Statsminister Mette Frederiksen har etableret sig som en statsleder, der ikke er i risiko for at blæse væk i en krise. Corona er blevet håndteret med et maksimalt fokus på tryghed for danskerne, og med et minimum af manøvrerum til de blå partiledere, der drømmer om at vippe hende væk. Igen og igen har statsministeren kaldt pandemien den værste krise siden anden verdenskrig.

Overgangen til krig i Europa med en lurende frygt for tredje verdenskrig er nærmest flydende. Mette Frederiksen står der stadig, mens minkskandale, slettede sms'er og tilsyneladende ansvarsløse beslutninger bliver begravet i ukrainsk mudder - kørt ned af russiske kampvogne. For en stund i hvert fald.

Til gengæld rejser oppositionen sig og har plads til det. Den tidligere kaptajn i Den Danske Bataljon i Bosnien-Hercegovina og officer af reserven, Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen kan pludselig se, at dansk politik nu spiller på hans hjemmebane. I coronakrisen sad han helt oppe på lægterne.

Selv taler Ellemann ikke om det. Der er krig, og hans egen uniform er ikke pakket længere væk end, at den fortæller ham, at krig ikke handler om meningsmålinger, positionering i forhold den interne konkurrent Søren Pape Poulsen og raske angreb på den modsatte blok.

Men det gør krig i Ukraine - også. Og det er Ellemann særdeles bevidst om:

Han er officer - statsministeren har læst afrikastudier.

Søren Pape Poulsen trak frinummer, mens han var under shippinguddannelse i Grundfos, og han benyttede sig af frinummeret - Ellemann trak også frinummer, hvorefter han meldte sig frivilligt til Den Kongelige Livgarde.

1. januar stod Ellemann op samtidig med, at Berlingske udkom med en rigtigt dum historie. Avisen havde fået et meningsmålingsinstitut til at måle ham og Pape op mod Frederiksen på en række emner, og Ellemann fik så mange tæsk i konfrontationerne mod både Pape og Frederiksen, at han kom til at ligne det ukrainske flag.

Men på et eneste punkt vurderede de adspurgte i målingen, at Ellemann har en bedre politik end Mette Frederiksen: På forsvarspolitikken.

Her er Ellemann tryg og føler faktisk, at han har et forspring. Og han benytter sig af det. Er pludselig her, der og alle vegne. Står rank - så man næsten forventer et honnør - hver gang der kommer et kamera forbi. De friske bemærkninger er blevet poleret væk, så alvoren står skinnende.

Men det er ikke for at også komme til at skinne i meningsmålingerne. Bestemt ikke. Det er fordi Danmark har brug for det og for at vise sig som naturlig leder i en blå blok samlet i enhed. Siger de i Venstre.

Måske også fordi Venstre er inde i en periode, hvor det er Folketinget klart mest meningsmålingskritiske parti. Meningsmålinger er upræcise og fejlagtige. Faktisk er det grænsende til pinligt, at medierne overhovedet offentliggør dem. De måler nemlig konsekvent Venstre for lavt, og Socialdemokratiet for højt -. det viste både sidste folketingsvalg og EU-valg og tilsyneladende også kommunalvalget, mener man i Venstre. Måske er det rigtigt - vi ved det ikke, og under alle omstændigheder har Venstre endnu ikke bevist, at partiet med Ellemann som formand er i stand til at bruge valgkampe til at vende triste tendenser i meningsmålinger til gode resultater.

Den enhed i blå blok, Ellemann ser sig som general for, er da også med ham det meste af vejen. I hvert fald på to af de tre punkter, Ellemann især er i offensiven på:

1. Et proxy-angreb på Enhedslisten for at anskueliggøre at partiet er en decideret farlig samling gammelkommunister, der hænger fast i kærlighed til Sovjetunionen og had til Nato. Det flytter ikke vælgere fra Enhedslisten til Venstre, men det kan skabe utryghed ved det flertal, Mette Frederiksen er afhængig af, hvis hun vil være statsminister i en periode mere.

2. En tungt tryk på speederen i forhold til at styrke det danske forsvar med rigtigt mange milliarder, så Danmark - hurtigere end Socialdemokratiet har lyst til - rammer de to procent af BNP, vi har forpligtet os på at sigte mod. Og et stort engangsbeløb til forsvaret til at komme igang med. Det bliver der forhandlet om på partilederniveau i øjeblikket, hvor også Ellemanns tredje offensiv-punkt er med i forhandlingerne:

3. En folkeafstemning om forsvarsforbeholdet i EU. Her ryger samlingen og enheden i blå blok. Her vil Dansk Folkeparti og Nye Borgelige blæse højt og flot på en officer af reserven.

Men ikke desto mindre er det nu, den skal være den folkeafstemning. Der er her, Ellemann for alvor vil udnytte krisen og det momentum i befolkningen, han vurderer, at Putins angreb på det regelbaserede, internationale samfund har givet. Det er nu, den kan vindes. Nu, nu, nu. Ikke bare før valget, men før forår bliver til sommer. Før bevidstheden om tragedien i Ukraine daler. Og det er slet ikke umuligt, at regeringen tænker på samme måde - hastigheden som Socialdemokratiet rykker sig i på alle mulige områder, der kan relateres til Ukraine, er enorm.

Kort sagt: Aldrig har banen været så smukt lagt an til Ellemann på forårsgræs.

Det giver også et anseeligt pres.

Nu skal der leveres. Der skal rykkes. Der skal flyttes.

Der er blot kommet en meningsmåling, siden Ukraine ryddede dagsordenen. Der hverken leverede, rykkede eller flyttede Ellemann. Det var måske også lige tidligt nok. Men det skal gerne komme.

For hvis ikke han kan levere på hjemmebane, hvor skal han så levere?

Ukraine: Som alliancefri, neutral nation har Sverige flere end 150 års tradition for at klare sig selv, hvilket vil sige: Være klar, hvis det værste skulle ske i form af et militært angreb, en krigs- eller ulykkesudløst nuklear bestråling, for den sags skyld langt væk fra, eller anden form for masseødelæggende katastrofe.

- I modsætning til os har alle svenskere, myndigheder såvel som helt almindelige borgere, en bevidsthed om, at de skal kunne klare sig selv, agere individuelt og beskytte sig, hvis en meget alvorlig krisesituation opstår, siger Jens Wenzel Kristoffersen.

Han er analytiker på Center for Militære Studier på Københavns Universitet og har en længere karriere som orlogskaptajn i Søværnet.

- Svenskerne ved, at der ikke er noget Nato, der kommer farende og redder dem, fordi de har valgt at stå uden for. Det har givet dem en anden mentalitet end den, vi har, siger han.

Jens Wenzel Kristoffersen gør opmærksom på, at det værste, altså krigshandlinger rettet mod Danmark eller andre natolande, ifølge officielle sikkerhedspolitiske vurderinger ikke er oppe over.

Men efter udbredt international fordømmelse af den russiske invasion i Ukraine, bekendtgjorde den russiske præsident Vladimir Putin, at de militære styrker med adgang til atomvåben er sat "i et særligt beredskab." Det skete i en tv-tale i søndags.

- Hvis krigen i Ukraine eskalerer, Putin bliver presset og desperat, og det ender sådan, er det en situation, som svenskerne vil være meget skarpere til at håndtere, end vi er, siger Jens Wenzel Kristoffersen.

Det gælder i øvrigt også nordmændene, fremfører Lars Bangert Struwe, generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutning.

- Krig er helt ude af danskernes mindset, efter at danske og politikere og embedsmænd gennem et par årtier nu helt har fralagt sig tanken om krig tæt på dansk territorium, siger han.

I Avisen Danmark torsdag fremgik det, at gennem de seneste tyve år har de eksisterende danske beskyttelses- og sikringsrum været brugt til andre formål og er ikke i nærheden af at være klar til deres oprindelige formål.

I Sverige kan borgerne læse i en 20 siders brochure, som "Myndigheten for samhällsskydd och beredskap," MSB, svarende til Beredskabsstyrelsen i Danmark, har husstandsomdelt. "Om krisen eller kriget kommer" er titlen på brochuren, der bl. a. indeholder råd og vejledning til, hvordan man altid har et nødberedskab hjemme hos sig selv.

Tilsvarende informationsmateriale er uddelt i Norge.

- Tanken er, at man skal kunne holde stand en uge eller to i tilfælde af en alvorlig krisesituation. Den slags tager man alvorligt i Sverige, siger Jens Wenzel Kristoffersen, der selv bor i Helsingborg og således har den svenske krisementalitet helt ind på livet.

Det sættes i relief af den femårige udsendelse af publikationen "Nationalt Risikobillede"  fra Beredskabsstyrelsen. Den nyeste udkom i onsdags og identificerer 14 danske trusler mod Danmark. De handler om naturkatastrofer, ulykker og sygdomme. Krig er ikke blandt de 14.

I den brochure, som de svenske beredskabsmyndigheder har udsendt, oplyses, hvordan myndighederne agerer, både militært og civilt, og hvordan de enkelte borgere kan beskyttet sig selv.

"Vi skal kunne modstå forskellige former for angreb på vores land," fremgår det.

Udover allerede i dag velkendte fænomener som cyberangreb og spredning af falske nyheder, nævner brochuren en række andre kriseområder, f.eks:  Sabotage af infrastruktur som veje, broer, lufthavne, jernbaner, elledninger og atomkraftværker, afskæring af forsyningstransporter, f.eks. af fødevarer, terrorangreb og militære angreb.

Supplerende anføres en stribe af tips til, hvad en forsyning af langtidsholdbare madvarer og andre nødvendige fornødenheder, f. eks. brændsel og læge- og hygiejnemidler, kan bestå af. Der er anbefalinger til, hvordan man altid har rigeligt med vand på lager, hvis den normale vandforsyning svigter. Tilsvarende hvis  forsyningen af el og varme forsvinder, og de vante kommunikationsformer bryder sammen.

På en særlig hjemmeside, kan svenskerne i øvrigt se et kort, der viser, hvor nærmeste beskyttelsesrum befinder sig.

- Der er simpelthen tænkt på det hele. Som dansker og som militærmand gennem 36 år og som bosiddende i Helsingborg er jeg overvældet over, hvor meget anderledes beredskabet er i Sverige end i Danmark., siger Jens Wenzel Kristoffersen.

I mangel på tilsvarende form for dansk information har Atlantsammenslutningen udfærdiget en mindre vejledning på organisationens hjemmeside.

- Den har vi ikke lavet for at skabe panik og unødig frygt, men fordi der mangler en generel bevidsthed om, at en alvorlig krise kan opstå. Hvis den bevidsthed skal etableres kræver det en form for folkeoplysning fra myndighedernes side. Den er fraværende, eller i hvert fald på en meget lavere niveau end i Norge og Sverige, siger Lars Bangert Struwe.

Jens Wenzel Kristoffersen ser i den sammenhæng coronakrisen som en øjenåbner.

- Det gik op for alle, at der kan ske vores samfund noget alvorligt. Ukrainekrigen er også et eksempel på, at noget uventet kan ske. Selv om intet lige nu tyder på, at en trussel mod os vil rejse sig, så er min pointe, at når først truslen er der, er det for sent at gøre noget, siger han.

Når krig som selvstændigt tema ikke er et af de 14 særlige områder i "Nationalt Risikobillede," skyldes det ifølge Beredskabsstyrelsens chef for kontoret for Beredskabsplanlægning og Krisestyring, Ulrik Keller, at det er Forsvarets Efterretningstjeneste, der vurderer det militære trusselsbillede mod Danmark.

- Så når vurderingen her er, at der ingen militær trussel er, har vi det ikke med i det samlede risikobillede, vi udarbejder, siger Ulrik Keller.

"Nationalt Risikobillede" bygger på omfattende research hos alt, hvad der kan krybe og gå af myndigheder og ekspertise. Det  arbejde tager typisk er par år. Den helt aktuelle krig i Ukraine er brudt ud efter arbejdets færdiggørelse.

- Hvis Forsvarets Efterretningstjeneste ændrer trusselsvurderingen, for eksempel på baggrund krigen i Ukraine, får det selvsagt betydning for det generelle risikobillede i fremtiden, siger Ulrik Keller.

Med hensyn til den svenske og norske civile beredskabsinformation, mener han, at landene ikke er helt sammenlignelige:

- Fordi Sverige ikke er et natoland, vurderer svenskerne selv, at man har en militær trussel rettet mod sig. Det giver dem et helt andet udgangspunkt beredskabsmæssigt. Desuden handler vejledningerne her ikke kun om krig, men også om andre alvorlige katastrofer. Her - og i Norge - spiller geografien med lange strækninger og ufremkommeligt snevejr ind, fordi det kan være svært at nå frem med mad og medicin i en krisesituation for eksempel.

I Danmark, mener han, findes der også forskellige krisevejledninger, ikke som skrevne brochurer, men på hjemmesider, dels Beredskabsstyrelsens egen, dels de forskellige myndigheders.

- Trykte brochurer er statiske i sin form. Det er svært og rasende dyrt at trykke og distribuere igen, hvis et enkelt råd ændrer sig eller nye behov viser sig. Men vi vurderer hele tiden, hvordan vi kommunikerer bedst til og med borgerne. En kommunikation i brochureform som i Norge og Sverige er ikke udelukket, men her og nu ser vi ingen grund til at indføre det, siger Ulrik Keller.

Krig: Efter kampe natten til fredag brød en brand ud ved Europas største atomkraftværk Zaporizhzhya i Ukraine, og Rusland har nu kontrol over atomkraftværket. Det har fået USA til at aktivere sit atomberedskab, og Ukraines præsident anklager Rusland for "atomterror".

Men den anklage har ikke hold i virkeligheden, lyder det fra lektor ved Institut for Strategi på Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen. Ifølge ham har Ruslands præsident Vladimir Putin ingen interesse i en atomulykke som Tjernobyl. Men der er ifølge lektoren en simpel forklaring på, hvorfor Rusland kæmper for at få kontrol over atomkraftværkerne.

- Det er ikke atomterror, det er fuldstændig logisk. Hvis du kontrollerer atomkraftværkerne, som varmer byerne, så kan du også slukke for varmen, og det er relativt smart, hvis du gerne vil have en by til at overgive sig uden at smadre den militært. Atomkraftværkerne er vigtige militære mål, som enhver angriber ville gå efter. Derfor har ukrainerne også interesse i at forsvare dem, og når der kæmpes om den, kan sådan noget som brande ske, siger han.

Ifølge Peter Viggo Jakobsen har Putin en stor interesse i, at atomkraftværkerne forbliver funktionsdygtige, og derfor ønsker han ikke at ødelægge dem.

- Hvis du er gået i krig i et land, du vil besætte bagefter, er det praktisk at få styr på de ting, der giver landet varme. Det bliver Ruslands hovedpine, hvis de vinder, at sørge for, at folk ikke dør af sult og kulde. Hvis jeg var militærstrateg, ville jeg også gå efter strøm- og varmeforsyningen, siger han.

Lektoren begyndte fredag formiddag at undersøge, hvordan Ukraines varmeforsyning ser ud, og det bekræfter ham i hans vurdering.

- Det atomkraftværk, hvor der er udbrudt brand, genererer mere end 20 procent af Ukraines strømforsyning. Derfor er det væsentligt at få styr på, siger han.

Samtidig peger han på, at vi i Vesten også skal være opmærksomme på, at Ukraine ligesom Rusland forsøger at sprede propaganda om krigen for at vinde verdens sympati.

- Russerne skal tænke sig om. Et nyt Tjernobyl gider ingen, det gider russerne heller ikke. At Putin skulle være bindegal er en kraftig overfortolkning, siger han.

Hold da op. Erhvervslivets topchefer var lige begyndt at trække vejret efter to års coronakrise med et konstant behov for lynhurtige og vidtrækkende beslutninger.

Nu skal der igen udvises handlekraft i et omfang, som de aldrig lærte om på handelshøjskolen.

Krigen i Ukraine kræver et køligt overblik, for virksomhederne skal tage stilling til ansattes sikkerhed, international storpolitik, omfanget af sanktioner, forbrugernes reaktioner og deres egne kommercielle overlevelse.

For supermarkedskæderne er det en nem opgave. De kunne hurtigt finde den snes varer - fra vodka til chokoladebarer - der stammer fra Rusland eller Hviderusland. Så kunne de fjernes fra hylderne og parkeres i et bur på lageret.

Men hvad med Carlsberg, der har investeret milliarder af kroner på det russiske marked? Ølgiganten har otte bryggerier i Rusland, sidder på en fjerdedel af markedet og skal tage ansvar for mere end 8.000 ansatte, der ikke selv har fundet på at invadere Ukraine.

Carlsberg har været påfaldende stille, siden Ruslands invasion, men der er ingen tvivl om, at krisen har udviklet sig til et uhyggeligt dilemma. Set udefra er det nødvendigt at lukke den russiske forretning ned og fyre de 8.000 ansatte med tre måneders varsel. Det er den model, som svenske Ikea har valgt. Så aner man reelt ikke, om man nogensinde kommer til at åbne i Rusland igen.

Både Danfoss og Grundfos har også lukket for produktionen i Rusland. Volkswagen har lukket sine russiske bilfabrikker. Dels for at sende et klart signal om at være på ukrainernes side. Dels fordi forsyningerne af varer og pengestrømme ind og ud af Rusland er fuldstændigt kollapset.

Carlsberg kan være tvunget til at nedskrive sin investering i Rusland til en værdi på nul kroner. Det har Carlsberg råd til. Skulle krigen - mod al forventning - stoppe lige om lidt, fordi Putin bliver væltet og sendt til krigsforbryderdomstolen, så står døren på klem for en genåbning af Rusland.

Men det er plan B. Plan A må være at slukke lyset i Rusland, inden den blotte tilstedeværelse smadrer virksomhedernes omdømme. Man driver jo heller ikke forretning i Nordkorea.

Energimatadoren Ørsted, hvis førerposition i den grønne omstilling har sikret stor popularitet, kender alt til dilemmaet efter en uge i mediemøllen. Topchef Mads Nipper fik kluntet forklaret, at det ville blive alt for dyrt at opsige en uopsigelig gaskontrakt med russiske Gazprom.

Senere lød budskabet, at det ikke bør være op til en privat virksomhed at udløse en energikrise i Danmark.

- Vi har gjort alt, man som normal virksomhed kan gøre. Men vi har bare en ekstra dimension, som er radikalt anderledes end at flå russisk vodka og kaviar af hylderne. Det, at afbryde en meget stor del af al den gas, der flyder til Danmark, mener vi fra vores side er så stor en samfundsmæssig beslutning, at den hverken kan eller skal træffes af et kommercielt selskab, sagde Mads Nipper til Berlingske og sendte bolden videre til politikerne.

Stemningen er bare, at virksomhederne skal vende Rusland ryggen i et omfang, der går langt videre end de internationale sanktioner, der i hast er vedtaget mod russerne.

Detailkæden Jysk måtte fortælle grædende ansatte i Rusland, at kæden lukker sine 13 butikker, selvom de ikke er tvunget til det. Der er ingen, der tror, at 13 lukkede sengetøjslagre vil få Putin på bedre tanker, men når H&M og Ikea går samme vej, bliver Vestens fordømmelse forhåbentlig synlig for den menige russer.

Der er også den forsigtige mellemvej, og ude i underskoven af dansk erhvervsliv famler man efter den rigtige håndtering af russiske kunder og leverandører. Erhvervsorganisationen SMV Danmark mener, at vi skal holde fokus på sanktionerne og ikke nødvendigvis gå videre end det.

- Det er vigtigt, at vi holder fast i dem (sanktionerne, red.) og ikke begynder at udstille nogen som værnemagere, siger direktøren, Jakob Brandt, til erhvervspodcasten Erhvervsklubben, der i denne uge kun handler om Ukraine.

Endelig er der dem, der ubehjælpsomt træder ved siden af. Onsdag afslørede Børsen, hvordan storbanken Nordea havde forbudt sine offentlige talspersoner at betegne krigen i Ukraine som en ”krig”. Det skyldtes angiveligt et hensyn til ukrainske og russiske ansattes følelser, men blev hurtigt undskyldt af banken.

Dagen efter stod Nordea klar med et mindre millionbeløb til Unicef og Røde Kors ”for at støtte deres nødhjælpsarbejde i Ukraine og andre berørte lande,” som det hed.

Putins invasion påvirker os alle. Nu skal topcheferne i dansk erhvervsliv finde et ekstra gear i disciplinen kriseledelse. Og overveje nøje, hvordan deres omdømme ser ud, når krigens rædsler er ovre.