Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Arkivfoto: Michael Bager

Rollerne er byttet rundt: Indvandrerkvinder føder færre børn end danske kvinder

Godmorgen og velkommen til ugens første nyhedsoverblik fra Avisen Danmark.

Vi lægger ud med nyheden om, at ikke-vestlige indvandrerkvinder nu for første gang nogensinde føder færre børn, end danske kvinder gør. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Kurven for indvandrerkvinder er stort set kun gået én vej de seneste 30 år, og nu er den altså krydset med danske kvinders fertilitet. De nye tal fra Danmark Statistik viser, at hvor indvandrerkvinderne i gennemsnit føder 1,76 børn, føder danske kvinder 1,78 børn. For efterkommere af indvandrere er tallet 1,75.

Ifølge Anika Liversage, der er seniorforsker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive, og som beskæftiger sig med familieliv blandt etniske minoriteter i Danmark, handler udviklingen ikke nødvendigvis om, at indvandrerne én til én har adopteret danskernes syn på familie.

- Det handler mere om, at de lever under de samme strukturelle forhold, hvor alle skal være på arbejdsmarkedet eller i aktivering, og det sætter begrænsninger på, hvor store børneflokke det giver mening og kan lade sig gøre at få, siger hun til avisen.

Der er dog forskel på fertiliteten alt efter, hvilket land kvinderne kommer fra. Indvandrere fra Ukraine, Irak og Tyrkiet føder i gennemsnit under to børn. Tallene er dog markant højere for kvinder fra Somalia, Pakistan og særligt Syrien.

HK rejser sag mod vikarbureau om massefyring

Fra børn til fyringer. I alt 600 ansatte i Styrelsen for Patientsikkerheds smittesopsporing, som alle kommer fra samme vikarbureau, er blevet ulovligt massefyret. Det mener i hvert fald fagforeningen HK Privat, der er overenskomstpart for de ansatte.

Fagforeningen mener ikke, at fyringsrunden fulgte masseafskedigelsesloven, og derfor har HK nu rejst sag mod vikarbureauet Moment, skriver Ritzau. Det er nemlig bureauet og ikke styrelsen, der formelt har arbejdsgiverrollen over for de 600 nu tidligere ansatte i smitteopsporingen.

Årsagen til overtrædelsen af loven er, at vikarbureauet ikke har forhandlet med hverken de, der skulle fyres eller repræsentanterne for dem. Men ifølge loven skal man som arbejdsgiver gøre det, når så mange ansatte skal afskediges. Overholdes loven ikke, har de fyrede ret til godtgørelse svarende til 30 dages løn.

Med en timeløn på 159 kroner i timen, kan den potentielle regning for de fyrede medarbejdere derfor løbe op i over 15 millioner kroner.

Regeringen støtter nu EU-regler om flere kvinder i bestyrelser

Vi runder af med nyt fra regeringen. I 10 år har danske regeringer nemlig været imod et helt bestemt EU-forslag, der skal sikre mindst 40 procent af begge køn i bestyrelser for de største virksomheder.

Men nu er regeringen vendt på en tallerken.

- Argumentet imod har været, at vi mente, at vi selv fint kunne skubbe udviklingen frem. Så var det ikke nødvendigt med EU-lovgivning. Status er bare, at der stort set ikke er sket noget. Vi mener ikke, at det går hurtigt nok. Derfor ønsker vi også at være med i EU-politikken på det her område, siger ligestillingsminister Trine Bramsen til Jyllands-Posten.

Forslaget blev første gang fremsat for 10 år siden, men har siden været lagt på is, fordi et mindretal af regeringer var stort nok til at blokere det. Denne modstand er udover Danmark kommet fra Tyskland, Estland, Holland, Ungarn, Tjekkiet og Letland. Nu har regeringerne i både Tyskland og Holland dog opgivet deres modstand, og derfor tegner der sig nu er flertal.

Forslaget til direktivet skal behandles i EU igen i marts.

Det var alt for nyhedsoverblikket. Men bliv hængende lidt endnu, for her får du fire gode historier fra Avisen Danmark.

Billede af Sarah Bech
Billede af skribentens underskrift Sarah Bech Journalist

Få Dagens Danmark læst op her

Selv om det endnu er uklart, om både Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (K) er kandidater til statsministerposten, så er Venstre og Konservative i hvert fald sammen med tre af de øvrige borgerlige partier enige om, at der skal ses på topskatten. Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Dalls analyse: Blå blok gør sig klar til valg og gemmer skatte-spøgelset væk

Det er ikke kun Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, der er ved at gøre klar til valg. Det er partierne i blå blok også. Og her spøger især én ting fra VLAK-tiden: topskatten. Men nærmest helt under den politiske radar har Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige fundet hinanden i spørgsmålet om topskatten. Et emne, som flere gange var ved at sprænge Lars Løkke Rasmussens regering.

Ifølge Casper Dall, Avisen Danmarks politiske redaktør, forsøger partierne at lufte ud og gøre hovedrent blandt de emner, der skiller partierne mere end samler dem, så de kan fremstå som et troværdigt alternativ til den røde blok, når valgdagen en dag kommer.

Det er ikke kun statsministeren og Socialdemokratiet, der er ved at gøre klar til et folketingsvalg. Det indtryk kunne man ellers godt få, da statsministeren i sidste weekend med store avisannoncer og en lang kronik i Politiken forsøgte at korrigere danskernes opfattelse af hende og regeringspartiet på klimaområdet. Budskabet i både annoncer og kronik var klart: Mette Frederiksen er ikke længere rød, før hun er grøn. Hun er både rød og grøn.

De borgerlige partier er også i gang med at gøre sig klar til det folketingsvalg, som senest skal komme inden begyndelsen af juni næste år. De borgerlige partier er dog ikke begyndt at indrykke helsidesannoncer i aviserne eller skrive fælles kronikker - endnu. Det foregår langt mere stille - ja, nærmest helt hemmeligt.

For ganske ubemærket har fem borgerlige partier fundet hinanden på et meget vigtigt område: topskatten.

Det var topskatten, der martrede den seneste borgerlige regering. VLAK-regeringen fandt aldrig løsningen på blå bloks gordiske knude. For intet politisk emne splittede Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti så meget, som topskatten gjorde i den seneste valgperiode. Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, ville have topskattelettelser for minimum fem procentpoint. Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl sagde nej, og så var der dengang langt til et flertal på 90 mandater.

Men i dag er situationen en anden. Mens det meste af Danmark diskuterede Mette Frederiksens slettede sms'er og forsøgte at finde ud af, hvilken kandidat der skulle stemmes på ved kommunalvalget, foretog Venstre et skifte i begyndelsen af november sidste år.

- Det er rigtigt, at der er tale om et prioriteringsskifte. Vi har hidtil valgt at prioritere lettelser i bunden, men der er sket så meget inden for det seneste år, at jeg toner rent flag og siger, at vi nu hiver det her spørgsmål op i toppen af vores prioriteringsliste, sagde finansordfører og partiets chefforhandler Troels Lund Poulsen til Berlingske.

Og spørgsmålet, der nu er på toppen af partiets prioriteringsliste, er, hvordan der skabes yderligere arbejdskraft i landet. Selv om det ikke er en del af partiets officielle økonomiske politik, er Venstre nu klar til at diskutere lettelser i topskatten.

Lidt senere på måneden kom Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt på banen:

- Der, hvor grænsen ligger i dag, er der rigtig mange, som ikke oprindeligt var tiltænkt at betale topskat, som alligevel gør det. Vi er ret udogmatiske, sagde Morten Messerschmidt til Berlingske i november, da han lancerede sit kandidatur til den ledige formandspost i Dansk Folkeparti.

Dermed har både Venstre og Dansk Folkeparti rykket sig markant på skatteområdet. Rykket er størst for Dansk Folkeparti, da Kristian Thulesen Dahl tidligere forsvor, at partiet ville lægge stemme til lempelser af topskatten. Både Konservative og Nye Borgerlige har længe ønsket helt at fjerne topskatten i stedet indføre en flad skat. Og vupti, pludselig er et af de emner, som ellers kunne føre partierne ud i voldsomme debatter og vække vælgernes minder om armlægningerne under VLAK-tiden, forsvundet ud i den blå luft.

Hvis partierne vil fremstå som et troværdigt alternativ, må der derfor luftes ud blandt de tidligere konfliktområder, og den hovedrengøring er de borgerlige partier allerede i fuld gang med.

Casper Dall, politisk redaktør

Og det har været ganske vigtigt for de borgerlige partier at få ryddet skattestenen af vejen. Selv om det kun er Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, som var partiformand under VLAK-tiden, spøger skattespøgelset nemlig stadig blandt de borgerlige partier. Hvis partierne vil fremstå som et troværdigt alternativ den dag, krydset skal sættes, må der derfor luftes ud blandt de tidligere konfliktområder, og den hovedrengøring er de borgerlige partier allerede i fuld gang med.

Se bare på den aktuelle debat om udenlandsk arbejdskraft, hvor Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige pludselig står last og brast om et beslutningsforslag, der sænker beløbsgrænsen og giver flere udlændinge adgang til det danske arbejdsmarked. Her bliver det accepteret af alle partierne, at Dansk Folkeparti står uden for fællesskabet.

Nok så interessant er det, at De Radikale også går ind for en lempelse af topskatten. Partiets politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, har sågar sidste år ladet sig interviewe med Søren Pape Poulsen, hvor de i fællesskab foreslog, at topskattegrænsen skulle hæves med 44.000 kroner årligt, så den ville være på 589.800 kroner om året, og så 100.000 færre skulle betale topskat.

Selv hvis mandaterne ikke fordeler sig, så enten Jakob Ellemann-Jensen eller Søren Pape Poulsen kan sætte sig i stolen som statsminister efter et valg, kan Mette Frederiksen alligevel stå med et flertal for lempelser i topskatten. Det kunne lugte lidt af, at Socialdemokratiet gør klar til endnu en valgkamp med sloganet: Velfærd eller skattelettelser?

Nok så interessant er det, at De Radikale også går ind for en lempelse af topskatten.

Casper Dall, politisk redaktør
Casper Dall, politisk redaktør på Avisen Danmark. Foto: Michael Bager
Rusland og Belarus har i den forgangne uge afholdt fælles militærøvelser i Belarus, alt imens vestlige ledere advarer om en forestående russisk invasion af Ukraine. Foto: Ministry of Defence Republic of Belarus/AFP/Ritzau Scanpix

Rusland-ekspert vover et bud: Derfor invaderer Putin Østukraine

En russisk invasion af Ukraine står lige for døren og har gjort det i et stykke tid nu, hvis man lytter til vestlige lederes advarsler.

Og måske er Ukraine bare første trin i Vladimir Putins dystre plan om at indlemme det østlige Europa i et nyt Storrusland, lyder bekymringen fra Storbritannien.

Men er der grund til at være bange? Hvordan vil en russisk invasion af Ukraine se ud? Og kan det slet ikke løses på en fredelig måde?

Avisen Danmark har spurgt Flemming Splidsboel Hansen, der er seniorforsker - med speciale i Rusland og det tidligere sovjet - ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Og ja - vi kan nok godt regne med, at Rusland invaderer Ukraine, mener seniorforskeren. Men han har svært ved at se for sig, at det bliver den store invasion, som vesten advarer om.

En russisk invasion af Ukraine kan finde sted når som helst, hvis man skal stole på udmeldinger fra blandt andre USA's præsident, Joe Biden, og Nato's generalsekretær, Jens Stoltenberg. Og der er ingen grund til at antage, at Rusland stopper ved Ukraine, mener britisk udenrigsminister. Hvordan skal vi forholde os til det i Danmark? Og hvad ender det hele med? Avisen Danmark har bedt en ekspert om at svare på fem centrale spørgsmål.

Konflikt: Spændingen mellem Ukraine og Rusland tager til time for time.

Ifølge vestlige efterretninger befinder omkring 150.000 russiske soldater sig fortsat ved grænsen til Ukraine.

Og i det østlige Ukraine, i regionerne Donetsk og Luhansk, der nu i en årrække har været genstande for kampe mellem ukrainske styrker og pro-russiske oprører, var der mere end 1500 brud på den våbenhvile, der blev aftalt i 2015.

Vestlige ledere har i løbet af ugen advaret om, at en russisk invasion af Ukraine kunne ske om bare få dage.

Senest har Jens Stoltenberg, der er generalsekretær i Nato, sagt, at alt peger på en russisk invasion af Ukraine.

- Vi er alle enige om, at risikoen for et angreb er meget høj, sagde han lørdag ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

Men hvad er sandsynligheden for, at konflikten ender med et russisk angreb på Ukraine?

De kan ikke tage hele Ukraine. De kan ikke inkorporere så stort et land og så fjendtlig en befolkning. Det er umuligt. Putin må være køre fuldstændig af sporet, hvis han har de tanker.

Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier

Bliver det i så fald ved en invasion af den østlige dele af Ukraine, bliver det hele landet eller har den russiske præsident, Vladimir Putin, større planer?

Og hvordan skal man forholde sig til det hele som dansker?

Det er mest sandsynligt, at Rusland invaderer den østlige del af Ukraine. En stor invasion af hele landet vil være for omfattende at håndtere både før og efter, mener Flemming Splidsboel Hansen. Pressefoto: Inge Lynggaard Hansen/DIIS

Avisen Danmark har bedt Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier med speciale i global sikkerhed og fokus på Rusland og Ukraine, om at svare på fem centrale spørgsmål om konflikten:

1 Er det sandsynligt, at Rusland invaderer Ukraine?

Ifølge Flemming Splidsboel Hansen er det korte svar ja.

Spørgsmålet er dog, hvordan en sådan optrapning af konflikten vil udspille sig.

- Det er vigtigt for mig at pointere, at vi taler om minimum to forskellige invasioner. Vi taler om den helt store invasion, hvor Biden taler om, at blandt andet hovedstaden Kiev er målet. Amerikanerne har tilsyneladende gode efterretninger på, at det kan ske allerede i den kommende uge, siger han.

Men seniorforskeren har svært at se, at Putin vil kunne bære ansvaret for de menneskelige og økonomiske omkostninger, en så omfattende invasion sandsynligvis vil bære med sig.

Én ting er også at erobre så stort et territorium og så stor en befolkning. Noget helt andet er fastholde det, understreger Flemming Splidsboel Hansen.

- Jeg har svært ved at se det for mig, men jeg kan ikke helt afvise det, for amerikanerne taler meget tydeligt om, at det er det, der ligger på bordet, siger han.

Men det andet scenarie – en russisk invasion af det østlige Ukraine og mere specifikt de to udbryderområder i Donetsk og Luhansk – ligger nærmest lige for, mener Flemming Splidsboel Hansen.

- Med den evakuering der er sat i værk, måden det italesættes på, med folkedrab og så videre - at hvis ikke man får børn, kvinder og gamle ud hurtigst muligt, vil de andre ukrainere komme og slå dem ihjel – så virker det til, at separatisterne åbner døren for de russiske soldater, efter at Moskva har fortalt dem, at det er sådan, de skal gøre det, siger han.

2 Kan konflikten løses på en fredelig måde?

Flemming Splidsboel Hansen ser ikke nogen fredelig løsning mere.

Situationen i Østukraine er låst, fordi Ukraine ikke vil afgive dele til Rusland.

Og Vladimir Putin har heller ikke nogen umiddelbar interesse i at finde en løsning med hverken Ukraine eller vesten på problemerne.

- De er gode for ham at have. De russiske medier flyder over med, at vesten forsøger at knække Rusland, nu med med våbenleverancer til Ukraine, der skal være spydspidsen i et vestligt forsøg på at svække Rusland, siger Flemming Splidsboel Hansen.

3 Er der grund til at frygte, at Ukraine bare er første skridt?

Den britiske udenrigsminister, Liz Truss, advarede søndag om, at den russiske præsident, Vladimir Putin, kan have større planer end en invasion af Ukraine.

- Vi er nødt til at stoppe Putin, for han vil ikke stoppe ved Ukraine, lyder det i et interview med den britiske avis, Daily Mail, hvor hun også udtrykker bekymring for de baltiske lande og det vestlige balkanområde.

- Putin har sagt i al offentlighed, at han ønsker at skabe et Storrusland, at han vil tilbage til situationen, som den var før, hvor Rusland havde kontrol over store dele af det østlige Europa, siger Liz Truss.

Men det er ikke en bekymring, der er grund til at dvæle ved, mener Flemming Splidsboel Hansen. En invasion af Ukraine er nemlig i sig selv en meget stor mundfuld for Rusland.

- De kan ikke tage hele Ukraine. De kan ikke inkorporere så stort et land og så fjendtlig en befolkning. Det er umuligt. Putin må være køre fuldstændig af sporet, hvis han har de tanker, siger Flemming Splidsboel Hansen.

Vi kan dog regne med, at Putin vil fortsætte med at skabe uro ved Europas grænser - blandt andet i Ukraine, hvis det ikke bliver til en decideret invasion.

-  De her områder glider langsomt væk fra ham. Det kan han ikke acceptere, for han ønsker at trække dem tættere på. Men den politik, han fører, skubber dem bare længere væk. Det er derfor, han nu tyer til at true dem til at blive på plads, siger Flemming Splidsboel Hansen.

4 Skal vi frygte, at konflikten breder sig til Danmark?

Det er der ingen grund til, mener Flemming Splidsboel Hansen.

- Bliver det en invasion af det østlige Ukraine, er der slet ikke noget for os at gøre. Der er krig allerede, det har der været i otte år, tusindvis er blevet dræbt og folk bliver dræbt hver eneste dag. Men det berører jo ikke os, siger han.

En stor invasion af og krig i Ukraine ville heller ikke påvirke danskerne, mener han.

- Vi vil skulle sætte os ned og finde ud af, hvordan vi hjælper ukrainerne og straffer russerne, men det er ikke noget, der vil komme til Danmark, siger Flemming Splidsboel Hansen.

5 Hvor ender det?

Det ender nok med en invasion af Østukraine, mener Flemming Splidsboel Hansen.

- Jeg tror, at russiske tropper vil rykke ind. Hvis ikke i den kommende uge, så måske om en måned eller om et halvt år. I sidste ende vil de finde et påskud for at komme ind, siger han.

Annekteringen af Krim-halvøen i 2014 var et vendepunkt for vestens forhold til Rusland. Spørgsmålet er, om Putin vil tage lignende skridt i Donbass-regionen og opsluge mere ukrainsk territorium.

Under alle omstændigheder vil 2022 være endnu et vendepunkt, forudser seniorforskeren. Men konflikten mellem Rusland og vesten har ikke umiddelbart nogen ende - og det skal vi lære at håndtere.

- Vi må sætte os ned og sige, at vi skal have det bedst mulige ud af det rod, vi har med Rusland, samtidig med at vi meget stærkt - og måske stærkere end tidligere - markerer, at det her er uacceptabelt, siger han.

Jakob Ellemann-Jensen fik valgt sin foretrukne kandidat, Inger Støjberg, som næstformand. Nu er Inger Støjberg en trussel mod Ellemann udefra, mens taberen i næstformandsvalget, Ellen Trane Nørby, mener, at hun kan bruge sine politiske kræfter bedre som lokalpolitiker i Sønderborg. Arkivfoto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Løvkvist: Hvem kan nævne en Venstre-profil, der stadig kæmper?

Det er tæt på enestående i dansk politik at et regeringsdueligt parti har mistet profiler i en grad, som Venstre har, efter Jakob Ellemann-Jensen blev formand. Nu har også stemmesluger i Sydjylland Ellen Trane Nørby skrevet sig på den otte mand store ude-liste, som Ellemann kan føre fra sit formandskontor.

Det efterlader en tyndbenet folketingsgruppe, som kommer til at gå til valg med forsvindende få kandidater med ministererfaring - højst otte bliver det til ud af en gruppe, der startede valgperioden med at være på 43. For Socialdemokratiet er det mere end halvdelen af partiets 48 medlemmer, der kommer til at gå til valg med ministererfaring. 
Det skriver Avisen Danmarks politiske reporter og analytiker Kasper Løvkvist.

Overfladisk set er presset på Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, aftagende. Det burde være en lettelse, men i virkeligheden er det et signal om, at han ikke har været i stand til at blive på den position, hvor presset altid er og altid skal være massivt.

Når det er ved at være et større problem for Søren Pape Poulsen end Ellemann, at Pape driver kispus med alle om sit sandsynlige statsministerkandidatur, er det, fordi Ellemann forlængst er ophørt med at være både det indlysende og det eneste statsministeremne i blå blok.

Og selv om der er meningsmålinger, som bringer regeringsmagten inden for rækkevidde for blå blok, er Ellemann stadig ikke i stand til at male et så troværdigt alternativ til en S-regering op, at han kan stoppe flugten fra sin egen folketingsgruppe.


Lars Løkke Rasmussen gav en folketingsgruppe på 43 medlemmer videre Jakob Ellemann-Jensen - ni flere end før valget i 2019. Nu er foreløbig fire af de 43 forsvundet helt ud af partiet - Løkke selv og Inger Støjberg, Marcus Knuth og Britt Bager, der sidder og varmer sig ovre i Søren Papes gruppeværelse.

Tre er blevet erstattet af suppleanter - Tommy Ahlers, Karsten Lauritzen og Kristian Jensen, der alle fik øje på noget mere attraktivt uden for Christiansborg.

Og nu er Ellen Trane Nørby så også på vej ud - hun genopstiller ikke og er helt åben om, at hun er jobsøgende.  Flere andre profiler er konstant rygtet på vej til stillinger i det private.

Vi snakker om politikere, der for størstedelen kunne være temmelig sikre på at komme på et ministerhold i en kommende borgerlig regering. Hvis man realistisk kan præsentere sine profiler i folketingsgruppen for sådan en mulighed, plejer det at være ret disciplinerende i forhold til at bide tænderne sammen og acceptere en svær situation i nuet.

I stedet er Venstre nået dertil, hvor det ikke er voldsomt karikeret at sige: Det er efterhånden lettere at komme i tanke om en Venstre-profil, der er ude, end en Venstre-profil der er inde.


Blandt partiets syv største stemmeslugere er der to tilbage: Jakob Ellemann-Jensen og Preben Bang Henriksen.

På topti er der yderligere tre: Michael Aastrup-Jensen, Sophie Løhde og Anni Matthiesen.

De otte, der er på ude-listen, står med deres personlige stemmer og tildelte listestemmer (238.042) for en tredjedel af de lidt over 825.000 stemmer, Venstre fik ved sidste valg. Som jo var et ret godt valg - i meningsmålingerne ligger partiet i øjeblikket til at få i underkanten af 500.000 stemmer.

Seks af de otte på ude-listen er politikere med ministererfaring. Otte ud af ti, hvis man regner Bertel Haarder og Claus Hjorth Frederiksen med - de genopstiller nemlig heller ikke.

Det efterlader blot otte med ministererfaring tilbage i den gruppe, der burde være på 43 medlemmer. Ikke mange af de otte ville være givne på et nyt ministerhold - det er vel kun Ellemann selv, Sophie Løhde og Troels Lund, som ville være sikre.

I Socialdemokratiets gruppe på 48 medlemmer har over halvdelen ministererfaring.


I nogle partier går det den anden vej.

Morten Messerschmidts problemer som ny formand for Dansk Folkeparti er ganske anselige, men han er dog trods alt lykkedes med at overtale en vigtig og trofast støtte i Alex Ahrendtsen til at genopstille, selv om han egentlig var led og ked af livet på Christiansborg, havde haft en drøm om en smukt klingende guitar, et lykkeligt liv uden for murene og havde sagt stop. Midt i alt det mudrede kunne Alex Ahrendtsen alligevel få øje på et frugtbart liv i politik med Morten Messerschmidt som formand.

Det lykkedes ikke for Jakob Ellemann-Jensen at overbevise sin gruppeformand, Karsten Lauritzen, til at et sådan liv findes.

Og det lykkedes ikke for Jakob Ellemann-Jensen at overtale Ellen Trane Nørby om det, selv om meget taler for, at hun kunne have fået den gruppeformandspost, der i stedet gik til Thomas Danielsen. Det var for sent og for lidt.


Ellen Trane Nørby havde inden sin melding om, at hun ikke vil mere, ikke fået den gevinst ud af at stille op som næstformand mod Inger Støjberg, som der er tradition for at man kan få i politik, når man i valg kæmper med åben pande mod den løsning, som formanden foretrækker: At blive en del af magtdelingen efter kampen. I stedet blev hun ignoreret.

Så nu er hun som en stor landspolitisk profil og partiets fremmeste stemmesluger i Sydjyllands Storkreds kommet i en situation, hvor hun kan sige, at "jeg tror, jeg kan bruge mine politiske kræfter bedre" som lokalpolitiker i Sønderborg.

Det er efterhånden lettere at komme i tanke om en Venstre-profil, der er ude, end en Venstre-profil der er inde.

Kasper Løvkvist, politisk reporter og analytiker på Avisen Danmark. Foto: Michael Bager
Mange danskere har smidt deres engangsmundbind i skraldespanden for sidste gang - i hvert fald i denne omgang. Imens ser resten af verden måbende på, mens smittetallene i det lille land i Nord fortsat er de højeste i verden. Foto: Michael Bager

Amerikanere misforstår danske dødstal: Deres kritik styrker sammenholdet herhjemme, mener ekspert

I Danmark har vi kæmpehøje coronasmittetal - faktisk blandt de højeste i verden. Alligevel er vi et af få lande, der har besluttet at fjerne næsten samtlige restriktioner. Og det har vakt opsigt ude i verden.

På det sociale medie Twitter har flere udenlandske forskere og debattører delt blandt andet danske coronadødstal, men tallene bliver misforstået, og samtidig skaber de endnu mere splittelse, hvor debatten i forvejen var polariseret mellem dem, der er fortalere for genåbnede samfund, og dem, der er imod.


Men mens vi bliver kritiseret ude i verden, samler vi os i Danmark. Selv om vi før har været noget så uenige om restriktioner, er sagen en anden nu, da de er borte, og andre er imod os.

Udenlandske forskere og debattører har delt danske coronatal på sociale medier for at vise skræmmeeksemplet på, hvor galt det kan gå, når et land fjerner alle restriktioner og lader smitten løbe løbsk. Men dødstal og indlæggelsestal misforstås, og derfor har SSI selv korrigeret flere afsendere af de utvetydige budskaber. Imens debatten om tallene skaber endnu større splittelse på den anden side af Atlanten, er kritikken fra andre lande med til at samle danskerne.

Misforståelser: Danmark er for tiden indehaver af et af verdens højeste coronasmittetal.

Samtidig er vi et af få lande, der har vinket farvel til stort set alle restriktioner - og det vækker undren ude i verden. For hvordan kan man åbne et samfund, mens smitten med den virus, vi har isoleret os fra i flere år, brager derudad?

I andre lande skaber de danske coronatal derfor yderligere splittelse mellem tilhængere af genåbnede samfund og modstandere. På det sociale medie Twitter har udenlandske forskere og debattører den seneste tid nemlig delt flere af de danske coronatal - heriblandt dødstal.

Flere af tallene er dog blevet misforstået, og derfor har Statens Serum Institut selv blandet sig og korrigeret afsenderne af visse tweets.

Ifølge Thomas Ploug, der er professor ved Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet, er der ingen tvivl om, at det kan føre til øget polarisering, når de danske tal deles.

- Der er jo allerede en polarisering i den debat. Folk er enten meget stærke tilhængere eller meget stærke modstandere af genåbning. Det begynder at betyde mere, om man får ret - mens det får mindre betydning, hvad der egentlig er videnskabeligt grundlag for, siger han.

Kritik og sammenhold

Samtidig er kritikken udefra dog med til at samle os som nation hjemme i Danmark. Vi står sammen om at forsvare den danske strategi - selv om den har ændret sig gevaldigt over tid, fortæller Einar Baldvin Baldursson, der er lektor på samme institut i Aalborg.

- Vi samler os om at være afvisende over for diskussionen om, hvordan vi håndterer coronasituationen, siger han.

Forud for genåbningen herhjemme eksisterede debatten også her. For var det nu klogt at genåbne landet, mens den høje smitte rasede?

Hvis vi taler om en nation, hvor der er en relativt høj grad af enighed om, at man er en nation, så er det næsten ligegyldigt, hvor uenige man er - når man bliver kritiseret udefra, så skaber det samling i befolkningen.

Einar Baldvin Baldursson, lektor ved Institut for Kommunikation og Psykologi, AAU

- Før genåbningen så vi også tendenser til en polariseret debat om genåbningen i Danmark. Der føg det også gennem luften med mere eller mindre troværdige informationer om, hvilke konsekvenser nedlukningen havde, og hvilken effekt den havde på vores sundhed - og om man nu kunne betragte corona som en almindelig influenza og så videre, fortæller professor Thomas Ploug.

Men da først alt var genåbnet, stoppede den danske debat relativt hurtigt. Og debatten om Danmark andre steder i verden styrker nu vores sammenhold.

- Hvis vi taler om en nation, hvor der er en relativt høj grad af enighed om, at man er en nation, så er det næsten ligegyldigt, hvor uenige man er - når man bliver kritiseret udefra, så skaber det samling i befolkningen, siger Einar Baldvin Baldursson.

Død med eller af corona

Et af de tweets, der advarer mod genåbning med danske tal som argument, kommer fra den Harvard-uddannede epidemiolog Eric Feigl-Ding, der har 692.000 følgere på det sociale medie Twitter. Med teksten fulgte en graf over coronadødsfald i Danmark:

"MIN GUD - danske politiske ledere har fuldstændig mistet forstanden ved at fjerne alle #covid19-restriktioner. Dette er eksponentielt stigende DØDSFALD, ikke smittetilfælde!!! Det er det, der sker, når et lands ledere manipulerer sine egne borgere til at betvivle deres egen virkelighed" lød det - oversat fra engelsk.

Samme dag korrigerede Statens Serum Institut epidemiologen ved - på engelsk og på Twitter - at udpensle forskellen på død med coronavirus og død af coronavirus, som vi i Danmark skelner mellem.

Selv om det har en vis effekt, når en så forskningstung statslig myndighed bryder ind i debatten for at korrigere misforståelser, kan det dog ikke rette op på skaden, som allerede er sket, forklarer Thomas Ploug.

- Nogle tager SSI alvorligt og ændrer i deres budskaber. Men i en vis forstand er skaden jo allerede sket. Og korrektionen her kan være vanskelig at forstå. Det er meget lettere at se en graf, der stikker helt op i himlen. Folk tænker, at i Danmark falder vi som fluer, siger han.

Derudover er det en klar tendens, at oprindelige tweets spredes langt mere end rettelserne fra eksempelvis SSI, og det bliver derfor svært at korrigere lige så bredt, som de oprindelige tweets er nået ud.

Hele verden er en vulkanø

Mens de fleste danskere nyder at slippe for mundbind, raser debatten stadig ude i verden.

Einar Baldvin Baldursson sammenligner andre nationers øjne på Danmark med, hvordan også vi så på svenskerne for et år siden. Da var den svenske strategi under stor international kritik, fordi landet ikke tyede til nær så strenge restriktioner som resten af verden. Nu er vi selv blevet som svenskerne, og vi har glemt, at vi engang var danskere, siger Einar Baldvin Baldursson.

- Tidligere har Danmark tilhørt det mere forsigtige selskab. Siden har vi skiftet side, og opfattelsen af et godt argument har ændret sig. Man begynder at se standpunkter, som man tidligere kritiserede, siger han.

Selv frygter lektoren, at den læring, vi ellers har fået herhjemme under håndteringen af pandemien, vil blive glemt, til når den næste pandemi rammer.


Når det kommer til epidemier, er hele verden en vulkanø. Der kommer flere epidemier og værre epidemier. Derfor er det utrolig vigtigt, at vi husker, hvad vi har lært denne gang.

Einar Baldvin Baldursson, lektor ved Institut for Kommunikation og Psykologi, AAU

Han sammenligner verden med vulkanøen Island, som han selv kommer fra. Når det er længe siden, der sidst har været et vulkanudbrud på øen, ved man, at et nyt udbrud snart må være på vej.

- Når det kommer til epidemier, er hele verden en vulkanø. Der kommer flere epidemier og værre epidemier. Derfor er det utrolig vigtigt, at vi husker, hvad vi har lært denne gang.