Annonce
I hælene på advokaten, på udkig efter Walid. Foto: Emil Jørgensen
Danmark

Vi skal finde Walid, før han dør i skovbunden: Natten er mørk og kold i hybridkrigs-zonen i urskoven på kanten af EU

Tusindvis af migranter står i bidende kulde og hamrer på Polens dør. Flere fryser ihjel. Hvideruslands diktator bruger dem som rambuk og blotlægger - ifølge dansk minister - at EU’s asylsystem er ødelagt. For at forstå krisen rejser avisens reporter Emil Jørgensen til grænselandet. Han møder en grædende borgmester og en flygtning med flere koner. Han deltager i sammenbidte redningsmissioner, farer vild i mørke skove og ender i polsk politis sorte bog.

Polen: Tynde grene svirper i ansigtet, smatvåde blade får støvlerne til at glide. Jeg løber igennem en kulsort skov i hælene på en advokat. I rygsækken har han dokumenter, der sikrer en syrisk mands ret til at søge asyl i Polen. Vi skal nå frem til ham, før de polske soldater gør det - og smider ham tilbage til Hviderusland. Vi skal finde Walid, før han dør i skovbunden.

Pludselig stopper advokaten op. Han vender sig om, så pandelampens røde lys rammer mig i ansigtet, og holder en finger for sine læber.

- Bisonokser, hvisker han.

Lyden af noget stort og tungt, som et tog der buldrer mellem egetræerne, bekræfter påstanden. De farer forbi, og vi farer videre.

Vi er i Polens og Europas sidste urskove, få kilometer fra Hviderusland. På en unaturlig flygtningerute, midt i en hybridkrig.

Advokaten er en del af Grupa Granica - et netværk af frivillige, der forsøger at redde vildfarne migranter fra at sulte eller fryse ihjel. Ved hjælp af Google Maps har Walid delt sin nøjagtige lokation i lukkede chatforum. Men vi er ikke alene. Hvide lyskegler fra store lommelygter kastes søgende rundt 30-40 meter fra os. Advokaten sætter sig på hug bag en træstamme, lukker øjnene og sukker, så lydløst han kan.

- Ikke godt, siger han

Lommelygterne og skridtene, der nærmer sig, tilhører den polske hær, tror han. Og er der nogen, han har mindre lyst til at møde end bisonokserne, så er det soldaterne.

Europas sidste urskove i Polen og Hviderusland danner dramatisk ramme om et storpolitisk spil involverede en diktator, der bruger tusindevis af migranter som menneskelige patroner. Emil Jørgensen kaster sig dybt ind i skoven - og forsøger at finde ud igen. Foto: Emil Jørgensen

Grænsekaos i Polen

30 timer tidligere - tirsdag eftermiddag - ankommer jeg i Chopin Lufthavn i Warszawa - intetanende om, at jeg i løbet af de næste døgn skal efterlades i en skov, se en mand i hypotermi og aflevere mit pas til politiet. At jeg skal møde en irakisk mand med to koner, som i 42 dage er blevet kastet frem og tilbage mellem Hviderusland og Polen. Se en polsk borgmester på randen af sammenbrud. Og høre udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye fortælle mig, at hele EU’s asylsystem er ødelagt, mens jeg holder på en mørk mark med havariblink på bilen.

Emil i Polen

I et storpolitisk magtspil bliver migranter brugt som levende ammunition. Det foregår i Polens østlige hjørne, på kanten af EU, få timers flyvetur fra København. For at forstå det, som europæiske ledere kalder for en hybridkrig, har Avisen Danmarks reporter Emil Jørgensen tilbragt fire dage i grænselandet.

Jeg er i Polen for at dække et grænsekaos. På den ene side står 15.000 polske soldater med tåregas og vandkanoner. På den anden side, i Hviderusland, står et par-og-tusinde migranter bevæbnet med sten, murbrokker og stigende desperation. De kommer fra Syrien, Irak og Afghanistan og vil ind i EU. Allerhelst til Tyskland.

Billederne virker tragisk velkendte. Gående på motorveje, om bord på gummibåde over Middelhavet eller presset mod pigtrådshegn i Baltikum - vi er for længst blevet vant til at se menneskers drømme om Europa briste.

Men noget stikker ud denne gang. Meget tyder på, at hele moradset er designet af en sneglskægget diktator på hævntogt: Aleksandr Lukasjenko.



Diktatorens spil

Før vi kaster os ud i grænselandet, er vi nødt til at forstå diktatorens spil. Så på vejen fra Warszawa til Polens østlige hjørne ringer jeg til en mand, der kender Lukasjenko bedre, end de fleste andre gør.

Fra 2014 til 2020 tjente Pavel Slunkin til brødet som diplomat i Hvideruslands udenrigsministerium. Men efter at han sidste år så sin chef, Lukasjenko, fuske sig til valgsejr, bøllebanke demonstranter og fængsle alt regimekritisk, der kunne kravle og gå, emigrerede Slunkin til Ukraine. Nu er han analytiker ved European Council for Foreign Relations.

- Lukasjenko har gjort migranter til våben, siger Slunkin, der ved, at ingen store beslutninger træffes i Minsk, uden at Kreml står bag.

Lukasjenkos planer er Putins planer, og de har set, hvilken magt det har givet Tyrkiets præsident Recep Erdogan, at han agerer dørmand for Europa. Så med turistvisum, charterfly og forsikringer om guld og grønne stier ind i EU importerede Lukasjenko sin egen menneskestrøm. Migranter fra Mellemøsten og Nordafrika betalte selv for rejsen, før hviderussiske soldater viste dem vejen til Litauen, Letland og Polen.

- Han ville opnå tre ting, forklarer Slunkin.

- Hævne EU’s økonomiske sanktioner. Fjerne fokus fra forbrydelserne mod sin egen befolkning. Og tvinge Europas ledere i dialog med ham.

Sidstnævnte er allerede sket. I denne uge har Angela Merkel talt i telefon med Lukasjenko to gange. Og hun har bedt Putin om hjælp til at håndtere migrantsituationen. Det er en ydmygelse af EU og en sejr for diktatoren og Rusland, mener Slunkin og kommer med en advarsel om sin gamle chef.

- Begynder du først at forhandle med en gangster, der bruger afpresningsmetoder, vil han vride armen rundt på dig igen og igen.

Tidslinje: Migrantkrise i Østeuropa

  • 23. maj kaprer Hvideruslands diktator Lukasjenko et Ryanair-passagerfly med en regimekritisk journalist ombord. Fra EU lyder kras kritik og trusler om sanktioner. Lukasjenko svarer igen, at han ikke længere vil bremse migranter.
  • I juli registreres der 2366 illegale migranter i Litauen, som også grænser op til Hviderusland. Til sammenligning blev der i hele 2020 kun registreret 81 ulovlige indtrædninger i Litauen.
  • 10. august erklærer Letland undtagelsestilstand langs grænsen til Hviderusland, og Litauen beslutter, at de vil bygge et højt metalhegn. Danmark har solgt pigtråd til formålet.
  • 2. september indfører Polen undtagelsestilstand i dele af deres grænseland.
  • 14. oktober vedtager Polen en nødlov, som gør det muligt for dem at skubbe migranter tilbage - uden at behandle deres asylsager.
  • 12. november beslutter Tyrkiet, at landet ikke længere vil lade statsborgere fra Irak, Syrien og Yemen flyve fra tyrkiske lufthavne til Hviderusland.
  • 15. november meddeler Lukasjenko via et statsligt nyhedsbureau, at Hviderusland "arbejder på at sende migranterne ved grænsen til EU tilbage, hvor de kommer fra”.
  • 16. november rapporteres der om de hidtil mest voldsomme kampe mellem migranter, som forsøger at komme ind i Polen, og de polske grænsesoldater.
  • 18. november flyver den irakiske regering 430 irakkere ud af Hviderusland. Samme dag rydder Hviderusland to store migrantlejre nær byen Bruzgi ved grænsen til Polen.
  • 19. november bliver Hviderusland af Polen beskyldt for at køre hundredvis af migranter tilbage til grænsen i et forsøg på at få dem til at krydse den illegalt.

Farlige piller og sex med dyr

Nogen, som man ikke kan forhandle med, er polske politibetjente. Jeg beordres ud af bilen og om til bagagerummet af en mand med elefanthue og gul sikkerhedsvest. Får lov at åbne, så de kan se, jeg ikke gemmer migranter.

Sådan er rutinen for alle bilister i alle døgnets timer her i landsbyen Werstok, 10 kilometer fra Hviderusland. Og det selvom, vi er udenfor undtagelseszonen. Hverken journalister, nødhjælpsorganisationer eller uvildige observatører kan komme helt tæt på grænsen, og hvis de prøver, får de bøder.

Ortodoks kirke i Werstok. Foto: Emil Jørgensen

Betjenten nikker mig videre. Jeg kører forbi en ortodoks kirke med lyseblå facade, der ligner en krydsning af Budapest Hotel og Guds hus. Hunde gør i skovene. Og en SMS-besked fra de polske myndigheder sætter stemningen for aftenen.

“Den polske grænse er forseglet. Hviderussiske myndigheder har løjet for jer. Gå tilbage til Minsk! Tag ikke imod piller fra de hviderussiske soldater.”

Polens påstand er, at migranterne opildnes med psykedeliske stoffer. Chokgranater og boltsakse får de også udleveret, men i tågen af polsk propaganda, er virkeligheden svær at verificere.

En video af en mand, der har sex med en ko, blev i slutningen af september brugt som evidens for, at migranterne opfører sig som dyr. Polens indenrigsminister viste klippet på stats-tv og sagde, at det stammede fra en migrants mobiltelefon.

Internationale medier tilbageviste anklagen med en smule research. Videoen er fra en bestialsk pornofilm fra 1970 - og nemt at finde på internettet.

I Polens østlige grænseland sender myndighederne ikke SMS'er om opkaldstakster og datapriser. De sender advarsler til migranter. Foto: Emil Jørgensen

Borgmesteren med røde øjne

Skræmmekampagner, undtagelseszoner og en nødlov - der gør det muligt at skubbe migranter tilbage til Hviderusland uden at behandle deres asylsager - giver Marek Nazarko ikke meget for. Han er borgmester i Michałowo, en 6000-indbygger stor by, 25 kilometer fra grænsen.

- Det er helt forkert, at Røde Kors ikke må komme ind i grænseområdet, siger han.

Vi sidder på hans kontor på rådhuset onsdag, mens italienske, polske og canadiske journalister sværmer rundt i receptionen. Marek Nazarko er blevet en mediesensation, fordi han hjælper migranterne.

- Ja, vi skal beskytte vores grænse. Ja, vi er måske nødt til at skubbe dem tilbage til Hviderusland. Men ingen fortjener at dø i skoven.

Borgmesteren har et tæt skæg og et bistert ansigtsudtryk. Han ligner ikke en mand, der kunne drømme om at græde foran en anden mand, men da jeg spørger, hvordan det har været, bryder han næsten sammen.

- Jeg har set og hørt nogle ting, som jeg aldrig kan slette fra hukommelsen igen. Børn bliver født ude i skoven. Børn dør ude i skoven, siger han og tørrer aggressivt sine øjne med tommel- og pegefinger.

Lyden af hans tunge vejrtrækning fylder rummet et par sekunder, før han tilføjer.

- Jeg har selv to børn.

Marek Nazarko, borgmester i Michałowo. Foto: Emil Jørgensen

Jeg har set og hørt nogle ting, som jeg aldrig kan slette fra hukommelsen igen. Børn bliver født ude i skoven. Børn dør ude i skoven.

- Marek Nazarko, borgmester i Michałowo

Soldater i migrantforklædning

Migranter fortæller til Human Rights Watch, at de tæskes af både hviderussiske og polske soldater. Det samme gør aktivister og journalister. Men hvor EU’s ledere normalt er dygtige til at skælde Polen ud over politisk udpegede dommere og abortlovgivning, er der påfaldende stille omkring det, der ligner brud på menneskerettighederne.

Den slags hykleri falder borgmesteren for brystet. Den får polske aktivister til at slå ud med armene og optager plads i lederspalterne i danske og internationale aviser, tusindvis af kilometer derfra. Men i gadebilledet i Michalowo er det noget andet, der fylder. Det er frygten for migranterne og Hviderusland.

- Vi hører skud ude i horisonten, og vi aner ikke, hvad Lukasjenko kan finde på. Måske giver han dem piller? siger en ældre kvinde ved navn Eugenia, som jeg møder i en genbrugsforretning.

Hun har en sort hue trukket godt ned over ørene og kigger en smule bebrejdende på mig:

- Ser du ikke TV?

Butikkens ejer, Genowefa, som står og sætter prismærke på en dametaske, bakker sin kunde op.

- Migranterne er voldelige, siger hun.

På den anden side af vejen har pizzamanden en teori. I sin lille restaurant med murstenstapet på væggene griner han ironisk, mens han forklarer den:

- Det er ikke migranter det der. Har du set dem? De slås som maskiner, de er atletiske. Det er hviderussiske tropper i forklædning, siger Karim, der kommer fra Algeriet, men har boet i Michalowo i 15 år.

På vej ud af døren stikker han mig en opfordring:

- Pas på. Det er ikke for sjov der her.

Karim, som bor i Michałowo, tror ikke på, at de mennesker, som forsøger at komme ind i Polen via Hviderusland, er migranter. - Det er soldater i forklædning, siger han. Foto: Emil Jørgensen

Advokaten med den grønne lampe

Om aftenen glammer køterne igen i skovene, og jeg tænker på hvad, en kvindelig aktivist fortalte mig. Det er ikke hunde, der gør. Det er polske militærkøretøjer, der brager de faretruende dyrelyde ud igennem højtalere for at skræmme migranter.

Jeg overnatter på en økologisk farm hos en mand i Werstok, der har en grøn lampe tændt over sin hoveddør. Det er et tegn: Her er migranter velkomne.

Manden er advokat og hedder Kamil Syller. Konen og hans tre piger flyttede til kanten af urskoven for seks år siden for at få fred. Nu føler han, at baghaven er ved at forvandle sig til en kirkegård for døde migranter.

Kamil sidder og spiser den middag, som hans kone har lavet, og kigger på en tegning, som hans seks-årige har kreeret, da en chatbesked vender op og ned på aftenens planer.

"Vi har en situation i skoven. Syrisk mand sendes måske tilbage til Hviderusland, hvis ikke vi får ham evakueret."

Beskeden ryger ind i en lukket chatgruppe med 262 journalister. De får af vide, at de skal stå standby. Men Kamil er ikke journalist. Han er mere eller mindre initiativtageren til Grupa Granica, der arrangerer redningsmissionen.

Vi drøner afsted i Kamils røde Toyota Yaris. 30 minutter med 80 kilometer i timen og hårrejsende anekdoter om det, der er blevet hverdagskost for advokaten. Forfrosne migranter med brækkede ribben. Familier med børn, der har levet af vand fra jorden i dagevis. Soldater, maskeret med elefanthuer med dødningehoveder på, der holdt en pistol for panden af hans kone og truede hans 19-årige datter på livet, da de var med i skoven.

- Vi skal helst undgå militæret, siger han.

Kamil Syller laver egentlig advokatarbejde for virksomheder. Men indenfor de seneste tre måneder er han også blevet en central figur i organisationen Grupa Granica, der forsøger at redde migranter fra at dø i skovene, hvor han bor. Foto: Emil Jørgensen

Fortabt i skoven

En, to, tre timer lunteløber vi mellem høje træer, snubler over grene og gemmer os for bisonokser. GPS’en i vores telefoner virker tilsyneladende som en lighter under vand herude i skoven. Og det er så koldt, at jeg kan se min egen ånde.

Vi er lost. Og nu er vi fucked, tænker jeg, da hvide lyskegler og taktfaste skridt nærmer sig. Soldater. Vi er tilbage ved fortællingens udgangspunkt.

Men den mareridtsagtige situation forvandler sig på et splitsekund til en scene fra Anchorman eller en anden absurd komediefilm, da et fransk TV-hold kommer til syne.

- Sluk det hvide lys, vrisser Kamil.

De spørger os enten, hvor lang tid vi har gået, eller hvor lang tid vi har arbejdet - en forpustet franskmands udtale af walking/working er svær at forstå.

I et kvarters tid går vi sammen, mens franskmændene hvisker med deres polske tolk om aftensmad. Kan de nå det? Den tykkeste på filmholdet oplister forbløffende mange retter, som han kan kreere, hvis bare der er æg i køleskabet, og Kamil virker lettet, da de omsider opgiver menneskejagten og tøffer mod skovens udgang.

Vi fortsætter.

Snart hører vi fløjten. Fløjter igen. Bevæger os i retning mod lyden og løber ind i tre personer. Det er ikke den syriske mand, men det er venner. To aktivister fra Grupa Granica, på samme opgave som Kamil, og en spansk journalist, med samme mission som mig.

- Der er sket en fejl. Vi har fået den forkerte lokation, siger den ene af aktivisterne, en ung, lyshåret mand med en ægte GPS hængende om halsen.

- Han ligger kun 20 meter fra vejen. Vi kan komme ud af brynet en halv times tid herfra, og så kommer der nogen og samler os op i bil, forklarer han.

Kamil Syller gennemgår de juridiske papirer, der skal sikre, at en syrisk mand i skovbunden kan søge asyl i Polen. Foto: Emil Jørgensen

Forladt i skoven

Planen virker skudsikker, men det viser sig, at den ikke inkluderer journalister. Aktivisterne vil sikre syrerens helbred, før de lader medierne storme stedet. Den spanske journalist og jeg bliver efterladt i skovkanten.

- I’m sorry, siger Kamil.

Uden stor overbevisning i stemmen tilføjer han:

- Nogen skal fra gruppen skal nok komme og hente jer.

Med tanker på vilde ulve, losser og dødningehovedmaskerede soldater ser jeg baglygterne af en bil forsvinde. Spanieren, som har dækket migration i 10 år, er så rødglødende af raseri, at han nærmest kan tænde sine hjemmerullede cigaretter med ansigtet.

- De fatter ikke mediernes kraft, siger han, mens han går i cirkler om sig selv.

Flere politibiler patruljerer forbi på vejen, men det er ikke dem, vi har lyst til at praje. 20 minutter går, min Iphone har syv procent strøm tilbage.

Spanieren ringer til sin kontakt i Grupa Granica og skælder vedkommende ud, da en bil med påsat papskilt for nummerpladen pludselig holder ind. Vi er reddet. Der er grønt lys til journalister.

Walid

Med løftede kameraer står vi et kvarter senere i en halvcirkel af 10 pressefolk, der knipser mod en syrisk mand, der ligger under et varmetæppe på den kolde jord. Rystende af kulde. En menneskeskæbne af kød og blod i "migrantstrømmen" og "hybridkrigen", som svæver mellem liv og død.

Midt i urskoven er Walid omgivet af en mindre skov af journalister, der er med til at sikre, at de polske soldater ikke smider den nedfrosne migrant på et militærkøretøj og sender ham tilbage til Hviderusland. Foto: Emil Jørgensen

Walid, hedder han, og han ligner en mand i granatchok. Jeg forstår ikke arabisk, men jeg forstår ordene "Mannheim" og "Frankfurt", som den frivillige tolk bruger til at berolige ham med, mens hun stryger ham blidt over panden. Der kommer han formentlig aldrig hen.

Blå blink lyser skoven op, og pressens kameraer følger ham hele vejen ind i ambulancen. Flere journalister kører også efter ambulancen.

Journalister fra Frankrig, Spanien, Canada og Polen forsøger at komme så tæt på som muligt, da Walid bliver kørt væk af en ambulance. Foto: Emil Jørgensen

Jeg bliver på scenen og hjælper aktivisterne med at rydde op, og det ligner slutningen på en dramatisk aften.

Men alle sukker højlydt, da politibiler og militærkøretøjer holder ind. Advokaten Kamil sender indtrængende blikke mod mit kamera, og jeg forstår, at det ikke handler om, at jeg skal gemme det væk. Jeg skal bruge det.

Betjentene tager vores pas og ID og skriver navnene op i en lille sort læderbog.

- Hvad gør I det for? spørger jeg, mens jeg fotograferer.

En betjent lader sit skarpe, hvide lys pege mig i ansigtet.

- Vi registrerer jer bare.

Avisens udsendte Emil Jørgensen ender natten i politiets sorte bog. Foto: Emil Jørgensen

Tesfaye og kejserens nye klæder

Jeg hører ikke mere til politiet og får aldrig interviewet Walid, der overlever og nu har søgt om asyl i Polen.

Det efterlader et hul i reportagen. Vi mangler at tale med en af dem, der bedre end nogen andre kan berette om, hvad der foregår i skovene, og om hviderusserne giver dem piller. Om bevæggrundene for deres farefulde rejse mod EU. Vi mangler at lade en migrant komme til orde.

Mustafa Al Chemi fra Irak er i 42 dage blevet skubbet frem og tilbage mellem Hviderusland og Polen. Nu befinder han, hans to koner, to børn og fætter sig på et halvåbent polsk migrationscenter tæt på byen Grudziadz, seks timers kørsel fra grænsen.

Han vil gerne fortælle deres historie.

Mustafa har to koner og et ønske om at komme ind i EU. I 42 dage ar han og familien fra Irak blevet kastet mellem Hviderusland og Polen. Nu venter de på, at deres ansøgning om asyl bliver behandlet i Polen. Foto: Emil Jørgensen

Ad snørklede landeveje - gennem små landsbyer med navne som Rozan, Szydlowo og Niechłonin, der alle gemmer på kirker, rundkørsler og stråtagshuse - kører jeg mod Mustafa, da Danmarks integrations- og udlændingeminister Mattias Tesfaye ringer. Ikke for at sludre, men fordi jeg har danset for hans presserådgiver for at få ham til gøre det.

Med havariblinke tændt holder jeg i en markkant og hører hans udlægning af Polens grænsekaos, der lyder lidt som en gammel sang i radioen. Det er noget med hjælp i nærområderne og sikring af grænserne.

- Det europæiske asylsystem er reelt ødelagt, siger ministeren som det allerførste.

- Og nogen er nødt til at være drengen fra kejserens nye klæder, der siger, at vi ikke kan være det bekendt - hverken overfor de europæiske borgere eller flygtningene, fortsætter han.

Den dreng vil Mattias Tesfaye gerne være. Til gengæld vil han nødigt kritisere Polen for deres metoder til at sikre grænsen.

- I sidste ende er det jo en domstol, som skal afgøre det. Jeg vil ikke gøre mig til politibetjent over, hvordan grækerne, bulgarerne, spanierne, litauerne og polakkerne håndhæver de fælles ydre grænser, siger ministeren.

“Ingen vil til Danmark”

Ifølge Mustafa Al Chemi er polakkerne mere aggressive, end hviderusserne er.

- Min ene kone er gravid, og selvom hun kollapsede og dårligt nok kunne stå, smed de os alle op i militærbiler og kørte os til grænsen. Igen og igen,

Jeg møder ham ude foran et boligkompleks i et gråt og forladt industriområde, der matcher situationens trøstesløshed. Her bor han, mens asylsagen behandles.

Sådan ser det åbne migrationscenter ud udefra - her bor Mustafa, hans to koner, to børn og fætter. Foto: Emil Jørgensen

Det regner og er koldt, men cafémutter råber “UD” på polsk, da vi træder ind ad døren. Ingen migranter her. Vi sætter os ind i min bil.

- Jeg ejede et IT-firma, havde mange ansatte og levede et godt liv i Bagdad.

Men Mustafa ragede uklar med en højtstående politiker i den irakiske regering og havde ingen anden mulighed end at flygte ud af landet. Han forsøgte at søge om asyl på forskellige ambassader, men tiden var knap. Så da muligheden bød sig for at købe charterrejser for cirka 12.000 kroner per person til Hviderusland, evakuerede han sin familie.

Ruderne i bilen dugger til, mens Mustafa fortæller. Han er en bred mand i en stor dunjakke med meget parfume på kroppen. Velartikuleret. Men beretningerne fra Irak kan jeg ikke faktatjekke.

Til gengæld har han billeder fra 42 dage i skoven, der dokumenterer mange rygter og påstande. Hviderussiske soldater fulgte dem til grænsen og klippede huller i pigtrådshegnet. Migranterne blev tilbudt piller.

Han fortryder, at de rejste til Minsk. Han er rasende over, at de er blevet brugt som Lukasjenkos menneskelige patroner, og han er skuffet over Polen - et EU-land - behandler mennesker så brutalt.

Men han fortryder ikke, at de flygtede ud af Bagdad. For de havde intet andet valg, siger han.

Jeg fortæller om min samtale med Danmarks integrations- og udlændingeminister. At flygtninge skal hjælpes i nærområderne.

Ordet "Danmark" trigger ham. Han tager armene over kors og smiler lidt forlegent.

- I kan være helt rolige, siger han.

- Der er ikke nogen flygtninge, som vil til Danmark længere. På alle Facebook-gruppernes lister for lande, som man ikke skal søge mod, er Danmark nummer 1.

I kan være helt rolige. Der er ikke nogen flygtninge, som vil til Danmark længere.

- Mustafa Al Chemi, irakisk asylansøger i Polen
Forsiden netop nu
Danmark

Lyt eller læs: Trend spreder sig i landet: Kakaotrance i Svendborg

Indland

Kæmpe smitteudbrud efter julefrokost med gymnasieelever: 38 bekræftet smittet med omikron-variant

Danmark

Dall: Nu kulminerer måneders dårligdomme for Mette Frederiksen

Podcasts

Lyt: Da Frøken Klokken gik i byen med de unge ingeniører

Indland

Tidligere TV 2-profil beretter om fysisk vold på ledelsesgangen

Udland

Amerikansk krigshelt med præsidentdrømme er død som 98-årig

Indland

Frants fandt guldørering fra vikingetiden i Bøvling: Som at få en sms fra fortiden

Mange skatte er gravet frem fra den sorte, danske muld gennem tiden.

Indland

Formodet pirat har fået amputeret ben om bord på Esbern Snare

En af de formodede pirater, der befinder sig om bord på fregatten "Esbern Snare", har fået amputeret sit ben af dansk personale.

Danmark

Fire meninger: Hvorfor tager du til kakaoceremoni?

14 mennesker sidder i cirklen til kakaoceremoni i Svendborg tirsdag aften; mænd og kvinder, unge og ældre, danskere og enkelte udlændinge.

Danmark

Sygeplejerskekonflikt smitter af på studerende: - Jeg frygter, at jeg kommer til at lave fejl

Danmark

Departementschef stoppede sms-sletning allerede i april

Danmark

DF-hovedbestyrelsesmedlem udfordrer Messerschmidt i formandsvalg

Danmark

DF slår revner - er det Fremskridtspartiet om igen?

Debat

Debat: Boligaftalen er for hele Danmark

Erhverv

Lizette Risgaard: De Konservatives finanslov er gift for vores samfund

Kultur For abonnenter

Standup-komiker Mark le Fêvre: - Når man joker med noget, tager man lidt af magten tilbage

Debat

Kronik: Angela Merkel takker af - Forholdet til Tyskland har aldrig har været bedre