Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Lørdag gav den ukrainske musiker Sviatoslav Vakarchuk koncert foran banegården i Lviv. Søndag morgen er der meldinger om eksplosioner i nærheden af byen. Foto: Sodel Vladyslav/Reuters/Ritzau Scanpix

Krigen i Ukraine bevæger sig mod vest

Godmorgen og velkommen til søndagens nyhedsoverblik fra Avisen Danmark.

Søndag morgen er en ukrainsk militærbase i Javoriv nær den polske grænse blevet bombet af russiske missiler.

Det oplyser den militære administration i byen Lviv ifølge avisen The Guardian.

Målet har angiveligt været Ukraines Internationale Center for Fredsbevarelse og Sikkerhed, hvor landet træner soldater til fredsbevarende opgaver. Den ligger omkring 25 kilometer fra Polens grænse.

Samtidig oplyser flere øjenvidner til blandt andre BBC, at der er hørt eksplosioner i den vestlige by Lviv, som mange ukrainerne er kommet gennem på deres flugt mod Polen.

Lviv har indtil videre været forskånet bomber og kampe under den russiske invasion, der blev indledt 24. februar.

Angrebene i vest er ifølge Kristian Lindhardt, major og militærforsker ved Institut for Strategi og Krigsstudier, en løftet pegefinger til Nato og vesten.

- Rusland sender et signal til Vesten om, at "I skal passe på med at sende for meget militærhjælp til Ukraine". De har også været ude og sige til USA, at de skal stoppe det, og nu viser de så, at de mener det, siger han til TV 2.

Danmark til møde i forsvarssamarbejde

Imens Rusland fortsætter offensiven i Ukraine, mødes Danmark med ni øvrige nordeuropæiske lande i forsvarssamarbejdet Joint Expeditionary Force.

Det er Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, der er vært for mødet, som finder sted tirsdag.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters ifølge Ritzau.Joint Expeditionary Force består udover Danmark og Storbritannien af de nordiske og baltiske lande samt Holland.

På mødet skal deltagerne drøfte nye måder at ramme den russiske økonomi, hjælp til genopbygningen af Ukraine efter krigen og flere fælles militærøvelser i Østersøen og Nordatlanten, lyder det fra den britiske premierministers kontor.

- Den europæiske sikkerhed er blevet rystet af Ruslands angreb på Ukraine, og sammen med vores partnere vil vi tage skridt for at sikre, at vi bliver stærkere og mere forenede end før, udtaler Boris Johnson i en erklæring.

Frankrig giver tilskud til dyrt brændstof

Det er ikke kun i Danmark, at brændstofpriserne er på himmelflugt.

Priserne stiger også i Frankrig, og det får nu den franske stat til fra april at give subsidier til benzin for at forsøge at holde prisen nede.

Fra april og fire måneder frem giver staten et tilskud på 15 cent per liter brændstof, oplyser den franske premierminister, Jean Castex, til avisen Le Parisien.

Det skriver Ritzau.

Ordningen vil ifølge premierministeren koste de franske skatteydere omkring to milliarder euro, men han håber samtidig, at olie- og benzinselskaberne er flinke og sænker brændstofpriserne for forbrugerne yderligere.

Det var nyhedsoverblikket for i dag, men der er god grund til at blive hængende lidt endnu.

Så får du nemlig fire gode historier fra dagens udgave af Avisen Danmark.

Billede af Mikael Dynnes Holmbo
Billede af skribentens underskrift Mikael Dynnes Holmbo Journalist

Få Dagens Danmark læst op her

Coronaen  omdannede mange hjem, til arbejdspladser. På grund af den aktuelle energisituation, bør det ske igen, mener fagforeningen og A-kassen ASE. Arkivfoto: Morten Stricker

Fagforening vil bruge corona-våben mod energikrisen: Send alle på hjemmearbejde

På grund af den øjeblikkelige energi- og prissituation opfordrer Den tværfaglige fagforening og arbejdsløshedskasse ASE regeringen til straks at genindføre hjemmearbejde i den offentlige sektor og digitale møder i jobcentre og a-kasser. Samtidig opfordres regeringen til at anbefale den private sektor at gøre det samme.

- Regeringen kan bidrage til at sænke landets transportomfang og dermed energibehov ved genbrug af en række indsatser, vi allerede har afprøvet gennem Corona-krisen, siger ASEs direktør Karsten Mølgaard Jensen.

Under corona-pandemien arbejdede danskerne i stort omfang hjemme og mødtes digitalt for at mindske smittespredningen.

- Det bør vi gøre igen, denne gang for at mindske energiforbruget, siger Karsten Mølgaard Jensen.

Hverken HK, Dansk Erhverv eller organisationen Små og Mellemstore virksomheder støtter tanken om at påbyde hjemmearbejde. Det har danskerne fået nok af gennem to års pandemi, mener de.

Det samme mener beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.

- For nuværende mener jeg ikke, at svaret er at tvinge medarbejderne hjem i stuerne igen, siger han.

Hjemmearbejde bør også være våbnet mod den aktuelle energi- og priskrise, mener A-kassen og fagforeningen Ase. Nej tak, det har vi haft rigeligt af, lyder det fra andre aktører på arbejdsmarkedet.

Energikrise: Kunne vi klare to år med masser af hjemmearbejde på grund af coronaen, kan vi også klare en omgang mere, hvis det kan sænke omfanget af transport og dermed det krise- og prisgalopramte energiforbrug.

Det mener direktør i den tværfaglige fagforening og arbejdsløshedskasse ASE, Karsten Mølgaard Jensen. Han opfordrer regeringen til straks af genindføre hjemmearbejde i den offentlige sektor og digitale møder i jobcentre og a-kasser. Samtidig opfordrer han regeringen til at anbefale den private sektor at gøre det samme.

- Danskerne arbejdede hjemme og mødtes digitalt under corona-krisen. Det bør vi gøre igen under energikrisen. Vi er nødt til at gøre noget for at mindske den negative påvirkning af, at energi- og forbrugspriserne drøner mod himlen. Energiforbruget skal mindskes, siger Karsten Mølgaard Jensen.

Det eneste, der skal til, mener han, er, at regeringen giver grønt lys til det samme hjemmearbejde, der skulle hindre smittespredningen.

- Urimelig regning

Det er beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) ikke enig i. Han har de seneste dage opholdt sig Californien, hvorfra han kommenterer ASE-forslaget pr. email:

- For nuværende mener jeg ikke at svaret er at tvinge medarbejderne hjem i stuerne igen her, skriver han.

ASE får heller ikke opbakning hos de organisationer på arbejdsmarkedet, som Avisen Danmark har talt med.

I fagforeningen HK, der har medlemmer beskæftiget i både den offentlige og private sektor, advarer næstformand Mads Samsing mod at følge opfordringen fra ASE. Det gør han af to grunde:

For det første giver hjemmearbejde lønmodtageren højere udgifter til varme og el, som i forvejen oplever prisstigninger, der sætter reallønnen under pres.

For det andet er de forskellige arbejdspladser lige nu i gang med at genopbygge det kollegiale fællesskab efter to års hjemmearbejde.

- Det er urimeligt, hvis regningen på den måde sendes til lønmodtagerne. Og lige netop i den situation, verden befinder sig i, er der i høj grad brug for det kollegiale fællesskab, hvor vi kan tale med hinanden om de bekymringer, som formentlig alle gør sig lige nu. Den slags har man i hinandens nærvær, ikke fra hver vores skærmplads derhjemme, siger Mads Samsing.

Til gengæld bifalder han ideen om lediges digitale møder med jobcentrene.

- Det har ikke noget med den aktuelle krise at gøre. Der er generelt ingen grund til, at ledige skal have udgifter på at transportere sig fra sted til sted for noget, der kan klares digitalt, siger han.

- Hjulene skal holdes i gang

Jakob Brandt, der er direktør i SMV, organisation for landets små og mellemstore virksomheder, siger fra overfor tanken om et påbud.

- Påbud om hjemmearbejde har danskerne fået nok af, siger han.

Jakob Brandt mener, at erfaringen gennem de seneste to år har været, at nok har man kunnet kunnet drive virksomheder med hjemmearbejde, men den innovative og udviklende del har været mindre, end den ellers ville have været.

- Her er det ikke alt, der kan klares digitalt, men kræver fysisk fremmøde. Vi skal reducere energiforbruget, men vi skal også holde hjulene i gang, siger han.

- Ikke den store forskel

Ifølge chefkonsulent Pernille Taarup i erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv har mange virksomheder allerede øget brugen af hjemmearbejde. Samtidig gør hun opmærksom på, at tidligere analyser viser, at over halvdelen af danskere i arbejde ikke kan løse deres arbejdsopgaver hjemmefra.

- Alle ideer er velkomne, men lige nu er der behov for at være sammen på arbejdspladsen, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)

- Det kræver meget af ledelse og medarbejdere at skifte frem og tilbage mellem retningslinjer for hjemmearbejde, det så vi under coronaen.

- Ingen ved, hvor lang tid den aktuelle situation med højere brændstofpriser vil vare, så umiddelbart vil en opfordring til øget brug af hjemmearbejde nok ikke gøre den store forskel i forhold til virksomhedernes ageren, siger Pernille Taarup.

Ministeren: - Vi har brug for at være sammen

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard henviser til , at regeringen sammen med et flertal af Folketingets partier blev enig om en række nye regler for hjemmearbejde. De giver en øget fleksibilitet for mange, og i sig selv få flere til at arbejde hjemmefra, lige som digitale samtaler efter seks måneders ledighed er blevet muligt. Det er regeringen lige nu i gang med at undersøge effekten af.

- Efter coronakrisen har danskerne mere end nogensinde før brug for at være sammen igen uden en skærm imellem sig.

- Når det så er sagt, er jeg enig i, at vi fra Danmarks og EU’s side er nødt til at gøre alt, hvad vi kan for at frigøre os fra russisk gas. Og her er der behov for at vi tænker i alternative baner. Derfor er er alle gode forslag også mere end velkomne, skriver Peter Hummelgaard i sin email-reaktion på ASE's opfordring.

Brug for særlig indsats

A-kasse-direktøren, Karsten Mølgaard Jensen, erkender, at mange slet ikke trives ved tanken om, at de igen skal arbejde hjemme, og at mange har brug for at mødes fysisk. Omvendt, mener han, har det også givet kæmpe fordele, for nogles vedkommende, ikke at skulle bruge halvanden til to timer hver dag på at komme til og fra arbejde

Buschaufføren kan ikke sidde hjemme i stuen og køre sin rute, det ved jeg godt. Men dér, hvor det er muligt at arbejde hjemme, bør vi gøre det

Karsten Mølgaard Jensen, fagforeningen og A-kassen ASE

Uanset fra hvilken vinkel, man anskuer det, mener han, at der her og nu er grund til at gøre en særlig indsats.

- Det gælder selvfølgelig kun, hvor det er muligt. Buschaufføren kan ikke sidde hjemme i stuen og køre sin rute, det ved jeg godt. Men dér, hvor det er muligt at arbejde hjemme, bør vi gøre det.

- Det bør vi af hensyn til økonomien hos den enkelte, hvor især de ledige, der skal transportere sig rundt for at møde i jobcentrene, ikke har for meget at rutte med. Og det skal vi af hensyn til den aktuelle energisituation, siger Karsten Mølgaard Jensen.

Den 28. februar forlod Mads-Emil Longhi sin lejlighed i Vejle og kørte mod Ukraine. Den 1. marts meldte han sig ind i den ukrainske hær. Den 8. marts vendte han snuden mod Danmark igen. Det lyder måske som et nederlag, men for Mads-Emil var det en sejr. Få hele historien som han har fortalt den til Avisen Danmarks journalist Emil Jørgensen, der kørte ham til krig - og hentede ham hjem fra den igen. Foto: Emil Jørgensen

Han var klar på krig, men til sidst flygtede en dødsangst Mads-Emil fra Ukraine: På vejen hjem lagde han kortene på bordet og fortalte om sit gamle liv som professionel fupmager

Hvis du har læst Avisen Danmark i løbet af den seneste uges tid, har du hørt om Mads-Emil Longhi. Den 25-årige mand fra Vejle, som meldte sig til tjeneste i den ukrainske hær - og stak halen mellem benene en uge senere. Bag rattet - på vej i krig og på flugt fra krig - sad vores reporter Emil Jørgensen. På to køreture tværs igennem Europa har Mads-Emil åbnet op om alt; sin egen blakkede fortid, sin motivation for at drage i krig, mediernes rolle i det hele, fremmedlegionens forfatning, grunden til at han nu er vendt tilbage til Danmark.
Nu fortæller vi hele historien om vejlenseren, der troede, han skulle rette op på fortidens fejl ved at blive soldat i et fremmed land - men endte med at finde mening et helt andet sted.

Engang svindlede han familiefædre på nettet og levede i en hashtåge. Alene. Men Mads-Emil Longhi flygtede ud af sit liv ved at drage i krig i Ukraine for at gøre en forskel. Men det, han fandt på en militærbase i det vestlige Ukraine, var et retningsløst kaos, og i mandags tog han sit gode militærtøj og flygtede ud - sammen med 15 andre. Søndag blev 30 missiler affyret mod netop den base og mindst 35 blev dræbt og 134 såret. I mellemtiden var Mads-Emil nået sikkert til Danmark, og på vejen ud - med et ukrainsk barn på skødet - fandt han endelig en mening. Det her er den fulde historie om den 25-årige vejlenser Mads-Emil Longhi, som han selv har fortalt den til journalist Emil Jørgensen på to køreture tværs igennem Europa.

Retur: På en parkeringsplads i Polen står Mads-Emil Longhi og fryser.

Tunge snefnug falder fra den mørke himmel, mens bus på bus på bus holder ind med nye læs af ukrainske kvinder og børn på flugt. Kufferter rulles igennem sjap. Mennesker ligger i en stor fugtig hal, hvor hundredvis af madrasser er spredt ud på gulvet.

Vi befinder os i Korszowa i Polen fem kilometer fra den ukrainske grænse på en art improviseret nødhjælpsbanegård.

I dette kaos af tragedier er Mads-Emil nem at få øje på. To meter høj, sort bandana om håret og camouflagejakke. Den 25-årige dansker ligner stadig mere en soldat, end han ligner en flygtning.

Syv dage og 10 timer er gået, siden satte jeg Mads-Emil af få kilometer herfra.

Med skælvende knæ gik han ind i Ukraine for at melde sig til kamp mod russerne. Dybt inde i en skov skrev han under på en kontrakt med den ukrainske fremmedlegion. Boede i en iskold barak, hvor ingen vidste, hvad planen var. Eller hvornår våbnene kom.

Han var omgivet af norske rockere, danske autister og britiske stofbrugere med russisk blod i årerne. Alle i ukrainske uniformer. Alle uden militærerfaring.

Om natten drømte Mads-Emil om russiske mareridtsraketter, indtil han blev vækket af sirener og måtte søge tilflugt fra virkelighedens missiler. Det blev for meget. Sammen med 15 andre - blandt andet de ukrainske officerer som skulle have trænet fremmedlegionen op - forlod han basen. Forlod landet.

Klokken lidt over 5 onsdag morgen samler jeg Mads-Emil op på en parkringsplads i Polen. På det tidspunkt har han brugt det meste af natten på at krydse grænsen fra Ukraine - sammen med frygteligt mange ukrainske kvinder og børn. Foto: Emil Jørgensen

Nu sidder han her i min gamle Citröen Xantia, fordi jeg gav ham et løfte: "Hvis du fortryder, er citronen, og jeg aldrig mere end 15 timer væk".

Hans brune hårpragt er barberet af, men ellers ligner han sig selv. De lange tynde ben bøjet sammen foran handskerummet, de stikkende blå øjne, der flakker lidt, mellemrummet mellem fortænderne og det sarkastiske grin, som aldrig er langt væk.

Men noget ved Mads-Emil er forandret. Han siger, at det hele "giver mening" og fortæller om en oplevelse, han havde i nattens frosne timer. I menneskekøen til Polen delte han slikkepinde ud til børn. Imens de stod der - tusindvis af mennesker i mange timer - muntrede han en lille dreng op. Viste ham et Bamse og Kylling-klip fra Youtube på sin mobiltelefon. Mads-Emil spredte smil.

- Man skal have set ukrainernes blikke for at forstå den følelse, jeg har. Jeg ved, hvad jeg vil nu. Jeg vil hjælpe andre mennesker, siger Mads-Emil, mens vinduesviskerne fejer sne væk fra forruden.

Han når at mumle, at han snart er tilbage i Ukraine igen - som flygtningehjælper - før han besvimer af træthed.

I Ukraine har Mads-Emil sovet i en råkold barak med mareridt om missiler. Med konstant dødsangst og feber. Da han kommer ind i Citröen Xantia'en med kurs mod Danmark, forsvinder han hurtigt ind i en udmattet søvn.. Foto: Emil Jørgensen

GPS’en siger 14 timer til Danmark. Der er god tid til at finde ud af, hvad det er, der er sket med Mads-Emil.

Og hvis du - kære læser - bliver hængende på turen, venter der dig en historie med snørklede omveje og uoplyste stier. En fortælling om bedrageri, ensomhed og voldsomme mængder hash. Om den ukrainske fremmedlegion, som Danmarks statsminister giver grønt lys til at danskere melder sig ind i. Om en ung mand fra Vejle, som er blevet tygget igennem af de danske medier. Om at finde sig selv.

Danskere, som overvejer at gå i krig, skal vide, hvad de går ind til. Og jeg har lyst til, at folk forstår, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde. Så nu fortæller jeg min historie til dig og kun dig. En gang for alle - og for sidste gang.

Mads-Emil Longhi

Mediemøllens sorte hul

Jeg kører mod daggry, mens sneen fyger mod ruden. Bag de hvide partikler er den polske motorvej svær at ane, så jeg holder mig under 90 kilometer i timen.

Mads-Emil sover lydløst, selvom det også stormer i mobiltelefonen i lommen på ham. Journalister fra TV2, Danmarks Radio og en masse andre medier vil have fat i ham.

På vej i krig og på vej ud af krig har han hamret sømmet i bund igennem mediestormen. Ladet sig interviewe. Set sine ord blive kondenseret ned til en størrelse, som han siger, han har svært ved at genkende.

På en rasteplads i Polen, hvor farven på min bils tag hurtigt går fra sølvgrå til hvid, viser han mig en nyhed på Facebook med en skarp overskrift: “Mads ville kæmpe i Ukraine - nu giver han op og vil hjem.”

- Det var aldrig mit ønske, at jeg skulle i ildkamp. Når jeg sagde, at jeg ville “hjælpe Ukraine”, var det ikke nødvendigvis med et gevær i hånden, siger Mads-Emil.

Han står med et lidende udtryk i ansigtet og en smøg mellem fingrene. I et par sekunder kigger vi i hver vores retning.

Mads, du er taget af sted i camouflagefarvet tøj med en samling krigsparate mennesker. Du skrev under på en kontrakt med den ukrainske hær. Du har sagt, at du var klar til at ofre dit liv.

Han nikker med lukkede øjne.

- Men jeg forsøgte også at gentage i mange interviews, at jeg ikke tog af sted for at stå i forreste geled med en AK47. Men medierne ville ikke have den dybere forklaring. De ville have den lette forklaring. Den om at "kæmpe for demokratiet", siger han med en både træt og desperat klang i stemmen.

Vi tanker bilen op med rekorddyr benzin og tanker maverne op med zurek - en klar, polsk surdejssuppe med æg og pølsestykker i. Præcis samme ret fik vi på vej i krig for en uge siden. Den morgen kastede Mads-Emil op i rastepladstoilettet, fortæller han mig nu. Kort tid efter lavede jeg et radiointerview med ham på bagsædet, før TV2 hev ham ud af min bil og sendte ham live igennem til News-studiet.

Sådan så Mads-Emil Longhi ud tirsdag den 1. marts. På vejen til den ukrainske fremmedlegion blev hans sidste måltid en polsk surdejssuppe, som han brækkede op igen. Efterfølgende fik han lov til at sige til både Avisen Danmark og TV2, at han skulle "ned at kæmpe for demokratiet". Men det var den skarpvinklede virkelighed. Nu - på vej hjem - fortæller han hele sandheden. Foto: Emil Jørgensen

Nu sidder han igen overfor en journalist, men denne gang har Mads-Emil allerede afgjort sin pressetaktik.

- Danskere, som overvejer at gå i krig, skal vide, hvad de går ind til. Og jeg har lyst til, at folk forstår, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde. Så nu fortæller jeg min historie til dig og kun dig. En gang for alle - og for sidste gang.

En fremmedlegion af amatører

Historien starter, hvor den sluttede i sidste uge: Ved den polsk/ukrainske grænse tirsdag den 1. marts omkring klokken 19 om aftenen. Rekonstruktionen er baseret på Mads-Emils ord.

Mads-Emil første oplevelse i Ukraine er at blive glemt på en tankstation. Han bliver ikke samlet op, som det ellers var aftalt med fremmedlegionen.

Først flere timer senere - efter mange telefonopkald - kommer der en mand i en gammel bil. De kører dybt ind i en skov og passerer mørklagte bygninger med vagter ude foran. Ingen taler engelsk, men i et stort telt får han serveret makaroni med helstegt pattegris, og det smager fantastisk.

Ved 23-tiden introduceres han for en nordmand ved navn Damian, som til daglig er advokat. Han ankom to dage forinden og er nu en art leder for deres bataljon. Han fortæller dem, at de skal holde sig tæt op ad bygningerne, hvis de vil ryge cigaretter. Ellers bliver de skudt.

Mads-Emil indlogeres i en gul betonbygning med skriften "hostel 1" på. Han får en køje, hvor han ligger og klaprer tænder, fordi det er så koldt.

Lyden af andre danskere vækker ham den næste dag. Brian, som ligner en familiefar, er her, fordi hans kæreste bor i Kyiv. De spiser morgenmad, og Mads-Emil har en god fornemmelse. Sammenholdet spirer allerede.

En skaldet ukrainsk oberst i sort T-shirt og sort læderjakke forklarer gruppen, at de vil blive betalt den samme løn som enhver anden ukrainsk soldat.

- Vi gør det ikke for pengene, råber danske Brian og får af vide, at man aldrig afbryder obersten.

Mads-Emil mærker et sus i kroppen, da han skriver under på kontrakten med den ukrainske hær. Han binder sig for tre måneder og får som tak udleveret ukrainsk militærtøj. Der er kun to størrelser - og ingen bælter - så i dagevis holder han bukserne oppe med hænderne.

Våben får de ikke, men på dag to får de et kursus i at skille en AK47 ad. En 20-årig tysker med kort, krøllet rødt hår ryster så meget, at han dårligt nok kan holde geværet, og kursuslederen ser mærkelig ud i ansigtet.

Flere gange om dagen går luftalarmen. Så løber de alle sammen udenfor og kaster sig ned i en nyopgravet skyttegrav i skoven.

Onsdag bliver til torsdag, og torsdag bliver til fredag, og endnu aner ingen, hvad de skal. Eller hvem der har ansvaret.

- Der kommer snart nogle og træner jer, får soldaterne-in-spe at vide.

På basen er der en hæveautomat, så tiden slås ihjel med hasardspil. I et andet hjørne bliver der lavet barbersalon, og i et tredje bliver der spillet høj musik. Stoffer florer også, går det op for Mads-Emil. Han ser folk med joints bag øret og kokain i mobilcoveret.

Vejlenserens personlige alarmklokke bimler for alvor, da han bliver bedt om at bygge basens kommandocentral. Hele enhedens digitale sikkerhedssystem.

Med fire andre frivillige, der ligesom Mads-Emil har sagt, at de “ved noget om computere”, får de syv gamle Thinkpads og et kreditkort med rigtig mange penge på. En million euro får de at vide.

For at gardere sig mod de russiske hackere, køber de den dyreste VPN, de kan finde (2.000 euro). Mads-Emil køber også Office-pakken, fordi han bliver bedt om at lave en PowerPoint med oplysninger om basens medlemmer. En liste, som bare vokser og vokser - både i antal og psykopatfaktor.

En norsk rocker med lædervest og rygmærke fra banden Sicario Nomads taler om at "voldtage og dræbe russiske børn". Han taler også om de nordiske guder, og han beder om lov til at ofre en ged.

En dansk autist med langt fedtet hår sidder ude i badet med tøj på uden at tænde for bruseren. Han stirrer bare ind i flisevæggen.

En australsk elitesoldat, som af en eller anden grund er havnet her blandt de utrænede, taler om alle de talibankrigere, han har slået ihjel ved at spore deres mobiltelefon.

Mange er krigsliderlige. Det handler ikke om at hjælpe den ukrainske befolkning, det handler om at få et våben i hænderne og plaffe mennesker, mener Mads-Emil.

Fortidens fusker

Her bryder jeg ind historien.

Hvad med dig selv?

Udenfor er sneen smeltet væk og noget, der ligner forår, er brudt igennem skyerne. Vi kører forbi nåletræer, vejskiltene står stadig på polsk, og Mads-Emil må bede om spørgsmålet igen.

Har du ikke også selv været drevet af krigsturisme?

Han kigger ned mod vejen under os, mens han svarer.

- Nej. Jeg tog dertil for at hjælpe. Og det er en række personlige valg, som førte mig dertil.

Han sænker sine brede skuldre og suger luft ind. Nu er vi der igen. Ved den mentale bagage.

I sidste uge røbede Mads-Emil sine hemmeligheder. De fejltrin, som ledte ham frem til krigen. Jeg udpenslede dem ikke i avisen. Det gør jeg nu.

Mads-Emil har været professionel bedrager. Han har løjet for familier, venner og kærester. Han er flyttet fra by til by og har fundet på nye historier. I Slagelse satte han sig ned på Syddansk Universitet med en anatomibog foran sig. Fotograferede det og lagde det op på sociale medier. Han ville bilde folk ind, at han læste medicin, selvom han aldrig har færdiggjort gymnasiet.

Han har også udgivet sig for at være lækre kvinder. Oprettet datingprofiler på nettet, narret ældre mænd til at sende nøgenbilleder af dem selv. Afpresset mændene for penge, hvis ikke deres koner og børn skulle se dem med erigeret lem.

Ejendomsmægler har Mads-Emil også spillet. Stressede og desperate unge boligsøgende i København blev narret til at overføre halve depositummer for lejligheder, som de endnu ikke havde set. Og som de aldrig kom til at se, for de fandtes ikke.

Svindlen gjorde, at Mads-Emil altid havde sedler mellem hænderne. Altid gav flasker i byen.

- Udadtil var alt godt. Jeg er en ung flot fyr med masser af penge. Jeg studerer det og det, jeg arbejder der og der. Men det hele var en løgn, siger han, mens vi kører med polske marker på begge sider.

Løgnen indhentede ham. Kæresten slog op, politiet knaldede ham for databedrageri paragraf 279, forældrene kunne ikke se ham i øjnene. Spejlbilledet var også svært for ham selv.

For at lægge låg på følelserne begyndte Mads-Emil at ryge hash. Efter sine tre måneder i Sønder Omme Statsfængsel røg han endnu mere. I de værste perioder røg der 10 gram hash på to dage.

En måned gik, uden at han snakkede med et andet menneske. Pludselig var der en krig i fjernsynet. Forfærdelige billeder af murbrokker, kvinder på flugt og barnegråd. Ukraine.

Jeg hiver ham igen ud af historiefortællingen og tilbage i bilen.

Hvorfor fortæller du mig alt det her?

Han slår ud med armene og kigger på mig, som om jeg har sagt noget fornærmende.

- Fordi det er min historie, svarer han og tilføjer:

- Når først du accepterer, at det har været en del af dit liv, føles det som en kæmpe byrde, der løftes fra dine skulder.

Mads-Emil er i gang med at hudflette sig selv, fordi han ønsker at lægge fortiden bag sig. Men også fordi historien forklarer, hvorfor vi sidder her nu.

Fredag 25. februar besluttede Mads-Emil, at han måtte reagere på den krig, han så i fjernsynet. Han rejste sig fra sin sofa. Ringede utålmodigt til venner for at høre, om de skulle køre ned og hjælpe flygtninge. Men det gik for langsomt.

Han faldt over et Facebook-opslag. Mænd fra Bjerringbro ville køre i krig. Om to dage. Og Mads-Emil, der har aftjent sin værnepligt som gardehusar, tog med.

Nu ser han sig selv i min siderude på vej retur.

- Jeg ville vise, at hvis selv Mads - en kriminel hashryger - kunne gøre en forskel, så kunne alle gøre en forskel, siger han.

- Var det en forhastet beslutning? Det var det nok. Var det den forkerte beslutning? Det var det nok. Men i mindste kan jeg nu fortælle om, hvad fanden, det er, der foregår dernede, siger han.

Mads-Emil Longhi (t.v.) og journalist Emil Jørgensen (t.h.). Foto: Lasse Sandborg

Var det en forhastet beslutning? Det var det nok. Var det den forkerte beslutning? Det var det nok. Men i mindste kan jeg nu fortælle om, hvad fanden det er, der foregår dernede.

Mads-Emil Longhi

Farvel til fremmedlegionen

Tavsheden tilter ind i bilen, så lyden af motorvej bliver dominerende. Mads-Emil er udmattet, det samme er jeg. Vi har brug for en interviewpause.

P1-programmet Verden ifølge Gram bliver sat på, og Mads-Emil har åben mund og lukkede øjne, før værten Steffen Gram har præsenteret sine gæster.

- Da FN's 193 medlemslande skulle stemme for eller imod Ruslands krig i Ukraine stemte bare fem lande med Rusland, 35 undlod at stemme - mens 141 lande stemte mod Putin og krigen. Så hvem skal påvirke Putin? spørger Steffen Gram.

Mads-Emil Longhi har ikke været guds bedste barn. Han har løjet og bedraget, begået økonomisk kriminalitet, siddet i fængsel. Han har haft et usundt hashforbrug. Han har været isoleret og ensom. Indtil han så en krig i fjernsynet, som hans øjne næsten ikke kunne bære. Vejlenseren tog affære, tog afsted og brændte nallerne på krigen. Men undervejs lærte han også noget om sig selv. Foto: Emil Jørgensen

En time senere erstattes taleradioen af Jurassic 5’s svingende hip hop-vers, og Mads-Emil vågner igen.

- Hold kæft, hvor var det kedeligt, siger han og griner.

Storpolitik interesserer ham ikke. Alligevel er han endt som førstehåndskilde fra kanten af den krig, som hele verden taler om. Først som indskrevet soldat, siden som flygtning.

Og nu er vi tilbage i fortællingen om fremmedlegionen. I Mads-Emils historie.

Det er søndag 6. marts, fire dage efter han skrev under på en kontrakt med hæren, og Mads-Emil bliver mere og mere bekymret. Over typerne han omgives af. De ukrainske ledere, som ikke er tilstede. Spørgsmålene til planen, som fortsat blafrer i den frosne ukrainske forårsvind.

Mest af alt har han mareridt om russiske missilangreb.

De efterhånden hundredvis af mænd, som er strømmet til fra hele verden, har fået ordrer på, at de ikke må bruge deres mobiltelefoner. Opdateringer på Instagram og Facebook er livsfarlige, for russerne kan bruge dem til at lokalisere basen. Alligevel går folk konstant med snotten i deres telefoner. Der er lejrskolestemning, fortæller vejlenseren.

En militærbase få kilometer fra dem jævnes med jorden af russiske missiller. Mads-Emil føler sig som kanonføde. Ubrugeligt kanonføde, som ingen forskel gør for nogen. Han bliver syg. Feber og dårlig mave. Basen har ingen medicin, og efterhånden er der så mange mennesker i barakken, at folk sover i soveposer på badeværelsesgulvet.

En stemme i Mads-Emils baghoved bliver ved med at sige det samme: “Du dør om lidt. Hvis ham derovre ikke stopper med at bruge sin mobiltelefon, bliver du dræbt.”

Mandag 7. marts er der to ukrainske officerer, som forlader basen. Det samme gør den 25-årige dansker. Han afleverer sin uniform og får kontrakten revet over.

16 mand forlader basen. Alle de andre drager ind i landet. Mod Kyiv. Mod krig. Mads-Emil søger mod Polen.

- Det er skræmmende, at Ukraine inviterer alle - også dem uden militærerfaring - til at komme og hjælpe, når de ikke har styr på en skid. Var vi der bare for pr? For at give et godt image? De aner ikke, hvad vi laver, de aner ikke, hvem der kommer ind på basen, siger Mads-Emil.

Med sine ord tramper han rundt i international storpolitik, og nu adresserer han også Danmarks statsminister: "Aner Mette Frederiksen, hvad det er for en hær, som mere end 100 danskere har ladet sig indlemme i?".

Der var ikke engang gået en uge. Var du ikke bare for utålmodig?

- Der var ingen, som gad træne os. Der var ingen, som prioriterede os. Vi gjorde ingen forskel.

Med på turen til den ukrainske grænse og tilbage igen var Lasse Sandborg (t.h.) og Karl Johan Holmgaard (t.v.). Jeg skulle holde foredrag på min gamle højskole Rødding Højskole tirsdag morgen, og da der uventet kom bud fra Mads-Emil Longhi i Ukraine, gav jeg buddet om at komme med på turen til to højskoleelever. Lasse og Karl Johan sprang til - og blev uundværlige på den lange rejse. Foto: Emil Jørgensen

Den meningsfulde afslutning

Vi kommer tættere og tættere på Danmark. Mads-Emil er i gang med at bevæge sig fra et land, hvor civile bliver bombet ihjel på hospitaler til et land, hvor vi diskuterer stigende inflation. Den surrealistiske fornemmelse forstærkes af, at vi tilsyneladende er kørt fra én årstid ind i en anden. Frostgrader og snestorm er blevet erstattet af fuglefløjt og bragende sol, så vi må lade jakkerne blive i bilen.

Noget er blevet mere og mere tydeligt for mig: Mads-Emil er glad.

Tastaturkrigere i hjemlandet peger fingre af hans korte "ferie" i Ukraine. Ord som "fiasko", "pinligt", "forkælet" og "nederlag" bliver brugt om hans tur.

Sådan ser hovedpersonen det ikke selv.

- Det her er en sejr for mig rent personligt, siger han.

Mads-Emil Longhi siger, at han er en forandret mand. Oplevelserne i Ukraine - og følelsen af at gøre en forskel for nogen - har hjulpet ham med at bryde ud af sin onde cirkel. Foto: Emil Jørgensen

Det handler om det, der er sket i nat på vej ud af Ukraine. Oplevelsen med Bamse og Kylling, slikkepinde og ukrainske børn på skødet i den lange kø af mennesker på flugt.

- Jeg ved godt, at det hurtigt kan komme til at lyde helt forkert, siger han.

- Men følelsen af at give dem et smil på læberne - bare i et kort øjeblik - det var ubeskriveligt. Den følelse har jeg brug for at jagte igen, for den var 10 gange federe end alle rejserne og festerne for stjålne penge.

Han viser mig billeder fra sin mobiltelefon. Et selfie med en ukrainsk dreng og hans mor. En pige, der sidder og kæmper for at holde hovedet oppe. Børn med forgrædte ansigter.

- Jeg ved godt, at jeg ikke skal have Nobels Fredspris for at dele slikkepinde ud. Men for første gang i rigtig, rigtig lang tid har jeg gjort noget, jeg er stolt af, siger han.

Ordene flyder ud af ham i det, der ligner en direkte strøm fra tanke til mund.

- Det får mig til at indse: "Shit, hvor har du været egoistisk, Mads".

Han fortæller, at han tror på Gud. At ting sker af en grund. At han har fundet et kald. Fundet det indhold, han manglede.

- Jeg vil gerne tilbage til Ukraine og hjælpe. Men på sigt behøver det ikke være ukrainske børn. Det kan også være folk i Danmark, som har det hårdt. Jeg vil gerne bruge mit liv til at gøre noget godt. Alt det her har vist mig, at jeg kan være noget andet end det, jeg troede, jeg var, siger han.

Det lyder som en smuk slutning på en usædvanlig rejse. Hjem-ude-hjem-fortællingen i dens pureste form.

Men også nærmest for godt til at være sandt.

Mads, du har lige fortalt om alle de forskellige udgaver af dig selv, du har opdigtet. Du har levet af fup og bedrag. Hvorfor skal vi tro på dig nu?

Han fnyser og lægger på hovedet på skrå. Skubber næsen op mod panden. Han ser såret ud. Tænker sig om i fem sekunder.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, siger han og holder endnu en kunstpause.

- Jeg har serveret mine mørkeste hemmeligheder for dig og dine læsere. Det ville jeg ikke gøre, hvis ikke jeg mente alt det her.

Hvorfor sidder du så her? Hvorfor blev du ikke dernede og hjalp?

Han slår armene ud og lader dem klaske ned på låret.

- Fordi jeg tog afsted uden kreditkort og uden ret meget tøj. Jeg troede, jeg skulle ned og være soldat. Hvordan skulle jeg kunne hjælpe nogen dernede, når jeg ikke engang kan hjælpe mig selv? Jeg har brug for at komme hjem og lægge en plan.

Stemningsbillede fra de sidste timer i bilen. Fra Sønderjylland til den polsk/ukrainske grænse og tilbage igen er der cirka 3.000 kilometer. Turen tager ifølge Google Maps 14 timer hver vej. Citröen Xantia'en var tilbage i Danmark 30 timer efter, at den forlod landet. Foto: Emil Jørgensen

Jeg vil gerne tilbage til Ukraine og hjælpe. Men på sigt behøver det ikke være ukrainske børn. Det kan også være folk i Danmark, som har det hårdt. Jeg vil gerne bruge mit liv til at gøre noget godt. Alt det her har vist mig, at jeg kan være noget andet end det, jeg troede, jeg var.

Mads-Emil Longhi

Afskeden i Vejle

Vi holder ind ved Vejle Station klokken 22 onsdag aften. 15 timer efter at Mads-Emil satte sig ind i bilen, 34 timer efter at jeg selv startede turen.

Han tager hjem til en ven og sover. En "som er god at snakke med". På samme måde, som jeg gjorde for en uges tid siden, sidder jeg i bilen og ser ham blive mindre og mindre, som han går henover pladsen foran Vejle Station.

En forvandlet fusker - på vej mod et nyt liv?

Sådan er historien blevet til

  • Mandag den 28. februar koblede Avisen Danmarks reporter Emil Jørgensen sig på en biltur fra Bjerringbro til Ukraine, som han havde læst om på Facebook. Herboende ukrainere og et par danskere ville i krig, og Emil fulgte dem i sin Citröen Xantia. Han arrangerede ikke turen, men han tilbød, at der godt måtte sidde mænd i hans bil til den polske grænse. TV2 Echo var også med i egen bil.
  • Mads-Emil Longhi blev samlet op i Vejle af en anden bil, og Emil Jørgensen mødte ham først i Polen. I de sidste seks timer til den ukrainske grænse sad Mads-Emil i Citröen Xantia’en og gav mere eller mindre klart udtryk for, at han ikke havde lyst til at gå i krig. Han blev tilbudt et lift hjem igen, men valgte at fortsætte ind i Ukraine tirsdag den 1. marts.
  • Over SMS lovede Emil Jørgensen, at han ville hente Mads-Emil Longhi igen, hvis han ville ud af Ukraine. Tirsdag den 8. marts - en uge efter han var blevet sat af - ringede Mads-Emil og Emil sammen. Vejlenseren ville hjem. Og så kørte Citröen Xantia’en mod Polen igen.
  • Med på turen var også Lasse Sandborg fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole samt Karl Johan Holmgaard fra Rødding Højskole. De hjalp med at køre bilen igennem den 30 timer lange rejse.
Jesper Beinov - afgående pressechef i Dansk Folkeparti og kommende administrerende direktør for Dansk Gartneri - er i gang med at rydde det kontor på anden sal i Provianthuset på Christiansborg, hvor DF's magtfulde pressechefer altid har siddet. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen

DF's 'departementschef' ville kopiere S og blev saboteret af ustyrlige politikere

Dansk Folkeparti har siden begyndelsen opfattet sig selv og sin organisation på Christiansborg som en stor familie, men da krisen ramte, hentede det en presse- og kampagnechef ind udefra. Jesper Beinov skulle med en baggrund i Venstre og Berlingske Tidende være med til at modernisere partiet, efter Socialdemokratiet især havde kørt det agterud. Men resultatet blev intern borgerkrig og fortsat frit fald i meningsmålingerne.
I dette interview med Avisen Danmarks Kasper Løvkvist fortæller Jesper Beinov om, hvordan alle bestræbelserne på at forny politikken på baggrund af data og analyse druknede i splid og ballade.

Jesper Beinov blev hentet ind DF som en mand, der skulle modernisere partiet og gøre op med strategier, der blev udformet på baggrund af mavefornemmelser. Virkeligheden blev, at partiet blev revet over af politikere i krig med hinanden, så ingen kunne få øje på de nye og moderne tider. Og nu springer Beinov videre til en stilling som direktør i Dansk Gartneri, hvor han skal være talsmand for internationalisme og udenlandsk arbejdskraft.

Omme bag politikerne er Dansk Folkepartis organisation af grundlagt af skikkelser, der var ét med partiet. I partiet ville man sige “en del af familien”. Først Søren Espersen, der efterfølgende blev og stadig er en væsentlig politiker i partiet, og siden Søren Søndergaard, der spillede en hovedrolle i både partiets bedste tider – den enorme valgsejr i 2015 blandt andet - og i partiets værste tider – danmarkshistoriens største politiske tilbagegang i 2019.

Espersen og Søndergaard var pressechefer af titel, men samtidig afgørende for familien DF’s udvikling. I februar 2020 løb linen ud for Søren Søndergaard, og der skulle nye boller på suppen.

Ind blev hentet Jesper Beinov. Bogstaveligt talt udefra. Som en uhildet, der aldrig havde været og aldrig ville blive medlem af partiet. Han havde blandt andet været særlig rådgiver for Venstres Claus Hjort Frederiksen og debat- og kulturredaktør på Berlingske. En professionel – ikke et familiemedlem. Internt i partiet blev han hurtigt omtalt som “departementschefen”.

Jesper Beinov skulle hjælpe Kristian Thulesen Dahl med at redde Dansk Folkeparti. Det lykkedes ikke for nogle af dem.

Thulesen er ikke længere formand, men menig forsvarsordfører og vil ikke garantere sin fremtid i partiet, seks medlemmer er flygtet ud af folketingsgruppen, og meningsmålingerne har aldrig været ringere.

Beinov er på vej videre. Samme dag folketingsgruppen blev lænset for medlemmer, sagde han op. 1. april sætter han sig i et hjørnekontor på ottende sal i Axelborg i København som administrerende direktør i brancheorganisationen Dansk Gartneri. Sidste arbejdsdag i DF er 23. marts.


Partiers pressechefer og spindoktorer giver normalt ikke interviews. Det er bestemt heller ikke en vane, Beinov har tillagt sig, men på falderebet gør han en undtagelse. Blandt andet fordi han gerne vil slå fast, hvilken rolle han har spillet i partiet. Han understreger, at han gør det i forståelse med partiets nye formand Morten Messerschmidt.

- Jeg er ikke defineret af Dansk Folkeparti. Det var en professionel opgave, jeg blev headhuntet til, siger Jesper Beinov.

Som direktør i Dansk Gartneri skal han med egne ord være "tydelig talsmand for gode værdier som EU-engagement, globalisering, frihandel osv".

Altså sådan cirka det modsatte af, hvad du skulle i DF?

- Privat har jeg aldrig været talsmand for Dansk Folkepartis synspunkter. Jeg kan en til en dele de gode værdier, som ligger i Dansk Gartneri. Det vil være mig en stor glæde at gå ud og forsvare f.eks. arbejdskraftindvandring og EU i den kommende tid.


Jesper Beinov kom til Dansk Folkeparti, efter det var gået op for partiet, at Socialdemokratiet havde brugt oceaner af kræfter på at kortlægge DF's vælgere for at kapre dem. Blandt andet ved at indhente alt det data, de kunne komme i tanke om, og ved at gennemføre langt over hundrede fokusgruppeinterviews. Processen er beskrevet i Søs Marie Seerup og Mikkel Faurholts bog "Skaberen, taberen, frelseren - historien om Dansk Folkeparti".

- Dansk Folkepartis mangeårige succes med at basere sig på mavefornemmelser ramte muren ved valgnederlaget i 2019. Jeg blev hentet ind, fordi modellen havde brug for et eftersyn, og jeg havde den præmis, at det Martin Rossen (tidligere stabschef i Socialdemokratiet og Statsministeriet og særlig rådgiver for Mette Frederiksen, red.) havde gjort for Mette Frederiksen, var det, jeg ville gøre for Kristian Thulesen Dahl.

Fordi Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahls mavefornemmelser var holdt op med at virke?

- Min opgave blev i hvert fald at supplere med en datadrevet operation. Jeg kunne se, hvad Socialdemokratiet havde gjort, og tænkte: So ein ding müssen wir auch haben.


Den nye pressechef lavede aftaler med Epinion og Gallup og fik gennemført, hvad han kalder "omfattende undersøgelser baseret på spørgeskemaer" af Dansk Folkepartis vælgere og dem, de havde mistet til Socialdemokratiet, men også Venstre, Nye Borgerlige og Stram Kurs.

- Vi kunne se, at danskerne i DF og omkring DF i udlændingepolitikken var optaget af, om det koster på velfærden, og at mange var utrygge i forhold til vores unge - at drenge kan blive udsat for dominansvold og piger forulempet f.eks.

- Vi undersøgte, hvor Dansk Folkeparti står i forhold til andre partier på værdipolitikken og fordelingspolitikken - om DF var et distinkt brand. Og vi kunne faktisk se, at der var overenstemmelse mellem DF's position som et erklæret borgerligt parti med et varmt hjerte i forhold til folk med små indkomster og den opfattelse, folk havde af partiet. Partier, der mister den overensstemmelse, er virkelig i problemer.

Men DF var og er jo netop i virkelige problemer?

- Ja, det har blødt til alle sider. Hvad gør man så? Mavefornemmelse kan måske være at man skal slå hårdt til Nye Borgerlige, men vores analyser viste, at det kunne få den konsekvens, at folk ikke ville bryde sig om det. Til gengæld kunne vi også se et stort potentiale blandt vælgerne hos S og V - omkring midten af dansk politik. Og her har Morten Messerschmidt fuldstændigt vedkendt sig arv og gæld i forhold til positioneringen af DF som et parti for de varme hænder og de store hjerter. Det er synspunkter med bred klangbund, hvor Nye Borgerliges vælgere i højere grad går op i liberal politik, topskat, den offentlige sektors størrelse og erhvervsbeskatning.

Var der virkelig ny information for jer, at DF's vælgere knytter utryghed og velfærd sammen med udlændingepolitik? Det ligner noget, DF har arbejdet med altid, og I kunne jo se, at det var netop der, Socialdemokratiet havde succes med at ramme jer.

- En ting er overskrifter, noget andet er policy. Vi arbejdede så med at udvikle ny politik på disse områder. Hvordan får man flere varme hænder? Skal man give tilskud til forældre, der selv vil passe deres børn, skal man have en ældrelov med minimumsrettigheder, hvor meget ansvar skal kommunerne have?


Pludselig sad Dansk Folkeparti så med en masse data og information om deres potentielle vælgere, som kunne bruges til at udvikle politik på og som grundlag for kampagner. Resultatet var bare, at vælgerne benyttede det første valg, de havde - kommunalvalget - til at fortsætte flugten. Og at meningsmålingerne bare blev grummere og grummere.

Hvordan kan det egentlig være?

- Fordi DF har været synonym med ballade. Det er svært at betro sin stemme til et parti i splid med sig selv. Det var, hvad den tal- og databaserede analyse løb ind i.

Med andre ord: DF var ikke i stand til at profitere af dit arbejde, fordi politikerne ikke kunne finde ud af at styre sig?

- Det er dine ord. Jeg konstaterer bare, at det ikke er tillokkende at være et sted, hvor der er ballade. Nu må vi så se, hvad Messerschmidt kan gøre. Han kender danskerne og DF's målgrupper på baggrund af det arbejde, vi har lavet.

Kan vi så sammenfatte det til: Der er ikke nogen som politikere, der kan ødelægge en god tal- og databaseret strategi?

- Jeg kan sige det på denne måde: På to år har jeg haft ansvaret for mere krisestyring end de fleste pressechefer når på et helt professionelt liv. Jeg bestemte mig tidligt for, at jeg ikke ville være komiske Ali, og hvis man som professionel embedsmand vil undgå det, når uenighederne i et parti er åbenlyse, må man holde snuden i sporet. Derfor har jeg brugt meget af min tid på data, policy og at holde organisationen i gang med optimisme.


Er det fair at sige, at det måske var noget andet, partiet havde brug for - at der i højere grad var brug for, at nogle fik styr på konflikterne end mere data og flere tal?

- Jeg mener, at partiet for to år siden, hvor jeg kom til, var parat til noget nyt efter først Søren Espersen og så Søren Søndergaard.

Nu virker det ikke, som om partiet var parat til det?

- Det må du spørge politikerne om. På Christiansborg har man kun sin troværdighed. Jeg er partiets redskab og skal være noget for dem alle sammen. Jeg kaster mig ikke ind i kampen. Jeg afholder mig fra at have holdninger til det.

Hvad nu hvis det, partiet havde brug for, var en, der ikke var bange for at være komiske Ali og samtidig kunne håndtere politikere i krig med hinanden?

- Jeg tror ikke, der er et godt og nemt svar på det. Jeg har været glad for at have et godt samarbejde med både Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Morten Messerschmidt, og jeg er også meget glad for stille og roligt at kunne lukke døren og sige: Held og lykke til dem, der kommer efter mig. Jeg er ikke en del af projektet.

På to år har jeg haft ansvaret for mere krisestyring end de fleste pressechefer når på et helt professionelt liv

Jesper Beinov, afgående pressechef for DF
Hos UNO-X i Hedensted var prisen for en liter diesel torsdag højere end prisen for en liter diesel. Foto: Mads Dalegaard

Brændstofpriserne slår rekord: Sådan får du flere kilometer for pengene

Priserne på benzin og diesel er højere, end de har været længe.

Og ifølge økonomer er det ikke usandsynligt, at det inden længe koster 20 kroner at fylde en liter benzin i tanken.

Men hvis ikke man har mulighed for at lade bilen stå og tage cyklen på arbejde, er der flere veje til at sikre, at man får trukket så mange kilometer som muligt ud af de dyre dråber.

Avisen Danmark har samlet en række anbefalinger til, hvordan man sparer på brændstoffet, når man kører bil.

Priserne på benzin og diesel er på himmelflugt, og det er ikke sikkert, vi har set toppen af priskurven endnu. Avisen Danmark har samlet en række tips og tricks til, hvordan du kan spare på de dyre dråber.

Brændstof: Det er længe siden, det har været så dyrt at køre bil, som det er lige nu.

Priserne for en liter benzin eller diesel ved standeren på landets tankstationer har været på himmelflugt efter Ruslands invasion af Ukraine.

I den forgangne uge nåede listeprisen for en liter blyfri oktan 95 på OK' s tankstationer hele 16,99 kroner.

Og prisstigningerne risikerer at fortsætte, efterhånden som der indføres flere sanktioner mod Rusland for at svække landets økonomi.

I Avisen Danmark har flere økonomer peget på, at 20 kroner for en liter benzin ikke er et urealistisk scenarie for den nærmeste fremtid. Fra bilejernes interesseorganisation, FDM, lyder det også, at der ikke ligefrem er udsigt til, at prisstigningerne bremser markant op.

Men hvis ikke tog, bus, cykel eller gå-ben er et realistisk alternativ for dig, får du her en stribe gode råd til, hvordan du får flest mulige kilometer for pengene:

1 Kør fornuftigt

Der er flere gode grunde at holde god afstand til de andre biler på vejene.

For det første – og allervigtigst – har man bedre chancer for at bringe bilen til standsning, hvis uheldet er ude længere fremme.

Men hvis man kører tæt med den forankørende bil og hele tiden må bremse pludseligt op for så at accelerere igen, sluger motoren unødigt meget brændstof.

Derfor er det fornuftigt at køre i højest mulige gear med konstant hastighed. Her kan bilens fartpilot – hvis man er heldig at have sådan én – være hjælpsom.

Men når man så skal accelerere, er det fornuftigt at komme hurtigt op i fart. Det betyder ikke, at sømmet skal i bund, når trafiklyset skifter til grønt – FDM anbefaler, at man kommer friskt – typisk med halv gas – op på den ønskede hastighed.

2 Hav styr på dæktrykket

De fleste kender følelsen af at skulle træde ekstra hårdt i pedalerne for at holde farten på en cykel med flade dæk.

Og det kan også være hårdt for din bil, hvis ikke der er styr på dæktrykket.

Jo mindre luft der er i dækket, jo større bliver kontaktfladen mod asfalten og dermed modstanden fra vejen, så bilen skal bruge mere energi på at komme frem.

Og selvom det forhåbentligt er de færreste, der kører rundt på decideret flade bildæk, så viser undersøgelser ifølge FDM, at op mod halvdelen af bilerne har forkert dæktryk i ét eller flere hjul.

Fra FDM lyder anbefalingen, at man bør kontrollere dæktryk på bilen minimum én gang om måneden. Mangler dækkene 20 procent af den anbefalede luft, stiger bilens brændstofforbrug med mellem fem og ti procent.

Men der er også andre gode grunde til, at det er vigtigt med det rigtige dæktryk. Det er afgørende for bilens manøvreevne, bremseegenskaber og dækkets levetid og modstandsdygtighed mod skader og slid.

Hvis ikke man ejer en nyere bil med automatisk overvågning af dæktrykket, kan man finde frem til det korrekte dæktryk i bilens instruktionsbog, på klistermærket i tankdækslet eller i døren.

3 Minimer vindmodstand og vægt

Hvis man har sække med muldjord, dåseøl- og sodavand fra grænsen eller andet unødigt ragelse til at fylde i bagagerummet, så kan det netop nu være en ekstra god idé at få ryddet op eller pakket ud.

Jo tungere bilen er, jo mere brændstof bruger den.

Det er også fornuftigt at pille tagboksen af i en fart, hvis den ikke er blevet pakket væk efter den sidste langfart. Den kan nemlig forøge bilens brændstofforbrug med op 15 procent.

Bøjler, der kan monteres tagbokse eller cykler på, kan man også med fordel gemme væk, hvis man vil minimere vindmodstanden.

Der er også aerodynamiske fordele ved at køre med lukkede vinduer og soltag.

4 Sluk for sædevarmen

Klimaanlægget er ikke godt for klimaet – og dermed heller ikke godt for brændstoføkonomien. Faktisk kan man spare op mod 15 procent af energiforbruget, hvis man slukker for bilens aircondition.

Der kan også trækkes flere kilometer ud af tanken, hvis man sparer på sædevarmen og husker at slukke for el-bagruden, når sne, is eller dug er tøet op og fordampet.

Kilder: FDM og Trafikstyrelsen