Bolig: I 2009 købte Kurt Bech og hans kone et nyt parcelhus i Viborg for 2,7 millioner kroner. I årene, der gik, anlagde ægteparret en arkitekttegnet have og fik solceller på taget. Og så, i 2019, solgte de huset igen.

De fik 2,85 millioner kroner for huset. Altså 150.000 kroner mere, end de selv havde givet 10 år forinden.

- Vi havde da håbet på mere, siger Kurt Bech.

- Vi havde endda forsøgt at sælge dyrere i starten, men der var ingen, der bed på. Det var først efter, at vi tog det af markedet, sat prisen ned og satte det salg igen, at det blev solgt. Men så blev det også solgt indenfor en uge, fortsætter han.

Lidt hovedregning viser, at Kurt Bechs hus dermed er steget med godt fem procent i alt i løbet af de år, han har ejet det, hvis man ellers ignorerer inflation med videre.

Havde han i stedet investeret samme pengesum i samme type bolig i hovedstaden (som givetvis havde resulteret i en langt mindre bolig), ville huset i gennemsnit være steget med 68 procent i løbet af de 10 år.

Det svarer til, at hans hus ville være blevet solgt for 4,5 millioner, og at han dermed kunne have tjent 1,8 millioner kroner på salget. Penge, der var gået lige ind på kontoen, helt uden indblanding fra skattevæsenet.

Indtjening ved privat hussalg er nemlig skattefrit i Danmark. Kurt Bech ville altså være blevet millionær, havde han bare været københavner.

- Det kan jo ikke passe, at man kan blive mangemillionær af at have gældsat sig det ”rigtige” sted. Det skaber enorm stor ulighed, den måde det er skruet sammen på nu, siger Kurt Bech.

Kurt Bech er ikke den eneste boligejer, der ikke er blevet inviteret med til den prisfest på boligmarkedet, man ellers med jævne mellemrum kan læse om i medierne.

Faktisk tjener en boligejer i hovedstaden i gennemsnit 10 gange mere på boligsalg end en boligejer i provinsen. Det fortæller Carsten Berthram Andersen, der er adjunkt i økonomi på Aarhus Universitet, og har regnet på uligheden i boligmarkedet.

- Den heldigste tredjedel af sælgerne i København i 2020 har tjent mindst 20.000 skattefrie kroner om måneden på deres bolig. 90 procent af dem i provinsen har tjent 10.000 eller under. Stort set ingen i provinsen tjener 20.000 eller mere, siger han.

Carsten Berthram Andersens interesse for boligmarkedets ulighed blev vakt, da han selv købte hus i Aarhus i 2020. Her regnede han ud, at sælgerne havde tjent mere end 100.000 kroner om året på at eje boligen, uden at have investeret i større renoveringer.

- Det er ret vanvittigt, at man kan tjene 100.000 eller mere om året bare på at eje mursten. Historien om, at danske boligejere tjener fedt er mere nuanceret end som så, for faktisk er det 20 procent af sælgerne, der tager langt det meste.

For helt at forstå det, er vi nødt til at dykke lidt ned i de tal, som Carsten Bertram Andersen har beregnet. Han har analyseret 44.350 boligsalg fra 2020 for at få det helt store overblik over, hvordan uligheden på boligmarkedet gør sig gældende i vores lille land.

Det viser sig, at langt de fleste heldige sælgere, som har tjent både 20, 30, 40 og 50.000 kroner om måneden blot på at eje deres en ejendom, bor i hovedstaden og de største danske byer, mens provinsen er overrepræsenteret blandt de sælgere, der har tjent meget lidt - eller ligefrem tabt - på deres boligsalg.

- Alt i alt betyder det, at nogle mennesker tjener, hvad der svarer til en ekstra indkomst hver måned, bare fordi de ejer bolig. Det skaber en kæmpe ulighed, som ikke bliver mindre af, at de mennesker, der kan låne til en bolig i storbyen i gennemsnit også har velbetalte job, forklarer han.

Og historien stopper ikke der. For på grund af lukrativ lovgivning vedrørende familiehandler er rige boligejere i stand til at overføre store summer penge til deres børn, helt uden at betale skat.

- Man må sælge til nær familie til 15 procent mindre end den offentlige ejendomsvurdering, som i forvejen er kunstig lav. Dermed kan man sælge langt under markedsværdi til sine børn, og fortjenesten, når de så sælger til markedsværdi, er skattefri, siger Carsten Berthram Andersen og tilføjer.

- 80 procent af alle forældrekøb foretages af de 20 procent af befolkningen, der har den højeste indkomst. Og på den her måde er det hele selvforstærkende.

Den favorable finte bliver dog mindre i fremtiden. For fra 2024 træder der nye ejendomsvurderinger i kraft. Disse skulle gerne afspejle ejendommenes reelle værdi langt mere præcist end de nuværende.

- Det kommer til at hjælpe. Men der kunne gøres mere for at tackle uligheden på boligmarkedet, vurderer Carsten Berthram Andersen.

En anden mulighed, som af og til er oppe at vende i diskussionen, er at beskatte boligsalg. Dette vil ikke alene dæmme op for uligheden boligejere imellem, men også mellem dem, der ejer en bolig, og dem, der ikke gør.

- Det er en mulighed, men der er andre udfordringer med den model, blandt andet at det skaber en geografisk immobilitet. Jeg tror, det mest effektive ville være at sætte boligskatten op, og udfase rentefradraget for boliglån, mener Carsten Berthram Andersen.

På den måde vurderer økonomen, at man ville lægge en dæmper på boligpriserne, og det ville især få betydning for de allerdyreste boliger.

- Som det er nu, hjælper staten reelt med at optage lån, og det driver priserne op. Men der er en berøringsangst fra politisk side for at gøre noget ved problemet, forklarer Carsten Bertram Andersen.

Hvis man spørger Kurt Bech, er der risiko for, at de små byer helt dør hen, hvis ikke der gøres noget. For hvis forskellen på Viborg og København er så stor - så tør han ikke tænke på, hvordan de mindre byer har det, forklarer han.

- Hvis vi gerne fortsat vil have, at der skal bo folk i ”udkantsdanmark” – og jeg betragter ikke engang Viborg som udkantsdanmark – så skal der være mere lige vilkår på boligmarkedet og det kræver, at politikkerne skal kigge lidt nærmere på boligskatten, siger Kurt Bech.

Sydbank opruster for at tiltrække flere af de allerrigeste kunder, og dermed kaster landets fjerde største bank sig ud i en benhård konkurrence. Det kom frem, da Sydbank forleden lancerede en ny forretningsenhed med 154 ansatte og hyrede en ny vicedirektør, Jacques Skovgaard, der blandt andet skal stå for det attraktive private banking-område.

Analysen måtte ramme Sydbank før eller siden: I en tid, hvor lave renter gør det svært for bankerne at tjene penge på deres privatkunder, er man nødt at plukke de lavest hængende frugter: Hos danskere med en stor formue.

Dem bliver der flere og flere af. Danskernes opsparing er enorm, og stadigt flere ophober store pengesummer fra friværdier, arv, høje direktørlønninger eller salg af virksomheder.

De formuer skal forvaltes, og de rige danskere betaler gerne for denne ydelse - selvfølgelig i forventning om at få professionel hjælp til at få pengene til at yngle mest muligt, optimere skattebilletten og strække formuen længst muligt.

Forretningsområdet kendes som private banking og er ikke noget for dem, der nøjes med en lønkonto og et lån til en Toyota. Hos Sydbank skal man kunne jonglere med en formue på mindst tre millioner kroner for at komme ind i private banking-universet.

Risikoen for bankerne er lav, fordi de groft sagt bare håndterer kundernes egne penge. Man taber ikke penge på en private banking-kunde, men kan tvært imod hive masser af gebyrer hjem på at handle aktier og yde rådgivning.

Til gengæld arbejder man med et kræsent publikum med høj kompleksitet, fordi kundernes privatøkonomi kan være blandet sammen med egen virksomhed, familiemedlemmer på kryds og tværs, boliger i udlandet, familiefonde, generationsskifteproblematikker og meget andet.

Og så er private banking-kunder vant til et socialt element, hvor de inviteres til vinsmagninger, prøveture i luksusbiler og golfturneringer. Sydbank reklamerer lige nu med en såkaldt concierge service - eller livsstilstjeneste - hvor banken fikser billetter til Smuk Fest i Skanderborg eller Harry Potter-studierne i London.

Men den slags falder kunderne ikke på halen over. Private banking-kunder er kritiske. Ofte er de utilfredse, fordi de gyldne løfter i bankernes markedsføring ikke bliver opfyldt. Eller fordi kunderne har urealistiske forventninger til, hvordan man behandles som elitekunde i en bank.

Så velkommen i manegen til Sydbank. Konkurrenterne vil tage varmt imod jer.

FRANSK VALG: Da krigen i Ukraine startede, lignede det også begyndelsen på Emmanuel Macrons anden valgperiode i Frankrig. For mens at den 44-årige franske præsident stod med skægstubbe og hættetrøje og gav den som global fredsmægler og Europas stærke mand, stod de Rusland-glade konkurrenter i hjemlandet med et forklaringsproblem.

Den nationalkonservative højrefløjsdronning Marine Le Pen har for år tilbage lånt 67 millioner kroner af en russisk bank med forbindelser til Vladimir Putins inderkreds.

Éric Zemmour - fra den endnu mere rabiate franske højrefløj - har sagt, at han drømmer om “en fransk Putin”.

Og venstrefløjsveteranen Jean-Luc Mélenchon udtalte tidligere i år, at Vesten havde brudt sine løfter til Rusland.

Macron behøvede ikke engang at føre valgkamp. For en måned siden spåede meningsmålingerne ham 30 procent af stemmerne i den første valgrunde søndag den 10. april, mens at den nærmeste modkandidat, Marine Le Pen, lå og rallede på 17 procent. I anden og afgørende runde den 24. april stod han til et 10 procentpoints forspring.

I dag ser billedet anderledes ud. Macron er dumpet ned på 27 procent, mens at Le Pen er gået frem til 21 procent. I anden valgrunde den 24. april - hvor alt peger på et slutspil mellem de to - kan valgsejren til den siddende præsident ikke længere garanteres.

- Der er mange franske politologer, som er tavse for tiden, for hvad i alverden er det, der er sket? siger Mads Christoffersen, som er kultursociolog og forfatter til bogen "De Gule Veste har ordet”.

Usikkerheden underbygges af Jørn Boisen, som er lektor på Københavns Universitet og ekspert i fransk politik.

- Vi er havnet i en situation, hvor alt kan ske. Det er ikke voldsomt mange, som skal blive hjemme, før det hele tipper til Le Pen, siger han.

Tilsyneladende har Macron også selv fornemmet det. Lørdag eftermiddag holdt han sit første og eneste vælgermøde. Det sket i La Défense-arenaen i periferien af Paris foran 30.000 mennesker:

- Jeg siger det med meget styrke i aften. Intet er umuligt. Risikoen fra ekstremisterne er større i dag end for få år siden, lød det fra præsidenten med reference til den højrefløj, som vil have hans plads i Élyséepalæet.

Billederne fra krigen i Ukraine begyndt at blive hverdag i Frankrig, men det er de stigende priser på baguettebrød og benzin ikke. Seks ud af 10 franskmænd siger til forskningsinstituttet Cévipof, at købekraften er afgørende for, hvor de sætter deres kryds.

- Geopolitisk står Macron stærkt. Men inflationen er ved at spinne ud af kontrol, og det har givet præsidenten et kæmpe problem. Folk er vrede over, at deres levestandard er i frit fald, siger Jørn Boisen.

I et splittet Frankrig - hvor der er store forskelle på land og by, på rig og fattig, og hvor hundredetusindvis af mennesker iført gule veste gik på gaden i protest for få år siden - ser en voksende del af befolkningen Macron som "elitens præsident”.

Manden, som har gået på eliteskolen L’École Nationale d’Administration (ENA), har en fortid hos investeringsbanken Rotschild og behandles som en rockstjerne, når han er på statsbesøg i udlandet, nyder ikke stor tillid blandt de langtidsledige, deltids- og løstansatte og arbejderne med en årsindkomst på under 18.000 euro. De socialt udsatte grupper, som udgør tre fjerdedele af befolkningen i udkants-Frankrig, men kun udgør godt 12 procent i metropolerne, hvor Macron færdes.

For første gang i Frankrigs historie bor arbejderklassen ikke der, hvor landets rigdomme skabes. Og den politiske højre- venstrestruktur har ingen gyldighed i landet længere, forklarer Jørn Boisen.

- Macrons kernevælgere på den politiske midte udgør en fjerdedel af befolkningen, så han er nødt til at mobilisere vælgere på venstrefløjen. Men vi ved fra målinger, at de overvejende vil stemme på Le Pen på højrefløjen, før de vil stemme på ham.

Senest har historien om den franske regerings brug af konsulenter fra McKinsey og andre firmaer for 6,6 milliarder kroner sidste år givet Macron flere pletter på jakkesættet. At han samtidig går til valg på en upopulær mærkesag, gør ikke livet lettere for præsidenten: Han vil hæve pensionsalderen med tre år.

"I kan ikke lide at høre det, men I skal arbejde, til I bliver 65,” siger Macron. Det er nødvendigt, for den franske pensionsfinansieringsform er fuldstændig uholdbar, forklarer forfatter Mads Christoffersen og fortsætter:

- Men det er også tæt på at være politisk selvmord i Frankrig. For et godt, langt otium er centralt i fortællingen om “det gode franske liv”.

Mest af alt kritiseres Macron dog for at have mere travlt med krigen i Ukraine, end han har med at føre valgkamp. Tirsdag aftens debat mellem præsidentkandidater på kanalen France 2, har præsidenten takket nej til. Og hashtagget #IngenDebatIntetMandat har hurtigt fået medvind på de sociale medier i Frankrig.

- Og det man også skal huske, det er, at en tredjedel af de franske vælgere ikke har besluttet sig endnu, siger Mads Christoffersen, der mener, at Macron risikerer at betale en pris for at bygge hele sit politiske projekt omkring én ting: sin egen person.

- Der er intet klassisk parti, ingen fagforeninger, ingen organisationer. Der er én ekstremt velbegavet og karismatisk mand, som insisterer på at tale direkte med folket. Top til bund. Men den slags er skrøbeligt, siger han.

Alt imens er andre franske politikere satset hele butikken på at samle de mennesker op, som har mistet troet på den reformglade præsident. Særligt Marine Le Pen.

For fem år siden blev hun og hendes parti, Front National, banket af Macron i anden valgrunde.

I dag hedder partiet Rassemblement National ("National Samling” på dansk), og Le Pen har forsøgt at skabe sig et nyt image. De allermest aggressive udfald mod EU og muslimer har hun ladet glide i baggrunden - nu handler det om problemerne i provinsen, kæledyrs rettigheder og omsorgen for de ældre.

- Marine Le Pen har været dygtig til at tale om hverdagsproblemerne. Hun appellerer til den gamle arbejderklasse, og hun taler direkte til alle de franskmænd, som føler, at eliten har ladet dem i stikken, siger Manni Crone, som er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Hun forsker mest i Frankrigs alleryderste højre, og i de miljøer, er Le Pen blevet spist af en endnu mere indvandrerkritisk fisk: Érik Zemmour.

Den 63-årige forfatter og TV-stjerne er blevet kaldt "Frankrigs Donald Trump”, og der er også flere lighedspunkter: Zemmour har kaldt mindreårige indvandrere for "tyve, mordere og voldtægtsforbrydere”, han fabler om fransk storhed og er udtalt modstander af al immigration, politisk korrekthed og feminisme. Flere gange har det franske retsystem dømt ham for racisme.

- I Frankrig er der reelt set to fløje på højrefløjen. Der er dem, som støtter Marine Le Pen, og så er der dem, som synes, at hun er blevet for moderat. De støtter Érik Zemmour, siger Manni Crone.

Men det skal Marine Le Pen ikke være ked af. For det første er Zemmour stagneret i meningsmålingerne på omkring 10 procent af stemmerne, og står valget mellem Le Pen og Macron i anden runde, vil alle på højrefløjen stemme på hende.

- Fordi Macron står for alt, hvad de hader, siger forskeren fra DIIS.

Derudover har Zemmours højrefløjsekstremisme også haft en anden effekt: Le Pen er blevet stueren.

- I Frankrig siger man, at hun er blevet afdæmoniseret, siger Manni Crone.

Selvom hendes politiske modstandere stadig beskylder Le Pen for at være racist, xenofob, antisemitisk og antimuslimsk, er hun den andenmest populære politiker i Frankrig. Det viser de seneste undersøgelser, hvor hun kun overgås af Macrons tidligere premierminister Edouard Philippe.

Men Le Pens standpunkter er i grove træk, som de altid har været. Spørger man Bjørn Bredal, som har skrevet flere bøger om Frankrig og følger fransk politik tæt, er der tale om en ulv i fåreklæder.

- Lige nu er det store spørgsmål, om Frankrig er ved at få deres helt egen Putin, siger Bredal, der også er forstander på Borups Højskole.

- Marine Le Pen vil blive en autokratisk leder af Frankrig, og det uhyggelige er, at resultatet er mere på vippen, end vi troede, siger han og forklarer, at første punkt i Le Pens valgprogram er en folkeafstemning, som skal gøre det nemmere at sende indvandrere ud af landet

Det lyder umiddelbart ikke så autokratisk med en folkeafstemning?

- Hendes formål vil være at stille en gruppe franskmænd op mod den anden gruppe. Og hun har også sagt, at hun vil foretage nogle forfatningsændringer, som normalt skal forbi et råd, siger Bjørn Bredal.

I sidste uge blev Le Pen spurgt på tv-kanalen France 2, om hun kunne forestille sig, at Putin blev en allieret igen, hvis krigen i Ukraine stopper. Til det svarede hun "ja”.

- Rusland kan blive en allieret i kampen mod islamistisk fundamentalisme, sagde hun også.

Men før Marine Le Pen kan gøre sig nogen forhåbninger om at vinde et fransk præsidentvalg over Macron, skal hun videre fra første valgrunde på søndag. Og her bliver hun - ganske uventet - presset fra den yderste venstrefløj.

Den 70-årige Jean-Luc Mélenchon - som har rødder i kommunistbevægelsen og har været en del af fransk politik siden studenteroprøret i 1968 - ligger på en solid tredjeplads i meningsmålingerne - og er kun gået frem i den seneste tid.

Modsat Macron, som vil hæve pensionsalderen fra 62 til 65, vil Mélenchon sænke den til 60. Han vil også hæve mindstelønnen, indføre prisloft på særlige varer, legalisere cannabis samt bruge flere penge på klimakampen.

- Og så er han en fantastisk folketaler, så det er ikke usandsynligt, at han kan rykke nogle stemmer frem mod på søndag, siger forfatter Mads Christoffersen, der dog kommer med den samme forudsigelse, som de fleste andre:

Den afgørende tvekamp bliver - ligesom for fem år siden - mellem Emmanuel Macron og Marine Le Pen.

Hvis nogen råber efter dig, at du lider af rengøringsvanvid, kan du være sikker på, at der er tale om kritik. En fornærmelse og en fornedrelse i retning af, at du er et lille menneske, der ikke har styr på livets ægte værdier a la du kan ikke tage dit livs nullermænd med dig i din sidste skjorte.

Men for nogle mennesker er støvsugere, mikrofiberklude og desinfektionsmidler en passion. Deres hjem skal stråle, dufte godt og være pletfrie, og de mennesker kan man nu møde 10 af i TV2-programmet "Det rene vanvid", hvor de dyster om at blive den bedste til at gøre rent.

Serien er for meget i stort set alle henseender, men dyrker netop det overdrevne med stor humor, og det gør det vidunderligt underholdende at slappe af til. Der er for eksempel drillende hilsener til andre konkurrence-programmer som "Bagedysten": "Tiden er gået - træd væk fra jeres pletter".

Der er tale om velforvarede og tilsyneladende også velfungerende deltagere med titler som cand.mag., sygeplejerske, mekaniker, vinduespudser og portør. I hvert program får de forskellige opgaver, som de enten skal løse individuelt eller i hold. Og i hvert program er der en, der bliver sendt  hjem, den der var lidt dårligere til at håndtere smudset, og derefter udspiller sig den kendte grådscene: "Jamen, jeg fik jo slet ikke vist, hvem jeg er".

Opgaverne er meget forskellige. Det kan være kunsten at fjerne ketchup og kakao fra et forklæde, at vaske og tørre menneskets beskidte ven - en hund - at afkalke en elkedel og at rense et mildt sagt brugt festivaltoilet med stort set kun en smule vand og hygiejnebind til rådighed. Opgaven ledsages af den oplysende speak, at der er 12 millioner liter afføring efter en Roskilde Festival. 

Deltagerne har ikke adgang til traditionelle rengøringsmidler, men kan vælge varer fra store hylder med i rengøringssammenhæng umiddelbart underlige ting som frugt, syltede rødbeder, tequila og slikposer, og andre remedier er uden varedeklaration, så deltagerne må lugte sig frem. Dem, der ved noget om syre og base, klarer sig bedst. For eksempel viser det sig, at acetone på et afkalket brusehoved smelter alt det plastic, der også befinder sig netop der, mens en overskåret appelsin på brusehovedet viser sig at være en fremragende kalk-fjende. Og således går det til, at vi seere også får lært en hel del undervejs.

Dommerne er frygtindgydende krakilske. Især Katrine Carlsson, der giver mindelser om  barnepigen Nanny McPhee, når hun var skrappest. Carlsson har arbejdet for Kongehuset og blandt andet stået for rengøringen på Marselisborg Slot. "Ja, der er desværre et halvt viskestykke i det glas", siger hun, inden hun brutalt smider det til stumper og stykker i en skraldespand. Den arme deltager har ellers pudset sig til sved på panden og anvendt det hemmelige middel knofedt, men dumper på en lille tilbageværende fnuller i det ellers så skinnende glas.

Den anden hoveddommer - for der er også gæstedommere - har arbejdet professionelt med pletter i 15 år. Han hedder Michael René og er lektor i fødevarevidenskab og programmets keminørd.

Universet er kulørt - visuelt ligner det blandingen af barndommens farverige bobletyggegummi og tyske rengøringsreklamer, og det er selvfølgelig med vilje. Der er skruet ekstra på alle knapper.

Men hvorfor lave et program om noget, de fleste trods alt hader: Rengøring. Det kan ligne en fejlbedømmelse, men er det næppe. Enhver der kan forfalde til at se videoer på Facebooks Watch, er formentligt stødt på nogle om rengøring. Når man søger på det engelske ord for rengøring, cleaning, står der da også, at det er populært nu. 

Det kan være en video med en tæpperenser, der får noget, som ligner en møgbunke, til at se ud som nyt, firmaer, der rydder op og gør rent hos folk, som lider af sygelig samlermani og hvis hjem nu er inficeret af rod, baciller og skadedyr, eller den finske kvinde Aurikatariina, der yder frivillig rengøringshjælp hos psykisk syge, hvis hjem er, ja ubeskriveligt beskidte.

Videoerne præsenteres ofte som "tilfredsstillende" at se på, og den følelse får de fleste af os netop, når der er ryddet op og gjort rent.

"Det rene vanvid", TV2 Zulu, første afsnit a 7 sendt 5. april. Det og det følgende kan også ses på TV2 Play.