Energi: Overvejer du at udskifte benzin- eller dieselbilen med en elbil? Så spekulerer du sikkert også på, hvordan det er at leve med en elbil i de kommende år, når tusindvis af danskere begynder at køre elektrisk.

Sidste år blev der solgt 25.000 elbiler i Danmark, og tallet ventes at blive langt højere i år. Særligt efter at elbilerne i en heftig slutspurt udgjorde en fjerdedel af hele bilsalget i december.

Samtidig står det klart, at ladekapaciteten lige nu er alt for lille til at oplade danskernes elbiler, når de er på langtur. Det så man i julen, da der var lange køer, især ved ladestationer i Fredericia og ved Storebælt.

- Hvis man kommer forbi sådan en kø, så er der nok mange, der tænker: Uha, sådan en elbil skal jeg da aldrig have, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) i et interview til Avisen Danmark.

Køerne i juledagene var ikke uventede, og ministeren fulgte selv med på de apps, hvor man kan se, om der er ledige ladestandere til rådighed. Og han er fuldt bevidst om, at timelange køer ikke hjælper regeringen med at nå sin målsætning om en million elbiler på de danske veje i 2030.

Derfor vil han hjælpe med at opbygge et netværk af ladestationer, der langt overstiger behovet til hverdag, men som skal sikre danskerne en mulighed for at få strøm på bilen, når julemiddagen kalder eller sommerferietrafikken topper på tværs af landsdelene.

- Der skal være en overkapacitet af ladeinfrastruktur. Derfor har vi som mål, at der i 2030 ikke må være en ventetid, som overstiger 10 minutter på den travleste rejsedag, også i julen, siger Benny Engelbrecht.

Først i 2030?

- Det er min forhåbning, at vi kan følge med og nå den målsætning længe inden 2030, men som det ser ud lige nu, handler det bare om at komme i gang. Kører du over Fyn, så vil vi kunne opfylde målet ret hurtigt, men der vil være andre steder, hvor salget af elbiler går så hurtigt - især i københavnsområdet - at vi ikke på den korte bane kan nå i mål på det statslige vejnet, siger Benny Engelbrecht.

Til gengæld tror han på, at kommunerne og private virksomheder selv vil installere masser af ladestandere. Politikerne i Københavns Kommune besluttede i efteråret, at der frem mod 2026 skal omdannes 4100 parkeringspladser til elbilpladser med ladeinfrastruktur. Det vil løse en del af problemet, og det samme vil de private udbyderes planer om både hurtige og langsomme elbilladere.

Staten vil til gengæld investere massivt langs motorvejene for at sikre, at man kan krydse landet trygt i en elbil. Fire store lynladeparker på Fyn og to på Sjælland er allerede på vej i år, og frem mod 2030 vil staten forberede 50 ladeparker, hvor i alt 630 elbiler kan blive lynopladet samtidig. Staten etablerer arealerne, hvor private operatører af ladestandere bagefter opsætter og driver ladestandere på samme måde, som det i dag er tilfældet med tankstationer langs motorvejsnettet.

- Vi starter der, hvor vi kan se, at kapacitetsudfordringen er størst, og det er på Fyn. Når folk skal krydse mellem landsdelene, så vil det typisk være omkring Storebælt og Lillebælt eller midt på Fyn, at man har behov for at lade, siger Benny Engelbrecht.

Regeringen har med et bredt flertal bag sig fået vedtaget en infrastrukturplan frem mod 2035, hvor der alene til ladeinfrastruktur er afsat en halv milliard kroner. De første 56 millioner kroner går til de første seks ladepladser.

- Vi forventer en ketchupeffekt, så der her i det nye år vil blive opstillet rigtig mange ladestandere. Det er Vejdirektoratet, der har udviklet modeller, der viser, hvordan de skal fordeles, siger Benny Engelbrecht.

Han peger samtidig på et andet problem, der ikke blot løses ved at plastre rastepladserne til med ladestandere: manglende samarbejde mellem udbyderne af strøm til elbiler.

Da transportministeren holdt øje med julens lange ladekøer, observerede han nemlig, hvordan nogle pladser med lynladere stod gabende tomme. I Fredericia, hvor udbyderne Clever og EON har fire lynladere - og trak lange køer - er der blot 150 meter til fire lynladere fra den europæiske gigant Ionity. De stod ofte ledige.

- Det er helt tåbeligt, at man venter i halvanden time på at lade, når man kan se hen til en anden ladestation, hvor der er ledige pladser. Det svarer jo til, at du kommer til en Shell-station, og selv om der er kø, så vælger du ikke at køre over til OK-tanken overfor, men bliver i køen, siger Benny Engelbrecht.

Måske vidste bilisterne i køen ikke, at der var ledige ladestandere lige i nærheden. Måske ville de ikke betale for at lade hos Ionity, fordi de i forvejen havde betalt en fast pris for at lade frit hos Clever.

- Det kan blive meget dyrt, hvis du har et abonnement til én ladeoperatør, men ender med at lade hos en anden operatør. Der er en stor prisforskel, der afholder folk fra at lade, hvor der er kapacitet. Det vidner om, at det ikke kun handler om kapacitet, men også om den måde, som vores udbydere af ladeinfrastruktur arbejder på. Efter min mening har vi at gøre med et umodent marked, siger Benny Engelbrecht.

Derfor træder der 1. april nye regler i kraft, der skal gøre det enklere at være bilist i en elbil. Det bliver et krav, at prisen for at lade er nemt at aflæse på ladestanderen, og man skal kunne betale med ”alle normale betalingsmidler”, som det hedder. Man skal altså ikke være afhængig af et abonnement eller være i besiddelse af en bestemt app på sin mobiltelefon.

- Det er ligesom på en tankstation, konstaterer ministeren.

Men reglerne åbner også for, at man kan lave såkaldt ikke-diskriminerende roaming-muligheder. Roaming betyder, at en kunde hos ét selskab uden videre kan lade op hos et konkurrerende selskab, fordi de har indgået en aftale om det.

Problemet er lige nu prissætningen, som konkurrencemyndighederne holder skarpt øje med.

- Konkurrencestyrelsen skal lave en ramme for de udbud, der kommer. Det bliver kontraktligt styret, at man ikke må tage overbetaling, for lige nu ser vi, at der er én pris for dem, der er faste abonnenter hos en operatør, og så er der en anden pris for dem, der er gæster, siger Benny Engelbrecht og sammenligner igen med de velkendte benzinkæder.

- Man må gerne tage lidt mere. Det er på samme måde, hvis du har en benzinkort og får 15-30 øres rabat, når du tanker. Den slags prisdifferentiering må man gerne lave, men det må ikke koste tre-fire gange så meget, hvis man er gæst ved en ladestation. Så risikerer vi, at folk springer over og hellere vil holde i en lang kø, i stedet for at betale lidt mere for at lade. Det er dybt uhensigtsmæssigt, siger Benny Engelbrecht.

Tror du at julen 2022 bliver mere positiv, selvom der er kommet mange flere elbiler til den tid?

- Selvom der er rigtig meget ladeinfrastruktur på vej, og vi smider masser af penge efter det i år, så kan jeg også godt se på salget af elbiler, at det kommer til at gå endnu stærkere. Så det kan godt være, at vi i julen 2022 også kommer til at se steder, hvor der er køer, siger Benny Engelbrecht.

Hviderusland/Polen: Sirenerne er slukket, men de 12-13 parkerede politibiler blinker lydløst og blåt i aftenen. De holder foran en stor træbygning i en lille polsk landsby nær den hviderussiske grænse. Hjelmklædte specialstyrker med automatiske våben leder efter noget inde i bygningen. Klokken nærmer sig midnat, og 15. december bliver til 16. Fire mennesker tilbageholdes i otte timer. Skal nogen pisse, kræver politiet, at det foregår for åben dør.

Sådan beskriver advokaten Artur Kula dét, han oplevede for en måneds tid siden.

- Det lignede en antiterroraktion eller et raid mod et narkokartel, siger han.

I virkeligheden var det en eftersøgning i et katolsk klubhus. Og politiet var ikke kommet for at beslaglægge stoffer - betjentene var der for at finde migranter under gulvbrædderne.

- De fandt ingen, men symbolværdien var meget tydelig. Det handlede om at intimidere aktivister til ikke at hjælpe flygtninge, siger Artur Kula.

Polen og Hviderusland, migranter og 15.000 grænsetropper, nødzoner og nødparagraffer, aktivister og redningsaktioner - hvis det lyder velkendt, er det, fordi det er nyheder fra sidste år.

"En hybridkrig” blev det kaldt. Den hviderussiske diktator, Aleksandr Lukasjenko, lokkede migranter til Minsk - tusindvis af mennesker fra lande som Irak, Afghanistan, Syrien og Yemen troede, at de skulle til EU. Men de blev mødt af pigtråd, tåregas og en hær af polske tropper. Blev banket frem og tilbage. Nogle frøs ihjel i Europas sidste urskove.

Jeg var selv udsendt til det polske grænseområde i slutningen af november. Trådte andre journalister over tæerne, løb med aktivisterne ind i skoven og fandt en syrer ved navn Walid i hypotermi. Vi smed Walid i en ambulance, før det polske militær fangede ham - og smed ham tilbage til Hviderusland.

Læs også: Vi skal finde Walid, før han dør i skovbunden: Reportage fra Polen 28. nov

Nu er breaking-bjælkerne forlængst pillet af historierne fra Polen. Men det betyder ikke, at der ikke fortsat er migranter, som fryser ihjel i de polske skove.

- Krisen er ikke slut. Vi modtager stadig råb om hjælp fra flygtninge i skovene på daglig basis. Men folk blev trætte af at læse om det. Også i Polen. Det er mærkeligt og urovækkende at konstatere, men mange har vænnet sig til, at migranterne er fanget i skoven.

Ret skal være ret, situationen er stilnet af. For to måneder siden stod der tusindvis af migranter i Hviderusland og hamrede på Polens dør. Nu står der nogle hundreder, siger Læger uden Grænser.

Samme organisation forlod grænseområdet i sidste uge. Ikke fordi der ikke er brug for humanitær bistand, men fordi hjælpen fortsat blokeres. Om man har et pressekort i lommen eller et rødt kors på ryggen, betyder ingenting, Polen har opretholdt en nødzone langs grænsen, som både journalister og NGO’er er forment adgang fra.

Flere spørgsmål melder sig: Hvordan kan det være, at konflikten tilsyneladende har gavnet den polske regering? Hvor er Danmark og EU - der plejer at råbe op, når nødhjælpsorganisationer blokeres fra krigszoner i Afghanistan, Sudan eller Yemen - henne i alt det her? Og har Lukasjenko stukket halen mellem benene?

Sidstnævnte ved Pavel Slunkin bedre, end de fleste. Fra 2014 til 2020 arbejdede han som diplomat i Hvideruslands udenrigsministerium. Dengang anede han et demokratisk håb for “Europas sidste diktator”. Det gør han ikke længere.

- Hviderusland hører til i samme klasse som Nordkorea. Lukasjenko kyler folk i fængsel for Facebook-kommentarer, han torturerer på daglig basis, han er en gangster, siger Slunkin, som i dag bor i Ukraine og er analytiker ved European Council for Foreign Relations.

I protest over EU-sanktioner designede Lukasjenko sidste år migrantstrømmen, der skulle tvinge europæiske ledere i dialog med ham. Og missionen lykkedes - delvist.

15. november modtog han et telefonopkald fra Tysklands daværende kansler, Angela Merkel. To dage senere ringede hun igen.

- Vi ved ikke, hvad der blev sagt. Men det blev det afgørende vendepunkt. I dagene efter opførte han midlertidige barakbygninger til migranterne i Hviderusland. Og han tillod, at mange hundreder blev fløjet retur til Mellemøsten, siger Slunkin, der har svært ved at se, hvad Hviderusland fik ud af det.

Spotlyset på Lukasjenkos forbrydelser er skarpere. Men det betyder ikke, at EU kan ånde lettet op, forklarer diktatorens tidligere diplomat:

- Lige nu gør Lukasjenko klogt i at lade, som om han ikke eksisterer. Men det er ikke usandsynligt, at han allerede er i gang med at udtænke sit næste trick.

Polen forbereder sig på det værste. Og derfor tyr man til det værktøj, israelerne bruger over for palæstinenserne, og som Donald Trump blev valgt på i USA: Build that wall.

130 kilometer lang, 5,5 meter høj og 350 millioner euro dyr. Toppet med pigtråd. Polens mur langs EU’s grænse til Hviderusland ventes færdig til sommer, men allerede nu er det en vindersag for den polske regering.

- Der er opbakning fra EU. Der er opbakning fra den brede, polske befolkning, fortæller Anna Werenberg, som er Polen-ekspert og forskningsmedarbejder på Langelandsfortet.

Med nødlove, militærkraft og grænsevold er migranterne blevet bremset. NGO’er og venstrefløjsaktivister har skreget “brud på menneskerettighederne”, men i den polske regerings fortælling har der aldrig været tale om en humanitær katastrofe. Det er en hybridkrig.

- I Polen er der en meget bred forståelse for, at Lukasjenko og Putin er så kyniske, at man må bekæmpe ild med ild. Derfor har hele grænsehåndteringen givet medvind til den polske regering, siger Werenberg.

For at forstå det, må man kende traumerne i Polens historie.

Fra 1795 til 1918 var Polen besat af zarernes Rusland. I 1939 blev mellem en halv og en hel million polakker slået ihjel eller deporteret af russerne, da Hitler og Stalin blev enige om at dele Polen imellem sig. Seks år senere satte Sovjetunionen sig på hele landet, og Polen var under kommunistisk besættelse frem til 1989.

Truslen fra øst er med andre ord noget, polakkerne tager seriøst, forklarer Anna Werenberg. Og derfor vækker det genklang i befolkningen, når regeringen fortæller, at landet er under angreb.

- Polsk stats-tv's kameraer har ikke peget på migranter, som fryser ihjel i skovene. De har i højere grad peget på dem, som går til angreb på polske grænsetropper - og de hviderussiske specialstyrker, som går side om med migranterne.

Hos Læger uden Grænser fnyser man ad den vinkling. Det er ikke “menneskelige patroner”, som ligger og fryser ude i skoven.

- Det er kvinder, børn og mænd, som sidder i minusgrader i en skov uden adgang til humanitær hjælp, siger Frauke Ossig, som har været koordineringschef for Læger uden Grænser i Polen.

Igen og igen har hun anmodet de polske myndigheder om lov til at komme ind i nødzonen. Hun har også gjort flere europæiske ledere opmærksomme på problematikken.

Men ingenting er sket, og nu har Læger uden Grænser forladt Polen.

- Krisen er ikke slut, men vi kan ikke gøre noget, så længe vi nægtes adgang, siger Frauke Ossig og anklager EU for højspændt hykleri.

- Når der er kriser og konflikter i Afrika og Mellemøsten - og nødhjælpen blokeres - er de europæiske ledere aldrig blege for at råbe op. Men nu - da det sker på europæisk grund - er de tavse. Det er dobbelt standard, siger hun.

Det samme mener Human Rights Watch, der torsdag i denne uge udgav sin årlige rapport. I den står der blandt andet:

"Den Europæiske Unions opbakning til, at regeringer har brugt vold til at holde migranter og asylansøgere på afstand i løbet af 2021, viser kløften mellem unionens retorik omkring menneskerettighederne - og unionens reelle praksis".

Vi ville gerne have spurgt den danske regering, hvad den konkret har gjort for at få Polen til at åbne nødretszonen langs den hviderussiske grænse. Desværre har hverken udenringsminister Jeppe Kofoed (S) eller udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) ønsket at stille op til interview.

I et e-mail-svar fra Tesfayes ministerium oplyses det, at ministeren finder åbenhed vigtig, men at det ikke er op til ham at vurdere eller udtale sig om, hvorvidt konkret lovgivning i Polen er i strid med menneskerettighederne.

Når rapperen Kesi synger ”jeg har ikke sovet i et år”, er det på grund af sprut og damer. Da daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) gik på talerstolen ved Venstres landsmøde i 2016 til tonerne af Kesis sang, havde han det nærmest, som om han ikke havde sovet i et år. Før landsmødet havde han nemlig fået en nærmest uløselig opgave af sin chef, daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V): Forhandl en helhedsplan frem til 2025 og en finanslov på plads.

Oppositionen havde ikke megen appetit på at hjælpe regeringen med de to forhandlinger, så Claus Hjort Frederiksen var efterladt med Venstre-regeringens parlamentariske grundlag: Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Helhedsplanen blev skrottet, men det lykkedes Claus Hjort Frederiksen at finde flertal for finansloven. Med nød og næppe. For Dansk Folkeparti var nemlig ikke enig i ret meget af det, der blev foreslået fra V-regeringen, og som de andre borgerlige partier kunne blive enige med hinanden om.

Det er ikke kun blandt medlemmerne og de delegerede til Dansk Folkepartis ekstraordinære årsmøde 23. januar, at spændingen stiger: Hvem bliver partiets næste formand? Også blandt de andre borgerlige partier på Christiansborg følger man med stor interesse med i det detroniserede folkepartis interne valgkamp. Officielt er det naturligvis et internt anliggende for Dansk Folkeparti, men uofficielt følges alle meldingerne fra kandidaterne meget tæt. For lige meget, hvem af de fire kandidater der vinder valget, kan det får stor betydning for hele blokkens muligheder for at vriste Statsministeriet fra Mette Frederiksen (S).

De øvrige borgerlige partier frygter, at den nye formand for Dansk Folkeparti - uanset hvem det måtte blive - vil være lige så umedgørlig på fordelingspolitikken, som DF's Kristian Thulesen Dahl i de andre borgerlige partiers øjne var fra 2015 til 2019. Når stumperne af partiet er samlet, og der er lagt låg på alle de personlige intriger, som lige nu hjemsøger Dansk Folkeparti, håber de øvrige blå partier, at DF ikke kaster et tungt velfærdsanker over i rød blok. For hvis det borgerlige Danmark skal være et troværdigt alternativ til de røde partier, er de blå nødt til at gå mere i takt, end tilfældet var for syv år siden, lyder analysen.

Partierne skal ikke være ens, men risikoen for, at Dansk Folkepartis nye formand får behov for dels at udstikke nogle dyre velfærdsløfter i en valgkamp, dels indgå nogle dyre forlig før et valg, bekymrer hos de andre borgerlige partiledere. Kan regeringen måske overtale en ny DF-formand til at indgå i en aftale om et nyt kontanthjælpssystem sammen med Enhedslisten og SF?

Eller kan Dansk Folkeparti måske lokkes til at lave en aftale om udenlandsk arbejdskraft uden at pille ved beløbsgrænsen, hvis de får lidt ekstra til fagbevægelsen? Regeringen spekulerer i det, og det piner resten af blå blok, fordi det vil sikre aftalerne efter næste valg. En ny DF-formand med akut behov for at vise handling og ny politik kan sabotere et skrøbeligt borgerligt fællesskab.

Men har de borgerlige partier egentlig grund til at være bekymrede?

"Det må aldrig føre til tvivl om, at Dansk Folkeparti politisk hører til i Christiansborgs blå blok. Det gælder især på udlændinge- og værdipolitikken, men også i forhold til finans-, økonomi- og erhvervspolitik. Pengene skal være der, før de kan bruges", skrev Morten Messerschmidt og Peter Kofod i en kronik i Berlingske i slutningen af november, da de lancerede deres fælles kandidatur til formandsposten i DF.

Men samtidig kalder DF-formandskandidat Morten Messerschmidt sin udgave af DF for ”blå bloks sociale samvittighed”, og partiets mål er ikke udelukkende at lokke vælgere tilbage fra Nye Borgerlige. Messerschmidt vil trække hen over midten. Det lugter lidt af både Pia Kjærsgaards og Kristian Thulesen Dahls fokus på velfærd. Og så begynder kasseapparatet i Finansministeriet at snurre.

Martin Henriksen kalder også DF for et borgerligt parti - dog et arbejderparti. Men han vil pege på en borgerlig statsminister, hvis han bliver formand. Han vil bare ikke sige hvilken. Det skal afhænge af, hvilken borgerlig statsministerkandidat der er villig til at gennemføre mest DF-politik.

Et andet emne, der kan splitte Dansk Folkeparti fra flere borgerlige partier, er Messerschmidt og Henriksens fælles ønske - eller drøm om man vil - om at trække Danmark ud af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den slags får både De Konservatives Søren Pape Poulsen og Venstres Jakob Ellemann-Jensen (V) til at slå syv kors for sig. En europæisk menneskerettighedskonvention uden dansk deltagelse er utænkelig for dem - ligesom et Danmark uden for EU er uspiseligt.

Den borgerlige bekymring er altså reel: Kan en ny DF-formands udgave af partiet passe ind i blå blok? Morten Messerschmidt og Peter Kofod runder deres ”plan” i kronikken i Berlingske af med ordene:

"For Danmark har brug for Dansk Folkeparti. Ikke bare nu og i morgen. Men de næste mange, mange år frem".

Skal det profeti opfyldes, skal vælgerne og resten af blå blok først overbevises om nødvendigheden af DF.

- Dronningen formår på én gang at være i øjenhøjde og interesseret, samtidig med at hun holder os på afstand og sætter klare grænser for, hvornår vi ikke skal blande os.

Sådan siger kulturredaktør Anette Hyllested fra Avisen Danmark om nogle af årsagerne til, at dronning Margrethe igen og igen scorer topkarakterer fra danskerne i popularitetsmålinger.

I denne uge kunne dronningen fejre sit 50-års-jubilæum som regent, og i podcasten "Ugens vigtigste" bliver du guidet igennem årsagerne til hendes popularitet.

På grund af corona har dronning Margrethe været på meget få ture ud i landet inden for de seneste år. En af de gange, hun mødte danskerne, var i Sønderjylland 13. juni 2021 til fejring af 100-året for Genforeningen. Her var journalist fra Jydske Vestkysten i Aabenraa Mette Christine Schulz på arbejde.

- Jeg så, at dronningen i den grad stadig er relevant for danskerne, fortæller hun i podcasten.

I "Ugens vigtigste" får du som altid den største historie fra Avisen Danmark fortalt fra start til slut.   Du kan høre flere podcasts fra Avisen Danmark ved at klikke her.