Privatbilister betaler årligt 30 milliarder kroner til statskassen, især gennem registreringsafgiften på nye biler, men nu skal det laves fuldstændigt om. De økonomiske vismænd, der rådgiver regeringen, vil afskaffe registreringsafgiften og erstatte den med kørselsafgifter.

Har vi hørt det før? Ja, diskussionen har kørt i årtier, for det er ikke en dårlig idé at beskatte vores forbrug af bilerne, for så kan man påvirke vores adfærd og begrænse trængslen og forureningen.

Men diskussionen ender altid det samme sted, for det er teknisk svært at overvåge hver eneste bil og sikre en fair og gennemsigtig afregning. Ingen i verden er rigtigt lykkes med det, og det kræver vovemod at gå foran og udvikle en særlig dansk løsning. Tilbage i 2013 nåede Trængselskommissionen frem til nøjagtigt den konklusion. Og sporene efter flere håndfulde statslige it-skandaler skræmmer.

Men de danske vismænd repræsenterer det ypperste inden for den økonomiske videnskab og har nu udviklet deres egen holdning til, hvordan man kan nå i mål med kørselsafgifter.

Idéen er en total omlægning af bilbeskatningen. Ved at fjerne registreringsafgiften, bliver det markant billigere at købe en bil. Mange vil benytte anledningen til købe en bedre bil, der både er sikrere og mere praktisk til at løse familiens transportbehov.

Til gengæld skal hver eneste bil i Danmark også have indbygget en GPS-boks til anslået 800 kroner, som skal overvåge bilens kørsel, tid og geografi.

Her bliver det en anelse bekymrende. Alene tanken om statslig overvågning af vores mindste bevægelser vil forfærde mange borgere. Men selvom man køber idéen om at blive beskattet af det faktiske forbrug, er det stadig nødvendigt, at afgiften er til at forstå. Vi vil gerne vide nøjagtigt, hvad det koster at køre en tur tværs gennem Aarhus, Esbjerg eller København, inden vi tager hjemmefra.

Nogle gange vil man udskyde turen, indtil trængslen er mindst, for da er det også billigst at køre. Ofte må man æde regningen og holde i kø med alle de andre.

Vismændenes plan prøver at tage højde for det hele, men enkelt er det ikke. Der er udviklet et helt nyt modelsystem, der inddeler Danmark i ca. 900 forskellige zoner. De skal bruges til at afgøre, om det skal være dyrt eller billigt at køre én kilometer - og oveni kommer en justering alt efter, om man kører i eller uden for myldretiden.

Modellen betyder, at en bilist, der kører i byen, i gennemsnit kommer til at betale en afgift på 1,79 kroner pr. kilometer i en benzinbil og 1,65 kroner pr. kilometer i en elbil. Her belønnes elbilen for at spare luftforurening og støj.

Ude på landet forestiller vismændene sig en langt lavere pris på 44 øre pr. kilometer for benzinbiler og 0,46 øre pr. kilometer for elbiler. Elbilen straffes en smule, fordi den typisk er tungere end benzinbilen og dermed forårsager alvorligere ulykker.

Eksemplet viser, hvor komplekst det er at beregne kørselsafgifter.

Men hvis det virker, vil det skabe en stor samfundsmæssig gevinst, påpeger vismændene. Alene statskassen vil tjene 15 milliarder kroner ekstra på ordningen, og det er sød musik i en finansminister ører.

Men en samfundsøkonomisk jackpot rammer også de familier, der ikke tidligere havde råd til en bil, men nu kan købe det køretøj, de har brug for. Hvis familien bor på landet, vil den ikke blive ramt af høje kørselsafgifter, og så kan der spares penge. I landområder og de mindre byer vurderer vismændene, at en familie vil opleve en gennemsnitlig velfærdsstigning på 2200 kroner om året.

Til gengæld bliver det dyrere for dem, der bor i og omkring de større byer. Det svarer til 52 procent af familierne, som skal betale de største kørselsafgifter og i gennemsnit vil lide et velfærdstab på 2800 kroner om året, når hele det komplicerede regnestykket gøres op.

De får stadig fordelen af, at det bliver billigere at købe en rigtig god bil, og hvis hele øvelsen virker, så vil de også opleve mindre køkørsel på vej rundt i byen.

Så hvorfor går vi ikke bare i gang? Én ting er teknologien, der ikke er afprøvet endnu. En anden er det økonomiske smæk, som nuværende bilejere vil lide, hvis registreringsafgiften pludselig er væk, når de skal sælge deres dyrtindkøbte bil på brugtmarkedet.

Derfor lægger vismændene op til, at kørselsafgifterne først indføres i 2030. Så kan man udtænke overgangsordninger for de nuværende bilejere.

Og måske dukker der en teknisk løsning op, som gør kørselsafgifter til andet end fremtidsmusik.

På en af de streamingtjenester, Dansk Folkeparti vil have til at bidrage mere til dansk kultur, HBO, ligger der en tv-serie på top tre over de danske kunders foretrukne tilbud: "Succession". "Arvefølge" ville den hedde i en direkte oversættelse.

Serien handler ikke om arvefølgen i et dansk parti, men i et stort, amerikansk familiedynasti. En gennemført snu og benhård alfa-fader er i spidsen, mens den umiddelbart indlysende efterfølger, en flamboyant søn med bemærkelsesværdige talegaver, skiftevis bliver holdt inde i varmen, losset brutalt ud i kulden og hele tiden drevet rundt i manegen af alfa-faderen - bl.a. fordi sønnen er i konstant fare for endelig fornedrelse på grund af en ganske alvorlig straffelovsovertrædelse i slutningen af første sæson.

Det er ikke svært at se parallellerne i tv-serien til Dansk Folkepartis nuværende formand og medstifter Kristian Thulesen Dahl og Morten Messerschmidt fra næste generation.

Spørgsmålet er bare, om Messerschmidt endelig er nået det punkt, hvor alfa-faderen ikke længere kan vinde ethvert slagsmål. 

Den unge formandskandidat kan i hvert fald varme sig ved, at han i weekenden fik en åben modkandidat i kampen om at nå toppen af dynastiet, når alfa-faderen træder ned den 23. januar. (Hvis parallellen til tv-serien skulle være gennemført, kommer alfa-faderen ikke til at træde ned til januar - til ingens overraskelse. Så langt er det næppe relevant at trække parallellen.)

Det var byrådsmedlem i Roskilde, nyvalgt hovedbestyrelsesmedlem og tidligere folketingsmedlem Merete Dea Larsen, der fik tre sider i Berlingske til at annoncere sit kandidatur på en platform af at være ren - fri af fløjkrige.

Det er hun selvfølgelig ikke - i det blodige slagsmål op til hovedbestyrelsesvalget på Dansk Folkepartis årsmøde i september, var hun en væsentlig brik i Thulesen Dahls forsvar mod Morten Messerschmidt, Pia Kjærsgaard, Peter Kofod og Anders Vistisen.

Messerschmidt kan først og fremmest varme sig ved, at nu er han ikke længere den eneste, der står ude på planken som et nøgent mål for alle, der vil kaste skidt ind i formandskampen. Og han kan varme sig ved at have fået en modkandidat, han føler sig ret overbevist om, at han kan slå.

Imens er Messerschmidt i gang med at sætte forsvarsværker op mod det spøgelse, som er den helt store ubekendte: Inger Støjberg.

Den ene kvinde, Messerschmidt ikke tør tage en åben kamp mod - fordi han ikke føler sig overbevist om, at han ville vinde, og måske også fordi det kunne risikere at koste ham en del af støtten fra DF's moderskikkelse, Pia Kjærsgaard.

Derfor bliver der samlet ind i baglandet fra Team Messerschmidt. Der bliver skrevet støtter ned i bogen. Der bliver arbejdet på at få støtter til at skrive deres navne på en stillerliste for Morten Messerschmidt. Listen nærmer sig allerede 200 navne uden dog endnu at have det navn, som virkelig kunne flytte noget afgørende - som f.eks. finansordfører Rene Christensen. Eller Pia Kjærsgaard for den sags skyld.

Messerschmidt er i gang med en opvisning i baglandsengagement, der både skal imponere og skræmme Inger Støjberg, så hun - hvis hun vælger at blive medlem af DF efter dommen i rigsretten på mandag klokken 13 - vil begynde at vende sig mod den flamboyante, veltalende opkomling i stedet for den gamle alfa-fader, der trækker i trådene, indtil trådene en dag måtte springe.

Spøgelset Støjberg er stadig den faktor, som gør arvefølgestriden i Dansk Folkeparti til en føljeton, man sluger hver gang, der kommer et nyt afsnit.

Selv om Inger Støjberg ikke er medlem. Selv om hun ikke er frikendt i rigsretten.

Det er som om, alle stadig lever i den virkelighed, at Inger Støjberg i DF er det samme som Inger Støjberg som formand for DF. Og hvor det ikke er en mulighed, at hun f.eks. lægger politik bag sig. På mandag kan Støjberg være dømt i rigsretten og dermed - med overvejende sandsynlighed - smidt ud af Folketinget.

Alle historiens strenge er simpelthen spændt til bristepunktet.

Man vil vide, hvad der sker. Man vil se ansigtsudtrykkene. Man vil høre hver enkelt giftig bemærkning, kombattanterne udveksler.

Her leverede Messerschmidt og spillets løseste kanon, Martin Henriksen -  der ikke har meldt sig som kandidat endnu - de lækreste giftigheder i det seneste afsnit.

Messerschmidt lagde i P1-programmet "Slotsholmen" ud med elegant at true Henriksen med en vidneindkaldelse til Messerschmidts kommende landsretssag, der skal afgøre, om hans byretsdom på seks måneders betinget fængsel for svindel og dokumentfalsk skal stadfæstes eller ændres. Underforstået: Henriksen kan blive trukket med ned. (Under-underforstået: Også en trussel mod alfa-faderen og hans evigt loyale næstkommanderende Peter Skaarup, der ikke vidnede til Messerschmidts fordel i byretten.)

Henriksen slog tilbage ved at sige til Ekstra Bladet, at han har afholdt sig fra at kommentere Messerschmidts svindelsag af hensyn til partiet og Messerschmidt selv. Underforstået: Tving mig bare til at vidne. Det bliver værst for dig selv - og for partiet.

Der skal nok komme nye afsnit i føjletonen.

I øvrigt var der gode nyheder for Dansk Folkeparti gemt i rulleteksterne i sidste afsnit:

Der kom en meningsmåling, hvor DF ikke gik tilbage på trods af kampen om arvefølgen. Det viser, at partiet skal gøre sig mere umage end som så, hvis det vil skræmme de sidste vælgere ud af butikken. Måske er bunden faktisk nået.

Slagsmål, skrigen, råben eller anden støjende, voldelig, fornærmelig eller lignende optræden, der forstyrrer den offentlige orden, må ikke finde sted. Det er også forbudt at udvise uanstændig eller anstødelig opførsel, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse, f.eks. at tisse på gaden, i en hæk eller en baggård.

Sådan står der i ordensbekendtgørelsen for alle landets politikredse, og overtræder man det kan man blive sigtet og få en bøde.

Men ifølge en intern mail, TV 2 har fået fingre i, er betjentene i Fyns Politi blevet bedt om at holde igen med antallet af sigtelser, fordi man skal nå ned på en måltal på højst 6000 sigtelser ved indgangen til 2022. I september, da mailen blev sendt ud, lå tallet på 7200 sigtelser, og på landsplan skal antallet af sigtelser generelt ned med mindst 30 procent frem mod 2023.

Så ud fra den interne mail i Fyns Politi om at holde igen med antallet af sigtelser her sidst på året, kan man godt få den opfattelse, at der nu er frit slag for at forrette sin nødtørft, drage råbende og hærgende gennem byen, stjæle en cykel, eller banke uhæmmet på genboens hoveddør, når man er på vej hjem fra en julefrokost eller glad aften i byen.

Det er en opsigtsvækkende mail. Men man kan ikke fortænke landets politikredse i at tænke kreativt, når det gælder om at få ressourcerne til at strække mest muligt. Det sker i dansk politi, det sker i det offentlige, og det sker på de fleste private arbejdspladser.

Der er nu en gang de ressourcer og det antal timer og ansatte til rådighed, der er, og så må man få det mest optimale ud af det. Alligevel kan nogle mene, det er lige kreativt nok, at politiet er nødt til at holde igen med antallet af sigtelser, fordi måltal - og ikke virkeligheden - dikterer det.

Det kan også tænkes, at en kriminel eller to får den opfattelse, at nu er der frit slag for hvad som helst. Det er dog næppe tilfældet, for der er altid fokus på grov kriminalitet, og bliver der begået en voldtægt, og der skal rejses en sigtelse, bliver den også rejst.

Måltal har landets politikredse i mange år fået udstukket, og afspejler det, der fra politisk side bliver lagt vægt på ud fra det, der sker i vores samfund. I nogle politikredse er der mere fokus på bandekriminalitet end i andre, hvor den er ikkeeksisterende, og derfor sidder Justitsministeriet og Rigspolitiet hvert år for at samstemme med de politiske signaler, hvad der er vigtigst for vores udøvende magt.

At der reelt ér en flaskehals af sager hos Fyns Politi erkender chefpolitiinspektør Lars Bræmhøj også over for TV2, og ifølge ham har man aldrig tidligere stået i en sådan situation, og derfor været nødt til at tage dette "kunstgreb" i brug, som han citeres for at udtrykke det.

Øget antal sager, øget pres fra politikere, udstukne måltal fra højeste plan, og befolkningens forventninger til ordensmagten, sætter konstant politiet under bevågenhed og kritik. Præcis som det skal være i en retsstat.

Men frem for at rette kritikken af den enkelte politikreds bør den pege op i systemet mod Rigspolitiet, Justitsministeriet, justitsministeren, regeringen og folketing. Det er derfra, retningslinjerne om måltal kommer, og den kreative instruks på mail fra Fyns Politi en løsning på et stort problem i alle landets politikredse.

For sagerne hober sig op på skrivebordene i Fyns Politi, og de skal sagsbehandles og ekspederes videre til anklagemyndigheden, som så igen skal ekspedere dem videre til domstolene, som igen skal ekspedere dem videre til Kriminalforsorgen og landets fængsler.

Når politikerne bevilger flere penge til politiet, kan der behandles flere sager. De risikerer så bare at hobe sig op i et senere led, og føre til den såkaldte ketchup-effekt. Først kommer der ikke noget ud af flasken, men så vælter det ud med ketchup.

Præcis dén effekt ser vi nu, hvor sager hober sig op hos domstolene. Politiets efterforskning afsluttes, og så skal anklagemyndigheden vurdere, hvad der kan rejses af tiltale - populært sagt hvad der kan holde i retten. Hos anklagemyndigheden gælder det også om, at sagerne ikke hober sig op, men at få dem ekspederet videre til domstolene.

Hos domstolene skal man beramme - dvs. finde plads i kalenderen - til retssager, og på et tidspunkt, hvor både en eller flere forsvarere kan samtidigt med en anklager og en dommer i et ledigt retslokale. Siden coronanedlukningen i 2020 har domstolene været bagefter, og nogle steder i landet har man været nødt til at have retssager hen over weekenden. Konkret sker det den kommende weekend blandt andet ved Retten i Aalborg.

Når der så er afsagt dom fortsætter presset på Kriminalforsorgen, som skal finde ledige pladser i landets fængsler, hvor også fængselsbetjentene er under pres.

Meget forenklet kan man sige, at flere sigtelser fører til mere pres for at få rejst tiltale hos anklagemyndigheden, som fører til mere pres på domstolene for at finde en ledig tid til en retssag, som fører til mere pres hos forsvarere og dommere, og når der er faldet dom fører det til mere pres på Kriminalforsorgen, landets fængsler og fængselsbetjente.

At holde igen med antallet af sigtelser gør det modsatte.

Bliver man nu alligevel trængende på vej hjem fra en julefrokost bør man nok alligevel undlade at tisse i baggården. Dels lugter det, og dels er der ingen garanti for, at man alligevel ikke bliver mødt med en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og en bøde på 1000 kroner.

Bjarke Vestesen er kriminalredaktør på Fyens Stiftstidende, en del af Jysk Fynske Medier.

For 42 år siden lå hun trygt og varmt i sin mors mave, mens familien på dramatisk vis flygtede fra Vietnam. Da hun seks måneder senere bliver født i Danmark, får hun navnet Simba Hansen, men hvorfor Simba? Og hvorfor Hansen? Svaret har hun nu fundet på en villavej på Thurø.

I 'Danmark fortæller' læser vi nogle af de bedste historier op fra avisen. I dette afsnit står Avisen Danmarks podcastredaktør Signe Vestergaard Bansø bag mikrofonen.

Du kan læse artiklen fra dette afsnit ved at klikke her, og du kan finde flere afsnit af 'Danmark fortæller' ved at klikke her.