Mette Frederiksens første nytårstale dedikerede hun til udsatte børn og unge. Hun ville pointere Socialdemokratiets slogan fra valgkampen om, at hun var børnenes statsminister. Hendes anden nytårstale handlede om corona. Hun ville pointere, at hun havde ledt landet gennem den største krise siden anden verdenskrig. Mette Frederiksens nytårstale i år - den tredje - var mere klassisk. Almindelig om man vil.

Her skulle ikke rigtigt pointeres noget. Her skulle resten af Folketinget inviteres ind til forhandlingsbordet - og så vil statsministeren utrolig gerne diskutere politik i stedet for slettede sms’er og døde mink.

For nytårstalen handlede nemlig om politik. ”Der er gamle og nye udfordringer, vi skal have løst”, som statsministeren formulerede det. For Mette Frederiksen har ikke længere brug for - eller tid til - at holde de store taler, som blot udstikker en kurs, uden at skibet for alvor får vind i sejlene. Efterhånden begynder Mette Frederiksen nemlig at have lidt travlt. For med kun halvandet år til, at valget til Folketinget senest skal være udskrevet, står der stadig meget på hendes to do-liste.

Og som tiden går, bliver det sværere og sværere for hende og resten af regeringen at få overbevist resten af Folketingets partier om, at der skal indgås politiske aftaler. Med nytårstalen vil Mette Frederiksen forsøge at dirke de kommende, store forhandlingsforløb op, så de ender i politiske aftaler, før valgkampsspøgelset kommer til at vandre gennem alle ministeriernes forhandlingslokaler og gør det umuligt at indgå aftaler.

I nytårstalen skitserede Mette Frederiksens regeringens fokusområder i det kommende halve års tid: Der skal indgås en aftale om en grøn skattereform, der skal sikres mere arbejdskraft, og så skal den offentlige sektor afbureaukratiseres. Det sidste har statsministeren tidligere kaldt for en ”nærhedsreform”.

Den grønne skattereform er en bunden opgave. To gange i denne valgperiode har et flertal af Folketingets partier aftalt, at regeringen skal fremlægge konkrete forslag til, hvordan der sikres en ensartet CO2-afgift. Og denne gang forventer resten af Folketinget, at regeringen leverer de konkrete forslag, så der kan træffes en politisk beslutning. 

Allerede i december 2020 blev regeringen sammen med Venstre, Konservative, SF og Radikale Venstre enige om, at der skulle indføres en ensartet CO2-afgift. Til det formål blev der nedsat en ekspertgruppe, som skulle levere analyser og komme med konkrete forslag til, hvordan en sådan afgift kan gennemføres. Ekspertgruppen skulle egentlig være kommet med sin første afrapportering før årsskiftet. Men selv de klogeste hoveder på området har måtte sande, at det er en endog meget svær opgave, de har påtaget sig. Derfor skal vi hen i februar, før politikerne får et grundlag at diskutere ud fra.

En grøn skattereform har længe været en hovedpine for regeringen. For omlægningen af skattesystemet må ikke svække virksomhedernes konkurrenceevne, og for en socialdemokratisk regering må den heller ikke være socialt skæv. Med sin betoning af klimakrisen i nytårstalen er det nu tredje gang, at statsministeren indleder en stor tale med klimaet.

Første gang var på Socialdemokratiets kongres i september. Anden gang ved Folketingets åbning i oktober - og nu nytårstalen. Håbet fra statsministerens side er, at hun snart bliver anset som ”rigtig” grøn i befolkningen. At regeringen ikke altid skal trækkes op i grønt ambitionsniveau, som støttepartierne ynder at fortælle. Taler gør det ikke alene, og derfor skal der findes en model for en grøn skattereform, inden der udskrives valg.

Derudover lancerede Mette Frederiksen et nyt grønt måltal: ”Senest i 2025 skal danskerne have mulighed for at flyve grønt på en indenrigsrute. Og senest i 2030 skal vi kunne flyve helt grønt, når vi flyver indenrigs i Danmark”, sagde hun. Indenrigsflyvning er ikke den store klimasynder. Ifølge Energistyrelsens klimafremskrivning vil indenrigsflyvning i 2030 udlede 0,17 millioner ton CO2. Men budskabet er nemt at kommunikere, og statsministeren har brug for grønne budskaber, hvis det skal lykkes hende at nedtone det røde og skrue op for det grønne inden en valgdag.

En anden af regeringens store hovedpiner er manglen på arbejdskraft. Tilbage i september lancerede regeringen udspillet ”Danmark kan mere I”, som skulle levere godt og vel 10.000 ekstra par hænder til arbejdsmarkedet. Regeringen havde både lovet Radikale Venstre og erhvervslivet, som hungrer efter arbejdskraft, at der kompenseres for dem, der vælger at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet med Arne-pensionen. Men siden præsentationen af udspillet har ingen hørt noget. Kommunalvalget, corona og finanslovsforhandlinger har været de officielle forklaringer.

I nytårstalen åbnede statsministeren for, at der kan hentes udenlandsk arbejdskraft til landet. Men kun den arbejdskraft, ”som der er mangel på,” sagde Mette Frederiksen, og ”det skal være for en afgrænset periode. Og det skal selvfølgelig ske på en ordentlig måde”, understregede hun. Fagbevægelsen skal altså ikke blive bekymret, må man forstå.

Den åbning for udenlandsk arbejdskraft er statsministerens dirk til at åbne de fastlåste forhandlinger. Om det lykkes, tør ingen på Christiansborg spå om. For de borgerlige partier har virkelig set sig lune på topskattelettelser, og lysten til at hjælpe regeringen til den sejr, den første reformaftale alt andet lige vil være for Mette Frederiksen, kan ligge på et meget lille sted, hvis ikke de borgerlige partier samtidig får kastet en håndgranat ind i rød blok. Topskattelettelser vil være en håndgranat, som hurtigt vil eksplodere i Enhedslisten.

Udover det grønne fokus og åbningen på udenlandsk arbejdskraft var det tredje store slagnummer i statsministerens nytårstale ”nærhedsreformen”. Det er en gammel traver, som faktisk betyder en del for statsministeren personligt, men som Mette Frederiksen har måttet sande, at regeringen ganske enkelt ikke har haft tid eller lejlighed til at prioritere i løbet af denne valgperiode. 

Både under valgkampen i 2019 og ved sin første åbningstale som statsminister samme år talte Mette Frederiksen om nødvendigheden af en ”nærhedsreform”. Den offentlige sektor skal afbureaukratiseres. Men indtil nu er det blevet ved ordene. Nu er det dog tid til ”mere sund fornuft end regulering”, som statsministeren formulerede det. En ny ældrelov med få krav til dokumentation og en udbredelse af et forsøg med frisættelse af syv kommuner, så alle landets 98 kommuner kan blive fri for rigide regler og krav, er statsministerens bud anno 2022 på afbureaukratisering. En såkaldt ”nærhedsreform” er Mette Frederiksens dirk til at få frigjort flere midler i den offentlige sektor. Midler, der så kan geninvesteres i ny velfærd. Den slags lyder godt i socialdemokratiske ører - både før, under og efter en valgkamp.

Mette Frederiksen sagde selv det åbenlyse: ”Jeg må bare konstatere, at jeg nu er den sjette statsminister, der problematiserer bureaukratiet. Poul Schlüter var den første”. Det lyder nemlig så let og ligetil, når man siger det, men sådan er virkeligheden bare ikke. Slet ikke når der så kommer problemer, og et ansvar - ofte politisk - skal placeres. Om Mette Frederiksens ambitioner om afbureaukratisering når at blive til virkelighed, eller om de lider samme skæbne som Schlüters, vil 2022 give svaret på.

Du kan læse hele statsministerens nytårstale på avisendanmark.dk

Integration: Det kogende vand løber gennem kaffefiltret og ned i den kuglerunde termokande, mens posen med cornflakes bliver tømt ud i en glasskål, før Sahra Ali stiller begge dele frem på bordet.

- Jeg har lavet din morgenmad, og kaffen er også klar!

- Ka’ du så opføre dig pænt, til vi ses igen, lyder svaret fra den ældre herre inde fra stuen

- Jeg skal prøve - og i lige måde!

Sahra Ali træder ud af de blå overtrækssko, ud i morgenkulden og lukker hoveddøren efter sig.

- Sådan snakker vi altid til hinanden, uddyber hun med et smil, før hun ajourfører arbejdsopgaverne på sin smartphone og begiver sig videre på dagens rute.

Sahra Ali er 30 år, kommer fra Somalia, og så er hun sosu-hjælper i Kerteminde Kommune. Optaget på de danske sosu-skoler viser, at en tredjedel af eleverne på uddannelsen har udenlandsk baggrund, og størstedelen af dem stammer fra ikke-vestlige lande. Sahra Ali er en af dem.

I 2030 ventes der at være 160.000 flere ældre over 80 år end i dag. Det er derfor heller ikke uden betydning, når fagforbundet FOA i samme ombæring skønner, at der vil mangle over 42.000 ansatte i plejesektoren frem mod 2030

Personer med udenlandsk baggrund kan være en del af løsningen på den rekrutteringsudfordring, som plejesektoren står over for, mener Torben Klitmøller Hollmann, der er sektorformand for social- og sundhedssektoren i FOA

Sahra Ali kom til Danmark som flygtning for syv år siden. Da hun forlod asylcentret, hvor hun havde opholdt sig i 12 måneder, havde hun et mål - hun ville i beskæftigelse hurtigst muligt.

I Somalia arbejdede hun som journalist, men eftersom hun stadig ikke begik sig med lethed på det danske sprog, kunne hun ikke fortsætte i det spor i Danmark. Derfor faldt valget på en social- og sundhedsuddannelse.

- Det er meget svært, når man søger arbejde her uden at have en uddannelse. Men når du tager en sosu-uddannelse, så er der arbejde at få, fordi Danmark virkelig mangler plejepersonale, fortæller hun, der i marts 2020 blev uddannet fra social- og sundhedsskolen i Holstebro.

Et af de steder, som mærker det øgede optag af indvandrere og efterkommere, er Social-og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens.

Uddannelsesstedet har samtidig fået lavet en analyse, som sætter tal på nogle af de udfordringer, som uddannelsesmiljøet møder med den multikulturelle elevsammensætning.

- Sprog lader til at være en af de væsentlige udfordringer på skolerne, forklarer Rasmus Brygger, der er stifter af Videnscenter for Integration og står bag undersøgelsen, som viser, at 61 procent af eleverne med udenlandsk baggrund oplever, at sprog er en barriere for deres mulighed for at deltage i undervisningen.

Det samme gælder for en fjerdedel af de etnisk danske elever.

Hos fagforbundet FOA ser man også med bekymring på de sproglige udfordringer, som er et velkendt problem i hverdagen i ældreplejen. Det er eksempelvis en udfordring, hvis de ansatte i plejesektoren, som sektorformand Torben Klitmøller Hollmann kalder “et relationsfag”, ikke kan begå sig i det danske sprog, mener han.

- For at danne relationer med andre, skal man kunne forstå, hvad der bliver sagt, og reflektere over den kultur, man er en del af, og det menneske, man står over for, siger han og fortsætter:

- Vores ansatte har endnu mere travlt i dag end tidligere, og de har ikke nødvendigvis tid til at hjælpe med sprogudfordringer, som de havde før. Og hvis sproget er en udfordring, så kan det eksempelvis betyde, der ikke bliver dokumenteret rigtigt, og i sidste ende kan det gå ud over kvaliteten og patientsikkerheden.

Årsagen bag sprogbarriererne skal blandt andet findes i de mange nationaliteter, der går på skolerne. Her er sosu-skolerne Fredericia-Vejle-Horsens ingen undtagelse. Skolens direktør, Anne Mette Vind, forklarer, at det er normalt med 10 forskellige nationaliteter i én klasse.

Ifølge direktøren medvirker det til et højt frafald på skolen. De nyeste tal viser, at 30 procent af eleverne ikke er fortsat på uddannelsen efter det indledende grundforløb.

Anne Mette Vind fortæller, at det i høj grad skyldes, at eleverne har svært ved at deltage i undervisningen og danne relationer til hinanden. Simpelthen, fordi elevernes sprogkundskaber er for ringe.

- Når man træder ind på ungdomsuddannelse, kan det være ensomt, og det er endnu sværere at danne relationer, når det er sprogbarrierer. Det kan være relationer, der afgør, om man kommer af sted om morgenen, og vi kan bare se et større frafald i gruppen med anden etnicitet, siger Anne Mette Vind.

Anne Mette Vind oplever, at der i for høj grad bliver dannet grupper i nationaliteter. Og det bakker tallene fra Videnscenter for Integration op om.

Blandt eleverne med dansk oprindelse svarer knap halvdelen, at de primært er sammen med andre med samme kulturelle baggrund som dem selv. For elever med udenlandsk baggrund gælder det en tredjedel.

Sahra Ali husker, at hun og to andre udlændinge i hendes klasse følte sig ensomme.

- Dengang blev jeg ked af at være en af de få, men det kan jeg godt forstå nu, hvorfor jeg gjorde - for hvis man ikke taler sproget særlig godt, så får man problemer og føler sig ensom. Det gjorde jeg i hvert fald, fortæller hun.

Tine Rostgaard, der er professor på Roskilde Universitet, har blandt andet forsket i udfordringerne ved den øgede andel af efterkommere og indvandrere i ældreplejen. Hun ser positivt på, at flere unge med udenlandsk baggrund søger sosu-uddannelsen, da behovet er stort. Men hun påpeger, at “den etniske profilering" kan skade faget.

- Det kan godt skabe en problematik i forhold til at højne statussen af arbejdet, hvis det bliver set, som om arbejdet har en bestemt etnisk profil. Så risikerer det, at nogle ikke har lyst til at søge ind på området, forklarer Tine Rostgaard med henvisning til, at andelen af etniske danskere i faget falder.

Professor Tine Rostgaard peger på, at der blandt plejepersonalet ses en stigning i antallet af personer, som kommer fra uddannelsessvage hjem og hjem, hvor ingen af forældrene er i beskæftigelse. Resultaterne er ikke direkte koblet til nationalitet, men når der kommer flere elever med udenlandsk baggrund, stiger andelen af personer fra ressourcesvage hjem også.

Og det kan også præge tilgangen til arbejdet, mener professoren.

Rostgaard har tidligere stået bag et omfattende studie af kommunernes rekruttering inden for ældreplejen. Det viser, at kommunerne målrettet forsøger at ansætte kvinder med ikke-vestlig baggrund. Det var kvinder, som netop havde nogle udfordringer med at komme ind på arbejdsmarkedet, og som havde sproglige og kulturelle udfordringer.

- Så er det klart, når man står ude i hjemmeplejen eller i en plejebolig, så er det også nogle relativt svage medarbejdere, man skal lede og få til at arbejde inden for feltet.

For Torben Klitmøller Hollmann kan det faglige niveau også godt bekymre, men han er ligeglad, hvor “stærkt” et hjem, man kommer fra.

- Jeg er ligeglad, hvor man kommer fra, eller hvem man er, bare man kommer ind i vores fag og kan begå sig teoretisk, fagligt og menneskeligt og kan forstå og skrive dansk. Det er det vigtigste.

I et boligområde ikke ret langt fra plejecentret begynder Sahra Ali at gøre sig klar til sit sidste besøg inden frokost.

- Sahra, er det nu dig, der kommer og forstyrrer igen? spørger en kvinde grinende.

Sahra Ali pakker sig ud af vinterjakken og træder atter i de blå overtrækssko. I et spejl i entréen retter hun på sit orange tørklæde, hæfter det med en nål, før hun træder ind i stuen.

- Det er det nemlig - skal jeg tage opvasken? svarer hun.

Dengang Sahra Ali skulle flytte fra asylcentret, blev hun i første omgang placeret i Struer. Inden hendes afgang dertil gav en lokal Røde Kors-medarbejder hende nogle ord, hun sent glemmer, . med på vejen. Han sagde, at "de, der bor i Jylland, de taler uforståeligt, og de kan ikke lide fremmede".

Men det var slet ikke den mentalitet, hun mødte. Hverken i Struer, hvor hun boede sine første fem år i Danmark, eller nu i Kerteminde, hvor hun dagligt besøger borgere i deres hjem.

Sahra Ali fortæller, at det “nærmest aldrig” giver anledning til problemer eller diskrimination, at hun har en anden hudfarve og er “fremmed”, som hun selv kalder det. Hverken på arbejdspladsen eller ude hos borgerne.

Men hun har oplevet ældre og demente borgere, der har brug for at få stillet nysgerrigheden og spørger ind til, hvorfor hun bærer tørklæde.

- Det bliver meget kompliceret, og jeg har ikke lyst til at snakke om religion. Så siger jeg bare, "Ved du hvad, Børge, jeg fryser ørerne", og så griner vi af det sammen.

Afghanistan: Forestil dig, at du netop er blevet fløjet ud af en kaotisk storby, som bliver invaderet af barbariske og svært bevæbnede talibankrigere. Forestil dig, at du er sluppet ud af Afghanistans hovedstad, Kabul, og at du nu sidder i sikkerhed i Islamabad i nabolandet Pakistan. Og forestil dig så, at du sidder der med én altoverskyggende tanke: Hvornår og hvordan kommer jeg tilbage til Kabul?

Sådan var situationen for den danske ambassadør i Afghanistan, Nathalia Feinberg, mens kaos bredte sig i Kabuls gader. Taliban var marcheret frem mod hovedstaden med en hastighed, som ingen havde forudset.

For første gang sætter hun nu selv ord på dramaet her i Avisen Danmark.

De danske sikkerhedsmyndigheder og Forsvaret traf beslutningen om, at Nathalia Feinberg og andre tilstedeværende skulle med på evakueringsflyet ud af Kabul sent om aftenen 15. august med kurs mod Islamabad. "Af hensyn til personellets sikkerhed", som Udenrigsministeriet skriftligt har formuleret det.

Ambassaden bliver altså lukket og rømmet 14. august, men det er ikke lettelse, der fylder mest for Nathalia Feinberg , da hun og flere andre sidder der i sikkerhed i nabolandet, mens Kabul er et ragnarok.

- Vi arbejdede intenst sammen med de danske myndigheder for at komme tilbage til Kabul, siger Nathalia Feinberg på en telefonforbindelse fra Doha i Qatar.

Det er herfra, hun arbejder i dag, nu da Danmark ikke har en ambassade i Afghanistan længere.

Nathalia Feinberg fortæller, hvor svært det er at komme tilbage til Kabul, når man først har forladt byen.

- Den 16. august kom vi med et fly tilbage, og vi lå og cirklede over lufthavnen i Kabul. Men situationen var usikker, der var køretøjer på landingsbanen, og der var kampe sydpå. Vi lå og cirkulerede i lang tid over Kabul, ligesom andre fly gjorde. Til sidst var vi så tæt på at løbe tør for brændstof, at vi blev nødt til at flyve tilbage til Islamabad, siger hun.

Dagen efter - 17. august - forsøger de danske diplomater sig igen sammen med Forsvaret, og denne gang lykkes det at lande i lufthavnen i Kabul. I den lufthavn, som er centrum for hele verdens opmærksomhed. Herfra strømmer billeder af afghanere og udlændinge, som nærmest ligger i lag i militær- og passagerfly, eller som hager sig fast på vingerne i håb om at slippe væk fra en uvis skæbne under Taliban.

For ambassadøren og staben handler det herfra udelukkende om at få kontakt til danskere og lokale tolke og andre, som har samarbejdet med danskerne, og få lavet en plan for, hvordan de kan komme ind i lufthavnen og ud af landet.

- Uden for lufthaven og på vejene omkring var situationen enormt usikker og farlig, men inde i lufthavnen var situationen på det tidspunkt forholdsvis rolig, siger Nathalia Feinberg og fortæller om det kapløb mod tiden, der gik i gang for at få alle de lokale ansatte og tolkene ud.

- Vi kontaktede dem og informerede dem om, at de nu kunne bevæge sig mod lufthavnen om morgenen, og at de selvfølgelig skulle have vand med, noget at spise og deres papirer. Og så aftalte vi også, at de skulle give et bestemt hemmeligt tegn, så kontrolposten ved gaten kunne vide, at de var på vores danskerliste, og vi kunne tage imod dem, siger Nathalia Feinberg.

Opgaven 18. og 19. august er at få alle med i flyene, mens byen koger uden for lufthavnen.

- Jeg fulgte dem ud til flyene om eftermiddagen, og så stod vi og så på, at alle de lokalt ansatte, tolke og familier og andre, der var på vores evakueringslister og i lufthavnen på det tidspunkt, kom af sted. Det var en enorm lettelse, siger hun

Var I bange?

- Det var meget intenst, og man var meget fokuseret.  Den store frygt var, at vi ikke kunne få de lokale ansatte og deres familier og de andre ind i lufthavnen. Situationen uden for gaten var porøs og farlig. Situationen udviklede sig minut for minut.

Var du ikke selv bange for dit eget liv?

- Jeg var så besluttet på den her opgave, at min frygt mere gik på, hvis jeg ikke kunne komme tilbage til Kabul og løse den. Vi havde en mission med at få de lokale ansatte og tolke ud, og arbejdet skulle lykkes, og det var der min frygt lå. Jeg var ikke bange for at være der, siger Nathalia Feinberg og beskriver de ekstreme udslag mellem fortvivlelse, optimisme, glæde og lettelse i de skæbnesvangre dage fra Kabuls fald, til de sidste fly lettede.

Hvad var de største bekymringer?

- Det var, om de kunne bevæge sig mod lufthavnen, og om det var muligt at komme ind i lufthavnen. Taliban kontrollerede jo alle tilkørselsveje.

Kunne I overhovedet sove i de hektiske dage?

- Nej det var utrolig lidt, vi sov. Der var meget arbejde, og vi var meget fokuserede på, at det skulle lykkes.

I fik mange mennesker ud af Kabul. Kan du huske følelsen, da det var lykkedes, og I ikke kunne gøre mere?

- Jeg husker meget tydeligt følelsen torsdag eftermiddag, da det var lykkedes at få en stor gruppe mennesker ud på nogle få dage. Det var en unik følelse, en kæmpe lettelse og en følelse af, at så lykkedes det. Det var noget af det vildeste, jeg har oplevet i mit liv.

Nathalia Feinberg varetager stadig de danske interesser som ambassadør til Afghanistan, men hun opholder sig meget af tiden i Doha i Qatar, hvor der er sikkert.

- Jeg arbejder sammen med andre landes repræsentanter med situationen i Afghanistan, som er meget alvorlig. Det handler meget om at hjælpe befolkningen med humanitær hjælp, siger Nathalia Feinberg.

Mens du læser dette, er hun sandsynligvis hjemme i Danmark på juleferie, og nytårsaften kunne Nathalia se tilbage på et helt igennem skelsættende år, hvor hun sad midt i et af årets største globale dramaer.

Vi elskede dem for at slå en ring om deres kammerat. En rød-hvid og bredskuldret mur, der beskyttede deres ven og kollega mod nyfigne blikke.

Da Christian Eriksen faldt, stod landsholdskammeraterne op for ham. Chokerede, fortvivlede og  grædende, men de blev stående. Og for alle os, der så det, var det den smukkeste mur, den eneste rigtige gestus i en grim situation. Det var "vores Christian, der lå der, vores drenge, vores fælles smerte".

Som anfører Simon Kjær udtrykker det i DR-programmet "Landsholdet bag kulissen": "Du har et øjeblik, hvor hele nationen føler det samme. Vi oplever det samme og kan relatere til hinanden".

Chokket skyllede ind over os som en tsunami af nervøsitet, tårer, forfærdelse. På banen, på tribunerne, i sofaen, ved storskærmen.

"Vores fortælling var lige pludselig ikke sportslig længere. Den var menneskelig", konstaterer målmand Kasper Schmeichel i samme program.

De fleste af os har prøvet at miste eller at være tæt på at gøre det. Derfor kunne vi nemt relatere til situationen på banen. Vi ved fra eget liv, at pludselig kan ulykker eller tragedier ramme, for vi kan ikke gardere os mod alt. Det, vi derimod kan, er at yde hjælp og omsorg. Præcis som spillerne gjorde det så flot på banen.

Nu vil vi gerne kalde dem for helte og ophøje deres indsats for Christian Eriksen til noget unikt. Det har de ikke bedt os om eller lagt op til, men vi elsker heltehistorier, så det tog er forlængst buldret af sted. Sandheden er dog, at de fodbolddygtige drenge og mænd ikke er større helte end hverdagens helte, for de fleste af os havde gjort det samme som landsholdet: Dannet en mur og hjulpet efter bedste evne.

Det er ikke kun fodboldlandsholdet, der kan finde ud af at slå ring om hinanden og være gode mennesker.

Under efterårets Bogforum i København faldt en ældre mand om med et ildebefindende. I løbet af få minutter havde fremmede for både ham og hinanden slået en ring om ham, mens én løb efter samaritter, og en anden ydede førstehjælp. Det var også smukke handlinger i en grim situation. Der var blot ikke kameraer på, og der var ikke nogen, der klappede bagefter som i amerikanske film, hvor alle klapper og helst også gør honnør.

Hver dag er der mange danskere, som danner ring om andre - få eller mange, i stort og småt, i liv-og-død-situationer og i almindelig omsorg for andre og det samfund, vi er fælles om. Og det er ikke "kun" dem, der har omsorg som et arbejde. 

Der er hele Frivillighedsdanmark. Utallige timer, som bruges i foreninger, bestyrelser og i godgørende sagers tjeneste.

På P1 kunne vi for nylig også høre om undersøgelser, der viser, at mange af os er hurtigere end myndighederne til at forholde sig til stigende coronasmitte. Vi er begyndt at passe ekstra på, før restriktionerne kommer.

Vi mødes ved affaldscontainere og på genbrugspladser - ikke uden at bande over det - men vi ved godt, at miljøet har det forfærdeligt, og at meget større ofre end affaldssortering kalder forude, hvis vi skal dæmme op for det vand, der vil komme - og alle mulige andre ulykker.

Der er andre og utallige eksempler på, at vi kerer os om hinanden og vores samfund. Tilsammen er vi mere og større end ukvemsord på sociale medier om vores politikere og folk, vi ikke kan lide, mere end en strakt langemand i trafikken, mere end hensynsløse egoister, der råber "mig, mig, mig!".

Derfor var 2021 ikke kun overophedede diskussioner, intriger, skandaler, ulovligheder, epidemi-pres og ulykker. Det var også en rød-hvid-mur -  i Parken og mange andre steder.