Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

I dag bliver det afgjort, om Frankrigs næste præsident fortsat hedder Emmanuel Macron, eller om det bliver Marine Le Pen. Foto: Noel Celis/AFP/Ritzau Scanpix

Lav stemmeprocent og politikerlede truer dagens valg i Frankrig

Godmorgen og velkommen til søndagens nyhedsoverblik fra Avisen Danmark.

Denne søndag er det valgdag i Frankrig, og landet med baguettes, arkitektur og masser af turisme skal finde den næste præsident for en periode på fem år. Valget står mellem den siddende præsident Emmanuel Macron og udfordreren Marine Le Pen – for i første valgrunde den 10. april fik ingen af de to over halvdelen af stemmerne, dermed er det anden runde i dag, der afgør posten.

De to kandidater er yderst forskellige. Macron er centrumliberal, glad for EU og står for, at franskmændene skal arbejde mere og senere på pension. Le Pen står på den yderste højrefløj, er EU-kritisk, vil have landet ud af Natos militære samarbejde og vil sikre franskmændene mere købekraft og almennyttige boliger.

Men mens de to er forskellige, så er en stor del af den franske befolkning dybt frustrerede over et hjemland, hvor der bliver større og større forskel på rig og fattig. Mange kan slet ikke se sig selv repræsenteret af de to kandidater. Så udover at valget kan blive ganske tæt, så bliver det værd at holde øje med stemmeprocenten.

En meningsmåling viste fredag, at mere end hver fjerde vælger formentlig slet ikke vil møde op i stemmeboksen, skriver Ritzau. Valgdeltagelsen ventes således at være på omkring 72,5 procent, og det vil være den laveste valgdeltagelse i en anden runde af et fransk præsidentvalg siden 1969.

Alt andet lige kommer Frankrig ikke udenom valget. Den nye præsident ventes at blive indsat ved en ceremoni den 13. maj. Hvis udfordreren Marine Le Pen snupper flest stemmer, bliver hun i øvrigt den første kvindelige præsident i Frankrig.

Hvis du vil vide endnu mere om de to kandidater, og hvad valget betyder for landet og dets borgere, så kan du læse og høre meget mere på vores side. Avisen Danmarks reporter Emil Jørgensen er nemlig i Frankrig og dækker valget helt tæt på.

Flygtninge kan bo hos straffede danskere

Så drager vi et smut hjem igen og tager et kig på vores husning af de ukrainske flygtninge. For kommunerne må ikke indhente en børneattest på private borgere, som har ukrainere boende. Det betyder, at værten kan være dømt for seksuelle overgreb, blufærdighedskrænkelse eller for at have været i besiddelse af børneporno. Det skriver Ritzau.

- Mange kommuner har henvendt sig til os, fordi de er i tvivl om, hvorvidt de må og skal indhente børneattester. Som reglerne er i dag, er der ikke hjemmel til at indhente børneattest ved privat indkvartering, skriver Martin Damm (V), formand for Kommunernes Landsforening (KL), i en mail til Ritzau.

Og det mener KL er for galt. Foreningen har derfor henvendt sig til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) for at få en afklaring på situationen. Ministeriet oplyser til Ritzau, at det er ved at se nærmere på sagen.

Facebook rummer hemmelige lister

Og så skal vi på Facebook. Jyllands-Posten har nemlig fået fingrene i nogle skumle lister på det sociale medie med navne på flere tusinde personer, der har lånt penge af andre. Ofte ved personerne ikke selv, at de står på disse lister og beskrives som typer, der eksempelvis er risikable at låne penge til eller har misligholdte lån hos andre private pengeudbydere.

Morten Bruun Pedersen, der er cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk, giver i avisen udtryk for, at han er rystet over listerne. Han mener, at oplysninger går meget tæt på de enkelte personer.

Og listerne er da også ulovlige. Det oplyser fuldmægtig Rasmus Martens fra Datatilsynet til Jyllands-Posten.

Zelenskyj: USA’s topministre tager til Kyiv

Vi slutter dagens nyheder i Ukraine, hvor det i dag er to måneder siden, at der udbrød krig. I går sagde landets præsident, Volodymyr Zelenskyj, på et pressemøde, at han venter besøg af USA's udenrigsminister, Antony Blinken, og forsvarsminister Lloyd Austin i dag, søndag.

Ifølge Zelenskyj skal de tre drøfte behovet for militær bistand fra USA, men i New York Times kan man læse, at hverken USA's udenrigsministerium eller forsvarsministerium har bekræftet det.

Meddelelsen om mødet mellem de tre spidser falder sammen med, at lørdag var en særdeles hård dag i krigen med Rusland. Zelenskyj fremhævede situationen i Mariupol på pressemødet, hvor soldater og civile i mange uger har været omringet af russiske styrker. Derudover skulle et raketangreb mod Odesa ved Sortehavet have kostet otte mennesker livet. Blandt dem et barn på otte måneder.

Det var nyhedsoverblikket for i dag, men der er god grund til at blive hængende lidt endnu. Så får du nemlig fire gode historier fra dagens udgave af Avisen Danmark.

Billede af Ditte Birkebæk Jensen
Billede af skribentens underskrift Ditte Birkebæk Jensen Journalist

Få Dagens Danmark læst op her

Den sprængte boligboble i USA i 2007 fik finansielle markeder verden over til at fryse til is. Siden er statsgælden eksploderet, og centralbanker har sendt milliarder af nye penge ud i systemet. Foto: Nicky Loh/Reuters/Ritzau Scanpix

Økonomer: Vi står i et verdenshistorisk økonomisk eksperiment, som ingen ved, hvordan ender

Siden finanskrisen har verdens centralbanker trykt nye milliarder og sænket renterne i et omfang, som aldrig tidligere er set. Økonomer kalder det et verdenshistorisk økonomisk eksperiment, og om få år vil vi vide, hvordan det ender. I øjeblikket er centralbankerne nemlig ved at afslutte eksperimentet, og den manøvre er ikke uden risici.

- Det, der har holdt hånden under økonomien, boligmarkedet og aktiemarkedet de sidste ti år, det holder op. Vi er tvivl om, hvad der vil ske. Om verdensøkonomien falder sammen som et korthus eller bare flader ud? Det ved vi simpelthen ikke, siger Jesper Rangvid, økonomiprofessor ved CBS, Copenhagen Business School.

Den vurdering deles af Torben M. Andersen, økonomiprofessor ved Aarhus Universitet og medlem af Det Økonomiske Råd. Samtidig vurderer han, at eksperimentets afslutning er blevet yderligere kompliceret af krigen i Ukraine, der har medført voldsomme stigninger i energi- og
fødevarepriser.

- Det har været et eksperiment. Men det er også et eksperiment, hvordan vi kommer ud af det, siger han.

Siden finanskrisen har verdens centralbanker trykt nye milliarder og sænket renterne i et omfang, som aldrig tidligere er set. Økonomer kalder det et verdenshistorisk økonomisk eksperiment, og om få år, vil vi vide, hvordan det ender. I øjeblikket er centralbankerne nemlig ved at afslutte eksperimentet, og risikoen ved den manøvre er vokset efter krigen i Ukraine, lyder det.

Økonomi: Siden verdensøkonomien i 2007 røg ud i den største økonomiske krise siden depressionen i 1930’erne, er den offentlige gæld i de udviklede lande eksploderet.

Samtidig har centralbankerne trykt milliarder og opkøbt værdipapirer i et omfang aldrig set før.

Renterne har været historisk lave, og i en lang periode kunne europæere få penge for at låne penge.

Men nu er festen slut. I kølvandet på den hastigt stigende inflation hævede den amerikanske centralbank renten i sidste måned, og den har varslet en byge af rentestigninger i år. Samtidig vil den Europæiske centralbank over de kommende måneder udfase sine opkøb, og derefter forventes den også at hæve renten.

Konsekvenserne er uvisse. For de massive milliardopkøb og historisk lave renter, som vi har været vidne til siden krisen, har været et kæmpe verdensøkonomisk eksperiment, lyder det fra økonomer.

- Den helt store ubekendte er, at vi siden finanskrisen har levet i en verden, hvor pengepolitikken har været ekstrem ekspansiv. Centralbankerne har lavet store obligationsopkøb og sprøjtet penge ud på markedet. Det holder op nu. Det, der har holdt hånden under økonomien, boligmarkedet og aktiemarkedet de sidste ti år, det holder op. Vi er tvivl om, hvad der vil ske. Om verdensøkonomien falder sammen som et korthus eller bare flader ud? Det ved vi simpelthen ikke, siger Jesper Rangvid, økonomiprofessor ved CBS, Copenhagen Business School.

- Aldrig før været i lignende situation

Han påpeger, at de som økonomer ikke kan se på tidligere erfaringer eller sammenligne den nuværende situation med tidligere opstramningerne i den globale økonomi.

- Vi kan ikke sige, at i 40’erne eller 20’erne var det nogenlunde det samme. Vi har ikke før været i en situation, hvor renten var meget lav samtidig med, at centralbankerne har købt værdipapirer for tusinder af milliarder. Det har virkelig været et eksperiment, siger Jesper Rangvid.

Efter finanskrisen måtte de gøre noget for at holde gang i økonomien. Sådan skal det være. Men jeg har argumenteret for, at jeg synes, de skulle være stoppet før.

Jesper Rangvid, økonomiprofessor på CBS

Den vurdering deler Torben M. Andersen, økonomiprofessor ved Aarhus Universitet og medlem af Det Økonomiske Råd. Samtidig vurderer han, at eksperimentets afslutning er blevet yderligere kompliceret af krigen i Ukraine, der har medført voldsomme stigninger i energi- og fødevarepriser.

- Det har været et eksperiment. Men det er også et eksperiment, hvordan vi kommer ud af det. Alle er enige om, det er en exceptionel situation, og der er en masse argumenter for, hvorfor det var nødvendigt. Men det ændrer ikke ved, at det, selv uden krigen i Ukraine, er svært at komme ud af den situation igen. Nu er der kommet yderligere problemer oveni, som bestemt ikke gør det nemmere. For nogle lande med høj gæld bliver det en vanskelig cocktail, siger han.

Kan ramme eksporten

Selvom Danmark har styr på sine offentlige finanser og ikke har et gældsproblem, kan de voksende gældsproblemer i andre europæiske lande efter corona også blive et problem for os.

- Hvis der kommer markante rentestigninger i kølvandet på den stigende inflation, vil lande som har høj gæld skulle løbe stærkt for bare at dække renten. Nogle sydeuropæiske lande vil begynde at få statsgældsproblemer. Det kan føre til negative spiraler, som påvirker dansk eksport, siger han.

Finanskrisen og den store gæld

I 2007 røg verdensøkonomien ud i en stor økonomisk krise, da boligboblen i USA braste, og højt gældsatte boligejere ikke længere kunne betale deres lån. Det blev ikke kun et problem for amerikanerne, for konsekvenserne spredte sig til de finansielle institutioner, der længe havde taget for høje risici, og de finansielle markeder frøs til is verden over.

Selvom krisen startede i USA, blev virkningen i Europa og især i euroområdet mere langtrukken, fordi der opstod en europæisk statsgældskrise som konsekvens af den oprindelige finanskrise.

Siden 2007 er den offentlige gæld i de avancerede økonomier vokset fra 70 procent af verdens BNP til cirka 124 procent af verdens BNP i 2020 ifølge Den Internationale Valutafond, IVF.

Avancerede økonomier er en betegnelse for verdens økonomisk set mest udviklede lande og omfatter ifølge IVF 39 lande: Australien, Belgien, Canada, Cypern, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Hong Kong, Irland, Island, Israel, Italien, Japan, Letland, Litauen, Luxembourg, Macao, Malta, New Zealand, Norge, Portugal, Puerto Rico, San Marino, Schweiz, Singapore, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Sydkorea, Taiwan, Tjekkiet, Tyskland, USA og Østrig. Vækstøkonomierne omfatter resten af verdens lande.

Den tyske økonom Marc Friedrich har i sin storsælgende bog fra 2020 beskrevet det, som han kalder alle tiders største finanskrak. Ifølge ham vil krakket blive udløst af netop de mange år med centralbankernes milliardopkøb og negative renter. Men helt så galt vurderer de færreste økonomer, at det kommer til at gå.

Det gælder også Torben M. Andersen og Jesper Rangvid.

- Jeg ligger mere til den skole, der er helt enig i, at det får konsekvenser, at den ekspansive pengepolitik hører op, men jeg mener ikke, at det nødvendigvis får korthuset til at kollapse. Jeg tror mere, vi vil vende tilbage til en situation, hvor boligpriser og aktiemarkedet vil stige mindre, end vi har været vant til gennem de senere år. Der kan godt komme nogle bump på vejen, men jeg ser ikke historiens største finanskrak lige foran os. Jeg er ikke helt så pessimistisk, siger økonomiprofessor Jesper Rangvid.

Inflation kan hjælpe

Torben M. Andersen beskriver den tyske økonoms forudsigelser som dommedagsprofetier. Der er nemlig også ting, som trækker i den modsatte retning, når det kommer til nogle landes store gældsposter.

- Man skal huske på, at mange finansministre, som sidder med store gældsposter, ikke ubetinget er bekymrede for inflationen, fordi den også udhuler gælden. På den måde er der også hjælp at hente i den aktuelle situation, siger han, men understreger også, at det ikke fjerner de udfordringer, der er.

- Der er bestemt alvorlige problemer, og nogle lande står i en meget vanskelig situation, hvis vi kigger fremad. Flere har heller ikke løst aldringsproblemet. Men at vi skulle stå på den store skrænt foran dommedag er at overdramatisere, siger han.

- Eksperimentet har varet for længe

Ifølge Jesper Rangvid vil vi snart vide, hvordan det verdenshistoriske økonomieksperiment ender.

- Nu begynder de centralbanker, vi er afhængige af at stramme op i 2022 og 2023. Om et år eller to vil vi vide, hvordan det ender, siger han.

Uanset udfaldet er begge økonomer dog enige om, at skiftet fra den lempelige pengepolitik til en mere stram pengepolitik er et nødvendigt og vigtigt skifte. På samme måde er de enige om, at det var nødvendigt at starte eksperimentet i kølvandet på finanskrisen. Om eksperimentet burde have fortsat så længe, som det har, er en anden snak.

- Jeg vil ikke sige, det var uansvarligt eller noget. Men jeg synes, det har trukket lidt længe ud. Efter finanskrisen måtte de gøre noget for at holde gang i økonomien. Sådan skal det være. Men jeg har argumenteret for, at jeg synes de skulle være stoppet før, siger Jesper Rangvid.

Forsvarsminister Morten Bødskov (S) bliver regeringens helt centrale aktør i dens kampagne for et ja ved folkeafstemningen om det danske EU-forsvarsforbehold den 1. juni. (Arkivfoto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix)

Dalls analyse: EU-valgkamp bliver Morten Bødskov og Søren Gade mod Morten Messerschmidt

Der er mere end seks uger til valgdagen den 1. juni, men en solid start på nej-kampagnen har tvunget ja-partierne til at komme ud af starthullerne tidligere end planlagt, skriver Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, i denne analyse af valgkampen for eller mod en afskaffelse af Danmarks forsvarsforbehold.

I de næste seks uger bliver det primært tre mænd, som danskerne kommer til at møde: Regeringen satser stort på, at forsvarsminister Morten Bødskov (S) kan trække læsset, mens Venstre vil forsøge at gøre den tidligere forsvarsminister Søren Gade til et af de store trækplastre. Hele nej-kampagnen udgøres stadig kun af Morten Messerschmidt, vurderer Casper Dall.

For godt en måned siden - helt præcist søndag den 20. marts - havde Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen og Venstres medlem af Europa-Parlamentet og tidligere forsvarsminister Søren Gade en kronik i Avisen Danmark. Dengang skabte den ikke de store overskrifter. Det mest interessante var næsten, at de to kunne blive enige om ordlyden i en kronik, der havde EU som sit omdrejningspunkt. Ellemann er kendt for sin positive EU-tilgang, mens Søren Gade anlægger en mere skeptisk - til tider sågar kritisk - linje.

Siden den 20. marts har ja-kampagnen ikke givet meget lyd fra sig. Men det kommer til at ændre sig nu. Allerede fra denne weekend og begyndelsen af næste uge trækker ja-partierne i arbejdstøjet og gør klar til at føre en langt mere synlig kampagne for afskaffelse af Danmarks forsvarsforbehold ved folkeafstemningen den 1. juni. Og her får vi mere at se til makkerparret Ellemann/Gade, fordi Venstre har tænkt sig at køre den tidligere forsvarsminister helt frem i forreste geled.

Jakob Ellemann-Jensen har gennem lang tid været en af de varmeste fortalere for at fjerne forsvarsforbeholdet - ja, allerhelst alle EU-forbeholdene. Ved at knytte Søren Gade til partiets kampagne styrker Venstre partiets troværdighed, fordi Gade er alt andet end ukritisk EU-tilhænger.

Mens der var fem partier, som stod bag det nationale sikkerhedskompromis, der reelt udskrev folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet, bliver det næppe alle fem partiledere, som kaster sig rødglødende ind i valgkampen. Venstres Jakob Ellemann-Jensen, Radikales Sofie Carsten Nielsen og SF's Pia Olsen Dyhr tager de debatter, de kan nå. Men anderledes ser det nok ud for de sidste to - Søren Pape Poulsen og Mette Frederiksen. De Konservatives Søren Pape Poulsen er udfordret af, at dele af det konservative bagland er særdeles EU-kritiske, og partiets ungdomsorganisation Konservativ Ungdom anbefaler et nej. Og så er der statsminister Mette Frederiksen (S). Hun skød officielt regeringspartiets kampagne i gang lørdag med en rundtur til fire jyske byer, og hun kommer til at tage på danmarksturné i dagene op til afstemningen og svare på danskernes spørgsmål samt deltage i de nødvendige partilederdebatter på TV.

Men ellers er det primært forsvarsminister Morten Bødskov (S), der har ryddet kalenderen i ugerne frem mod 1. juni for at forklare og forsvare nødvendigheden af at sætte kryds ved et ja. Det var Bødskovs driftssikkerhed, der i første omgang var en stærkt medvirkende årsag til, at han blev placeret i Forsvarsministeriet, og nu har statsministeren udset ham til at være den bærende kraft i regeringspartiets ja-kampagne. Han kommer ikke til at stå alene. Flere ministre vil bidrage, men det er Bødskov, der skal trække det største læs og overbevise de mange tvivlere, der stadig er, om, at den aktuelle krigssituation i Europa nødvendiggør, at forbeholdet fjernes.

Ja-politikerne vil for alt i verden forsøge at undgå debatter, hvor de skal bruge den dyrebare taletid på at afvise nej-kampagnerne eller forsvare gamle udtalelser om, hvor ubetydelige EU-forsvarsforbeholdet er.

Casper Dall, politisk redaktør

Og det bliver krigen i Ukraine, som bliver ja-sidens tungeste argument. Værdispørgsmålet om, Danmark skal løfte sin del af ansvaret eller ej bliver toneangivende, når ja-politikerne stiller op til EU-debatterne. Ja-politikerne vil for alt i verden forsøge at undgå debatter, hvor de skal bruge den dyrebare taletid på at afvise nej-kampagnerne eller forsvare gamle udtalelser om, hvor ubetydelig EU-forsvarsforbeholdet er. For nu har forbeholdet nemlig en betydning, lyder svaret.

Indtil nu har nej-partierne ejet valgkampen. Eller mere præcist: Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt har ejet valgkampen. Allerede før pressemødet om det nationale sikkerhedskompromis i begyndelsen af marts var færdigt i Spejlsalen i Statsministeriet, stod Morten Messerschmidt klar nogle få meter derfra på Christiansborgs røde gang, hvor han var klar til at føre nej-kampagne. Mens de to andre nej-partiledere, Nye Borgerliges Pernille Vermund og Enhedslistens Mai Villadsen, har været lige så usynlige i nej-kampagnen, som hele ja-kampagnen har været indtil videre, er spørgsmålet, om Morten Messerschmidt når at brænde ud med mere end en måned til valgdagen. Ja-partierne tvivler på hans holdbarhed, men de tør ikke satse på det, og derfor er de nødt til at komme tidligere ud af starthullerne end oprindeligt planlagt. For der er stadig mere end seks uger endnu. Alt kan ske.

Liberal Alliance's formand Alex Vanopslagh forklarer og forsvarer liberalismen på partiets landsmøde i Kolding. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Løvkvist: Alex Vanopslagh er dansk politiks svar på Zlatan Ibrahimovic

Liberal Alliance har ikke haft meget af prale af, siden partiet imploderede under og umiddelbart efter det seneste folketingsvalg. Men det gjorde en ung, nyvalgt Alex Vanopslagh til politisk leder, og selv om han ikke har løftet partiet op af moradset i meningsmålingerne, har han imponeret det fleste andre partier og partiledere på Christiansborg. Avisen Danmarks politiske reporter og analytiker har været til landsmøde i Kolding med Liberal Alliance for at tage temperaturen på den aktuelle tilstand i det evigt nødlidende parti med den markante partileder.

Alex Vanopslagh er dansk politisk svar på det svenske fodboldfænomen Zlatan Ibrahimovic. Alle kan se ham, han stikker ud og op og laver af og til spektakulære ting - alle anerkender Vanopslaghs indiskutable talent som et, der ligger niveauer over gennemsnitspolitikerens.

Men Liberal Alliances leder Alex Vanopslagh er bare ikke en Zlatan, der udfolder sine evner i topklubber i de store ligaer. Vanopslag er Zlatan, som da Zlatan spillede i den i fodboldsammenhæng miniputliga, Major League Soccer i USA.

Fordi Liberal Alliance er miniputter i dansk politik, og spørgsmålet er, om Vanopslaghs talent har så stort et potentiale, at det kan trække et helt lille parti med sig og gøre det til en afgørende og indflydelsesrig faktor i dansk politik.


Vanopslagh har valgt en rolle til Liberal Alliance i blå blok. Den er ikke som Nye Borgerliges, partiet der trækker knivene mod Venstre og Konservative, når de søger mod midten. Den er snarere som en LA-udgave af SF's rolle i rød blok.

Karikaturbeskrivelsen af den position er at være den dikkende lammehale til blokkens ledelse. For SF som halevedhæng til Socialdemokratiet og regeringen, hvor støttepartiet hele tiden befinder sig i spændingsfeltet mellem at blive latterliggjort udadtil og indadtil opleve enorm indflydelse. Og det sidste bliver anerkendt i højere grad end karikaturbeskrivelserne – SF trives i meningsmålingerne.


Så der ER grund til for Vanopslagh og Liberal Alliance at kigge på halepositionen som et sweet spot. Problemet er, at det er langt mere attraktivt at være dikkende lammehale til en reel autoritet end til et uigennemskueligt morads af diffus ledelse. Hvem leder blå blok? Hvis hale skal man være?

Søren Pape Poulsens autoritet smuldrer, når sikkerhedspolitik bliver ledestjernen, og danskerne kræver tryghed ud over de sædvanlige hjemlige forhold.

Jakob Ellemann-Jensens autoritet smuldrer, når man ikke umiddelbart kan koble hans ranke statur til forsvaret af Danmark, Europa og den vestlige verden, og han “bare” er den politiske ordfører og juniorminister, der måtte træde til, da partiet besluttede at sparke den foregående autoritet på porten.

Og Pape og Ellemann hugger af hinandens autoritet, når de kæmper om at være blokkens autoritet.


I partiet, her på Liberal Alliances landsmøde 2022 en smuk forårsdag i Kolding, elsker de Alex Vanopslagh. Det er de også pisket til, fordi uden ham ville der intet parti være.

Her er han autoriten - her er ingen af problemerne i blå blok vigtige. Her er han kongen i miniputligaen. Den unge energi kombineret med et moderat gammelklogt og lettere belærende udtryk. Den tænksomme liberalist med en charmerende fernis af humor og en konstant kvikhed i bemærkningerne.

Vanopslags tre kvarter lange tale på partiets landsmøde var ren identitetsopbygning og selvbekræftelse. Det, der altid har været en markant del af partiet, og under Alex Vanopslaghs ledelse er blevet selve fundamentet for Liberal Alliance:

Et insisterende fokus på at definere sig selv, sit parti og sin ideologi som noget, man er nødt til at docere ind i de potentielle vælgere.

En positionering op mod hvad man i Liberal Alliance opfatter som resten af verdens billede af en liberalist: Den onde, den selvglade, den egocentrerede. En positionering op mod socialismen og socialdemokratismen som det dumme, det magtfuldkomne, det formynderiske, det løgnagtige, det forkerte.


Giv Alex Vanopslagh en talerstol, og sandsynligheden er, at han bruger hele eller det meste af sin taletid på at forklare, hvad liberalisme er og ikke er. Som er liberalismen et nyt, eksotisk og uvant politisk koncept for danskerne. Der vil være en venstrekvinde eller –mand eller to, der tænker, at de nu nok mener, at de har hørt om de grundlæggende principper i liberalisme før.

Liberalismen bliver ikke bare forklaret i det uendelige, den bliver også forsvaret i det uendelige.

Det er som et fodboldhold, der gerne vil spille målrigt, angrebsivrigt og offensivt sprudlende, mens alle spillerne er placeret i en ultradefensiv forsvarsformation med alle mand bag i stedet for foran bolden.

Som hvis man havde målmaskinen Zlatan Ibrahimovic på holdet og placerede ham som den lange starut omgivet ti korte starutter i et 11-mands forsvar.


Tanken er blevet tænkt i både Venstre og Konservative flere gange: Tænk hvis man kunne lokke ham Vanopslagh over på sit eget hold? Ingen tror på, at det kommer nogensinde kommer til at ske, selv om der sådan set ikke skulle files meget på Vanopslaghs grundlæggende politiske holdninger for, at de kunne finde sig til rette i både Konservative og Venstre.

At være konge i en miniputliga som 30-årig politiker med mindsteniveauet af parlamentarisk erfaring har også noget kørende for sig. Ikke mindst på et landsmøde, hvor alle er enige med Vanopslagh i, at liberalismen er verdens bedste ide, hvor ingen mener, at ideologi er noget bras, men tværtimod noget man tager bad i, og hvor alle griner af ens vittigheder.

I partiet, her på Liberal Alliances landsmøde 2022 en smuk forårsdag i Kolding, elsker de Alex Vanopslagh. Det er de også pisket til, fordi uden ham ville der intet parti være.

Mindre end halvdelen af den franske befolkning har stemt på Emmanuel Macron eller Marine Le Pen i den første valgrunde. Søndag er franskmændene efterladt med de to muligheder på stemmesedlen, og det gør det til et valg, hvor mange stemmer imod, før de stemmer for. Foto: Emil Jørgensen

Derfor er det franske valg også vigtigt for dig og mig - se videoanalyse

Hele Europa kigger med, når franskmændene søndag går til stemmeboksene. For EU-samarbejdet, sanktionerne mod Rusland og vestens internationale institutioner betyder det alverden, om præsidenten i Frankrig hedder Emmanuel Macron eller Marine Le Pen. 
Men for franskmændene betyder det også meget, hvem af de to kandidater, som de bedst kan lide. Og efter to ugers reportagetur i landet koger Avisen Danmarks udsendte reporter valget ned til to følelser: Had og frygt. Macron er hadet, Le Pen er frygtet. 
Læs hans klumme her.


Er det bedst at være forhadt eller frygtet i et præsidentvalg? Svaret får vi søndag aften klokken 20, når de første prognoser offentliggøres. Og svaret kan skabe et jordskælv i Europa.

For når franskmændene i dag sætter kryds ved enten Emmanuel Macron eller Marine Le Pen, vælger de imellem to diametrale verdenssyn; EU, Nato, Rusland, demokrati, menneskerettigheder, immigration, socialpolitik - Macron og Le Pen vil positionere Europas førende politiske og militære magt vidt forskelligt. Dermed er Frankrigs valg også hele Europas valg.

Mindre end halvdelen af den franske befolkning har stemt på Emmanuel Macron eller Marine Le Pen i den første valgrunde. Søndag er franskmændene efterladt med de to muligheder på stemmesedlen, og det gør det til et valg, hvor mange stemmer imod, før de stemmer for. Foto: Emil Jørgensen

Ufatteligt meget står på spil. Og i sidste ende kan et banalt spørgsmål blive afgørende: Hvem af de to personer kan franskmændene bedst lide? Eller, omformuleret en anelse: Hvem har franskmændene mindst imod? For ingen af kandidaterne er elsket af flertallet.

Nuvel, to ugers roadtrip igennem Frankrig gør mig på ingen måde til nogen antropolog. Denne klumme er ikke konklusionen på en stor videnskabelig undersøgelse. Men i Picardie og Paris, i Champagne og Bourgogne - hvor Citronen og jeg har kørt rundt - tegner der sig et mønster. Fra fabriksarbejdere og forretningsmænd, fra studerende og pensionister har jeg hørt nuancer af den samme klage: Macron er provokerende arrogant og bedredevidende, mens Le Pen er et farligt sats.

Fordommene forklejnede sig på ingen måde, da de to præsidentkandidater gik tå til tå i en TV-duel onsdag aften. Macron sad med hænderne foldet undet hagen, himlende øjne og kiggede på sin modstander, som en censor kigger på en eksamenselev, der har misforstået sin opgave. “Madame Le Pen, madame Le Pen, madame Le Pen,” afbrød han hende flere gange i et toneleje, der indikerede, at hun ikke fattede noget, mens hashtagget #arrogant trendede på de sociale medier.

Til gengæld blev Le Pen sat til vægs på en række spørgsmål om økonomi, internationalt samarbejde og forholdet til Rusland.

Jeg så debatten med en familie i Amiens, hvor faren er på den del af den yderste højreflag, hvor man nærmest kan høre støvletramp, mens datteren er så langt til venstre, at det begynder at lugte af Venezuela. I mangel på bedre stemmer han på Le Pen, mens hun stemmer på Macron, men onsdag var de enige om to ting: Macron var øretæveindbydende nonchalant. Men Le Pen lignede ikke en præsident.

- Jeg er nervøs for, om hun har, hvad der skal til, sagde den højreorienterede far.

- Macron er lettere at stemme på, når han ikke åbner munden, sagde den venstreorienterede datter.

Faren Jean-Francois Lagouche og datteren Valentine er ikke enige om særlig meget politisk. Han er yderst til højre, hun er yderst til venstre, men onsdag aften var de fælles om to ting: Begge mente, at Macron er arrogant, og at Le Pen ikke er præsidentiel nok. Foto: Emil Jørgensen

Hadet til Macron er ikke kun polemisk. Det bunder i politik og social ulighed.

For fem år siden var rockstjernepolitikeren - der blev beskrevet som både filosof og “finans-Mozart” - som en ønskebrønd alle franskmænd kunne spejle sig i. Han talte om korruptionsbekæmpelse og klimaforandringer, om reformer og revolution, men endte for mange som en raket, der aldrig forlod landjorden.

Macron fjernede formueskatten ud fra Ronald Reagans devise om, at den alligevel ikke kunne inddrives. Han forsøgte at ansætte sin hustru på kontoret i Élyséepalæet, som han i øvrigt renoverede med så meget bladguld, at Solkongen ville have nikket anerkendende. Til gengæld ændrede det ikke på, at Frankrig i 2020 var det eneste land i EU, som ikke levede op til løftet om, at 20 procent af deres energi skulle være grøn. Heller ikke selvom han brugte 6,6 milliarder euros på konsulenter fra McKinsey.

Macron er med andre ord blevet en dødelig politiker. Magten og ansvaret har tæret hans omdømme.

Den største torn i øjet på mange af de franskmænd, som jeg har talt med, har været hans manglende forståelse for mennesker på landets bund. Under-Frankrig, hvor man tæller hver en euro, har gang på gang set Macron opføre sig hovent. De har set rigmandssønnen petites phrases - hans hånlige og nedladende udtalelser: “Jeg kan gå over på den anden side af vejen og skaffe dig et job lige nu,” sagde præsidenten for eksempel til en arbejdsløs vælger.

- Han taler og taler og taler, men han fatter ikke, hvad det vil sige at være presset af stigende priser og fattigdom, sagde Rachid Bouzerar, en 51-årig bygningsarbejder, som jeg talte med i Amiens Nord.

Han stemte på Macron for fem år siden. Det gør han ikke nu.

Rachid Bouzerar, en 51-årig bygningsarbejder med algerisk blod i årene, har mistet troen på Emmanuel Macron. Han regner ikke med at stemme søndag, men hvis han gjorde, ville han sætte kryds ved Marine Le Pen, siger han. Foto: Emil Jørgensen

Frygten for Le Pen stammer først og fremmest fra familiens blakkede omdømme. Le Pen-dynastiet er lig med antisemitisme og fremmedhad, godt hjulpet på vej af den firskårne Jean-Marie Le Pen, Marines 93-årige far, der stadig kan finde på at sige rablende racistiske ting.

Marine Le Pen tog konsekvensen tilbage i 2015, hvor hun ekskluderede sin egen papa fra partiet. Og efter valgnederlaget i 2017 ændrede hun også navnet fra det konfrontatoriske Front National til Rassemblement National - national samling. Hun har lagt stilen om og renskuret sit eget image. Men en del franskmænd føler, at hun har fejet skidtet ind under tæppet, og så stinker stuen altså stadigvæk.

Klikker man sig forbi kattene, der fylder på Marine Le Pens instagram, og kigger hendes politik efter i sømmene, ligner meget af det også noget, som gamle Jean-Marie kunne have fundet på. Forfatningsbestemt forrang til indfødte franskmænd, fuldt asylstop, forbud mod islamisk hovedbeklædning. Det er privilegier og rettigheder bestemt ud fra etnicitet.

Oveni det kommer Le Pens russiske forbindelse. Beundringen for Vladimir Putins nationalkristne ledelsesstil har hun aldrig lagt skjul på, det tocifrede million-lån i den russiske bank ved ingen rigtigt, om hun har betalt tilbage, og Rusland kan stadig blive en vigtig allieret i kampen mod islam, siger hun. I disse tider er den slags lige så meget på mode, som vandsengen er det, og det bidrager til den følelse, som i årtier har holdt hendes familie fra magten: Frygten for Frankrigs fremtid og internationale anseelse med en Le Pen ved roret.

- Vi har en krig i Europa, og situationen gør mig utryg. Le Pen siger det ikke direkte. Men hun ønsker at trække os ud af EU, sagde 67-årige Gootefangeas Eric, da jeg mødte ham i en campingstol ved Paris-Roubaix.

Nationale undersøgelser bakker anekdoterne op. Når det kommer til Ukraine-krigen, corona, klimaforandringerne, økonomien og flere af de andre hårde emner, foretrækker franskmændene Macron. Til gengæld stoler de mere på Le Pen, når det kommer til købekraft, pension og social ulighed.

Begge kandidater borer i frygten og hadet for den anden.

- Der kommer borgerkrig i Frankrig, hvis madame Le Pen indfører tørklædeforbud, sagde Macron i TV-duellen onsdag aften.

- Madame Le Pen siger, at hun ikke vil have frexit, men hendes politik vil de facto føre det til det, siger han også.

- Indrøm, at du stadig skylder Putin penge, spyttede Macron ud flere gange.

Med let hovedrysten og stramme læber gengav Le Pen præsidentens opførsel, da hun afholdt sit sidste vælgermøde i Arras.

- Han er arrogant, sagde hun.

- Han er uværdig.

Med hidsige buhråb rettet mod Macron gav de 4.000 tilhængere hende ret. Og det store spørgsmål er, om der er tilpas mange andre franskmænd, der er så trætte af “elitens præsident”, at de vælger at stemme på Le Pen af samme årsag, som mange stemte på Macron for fem år siden: For at få noget nyt, noget andet.

Til Marine Le Pens vælgermøde i Arras blev der piftet og buhet højt, hver gang højrefløjsnationalisten nævnte Emmanuel Macron. Præsidenten er forhadt for sin attitude i store dele af den franske befolkning. Foto: Emil Jørgensen

Resten af Europa holder vejret, og det er ikke nogen hemmelighed hvorfor: Vinder Marine Le Pen søndag, vil hun forandre EU til ukendelighed. I hendes verden skal den franske glorie og grandeur ikke proppes med internationale regler og traktakter som en anden foie gras-gås. Frankrig skal i selv være en stormagt, uafhængigt fra EU. Hun vil gøre op med det indre marked og genindføre told-og grænsekontrol. Natos kommandocentral vil hun helt trække franskmændene ud af.

Modsat trækker Emmanuel Macron gerne sværdet og stiller sig i front som beskytter for vestens internationale organisationer. For ham er EU’s flag med cirklen af de gule stjerner på den marineblå baggrund lige så vigtigt, som Tricoloren er det.

Meningsmålingerne peger på, at Macron klarer den. Sker det, vil han være den første franske præsident, der genvælges, siden Jacques Chirac i 2002.

Macron ved - bedre end de fleste andre - at eksperterne og analyseinstitutterne før har taget grueligt fejl. Ingen regnede med brexit, få forventede Trump.

- Det kan ske, har den franske præsident sagt igen og igen i et forsøg på at mobilisere vælgerne.

Vinder frygten over hadet, forsvinder hadet ikke. Vreden er så hidsig, at hjemmelavede guillotiner og dukker af Macron, der brændes af, er blevet standard ved de seneste års voldsomme gadeprotester. Og med den kendsgerning følger en anden uhyggelig prognose: Frankrigs sociale uroligheder vil kun vokse i styrke. Som fagforeningsmanden og fabriksarbejderen Patrice Sinoquet sagde til mig over en blonde øl i hans udestue:

- Det sværeste for Macron bliver ikke at vinde valget. Det sværeste bliver at lede landet fem år mere.

Ufatteligt meget står på spil. Og i sidste ende kan et banalt spørgsmål blive afgørende: Hvem af de to personer kan franskmændene bedst lide? Eller, omformuleret en anelse: Hvem har franskmændene mindst imod? For ingen af kandidaterne er elsket af flertallet.

Emil Jørgensen, Avisen Danmarks udsendte reporter i Frankrig.
Patrice Sinoquet er en del af De Gule Veste, og han tror, at protesterne bliver vilde og voldsomme, hvis Emmanuel Macron vinder præsidentvalget. Foto: Emil Jørgensen