AARHUS: - For mig har det ikke været en given ting, at jeg i morgen er den samme person som i dag. Jeg vidste aldrig, hvad jeg vågnede op til, når jeg gik i seng om aftenen.

56-årige Erik Mønsted Pedersen trækker på skuldrene og snupper en slurk vand i sommerlunen på det terapikontor, som han på kanten af Aarhus Å deler med andre psykologer. Erik har nu haft seks år som sig selv. Seks år som den Erik, han var, inden han som 14-årig blev ramt af psykisk sygdom. De mellemliggende 36 år har hovedsageligt været en vandring gennem hans eget personlige helvede.

Først flere år efter sit første sygdomsanfald blev han diagnosticeret med paranoid skizofreni, men, som han siger, "det var rigtigt nok, men ikke hele sandheden". Mængden af symptomer på psykisk sygdom var vildtvoksende hos Erik, og psykiatere havde svært ved at finde hoved og hale i dem og sætte en samlebetegnelse på.

Da han blev syg i 1977, var det om muligt endnu vanskeligere. Tiden var en anden. Angstanfald hos pubertetsknægte kunne kureres med et glas Stesolid, og så var den potte ude.

- Men jeg vidste godt, at der var gået noget helt galt i mig, husker Erik, der blev ramt første gang under kampsportstræning. Han havde fået en hård tackling og havde sat sig op ad væggen for at puste ud, da han pludselig slet ikke kunne trække vejret. Han hyperventilerede, fik kramper og røg direkte på Aarhus Kommunehospital, hvor man ikke kunne finde en fysisk forklaring og derfor sendte drengen hjem efter tre dages undersøgelser med et glas beroligende piller i bagagen.

- Mine forældre og jeg spurgte ikke nærmere til det, og vi regnede med, at når jeg havde taget alle pillerne, var jeg rask. Man var jo mere autoritetstro dengang. Det faldt os ikke ind, at jeg skulle have fornyet recepten.

Erik er vokset op i et kærligt og trygt hjem i Aarhus N med forældre, der havde mødt hinanden på dansestedet Maritza, fået en datter og tre år senere sønnen. Far opgav sømandsdrømmen for at forsørge sin familie som buschauffør og siden rådhusbetjent. Det var et dannet hjem, hvor bøger blev betragtet som vigtige venner, og hvor børnene tidligt kendte vejen til biblioteket.

Erik kunne læse som fireårig, men fik besked på at vente med at skrive, til han kom i skole, for der skulle være noget nyt at lære til den tid. Han blev frygteligt skuffet, da første skoledag oprandt. Timerne på Møllevangskolen henslæbte han i kedsomhed, mens han ventede på at indtage bare en lillebitte bid mere lærdom. Undervisningen skred alt for langsomt fremad. Han forstod ikke, at de andre børn mobbede ham, når han til hver eneste spørgsmål fra læreren rakte hånden op, for var det ikke dét, der var meningen med at gå i skole? Hans fraværsprocent voksede; år efter år blev det vanskeligere at se meningen med skolegang.

- De andre kaldte mig professoren. Jeg var lille og spinkel og blev omtalt som ”skelettet”, men jeg kom tidligt i puberteten. På tre år voksede jeg ti centimeter om året, og da jeg skulle konfirmeres, målte jeg 1,88, fortæller Erik, der kastede sin kraftige krop ind i sportsudfoldelse og trivedes med det.

Det var et chok for alle, da han som 14-årig bukkede under for et angstanfald midt i sin elskede judotræning. Det havde ingen set komme. Men når han i dag vender blikket mod de nu afdøde forældre og efterrationaliserer, ved han nok, hvorfra sygdommen stammer.

- Jeg har det skizofrene fra min mor og det affektive fra min far. Jeg har fået noget fra dem begge, og min søster er til gengæld gået fri. Min far havde perioder, hvor han var henholdsvis nede og oppe, og hans humør var mere bevægeligt end de flestes. Min mor havde sine bløde punkter, som vi kaldte det – neuroser hed det dengang. Og da hun kom i overgangsalderen, led hun af hallucinationer og vrangforestillinger. Skizofreni rammer mellem en og halvanden procent af befolkningen, og ni ud af ti, der indlægges med skizofreni, er mænd. Min mor blev heller aldrig diagnosticeret. Det skyldes måske, at kvinder er bedre til at leve med sygdommen, fordi de er dygtigere til at fungere i sociale relationer, som virker beskyttende mod skizofreni, funderer Erik og skynder sig at tilføje:

- Jeg føler ingen bitterhed overfor mine forældre. De gjorde det så godt, som de overhovedet kunne, og vi levede i en lykkelig kernefamilie, hvor min søster og jeg var de elskede ønskebørn. Min søster og jeg taler stadig sammen i telefon hver dag og ses mindst en gang om ugen.

Sådan har Erik og hans søster altid haft det – et nært bånd, en stabil forbindelse, en sikker forvisning om, hvor de har hinanden. Også i de år, hvor Erik vandrede ud og ind af hospitalerne.

Den første psykotiske episode blev fulgt af flere, værre og værre, mere og mere kaotiske. Han kom til samtaler på Psykiatrisk Hospital i Risskov, og hans mor deltog i en familiesamtale. Hun led forfærdeligt af skyldfølelse og mente, at hun og hendes mand måtte have gjort noget forkert. Først mange år senere forsøgte en psykiater at overbevise hende om, at hun ikke var årsag til sin søns sygdom.

- Da jeg blev indlagt som 16-årig, troede jeg, at jeg ville få hjælp og blive rask, men jeg blev klar over, at det ikke skete. Det er svært at lave godt psykiatrisk arbejde et sted, der er indrettet som et medicinsk hospital, og hvor man ser på mennesket som et system og på sygdom som en fejl i systemet. Psykisk sygdom er ikke helt så firkantet, som man troede engang. Man kan ikke bare rette sin indsats mod ét punkt. Man er nødt til at se mennesket som en helhed, hjælpe patienten med at finde hans egne løse skruer og herefter hjælpe ham med at skrue dem i. Desværre har jeg i psykiatrien mødt rigtig mange mennesker, som efter eget valg ikke er her mere. Det er en barsk verden, og det er ikke alle, der kan klare det, siger Erik, der sammenlagt har tilbragt årevis som indlagt på psykiatriske afdelinger og ved, hvad han taler om.

- Jeg havde et par selvmordsforsøg med piller i de første år; jeg havde svært ved at holde mig i live. Jeg syntes, det var hårdt at se mine forældre så kede af det. Jeg flyttede hjemmefra som 17-årig af samme grund, for da vidste jeg godt, at jeg ikke blev rask igen. Det er edderbukkeme ikke sjovt at være så psykisk syg, som jeg var. Jeg sagde ikke altid, hvor slemt jeg havde det, for så rart var det ikke at blive indlagt på den lukkede afdeling, udbryder Erik og forklarer om sin psykotiske angst og sine hallucinationer:

- Hvis man er bange for et eller andet, kan man undgå det – edderkopper eller højder for eksempel. Men den psykotiske angst, som jeg led af, er frit flydende, den er ikke rettet mod et bestemt objekt, og derfor kan man ikke undgå den. Hallucinationerne er skræmmende. Jeg hang og svævede over afgrunden i mit eget private helvede, udspændt i det mørke tomrum. Jeg så slanger på gulvet og blod, der løb ned ad væggene. Og som 14-15-årig begyndte jeg at høre stemmer. Der sad en mand på min venstre skulder og en kvinde på min højre skulder, og de havde det med at skændes. Det var ikke til at holde ud at høre på, og når det var slemt, rettede de deres vrede mod mig, husker Erik og griner:

- Jeg tænkte jo ikke over stemmerne. De var der bare hele tiden i årevis. Men en dag i 1992 havde jeg 10-11 timer, hvor stemmerne forsvandt. Det var en grænseoverskridende oplevelse. Det var som at have en tom koncertsal i hovedet. Det var skræmmende, og jeg var en lille smule lettet, da de kom tilbage midt på eftermiddagen.

Overvejelsen om selvmord spøgte flere gange i de unge år.

- Det var den eneste og bedste løsning for alle; jeg ville gøre verden en tjeneste, syntes jeg. Tanken om at skulle stå op igen i morgen var hård, for jeg troede ikke på, at morgendagen blev bedre. Men på den anden side kunne jeg ikke vide det. Der er altid håb om positiv forandring. Der er ingen garantier, men der er et håb. Og det græsstrå lykkedes det mig at holde fast i igennem alle årene. Jeg opgav aldrig håbet.

Erik nåede kun lige at begynde på Aarhus Katedralskole i 1979, inden han måtte forlade gymnasiet igen. Hans første indlæggelse i en alder af 17 år tog syv måneder, og da han kom ud fra hospitalet i Risskov, var han sikker på, at han aldrig ville blive rask.

- Men jeg stræbte alligevel efter det helt almindelige liv. Jeg drømte om at få uddannelse, arbejde, familie, venner, at gå tur om søndagen, bage boller med børnene. Det blev det forjættede land, og jeg slap ikke drømmen om det, selvom jeg intet havde at have den drøm i. Men jeg kunne ikke få mig selv til at opgive den, og havde jeg droppet den, er det ikke givet, at jeg havde kunnet holde mig i live, mener han, der i dag har afskrevet sig selv fra at få egne børn, selvom han har været igennem flere kæresteforhold.

- Jeg valgte børn fra, da jeg var først i 30’erne. Jeg var syg og havde ikke udsigt til at blive rask, og jeg syntes ikke, det var i orden overfor børn, at de skulle have en far, der var indlagt i lange perioder. Men at jeg ikke har fået børn, er alligevel en af de to ting, jeg er virkelig ked af, for det er et savn. Den anden ting er, at mine forældre ikke nåede at opleve, at jeg blev rask.

Erik havde perioder, hvor han magtede at holde sygdommen så meget i ave, at han ikke var indlagt. I de tider tog han en HF-eksamen, flyttede til København og begyndte på psykologistudiet.

- Og det var ikke, fordi jeg ville helbrede mig selv, for det havde jeg opgivet for længst. Nej, det var, fordi mennesker altid har interesseret mig, fordi jeg elsker viden, og fordi jeg altid gerne vil ned i de dybereliggende lag, forklarer han, der flyttede retur til Aarhus nogle år senere og nu har været færdiguddannet psykolog i tre år. I dag driver han selvstændig praksis i Aarhus og arbejder – også - meget gerne med de klienter, der har det virkelig svært, for om nogen er han ”ikke bange for at sidde overfor et menneske, der er psykisk syg”.

- Det er meget fagligt spændende både at være psykolog og inde i hovedet på én, som er blevet rask. Det giver et særligt perspektiv på recovery – dét at komme sig efter alvorlig psykisk sygdom, smiler han.

Studierne på Københavns Universitet forløb ikke lige efter bogen. Han måtte afbryde flere gange på grund af indlæggelser, men holdt hele tiden fast i sin identitet som studerende. Derfor var det også mere end vanskeligt, da en sagsbehandler foreslog ham at søge førtidspension.

- Jeg var 28 år, og jeg havde ingen planer om at holde op med at læse for, hvad skulle jeg så, hvem var jeg så? Men jeg vidste også godt, at det var svært at holde tilværelsen kørende på en SU i årevis, og hvis jeg fik førtidspension, var jeg i det mindste økonomisk sikret. Men puha, hvor er det ikke godt for ens selvfølelse. Man er afskrevet af samfundet, ingen forventer noget af én eller vil vide noget om én, man skal bare belaste systemet mindst muligt, siger Erik, der af samme grund nu agter at arbejde, "til jeg falder om på kontorstolen, og I skubber mig ud ad vinduet".

- Jeg opererer ikke med en pensionsalder i dag. Jeg vil arbejde, til jeg dør. Jeg vil gerne bidrage til samfundet, som har bidraget til mig. Jeg har jo drømt om det her, om at få et almindeligt liv med et almindeligt arbejde. Min søster siger, at jeg er som en ko, der kommer på græs om foråret. Jeg har banket på de døre, der er, og de har åbnet sig, og jeg er pænt ligeglad med, hvad folk siger om mig bag min ryg. Jeg har altid fortalt åbent, at jeg har været syg, for jeg ville ikke skamme mig. I gymnasiet vendte folk ryggen til mig på nær én, men ellers har mange behandlet mig pænt, siger han, der nåede at være indlagt omkring 30 langvarige gange på psykiatriske afdelinger, inden helbredelsen mirakuløst kom.

- I sommeren 2013 gik jeg i terapi hos en psykolog, og han stillede nogle andre spørgsmål, end jeg var vant til; det gjorde en forskel. Han spurgte mig, hvordan det så ud inde i mig at være psykisk syg, og det fik mig til at kigge ind i mine egne indre landskaber, forklarer Erik og beskriver landskaber med bjergkant, dal, revner i horisonten og fragmenter, kasser, smådele overalt. Her var også en grå mur, hvor stemmerne gemte sig bag.

Men i takt med, at han bevægede sig frem gennem landskabet, forvandlede det sig. Revnen i horisonten svandt ind, fragmenterne samlede sig til et hele, og den grå mur brød ned. Og med den grå murs ødelæggelse forsvandt også de to stemmer, der i mere end 30 år havde hundset rundt med Erik.

Han vidste med det samme, at han var helbredt. Anderledes kan han ikke forklare det. Og i løbet af de følgende to år trappede han forsigtigt og langsomt ud af medicinen.

- Det var voldsomt at blive rask. Mens jeg var syg, sov jeg 12-14 timer i døgnet, men da jeg stoppede med medicinen, sov jeg kun tre-fire timer om natten. Nu er jeg oppe på fem timer, og jeg sørger for at passe på mig selv. Det er en langsom tilvænning af kroppen til nye tider, for livet med psykofarmaka er som at bo i en glasklokke. Når medicinen fjernes, oplever man en øget følsomhed, siger Erik, der ved med sig selv, at han nu skal holde nøje øje med mængden af arbejdsopgaver. De griber nemt om sig, og han boltrer sig indimellem lidt for lystigt i dem. Stress er det sidste, han ønsker at få.

Ikke bare passer han i dag sin psykologpraksis, han er også meget aktiv frivillig i arbejdet indenfor organisationen Sind, hvor han sidder som næstformand for Sind Region Midt og er foregangsmand i Sinds Karriere-Netværk, der hjælper unge i gang med uddannelse og job. Han har også haft sin gang på Dalgas Skolen, hvor han tidligere har taget initiativ til Studiekammeret og dyrket sin interesse for musik. Nu holder han mange foredrag om vejen fra sygdom til helbredelse og om, hvordan man skaber sig et godt liv med psykisk lidelse.

- Det er så meningsfuldt, når man kan gøre noget til gavn for andre og har et formål, der er større end én selv. Så bliver det heller ikke til en almisse, man giver folk. Ved at gøre noget betydningsfuldt for andre, sammen med de mange ildsjæle i Landsforeningen Sind, skaber jeg mening i mit eget liv, mener Erik, der i den grad nyder at ”kunne få lov til at have en hverdag”.

- Man vænner sig til at have det godt, men det er også stadig lidt uvirkeligt for mig. Jeg husker på det hver eneste dag og sætter pris på det. Forskeren Aaron Antonovskys undersøgelse af overlevende fra kz-lejre viste, at de havde en større livsglæde end andre, og sådan er det nok at overleve noget svært – det giver en oplevelsesdybde i livet. Jeg kan godt gå og bare kigge på træer. De små ting sætter jeg meget stor pris på. Jeg synes, jeg har haft et godt liv indtil nu. Jeg har fået en unik mulighed for at leve som mig selv igen, og efter helbredelsen har jeg ikke et øjeblik været i tvivl om, at jeg er rask, for jeg kender mine symptomer rigtig godt, og de har ikke været der siden. Der, hvor man er vokset sammen, er man stærkere - man brækker jo heller ikke en knogle det samme sted igen. Tvivlen er væk, sygdommen er væk, og jeg kan genkende mig selv fra, før jeg blev syg. Nu har jeg for første gang en tryghed i, at i morgen vågner jeg op som det samme menneske som i dag.

Jobskifte: Næsten halvdelen af Danmarks befolkning har aldrig oplevet et Folketing uden en Hækkerup. Med Nick Hækkerups sortie som folketingsmedlem og justitsminister til fordel for et direktørjob i Bryggeriforeningen er det første gang i 38 år, den store politiske familie ikke er repræsenteret på tinge.

Men det er ikke første gang, en Hækkerup foretager et spring over disken og bliver toplobbyist - med dertilhørende risiko for interessekonflikt og dilemmaer i forhold til fortiden i magtens centrum.

Helt konkret springer han fra en regering, der for nylig har foreslået forbud mod salg af alkohol til unge under 18, til en brancheforening, der ikke ligefrem har skålet dette forslag velkommen.

Et tilsvarende spring tog også hans svigerinde Karen Hækkerup, da hun i 2014 ligeledes forlod justitsministerposten til fordel for et direktørjob i Landbrug og Fødevarer. Her afløste hun Søren Gade, der forinden havde været forsvarsminister og folketingsmedlem for Venstre.

Før hun blev justitsminister havde Karen Hækkerup en kort periode som minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Mange andre har gjort noget tilsvarende. Tidligere udenrigsminister og konservativ partileder Lene Espersen forlod eksempelvis politik i 2014 og blev direktør i brancheforeningen Danske Arkitektvirksomheder.

Brian Mikkelsen er et endnu et eksempel. Han havde flere års ministererfaring for Konservative, blandt andet som erhvervsminister, da han i 2018 blev direktør i brancheforeningen Dansk Erhverv.

- Der er kæmpe forskel i de to job. Som minister har man meget stor magt og træffer tit den sidste og afgørende beslutning. Som lobbyist har man ikke magten, men skal forsøge at påvirke de beslutninger, der træffes. Jeg synes kun, det er en fordel for alle parter, hvis lobbyister pga. deres politiske fortid ved, hvad de taler om, siger Brian Mikkelsen.

Han ser ikke risikoen for, at en politiker i et nyt civilt job skal gå imod tidligere politiske standpunkter og kolleger.

- Det er op til den enkelte at gøre op med sig selv, hvor langt man vil gå, siger Brian Mikkelsen.

Ikke desto mindre meldte sig straks spørgsmålet om interessekonflikt på grund af alkoholspørgsmålet i regeringens aktuelle sundhedsudspil.

Det blev Nick Hækkerup i løbet af mandagen spurgt om ved flere lejligheder og svarede, måske en anelse uldent, at fra nu varetager han Bryggeriforeningens interesser, og at han har registreret, at i spørgsmålet om alkoholsalg til unge har Socialdemokratiets Ungdom en anden holdning end moderpartiet, og at han i øvrigt synes, at hans egne teenagebørn engang imellem drikker for meget.

Med diskussionen melder sig det tilbagevendende spørgsmål, om der skal indføres en karensperiode for magtfulde politikere, ministre og topembedsfolk. Det vil sige en periode i karantæne fra at indtræde i et civilt job, hvor der kan være en interessekonflikt i forhold til det tidligere job i den politiske verden.

Karen Hækkerups skifte for otte år siden fik dengang Enhedslisten til at foreslå en sådan karensperiode. Svogerens tilsvarende jobskifte er endnu et godt argument. Det mener Peder Hvelplund, der i sin egenskab af sundhedsordfører for Enhedslisten ofte bliver kontaktet af lobbyister, der vil fremme bestemte synspunkter og interesser i den politiske beslutningsproces.

- Vi synes, der bør være en karensperiode på to år. Der er en risko for at sammenblande interesser på en uheldig måde, når man går fra at have forvaltningsansvar til at have ansvar for en interesseorganisation. Politikere skal have muligheden for at forlade politik og få et civilt job, men der må ikke opstå tvivl om deres habilitet. En karensperiode vil rydde sådan en habilitetstvivl af vejen, siger han.

Ifølge organisationen Tranparency International, der overordnet set arbejder mod korruption, er Danmark et af de få lande, der ikke har karensregler for politikere og topembedsfolk.

- Den slags har man regler for i f.eks. EU med det formål at forebygge korruption. Men det har vi ikke i Danmark, hvilket er ret uforståeligt. Der er ingen grund til at betvivle Hækkerups hæderlighed, men den principielle problematik er reel nok, og Danmark er et af de få lande, der negligerer denne problemstilling i tavshed, siger Jesper Olsen, der er formand for Transparency International i Danmark.

Adjunkt på Copenhagen Business School Benjamin Egerod, der har lobbyisme som et af sine specialer, ser forskellige årsager til, at firmaer og organisationer i ret stort omfang ansætter tidligere ministre og toppolitikere.

- Det handler i høj grad om den specialviden- og evner, som de har opbygget som for eksempel ministre. En anden forklaring er af mere generel karakter og handler om de sociale forbindelser, kontakter og netværk, disse mennesker har. Så når man ansætter sådan en person i en toplobby-position, køber man begge dele: Ekspertviden og kontakter i den politiske verden og i embedsværket, siger Benjamin Egerod.

Han ser både positive og negative konsekvenser af, at ministre skifter fra en politisk toppost til en topstilling i det civile arbejdsliv.

- På positivsiden tæller det, at politikere tit har brug for information for at kunne sammensætte optimal lovgivning. Det gør, at de i vidt omfang er nødt til at tale med lobbyister. Det er hele årsagen til, at vi har lobbyisme. Lobbyister er i stand til at give information til politikerne, som ellers ikke ville kunne få denne information.

- Men europæisk forskning indikerer også nogle negative sider, når organisationer eller firmaer får tilgang af tidligere ministre, der giver disse organisationer større indflydelse, end de burde have. De får lettere adgang til møder i embedsværket med risikoen for, at deres stemme får en tungere betydning end andre stemmer, der ikke kan få samme adgang, fordi et embedsværk ikke kan mødes med hvem som helst hele tiden.

- Hvis Nick Hækkerups ansættelse i Bryggeriforeningen, betyder, at han som følge af sin baggrund og fortid får møder, som andre ikke kan få, kan der opstå et demokratisk problem i hvem, der kan tale med beslutningstagerne, siger Benjamin Egerod.

Kirsten Normann Andersen (SF) er som sundhedsordfører en af dem, der kommer til at bruge megen tid på regeringens sundhedsudspil, hvori tankerne om at forbyde alkoholsalg til unge under 18 år indgår. Om Nick Hækkerup banker på hendes dør i den anledning, ved hun selvsagt ikke.

- Alle mulige organisationer render os på dørene hele tiden, og de har nogle økonomiske interesser, de skal varetage. Hvis det bliver en del af Nick Hækkerups arbejde, får han de samme kritiske spørgsmål, som jeg stiller til andre lobbyister, siger Kirsten Normann Andersen.

Hun mener principielt, at politikere uden større besvær skal kunne vende tilbage til det almindelige liv og indtage et job dér.

- Det vil være bekymrende, hvis det afholder nogen fra at gå ind i politik, og det vil være bekymrende, hvis politikere bliver hængende, fordi de ikke har mulighed for at få et andet job, siger Kirsten Norman Andersen.

Jens Henrik Thulesen Dahl har kun få måneders erfaring som sundhedspolitisk ordfører for Dansk Folkeparti, men har for længst fået en daglig kontaktet med lobbyister.

- Jeg har ikke nogen klippeklar mening om en karensperiode til ministre, men jeg kan godt se noget noget fornuftigt i at få det diskuteret. I Nick Hækkerups tilfælde vil jeg sige, at hvis han i morgen kommer ind på mit kontor og vil overbevise mig om, at regeringens sundhedsudspil er dumt, mister han troværdighed, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Når diskussion om politikeres jobskifter rutinemæssigt trænger sig på, skyldes det, at temaet er inde og pille ved kernen af demokratiet. Det mener Frederik Kjøller Larsen, Ph.D. stipendiat ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og forsker i bl.a. politiske karrierer.

- Det rører ved noget ret centralt, kontrakten mellem vælgerne og de folkevalgte. Vælgerne vil gerne kunne stole på, at politikerne ikke vender på en tallerken. Men der er også noget dobbelt i de reaktioner, vi ofte ser. På den ene side er vi trætte af levebrødspolitikere, på den anden side risikerer de at få vores skældud, hvis de stopper og skifter job. Nogle gange er det som om, de aldrig kan gøre noget rigtigt, siger Frederik Kjøller Larsen.

Sygdom: Flåt-sæsonen er gået ind, og det er med at holde øje med det lille, blodsugende dyr, hvis du har været i skoven. Særligt hvis du har bevæget dig uden for stierne.

For flåtbid kan give alvorlige infektioner. Mest almindeligt er bakteriesygdommen borreliose, men vi kan hellere ikke længere ignorere den farlige flåt-virus TBE.

Det slår nye tal fra Statens Serum Institut (SSI) fast.

Mens man for få år siden ikke så TBE-sygdom på de danske hospitaler, medmindre man befandt sig på Bornholm, blev der i 2021 konstateret 11 tilfælde. Syv af disse skyldes flåtbid inden for landets grænser, oplyser SSI - og kun ét af dem var på Bornholm.

TBE er frygtet, fordi den for op imod en-tredjedel af dem, der bliver syge, udvikler sig til en hjernebetændelse, som i værste tilfælde kan give varige mén eller være dødelig.

Og tallene er tegn på en udvikling. Det vurderer en af Danmarks førende flåt-eksperter, René Bødker, der er forskningsleder på Københavns Universitets afdeling for veterinærforskning.

- Det hele er meget usædvanligt og mærkeligt. For det er jo ikke noget, vi plejer at have uden for Bornholm. Men vi må konstatere, at det billede er ved at ændre sig, og at TBE er noget, vi skal vænne os til i hele Danmark.

Han opfordrer derfor til, at alle, der færdes hyppigt i skoven, gør hvad de kan for at undgå flåtbid – og i øvrigt overvejer en TBE-vaccine. Det er en vaccine, som kan beskytte mod alvorlig sygdom, men som du også selv må betale for.

Indtil for få år siden var TBE ikke noget, du kunne blive smittet med i Danmark, medmindre du befandt dig på Bornholm.

Men sådan er det ikke længere. Det bekræfter Anders Fomsgaard, professor og overlæge ved Statens Serum Institut. De seneste år har forskerne simpelthen set flere og flere tilfælde i alle landsdele.

- Danmark har nu flere smittede uden for Bornholm end på Bornholm, bekræfter Anders Fomsgaard.

Det er særligt på Sjælland, at tilfældene er blevet konstateret, selv om der også har været enkelte tilfælde på Fyn og i Jylland.

Og faktisk tyder det på, at de TBE-flåter, der i stigende grad finder vej til Sjælland og videre østpå, ikke kommer fra Bornholm men derimod fra Sverige.

- Vi ser, at det de seneste år har bredt sig fra Stockholm-området til store dele af Sverige, og også ind i Norge. Og Danmark er altså ved også at blive en del af den trend, siger René Bødker.

I Sverige har man kunnet konstatere mere og mere TBE-smitte år for år. Sidste år slog alle rekorder, der fik næsten 600 svenskere sygdommen konstateret.

Hvorfor TBE-flåterne breder sig fra Sverige, er forskerne dog usikre på.

- Der er diskussioner om, hvorvidt klimaforandringer spiller ind. Men vi ved det ikke. Vi forstår grundlæggende ikke hvorfor, men vi kan konstatere, at den breder sig, siger René Bødker.

Heldigvis er der meget, man selv kan gøre for at undgå TBE. Ifølge René Bødker handler det for de fleste især om at undgå flåtbid.

- Husk på, at langt det mest almindelige i Danmark endnu er borrelia, som rigtig mange flåter har, og som man ikke kan blive vaccineret imod. Så hvis man kan undgå at gå med bar hud udenfor stierne i skoven, er man langt.

Men hvis du er typen, der gerne vil gå i krat og buskads, kan det også være værd at overveje, om du skal lade sig vaccinere mod TBE.

Især hvis du bruger skovene i Nordsjælland meget.

- Det er bestemt ikke en standardvaccine, og skal en hel familie vaccineres, er det lidt af en udskrivning. Men færdes man eksempelvis ofte i den vilde natur nær Tisvilde Hegn, kan det være værd at overveje, siger René Bødker.

Peter Rasmussen, hvorfor vælger Avisen Danmark at indgå et samarbejde med en dømt kriminel, som stadig er i gang med at afsone sin straf?

Inger Støjberg er en af de tydeligste og dygtigste i debatten på den blå fløj. Derfor er hun interessant. At hun er dømt og straffet diskvalificerer hende ikke som debattør. Vi er trygge ved, at retssystemet og fængselsvæsenet tager sig af den del. Hvis vi skulle fravælge hende som debattør af den årsag, ville det være at pålægge hende en ekstra straf, og det er ikke Avisen Danmarks opgave.

Hvor går grænsen for, hvor alvorlig en forbrydelse man må have begået, hvis man skal være debattør hos Avisen Danmark?

Det ved jeg ikke. Men det afgørende er, om man er væsentlig og betydningsfuld for den offentlige debat, og det mener jeg, Inger Støjberg er. Derfor får hun muligheden.

Så hvis man er en dygtig nok debattør, behøver man ikke afsone sin straf, før man kan få et talerør hos Avisen Danmark?

- Nej. Det gør man ikke. Straffen tager retssystemet og fængselsvæsenet sig af.

Gælder det uanset hvor alvorlig en forbrydelse, man har begået?

- På et tidspunkt bliver ens holdninger ligegyldige. Det er ikke spændende, hvad voldsmænd mener. Inger Støjberg er et andet sted.

Strafferammen for simpel vold og en overtrædelse af ministeransvarlighedsloven er den samme, og i mange almindelige voldssager er straffen 30-60 dages fængsel. Inger Støjberg blev også idømt 60 dages fængsel. Hvorfor er Inger Støjbergs forbrydelse så mindre alvorlig?

- Det er en konkret vurdering. Hun er en relevant debattør. Vi har ikke en skæring, hvor vi siger, at det er for meget, hvis en person har fået 70 dages fængselsstraf, men at man gerne må være debattør, hvis det er 60 dages fængselsstraf. Det handler om, om hendes meninger er relevante, og om hun er dygtig nok. Det er hun.

Inger Støjberg får også penge for at være fast debattør i programmet. Hvorfor støtter Avisen Danmark en dømt kriminel, som er i gang med at afsone sin straf økonomisk?

- Det gør vi heller ikke. Vi betaler Inger Støjberg for den tid, hun bruger som debattør hos os. Sådan er det også, når hun skriver klummer i Avisen Danmark, og det skal hun til at gøre hver fredag fra nu af. Det er ikke anderledes, end når vi for eksempel har Bertel Haarder, Jens Rohde eller Pernille Skipper til at skrive for os.

Men de er ikke dømt for noget strafbart. Har Avisen Danmark andre kriminelle på lønningslisten?

- Ikke så vidt jeg ved.

Hvorfor skal Avisen Danmark i det hele taget agere reklamesøjle for Inger Støjbergs synspunkter?

- Det synes jeg heller ikke, vi gør. Det er ikke nogen fribillet. Det er vores sindssygt dygtige politiske redaktør Casper Dall, som er vært og styrer debatten, og den anden faste debattør, Alex Vanopslagh, vil også stille modspørgsmål. Vi er vant til, at meninger brydes mellem rød og blå blok. Men der er meningsforskelle i blå blok. Inger Støjberg og Alex Vanopslagh repræsenterer to forskellige fløje. Spørgsmålet er, om de to fløje kan finde sammen. De kunne jo starte med at blive enige om, hvem der skal være statsminister for eksempel.

Kommer der et tilsvarende program med røde politikere?

- Det er ikke planlagt. Men der er også mere brug for et om blå blok. Mette Frederiksen får rigelig taletid med de mange pressemøder.

Vil programmet fortsætte, hvis Inger Støjberg stifter et parti?

- Ja. Så kører vi videre. Det diskvalificerer hende ikke. Vanopslagh er også partileder.

Og hvis der udskrives valg?

- Så skal vi tænke over, hvad vi så gør. Det er ikke meningen, de skal drive valgkamp gennem programmet. Så skal vi justere, så der enten kommer røde politikere med, eller også skal programmet sættes på pause.