Da Bertel Haarder i 2001 blev udnævnt som ny integrationsminister, sagde han:

- Ingen i Venstre kunne drømme om at komme på kant med de internationale konventioner.

15 år senere var holdningen i partiet en ganske anden. Partiets daværende udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, havde hede drømme om at komme helt tæt på kanten af konventionerne, da hun bad om at få adskilt asylpar, hvor den ene part var mindreårig. Så sent om som i august sidste år var Jakob Ellemann-Jensen på samme hold:

- Når det handler om dem, der begår dominansvold, hvor de tæver løs på sagesløse unge mennesker, filmer det, ydmyger og truer dem – ja, så synes jeg, at vi skal gå helt til grænsen, sagde Jakob Ellemann-Jensen til TV 2 News-programmet ”Lippert” om udlændinge, der begår vold og kriminalitet i Danmark.

Efter mandagens dom i rigsretten tyder alt på, at særligt ministre må rykke lidt længere væk fra kanten. Men også toppolitikere med ambitioner om at indtage ministerkontorerne må fremover nøje overveje, hvor tæt på kanten af både den danske lovgivning og internationale konventioner, de vil driste sig til at være.

For én ting er, hvad man som politiker mener, hvilken overbevisning man har. En anden ting er, hvad en minister kan sige. I afgørelsen fra rigsretten spiller en pressemeddelelse med et tydeligt politisk budskab, et interview om selvsamme pressemeddelelse med TV 2 News og opslag på Facebook nemlig en stor rolle. Her talte Inger Støjberg frit, her fik modtagerne den rene vare uden omsvøb (og undtagelser). Her stod politikeren foran ministeren, og den holdt altså ikke i rigsretten.

I pressemeddelelsen, i interviewet og i opslaget på Facebook var ikke tale om møder med medarbejdere, hvor Inger Støjberg som minister udstak ordrer eller bad dem forvalte loven på en bestemt måde. Her var tale om medieoptrædener, hvor rollen som minister måske nemmere gled i baggrunden, mens politikeren tog over. Men en minister er også efter dommen i rigsretten den øverste forvaltningschef i et ministerium. Det lyder måske banalt, men det betyder, at der er begrænsninger for, hvad ministre – og politikere – kan slippe afsted med at sige. Det skal f.eks. være lovligt.

I dag udgør forholdet til medierne – både de klassiske og de nye sociale - en utrolig vigtig del af en toppolitikers hverdag. Interview skal aftales og forberedes, og budskaber trænes. Tempoet er højt. Presset er stort, og for at lægge yderligere til, skal politikerens sociale medier også prioriteres, så budskabet kan ryge direkte og ufiltreret ud til vælgerne. Det presser embedsværket, for de skal tjekke, at budskaberne er lovlige.

De skal råbe højt, hvis ministeren og politikeren bevæger sig for tæt på kanten – for tæt på ulovligheden. Men når budskabet er sagt højt og offentligt, er det svært at kravle længere væk fra kanten.

Ingen vil se svag ud i moderne politik – og især på udlændingeområdet handler det stadig om at være strammest, skarpest og tættest på kanten. Det har med rigsretten vist sig at være en farlig cocktail, når det behandles med et højt tempo. Vil mandagens dom også føre et lavere tempo med sig, så der er tid til kvalitetssikring og reel rådgivning i ministerierne, vil ministrene automatisk rykke længere fra deres kig ud over kanten.

Venstre tidligere formand Anders Fogh Rasmussen gjorde det til sit adelsmærke, at hvad han sagde før et valg, blev gennemført efter et valg. Den slags kontraktpolitik fører Mette Frederiksen gerne videre, men som statsminister anno 2021 har hun ansporet sit ministerhold til også at være såkaldt intentionelle politikere. Selv om de er ministre, skal de turde sige, hvad de mener.

De skal fortælle, hvilken socialdemokratisk retning, de ønsker, at Danmark skal trækkes i. Også selv om de er fuldt ud bevidste om, at der måske er uendelig lang vej til, at der er mere 90 mandater, som støtter deres holdning eller forslag i Folketinget. Danskerne skal vide, hvilke intentioner regeringen og dermed Socialdemokratiet har for samfundets udvikling.

Efter mandagens dom i rigsretten må forestillingen om, at ministre både har et politisk og ideologisk rum, hvor de kan sige deres mening ganske højt og tydeligt, og så et rum, hvor de kan være øverst ansvarlige for et ministerium med styrelser og flere hundrede medarbejdere være brast.

Selvfølgelig skal ministre udfordre systemet, trykprøve automatsvarene fra embedsværket og ideudvikle, men fremover skal det gøres bag ministerkontorets fire vægge og en hermetisk lukket dør. Ellers kan kanten friste for meget, og så øges risikoen markant for en tur i rigsretten.

Dom: Til daglig står han i spidsen for en af landets største virksomheder. Nu er Keld R. Demant også dømt for passivt at tillade, at hans medarbejdere forsynede russiske bombefly med brændstof nok til tusindvis af bombetogter under den syriske borgerkrig.

Ansigtet afslørede intet, da Keld R. Demant lyttede til dommen i en af de største erhvervsskandaler i mange år. Topchefen blev idømt fire måneders betinget fængsel, mens virksomhederne Dan-Bunkering og Bunker Holding fik bøder på henholdsvis 30 millioner kroner og fire millioner kroner.

Desuden konfiskeres fortjenesten på 15,7 millioner af statskassen. Det er penge, som blev tjent på at sælge det flybrændstof, som gjorde russisk militær i stand til at gennemføre sine bombetogter, der ramte den syriske civilbefolkning hårdt og betød, at Syriens mangeårige diktator, Bashar al-Assad, besejrede de oprørsgrupper, der ellers var begyndt at vinde fodfæste i det krigshærgede land.

Dommen afslutter foreløbigt et langstrakt forløb med flere års efterforskning og 15 retsmøder ved Retten i Odense. Byretsdommer Jens Lind brugte kun få minutter på at oplæse dommens konklusion, hvorefter Keld R. Demant og forsvarsadvokaterne kortvarigt forlod retslokalet.

Da de vendte tilbage, bad de om betænkningstid i forhold til, om dommen skal ankes til landsretten, og så forsvandt topchefen med et sammenbidt ansigtsudtryk ud til en ventende bil.

- Det er en relativt kompliceret dom, sagde Dan-Bunkerings forsvarer, advokat Jacob Skude Rasmussen, da han som den eneste stillede op til lyninterview i solskinnet foran domhuset.

Han lagde vægt på, at moderselskabet Bunker Holding og Keld R. Demant kun er dømt for uagtsomhed. De har ikke vidst nøjagtigt, hvad der foregik, når oliesælgerne i datterselskabet Dan-Bunkering solgte tonsvis af flybrændstof til levering i den østlige ende af Middelhavet, tæt på krigshandlingerne i Syrien.

Ikke desto mindre slår byretten fast i sin dom, at 172.000 ton flybrændstof - solgt af Dan-Bunkering - rent faktisk endte i Syrien, selvom forsvarsadvokaterne konsekvent har efterlyst bedre beviser.

- Det er slet ikke det centrale for sagen, sagde Jacob Skude Rasmussen. Han understregede igen, at det er afgørende, hvad virksomhederne og topledelsen vidste om handlerne.

Salget af flybrændstof fandt sted fra 2015 til 2017. Den markante bøde til Dan-Bunkering skyldes, at virksomheden ifølge byretten brød sanktionerne forsætligt, altså med vilje, og for at tjene penge. Det er ”særligt skærpende omstændigheder”, som det hedder i den 127 sider lange dom.

Et vigtigt vendepunkt var lillejuleaften 2016, hvor Dan-Bunkering modtog et anbefalet brev fra Erhvervsstyrelsen, der for første gang lancerede mistanken om brud på EU-sanktionerne.

Senest fra det tidspunkt vidste Keld R. Demant, at virksomheden kunne være på kant med reglerne, og han kunne uden videre have stoppet handlerne. Alligevel fortsatte salget af flybrændstof til de russiske kunder i Middelhavet i et halvt år.

Byretten udmåler alligevel topchefens straf ud fra, at han har haft en ”uagtsom, passiv medvirken” til overtrædelse af EU-sanktionerne.

Advokaterne og deres klienter skal nu tage stilling til et svært dilemma. Dommen er klokkeklar, fordi den kæder Dan-Bunkerings brændstofsalg sammen med EU-sanktioner, der forbød salg af flybrændstof til brug i Syrien.

Det burde uden videre få de dømte til at anke sagen til landsretten, da såvel topchef som virksomheder hele tiden har nægtet sig skyldige i anklagerne. De har afvist, at salget af flybrændstof til russiske virksomheder var omfattet af EU-sanktionerne.

Men strafudmålingen i byretten er langt mildere, end Bagmandspolitiet havde lagt op til.

De to senioranklagere havde krævet bøder på henholdsvis 319 og 81 millioner kroner fra Dan-Bunkering og Bunker Holding. Beløbene var baseret på den omsætning, som virksomhederne havde skabt på at sælge flybrændstof til de russiske kunder, der var agenter for russisk militær.

Byretten opgør i stedet bøderne ud fra overskuddet på at sælge brændstoffet, og det giver langt mindre beløbsstørrelser.

Keld R. Demant slap også billigt i forhold til, hvad Bagmandspolitiet gik efter. Han skulle ifølge anklagerne straffes med to års fængsel, men kunne altså nøjes med en betinget dom på fire måneders fængsel med en prøvetid på et år.

Han dømmes som nævnt for uagtsomhed, og han får rabat, fordi han ikke tidligere er straffet, har ”særdeles gode personlige forhold”, og fordi der er gået mere end fire år, siden overtrædelserne fandt sted.

Nu skal han og advokaterne tage stilling til, om sagen skal ankes. Landsretten vil med stor sandsynlighed sende sagen videre til EU-domstolen i Luxembourg for en vurdering af EU-sanktionernes rækkevidde. Dermed vil en endelig dom have lange udsigter med alle de omkostninger, som det påfører den danske milliardvirksomhed.

Men hvis byretsdommen modtages, vil virksomheden for altid blive knyttet til ulovligt salg af brændstof, der kostede menneskeliv og cementerede Assads magt over Syrien.

En af de sidste tilhørere, der forlod retslokalet, var 28-årige Salah Zada. Han studerer til lærer i Odense, men i 2015 flygtede han fra den syriske oprørsby Aleppo til Danmark. Han har fulgt mediedækningen af Dan-Bunkering-sagen tæt, og nu ville han med egne øjne overvære domsafsigelsen.

- Jeg er okay med dommen. De er fundet skyldige, og det er vigtigt for mig, sagde Salah Zada og tilføjede, at han selv mistede familiemedlemmer og venner under luftangrebene mod Aleppo.

- Det er meget sandsynligt, at det er russiske militærfly, der stod bag de flyangreb, tilføjede han.

Hvad mener du om, at en dansk virksomhed solgte brændstoffet til russerne?

- Uha ja, det er ret sindssygt. Det kunne du forvente af lande som Kina, Iran, Nordkorea og andre diktaturlande. Men Danmark. Det må jeg sige. Det er ikke en god omtale at få ude i verden. Man har bidraget med noget, der har været afgørende for krigen i Syrien, sluttede Salah Zada.

Tirsdag eftermiddag udsendte Dan-Bunkering en pressemeddelelse, hvor den oplyser, at man nu vil tage den fornødne tid til at overveje, om dommen skal ankes til en højere retsinstans.

Radio4 morgen taler onsdag med erhvervsredaktør på Avisen Danmark, Jens Bertelsen, om sagen. Det interview kan du høre herunder.

Bredbånd: Det bliver nu muligt for flere danskere i landområder at holde online-møder, streame serier i timevis og spille computerspil uden dårlig internetforbindelse. 3539 adresser får nemlig glæde af støttekroner fra statens bredbåndspulje i år. Det skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

Puljens i alt 177 projekter fordeler sig på 59 kommuner, men Region Hovedstaden scorer den største bid af kagen med tilskud til 1067 adresser.

- Hvis man ser isoleret på landområderne, er dækningen med hurtigt bredbånd i Region Hovedstaden faktisk ikke så langt fremme, som vi efterhånden ser mange andre steder i landet. Derfor er det ikke så overraskende, at der har været mange ansøgninger fra Region Hovedstaden i år. Men der er givet tilsagn om tilskud til projekter fra Bornholm over Langeland og Lyø – og hele vejen op til Venø og Brønderslev, siger Birgitta Bundgaard, der er kontorchef i Energistyrelsen.

Desuden har ordningen i år det hidtil højeste gennemsnitlige tilskud på 30.457 kroner pr. adresse. Ifølge kontorchefen handler det om, at projekterne i år inkluderer flere af de adresser, som har de største udfordringer med at få hurtigt bredbånd på kommercielle vilkår.

- Tallene tyder på, at der bliver længere mellem de tilskudsberettigede adresser, så i forhold til tidligere kan det være mere vanskeligt at organisere større projekter. Afstanden mellem adresserne indebærer også, at omkostningerne ved at få de enkelte adresser tilsluttet bliver højere end tidligere, siger Birgitta Bundgaard.

Udover tilskuddet fra bredbåndspuljen koster det den enkelte adresse en egenfinansiering på mellem 4000 og 14.000 kroner, mens nogle kommuner også yder tilskud til etableringen af de hurtigere internetforbindelser.

I Danmark har 96 procent af alle husstande adgang til internet med hastigheder på mindst 100/30 Mbit/s. Det kan derfor være nærliggende at spørge til nødvendigheden af, at vi alle gennem statskassen skal bidrage til, at de sidste relativt få adresser kan få etableret bredbåndsforbindelser i en vis hastighed, eftersom de sidste manglende adresser er væsentligt dyrere at få med på vognen. Er det rimeligt, at det er fællesskabet og ikke den enkelte, der skal betale for de nedgravede kabler?

Ja, mener Torben Rune, der er teleanalytiker og stifter og ejer af rådgivningsvirksomheden Teleanalyse.

Ét er, siger han, at selskaberne, der leverer forbindelsen til os, har betalt milliarder af kroner i licenser til statskassen - og at man i virkeligheden kan sige, at det er en brøkdel af de penge, der gennem bredbåndspuljen giver tilskud til at grave kabler ned i landområder.

Noget andet er, hvordan en god, landsdækkende forbindelse gavner os alle sammen.

- Man kan se på nytten af udbredelse af stabile internetforbindelser, at en af de allerstørste vindere, det er samfundet selv - det at vi selvbetjener os, siger Torben Rune.

- Forestil dig, hvordan hele håndteringen af coronavirus havde set ud, hvis ikke vi havde haft internetforbindelse til at bestille tider til tests og vacciner. Det var gået totalt i kaos - ligesom det gjorde i andre lande, uddyber han.

Men ikke kun i en pandemi viser en stabil internetadgang sit værd. Hele måden, vi lever på, gør os afhængige af den gode forbindelse.

Ole Lehrmann Madsen, der er professor ved Institut for Datalogi på Aarhus Universitet og medlem af Akademiet for de Tekniske Videnskabers Digitale Vismandsråd, siger:

- Vi er alle sammen dybt afhængige af at kunne komme på nettet. Man behøver kun at nævne corona, hvor nedlukninger med videomøder og online-undervisning slet ikke havde fungeret, hvis man ikke havde internet. Internet er i dag på linje med vigtig infrastruktur som veje og jernbaner, som man kaster milliarder efter. Det er enormt vigtigt, når man har en virksomhed, ligesom man heller ikke privat ønsker at bo et sted med slet intet eller dårligt internet, siger professoren.

Og de stabile, hurtige forbindelser bliver ikke mindre vigtige. I takt med, at vi arbejder hjemmefra på helt andre måder end tidligere og bruger internettet til flere ting, stiger vores behov gevaldigt. Ifølge teleanalytiker Torben Rune er væksten i vores behov eksponentiel og den nærmest fordobles hvert år.

Samtidig vil politikerne sørge for, at der forbliver liv uden for de største byer - og det kræver et vist vedligehold, forklarer professor Ole Lehrmann Madsen:

- Regeringen har haft et stort fokus på at decentralisere, som vi eksempelvis ser med uddannelsesinstitutioner lige nu. Men hvis den virkelig vil sikre tilflytning og et godt arbejdsklima i yderområder, så er godt bredbånd en vigtig forudsætning.

Professoren mener dog, at puljen uden problemer kunne være endnu større.

- Det er efterhånden nogle år siden, at regeringen lovede, at alle hustande og virksomheder senest i 2020 skulle have adgang til 100 Mbit, og det har man ikke nået endnu. Så for at nå den målsætning, bør der prioriteres endnu flere penge, siger han.

12 projekter med i alt 128 adresser fik i år afslag på deres ansøgning om tilskud fra bredbåndspuljen. Et projekt blev desuden afvist, da det ikke levede op til kravene i EU's statsstøtteregler.

Jeg har ikke noget imod marcipangrise. Tværimod. De smager fantastisk - især i de første bidder. Derefter går det ned ad bakke, hvis man ikke får stoppet sig selv. Men selv i et adstadigt spisetempo, får grisehalen ikke lov at krølle længe.

Bøger derimod - de kan holde længe, og hvorfor ikke give en mandelgave, modtageren kan have glæde af i lang tid?

De følgende fem bøger kredser om tilværelsen og meningen med livet på hver deres måder. De kræver ikke, at man læser fra ende til anden eller er en stor læsehest, for de er fyldt med korte tekster. De er opslagsværker bygget af åndelige godbidder, man kan nyde lidt ad gangen og tænke over.