Det er drivhuseffekten, der har startet det hele. Vi har siden industrialiseringen udledt stadig mere drivhusgas som CO2 til atmosfæren. Det genspejler solens stråler, og dermed holder det på varmen, nøjagtigt som det sker inde i et drivhus eller i en bil på en varm sommerdag.

Men det er ikke alle partikler i atmosfæren, der har en drivhuseffekt. Faktisk har nogle lige præcis den modsatte effekt. Et eksempel er svovlpartikler, som faktisk fungerer som bittesmå skygger, der sender solens stråler væk fra atmosfæren.

Tanken er, at man derfor kan sende store mængder svovlpartikler ud i atmosfæren, så det udligner effekten fra CO2 og de andre drivhuspartikler.

Løsningen går under paraply-betegnelsen geo-engineering. Det er et quickfix, der ligesom en hovedpinepille ikke fjerner sygdommen, men kan tage toppen af feberen.

Og netop det er også en af de kritikpunkter, som metoden ofte møder: Vi skal kurere Moder Jord, ikke dulme hendes smerter.

Derudover er mange forskere bekymret for, hvad man sætter i gang. Kan man beregne effekten af sådanne tiltag præcis nok på kort og lang sigt, og kan der være utilsigtede konsekvenser? Kan man risikere pludselige temperaturfald og -stigninger, der vil sætte biologiske systemer under yderligere pres og så videre.

Indtil videre har frygten vundet, og geo-engineering i form af svovl i atmosfæren er bestemt ikke inde i varmen hos de fleste forskere eller beslutningstagere. I hvert fald ikke, hvis det ikke er strengt nødvendigt.

Selv om det i princippet kan producere store mængder energi uden at udlede CO2, ser de fleste danske politikere ikke det nukleare som en mulighed i deres søgen efter de grønne løsninger.

Men sådan er det ikke alle steder. I Frankrig kommer to tredjedele af elektriciteten fra atomkraft, og efter nogle år er præsident Macron for nylig vendt på en tallerken, så også han vil nu bygge seks nye atomkraftværker og i øvrigt investere massivt i teknologien.

Det har skabt massiv debat i Frankrig og i resten af Europa. På den ene side skal vi bruge enorme mængder energi i fremtiden, og det kan være svært at se, hvordan man skal nå at bygge vindmøller og solcelleanlæg nok til at følge med, især i lyset af, at rigtig mange mennesker ikke ønsker det tæt på deres huse. Og så kan atomkraft altså være med til at få enderne til at hænge sammen. Desuden er moderne atomkraftværker langt mere sikre end de værker, der tidligere var skyld i store ulykker, som værket i Tjernobyl i 1986. Og de moderne værker producerer i øvrigt også mindre radioaktivt affald.

På den anden side produceres der stadig affald, man skal forholde sig til i mange generationer frem, og der er en risiko for ødelæggelser, der også kan påvirke flere generationer frem.

Indtil videre betyder det, at de fleste danske politikere er uinteresserede i atomkraft, og både midler og opmærksomhed bliver sat på vind- og solenergi. I hvert fald så længe, det kan lade sig gøre.

Forskningen peger på, at fremtidens klima i Danmark bliver mere ekstremt: Flere oversvømmelser, ekstrem varme og tørke. Et klima, der gør det langt mindre sandsynligt at lykkes med høsten for landmændene. I hvert fald med de afgrøder, der bruges i dag.

For i fremtiden kan vi have afgrøder, der er langt mere modstandsdygtige over for det ekstreme vejr. Genetisk modificerede afgrøder (GMO) har længe været kendt - og af visse frygtet. Men nu har en ny teknologi gjort det både lettere og mere sikkert at ændre organismers genetik. Teknologien hedder Crispr.

Med Crispr kan man med stor præcision tænde og slukke gener i en afgrøde, og på den måde ændre dens egenskaber. Man har blandt andet lavet afgrøder, der har kunne klare langt mere tørke end deres umodificerede slægtninge. Det fortæller professor Henrik Brinch-Pedersen fra Aarhus Universitet. Han forsker i teknologiens muligheder.

- Vi er i fuld gang med det i laboratorierne, og det kan gå ret stærkt med at få afgrøder, der kan holde til langt mere ekstreme vejrsituationer.

Men kan teknologierne give bagslag, hvis planterne for eksempel smutter ud i naturen, og kan der være konsekvenser for de dyr og mennesker, der spiser dem?

Det er nogle af de bekymringer, der har været med til at gøre GMO upopulær tidligere. Men ifølge Henrik Brinch-Pedersen er der ikke grund til bekymring over for Crispr.

- Alle moderne afgrødeplanter er genetisk optimerede, men bare med metoder, der er langt mindre præcise end Crispr. Så det er en klar forbedring, og jeg mener ikke, der er grund til bekymring, vurderer han.

Du kan spise vegetarisk, droppe flyveturene og bilen og kun købe genbrugstøj i årevis i klimaets navn. Men det træk, der uden sammenligning kan påvirke din CO2-reduktion allermest, og som vi personligt hver især kan gøre, er at vælge ikke at få børn, eller begrænse, hvor mange børn vi får.

Det viser adskillige undersøgelser, og det er ret afgørende for klimaet på længere sigt, om vi ender med at være 8 eller 11 milliarder mennesker på Jorden.

Hvis man forestillede sig, at man derfor gjorde en indsats på statsniveau eller endda internationalt niveau for at nedsætte fødselsraten, så er der potentiale for at skubbe den fremtidige CO2-udledning en hel del ned.

Men det er ikke den løsning, der fylder mest i debatten, og det er der flere grunde til.

For det første er det en metode, der selvsagt først vil få stor effekt om flere årtier, hvis den overhovedet lykkes. Dernæst vil der være en række etiske og politiske dilemmaer, hvis staten pludselig gik ind og lovgav om den slags, og så ville et knæk i fødselsraten skabe en række økonomiske udfordringer for samfundet, der kort sagt gør den politisk super upopulær.

Derfor peger Benjamin Sovacool fra Aarhus Universitet også på, at man måske skal se imod andre valg, som vi mennesker kan tage i vores hverdag.

- Corona-pandemien har virkelig vist os, hvor hurtigt vi faktisk kan ændre vores vaner. Og hvis vi ændrer vaner i tilstrækkelig grad, så får vi slet ikke brug for disse plan B-løsninger, der ofte først kan noget om årtier. Så måske er det der, man skal sætte ind, foreslår professoren.

Stine Bramsen har som de fleste oplevet, hvordan håb og skuffelser har afløst hinanden i forbindelse med coronaens plagsomhed.

- På samfundsplan kan jeg være bekymret for, hvad det gør ved os at komme på så kæmpestore rutsjebaneture, som coronaen har givet, siger hun.

Sammen med mand og to børn gik hun i forbindelse med den første nedlukning i 2020 i sommerhusisolation. Hurtigt efter fulgte koncert- og festivalaflysninger, ikke mindst de koncerter, der skulle være festlige markeringer af, at Alphabeats medlemmer gik hver til sit for at følge voksenlivets musikalske drømme og muligheder.

- Det måtte vi så udskyde til i år, men heller ikke det kunne lade sig gøre. Afslutningskoncerterne skulle være dér, hvor vi satte prikken over i'et. Vi skulle høste af vores mange år sammen, mentalt og økonomisk.

Jeg har mærket de økonomiske og de følelsesmæssige konsekvenser, og jeg har endda en familie. Hvad med alle dem, der sidder alene? Jeg tror, ensomhed skal tages ret alvorligt, også i forhold til ikke at blive syg.

Stine Bramsen, sangerinde

- Det har været ret vildt at skulle fordøje den konstante uvished: Kommer vi nogen sinde ud at spille igen, er det om et år, om et halvt år?

Det er gået op for hende, at isolation, stilstand og uvished er ødelæggende.

- Jeg har indset, at jeg er adrenalin-junkie. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg er en bedre mor, en sødere veninde og en sødere kone, når jeg får lov til at være andet end blot dét.

Stine Bramsen savner i kølvandet på nedlukningen et større fokus på den mentale sundhed.

- Jeg har mærket de økonomiske og de følelsesmæssige konsekvenser, og jeg har endda en familie. Hvad med alle dem, der sidder alene? Jeg tror, ensomhed skal tages ret alvorligt, også i forhold til ikke at blive syg.

- Det er en svær balance: Mennesker skal isolere sig for ikke at få virussen, men det er også usundt at leve et ensomt liv.

På samme måde tænker hun meget på de helt unge, efterskoleeleverne og gymnasieeleverne og dem, som i forvejen er usikre eller angstfyldte.

- Gennem et par år har de levet med begrænsninger, og to år er lang tid, hvis man bare er 15 år. Det er ikke for at sige, der ikke har været en god grund, men derfor kan man godt stadig have ondt i hjertet over det.

Som barn gik Stine Bramsen til fodbold, og som voksen er hun altid på stikkerne, når der er EM og VM. Men hun husker ikke, at hun nogensinde har været så følelsesmæssigt meget med som under dette års EM.

Det har to primære årsager:

For det første stod hun og Alphabeat bag den officielle EM-sang. For det andet var hun af netop den grund på tribunen og blev vidne til, at Christian Eriksen styrtede om med hjertestop under den første kamp.

- Det var meget, meget voldsomt. Vi kunne bare se, at Christian Eriksen lå ned, og alle stod i en rundkreds om ham, og der var så stille. Vi var bange.

Dette dramatiske øjeblik gør årets EM-slutrunde til noget helt særligt.

- Vi blev allesammen følelsesmæssigt involveret. Pludselig kæmpede vi alle for Eriksen. Det blev en større mission end bare sport.

Også uden Christian Eriksens hjertestop ser hun EM som en befæstning af fællesskabet.

- EM blev noget storladent. Det samlede befolkningen, og vi havde i den grad brug for det.

Det er sådan nogle oplevelser - fodboldkampe, koncerter, store kulturelle begivenheder i det hele taget - der gør os til mennesker, mener hun.

- Det får os til at se hinandens menneskelighed, til at se euforien i hinandens øjne. Tænk, at stå dér til en fodboldkamp og kigge en fremmed i øjnene og opleve, at man er lykkelig af den samme grund.

På den måde, mener hun, bliver størrelser som sport og kultur det kit, der binder samfundet sammen.

-  Folk får en nationalitetsfølelse, på den fine måde, hvor det kan bruges konstruktivt til at samle os i stedet for at skille os.

I EM-sammenhæng er der også noget andet, noget nærmest sødmefyldt, hun husker: Alphabeats indspilning af EM-slagsangen.

- Det var en kæmpeoplevelse at se, hvordan de store stjerner kom på dybt vand. Kasper Schmeichel, Yussuf Poulsen og Pierre Emile Højbjerg skulle synge med på første vers. De var pludselig sådan nogle små søde drenge, der blev helt usikre. Det var virkelig en mindeværdig oplevelse.

Et hadsk hjørne af menneskesindet er blotlagt endnu tydeligere det forløbne år og har bidraget til en bekymrende polarisering af samfundet, mener Stine Bramsen.

- Det bliver mere og mere ekstremt. På nettet kan mennesker sidde og svine hinanden til uden at føle et ansvar, ikke engang et ansvar for at læse svaret og gå ind i en nuanceret diskussion, de kaster bare deres mudder af sted, siger hun.

Hidtil har hun mest set det i indvandrer- og flygtningedebatten, hvor folk - ikke bare på nettet, men også i hinandens fysiske selskab - farer op i det røde felt.

I det forløbne år er også debatten om corona og covid-19 stukket helt af:

- Jeg savner virkelig meget, at man kan have en stille og rolig og nuanceret debat, hvor man lytter til hinden, prøver at forstå hinanden, bliver klogere. Det er eddermame et uhyggeligt samfund, hvis vi bare skal bevæge os ud ad den tangent, hvor man enten er i det ene hjørne eller i det andet.

Min far er ræverød, og min mor har så lang tid, jeg kan huske, været dansklærer for flygtninge og indvandrere. Så jeg er vokset op med at se mennesker som sådanne, ikke at se forskelle. Det vil jeg holde fast i med næb og kløer resten af mit liv.

Stine Bramsen, sangerinde

Politikerne er med til at skabe den hårde retorik og en opdeling i os og dem, mener hun.

- I debatten om flygtninge og indvandrere skæres alle lynhurtigt over én kam: Hvis nogen laver ballade, så laver de alle ballade. Tilsvarende i corona-sammenhæng:  De påstår, vaccinationer er et frit valg, og så udskammer de dem, der ikke vil. Der bliver ikke noget rum tilbage til at være et sted i midten eller at være i tvivl.

Stine Bramsen mener selv, at hendes ubehag ved et dem-og-os-samfund skal søges i hendes opvækst.

- Min far er ræverød, og min mor har så lang tid, jeg kan huske, været dansklærer for flygtninge og indvandrere. Så jeg har lært at se mennesker som sådanne, ikke at se forskelle. Det vil jeg holde fast i med næb og kløer resten af mit liv: Vi skal prøve at forstå hinanden, se hinanden, lære af hinanden.

Hun kender så at sige polariseringen indefra. Hun har et familiemedlem, som hun er politisk dybt uenig med, især hvad angår flygtninge og indvandrere.

- Han bor et sted, hvor han aldrig ser disse mennesker, men oplever alligevel, at integrationen er så voldsomt et problem, at det næsten er blevet en hjertesag for ham. Det har han jo et sted fra - fra den politiske debat og fra medierne. Det er tankevækkende i forhold til, at alle, jeg kender, der har prøvet at bo på Nørrebro, har en følelse af, at alle kan leve side om side med hinanden, og at problemet er i de få, ikke i de mange.

I årevis har hun undgået diskussioner med det pågældende familiemedlem, fordi det som regel bliver ubehageligt. Men engang i år trak hun vejret dybt og tog en beslutning om at prøve at forstå, hvorfor han har fået det sådan.

- Det var virkeligt lærerigt. Han er også træt af pr. automatik at blive afvist, ikke at blive lyttet til. Selv om vi bliver ved med at være uenige, så endte vi med begge at konkludere, at det, vi frygter allermest, er, hvor vi er på vej hen med denne polarisering. Den anser vi begge for farlig for samfundet.

Stine Bramsen påkalder sig ikke rollen som facitliste i den sammenhæng.

- Jeg ser bare en klar tendens til, at der kommer en større og større kløft mellem mennesker, der er uenige. Det vil jeg virkelig gerne slå et slag for, at vi er opmærksomme på, siger hun.