Uddannelsesstøtte: - Det er en omvendt Robin Hood, vi har her.

Sådan lød det fra formand Nina Smith, da hun for snart to uger siden præsenterede Reformkommissionens forslag om at omdanne SU'en - altså statens uddannelsesstøtte - på kandidatuddannelserne til et lån på op til 12.500 kroner om måneden.

Tanken var, at de studerende fortsat skulle kunne få uddannelsesstøtte på bachelordelen - typisk de tre første år - af en videregående uddannelse, men SU'en på kandidatdelen - overbygningen på typisk to år - skulle omlægges fra støtte til et lån.

Og forslaget om at omlægge støtte til lån giver god mening, mener Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom i den borgerlig-liberale tænketank Cepos. For de 1,8 milliarder kroner, der hvert år udbetales i SU til studerende på kandidatdelen af videregående uddannelser i Danmark, går hovedsageligt til danskere, der senere i livet får ganske store indkomster.

Cepos har lavet beregninger, der viser, at de 10 procent rigeste blandt 40-årige danskere i dag i gennemsnit har hævet omkring syv gange så meget i SU på kandidatdelen af deres uddannelse som danskere i den nederste halvdel af indkomstfordelingen har.

- De 10 procent rigeste får på kandidatdelen cirka 73.000 kroner i SU, mens de 50 procent med lavest indkomst i gennemsnit får 10.000 kroner i SU. Det er en voldsom forskel, og man må spørge om, hvorfor fremtidens vindere skal have så meget i overførselsindkomst betalt via skatten af for eksempel den ufaglærte på fabrikken, siger Mads Lundby Hansen.

Tænketanken mener, det er svært at forsvare, at man udbetaler verdens højeste SU til personer, der senere i livet får de højeste indkomster.

Men Mads Lundby Hansen, som skattesystemet er indrettet i dag, må man vel antage, at de 10 procent rigeste i landet, som I mener modtager meget SU, kommer til at betale den tilbage til samfundet?

- Jo, men det begrunder så sandelig ikke, at man skal have udbetalt verdens højeste SU. Når man står til at blive blandt dem, der tjener allermest, er der god grund til at overveje, om der skal udbetales så meget. At man tjener mange penge og kommer til at betale meget i skat, er for mig at se ikke et argument for, at man skal modtage overførselsindkomst af skatteyderne.

I Dansk Magisterforening betragter formand Camilla Gregersen forslaget fra Reformkommissionen som et unødvendigt pres på de unge studerende.

- De økonomer, der har siddet i Reformkommissionen, har flere gange før foreslået at skære i SU’en. Nu kommer forslaget igen som gammel, sur vin på en ny flaske, men det er altså ikke tid til at tage et minimalt forsørgelsesgrundlag væk fra en ungdom, der er ultra presset og stresset i forvejen, lyder det i en skriftlig kommentar fra Camilla Gregersen.

I fagforeningen Djøf, hvor ledigheden blandt de nyuddannede medlemmer er lav, vækker forslaget om at omdanne SU’en på kandidatuddannelserne til lån også bekymring blandt de godt 24.000 medlemmer af Djøf Studerende.

Det fortæller Rasmus Pilegaard Petersen, der er formand for Djøf Studerende.

- Det bekymrer os af flere grunde. Vores undersøgelse viser, at forslaget vil have en kraftig social slagside, da særligt de, der har forældre med en kort uddannelse, ville fravælge en kandidatuddannelse, siger han.

Undersøgelsen, han henviser til, viser, at 41 procent af de studerende, der har forældre med kortere eller ingen uddannelse, ville overveje at nøjes med den treårige bacheloruddannelse. mens det kun gælder 25 procent af studerende, hvis forældre har en lang uddannelse.

Sammenlagt ville en tredjedel af foreningens studerende overveje at droppe kandidatuddannelsen, hvis de skulle låne penge af staten at leve for i stedet for at modtage SU.

- Vi oplever ikke, at det er bacheloruddannede, der efterspørges i erhvervslivet - men derimod kandidatuddannede. Det skal ikke være ens lånevillighed, der afgør, om man skal tage en kandidatuddannelse eller ej. Det er lysten og evnen, der skal afgøre det, siger han.

I Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kan man derimod ligesom Cepos godt se fornuften i at udbetale de kandidatstuderendes SU som et lån. Faktisk har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd selv foreslået at omlægge SU'en til kandidatstuderende til et rentefrit lån, fordi det giver mening ud fra et ulighedsperspektiv.

SU på bachelor- og professionsbacheloruddannelserne er derimod helt afgørende for de unges mulighed for at bryde den sociale arv, mener Lars Andersen, der er direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

- Men der er ikke noget, der indikerer, at det har nogen synderlig effekt på den sociale mobilitet at omlægge SU’en på kandidaten til et lån, siger han.

Mads Lundby Hansen i Cepos hæfter sig ved, at Finansministeriet har regnet sig frem til, at uligheden i livsindkomster - målt på den såkaldte gini-koefficient - faktisk falder med 0,01 procentpoint, hvis man gennemfører forslaget.

Men det må vel siges at være en beskeden reduktion, som ministeriet selv skriver?

- Det er en beskeden reduktion, men det er den vej, fortegnet vender. Det afspejler vores tal også, siger han.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråds opbakning til forslaget om at omlægge SU'en på kandidatuddannelserne til lån forudsætter dog, at pengene, staten sparer, geninvesteres i kvalitet i uddannelse - ligesom Reformkommissionen foreslår - og at det ikke bliver for tung en byrde for de studerende at betale lånet tilbage.

- Der er selvfølgelig nogle, der ikke bare går ud og får en meget høj løn efter en kandidatuddannelse. For nogle tager det også tid at få et arbejde. Derfor er det afgørende, at lånet designes, så tilbagebetalingen kan strækkes og tilpasses dimittendernes individuelle økonomiske og beskæftigelsesmæssige forhold, siger Lars Andersen.

At føre pengene tilbage i uddannelsessystemet er dog ikke nogen god idé, mener Cepos, der hellere så, at man brugte de frigjorte midler til for eksempel at hæve topskattegrænsen.

På den måde forbedres incitamentet til søge mod uddannelser, der giver en høj løn, og lånet til kandidatuddannelsen bliver lettere at betale tilbage til staten, lyder det.

- Produktivitetskommissionen under Thorning-regeringen analyserede sig frem til, at udfordringen for det danske uddannelsessystem ikke var, at man havde for få penge. Udfordringen var, at man ikke brugte pengene godt nok. Vismændene har også lavet en analyse, der viste, at man brugte for mange penge i Danmark til SU og videregående uddannelse under ét, siger Mads Lundby Hansen fra Cepos.

I Arbejderbevægelsens Erhvervsråd hæfter Lars Andersen sig ved, at landets uddannelsesinstitutioner fra 2016 til 2019 var berørt af omprioriteringsbidraget.

- Problemet er, at der er blevet sparet meget på uddannelse under den tidligere regering, da der var de her to procents-besparelser over stort set hele linjen, siger han.

Derfor er det helt afgørende, ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at pengene fra en eventuel omlægning af SU'en på kandidatuddannelserne føres tilbage i uddannelsessektoren.

I begyndelsen af marts 2021 foreslog også Dansk Erhverv at tilføre uddannelsessektoren 3,5 milliarder kroner ved blandt andet at omlægge de kandidatstuderendes SU til rentefrie lån.

Men det var ikke regeringens politik, understregede uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) senere i et skriftligt svar til Akademikerbladet.

Samme minister var også hurtig til at hælde Reformkommissionens lignende forslag ned ad brættet.

- Et forslag som omlægning af SU til lån gror ikke i regeringens baghave, udtalte Jesper Petersen i en pressemeddelelse, der blev udsendt blot 10 minutter efter, kommissionen havde præsenteret sine anbefalinger.

Avisen Danmark har spurgt ministeren, hvorfor forslaget ikke gror i regeringens baghave, og om det ikke gør indtryk, at både Cepos, Dansk Erhverv og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mener, der er fornuft i forslaget.

I et skriftligt svar fra Jesper Petersen lyder det nu, at det stadig ikke er på tegnebrættet i ministeriet.

- Vi kan se, at kommer man fra et velstillet hjem, er sandsynligheden for at tage en kandidatuddannelse væsentligt større, og jeg vil være nervøs for, at den ulighed vokser, hvis SU i stedet bliver til et lån, skriver ministeren.

Samtidig medgiver han, at mange kandidatuddannede får høje lønninger i deres arbejdsliv.

- Men vi har jo heldigvis et progressivt skattesystem, hvor man betaler tilbage til samfundet via skatten og i de bedst lønnedes tilfælde altså også med topskat. Det er Cepos, i parentes bemærket, så til gengæld imod, skriver Jesper Petersen.

Begravelse: I sommer faldt 68-årige Kirsten Vinderslev over en salgsannonce i den lokale avis. Der stod, at der ville åbne en skovbegravelsesplads tæt på Hadsten, hvor hun og ægtemanden, 75-årige Niels Vinderslev, bor. Det førte til beslutningen om at blive begravet under trækronerne uden kirkeklokker og en graver i nærheden, når tiden er inde.

- Hvis den lå 50 kilometer væk, var vi nok slet ikke kørt derud for at kigge, siger Niels Vinderslev.

I dag bliver 86 procent af danskerne kremeret, når de har draget deres sidste suk. Og i takt med udviklingen er det blevet mere populært at blive stedt til hvile andre steder end på en traditionel kirkegård.

Et af alternativerne er en skovbegravelsesplads, og siden en ændring i begravelsesloven muliggjorde urnebegravelse i såkaldt "ikke-indviet jord" i 2008, er 16 pladser rundt om i landet blevet en realitet. 14 af dem ligger i privatejede skove, og det er også private lodsejere, der har sat skub i udviklingen de senere år.

Godsejer og greve Jannik Ahlefeldt-Laurvig driver landets første skovbegravelsesplads i privatejet skov ved Horsens under Stenballegaard Gods. Han er stifter af Skovebegravelse Aps, der i samarbejde med kommuner og skovejere har været med til at etablere 13 af landets skovbegravelsespladser i privatejet skov.

- Siden min far og jeg i 2015 gik i gang med at undersøge muligheden for at lave en plads i vores egen skov, har der været tiltagende interesse fra både kommuner, lodsejere og borgere. Det har vist sig at være et bredt udsnit af befolkningen, der gerne vil urnebegraves i  skoven, og at det for mange nærmere er et tilvalg af naturen end et fravalg af kirkegården, siger Jannik Ahlefeldt-Laurvig.

Således bookede 1400 en plads i de private skove under Skovbegravelse Aps sidste år,  mens tallet i 2020 var 370.

Kirsten og Niels Vinderslev har reserveret en dobbeltplads i Mygind Skov, der hører under Clausholm Slot, 20 minutters kørsel fra pensionistparrets hjem.

- Vi solgte vores gård og flyttede ind til byen for et år siden, og så var det naturligt også at tage stilling til, hvad der skal ske, når vi ikke er her mere. Niels har sagt, at han vil i de ukendtes grav, men det vil jeg altså ikke. Vores familie skal have et sted at komme med vores navn på. Derfor tænkte vi, at det var noget for os, siger Kirsten Vinderslev.

Parret, der har været sammen i over 50 år, er ellers både kirkeligt døbt og gift.

- Vi har et meget afslappet forhold til Folkekirken og er kommet der til de traditionelle begivenheder. Men vi har ikke tilknytning til en bestemt kirkegård, siger Niels Vinderslev og tilføjer:

- Kirkegårde er heller ikke det samme mere; de bliver udlagt til græs, der kommer færre, og stemningen er tung. Hvis vores efterladte har lyst til at drikke en øl, dele en sodavand eller for den sags skyld skændes og råbe, mens de mindes os, kan de nu gøre det frit i en skov, siger han med et grin.

Modsat kirkegården er gravene i skoven pasningsfri. Det er højst en mindeplade i A5-størrelse, som afmærker graven, når urnerne er nedsat. Der må altså ikke plantes, pyntes eller opsættes gravstene. Og det var vigtigt for ægteparret.

- Vi vil ikke have, at vores børn eller børnebørn skal stå med dårlig samvittighed, hvis de glemmer at lægge en krans til jul, eller hvis de flytter langt væk og skal stå med ansvaret. Valget handler meget om, at det skal være nemt for dem, og nu er der styr på vores sidste adresse, siger Niels Vinderslev.

Spørger man filosof og professor på Aalborg Universitet Mogens Pahuus passer de flere alternative begravelsespladser godt sammen med, at danskerne har fået en mere almengyldig tro.

- Jeg tror ikke, det er et fravalg af den kirkelige tro, men mere et tilvalg af, at vi tror på noget, der er større end os selv - uden det handler om noget overnaturligt eller tanken om at "komme op til gud", siger Mogens Pahuus.

Derudover er danskerne begyndt at søge det nære miljø, hvilket blev forstærket under coronapandemien.

- Vi har fået et dybere tilhørsforhold til naturen, mens vi også er blevet meget bevidste om, at den er truet af en klima- og biodiversitetskrise. Det er meget nærliggende, at ritualer i naturen er kommet for at blive og vil brede sig, siger filosoffen.

Niels Henrik Gregersen, der er teolog og professor på Københavns Universitet, mener, at det er godt med et frit valg og har derfor ikke noget imod et andet tilbud end kirkegården. Men han sammenligner skovebegravelsespladserne med de ukendtes grav.

- Det taler ind i tendensen om, at de efterladte ikke længere kommer så meget på kirkegården. Dermed er pladserne et udtryk for en individualiseret kultur, og rent teologisk er de en svækkelse af bindeleddet mellem generationer, da man mister mindestedet, der binder de levende og døde sammen, siger han.

Formanden for Foreningen for Kirkegårdskultur, biskop over Ribe Stift Elof Westergaard, er slet ikke begejstret for, at de nye pladser vinder frem.

- Vi er ved at tilpasse kirkegårdene, hvor vi mindsker arealerne i takt med, at flere kremeres. Ligesom vi laver flere grønne arealer og omlægger til flere skovkirkegårde i disse år. Tanken om, at det grønne skal være forbundet med uindviet jord, er noget sludder, siger han.

Han mener, at man misforstår kirkegårdens grundlæggende funktion.

- Selv om kirkegårdens jord er indviet, kan alle mennesker ligge der; om de er hinduer, kristne eller ateister. De, der ikke går op i indviet jord, kan være ligeglade og ligge der alligevel. Modsat mener jeg, at når der ikke må være symboler eller andre kendetegn på skovbegravelsespladserne, er det dem, der ekskluderer, siger Elof Westergaard.

Oplevelsen af mangfoldighed går derfor tabt, hvis borgerne lokkes væk fra kirkegårdene, mener han.

- Kirkegården er også vores erindringskultur, som har præget historien i mange år. Hvis alle ryger på havet eller ender i skoven, husker vi så hinanden? Det er min bekymring.

Og det er ikke. fordi Folkekirken generelt mister terræn og penge på flere alternativer? 

- Nej, det er hverken et særlig religiøst eller økonomisk synspunkt. Der er da penge i det, men mit hovedanliggende er, at tiltagene reducerer forståelsen af, at kirken er et fællesrum for alle.

Kirkegårdenes tilbagetog stopper dog ikke skovbegravelsespladserne. Den næste i rækken åbner lige om snart i Svendborg Kommune i Vejstrupgaards skove, der ejes af Anders Christian Halberg.

- Jeg har allerede modtaget reservationer på to pladser, og vi forventer, at vi i løbet af maj måned har de første urner nedsat, siger skovejeren, der regner med 40 urnenedsættelser om året.

Den kommende plads i det sydfynske er også ført ud i livet via Jannik Ahlefeldt-Laurvigs firma, og den driftige greve er allerede i dialog med skovejere og kommuner om yderligere 13 skovbegravelsespladser. Etableringen i de privatejede skove skal dog både godkendes af den pågældende kommune og af Kirkeministeriet.

- Vi regner med at ende på 25-30 pladser, som er jævnt fordelt over hele landet. Vi håber, at initiativet vil vise sig som et alternativ tæt på flere borgere og samtidig er en fornuftig forretningsmulighed som supplement til driften for skovejerne, siger han.

Tilbage hos Kirsten og Niels Vinderslev har familien taget godt imod beslutningen, fortæller de.

- Der er ingen, der har sagt, at nu rabler det for os, og nu ved vi jo heldigvis ikke, hvornår tiden er inde. Men på den her måde er vi alle forberedte på, hvad vi vil, og det er kun dejligt, at vi kan tale om det, siger Kirsten Vinderslev.

Arenberg, Frankrig. De siger nej til Le Pen og nej til Macron. Deres krydser afgør det franske præsidentvalg på søndag, men de nægter at stemme på nogen af kandidaterne. Millioner af franskmænd - især blandt de unge og på venstrefløjen - føler sig politisk hjemløse.

For at sætte ansigter på Frankrigs blussende politikerlede tager vi til to arrangementer, der begge kandiderer til titlen som fransk nationalsport: protest og cykelløb.

Kom med, når påskefreden spoleres til en antifascistisk demonstration i kærlighedens by. En demonstration, der ender i tåger af tåregas og byger af flaskekast.

Og mød franskmændene i campingstolene langs Paris-Roubaix, den legendariske brostensklassiker, hvor prustende cykelryttere ligner nogen, der kører igennem 250 kilometer tåregas.

Det første er en politisk manifestation, det andet en apolitisk søndagsudflugt. Men selv om begivenhederne er af vidt forskellig natur, kritiseres styreformens struktur i Frankrig begge steder.

Lørdag 16. april marcherer en skov af budskaber gennem Paris’ brede boulevarder. Der flages med regnbuer, med hammer og segl og for Palæstina. Greenpeace går med grønne bannere, De Gule Veste har refleksdragter på, og Antifa er i sort. Her er hippier og punkere, studerende og pensionister. Nogle spiller på trommer og danser gennem byen. Andre brager technomusik ud af medbragte ghettoblastere, mens de danser op til politiet, som ligner robocops bag deres panserskjolde.

Titusindvis er samlet under anti-fascismens parole. Officielt demonstrer venstrefløjens fortabte franskmænd imod præsidentkandidaten Marine Le Pen, der i disse lag betragtes som en højreekstremistisk, klimafornægtende racist. Men der bliver også sunget smædesange om præsident Macron.

For hovedparten af de flere end 20 franskmænd, jeg taler med i løbet af dagen, er hverken den ene eller den anden en stemme værd. Mismodet udtrykkes på forskellig facon.

Vincent viser sin holdning på et papskilt. På den ene side er et billede af Le Pen med et hagekors for munden, på den anden side Macron med sorte øjne. “PEST ELLER KOLERA”, står der under begge.

- Jeg er 65 år, og jeg har stemt ved samtlige valg i mit liv. Men ikke længere. Vi er fucked. Macron har ødelagt vores industri, vores økologi og vores købekraft. Han får ikke fem år mere, men jeg kan heller ikke stemme på Le Pen, siger han.

Mia har sit budskab skrevet i panden: “ANTIFA” står der over øjenbrynene, og den 18-årige jurastuderende ser facisme i begge præsidentkandidater.

- På stemmesedlen er der det ekstreme højre eller højre, og det er vi oprørte over. Det er ikke et valg. Macron er måske bedre end Le Pen, men han har også lavet lavet diskriminerende racelove, lukket moskéer og glemt den palæstinensiske sag. Jeg stemmer blankt, siger hun halvtråbende.

Romail, som er 44 år og skolelærer, fortæller det uden at hæve stemmen.

- Vi befinder os i et mareridt. Macron repræsenterer kapitalismen og ser ned på folket. Frem mod valget vil han sige nogle venstreorienterede ting, som han i virkeligheden ikke giver en fuck for.

Marsou viser sin frustration lørdag efter lørdag. Siden 18. november 2018 har den 38-årige gaffeltruckfører været på gaden i protest i Paris hver weekend som del af De Gule Veste. Mange gange ender det i kamp med politiet, som ikke er bange for at slå hårdt, og i dag er ingen undtagelse.

Utallige skub til politikædens forreste geled besvares med tåregaspatroner, og kaos opstår. Urobetjente stormer frem og kyler demonstranter i jorden. Øjnene svier. Glasflasker flyver gennem luften, og en mand rammes i nakken. Besvimer. Bustoppesteder raseres. Og turister på romantisk påskeferie i den franske hovedstad må gå i en bue uden om Place de La République.

Revolutionsånd er lige så fransk som smørbagte croissanter og bløde oste, og de voldsomme gadeprotester trækker ikke store overskrifter i franske medier.

Hvad der til gengæld vækker opsigt og bekymring, er den rekordlave valgdeltagelse. Mere end en fjerdedel af de stemmeberrettigede deltog ikke i første valgrunde, og blandt de 18-35-årige blev knap halvdelen derhjemme. Alle protestpartier gik frem - igen.

Lørdagens anti-fascistiske demonstration i Paris er i høj grad udgjort af Jean-Luc Mélenchon-vælgere. I alt 7,7 millioner franskmænd - 22 procent af alle stemmerne - så deres radikale venstrefløjskandidat blive slået på målstregen af Le Pen. Nu er de kongemagere, og deres egen konge har allerede givet sit forbeholdne besyv.

- I må ikke stemme på Le Pen, sagde Mélenchon på valgnatten.

Men han undlod at sige, at de så skulle stemme på Macron. Og “de riges præsident”, som mange kalder ham i Frankrig, skal ikke nødvendigs regne med venstrefløjens opbakning.

Ifølge meningsmålingerne siger 30 procent, at Mélenchons vælgere, at de vil stemme på Macron, 23 procent vil stemme på Le Pen, resten vil blive hjemme eller stemme blankt.

De tvivlende, de frustrerede og de politisk fremmedgjorte finder man også mange andre steder end til venstrefløjsmanifestationer. For eksempel til Paris-Roubaix.

Søndag 17. april køres 119. udgave af det traditionsbundne cykelløb, som Jørgen Leth har kaldt “en forårsdag i helvede”. 257 kilometer over brosten, gennem skove, under en skyfri himmel. Med ildrøde ansigter og tungen hængende nede ved cykelstyret tramper 70 kilo tunge mænd i tætsiddende lycra gennem Nordfrankrig. Paris-Roubaix er kendt for sine styrt - og for at være svimlende hårdt.

Men ikke for tilskuerne, der møder op langs ruten. For høj som lav i det franske samfund er det en anledning til folkefest. Her er komfortable søndagsuniformer, fashionable forårsjakker og gakkede udklædninger. Nogle har kolde bajere i køletasken, røven i campingstole og pølser på grillen.

Og når først man får frasorteret de mange belgiere, hollændere og danskere, der også valfarter til Frankrig for at følge løbet, har mange også holdninger, som de gerne vil lufte, til valget.

- Macron tager ikke kvinder alvorligt, han tager ikke klimaet alvorligt, han prioriterer kapitalinteresserne, men hvad skal vi gøre? Jeg bliver nødt til at stemme på ham for at blokere Le Pen, siger 21-årige Loise, som sidder med sin familie i Arenberg-skoven.

Arenberg-skoven er et af løbets dramatiske højdepunkter. Her er brostenene lagt særligt djævelsk, og det er svært ikke at lade tankerne fare til de kulminearbejdere, der i århundreder knoklede i mindst lige så strabadserende kår i minen under stenene.

John-Marc, en pensioneret fabriksarbejder fra Renault, er også ud af arbejderklassen. Og han føler sig i dag partiløs.

- Jeg er nødt til at stemme blankt. En stor del af os føler os ikke repræsenteret i anden valgrunde, og det er et demokratisk problem, siger han.

Andre tvivler så meget på demokratiet, at det leder tankerne hen på et præsidentvalg på den anden side af Atlanterhavet.

- Der er snyd involveret, og jeg stoler ikke på medierne, siger Paul Martin, der har stor styrke i sine briller.

Den 42-årige handicaphjælper kigger på mig med en vis form for skepsis:

- Alle hader Macron, og på Tik Tok får Le Pen 86 procent af stemmerne. Ingen skriver om, hvor hårdt mange har det. Alt er blevet dyrere, og jeg selv stoppet med at spise kød, siger han.

Til Paris-Roubaix hujer og jubler tilskuerne for samtlige af rytterne, når de sprinter forbi. Ligesom til maratonløb er det først og fremmest sportspræstationen, som hyldes.

Til gengæld er det svært at finde nogle, der udtrykker decideret opbakning til Macron eller Le Pen. De fleste sukker, ryster på hovedet eller griner, mens de slår ud med armene. En ung, muslimsk pige siger det skarpest:

- Den ene kandidat vil rive tørklædet af mig, den anden vil indføre mere brugerbetaling på universitetet og hæve pensionsalderen, lyder det fra Kahina Carlu.

- Det er pest eller kolera.

Touren i Danmark: Holger Maskov vidste, hvordan folk i tusindtal vil møve sig frem langvejsfra i julis første weekend, når de tre åbningsetaper af Tour de France køres i  Danmark - Grand Depart, som startetaperne hedder på internationalsk.

Så allerede sidste år sikrede han plads til sig selv og konen, Inger Maskov, på Hejlsminde Strandcamping, der ligger ud til Lillebælt, præcis midtvejs mellem Kolding og Haderslev.

- De drøner forbi lige ude foran campingpladsen. Ja, konen er ligeglad, men jeg ville ikke lade chancen gå fra mig for at se Touren i virkeligheden, siger Holger Maskov, der er pensioneret smed og fra Hviding ved Ribe.

Han ankom til campingpladsen 1. april som fastligger hele foråret. Normalt ville opholdet slutte sidste weekend i juni, men chancen for at få det verdensberømte cykelløb helt tæt på fik ham til at forlænge med en uge, så julis første fredag, lørdag og søndag bliver en del af årets landliggerliv.

I disse dage vil et regulært tilrejsemylder præge løbsstrækningen på 394 kilometer - med indledning i København 1. juli og afslutning i Sønderborg 3. juli.

Det er noget, man ved, selv om man ikke rigtig ved det.

- Ingen tør lægge hånden på kogepladen og give et bud på tilstrømningen. Dette er noget andet end fodbold og håndbold og andre sportsgrene, hvor der skal købes billetter, som fortæller noget om interessen, siger Henrik Bernstein, der er projektchef i den danske Grand Depart-organisation.

Når der alligevel ikke er tvivl om, at tilskuerne skal tælles i mange, mange tusinder, skyldes det erfaringer fra tidligere Tour-starter og almindelig interesse. De fleste overnatningssteder langs de tre etaper og i nærheden af dem har meldt udsolgt længe.

Som millionby er København en undtagelse. Her skal der lidt mere end en enkelt cykelrundtur til at tænde de røde lamper. Det er for tidligt endnu. Men cykelløbet skaber travlhed i turistorganisationen Wonderful Copenhagen

- Vi kører marketingkampagner internationalt og har særligt fokus på nærmarkederne med budskabet om at komme til København og opleve Tour de France og selv tage ruten på cykel gennem byen dagen efter løbet, siger Tine Kastrup-Misir, der er kommunikations- og marketingdirektør i Wonderful Copenhagen.

I Visit Denmark vurderer kommunikationschef Anders Rosbo, at ingen mere kan regne med at få et overnatningssted tæt på ruten i de 12 øvrige kommuner, løbet snor sig igennem. Samme opfattelse har man i brancheorganisationen Horesta.

- Vi håber, mange flere bliver lokket hertil til efteråret eller næste sommer, også dem, der måske bare bliver nysgerrige ved at følge med på tv, siger Horestas pressechef, Philip Brønnum Olesen.

I 2015, da tankerne om en dansk Tour-afdeling var født,  blev der lavet et turisme-estimat på op mod 900.000 mennesker på de tre løbsdage. Siden har en coronapandemi ændret rejsemønstrene, ligesom nogle lande stadig har restriktioner, der begrænser rejseaktiviteten.

- De beregninger tillægger vi ingen værdi længere, men vi er ikke i tvivl om, at tusinder af mennesker vil stille sig op langs vejene, og at mange kommer rejsende hertil for at se det, siger Henrik Bernstein.

Ude i de enkelte turistdestinationer er der heller ingen, som med sikkerhed ved, hvor mange, cykelløbet i sig selv trækker til Danmark. Men overalt meldes om, at overnatningssteder af forskellig art har været forudbestilt længe.

Det er campingpladsen i Hejlsminde et eksempel på. Her er Holger Maskov langtfra ene om at booke i god tid.

- Vi har omkring 500 gæster i den første weekend i juli, hvor vi normalt har det halve antal, siger Anja Mikkelsen, der ejer campingpladsen sammen med sin mand.

Storebælt Camping ved Korsør er et andet eksempel. Her er der 1000 overnattende gæster og fyldt helt op. Det har der stort set været siden 2019, da det blev bestemt, at løbet skulle køres i 2020.

-  Det væltede øjeblikkeligt ind med bestillinger, og så ringede de og genbestilte, da løbet blev udsat til i år. Så jeg er ikke ham, der går rundt og klager, siger campingpladsens ejer, Flemming Jensen.

Også denne campingplads ligger lige ud til ruten, og når rytterne er suset forbi, er der fra dens strand fri udsigt til naboen, Storebæltsbroen, som rytterne kører hen over.

Når de har gjort det, lander de i Nyborg, hvor Konferencehotel Nyborg Stand ligeledes ligger ud til Storebælt. Her er der også fyldt helt op på hotellets 422 værelser, men med en helt speciel gruppe gæster.

Det skyldes, at det er et af de officielle Tour-hoteller. Her bor mange af de deltagende cykelhold og folkene fra ASO, som er den organisation, der står bag Touren.

Hotellet huser også erhvervsorganisationer, der bruger løbet til at samles. En del amatørcykelklubber kører rundt i området, mødes, spiser og sover her. Desuden overnatter  udsendte fra udenlandske tv-stationer.

- Det er en stor begivenhed, og jeg tror, at de mange tv-billeder vil skabe interesse for at komme her til landet, siger hotellets marketingschef, Claus Hansen.

Generelt melder Nyborgs overnatningssteder udsolgt i dagene omkring Tour-starten. Til sammenligning var eksempelvis hotellernes belægningsprocent i den pågældende uge sidste år på under 60 procent. I nabokommunerne opleves en afsmittende effekt.

- Der er tale om en noget højere belægning end normalt, når vi kigger isoleret på den første weekend i juli. Vi ved, at en del af dette skyldes grupper, der har booket sig ind i forbindelse med Tour de France, siger eventchef i Destination Fyn Jakob Staun.

I Sønderborg ser man frem til at blive dobbelt så mange som til daglig. Kommunen har 74.000 indbyggere, men man gætter på 75.000 tilrejsende på dagen. Nogle er der mere end denne ene dag.

- Overnatningssteder har længe meldt udsolgt, også ovre på Rømø overnatter mange løbstilskuere. Det er nok lettere at få overnatning, jo længere væk fra opløbsbyen Sønderborg, man søger,  siger Karsten Sørensen, chef for Destination Sønderjylland, der omfatter kommunerne Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder.

I Roskilde og på Fyn er andre begivenheder i den weekend også med til at skabe pres. Roskilde Festivalen trækker omkring 130.000 mennesker til, og i Svendborg afvikles DGI's Landsstævne, som med både deltagere, gæster og tilskuere trækker over 60.000 mennesker i ugens løb.

På tværs af landet har kommuner, lokalråd, organisationer, idrætsklubber og foreninger  arrangeret en række sideaktiviteter.

Det gælder blandt andet i Nyborg, der er opløbsby og har under tre kilometer cykelrute, tilskuerne kan stille sig langs. Derfor er der ni steder i byen indrettet pladser med storskærme og aktiviteter med fokus på alt muligt fra udeliv og bevægelse til kunst og middelalderhistorie.

I Kalundborg finder et opsigtsvækkende arrangement sted. Her vil Dansk Gastronomisk Union sætte et langbord op til 3000 gæster. Det er - og du læser rigtigt - 1,2 kilometer langt og 10 meter bredt. Her vil kokkelandsholdet servere en forsmag på den menu, som det deltager med i verdensmesterskaberne til november.

- Vi kommer til at sætte verdensrekord i spisebordslængde. Forhåbentlig giver det international interesse for dansk madlavning og danske råvarer, siger kokkelandsholdets direktør, Morten Juul Andersen.

I Hejlsminde er Holger Maskovs campingbord knap så langt. Forventningens glæde er til gengæld tårnhøj.

- Jeg ser al den sport i fjernsynet, jeg kan komme til ... fodbold, håndbold, formel 1, cykelsport ... ja, alt. Nu glæder jeg mig til at være med, når Touren er i Danmark, siger Holger Maskov.