og alle mulige andre vidste, det var op over med den 62-årige Høgh og lige nu er triste til mode, hænger det nok sammen med en bogudgivelse og et avisinterview.

For få uger siden udgav en af mine gode venner, Jakob Kvist, en bog om Lars Høgh, "Der er antal på alt." I den anledning lavede min kollega her på avisen Tommy Byrne et formidabelt interview i ægteparret Lars og Tine Høghs hjem i Odense.

Både bogen og interviewet har gjort indtryk på mange. Her optræder et hudløst ærligt og elskeligt menneske - eller to hudløst ærlige og elskelige mennesker - med glade livshændelser og alvorlige betragtninger om livet og døden.

Jeg har endnu kun læst uddrag af bogen, men hele interviewet har jeg læst. Det slog mig omkuld. Selv om jeg i mit fag er vant til at iklæde mig kynismens brynje, må jeg indrømme, at tårefustagen blev aktiveret undervejs.

Lars Høgh og hans kone gav så meget af dem selv, at deres glæde ved livet og deres smerte, eller måske snarere ærgrelse, ved den snarlige - nu fuldbyrdede - død også blev min. Og formentlig alle andre læseres.

Det er nok også  - lad os bare være ærlige - denne stærke fortælling om livsafslutningen i bogen og i interviewet, der er en stor del af forklaringen på, hvorfor hans død fremkalder stærke følelser og ikke kun hans meritter på fodboldbanen.

Det er i øvrigt interessant, hvordan kendte mennesker bliver endnu mere kendte, og især elskede, når de dør.

Uden sammenligning i øvrigt husker jeg, da prins Henrik døde for snart fire år siden. Selv om han - i modsætning til Lars Høgh - ikke ligefrem var folkekær og superpopulær, da han levede, skiftede holdningen, da han døde.

Ved den lejlighed talte jeg med tidligere biskop i Aarhus Kjeld Holm om det særprægede fænomen, at vi bliver så kede af det, når kendte mennesker dør, selv om vi dybest set ikke kender dem. Han havde en forklaring:

- Vi identificerer os med nogle, der er et andet sted end os selv, nogle, der er noget usædvanligt. Det er symboler, vi identificerer os med, dem, der markerer vores fællesskab og samler os. Når vores fodboldhelte vinder EM-guld som i '92, glædes vi med dem, bliver ét med dem. Og vi bliver kede af det, når vores samlende symboler forsvinder, sagde han.

Til det sidste var Lars Høgh tilknyttet landsholdet som målmandstræner, og her har hans sygdoms uhelbredelighed været årsag til megen tristesse. Det fik jeg et indtryk af torsdag i sidste uge, da jeg sad i DBU's hovedkvarter og interviewede landstræner Kasper Hjulmand om flere forskellige alvorlige emner, der efter hans mening gav det forgangne år en signatur.

- Jeg kunne jo også sige noget om Lars Høgh, det er li'som ... sagde han sagte.

Jeg har en fornemmelse af, at det der "li'som" var udtryk for, at han gerne ville sige noget dybt om et prægtigt og for ham betydningfuldt menneske, for hvem timeglasset var ved at løbe ud. Men så tog han en pause, hvor han kiggede bedrøvet ud i luften. Han lod det ligge; jeg tror, det var for tungt.

Blot en uges tid senere, har det vist sig at  være lige nøjagtig så tungt, at bog og interview nu får selskab af mindeord blandt andet fra Kasper Hjulmand. Lad hans hilsen til den populære mand blive afslutningen på denne klumme. Hjulmand skrev om Lars Høgh:

"Absolut et af de bedste mennesker, jeg har mødt på min vej. Kærlig, omsorgsfuld, optimistisk, livsglad, nysgerrig, legende, ærlig og generøs. For mig en kæmpe inspiration og et forbillede."