Arbejdsmarked: Selvom hun har elsket det, har 61-årige Marianne Brock Mikkelsen fra Struer måtte erkende, at næsten 40 års arbejde som sygeplejerske i psykiatrien også har tæret på hendes egen psyke.

- Man møder mange mennesker med svære skæbnehistorier. Man bruger sig selv hele tiden, prøver at være indfølende og forstående, give håb og energi og få borgernes tillid. Mentalt har jeg måtte sande, at det slider i længden. På et tidspunkt mærkede jeg bare, at jeg ikke havde mere at give af, siger hun.

Først forsøgte hun sig med et jobskifte til en familieafdeling og arbejdet med børnefamilier, hvor der er bekymring omkring børnenes trivsel. Et job, hun også nåede at blive glad for, men hvor sagerne også var tunge.

Efter omkring ni måneder væk fra arbejdspladsen – hun passede sin syge far, til han gik bort, og blev derefter hofteopereret to gange – så hun frem til at vende tilbage til arbejdet i familieafdelingen.

Men forventningens glæde var kortvarig. Hun sov ikke om natten, kunne ikke være i den helt almindelige larm fra børnene og bekymrede sig for, om hun havde de rette kompetencer og kunne møde børn og forældre på en ordentlig måde.

- Til sidst var det bare ikke muligt for mig at blive på arbejdsmarkedet. Egentlig var jeg ansat i en stilling på 30 timer om ugen, men jeg kom aldrig over 15 timer. I de sidste mange måneder arbejdede jeg kun 10 timer om ugen, siger hun.

Derfor gik hun på seniorpension fra 1. februar 2022 – og det har hun ikke fortrudt.

Marianne Brock Mikkelsen er langt fra den eneste, der har benyttet sig af muligheden for at trække sig lidt eller helt tilbage fra arbejdsmarkedet før folkepensionsalderen.

Antallet af seniorer på seniorpension, førtidspension eller fleksjob er steget med 14.200 fuldtidspersoner fra 2015 til 2021. Faktisk er mere end hver femte i aldersgruppen på én af førnævnte ordninger, hvilket er den højeste andel i over 15 år.

Det viser en ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening, der ikke ligefrem glæder sig over tallene.

- Jo flere der trækker sig fra arbejdsmarkedet, jo færre er der til rådighed for virksomhederne. I en tid med mangel på medarbejdere er det selvfølgelig et problem, siger organisations direktør, Jacob Holbraad.

Dertil kommer godt 14.600 efterlønnere mellem 60 og 64 år og de knap 11.000 personer, der er blevet tilkendt retten til tidlig pension – i folkemunde ”Arne-pensionen” – i 2022.

Hos Ældre Sagen hæfter man sig ved, at antallet af seniorer i aldersgruppen, der stadig er i beskæftigelse, også er steget markant med omkring 40.000 personer fra 2015 til 2020.

Her er det især den forhøjede efterlønsalder, der har sendt antallet af efterlønnere mellem 60 og 64 år på retur. Det fortæller Martin Stabell, der er seniorkonsulent i Ældre Sagen med fokus på tilbagetrækningsområdet.

- Det er meget positivt, at mange er kommet i beskæftigelse, men det er også helt naturligt og nødvendigt, at der stadig er gode tilbagetrækningsmuligheder, når vi hæver pensions- og efterlønsalderen. Derfor er det også positivt, at man har indført seniorpensionen og retten til tidlig pension, for det er med til at gribe dem, der ikke kan blive på arbejdsmarkedet, siger han.

Tallene illustrerer ifølge Jacob Holbraad fra Dansk Arbejdsgiverforening, at seniorer i Danmark i dag har mange – og omfattende – ordninger, der giver gode muligheder for, at nedslidte kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Derfor mener han heller ikke, at der er grund til at pille ved den nuværende model for folkepensionsalderen, der forhøjes gradvist på grundlag af udviklingen i danskernes levetid.

I øjeblikket stiger pensionsalderen med et år, hver gang danskernes gennemsnitlige levealder stiger med et år. Der er dog regler for, at pensionsalderen maksimalt må reguleres hvert femte år.

Inden længe skal den såkaldte pensionskommission aflevere sine anbefalinger til ændringer i det danske pensionssystem. Kommissionen har blandt andet haft til opgave at undersøge virkningerne af at lade folkepensionsalderen stige i et langsommere tempo for årgange, som går på pension fra 2040.

Oveni det skal kommissionen også belyse, hvad der sker, hvis vi fastfryser pensionsalderen ved 70 år i 2040. Hvis man lod det spørgsmål være op til arbejdsgiverforeningen, er svaret temmelig klart.

- Uanset om man fastlægger pensionsalderen på 68 år, 70 år eller noget tredje, så sætter man holdbarheden i dansk økonomi fuldstændig over styr. Så har vi ingen penge til grøn omstilling eller bedre sundhedsydelser. Vi har lige besluttet at bruge 18 milliarder årligt fra 2033 på forsvarsudgifter, siger Jacob Holbraad.

Karsten Hønge, der er beskæftigelsesordfører i SF, vil derimod gerne ændre på den nuværende måde at fastlægge pensionsalderen på. Han mener, at man bør stoppe ved 68 år.

- Folk med bare perifært kendskab til arbejdsmarkedet vil vide, at den 18-årige tømrerlærling ikke kan arbejde til personen er 74 år. Vi er store tilhængere af Arne-pensionen, og vi bør udbygge den, så hvis du er startet tidligere, kan du også trække dig tidligere. Ellers er den fuldstændig uretfærdig, siger han.

Karsten Hønge ryster ikke på hånden ved udsigten til, at en fastfrosset pensionsalder vil få andelen af seniorer uden for arbejdsmarkedet til at vokse markant.

Han mener derimod, at det må være op til arbejdsgiverne – både private og offentlige - at skabe bedre rammer for seniorerne, så de for eksempel har bedre mulighed for at gå ned i tid og dermed arbejde i flere år.

- For nyligt besøgte jeg Seniorerhverv Svendborg, der afholdt åbent hus i nogle butikslokaler i byen, så det lokale erhvervsliv kunne komme og seniorerne kunne tale med dem og aflevere deres CV. Hvor mange arbejdsgivere, tror du, mødte op?

Det ved jeg ikke?

- Der kom nul. Nul komma nul. Så gider jeg altså ikke høre mere jammer fra arbejdsgiverne, hvis de ikke engang gider at slæbe sig ned og snakke med nogle folk, der stiller frivilligt op. Arbejdsgiverne har det som om, at arbejdskraft skal komme flyvende som stegte duer ind i munden på dem, udbryder Karsten Hønge.

I Ældre Sagen medgiver man, at det er sundt for dansk økonomi, at pensionsalderen stiger, når levealderen gør det. Spørgsmålet er, hvordan danskernes levealder og helbred udvikler sig i fremtiden.

Men seniorernes talerør kunne godt tænke sig, at man efter 2040 sænkede tempoet, som pensionsalderen stiger i, så et års længere levetid betyder et år ekstra på arbejdsmarkedet før folkepensionsalderen.

- Vi så gerne, at pensionsalderen eksempelvis steg med 0,7 år i stedet, efter 2040 hvor der er overskud i økonomien. Det er jo ikke sikkert, at den øgede levetid gør, at vi er fuld stand til at fortsætte på arbejdsmarkedet. Der ville det være mere retfærdigt, hvis hele stigningen ikke gik til arbejdsmarkedet. Det giver lidt mere fleksibilitet, hvis pensionsalderen ikke stiger helt så hurtigt, siger seniorkonsulent Martin Stabell.

Men hvis man ikke er rask, har vi vel efterhånden rigeligt med ordninger, der netop sikrer, at folk kan trække sig tilbage tidligere, hvis de ikke er i stand til at arbejde?

- Der er jo forskellige krav til de forskellige ordninger. Seniorpensionen skal man jo også tilkendes. Derfor ser vi gerne, at pensionsalderen i fremtiden stiger langsommere, så det rummer flere, uden at man nødvendigvis skal på én af de her særlige ordninger, siger Martin Stabell.

Efter samtaler med både læge og psykolog blev det vurderet, at Marianne Brock Mikkelsen havde fået en psykisk belastningsreaktion og derfor ikke er i stand til at arbejde mere end 15 timer om ugen.

I dag er Marianne ikke i tvivl om, at seniorpension var det rigtige for hende.

- Det er fantastisk at have tid og energi til alt det, jeg synes er vigtigt i mit liv. Det er mine relationer – veninder, venner og familien – lange gåture hver dag, massevis af bøger og mit frivillige arbejde på et lokalt spillested, siger hun.

Faktisk får hun også udbetalt mere hver måned – omkring 1000 kroner – end hun gjorde i den stilling med 30 timer om ugen, hun før var ansat i.

Ville du gerne have arbejdet mere?

- Ja! Jeg havde aldrig nogensinde tænkt, at jeg skulle stoppe, før jeg blev 67 år. For mange år siden valgte jeg efterlønsordningen fra, fordi jeg tænkte, at jeg på alle måder var superfrisk. Selvfølgelig skulle jeg fortsætte. Jeg elskede mit fag. Men sådan skulle det bare ikke være, siger Marianne Brock Mikkelsen.

Annette gik hen til sengen og kiggede ned på Freja. Aede hende på armen og knugede sengehesten. Efter lidt stilhed lød der forsigtige grynt, og hun åbnede langsomt øjnene.

- Har jeg stomi? lød det snøvlende fra Freja, der kiggede på Annette med sløve, håbefulde øjne.

Mor og datter var på opvågningen på Odense Universitetshospital, og Freja havde lige været igennem det, hendes læge kalder en "Rolls Royce" indenfor mavetarm-kirurgi. Teenagepigen havde fået fjernet hele tyktarmen, endetarmen og lavet en kunstig endetarm.

- Nej, du har ikke stomi, sagde Annette og lænede sig ind over Freja og aede hendes hår.

Freja lukkede øjnene, og Annette trak vejret helt ned i maven. Det var den besked, hun inderligt havde håbet at kunne give hende.

Freja på 13 år og Jonas på 15 år fik i juni 2021 at vide, de havde arvet den sjældne sygdom FAP, Familiær Adenomatøs Polypose, fra deres mor Annette. Det er en sygdom, der udvikler sig til tarmkræft, hvis man ikke gør noget.

Annette havde selv lige været igennem et kræftforløb og to operationer, da de i juni fik beskeden om, at Jonas og Freja måske skulle igennem det samme.

Som journalist på Fyens Stiftstidende har jeg fulgt familien siden oktober 2021, og da jeg er på besøg hos dem i deres hjem i Bogense en aften i marts 2022, taler vi om den tid, der for evigt vil være skillelinjen mellem livet før og livet efter genundersøgelsen.

- Det er så vildt at tænke på, at Jonas og Freja havde et normalt liv, de følte sig selv 100 procent sunde og raske, da de gik ind på sygehuset, og fra den ene dag til den anden, var de syge, siger deres far Bent, mens Freja flækker pistacienødder og bygger et bjerg med de tomme skaller. Jonas er forduftet op på værelset, og et par højlydte udbrud fra den anden side af døren afslører, han nok er i gang med et computerspil.

- Jeg havde det bare sådan: Okay, kan det virkelig være rigtigt, det her? Det er eddermaneme latterligt, siger Bent.

- Og det var så uoverskueligt, for jeg var ikke helt ovenpå efter at have fået lukket stomien, og pludselig var det ikke kun mig. Nu skulle Freja og Jonas også igennem en hel masse. Jeg tænkte: Det får ingen ende det her, siger Annette.

Efter undersøgelsen i august, fik de operationsdatoerne. Freja i slutningen af september, og Jonas i start oktober. Det passede lige med, at Jonas kunne nå til Berlin med klassen, og familien kunne nå den ekstra ferie til Skallerup Klit, de havde bestilt for at være lidt sammen ovenpå Annettes kræftforløb.

- Lige pludseligt blev den ferie jo ekstra vigtig, for jeg tror, vi havde rigtig meget brug for at være sammen, inden det hele skulle rulle igen, siger Annette, mens hun dækker bord.

Freja kan godt huske tiden før operationen.

- Jeg fik lidt en depression, før jeg skulle ind og opereres. Det var decideret ingentings-tanker. Der var bare sort og ked af det-følelser, siger hun og skubber de lukkede pistacienødder over til sin far.

Ordene burde ikke komme ud af munden på en pige i syvende klasse, der bare elsker at tegne, læse og se Marvel-film, men sådan var virkeligheden, og Annette og Bent vidste godt, det var svært for Freja – der var bare ikke noget valg.

Hendes tyktarm var farlig for hende, og den skulle ud.

Efter Frejas operation i slutningen af september var hun indlagt på børneafdelingen med babygråd og legerum, hun for længst var blevet for stor til.

De fleste dage gik med at sove, kaste op og sidde på toilettet, fordi hendes tyndtarm skulle lære at opføre sig både som tyktarm og endetarm. Indlæggelsen trak ud med Freja, fordi hun fik feber og en lille revne ved den nye endetarm.

- Vi havde lige nogle dage, hvor vi var bange for, de ville være indlagt begge to på samme tid. Jeg ville slet ikke ane, hvor jeg skulle være, hvis jeg havde børn liggende på to forskellige afdelinger, fortæller Annette.

Familien nåede at være sammen i tre dage, fra Freja kom hjem, til Jonas blev indlagt på afdelingen for voksne på 14. etage, hvor Annette selv lå.

Mens han blev opereret, fandt hun en fjern krog i forhallen, hvor der var ved at være eftermiddagsroligt og tog sit strikketøj i skødet. Bent var hjemme ved Freja.

Annette prøvede at strikke nervøsiteten væk, men operationen trak ud, og til sidst var det, som om der ikke var forbindelse mellem fingrene og hjernen.

Han får stomi. Nu giver de ham stomi, tænkte hun og forestillede sig, hvordan hun skulle fortælle det til ham, når han vågnede. Hun vidste, hvor meget, han frygtede det og hvor ked af det, han ville blive.

Men mens paniktankerne rasede i hovedet på hende, ringede en læge, og Annette greb telefonen, der havde ligget klar på bordet.

- Har han fået stomi? udbrød hun, men lægen havde gode svar.

Nej, ingen stomi. Operationen var gået godt og planmæssigt.

Rigtig meget af Bents og Annettes energi er det seneste halve år gået med at være der så meget som muligt for Freja og Jonas og hjælpe dem gennem en tid, de aldrig burde have oplevet. Men Annette er også blevet konfronteret med en sylespids sandhed, hun har været nødt til at tage i sine hænder for at komme videre.

- Jeg har været nødt til at forholde mig til, at de har arvet genfejlen fra mig.

Hun er stille lidt, mens strikkepindene systematisk binder den ene farvede tråd sammen med den anden til noget, der engang bliver et tæppe.

- Og det har jeg haft rigtig dårlig samvittighed over at vide, men rationelt set ved jeg jo godt, jeg ikke kan gøre noget ved det, så jeg har ikke som sådan skyldfølelse. Men hvis der var noget, der var gået galt under operationerne, så havde jeg følt, det var min skyld, siger hun med tryk på “så”.

- Jeg kan også godt føle at det er mit ansvar, at de har det godt, men også at de bliver uddannet til at være deres egne patienter. Det er ikke fordi, Bent ikke kan finde ud af det, men jeg føler bare, det er mit ansvar.

- Nej, jeg vil jo aldrig have en fornemmelse af, hvordan det fysisk føles, siger Bent og fortsætter:

- Men derfor er det stadig ikke din skyld. Og jeg prøver at støtte dig alt hvad jeg kan i, at du ikke må føle skyldfølelse, og at det for alt i verden ikke er noget, du må tage på dig, siger Bent til Annette, der forsigtigt nikker.

En anden ting både Bent og Annette, men også Freja og Jonas, er meget afklarede omkring, er tankerne om, at det kan være synd for dem.

- Ingen skal have ondt af mig eller børnene, siger Annette.

Men hun forstår godt, folk kan tænke, at det er både synd og uretfærdigt og uforståeligt, at en familie skal jordes af livet på den måde - det nytter bare ikke noget.

- Man bliver ikke stærkere af at sige, det er synd eller af at begrave sig i selvmedlidenhed. Jeg ved godt, det er sindssygt for andre at forholde sig til, hvad der er sket, og at folk kan have lyst til at sige, det er synd for os, siger hun og tøver lidt, inden hun fortsætter:

- Jeg forstår ikke engang helt selv, hvad vi har været igennem. Jeg har været syg, og jeg har været i en sorg. Jeg mistede min egen normalitet, og da ungerne skulle opereres, blev hele familien splittet. Vi havde en syg herhjemme, og vi havde en syg på sygehuset. Vi har haft følelserne udenpå kroppen, og Jonas og Freja har fået vendt vrangen ud. Men jeg tror, vi er blevet stærkere som familie, siger Annette med tårer i øjnene, men med en kraft i stemmen, der fortæller mig, hun mener, hvad hun siger.

Selvom operationerne i dag er overstået, og Annette er erklæret kræftfri, vil både hende, Freja og Jonas for altid være særligt på vagt overfor deres kroppe, og hvordan de opfører sig.

I november, få måneder efter Jonas og Frejas operationer, opdagede Annette nogle hævede lymfeknuder under den ene arm, og selvom hun igen og igen sagde til sig selv, det sikkert ikke var noget, fik hun fremrykket en CT-scanning.

Hendes lyserøde vandflaske vibrerede, da hun med rystende hænder tog en tår vand, mens hun en formiddag i december satte sig udenfor stue to i sin blå arbejdsuniform og ventede på, hun skulle have taget 650 detaljerede billeder af sit indre. For Annette var scanningen både en tryghed og en skræk. Tænk, hvis den viste, det hele var gået tumor-amok, mens hun havde fokuseret på Jonas og Freja?

Da hun kom ind, gav hun sit cpr-nummer - født 1979 – alt for ung til at blive gennemlyst af stråler for at lede efter kræftspredninger.

- Nu lægger vi et drop, og så får du kontrastvæske ind i dine årer. Det kan godt føles, som om man tisser i bukserne, sagde en radiograf, mens Annette stirrede op i loftet på et par store, farvelige sommerfugle i loftet.

- Men bare rolig, fortsatte han og smilede: Det er ikke sket for nogen endnu.

Da han havde lagt droppet i venstre hånd, blev Annette kørt ind i maskinen. To minutter senere var hun ude igen og kravlede ned fra lejet. En læge ville ringe med svaret.

Hun kan egentlig godt selv læse scanningsbeskrivelserne i sin journal, for hun er skolet i at forstå sproget og ved mere, end de fleste patienter, men det kan også være ubehagelig viden. Som dengang hun så sin egen tumor på en skærm. Lægen sagde ikke ordet kræft, men Annette vidste det. Hun har siddet med hundredvis af kræftknuder i sin tid på patologisk afdeling.

Få uger senere kom beskeden. Ingen spredning. Men hun skal til kontrol igen i påsken, fordi hun har forstørrede lymfeknuder, og så skal hun til en undersøgelse, der kan teste nyrernes funktion, fordi hendes nyrebækken er forstørret.

Den tvivl og mistillid til kroppen, der er opstået efter Annette er blevet syg, er noget af det, hun skal lære at leve med, og hun ved, hun aldrig bliver fri for angsten for, om kræften vender tilbage. Derfor handler det heller ikke længere om, om hun lever fem eller om hun lever 50 år. Det handler om at have det godt, så længe hun er her.

- Nogle synes måske, det er en mærkelig indstilling at have, men jeg ved, der er risiko for, jeg får kræft igen, og jeg kan aldrig lægge den tanke væk. Så det handler om, at jeg nyder, når jeg har det godt, siger hun, da vi taler sammen på hendes kontor mellem falske hjerner, mikroskoper og reoler med ringbind.

I dag kan Annette heller ikke hidse sig op over manglende parkeringspladser, vand i kælderen eller stigende mælkepriser, som hun måske kunne engang. Men hun kan blive bange, når kroppen opfører sig mærkeligt, eller der er noget med Freja og Jonas.

- Hvis jeg mærker et eller andet, tænker jeg, åh nej, hvad er der nu galt? Jeg har mindre tillid til min egen krop. Og så er jeg selvfølgelig virkelig påvirket af, hvis Jonas er oppe mange gange i løbet af en nat, eller hvis en af dem har ondt, siger hun og rykker sig på kontorstolen.

Hun er heller naiv omkring, at nu er tyktarmen ude, og så er de alle tre raske. Både hende og Freja og Jonas lever med en kunstig endetarm, og det kræver både lang tids tilvænning for og en erkendelse af, det måske ikke holder evigt.

- Jeg ved jo godt, statistikkerne siger, at 25 procent bøvler med den kunstige endetarm, og 10 procent ender med stomi på et tidspunkt. Det er sandsynligheder, og selvom det er hårdt at forholde sig til, har jeg det bedst med at vide det og kende tallene.

Svindelsager: Hver eneste dag, når Holger Andersen går ind i sin kostald, bliver han mindet om den sag, der fik politiet til at afhøre ham, hans kone og deres sønner. Klistermærket med en gris og en mark viser, at kostalden nær Videbæk i Vestjylland i 2016 stod færdig med støtte fra Landdistriktsprogrammet, der hver år uddeler adskillige millioner til projekter, som gavner miljø og dyrevelfærd. Men Holger Andersen har endnu ikke modtaget de cirka to millioner kroner støtte, han i 2015 fik tilsagn om til sin nye kostald.

I stedet kastede hans forsøg på at få økonomisk hjælp ham ind i en sag, hvor han og flere end 100 andre landmænd er blevet politianmeldt for forsøg på fusk med støttemillioner.

- Jeg bliver gal, når jeg ser det klistermærke. Jeg har hele tiden lyst til at rive det af. Men rykker jeg den af, så mister jeg helt muligheden for at få pengene. For så overholder jeg ikke reglerne for at få pengene udbetalt, fortæller Holger Andersen.

Avisen Danmark har tidligere fortalt, hvordan 116 sager af flere omgange siden 2019 er blevet politianmeldt af Landbrugsstyrelsen på grund af mulig svindel med støttekroner, der skulle have gavnet miljø og dyrevelfærd. Eksempelvis er flere landmænd mistænkt for at have opdigtet et af tilbuddene, når de skulle indhente tilbud fra to leverandører for at få adgang til støttekronerne

Flere landmænd har afvist at fortælle om deres sag. Men nu vælger en af de svindelmistænkte landmænd at stå frem. For Holger Andersen er godt og grundigt rasende.

- Når jeg har fået lovning på nogle penge, og politiet ikke rejser en sag, så forstår jeg ikke, hvorfor jeg ikke får mine penge, siger han.

Sagen om Holger Andersen har sin begyndelse i 2015, hvor han besluttede at udbygge sit landbrug med en 11 millioner kroner dyr kostald. Han fandt ud af, at han kunne få støtte til byggeriet, og samme år fik han tilsagn om cirka to millioner kroners støtte. Men pengene lod vente på sig. I 2019 landede der pludselig en uventet besked i Holger Andersens E-boks: Landbrugsstyrelsen havde anmeldt ham for bedrageri og dokumentfalsk. Samme år trak Landbrugsstyrelsen støtten på cirka to millioner kroner tilbage. I begge tilfælde på grund af en strid om en brugt silotank og en mistanke om dokumentfalsk.

Holger Andersens store problem bunder i en tilsyneladende forfalsket faktura og den 15.000 liter store silotank, som han købte til at opbevare mælk i. I en afgørelse, som Avisen Danmark har fået udleveret, konkluderer Landbrugsstyrelsen, at Holger Emil Andersen i strid med reglerne har søgt om støtte til en brugt tank. Ifølge reglerne er et brugtkøb ikke tilskudsberettiget. Og i den faktura, som Holger Emil Andersen har medsendt til at bevise købet af tanken, er ordet ”brugt” ifølge Landbrugsstyrelsen med vilje blevet fjernet med en hvidmarkering.

- På denne baggrund er det Landbrugsstyrelsens vurdering, at du har afgivet urigtige og vildledende oplysninger af betydning for sagens afgørelse, for at opnå tilskud, står der i afgørelsen.

Men Holger Andersen afviser anklagerne. Ifølge eget udsagn fortalte han selv tidligt i forløbet  - inden han blev politianmeldt- at hans nyerhvervede silo var købt brugt. Han har brugt et rådgivningsfirma til at stå for ansøgningerne om støtte. Selskabet afviser også at have snydt i sagen.

Midt- og Vestjyllands Politi mener heller ikke, at der er beviser for, at Holger Anders har begået noget strafbart.

- Der blev anvendt en forfalsket faktura, men det kan ikke bevises, hvem der har forfalsket fakturaen, og hvem der har haft kendskab til, at fakturaen var forfalsket. Flere personer var involveret i ansøgningsprocessen, og det kan ikke bevises hvem gerningsmanden er og hvad de enkelte har vidst, skriver politikredsen i et svar til Avisen Danmark.

Den vurdering bliver senere bakket op af Statsadvokaten, efter Landbrugsstyrelsen klagede over, at politiet droppede sagen, viser en afgørelse.

Nu undrer Holger Andersen sig så over, at han ikke får de cirka to millioner kroner i støtte udbetalt.

- Jeg regnede da også med, at politiet ville droppe sagen. Men jeg havde da også regnet med, at Landbrugsstyrelsen ville tage sagen op igen så, når der ikke var noget at komme efter. Er man frifundet, så er man frifundet.

Man kan vel godt have brudt reglerne og ikke have ret til støtte, selvom politiet ikke mener, der er grundlag for en straffesag?

- Ja, men jeg ved, jeg ikke har gjort det, de mener, jeg har gjort, siger han.

Jens Yde, der er enhedschef i Landbrugsstyrelsen, forklarer, at det ikke nødvendigvis betyder støttekroner til landmændene, hvis politiet dropper sigtelsen.
Én ting er, om landmændene bevidst har oplyst forkerte informationer og dermed brudt loven. Noget andet er, at de forkerte oplysninger medfører, at de ikke er berettiget til støtte.

Enhedschefen ønsker ikke at udtale sig om den konkrete sag, og han forholder sig derfor generelt til de sager, som styrelsen har liggende på bordet.

- Det er kun, hvis politianmeldelsen har ført til nye informationer, at vi laver en ny vurdering om støtten. Selvom de forkerte informationer ikke er sendt bevidst, betyder det stadig, at de ikke er berettigede til støtte, siger han.

Holger Andersen erkender, at han ikke har ret til støtten til mælketanken, fordi den er brugt. Men han understreger, at han ifølge eget udsagn selv fortalte myndighederne, at den var brugt. Han mener, at Landbrugsstyrelsen burde tage silotanken ud af ligningen og udbetale penge til resten af byggeriet. Om han selv tror, han får støttekroner til byggeriet, tør han ikke svare på.

- Det er farligt at sige nej, for så lyder det som om, at jeg har opgivet. Men det bliver ikke let at få udbetalt pengene, siger landmanden.

Èn ting er han dog sikker på. Han søger aldrig støtte til projekter hos Landbrugsstyrelsen igen.

- Jeg ville ønske, jeg aldrig havde søgt om de penge, og jeg vil ikke opfordre andre til at søge penge i det offentlige, siger han.

Forældre og bedsteforældre har set det meste før, men inden vi trykker på buh-knappen for klicheer, skal vi huske, at DRs nye familieserie "Det forsvundne ravkammer" er for børn. Mange af de kendte film-greb og dramaer i gamle film har de formentlig ikke hørt eller set før. Som 80'er- og 90'er-hittet "Dødbringende våben", der tydeligvis har inspireret til i hvert fald én scene i DRs nye serie.

Kort fortalt handler "Det forsvundne Ravkammer" om, at en skole i Nordvestjylland skal nedlægges, fordi en motorvej skal føres gennem området. Det eneste, der kan redde skolen er, hvis vejen lægges over grunden på det lokale gods.

Niels fra sjette klasse opsøger derfor godsejeren, som afviser ham, men i forbindelse med deres møde kommer Niels på sporet af, at der er en nazi-skat gemt på godset - nede i jorden, hvor lange gange viser sig at være i forbindelse med områdets mange bunkere.

Sammen med vennerne Charly og Tania tager Niels på skattejagt - de tre venner minder om trekløveret i Harry Potter med den modige, den sjove og den kloge - og af omveje slutter Niels' storesøster Nanna, hendes veninde Louise og outsideren Johannes sig til. Nu går den vilde skattejagt under jorden med godsejeren og hans debile og evigt diskuterende sønner i hælene, og undervejs render børnene ind i diverse dødsensfarlige fælder i bedste Indiana Jones-stil.

Ud over at "låne" stort fra kendte film er "Det hemmelige ravkammer" også inspireret af virkeligheden. Under anden verdenskrig stjal nazisterne zarens berømte ravkammer fra Katharinapaladset syd for Sankt Petersborg, og serien leger med, at den mageløse skat er begravet i bunker-systemet.

Det er dejligt, at der bliver proppet lidt historie i de unge hoveder, for historien er som bekendt den største lærebog - eller burde være.

Serien er ikke for de yngste, den anbefalede aldersgrænse er 11 år, eller for børn, der let lader sig skræmme. Dertil er der for mange skeletter, uhygge og tilmed et mord. Men ellers er den oplagt at se sammen som familie. Med en voksen til stede kan man også tale om eventuelle bekymringer med det samme.

Børn, der finder skatte og løser mysterier omgivet af slemme skurke, har fascineret i generationer. Fra de ældre "Jan-bøgerne" og "De fem" til de nyere "Spøgelseslinien" af Dennis Jürgensen og "Det hemmelige detektivburau" af Lone Theils.

Det er den tråd, DR viderefører med "Det Forsvundne Ravkammer".

I  serien er skurken virkelig en dum skid, hans sønner er virkelig dumme - og sjove. De voksne fatter som sædvanlig virkelig ingenting og er ofte virkelig irriterende, mens børnene tilsammen ligner, at de virkelig har alle de nødvendige kompetencer til skattejagten.

De mange gammelkendte overdrivelser giver overspil og er lige rigeligt. Man kunne have nuanceret og også luget ud i de opspærrede øjne, men det går, fordi historien drives godt fremad af et fornuftigt tempo, og fordi der er andre vigtige historier i historien. Som spirende forelskelse, venskaber og værdier - herunder den måde, vi behandler hinanden på. For børnene er ikke ubetinget gode, de disser hinanden, som man siger på nudansk, når man mener nedgøre.

Det er børnenes og de unges skuespil, der fylder mest. De er ude i en krævende omgang med mange replikker og indbyrdes samspil, og indimellem bliver det lidt unaturligt at at lytte til. Til gengæld er deres sprog herligt ungdommeligt og dermed troværdigt.

Også musikken er ungdommelig - den lyder som noget fra MGP - mens det visuelle er en fornøjelse - fra børnenes hjemlige miljøer til både dramatiske og smukke dronefotos af den nordvestjyske kyst.

DR, otte afsnit a ca. 30 min. Kan ses hver aften til og med 17. april. Første afsnit blev sendt 10. april, men kan ses på DRTV. Denne anmeldelse baserer sig på de fire første afsnit. Instruktør og hovedforfatter: Søren Balle.