Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Statsminister Mette Frederiksen (S) var flankeret af De Radikale, Venstre, SF og De Konservative, da hun holdt pressemødet om nye takter i dansk sikkerhedspolitik søndag. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Sprænger budgettet: Danskerne skal stemme om forsvaret

Godmorgen og velkommen til mandagens nyhedsoverblik fra Avisen Danmark.

Søndag aften afholdt Mette Frederiksen (S) endnu et pressemøde, men denne gang flankeret af SF, Venstre, De Radikale og De Konservative. Regeringen og de fire partier er nemlig over weekenden kommet frem til, at Danmark hvert år fra 2024 skal bruge flere penge til forsvarsudgifter, indtil de i 2033 når to procent af vores bruttonationalprodukt (bnp), som er Nato-målsætningen. Lige nu har udgifterne i det nuværende forsvarsforlig, der udløber med 2023, opnået 1,5 procent af bnp.

Manøvren, der også indeholdt ekstra syv mia. kr. til de to kommende år til ”den nuværende sikkerhedssituation”, bunder i krigen i Ukraine. En situation, som statsministeren i Spejlsalen kaldte for: ”Der var et Europa inden 24. februar. Og et andet Europa efter.”

De flere penge til sikkerhedspolitik er dog ikke dumpet ned fra himlen, for at bruge to procent af bnp til forsvarsudgifter, betyder også 18 mia. kr. mere, end det hidtil har været planen. Det har Finansministeriet tidligere oplyst til Folketinget.

Og et svulmende forsvarsbudget skal lade sig gøre ved at lade staten køre med et underskud, siger statsministeren, og derfor skal budgetloven ændres. Mette Frederiksen understreger, at underskuddet er valgt fremfor at spare på velfærden. Spørger man både Venstre og De Konservative, så er det også udelukket, at de mange mia. kr. skal komme fra forhøjede skatter.

Omprioriteringen af midler betyder ifølge eksperter, at der ikke bliver penge til så meget andet de kommende år. Og man må sige, at Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, har en pointe i, at vores statsminister har en evne til at skifte fra rød, til klima-grøn og nu militære kakifarver. Læs redaktørens analyse af pressemødet efter nyhedsbrevet.

Danskerne skal i stemmeboksen

Vi bliver på søndagens pressemøde, for her kom det også frem, at danskerne den 1. juni skal til folkeafstemning om Danmarks forsvarsforbehold i EU.

Konkret skal vi stemme om, hvorvidt Danmark skal afskaffe sit EU-forbehold på forsvarsområdet. Lige nu betyder forbeholdet nemlig, at Danmark ikke deltager i dele af EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik, som påvirker forsvarsområdet. Det handler om EU’s militære operationer, finansiering af dem, og at vi ikke stiller med soldater og militært isenkram til EU-ledede indsatser i konfliktområder.

Til gengæld er vi med i civile missioner. Det er i øvrigt igen krigen i Ukraine, som får regeringen og de fire partier til at ønske en fjernelse af forbeholdet. Og statsministeren opfordrer kraftigt danskerne til at stemme ja til sommer.

Farvel til russisk gas

Vi runder også lige den sidste og tredje nyhed fra søndagens pressemøde. For kampen mod russernes invasion af Ukraine handler ikke kun om sikkerhedspolitik. Energipolitik blandes i hvert fald nu ind i krigen, da Danmark skal være uafhængig af russisk gas, lyder det fra statsministeren. Hvilket de fire andre partier fra hele forsvarsaftalen er enige i.

- Det er sagt før, at energipolitik ikke bare er energipolitik. Det er i høj grad også blevet sikkerhedspolitik. Derfor har vi besluttet, at Danmark skal gøres uafhængig af russisk gas, siger Mette Frederiksen.

Samtidig kom der ingen deadline for ønsket frem på mødet, ligesom statsministeren ikke nævnte, om energiselskabet Ørsted skal droppe sin aktuelle kontrakt med det russiske selskab Gazprom om køb af gas frem til 2030.

Russere hævder at bruge Syrienskrigere

Inden vi runder helt af, tager vi lige et smut til landet, Ukraine, som det hele handler om i dag. Og den korte melding er, at krigen ikke er på vej retur. Det oplyser Ritzau. Tværtimod ventes Kyiv snart at blive offer for massive russiske angreb, lyder det. Og det kan også ses på flygtningestrømmen og ikke mindst antallet af soldater i konflikten.

Hvis vi starter med det første, så var meldingen i weekenden, at krigen har givet 1,5 millioner flygtninge. Søndag aften skrev det polske grænsepoliti på Twitter, at landet siden krigens start har modtaget over én million flygtninge fra Ukraine.

Og så til soldaterne. For mens Ukraine har hentet 20.000 udlændige til at kæmpe landets sag mod russerne, hævdede den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, på ukrainsk tv søndag aften. Ja, så påstår Rusland, at landet nu rekrutterer krigere fra Syrien til at hjælpe med landets invasion af Ukraine. Det fortæller fire amerikanske embedsmænd til avisen The Wall Street Journal.

Det er ikke klart, hvor mange syriske krigere, det handler om, men russerne skal angiveligt ifølge embedsmændene bruge de rekrutterede til bykampe, så man kan indfri målet om at belejre Kyiv.

Det Hvide Hus har endnu ikke kommenteret på oplysningerne fra The Wall Street Journal.

Det var nyhedsoverblikket for i dag. Klik dig herind, hvis du gerne vil have seneste nyt om krigen i Ukraine. Her får du nu fire gode historier fra dagens udgave af Avisen Danmark.

Billede af Ditte Birkebæk Jensen
Billede af skribentens underskrift Ditte Birkebæk Jensen Journalist

Få Dagens Danmark læst op her

Danmark har kunnet navigere i at stå uden for dele af forsvarsområdet i EU, men med invasionen af Ukraine er det vigtigt at vise, at Danmark indgår i forsvarssamarbejde uden forbehold, mener statsminister Mette Frederiksen (S). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Dalls analyse: Mette Frederiksen er kamæleonen, som skifter farve fra klima-grøn til camouflage-grøn, når vi skal stemme om EU-forbehold

Mette Frederiksen er en kamæleon, skriver Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, efter at statsministeren sammen med fire øvrige partiledere søndag aften præsenterede et såkaldt "nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik". Statsministeren er nemlig med aftalen skiftet fra at være klima-grøn til at være camouflage-grøn.

Aftalen betyder nemlig, at der i 2033 skal bruges to procent af bruttonationalproduktet på det danske forsvar. Det svarer cirka til 18 milliarder kroner - om året. Dermed bliver det stramt, når der skal findes midler til velfærdsløfter eller investeringer i den grønne omstilling, skriver Casper Dall i denne analyse af den omfattende aftale.

For præcis to uger siden lagde Mette Frederiksens navn til en kronik i Politiken, hvor hun fortalte, at hun var blevet klogere. Hun var ikke længere rød, før hun var grøn, når det gjaldt klimaet og den grønne omstilling. Men efter kun to uger er Mette Frederiksen nødt til at gøre som kamæleonen og indtage en ny nuance. Nu er hun ikke længere klima-grøn - men camouflage-grøn. For søndag aften præsenterede hun sammen med Venstres Jakob Ellemann-Jensen, Konservatives Søren Pape Poulsen, Radikales Sofie Carsten Nielsen og SF's Pia Olsen Dyhr et såkaldt "nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik".

Hovedelementerne i aftalen er:

- En straksbevilling på syv milliarder kroner til det danske forsvar fordelt på 3,5 milliarder kroner i 2022 og 2023.

- Et samlet forsvarsbudget på to procent af Danmarks bruttonationalprodukt i 2033. Det svarer cirka til en stigning i det danske forsvars budget på 18 milliarder kroner om året i 2033.

- En folkeafstemning om det danske forsvarsforbehold i EU. Partierne er blevet enige om, at danskerne skal stemme onsdag den 1. juni.

Det er naturligvis den aktuelle krig i Ukraine, som har ført partierne sammen. Efter intense forhandlinger de seneste dage i Statsministeriet kunne de fem partier præsentere en aftale, som bliver definerende for dansk politik i hvert fald i de kommende ti år - måske endnu længere. Vel har der gennem flere år været talt om, at Danmarks ambition var at nå op på de to procent af bruttonationalproduktet, men nu er der sat årstal på. Det er historisk, at der politisk er flertal for så stor en økonomisk indsprøjtning i det danske forsvar.

Med det "nationale kompromis" slipper Mette Frederiksen af med en stor hovedpine: Hvordan skal hun finde penge til både at bruge to procent af bruttonationalproduktet og levere valgkampsløfter med mere velfærd. Nu har hun fået bundet de øvrige partier op på, at det er i orden, at statens finanser kommer til at køre med et underskud på 0,5 procent af bruttonationalproduktet i de kommende år, og at underskuddet på sigt kan stige til hele en procent af bruttonationalproduktet.

Tidligere var ambitionen, at statens finanser skulle være i balance i 2030. Det giver en markant strammere dansk økonomi, hvor der ikke vil være plads til de store velfærdsløfter, når først pengene til forsvaret og de stigende udgifter til flere ældre og børn er betalt, men mon ikke at Finansministeriets regnedrenge kan trylle et par frie milliarder kroner eller tre frem, som kan bruges i en valgkamp.

Da Mette Frederiksen i juni 2019 indtog Statsministeriet, havde hun absolut ingen ambitioner om at sende et eller flere af de danske EU-forbehold til en afstemning. Tværtimod turnerede statsministeren indtil for ganske nylig rundt med fortælling om, at hun i de år, hun har været ministre, aldrig har været til et møde i Bruxelles, hvor de danske EU-forbehold har haft nogen reel betydning. Nu har forsvarsforbeholdet pludselig en betydning, og det bliver en selvstændig opgave for Mette Frederiksen og resten af partierne bag kompromisset at forklare, hvorfor det pludselig nu er nødvendigt at få fjernet, når vi skal føre forsvars- og sikkerhedspolitik i Europa.

Måske bliver tredje gang lykkens gang for ja-partierne. Men det er altid højt spil, der spilles fra ja-partiernes side, når EU-forbeholdene sættes til afstemning. Denne gang satses der fra Socialdemokratiets, Venstres, Konservatives, Radikales og SF's side på, at danskernes bekymring for den sikkerhedspolitiske situation i Europa kan få et flertal til at sende Danmark lidt tættere på centrum af EU-samarbejdet.

Mens partilederne i Statsministeriet havde svært ved at skjule stoltheden over den nye aftale, kunne Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt også trække på smilebåndene. For selv om han de seneste dage på sociale medier har himlet op om, hvorfor statsministeren ikke ville have Dansk Folkeparti med ved forhandlingsbordet, så er afstemningen om forsvarsforbeholdet en kærkommen gave til den udfordrede partiformand. For i stedet for at tale om, hvordan medlemmerne af folketingsgruppen forlader ham i stor stil, kan han entrere på sin hjemmebane: EU-kritikken. Den platform ser han frem til at udnytte til at blive etableret som partiformand frem mod den kommende valgkamp til Folketinget. Om det så lykkes ham at hive den første sejr til Dansk Folkeparti ved de seneste mange valg hjem, ved vi den 1. juni.

Efter kun to uger er Mette Frederiksen nødt til at gøre som kamæleonen og indtage en ny nuance. Nu er hun ikke længere klima-grøn - men camouflage-grøn.

Casper Dall, politisk redaktør
Casper Dall, politisk redaktør på Avisen Danmark. Foto: Michael Bager
Det er kutyme i de konventionelle grisestalde, at soen fikseres i en bås efter faring som på billedet. Manøvren sikrer, at soen ikke lægger sig på sine egne unger og slår dem ihjel. Øko- og frilandssøer fikseres ikke, til gengæld er dødeligheden for pattegrisene her markant højere. Arkivfoto: Finn Eriksen

Danmark følger ikke tyskernes nye grisevelfærd: - Vi er dømt til at producere det billige kød

Det halter med dyrevelfærden for dansk svineproduktion, når vi sammenligner os med nabolandene. Mens både Tyskland og Sverige forbedrer forholdene for grisene, er det vanskeligere for danske landmænd at følge trop i samme grad, fordi vi eksporterer en stor del af vores produktion. Og det fordrer, udgifterne må holdes nede for at gøre kødet så billigt som muligt for importlandene.
De danske forbrugere kan dog gøre en væsentlig forskel til at øge dyrevelfærden, mener to professorer.

Halekupering, kastration og fiksering er hverdag for danske grise. Og sådan forbliver det nok, selvom Tyskland ulmer med ny velfærdskurs. For Danmark er som storeksportør i høj grad dømt til at producere det billige kød, som udlandet elsker, mens andre nationer kan skrue op for velfærden, siger professor. Forbrugerne har dog en chance for at ændre på tingene, lyder det.

Dyrevelfærd: "Der var en dansker, en svensker og en tysker".

Sådan lyder starten på den velkendte vittighed, og hvis nationaliteten var bundet op på grise, så er der ingen tvivl om, at det er den danske gris, der trækker det korteste strå.

For herhjemme er det så som så med dyrevelfærden for dyrene bag vores frikadeller, leverpostej og flæskesteg.

I Sverige slipper grisene ellers for at få kappet de krøllede haler, og soen undgår fiksering i to bøjler, så den kun kan vende sig fra side til side eller rejse sig op og lægge sig ned. Og nu ser det ud til, at også Tyskland, som vi tidligere har sammenlignet os med i svinebranchen, går nye velfærdstakter i møde.

- Antallet af husdyr vil blive reduceret, men en betydelig del af de resterende dyr vil blive holdt under forbedrede velfærdsstandarder. Det er også i tråd med det allerede faldende kødforbrug. Jeg vil derfor forvente, at Tyskland fremadrettet vil eksportere en del mindre kød, siger Lars Schrader, tysk professor og leder af den tyske del af det Europæiske reference-center for svins velfærd.

Det er nemlig ikke kun den hærgende virus Afrikansk Svinepest, der har gjort et alvorligt indhug i antallet af grise hos vores sydlige nabo, men også flere krav til dyrevelfærden.

Tyske grise har i forvejen mere plads at boltre sig på, mens den tidligere landbrugsminister, Julie Klöckner (CDU), i 2019 nedsatte en kommission, der skulle komme med anbefalinger til en velfærdsreformering af de tyske landbrugsdyrs forhold.

Smitter ikke af på Danmark

Siden er der indført et totalt forbud mod at kastrere hangrise uden fuld bedøvelse, og der er taget beslutning om mindre fiksering af søer fra 2035. Kommissionens anbefalinger om især mere plads og åbne stalde er stadig på bordet.

For den nye landbrugsminister, der i øvrigt er vegetar, Cem Özdemir fra partiet De Grønne, meddelte allerede før jul, at han vil kæmpe for mere dyrevelfærd, færre husdyr og indføre investeringsstøtte til de landmænd, som forbedrer deres stalde.

Det store spørgsmål er derfor, om det store EU-land kan skubbe til de danske tryners vilkår. Men her skal vi ikke glæde os for tidligt, lyder det fra Peter Sandøe, professor i bioetik på Københavns Universitet og ekspert i dyrevelfærd.

For Tysklands størrelse betyder også, at landet har et større hjemmemarked, og det har vi ikke.

-  Så længe Danmark er et eksportland, hvor 90 procent af det danske grisekød sendes ud af landet, så er der grænser for, hvor meget dyrevelfærd tæller. Danske svineproducenter er i høj grad dømt til at producere det billige kød med begrænset dyrevelfærd til eksportmarkederne. Så det vil være en udfordring både at være storeksportør og gå velfærdsvejen, siger Peter Sandøe.

Man kan sige, at tyskerne gambler ved at gå først, men det handler om psykologi og troen på at have en produktion og et marked af en størrelse, der gør det muligt at skubbe til de andre lande.

Peter Sandøe, professor i bioetik, KU

Danmark er på den måde anerkendt for effektivt at lave grisekød med høj kvalitet og fødevaresikkerhed til en god pris, som over 130 lande i årevis har importeret, men helst ikke taler om, de spiser.

Men kigger vi på borgere, som eksempelvis i Sverige, der går meget op i dyrevelfærd, så vil de typisk foretrække en gris produceret i deres eget land og ikke en importeret dansk, siger undersøgelser, som Peter Sandøe blandt andet har været med til at lave.

- Den danske svinebranche har hovedparten af sin omsætning på eksportkødet, så det er kun, hvis højere velfærdsstandarder bliver fælles EU-krav, at det vil give sig udslag i forbedret dyrevelfærd for alle grise, og ikke kun dem, som herhjemme bliver solgt med særlige dyrevelfærdsmærker, siger Peter Sandøe.

Forbrugerne kan ændre

Alle danske grise har ikke samme vilkår, for blandt de 10 procent vi selv spiser, er der kommet en del mere velfærd at vælge imellem. I 2017 kom det statslige dyrevelfærdsmærke, mens lokale producenter og frilands- og økologiske produkter vinder mere frem.

- Forbrugerne kan gå efter mærkerne i detailhandlen, og med en voksende markedsandel vil det velfærdsmærkede kød også blive billigere. Så den markedsdrevne dyrevelfærd kan gøre en forskel, men danske mærker og den danske detailhandel kan kun påvirke en lille del af den nuværende danske svineproduktion, siger Peter Sandøe.

Sådan får tyske grise mere dyrevelfærd

  • Detailhandlen har selv taget initiativ til egne dyrevelfærdsmærker.
  • Lovgivningsmæssigt blev der sidste år vedtaget total forbud mod at kastrere pattegrise uden bedøvelse, dermed er lokalbedøvelse og smertelindring ikke længere nok som i mange andre EU-lande. Derudover begrænses fiksering af soen til max fem dage efter fødslen fra 2035.
  • Den tidligere landbrugsminister, Julie Klöckner (CDU), nedsatte en dyrevelfærdskommission i 2019, der er kommet med en række anbefalinger til at forbedre dyrevelfærden for landbrugsdyr. Forslagene indeholder krav om mere plads, åbne stalde med adgang til udearealer og eksempelvis mere halm. Der er foreslået en medfinansiering via en forbrugerafgift.
  • Den nye landbrugsminister, Cem Özdemir fra partiet De Grønne, har allerede tilkendegivet et stort fokus på mere dyrevelfærd og færre husdyr. Han vil indføre investeringsstøtte til forbedrede stalde, og det er op til ham, hvad der skal ske med de konkrete anbefalinger. 

Hvis hele den danske sektors 30 millioner grise skal op på et højt niveau i dyrevelfærd, skal der politisk tages en beslutning om at reducere markant i produktionen og eksporten af dansk svinekød.

- Den beslutning kan jeg ikke forestille mig, bliver taget i morgen, siger Peter Sandøe.

Og den linje er Søren Askegaard enig i. Han er professor og ekspert i forbrugerkultur på Syddansk Universitet.

- Vilkårene er lige nu, at vi har en stor eksport, som ikke er i spil for nærværende. Men omvendt må man konstatere, at mens politikerne nok er nervøse for at røre ved landbruget, så er forbrugerne og organisationer ikke. Så der er røster mod mere dyrevelfærd, som vi må forvente bliver mere dagsordensættende, siger han.

Vi må vente på andre

Politisk får en ny linje heller ikke gang på jord, hvis der ikke tages højde for de samfundslag, som ikke har råd til dyrere velfærdskød, pointerer Søren Askegaard.

- Det vil nok ikke være en udelukkende vindersag at skære ned i landbrugets produktion, men derfor kan det jo godt være nødvendigt. På den måde er kampen for dyrevelfærd koblet til kampen mod klimaforandringerne, siger han.

Det er tilladt at halekupere pattegrise inden for dyrenes 2-4 levedøgn, hvis landmanden kan give skriftlig dokumentation om halebid. Højst halvdelen af halen må kuperes. Arkivfoto: Yvonn Tittel

Og så peger han ligesom Peter Sandøe på, at det er kundekredsen til vores eksportkød, som bærer udviklingen.

- Men vi skal ikke tilrettelægge eksportmarkederne i bakspejlet, for det kan godt være, at lande som Kina ikke er interesseret i dyrevelfærd her og nu, men det kan de godt blive på sigt. Opfattelsen af, at resten af verden kun vil have billigt kød er ikke sand, der er en øget velstand, nye middelklasser og klimabevidsthed med mere, som vil udmønte sig i flere krav til fødevareproduktionen, siger Søren Askegaard.

Et billigt farvel

Men hvis det kommer til et farvel til millioner af grise med ringe velfærd og et omvendt sats på dyrevelfærd til eget forbrug, så vil det betyde forsvindende lidt for den danske velstand. Landbruget står for 1-2 procent af vores BNP, mens fødevareeksporten i 2020 stod for 17 procent af vores samlede eksport ifølge tal fra Danmarks Statistik, som Landbrug & Fødevarer har indsamlet.

- Inden man falder på halen over eksportmilliarder, så er landbrugssektoren jo ikke længere helt så afgørende for vores økonomi, som den var i det forrige århundrede. Og spørgsmålet er, om ikke den langsigtede interesse er i at satse på kulinarisk kvalitet og bæredygtighed, herunder dyrevelfærd, end industriel produktion. Men idéen om, at den konventionelle landbrugseksport er afgørende for os, er sejlivet, siger Søren Askegaard.

Og i mellemtiden venter Tyskland hverken på forbrugerne eller Kina, konstaterer Peter Sandøe:

- Det tyske niveau for velfærd i svineproduktionen har ikke ændret sig meget endnu, men der kommer til at ske ret meget med mere plads, forbud mod fikseringer af søer og så videre over tid. Det står ret klart. Man kan sige, at tyskerne gambler ved at gå først, men det handler om psykologi og troen på at have en produktion og et marked af en størrelse, der gør det muligt at skubbe til de andre lande, siger han.

Foran rådhuset i Lviv er statuerne af Neptun og de andre græske guder blevet pakket ind, så byens kulturarv i hvert fald lidt beskyttet, hvis bomberne skulle begynde at falde. Foto: Mads Anneberg

Dagbog fra Ukraine: Manden med saxofonen på strøget i Lviv spiller en vigtig rolle

Mads Anneberg, der er journalist på Radio4, har nu været i Ukraine i snart tre uger uden at holde ret meget fri.
Så lørdag besluttede han sig for at holde en "fridag," hvor han forsøgte ikke at tænke på krigen.
Og det kan godt lade sig gøre at glemme rædslerne i nogle sekunder ad gangen. Men heller ikke mere. Når han ringer hjem til familien i Danmark, bliver der ikke snakket om andet. Åbner han telefonen, vælter nyheder og opdateringer fra fronten frem på skærmen.
Men Mads har heller ikke lyst til at glemme krigen. Tanken giver ham faktisk dårlig samvittighed. For den rigtige krig foregår jo faktisk langt væk fra, hvor han er.

Den kommende tid kan du følge med i krigen i Ukraine på allernærmeste hånd. Hver dag taler Avisen Danmark med journalist Mads Anneberg, der befinder sig lige midt i urolighederne og kan fortælle om stemninger i byerne, om ukrainernes bekymringer og om livet lige nu i et land præget af krig.

Ukraine: Kan man - bare for en stund - glemme, at der er krig?

Det bestemte jeg mig for at finde ud af, da jeg efter mange lange dages arbejde lørdag prøvede at tage mig en "fridag".

Jeg sov længe, så den nye film med Nikolaj Coster-Waldau på Netflix, ringede hjem til min familie i Danmark og forsøgte at simulere en almindelig lørdag derhjemme.

Jeg befinder mig stadig i Lviv i det østlige Ukraine, som ikke er under angreb. Og her kan man godt slippe af sted med - i nogle minutter ad gangen - at bilde sig selv ind, at der ikke er krig.

Da jeg gik ned ad strøget lørdag aften, mødte jeg en mand, der sad på en bænk og spillede stille og rolig jazz på sin saxofon.

Så dér stod jeg lidt, mens der faldt små, fredelige snefnug omkring mig, i skæret fra julelyset, der ikke er pillet ned endnu, inden for en radius på måske ti meter omkring én mand med en saxofon, der kunne få en til at glemme det hele i ti sekunder.

Selv her i byen er jeg jo nødt til at minde mig selv om, at jeg jo faktisk ikke rigtig befinder mig i krigens virkelighed.

Fra dagbogen

Der er dem, der formår at give folk et lille glimt af livet, som det var for bare 11 dage siden. Det er enormt prisværdigt. Det må være en af de vigtigste opgaver her i byen i hvert fald: At sidde på den bænk og give folk nogle toner, nogle lyde, som de forbinder med noget mere normalt.

Dårlig samvittighed

Jeg har fået ladet op. Jeg tror, det er vigtigt at huske, for der kan pludselig ske ting, der gør, at man skal være på i flere døgn ad gangen. Så nytter det altså ikke noget at rende rundt som en skygge af sig selv. En zombie.

Men kan man tage bare én dag uden at tænke på krigen? Svaret er klart nej.

Hvis ikke man åbner Twitter og læser den første opdatering om krigens gang, lyder luftalarmen måske. Så er man tilbage i virkeligheden. Når jeg ringer til folk derhjemme, er det jo også det, folk snakker om.

Rædslerne når kun mig, fordi folk, der flygter fra rædslerne, kommer hertil.

Fra dagbogen

Jeg tror heller ikke, det er det rigtige at gøre. At forsøge at glemme det. Egentlig giver tanken mig også dårlig samvittighed. Selv her i byen er jeg jo nødt til at minde mig selv om, at jeg jo faktisk ikke rigtig befinder mig i krigens virkelighed.

Selvom her er mange mennesker med rullekufferter, som er på vej videre og væk, er her også souvenirbutikker og hyggelige caféer, der har åbent. Og det er jo ikke ligefrem dét, der kendetegner det her land lige nu.

Det er næsten helt absurd at dække en krig fra et sted, hvor den egentlig ikke foregår. Der er byer og boligblokke, der bliver bombet til ukendelighed andre steder i landet, mens jeg sidder på sikker afstand.

Ubesvarede opkald

Rædslerne når kun mig, fordi folk, der flygter fra rædslerne, kommer hertil.

Men de når mig også, når jeg ringer til folk længere østpå. Søndag har jeg talt med en mand, der bor i udkanten af Kyiv med sin familie. Ikke ret langt fra forstaden Irpin, som har været meget i medierne de sidste dage, fordi der er blevet bombet så meget.

Hans opgave lige nu er sørge for, at hospitalerne i Kyiv er forsynet med det udstyr, de har brug for. Bandager og sådan noget. Hans datter arbejder også på et hospital i hovedstaden. Hele familien har bestemt sig for at blive, hvor de er, så længe de har vigtige opgaver at løse.

Og imens kan han kun bede til, at bomberne ikke pludselig falder omkring ham og familien. De bor et sted, hvor der kæmpes måske fem kilometer væk. De ringer og skriver hver morgen rundt til venner og bekendte.

Folk, som bor i Kyiv og omegn, men også Kharkiv og andre byer, som er under angreb. Bare for at få et livstegn.

Han har en ven, som ikke har svaret ham i et par dage.

Mads Anneberg, europakorrespondent for Radio4. Foto: Tor Birk Trads
ALEXANDR ZOTIK. Med et øje i bakspejlet og et andet på vejen pressede den 26-årige ukrainer sømmet i bund i min gamle bil. Tirsdag formiddag - i et flot forårslys i Polen - var han Tesla-konvojens mest utålmodige deltager. Han har malket køer i Danmark de seneste seks måneder, men det meste af hans liv befinder sig i Ukraine. Sønnen, konen, soldaterkammerater. Alexandr Zotik er den eneste i vores gruppe, som har militærerfaring fra den ukrainske hær. For ham var planen klar: - Jeg finder først min familie og tilbringer en dag med dem. Og så går jeg i gang med at forsvare mit land. Foto: Emil Jørgensen

På vej i krig og på flugt fra krig: 10 billeder fra Avisen Danmarks tur til den ukrainske grænse

Lige nu flygter over en million ud af Ukraine, efter at Rusland har invaderet landet. Avisen Danmarks reporter Emil Jørgensen har fulgt evakueringen af ukrainere. Se 10 billeder fra hans tur til den ukrainske grænse.

Camouflageklædte danskere kørte i Tesla-konvoj fra Bjerringbro til Ukraine for at gå i kamp mod russerne, mens kvinder og børn i milliontal løb ud af landet. Emil Jørgensen var med - både på vej i krig og på flugt fra krig - og viser 10 billeder fra turen her.

Mandag morgen blev min Citroën Xantia pakket med soveposer, kampstøvler og sikkerhedsveste. Ukrainske og danske mænd fra Frederikshavn, Bjerringbro og Vejle ville ikke længere sidde overhørig, mens Vladimir Putin missilsprængte sig længere og længere ind i Ukraine. Så nu sad de i min bil på vej i krig.

Foran os i en rødlakeret Tesla fra 2015 sad turens arrangør Alexandr Trofymenko. Fodermester til daglig. Forfærdet lige nu. For Alexandrs 65-årige mor var ved at blive fanget i krigens kaos.

I løbet af de næste 30 timer kom jeg ind i hovederne på de kampberedte knejte. Hørte om den mentale bagage, som ikke lå i bagagerummet. Forstod deres frygt og fattede deres mod.

Jeg så dem blive mindre og mindre, som de gik over grænsen. Vi sagde "farvel", ikke "på gensyn", fordi vi ikke ville udfordre skæbnen.

Onsdag var det bare mig og Yuri. Min fixer, min tolk, min rejsemakker. Vi spiste polske pølser til morgenmad og kørte til grænsebyen Medyka. Samme idé havde 400 andre journalister tilsyneladende også fået, så alverdens medier kunne sende live og sige "jeg står lige her ... " så tæt på tragedien som muligt.

Og tragedien udspillede sig minut for minut. Kvinder med børn i armene, børn med bamser knuget ind til kroppen, gamle og svage - hele tiden kom der nye mennesker over grænsen. Over en million ukrainere er flygtet siden krigens start den 24. februar. Aldrig før har EU set så stor en humanitær katastrofe udspille sig.

Torsdag morgen kørte Yuri og jeg mod Danmark - nu med nye passager på bagsædet. To ukrainske kvinder i 20'erne fik et lift til henholdsvis en ven og en bror. En skulle til Ribe, den anden skulle til Struer. Hvor lang tid, de skal være der, ved ingen.

Her er 10 billeder fra min tur til den ukrainske grænse og tilbage igen. De fortæller historien om mænd, der drager i krig, og kvinder, som flygter ud af selv samme.

PLATON. Navnet på ejermandens søn og navnet på den plage af en Tesla-bil, som var en del af den nord-midtjyske brigade, som kørte til Ukraine. Fem gange måttet den lades op under den cirka 2.000 kilometer lange tur, der også blev adskillige kilometer længere, fordi ruten blev lagt efter ladestandere. På en enkelt rasteplads - et sted i Tyskland midt om natten - tog det to timer at få strøm på PLATON. Mændene havde regnet med at være klar til kamp i Ukraine tirsdag morgen, men solen gik ned tirsdag aften, før vi ankom ved grænsen. 30 timer efter afgang. Foto: Emil Jørgensen
ALEXANDR TROFYMENKO. Tesla-ejeren og turens arrangør på en Burger King et sted i Tyskland. Alexandr har en dreng på 12, og en anden som er tre år. De er født og opvokset i Bjerringbro, hvor han selv har boet i snart to årtier. Men Alexandrs mor bor i det østlige Ukraine tæt på krigens varmeste områder. Efter flere telefonsamtaler med hende i en bunker, tog fodermesteren affære. Han lavede et Facebook-opslag, og tog initiativ til en krigsrejse. Undervejs på turen bimlede og bamlede Alexandrs telefon konstant. Mange - langt flere end der var plads til i bilerne - ville gerne med ned og slås for Ukraine. Foto: Emil Jørgensen
KAMPKLAR. To timer før den ukrainske grænse tog "Christian" sine kampstøvler på. Jeg kender hans rigtige navn, men han ønsker det ikke offentliggjort. Til gengæld var han ikke bleg for at udbasunere sin kampgejst - samt fortælle om sine lig i lasten. Christian er ex-hooligan, ex-rocker og ex-fængselsindsat. Han har flere tatoveringer i ansigtet og på kroppen, end han har succeshistorier i livet. Derfor ville den 26-årige dansker fra Herning gerne afsted: For at gøre noget godt. På en rasteplads i Polen så han en video af en kilometerlang række af russiske kampvogne på vej mod Kyiv og blev kun mere optændt: - De har brug for mig. Nu, sagde han. Foto: Emil Jørgensen
KAMPNERVØS. 25-årige Mads Longhi fra Vejle var knap så sikker i sin sag. På de sidste fem timers kørsel forvandlede bagsædet af min bil sig til en art psykologbænk, hvor vi snakkede den drastiske beslutning igennem. Mads har ingen militærerfaring. Han elsker sit liv, fortalte han og gemte hovedet i hænderne, når snakken faldt på tjetjenske specialtropper og russiske. Men Mads fandt sit svar. Noget er værre end døden: Følelsen af at fejle. Forliste forhold, forladte venner og foruroligede forældre skulle alle se, hvad Mads var lavet af. Og derfor endte Mads - trods mit indirekte forsøg på at overtale ham til at lade være - med at melde sig til tjeneste i Ukraine. Foto: Emil Jørgensen
PÅ FLUGT. En familie træder ind i Polen, på vej mod en usikker fremtid. På bare en uge er mere end en million mennesker flygtet ud af Ukraine. Til sammenligning ankom 1,3 millioner flygtninge på det europæiske kontinent i 2015. Dengang, hvor syriske mænd gik på jyske motorveje, begivenheden blev kaldt en "flygtningekrise", og det meste af EU forsøgte at bremse menneskestrømmen. I dag bliver den ukrainske strøm budt velkommen. Foto: Emil Jørgensen
MEDIESENSATION. Journalister fra Irland til Indien forvandlede grænseovergangen i Medyka til bagtapet for deres live-sendinger. Sønderknuste familier på flugt fik paparazzimodtagelse i Polen. De knipsende kameraer gjorde ondt værre for mange af de flygtninge, jeg talte med. Men billederne af sorg, smerte og desperation kan også skabe forandring. For eksempel får "Napalm-pigen" - den niårige Phan Thị Kim Phúc, der løb nøgen igennem benzin-geléen fra brandbomber i Vietnam i 1972 - en stor del af æren for Vietnam-krigens afslutning. Foto: Emil Jørgensen
FRIVILLIGHED. På en parkeringsplads foran et Tesco-supermarked - 12 kilometer fra den polske grænse til Ukraine - har frivillige polakker skabt et trafikalt knudepunkt. Og frivillige privatpersoner helt fra Danmark kom for at tilbyde ukrainerne et gratis lift. Foto: Emil Jørgensen
KVINDER UDEN MÆND. Anastasia (forrest til højre med hættetrøjen) sad i en bus, der snart skulle køre mod Danmark. Det samme gjorde hendes mor, hendes søskende og hendes niecer. Men noget støjer i billedet. Fraværet. Fædre, brødre, onkler, sønner, ægtemænd. Ingen mænd mellem 18 og 60 år må forlade Ukraine, før russerne er besejret - eller Ukraine er russisk. - Hver gang vi taler i telefon med dem, siger vi farvel, som om det er sidste gang, vi nogensinde snakker med dem, fortalte Anastasia. Foto: Emil Jørgensen
SIKKERHED. Efter flere dage på flugt havnede Sara og Zena i min bil. Den ene har en ven i Ribe, den anden har en bror i Struer. Sara er 23 år gammel og medicinstuderende. Zena er 22 og UX-designer. Begge var lykkelige over at kunne blive kørt hele vejen til døren. Men begge var også ulykkelige. På vejen til Jylland delte jeg et billede på Twitter og i løbet af en time havde de begge fået tilbud om jobsamtaler i Danmark. Den danske åbenhed lunede allerede på de polske motorveje, men tankerne om familierne, som stadig er i Ukraine, overskyggede. Allermest ønsker Sara og Zena deres land tilbage. De ved, at livet, som de kendte for halvanden uge siden, måske aldrig kommer tilbage. Foto: Emil Jørgensen

To spørgsmål til rejsen

1) Har Avisen Danmark arrangeret at køre folk i krig?

Nej. Alexandr Trofymenko arrangerede turen, som Emil Jørgensen fik nys om og fik lov til at koble sig på. Fordi journalistens rejse stoppede ved grænsen, kørte han i egen bil. Og han tilbød, at Citröen Xantia'en kunne bruges til at opbevare både mennesker og tasker på vejen derned.

2) Hvordan endte de to ukrainske flygtninge med at få et lift hjem til Danmark?

Emil og hans tolk Yuri henvendte sig ved organisationen Bevar Ukraine, som var med til at arrangere seks busser hjem til Danmark. Der blev råbt ind i bussen, om der var nogle, som gerne ville afsted i en personbil med det samme. Det ville Sara og Zena gerne.