Landevejen er livet - om at holde sin identitet som motionscyklist

Cykling: En måned før jeg fyldte 37 år, vejede jeg et par kilo mindre, end Valverde gjorde, da han blev verdensmester forrige år i nogenlunde samme alder; men jeg er 10 cm højere end ham, og jeg var alt andet end i topform. Jeg var på vej til et behandlingssted, som jeg havde fundet på nettet en uge før, og her begyndte mit liv langsomt at ændre sig over de syv uger, jeg var der. En af sidegevinsterne var, at jeg begyndte at tage på. Da jeg kom tilbage til min lejlighed på Nørrebro, vejede jeg for første gang i mit liv mere end 70 kilo. Men det var først, da jeg et par måneder senere også holdt op med at ryge, at jeg begyndte at anskue min vægt som noget, der også kunne overdrives. Jeg lagde store planer om at løbe både tre og fire omgange på Assistens, men jeg kunne knap holde til at løbe de par hundrede meter derned, og den ene ynkelige omgang satte sig så meget i mine ben, at jeg havde svært ved at komme ned ad trappen de næste dage. Så jeg rullede i stedet min cykel frem. Det var noget, min nabo havde sammenflikket til mig af efterladte cykler på Blågårds Plads, men det trillede - og belært af mit nederlag på Assistens satte jeg mig i starten meget ydmyge mål. Bare ud til Svanemøllen, bare ud til Hellerup. Bare det at bevæge sig lidt rundt var dejligt, men det blev vidunderligt, da jeg kunne køre hele vejen ud til Lyngby og via Klampenborg hjem ad Strandvejen. Da jeg fik penge til det, købte jeg en billig aluminiumsracer og udvidede turene, så jeg efterhånden kom helt til Helsingør og rundt om Esrum Sø. Siden købte jeg en carbonracer hos Bikebuster, og jeg havde nu antaget identitet som motionscyklist. Desværre blev der lidt længere mellem turene og lidt kortere mellem undskyldningerne, fordi jeg nu også havde fået fast arbejde, og mindet om det dejlige ved at stryge gennem landskaber og være et med min cykel, når jeg var i form, overskyggedes nogle gange af tanken om, hvor hårdt det var at komme til det punkt. Det var først, da jeg igen begyndte at cykle mere, end jeg talte om at gøre det, at den vidunderlige følelse af noget næsten drenget frihed blev til noget, jeg har med mig rundt på de fleste ture fra midt i april til hen i oktober. Nogle gange skal noget forbitrelse trædes væk først, eller noget bedrøvelse skal blæses bort i vinden, men langt større end ønsket om at holde mig i form, er trangen til at få lov til at glide gennem landskaberne, sansende og bevidst, men uden egentlige tanker og uden andet end det nu, der er.