For et år siden, nærmest samtidig med, at USA skiftede Donald Trump ud med Joe Biden, anmodede USA om at få et tættere bilateralt samarbejde med Danmark. Torsdag kom det for første gang til offentlighedens kendskab, da statsminister Mette Frederiksen (S) sammen med forsvarsminister Morten Bødskov (S) og udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ved et pressemøde fortalte om, hvordan regeringen er ganske langt i udarbejdelsen af en ny samarbejdsaftale. Den aftale kommer til at betyde, at amerikanske tropper, våben og andet materiel bliver fragtet til Danmark.

- Det nære og tillidsfulde forhold, vi i dag har til amerikanerne, ønsker regeringen og USA nu at styrke. Derfor indleder vi konkrete forhandlinger med USA om en ny forsvarssamarbejdsaftale mellem Danmark og USA, sagde Mette Frederiksen ved pressemødet.

Det er et historisk nybrud i den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik, som Mette Frederiksen og den socialdemokratiske etpartiregering nu står bag. Vi skal mere end 70 år tilbage for at finde udenlandske, militære styrker på dansk jord. Nybruddet signalerer også et nyt fokus for statsministeren. Mens Mette Frederiksen i denne valgperiode har fokuseret på håndteringen af coronakrisen og velfærdssamfundet via den såkaldte Arne-pension, er statsministeren nu nødt til at løfte blikket og kigge ud over landets grænser. Det er ikke længere kun en tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, minimumsnormeringer i daginstitutionerne eller grøn omstilling, der kan give danskerne tryghed. Det kan stærke internationale relationer også bidrage til.

Selv om henvendelsen fra USA kom før, konflikten mellem Rusland og Ukraine nåede det tilspidsede niveau, som tilfældet er i dag, er det umuligt ikke at læse torsdagens nyhed ind i konflikten mellem de to nationer, som kan føre til en væbnet konflikt på europæisk jord.

Derfor er udenrigs- og sikkerhedspolitikken også rykket op allerøverst på Mette Frederiksens dagsorden. Regeringen har allerede intensiveret de diplomatiske forbindelser til de øvrige Nato-lande, og Mette Frederiksen har annonceret, at Forsvarsministeriet har sat gang i analyserne, som skal føre til et nyt forsvarsforlig - senest ved udgangen af 2023, hvor det nuværende udløber, men sandsynligvis langt tidligere på grund af den aktuelle sikkerhedspolitiske situation. I sidste uge præsenterede regeringen også en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi, hvor hovedbudskabet fra regeringstoppen var, at Danmark "skal være i kernen af Nato og hjertet af EU". Og tidligere på ugen blev det danske beredskab "skærpet", så Danmark "styrker sin evne til at støtte Natos afskrækkelse", som Forsvarsministeriet kalder det i en pressemeddelelse.

Det kan dog blive en ganske bekostelig affære for regeringen. Det nye forsvarsforlig ventes at lægge et stort dræn ind i statskassen, som finansminister Nicolai Wammen ellers nidkært har værnet om, så det stadig var penge til at løfte velfærden. Derfor er det ikke kun de uniformerede embedsmænd fra Forsvaret, der er kommet på overarbejde. Også embedsmændene i jakkesæt fra Finansministeriet har gang i regnemaskinen, så Danmark i fremtiden kommer til at levere det acceptable til Nato.

Mens der ingen tvivl er hos statsministeren om, at Danmark skal indgå i et nyt forsvarssamarbejde med amerikanerne, kan hun se frem til, at en række partier vil holde forsvarsministeren og udenrigsministeren beskæftigede med en byge af kritiske spørgsmål. Støttepartierne Enhedslisten og SF var begge hurtige til at erklære deres modstand mod det udvidede samarbejde. Argumentet er, at Danmark uvægerligt vil komme til at afgive suverænitet i samarbejde, og at Danmarks militære aftaler med USA derfor bør holdes inden for regi af Nato. Anderledes positivt ser flere borgerlige partier på samarbejdet, og der er fuld opbakning fra Venstre til samarbejdet.

Men snoren bliver holdt kort og stram af SF og Enhedslisten.

Politik: Eksperterne er ikke i tvivl om, hvordan præsident Putin og Rusland vil opfatte den kommende aftale, hvor Danmark giver USA lov til at have soldater, fly, flåder og materielt på danske baser. De vil opfatte det som en provokation, lyder det blandt andet fra Ruslandsekspert og seniorforsker Flemming Spidsboel Hansen fra Institut for Internationale Studier.

- USA rykker tættere på, og russerne vil italesætte det som en optrapning fra Natos side. Det vil være brændstof til det Rusland i forvejen forsøger at fortælle sin befolkning og verden, nemlig at Nato går for langt, siger han.

Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet bruger lidt andre ord.

- Russerne vil blive pissesure. Det blev de også, da Norge indgik en lignende aftale. Men de kan ikke gøre noget ved det, siger han.

Begge eksperter vurderer, at danskerne ikke har nogen grund til bekymring ovenpå en eventuel provokation af Rusland.

- Spørgsmålet er, om aftalen vil få en betydning for danskernes sikkerhed. Hvis den gør, vil det være en form for afskrækkelse af russerne, som kan styrke sikkerheden, siger seniorforsker Flemming Spidsboel Hansen.

Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet tilføjer:

- Det her vil gør det endnu mere umuligt for russerne at bruge militærkraft mod Europa. Derfor kan danskerne føle sig mere trygge. Vi ser alle sammen et russisk angreb på et Nato-land som usandsynligt. Men nu er det endnu mere usandsynligt, siger han.

Peter Viggo Jakobsen vurderer også, at årsagen til, at aftalen kommer i spil netop nu, er konflikten mellem Rusland og Ukraine. Også selvom statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemødet sagde, at forhandlingerne var startet før optrapningen af konflikten.

- Det her handler ikke om Arktis. Lige nu handler det for USA og Nato om at afskrække Rusland. Vi har 5000 mand stående i lande ved den russiske grænse. Problemet er, at hvis russerne opstiller en overlegen styrke på jorden på ingen tid, kan de tropper blive løbet over ende meget hurtigt, siger han og fortsætter:

- Nato har haft svært ved at sende forstærkninger over for at hjælpe. Men når amerikanerne får adgang til at sende fly til Danmark, kan de hurtigere komme på plads, og der er større sandsynlighed for, at de kan komme og hjælpe for eksempel Litauen og Letland med fly. Russere skal ikke tro, de bare kan rende 5000 mand over ende, og derefter true med en verdenskrig, hvis vi prøver at få landet tilbage.

Fordi der indtil videre kun er tale om forhandlinger, er det uvist, præcist hvad amerikanerne gerne vil sende til Danmark. Men Peter Viggo Jakobsen har et kvalificeret bud.

- Der har været snak om både flystyrker og flådestyrker. Men det, amerikanerne i første omgang har interesse i, er at få noget af det udstyr, som flyene skal bruge til Danmark. Der er grænser for hvor meget fly kan transportere, når det skal gå hurtigt i krisesituationer. Kampfly kan kun have de bomber og missiler med, som de skal bruge, men ikke lagre. Hvis de kan have lagre med missiler og bomber i Danmark, bliver de operative i det sekund, de lander, siger han.

Er der en risiko for, at amerikanerne vil udnytte aftalen?

-Nej. Jeg har svært ved at se, hvordan de skulle udnytte det. Det er dyrt for amerikanerne at have fly og piloter udstationeret, og de vil kun være her i de tilfælde, hvor det ser ud til at være nødvendigt. De er pressede på ressourcer ligesom vi er. Derfor flytter de rundt på deres militær efter, hvor der er mest brug for det, siger han.

Men hvad er USA’s interesse så i at få adgang til danske baser?

Udover at USA har en interesse i at Nato fremstår stærkt, har amerikanerne også en interesse i at kunne fordele sine fly på mange baser i en krigssituation, lyder det fra Peter Viggo Jakobsen. Alligevel er hans vurdering, at Danmark med aftalen bliver mere sikkert.

- Det mindsker risikoen for, at krigen kommer. Hvis krigen kommer til Danmark, må vi forvente, at russerne vil prøve at angribe flyvestationerne, inden amerikanerne lander. Hvis russerne skulle tage så mærkelige beslutninger, så vil de danske flyvestationer blive sårbare. Men det tror jeg simpelthen ikke på. Det ville være kollektivt selvmord, hvis Rusland udløser 3. verdenskrig.

Aftalen, Danmark er ved at forhandle på plads med USA, er permanent, lød det på pressemødet. Derfor vil vi formentlig også se amerikansk militær i Danmark i fremtiden, selv hvis situationen i Rusland og Ukraine bliver løst.

- Engang i mellem vil man formentlig øve modtagelse af amerikanske styrker, så vi er klar, hvis det bliver alvor, siger lektor Peter Viggo Jakobsen.

Selvom danskerne ifølge lektoren kan føle sig mere trygge med den nye aftale på vej, gælder det ikke ukrainerne, som ikke er medlem af Nato.

- Vi har allerede signaleret, at vi ikke har lyst til at dø for Ukraine. Derfor bliver en invasion af Ukraine ikke mindre sandsynlig af det her, siger Peter Viggo Jakobsen.

- Hvordan synes I selv, det går?

Spørgsmålet lyder måske flabet eller polemisk, som en invitation til mundhuggeri. Men rettet mod briterne og brexit er det udtryk for en oprigtig nysgerrighed. Hvordan går det som herrer i eget hus? Hvordan har de det uden os?

Fem år, syv måneder og det løse er gået, siden Leave-siden tog fusen på det meste af verden og stemte Storbritannien ud af EU. Det skete den 23. juni 2016 og fangede også en del af briterne selv på sengen. Dagen efter afstemningen var det andet mest googlede spørgsmål på De Britiske Øer i hvert fald: “What is the EU?”

Mest googlet var: “What does it mean to leave the EU?”

Svaret er fortsat grumset som en overgæret engelsk øl, og det er præcis den stout, som jeg nu dykker ned i.

I de næste par uger befinder jeg mig i venstre side af vejen på et mere end 1000 miles langt roadtrip igennem England, Wales og Skotland. Måske når vi sågar over Det Irske Hav til Belfast i Nordirland. Og her siger jeg "vi" med fuldt overlæg, kære læser, for du er inviteret med på turen.

Vi skal besøge en rig landejer i Sydengland, der dårligt kan huske, hvor mange værelser der er i hans hjem, den herregård, Richard Løvehjerte skænkende hans forfædre.

Møde fattige arbejderklassefamilier i nord, som ikke har råd til tre måltider om dagen.

Tale med danskere i hovedstaden London, der - målt på antal rødbedefarvede pas - svarer til noget, der ligner Danmarks femte største by.

Stå ansigt til ansigt med engelske ostefabrikanter, skotske fiskere, nordirske unionister, rumænske lastvognschauffører og nationalister, der banker sig på brystkassen med knyttet næve. Storbritannien efter brexit skal ses igennem deres øjne.

Men først skal vi dvæle lidt mere ved bekymringerne, for det er dem, som har fyldt i mediebilledet. Stolte Storbritannien, stakkels Storbritannien. Imperiet, der var så stort, at solen aldrig gik ned på dets sletter. For 100 år siden herskede de over en fjerdedel af kloden - i dag kan de dårligt holde styr på skotterne.

Som et andet Loch Ness-uhyre har briterne ønsket at sejle sin helt egen sø. Formelt trådte de ud af EU den 31. januar 2020 efter flere års komplicerede forhandlinger. De fik en handelsaftale, en grænsestreg i Det Irske Hav og en hulens masse presse. Journalister fra hele verden har skrevet så meget om brexit, at ordet for nogen måske ligefrem er brækfremkaldende.

Først kom chokket. Så frygten for, at kravet om selvstændighed ville brede sig til andre medlemsstater i EU. Sidenhen flere bekymringer. For handlen, for fiskekvoterne, for fredsaftalen mellem Irland og Nordirland.

Briternes forhippede kamp for suverænitet har fået mange af os på fastlands-EU til at ty til de ældste tricks i bogen: sarkasme og skadefro.

Karrikaturfortolkninger af brexit har vist mænd med høj hat og Union Jack-flaget svøbt om kroppen, der saver i den gren, som de selv står på, spadserer ud af en flyvemaskine i 4.000 meters højde eller sejler ud på store bølger i en lillebitte jolle, mens de skriger nationalsangen: Rule Britannia, Britannia rule the waves!

Briterne skal aldrig være slaver for nogen, heller ikke dem i Bruxelles. Koste, hvad det vil.

At Storbritanniens styrmand ligner en tegneseriefigur, har ikke gjort joken mindre. Stakåndet, med håret sjaskende omkring det ansigt, der ligner, at det er blevet trukket lidt for hurtigt op ad vandet. Boris Johnson. Han heppede på brexit, løj om brexit og gennemførte brexit. Undervejs gav han også Konservative dets bedste valgresultat i mere end 30 år. Themsen skulle flyde med mælk og honning, lovede han, for der var ikke grænser for, hvor rige og mægtige Storbritannien kunne blive uden EU.

Siden da har Boris Johnson zigzagget sig politisk igennem en coronapandemi, som også næsten tog livet af premierministeren selv. Fået to børn. Og er blevet så meget til grin, at briterne er stoppet med at grine af det.

Alt imens at kongerigets allerhelligste 95-årige Queen Elizabeth sad alene til sin mands begravelse, har de festet i Downing Street 10. Regeringens coronarestriktioner forbød familier og venner at se hinanden, men den forhindrede ikke Boris Johnsons stab i at fylde rullekufferter med sprut, danse til ABBA og tumle rundt i gyngerne i baghaven.

Inden årets udgang er Boris Johnson færdig som premierminister, spår både eksperter og bookmakere. Nok er party-gate måske tragikomisk, men uden for regeringsboligen nærmer samfundet sig ægte tragedie. Købekraften udhules, inflationen galoperer og energipriserne eksploderer. Mere end hver femte brite lever i relativ fattigdom, og over to millioner børn går sultne i seng på De Britiske Øer.

Mange af problemerne skyldes pandemien, siger Boris Johnson, og få tror på ham. Når man beder briterne være bagkloge, svarer kun 38 procent i dag, at brexit var en god idé. Og onsdag i denne uge udkom en dugfrisk rapport fra det britiske parlament, som konkluderede, at Storbritanniens farvel til EU har gjort deres handel både dyrere og mere bøvlet.

Briterne ligger, som de har redt, kunne man fristes til at tænke. Men nu er vi, kære læser, jo hverken smålige eller bitre, nej, faktisk er vi taknemmelige for alt, hvad Storbritannien og dets excentriske folk har givet os. Fra dampmaskinen til opfinderen af the world wide web, fra Shakespeare til Monty Python, fra David Bowie til David Beckham. 007 redder stadig verden, Barnaby løser mysterierne og Premier League-bolden ruller fortsat i vores fjernsyn.

Keep calm and carry on, som mantraet lyder. Briterne har kastet sig ud i verdens største eksperiment, og måske er første del af øvelsen at glemme bekymringerne, skuffelserne, bedrageriet, fornemmelserne og fortiden.  For nu er der - corona eller ej - gået så tilpas lang tid siden udtrædelsen til, at vi uden snert af sarkasme eller skadefro i stemmen bør møde briterne og spørge:

- Hvordan synes I selv, det går?

I "Erhvervsklubben" ser din vært, Anne-Marie Lindholm, og erhvervsredaktør Jens Bertelsen nærmere på de store historier fra erhvervslivet og gør dig, sammen med de særligt udvalgte gæster, klogere på erhverv og økonomi.

I denne uge går vi derfor tæt på den afdøde Mærsk Mc-Kinney Møller, der endnu engang trækkes nu ind i en omfattende sag om våbensalg til diktatorer og brutale regimer. Salget skete gennem våbenfabrikken Dansk Industri Syndikat, også kaldet Riffelsyndikatet, hvor Mærsk i en årrække var storaktionær.

Derudover ser vi nærmere på den streamingskat, som kulturministeren vil tvinge de store streaminggiganter til at betale. For streamingtjenesten Netflix, der i forvejen producerer en del dansk indhold, kan den regning ende med at blive sendt videre til forbrugerne.

I denne uge handler podcasten om:

3.00 - Mathias Blædel, erhvervsredaktør på Frihedsbrevet: Mærsk-fabrik bugserede adskillige ton våben fra København ud til en række brutale regimer.

11.11 - Per Hansen, aktieanalytiker hos Nordnet: Er Danske Banks nye, tyske bestyrelsesmand manden, der kan løse opgaven?

19.58 - Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank: Vestas overrasker ikke med dårligt regnskab, mens Mærsk tager prisen for ugens overskrift

30.14 - Jens Bertelsen, erhvervsredaktør på Avisen Danmark: Boligrenterne brager op og rammer førstegangskøberne brutalt.

37.00 - Claus Bülow, streamingekspert: Kulturministeren vil tvinge streaminggiganterne til at betale fem procent af deres omsætning til Danmark. Men det kan være en farlig vej at gå.

46.24 - Jens Bertelsen, erhvervsredaktør på Avisen Danmark: Gigantisk mikrochiphandel er faldet til jorden. Nu sætter Margrete Vestager ind.