På første tilhørerrække i Inger Støjbergs side af salen sad søster, bror og mor. Da Støjberg kom ind i lokalet - syv minutter før retsformand Thomas Rørdam gav hende det knæk, hun simpelthen ikke havde set komme - gik hun som det første ned og hilste på de tre hjemmefra.

Og umiddelbart før Rørdam kom ind, sagde Inger Støjbergs mor stille:

- Vi håber.

I en retssag er håb ikke den gangbare valuta.

- Thi kendes for ret: Tiltalte, forhenværende minister Inger Støjberg, straffes med fængsel i 60 dage, sagde Rørdam.

Ikke betinget fængsel. Ikke bøde. Ikke strafbortfald. Forsætlig overtrædelse af ministeransvarsloven. Skyldig. 60 dages fængsel.

Der var ikke så meget at snakke om.

Alligevel forstod man godt, at Inger Støjbergs mor håbede til det sidste.

Da afhøringerne, dokumentationen og procedurerne i sagen blev afsluttet for 18 dage siden, og det bare var voteringen, der ventede, blev Inger Støjberg ude på brostenene ved Københavns Havn spurgt, hvad der skulle ske, hvis hun fik en fængselsdom?

"At stå og tænke på, at man skal i fængsel, ligger helt langt ude for mig. Det er slet ikke noget, jeg ser for mig. Det er simpelthen ikke noget, vi har brugt i min familie, og jeg har heller ikke tænkt mig at være den første," sagde Inger Støjberg.

Men det blev hun.

Dengang var de 60 dages fængsel to en halv uge ude i fremtiden - så langt at hun ikke kunne se dem for sig. Nu er de her.

Efter retsformand Thomas Rørdam var færdig med at læse udvalgte begrundelser for de 60 dages fængselsdom op, rejste Inger Støjberg sig. Under oplæsningen havde hun hele tiden haft blikket stift rettet mod retsformanden, så ingen i salen kunne se hendes ansigtsudtryk.

Hun gik målrettet over mod anklagerne for at give dem hånden. Med et forknyt udtryk? Måske. Man kunne ikke læse hendes tanker eller mærke, hvordan det hele føltes i hendes krop.

Søster, bror og mor så vantro ud. Inger Støjberg så først og fremmest anderledes ud. Med forstenede ansigtsstræk. Uden smil. Uden det overskud og den imødekommenhed, som hun altid kan mønstre, og som altid agerer værn.

Der har været flygtningepar, der har oplevet konsekvenserne af den ulovlige administration, som Inger Støjberg indførte og fastholdte. Konsekvenserne er velbeskrevne, og de er ikke rare at læse om.

Nu ramte konsekvenserne Inger Støjberg selv. Og søster, bror og mor. Støjberg-familien er nu en familie, der ikke længere kan sige, at fængsel simpelthen ikke er noget, de bruger.

Der er også en politisk virkelighed.

Et Venstre, der i det kyniske lys ikke kunne have ønsket sig et bedre udkomme. Inger Støjberg kan ikke komme som en frikendt martyr og forlange at få en rolle i partiet igen. Partiet skal ikke længere bekymre sig om hende, frygte hende. I hvert fald ikke på kort sigt.

Jakob Ellemann-Jensen har selvfølgelig et forklaringsproblem i forhold til, at han begrundede sin stemme for en rigsret med, at det for ham bare handlede om at give Inger Støjberg en mulighed for at blive frikendt, og at han da regnede med, at det ville ske. Havde han det ikke før, fik han her skabt sig en fjende for livet. Som i en mulig fremtid i Dansk Folkeparti snildt kan tænkes at arbejde hårdt for, at Jakob Ellemann-Jensen aldrig bliver statsminister. Det var det lange sigte.

Et Socialdemokratiet, der nok kunne have ønsket sig en frifindelse. Partiet vred sig længe og ville egentlig helst helt have undgået, at Inger Støjberg kom for en rigsret, og nu vil det så formentlig opleve, at den hårde dom blot vil opildne de blodhunde, der allerede er vredt bjæffende i Socialdemokratiets spor i minkskandalen.

Et Dansk Folkeparti, der mangler en formand, og hvor stærke kræfter i partiet havde sat alt ind på, at det skal være Inger Støjberg.

Både Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl var blandt tilhørerne på dommens dag. De sad på samme række, men ikke ved siden af hinanden. Thulesen Dahl måtte kante sig forbi Kjærsgaard, da han skulle ind til sin stol.

De hilste pænt på hinanden. Hej. Hej. Det var svært at tolke noget i det, men sagen er, at modsætningsforholdet mellem Inger Støjberg og Jakob Ellemann-Jensen ikke lader modsætningsforholdet mellem Thulesen Dahl og Kjærsgaard noget efter.

Og efter Inger Støjberg havde givet hånd og sagt et alvorstungt tak for kampen til sagens anklagere, gik hun ned ad den trappe, hun altid er gået ned ad. En anden trappe end den pressen og tilhørerne bruger. Ned til et rum under rigsrettens lokaler, hvor det var tid til at samle sig inden mødet med kameraer, mikrofoner, optagere og blokke.

Kristian Thulesen Dahl og Pia Kjærsgaard gik med. Hvad der blev sagt i det rum, ved ingen, der ikke var der.

På brostenene ved Københavns Havn kunne Pia Kjærsgaard mærke i sine kinder, at hun var "dybt, dybt rystet".

- Vi må lige tage dybe indåndinger og se, hvor vi er herfra. Jeg kan slet ikke kapere det i øjeblikket, det må jeg sige. Det er meget, meget voldsomt. Jeg mener, at denne dom er dybt uretfærdig. Man er nødt til at anerkende, at den er, som den er, men jeg forstår den ikke. For mig vil Inger Støjberg altid have stor værdighed - både menneskeligt og politisk.

Støjberg selv sagde ikke, at hun var rystet eller talte om, hvordan hun kunne mærke noget i sine kinder eller andre steder. Hun var overrasket. Og fandt en taber ud over sig selv: De danske værdier. At man ikke må beskytte piger mod ældre mænd. Så må der være noget, der er helt galt.

Skråsikker før. Skråsikker efter. Ingen fortrydelse.

- Derfor kommer jeg til at tage min straf uden at bøje nakken. Mit liv skal såmænd nok gå videre efter det, sagde hun.

Der var ikke bare Inger Støjberg, Pia Kjærsgaard, journalister, anklagere og forsvarer på brostenene på dommens dag, men også en flok Støjberg-støtter. Ikke voldsomt mange. Måske 30-40-50 stykker.

Nøgternt set må man efter opbuddet ved statsministerens afhøring i minkkommissionen konstatere, at der er langt flere, der afskyr Mette Frederiksen, end der er folk, der elsker Inger Støjberg. I hvert fald i København.

De havde bannere med. "Fuck islam". "Vi støtter Støjberg". "Partiet Kronborg". Og da de så Pia Kjærsgaard, råbte de:

- Pia! Vil du være med til at brænde koranen af? Nu må du smide fløjlshandskerne! Jeg håber, Martin Henriksen bliver formand! Nu må vi have Glistrup tilbage!

Og da Inger Støjberg forlod presseflokken efter først at have været i hænderne på dommerflokken, gik hun over for at hilse på den koranbrændende Glistrup-flok.

- Du skal vide, at der er patrioter, der elsker dig, sagde de til hende.

De gentog ikke, at de håbede, at Martin Henriksen bliver formand for Dansk Folkeparti.

- Tak, sagde Inger Støjberg. Satte sig ind i den store sorte bil med PET-vagter og trillede over brostene og ud på asfalten.

I bilen kunne Inger Støjberg tage sin telefon frem og læse et opslag på Facebook fra sin ministerkollega fra tiden, hvor hendes lovbrud blev begået. Søren Pind, der har forladt politik, men ikke Venstre, skrev:

"Det havde været ganske nemt at bekæmpe barnebrude. Du skulle have sat et par embedsmænd til at gennemgå de 32 par og så skilt dem ad, hvor der - faktisk og egentligt - var tale om barnebrude. Det havde ingen kunst været. Og lovligt. Men naturligvis ikke så spektakulært som at smadre lovformelige ægtefæller og spankulere rundt og skrige ud fra hustage, at man sandelig havde skilt alt og alle ad."

Tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg blev i dag dømt i rigsretten. Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, fortæller i denne videoanalyse, om det slukker flere toneangivende DFeres drømme om at få Inger Støjberg som formand - og om hun overhovedet kan fortsætte som medlem af Folketinget.

Udflytning: Mandag fremlagde Syddansk Universitet (SDU) planen for, hvordan det vil flytte studiepladser ud i landet som følge af den politiske aftale om udflytning af uddannelser, der blev indgået i sommer.

Holder planen, kommer den til at gavne kommende studerende og relevante virksomheder i både Slagelse, Esbjerg, Sønderborg, Kolding, Vejle og Svendborg kommune. Der er tale om alt fra udflytning af uddannelser som eksempelvis bacheloruddannelsen i Folkesundhedsvidenskab og kandidatuddannelserne i International Virksomhedskommunikation til Slagelse til oprettelse af helt nye pladser som både bachelor- og kandidatuddannelse i Jura i Esbjerg.

Men selvom SDU har arbejdet længe på at finde måder at efterleve politikernes målsætning, håber man på universitetet, at man kan overbevise politikerne om, at lige nøjagtigt SDU fortjener en "rabat" på målsætningen.

- Det er vigtigt for os, at vi ikke bliver ramt så hårdt på reduktionsdelen. Jeg synes, at vi har stærke argumenter for, at vi ikke skal reducere pladserne i Odense med 10 procent - gerne fem procent eller måske endnu mindre, siger Jens Ringsmose, der er rektor på Syddansk Universitet.

Planen om udflytning lægger op til, at op mod hver tiende studieplads i de fire største byer skal fjernes. Enten skal studiepladserne lukkes helt, eller også skal de flyttes til mindre byer. Regeringen indgik aftalen med størstedelen af Folketingets partier, og kun Radikale Venstre og Liberal Alliance står uden for aftalen.

I løbet af efteråret fremlagde uddannelsesinstitutioner på skift deres planer for, hvordan de hver især forestiller sig at leve op til målsætningen. På Copenhagen Business School er man nået frem til at lukke fire hele uddannelser og mindske optaget på andre - men man dropper udflytningen. På Københavns Universitet skal i alt 1590 pladser i København nedlægges - kun 200 flyttes ud.

I forvejen er 21 procent af SDU's studiepladser placeret uden for de fire største byer. Det er en klar rekord for universiteterne her i landet. De, der gør det næstbedst på området, har fire procent af studiepladserne placeret uden for de fire største byer.

På SDU er man derfor bekymret for, at det kan svække hele universitetet, hvis antallet af studiepladser på hovedcampusset i Odense skal reduceres yderligere.

- Man er nødt til at se det i en sammenhæng. Hvis man svækker hovedmotoren, svækker man også vores andre dele. Forskere uden for Odense er dele af forskningsmiljøer med base i Odense. Svækker man forskningsgruppen i Odense, kommer man derfor også til at svække miljøerne uden for Odense. Det samme med økonomien. Svækkes den i Odense, fordi der skal være færre studerende, går det også ud over økonomien på de andre campusser, advarer rektor Jens Ringsmose.

I sidste ende kan det gøre det sværere for universitetet at etablere nye studiepladser uden for de største byer, forklarer han.

En anden af rektorens vigtige pointer i forhold til den politiske aftale er den økonomiske investering i udflytningen.

Spørger man på universiteterne, kan det nemlig bedre betale sig for dem rent økonomisk at lukke studiepladser frem for at udflytte dem - og på denne måde får man ikke flere universiteter til at rykke pladser ud af storbyerne.

- Det er vigtigt, at man giver økonomiske vilkår, så man får de rigtige betingelser for at kunne drive det. Alt andet lige vil der fortsat være færre studerende uden for de fire største byer - og uddannelsesøkonomi er skruet sådan sammen, at det er virkelig afgørende, hvor mange studerende der sidder i auditoriet, når man underviser. Hvis man fra politisk side vil det her, skal man overveje at afsætte et endnu større tilskud per studerende, der bliver optaget på uddannelser uden for de fire største byer. Man kunne eksempelvis gange tilskuddet op med 1,2 eller 1,3 i stedet for den faktor 1,07, som aftalen lægger op til. Det ville gøre det mere attraktivt for universiteterne at etablere studiepladser uden for de store byer, siger Jens Ringsmose.

Den uafhængige tænketank DEA vurderer også, at det er sandsynligt, at de implicerede universiteter vil opleve flere omkostninger.

- Det er generelt dyrere at udbyde små udbud end store - så man må forvente et højere, langsigtet omkostningsniveau som konsekvens af, at der oprettes nye små udbud i tillæg til de eksisterende, siger udviklingschef og ph.d. i DEA, Tobias Høygaard Lindeberg.

Han opfordrer til at gå trinvist frem, da man risikerer uhensigtsmæssige konsekvenser ved en hurtig implementering.

Professor og leder af Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, Noemi Katznelson, kalder udflytningsaftalen for "et eksperiment". Hun lægger vægt på, at det er en politisk prioritering, hvad der er vigtigst; skal flere unge uddanne sig til lærere og sygeplejersker eller skal vi blot have flere uddannelsessteder, hvor de kan gøre det?

- I udflytningspakken beskærer man pladser i byerne, selvom uddannelsesinstitutionerne siger, at de kan få flere unge til at vælge uddannelserne i byerne. Man lader udflytningsdagsordenen veje tungere end dagsordenen om manglen på arbejdskraft. Mit bud er: Dagsordenen om mangel på arbejdskraft bliver stærk de kommende år.

Penge: Lige omkring 135 milliarder kroner.

Så mange penge skyldte borgere og virksomheder det offentlige ved udgangen af 2020.

Men når det kommer til den personrelaterede gæld, er der væsentlig forskel i kønsfordelingen blandt dem, der skylder penge til det offentlige.

- Vi har for første gang kortlagt fordelingen af persongælden til det offentlige fordelt på mænd og kvinder. Og vi må konstatere, at mændene har langt mere gæld til det offentlige, end kvinderne har, siger Lars Nordahl Lemvigh, der er direktør i Gældsstyrelsen.

63 procent af personskyldnerne til det offentlige er mænd, deres gæld er i gennemsnit næsten dobbelt så stor som kvindernes - 140.000 kroner per mandlig skyldner mod 57.000 kroner per kvindelig skyldner - og mændene står sammenlagt for hele 80 procent af persongælden til det offentlige.

- Vi ved ikke, hvorfor mænd i højere grad misligholder deres gæld, men det er tydeligt, der er områder, hvor forskellene er større end andre, siger Lars Nordahl Lemvigh.

Det er særligt på gældsposter som underholdsbidrag, restskat, politibøder og gæld i personligt ejede virksomheder, at mænd skylder mere end kvinder. Hele 93 procent af gælden efter politibøder er det mænd, der hæfter for - svarende til 9,8 milliarder kroner.

Men Gældsstyrelsen har gode muligheder for at inddrive gælden på førnævnte områder.

Politibøder, restskat og underholdsbidrag er nemlig tilkoblet styrelsens nye inddrivelsessystem, PSRM, så gælden kan inddrives gennem for eksempel lønindeholdelse, hvor der trækkes på skyldnernes månedlige indkomst.

Den nye viden om kønsfordelingen i gælden kan også bruges i Gældsstyrelsens arbejde i at forebygge, at gælden overhovedet opstår, forklarer Lars Nordahl Lemvigh.

- Vi kan tale med de offentlige kreditorer, hvor gælden opstår i første omgang, inden den overgår til os. Vi kan fortælle dem, hvad vi ser, så de kan bruge det i deres forebyggelsesindsats. Vi kan også bruge det i den dialog, vi har med gældsrådgivere i Danmark, så de kan bruge det i deres daglige gerning, siger han.

Ifølge direktøren ved man, at en hurtig indsats overfor skyldnerne er effektiv i at få pengene drevet ind, så skyldnerne også hurtigt kan komme af med deres gæld.

- Jo længere tid man har gæld, jo større en ond spiral kan man havne i, siger Lars Nordahl Lemvigh.

Derfor har han også en opfordring til alle - mand eller kvinde - der måtte have udeståender med det offentlige:

- Få betalt den gæld. Der løber renter på, så det bliver ikke bedre af at vente. Tag fat i os, betal gælden eller lav en betalingsordning. Alternativet er, at vi kommer og gør udlæg eller laver lønindeholdelse, siger Lars Nordahl Lemvigh.

I Forbrugerrådet Tænk yder man gældsrådgivning for udsatte borgere med lav indkomst, lavt rådighedsbeløb og gæld af forskellig slags.

I 2020 modtog rådgiverne 4.474 henvendelser fra borgere med økonomi- og gældsproblemer. Deraf gennemførte man i alt 3.663 rådgivningsforløb.

Ifølge Lone Buchardt, der er projektchef i gældsrådgivningen, er det svært at give et entydigt svar på, hvorfor mænd ofte har mere gæld. Hun henviser dog til en rapport, som bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, udgav i marts 2019.

Her fandt man frem til, at unge mænd mellem 18 og 30 år impulskøber oftere end jævnaldrende kvinder. Og det kan være en lille del af forklaring, mener Lone Buchardt.

- Selvom mændene måske har en adfærd, der er mere impulsstyret, og ifølge Gældsstyrelsen også har en større gæld til det offentlige, så ser vi lige så mange kvinder som mænd i vores rådgivning, siger hun.

Hun har ingen statistik eller undersøgelse til at bakke det op, men hun har alligevel et bud - baseret på egne erfaringer fra godt 50 rådgivningsforløb - på, hvorfor kønsfordelingen er mere lige i rådgivningen.

- Jeg kan ikke lade være med at tolke det i retning af, at kvinder er mere tilbøjelige til at spørge om hjælp, tage imod rådgivningstilbuddet og gøre noget ved deres økonomiske problemer, siger hun.