Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Hvert år omdeles mellem 57.000 og 100.000 ton reklamer til danske husstande. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Træt af tilbudsaviser? Organisationer og butikker vil vende ”nej tak” til ”ja tak”

Godmorgen og velkommen til søndagens nyhedsoverblik fra Avisen Danmark.

Nej tak eller ja tak til reklamer?

I dag skal man klistre ”Nej tak” klistermærket på postkassen, hvis man gerne vil undgå at modtage tilbudsaviser.

Men står det til en række organisationer skal ordningen vendes om, så man fremover skal vælge reklamerne til og ikke fra.

Dansk Industri, dagligvarekoncernen Coop, Forbrugerrådet Tænk og Danmarks Naturfredningsforening har henvendt sig til regeringen med et ønske om at få ændret loven, så ”nej tak” i stedet bliver ”ja tak”.

- Ordningen er helt ude af trit med en bæredygtig omstilling af det danske samfund. Den modarbejder også direkte miljøministerens erklærede mål om at knække affaldskurven, skriver de i brevet til regeringen ifølge Ritzau.

I 2020 lovede regeringen at undersøge, om ordningen kunne vendes fra ”nej tak” til ”ja tak”. Det skete på initiativ af SF’s miljøordfører, Carl Valentin, der mener, at sagen forhales. For der er ikke sket noget endnu.

I Dansk Erhverv er man modstander af at vende ordningen om, så tilbudsaviserne skal vælges til og ikke fra.

- Vi synes, at den nuværende nej tak-ordning er meget god, velfungerende og værd at bevare. Den sikrer en god balance mellem virksomhedernes ret til at komme ud med information om deres produkter og så borgernes mulighed for at fravælge den information og spare papiret, siger politisk konsulent i Dansk Erhverv, Matthias Lumby Vesterdal, til Ritzau.

Ifølge Dansk Affaldsforening bliver der hvert år omdelt mellem 57.000 og 100.000 ton tilbudsaviser i Danmark.

Familier forsvinder fra kommuner

I flere af landets kommuner oplever man hvert år, at familier forsvinder fra kommunen uden først at give myndighederne besked.

Det skriver Jyllands-Posten.

I Skive forsvandt mellem otte og ti familier fra kommunen i 2021. De har formentlig forladt Danmark uden at fortælle det til kommunen. Og de har fået udbetalt i alt omkring 1,7 millioner kroner i ydelser som kontanthjælp, boligsikring og sygedagpenge.

- Vi er selvfølgelig bekymrede for dem. Voksne må selv om, hvordan de styrer deres liv, men her er der også nogle børn, der følger med. Vi ved ikke, hvad der sker med deres skolegang, de har ikke adgang til læge, og hvis familien vælger at gå under jorden, vil alt være lukket for dem, siger Britta Thomsen, der arbejder i kontrolgruppen i Skive Kommune, til Jyllands-Posten.

Også i Holstebro har man oplevet noget lignende. Her forsvandt mellem 10 og 12 familier og det dobbelte antal enlige eller par i 2021. I Norddjurs og Aarhus Kommune kender man også til problematikken.

Ifølge Kommunernes Landsforening har man længe efterspurgt bedre værktøjer til at kunne identificere borgere, der pludseligt forsvinder fra deres bopælskommune.

Og hjælpen er på vej. Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) fortæller til Jyllands-Posten, at man i ministeriet er ved at udarbejde et lovforslag, som skal give kommunerne adgang til indkomstregisteret, når de kontrollerer borgernes bopæl.

Talrige brud på våbenhvile i Ukraine

Til slut skal vi en tur forbi Ukraine, hvor konflikten spidser til.

Lørdag aften meddelte observatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, at man havde registreret over 1500 brud på våbenhvilen i det østlige Ukraine i løbet af det seneste døgn.

Det skriver Ritzau.

De mange brud på våbenhvilen fandt sted i de to selvudråbte republikker Donetsk og Lugansk, hvor ukrainske styrker har kæmpet mod pro-russiske oprørere.

USA’s præsident, Joe Biden, har indkaldt til møde i landets nationale sikkerhedsråd, fordi Rusland ifølge Det Hvide Hus kan indlede et angreb på Ukraine ”når som helst”.

Og Nato’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, mener også, at alt peger på en russisk invasion.

- Vi er alle meget enige om, at risikoen for et angreb er meget høj, siger han til det tyske medie ARD.

Ifølge vestlige efterretninger har Rusland placeret op mod 150.000 soldater langs grænsen til Ukraine.

Det var nyhedsoverblikket for i dag, men der er god grund til at blive hængende lidt endnu.

De fire bedste historier fra dagens udgave af Avisen Danmark venter på dig herunder.

Billede af Mikael Dynnes Holmbo
Billede af skribentens underskrift Mikael Dynnes Holmbo Journalist

Få Dagens Danmark læst op her

- Jeg har kastet mig over kommunalpolitik med den ambition at blive borgmester i Sønderborg, fordi jeg tror, jeg kan bruge mine politiske kræfter bedre der. Arkivfoto: Timo Battefeld

Trane Nørby forlader Folketinget: Halvdelen af Venstres stemmeslugere er nu væk

Det tynder voldsomt ud blandt Venstres topti-stemmeslugere. Nummer et, to og tre er forlængst væk - Lars Løkke Rasmussen, Inger Støjberg og Tommy Ahlers.

For nylig stoppede Karsten Lauritzen i politik, og nu trækker partiets stærkeste kort i Sydjylland, Ellen Trane Nørby, sig også fra holdet, der skal forsøge at gøre Jakob Ellemann-Jensen til statsminister efter næste valg.

Det siger hun i dette interview med Avisen Danmarks politiske reporter og analytiker Kasper Løvkvist.

Ellen Trane Nørby vil hellere ud at have et job, inden hun igen kan forsøge at blive borgmester i Sønderborg, end hun vil kæmpe som folketingskandidat i en kommende valgkamp for at gøre Jakob Ellemann-Jensen til statsminister. Til Avisen Danmark melder hun nu ud, at hun trækker sig fra sit folketingskandidatur og er på udkig efter et job uden for Christiansborg.

Til næste folketingsvalg vil der kun være to af Venstres syv største stemmeslugere tilbage på stemmesedlen. Af topti vil halvdelen være væk.

Ellen Trane Nørby - tidligere minister, politisk ordfører, næstformandskandidat og suveræn stemmesluger i Sydjylland - trækker sig nu også fra Venstre i Folketinget.

- Jeg smækker ikke med døren eller stikker af eller noget lignende, men jeg stiller altså ikke op til Folketinget igen til næste valg, siger Ellen Trane Nørby til Avisen Danmark.

Planen - "som det ser ud nu, der kan altid ske noget" - er at blive siddende i Venstres gruppe i Folketinget perioden ud, men Trane Nørby lægger ikke skjul på, at hun er på udkig efter et job ude i det, som Christiansborg-politikere kalder "virkeligheden", og at der er ting, "der ikke nødvendigvis er faldet endeligt på plads".

- Jeg har sagt nej til nogle ting, fordi det ikke var det rette. Jeg vil gerne have tid til at løfte min kommunalpolitiske opgave ved siden af et eventuelt job, og jeg vil gerne være borgmester i Sønderborg, når der skal være kommunalvalg næste gang. Det betyder, at jeg ikke kan og vil kaste mig ud i et job, der kræver 70 timer om ugen, som det ser ud lige nu, siger hun.

Ellen Trane Nørby forsøgte også at blive borgmester i Sønderborg ved kommunalvalget i efteråret, men endte "blot" med at blive anden viceborgmester og leder af Venstres byrådsgruppe på 11.


Hun er netop fyldt 42 år, så selv om Ellen Trane Nørby har siddet i Folketinget i 17 år, falder hun i en aldersgruppe, hvor man normalt taler om, at de har fremtiden foran sig i landspolitik. Som man i øvrigt kan sige om flertallet af de nu otte profiler, der lægger eller har lagt Venstre  på Christiansborg - eller Venstre i det hele taget - bag sig:

Karsten Lauritzen, Tommy Ahlers, Kristian Jensen - Marcus Knuth, Britt Bager, Inger Støjberg, Lars Løkke Rasmussen.

- Da jeg blev valgt ind første gang i 2005, lavede jeg en aftale med mig selv om at tage politik op til genovervejelse efter 10-12 år. Men da var jeg politisk ordfører og efterfølgende minister, og derfor var det ikke det rigtige tidspunkt. Det er det nu. Jeg har kastet mig over kommunalpolitik med den ambition at blive borgmester i Sønderborg, fordi jeg tror, jeg kan bruge mine politiske kræfter bedre der. Og så har jeg også nogle andre ting, jeg gerne vil lave.

Ud over at tidspunktet er rigtigt for Ellen Trane Nørby selv, mener hun også, at tidspunktet er rigtigt for Venstre.

- Det er også er spørgsmål om at lade nye, gode kræfter komme til. Jakob Ellemann-Jensen løfter sig i rollen som leder i øjeblikket - både han og de øvrige borgerlige-liberale partier har i den grad muligheden for at indtage regeringsmagten næste gang. Det har vi behov for. Jeg må bare sige, at jeg bliver nødt til at lukke denne dør. Nogle gange skal man lukke en dør for at kunne åbne en ny.

- Er det ikke netop i sådan en situation, at Ellemann og Venstre har brug for, at alle erfarne kræfter trækker med alt, hvad de har?

- Jo, det er også derfor, jeg tager tørnen med frem til folketingsvalget - som det ser ud lige nu, der kan altid ske noget. Jeg tror bare, at jeg kan gøre den største forskel for Sønderborg og Venstre i kommunalpolitik. Jeg er fortrøstningsfuld i forhold til, at der er kræfter i Venstre, som kan være med til at sikre, at Jakob Ellemann-Jensen får et godt valg og kommer til at fungere godt som statsminister.

- Hvornår fortalte du ham, at du ikke vil være med på holdet næste gang?

- Jeg har sagt det ad et par omgange. Jeg har syntes, at det skulle meldes ud på det rigtige tidspunkt, og at det nok havde været bedre at gøre det i forbindelse med kommunalvalget sidste år. Der var så nogle ting, der gjorde, at det ikke var det rigtige tidspunkt, men nu skal de vide det i lokalforeningen, fordi der altså er nogle mennesker, der knokler bag linjerne for kandidaterne og skal hænge plakater op og så videre. De skal vide, at det ikke er mig, de skal hænge op. Det har jeg haft gode snakke med Jakob og andre om.

- Hvorfor sagde du det ikke under kommunalvalget?

- I journalister og ikke mindst Kommentatorkøbing havde sagt, at Venstre ville smelte fuldstændigt ned - derfor havde vi ikke behov for, at der også skulle være en diskussion om folketingspolitikere, der stoppede.

- Dit stop skulle ikke læses ind i en nederlagsfortælling om Venstre?

- Nej, det var jeg jo heller ikke selv interesseret i.


Ellen Trane Nørby var den syvendestørste stemmesluger i Venstre ved sidste folketingsvalg. Det er kun en måned siden, at den sjettestørste - tidligere gruppeformand og eksminister Karsten Lauritzen - også sluttede sig til rækken af profiler, der har forladt Venstres folketingsgruppe.

Venstres meningsmålinger er stabilt i omegnen af 10 procentpoint under valgresultatet. Jakob Ellemann-Jensens personlige målinger som partiformand er lige så elendige.

- Hvordan tænker du, at dit stop ikke vil blive læst ind i en nederlagsfortælling nu?

- Prøv at høre: Vi er et godt sted nu. Vi smeltede ikke ned til kommunalvalget. Vi har et godt samarbejde med de øvrige blå partier. Der er et stærkt alternativ til Mette Frederiksens magtfuldkommenhed. Jeg har været politisk ordfører i fire år, minister i fire år, jeg har løftet mange ordførerskaber. Jeg har aftjent min værnepligt for partiet. Andre har kræfter til at tage en tørn mere. Og nu står vi stabilt, Jakob er i den grad vokset i rollen som formand - det føler jeg mig tryg ved.

- Set udefra er det ikke tindrende klart, at I står et godt sted. Nok er jeres målinger stabile, men stabilt lave, og jeres formand taber alle målinger, hvor han bliver holdt op mod Konservatives formand. Er det virkelig et godt tidspunkt for Venstre, at for eksempel du og Karsten Lauritzen forlader skuden?

- Jeg oplever ikke, at jeg forlader skuden. Jeg vil bare bruge mine kræfter andetsteds. Det har nogle omkostninger at sidde i Folketinget. Jeg har været her i 17 år og har pendlet frem og tilbage mellem Sønderborg og Christiansborg. Jeg er af den overbevisning, at det er det rigtige at fokusere mine kræfter på at få en ny borgmester i Sønderborg til næste kommunalvalg.


Ellen Trane Nørby lægger konsekvent et forbehold ind i sine svar, når hun siger, at hun har tænkt sig at blive i Folketinget, indtil der bliver udskrevet valg - valget skal senest holdes i juni 2023.

- Det lyder mest, som om du venter på det helt rigtige job, og at du formentlig kommer til at forlade Venstres gruppe inden valget?

- Det ved jeg ikke. Jeg har sagt nej til ting, fordi jeg vil have tid til kommunalpolitik ved siden af et job. Lige nu kræver det næsten lige så mange timer for mig at bestride et dobbeltmandat, som da jeg var sundhedsminister, og det var noget af det mest vanvittige, jeg har prøvet i mit liv.

- Hvad er det for et job, du er på udkig efter?

- Nu er det her jo ikke en jobansøgning, men jeg har en cand.mag. i kunsthistorie med sidefag i statskundskab, og jeg synes, jeg har bevist, at jeg er relativt omstillingsparat. Jeg har nogle erfaringer og nogle ønsker til, hvad jeg gerne vil arbejde med, men mit fokus lige nu er, at jeg er trådt ind i et byrådsarbejde med en gruppe på 11 medlemmer, hvoraf de syv er nyvalgte.


Da Jakob Ellemann-Jensen skulle have en næstformand i 2019, stod valget for de delegerede mellem Inger Støjberg og Ellen Trane Nørby. Nøgternt set fremstår det valg nu som et valg mellem en, der ville, men ikke kunne, og en der ville, men måske ikke ville i virkeligheden.

Hende, der ville, men ikke kunne, vandt stort, blev afsat igen, meldte sig ud af partiet og er nu smidt helt ud af Folketinget efter en dom i Rigsretten.

Hende, der tabte, siger nu, at hun allerhelst vil være borgmester i Sønderborg og har haft det sådan længe.

- Da jeg fik opfordringer til at stille op som næstformand 2019, sagde jeg, at jeg ikke var interesseret, fordi jeg var ret sikker på, at jeg skulle være borgmesterkandidat i 2021. Der er mange årsager til, at jeg stillede op alligevel - det kan man reflektere meget over.

- Ja?

- Det var, fordi jeg mente, at en næstformand skulle være en stærk holdspiller, men det er et kapitel, jeg ikke har behov for at botanisere i. Vi er et andet sted nu.

- Det var altså for at gøre, hvad du kunne, for at Inger Støjberg ikke blev næstformand?

- Det var for at bidrage til at bringe partiet et rigtigt sted hen. Det er lukket kapitel nu, og hvad der sidenhen skete, er historie.

- Hvis du var blevet næstformand, havde du så også taget den beslutning, du nu har taget?

- Så havde verden set anderledes ud. Sådan er det med livet. Både positive og negative erfaringer er del af ens bagage. Summen afgør, hvordan man agerer. Mit valg nu er det rigtige for mig og for Sønderborg-kredsen.

Venstre stemmeslugere ved sidste folketingsvalg

  1. Lars Løkke Rasmussen (nu leder af Moderaterne)
  2. Inger Støjberg (har meldt sig ud)
  3. Tommy Ahlers (har forladt Folketinget)
  4. Jakob Ellemann-Jensen
  5. Preben Bang Henriksen
  6. Karsten Lauritzen (har forladt Folketinget)
  7. Ellen Trane Nørby (genopstiller ikke)
  8. Michael Aastrup Jensen
  9. Sophie Løhde
  10. Anni Matthiesen

Blå bog

Ellen Trane Nørby. 42 år. Blev valgt til Folketinget i 2005.

Med 13.477 stemmer ved sseneste folketingsvalg blev hun i Sydjyllands Storkreds kun overgået i stemmetal af Dansk Folkepartis daværende formand, Kristian Thulesen Dahl. Nye Borgerliges Pernille Vermund fik tredjeflest stemmer i Sydjylland.

Har været sundhedsminister og undervisningsminister. Tidligere politisk ordfører.

Vokset op i en venstrefamilie - hendes far var borgmester i Lemvig. Har boet i Sønderborg siden 2004. Har mand og to børn. Cand.mag. i kunsthistorie med sidefag i statskundskab.


Nu er det her jo ikke en jobansøgning, men jeg har en cand.mag. i kunsthistorie med sidefag i statskundskab, og jeg synes, jeg har bevist, at jeg er relativt omstillingsparat.

Ellen Trane Nørby

Jeg har kastet mig over kommunalpolitik med den ambition om at blive borgmester i Sønderborg, fordi jeg tror, jeg kan bruge mine poliske kræfter bedre der.

Ellen Trane Nørby
Jakob Ellemann-Jensen og Ellen Trane Nørby ses her, efter Inger Støjberg blev valgt som næstformand på Venstres ekstraordinære landsmøde i september 2019. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
- Vi skal samle Venstre indefra, så vi kan gøre Venstre stærkt udadtil, sagde Ellen Trane Nørby i sin kandidattale på partiets ekstraordinære landsmøde i 2019. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Ellen Trane Nørby er træt af at pendle mellem Sønderborg og Christiansborg. Arkivfoto: Timo Battefeld
Henning Overgaard har været forbundssekretær i 3F siden 2016. Nu vil han være formand. Foto: Tue Sørensen

3F-formandskandidat vil udvide 'Arne-pensionen' - det er sympatisk, men for tidligt at diskutere, siger S og DF

Forbundssekretær i 3F Henning Overgaard meldte sig fredag aften officielt som kandidat til topposten i fagforbundet, der er blevet ledig, efter Per Christensen måtte gå af efter afsløringer af et dobbeltliv.

Henning Overgaard går til valg med et ønske om at udvide "Arne-pensionen".

Det er et fair og sympatisk forslag, men det er for tidligt at sige, om det kan lade sig gøre, lyder det fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Forbundssekretær i 3F Henning Overgaard meldte sig fredag aften officielt som kandidat til topposten i fagforbundet med et ønske om at udvide "Arne-pensionen". Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti forstår tankegangen, men det er endnu for tidligt at sige noget om "Arne-penisonen"s fremtid, lyder det. Politisk redaktør spår, at forbundssekretæren har gode chancer for at løbe med posten til april.

Kandidatur: Første mand har meldt sig som kandidat til den ledige toppost i fagforbundet 3F. I interviewet med Avisen Danmark kan man læse, at forbundssekretær Henning Overgaard er klar til at overtage efter Per Christensen, som måtte gå af efter afsløringer af et dobbeltliv.

Og Henning Overgaard er ganske klar: Ifølge ham bør "Arne-pensionen", hvor det er muligt at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet før tid, hvis man har arbejdet i mange år, udvides.

- Vores medlemmer har ubetinget de fysisk hårdeste job. De oplever en enorm utryghed i, at politikerne bliver ved med at lade pensionsalderen stige. "Arne-pensionen" har givet noget af den tryghed tilbage. Men udfordringen går jo ikke væk, hvis Folketinget bliver ved med at hæve pensionsalderen. Derfor bør "Arne-pensionen" udvides, sagde Henning Overgaard til Avisen Danmark i det interview, hvor han meldte sig som formandskandidat.

Sympatisk, men tidligt

Et sympatisk forslag, mener beskæftigelsesordfører i Socialdemokratiet Henrik Møller - men det er endnu for tidligt at diskutere mulighederne, siger han:

- Det er ingen hemmelighed, at vi er både glade og stolte over, at vi er nået så langt, så lige nu ligger der ikke yderligere i støbeskeen. Der er noget afklaring - blandt andet i forhold til "Arne-pensionen" efter et kommende valg - som skal være på plads, før man begynder at diskutere en udvidelse af den, siger S-ordføreren.

Også beskæftigelsesordfører i Dansk Folkeparti Bent Bøgsted mener, at det er for tidligt at sige, om Henning Overgaards forslag er realistisk.

- Vi må se, hvem der bliver formand for 3F, og hvad der sker derefter. Det er fair, at han kommer med det forslag, men det kommer også an på, hvordan han vil udvide den. Hvis han bliver formand, kan han fremlægge sine planer, og så kan vi forholde os til det, siger DF-ordføreren.

Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, har ingen kommentarer til Henning Overgaards kandidatur.

En udvidelse vil betyde, at der bliver trukket flere personer ud af arbejdsmarkedet, og det er næppe, hvad der er mest behov for på nuværende tidspunkt, hvor virksomhederne og arbejdsgiverorganisationerne skriger på arbejdskraft.

Casper Dall, politisk redaktør på Avisen Danmark

Spås gode chancer

Ifølge politisk redaktør på Avisen Danmark Casper Dall har forbundssekretæren gode chancer for at blive fagforeningens næste forbundsformand, når der 8. april bliver holdt ekstraordinær kongres i Odense, og den nye formand skal findes.

- Det har været muligt at melde sig som kandidat til den ledige magtfulde post som forbundsformand for 3F i nogle uger, og ingen har meldt sig, før Henning Overgaard gør det. Det virker til, at der har været en lang række interne drøftelser om, hvem der kunne samle sig enighed omkring, og som jeg forstår det, har Henning Overgaard fået opfordringer til at melde sig fra et meget bredt udsnit af 3F, pointerer Casper Dall.

Han mener dog ikke, at Henning Overgaard på formandsposten vil revolutionere linjen i 3F. Overgaard - eller hvem der nu bliver 3F-formand - kommer ifølge Dall til at stå med de samme udfordringer, som forgængeren, Per Christensen; social dumping, nedslidte medlemmer, platformsvirksomheder og et vigende antal danskere, som melder sig ind i traditionelle fagforeninger.

Mangel på arbejdskraft

En udvidelse af "Arne-pensionen" kan også kollidere med arbejdsmarkedssituationen på nuværende tidspunkt, da virksomhederne mangler arbejdskraft.

- En udvidelse vil betyde, at der bliver trukket flere personer ud af arbejdsmarkedet, og det er næppe, hvad der er mest behov for på nuværende tidspunkt, hvor virksomhederne og arbejdsgiverorganisationerne skriger på arbejdskraft, mener Casper Dall og tilføjer:

- Men nu er diskussionen i gang, og den kan meget vel komme til at fylde i den valgkamp, som allerede er i gang, inden vi skal til et folketingsvalg senest om halvandet år.

Hvordan ser Storbritannien ud på bunden af samfundet, hvor inflation, pandemi og brexit har betydet, at flere og flere glider ud i reel fattigdom? 23-årige Britney og hendes halvandenårige søns overlevelse afhænger af suppekøkkener - selv om hun arbejder som ekspedient i en sportsforretning. I denne artikel kan du møde hende samt flere andre briter i nød i Accrington og Sunderland. Foto: Emil Jørgensen

Avisen Danmark møder englændere på bunden af det britiske samfund: Vil du fryse eller sulte - heat or eat?

I Storbritannien lever 14,5 millioner mennesker i relativ fattigdom. Mange af dem er børn.
Kombinationen af rekordhøj inflation, coronanedlukninger og brexit-bøvl har gjort, at livet er koldt i bunden af det britiske samfund. 


Vores udsendte reporter, Emil Jørgensen, har tilbragt to dage i selskab med nogle af dem, der ikke har råd til at tænde for varmen. Kom med til de hårdeste arbejderkvarterer i Accrington og Sunderland og se en del af England, som du måske ikke kendte til.

Landet har flere suppekøkkener end McDonald's-restauranter. Tæt på en fjerdedel af befolkningen lever i relativ fattigdom, og millioner af børn går sultne i seng. Det lyder som et uland, men er England. Oplev de hårdeste arbejderkvarterer - hvor brexit blev solgt som løsningen på armoden - når Emil Jørgensen besøger Accrington og Sunderland.

Storbritannien: Hvad ville du vælge, hvis du enten skulle slukke for varmen eller undvære aftensmaden?

For kvinden over for mig er spørgsmålet reelt. Hendes blik er rettet mod bordet, underlæben dirrer, og bag de lange, kunstige vipper kæmper øjnene for at holde tårerne tilbage. Britney skammer sig over sin situation. Og lyden fra den Youtube-tegnefilm, som hendes halvandenårige søn sidder i en barnevogn og lader sig distrahere af, får øjeblikket til at føles uendeligt.

- See, see, see, one, two three, synger en orange dukke ved navn Pancake Manor i videoen.

Med sin finger fjerner Britney en løssluppen dråbe fra øjenkrogen. Så svarer hun lavmælt:

- Der er dage, hvor jeg slet ikke spiser.

Hendes stemme knækker.

- Men min søn mangler aldrig noget. Det er bizart, at folk tror, at fattige er ligeglade med deres børn. At man snylter eller misbruger. Vi er helt almindelige, hårdtarbejdende mennesker.

Britney tjener 80 kroner i timen hos Sports Direct. Hendes samlede indtægter fra løn og offentlig støtte (Universal Credit) er 8000 kroner om måneden. For dem skal hun betale husleje, boligskat, mad, varme, vand, elektricitet, tøj og medicin, og det går ikke op, siger hun. Foto: Emil Jørgensen

Britney er 23 år og bor i byen Accrington i det nordvestlige England. Vi sidder i en frokoststue hos den lokale hjælpeorganisation Maundy Relief Agency - et sted, hun aldrig havde troet, hun ville få brug for. Hendes far er skraldemand, moren er kassedame, og som datter af en arbejderklassefamilie har Britney selv arbejdet siden konfirmationsalderen. For tiden er hun ekspedient i butikken Sports Direct, mens sønnens far - som hun ikke bor sammen med - passer grønsværen i den lokale fodboldklub.

Alligevel kan de ikke få enderne til at mødes. Regninger for barnets allergimedicin, rekordhøj inflation og coronasygdom har mørbanket Britneys økonomi. Og hun er langtfra den eneste, som føler fattigdommens tag.

23 procent af Storbritanniens befolkning lever i relativ fattigdom. Mere end 2,5 millioner britiske børn bor i husstande med mangel på mad. Flere og flere står over for det daglige dilemma: heat or eat?

Jeg har tilbragt to dage i fattige arbejderkvarterer i Accrington og Sunderland, hvor sammenholdet er stort, men pengene er små. Mødt dem, der fryser i stuerne. Mænd med mus i sofaen og svamp i loftet. Familier, for hvem et lægebesøg til 11 pund - knap 100 kroner - kan vælte budgettet. Gamle damer, der stjæler fra supermarkeder i beskidte nabolag - fremfor at belemre børn og børnebørn med deres trængsler. Miner, bomuldsfabrikker og stålskibsværter, som støjer i deres fravær.

Det her er historien om alle de problemer, som brexit skulle rette op på.

Storbritanniens ulighed er i høj grad geografisk bestemt. Industribæltet i det nordlige England bokser med fattigdom og børn, som går i skole med sultne maver. Grafik: Wayne Southwell

Moder Teresa i køkkenet

Alt, hvad jeg lige har remset op, har 58-årige Teresa Fitzjohn oplevet på tætteste hold. Hun har arbejdet med de udsatte i Maundy Relief Agency i 11 år, og før det kom hun selv som bruger på adressen. Med en brysk bevægelse trækker hun ærmet op på sin hættetrøje og viser mig en arm, som er mærket af alle de gange, hun har skåret i sig selv.

- Jeg har kendt det her miljø i det meste af mit liv, siger hun.

Vi sidder i en lædersofa i et af hjælpeorganisationens afsides lokaler. Teresa har kort, gråt hår, dueblå øjne og en smal mund. Hun udstråler ro, mens hun fortæller om alt andet end det.

- Fattigdommen har aldrig været værre, end den er nu. Selv de fuldtidsarbejdende har ikke råd til at tænde for varmen. Pensionister har ikke råd til at spise ordentligt. Da jeg startede her i 2011, var vi Accringtons eneste suppekøkken. Nu er der seks her i byen, siger hun.

58-årige Teresa Fitzjohn blev hjulpet ud af sit alkoholmisbrug af en socialrådgiver i Accrington. Nu hjælper hun selv de udsatte i byen - og det bliver sværere og sværere. Foto: Emil Jørgensen

Accrington er en by med cirka 30.000 indbyggere i grevskabet Lancashire, en halv times kørsel fra Manchester. Engang sikrede bomuldsfabrikkerne gode lønninger. Fra sin barndom i 1970’erne husker Teresa “store søndagsmarkeder” og “en bymidte fyldt med butikker”. Som ung kvinde arbejdede hun selv ved spinde- og vævemaskinerne.


Fattigdommen har aldrig været værre, end den er nu. Selv de fuldtidsarbejdende har ikke råd til at tænde for varmen.

Teresa Fitzjohn, Maundy Relief Agency

Men i det samme årti lukkede der næsten en bomuldsmølle om ugen i Lancashire. I dag har alle fabrikkerne drejet nøglen om, og mange af Accringtons butikker står som skeletter med skodder for vinduerne. Set fra gaden er husene fyldt med dybe revner, skjolder og fugtskader.

Da bomuldsmøllerne spindede på sit højeste, blomstrede Accrington. I dag er stedet præget af butiksdød og reel fattigdom. Byen har 30.000 indbyggere og seks suppekøkkener. Foto: Emil Jørgensen 

Og bag facaden - i stuerne - står det endnu værre til, fortæller Teresa.

- Vi laver opsøgende arbejde hos folk, hvor der er så koldt i deres hjem, at man kan se sin egen ånde. Som regel lugter der også fælt, fordi folk ikke har råd til varmt vand og sæbe.

Hun læner sig ind mod mig og sænker stemmen en anelse:

- Jeg var hjemme hos en mand for nylig. Han sov i sofaen, fordi hans seng var fyldt med mus. Men nu har musene også overtaget hans sofa.

Hvad gør han så nu?

- Han sover på gulvet.

Fem tal om fattigdommen i Storbritannien

  1. 14,5 millioner (23 procent) af briterne lever i relativ fattigdom. Det vil sige, at de tjener mindre end 60 procent af medianindkomsten målt på ækvivaleret disponibel indkomst.
  2. 4,5 millioner britiske børn vokser op i fattige familier. Det svarer til ni i hvert klasselokale med 30 børn.
  3. Flere end 2,5 millioner børn har oplevet “madusikkerhed” i hjemmet inden for den seneste måned.
  4. 17,7 procent af Storbritanniens arbejderklassefamilier lever i fattigdom, selv om de har job.
  5. 2200 suppekøkkener er der i dag i Storbritannien. Til sammenligning er der cirka 1300 McDonald's-restauranter.

“Perfect storm” af kriser

Hvordan virkeligheden i Storbritannien - et G7-land - kan se så sådan ud, skrives der afhandlingspapirer om på universiteter. Baggrundsafsnittet er langt: Afindustrialisering, globalisering, Margaret Thatchers kamp mod fagforeningerne, skiftende neoliberale regeringer, finanskrise og konservativ britisk klasseopdeling.

I det aktuelle nyhedsbillede er det tre tematikker, som stjæler overskrifterne: prisstigninger, corona-konsekvenser og brexit-bøvl.

Storbritanniens inflation lød på hele 5,5 procent i januar, hvilket er det højeste niveau i 30 år. Og tilsyneladende er det toppen af isbjerget. Til april stiger den gennemsnitlige el- og varmeregning med 6200 kroner, og Bank of England frygter, at inflationen ryger op over syv procent i løbet af året.

Fra London til Glasgow til Bangor - i mindst 25 byer - gik vrede briter på gaden i sidste weekend. “Vi vil ikke betale for krisen”, stod der på de skilte, som de bar, og fra talerstolene lød det: “arbejderne kan ikke arbejde hårdere”.

De økonomiske nyreslag til Storbritanniens fattigste kommer oven på et år, hvor 50 forretninger er lukket om dagen på grund af pandemien. Samtidig har befolkningen prøvesmagt bider af forsyningskrise på grund af manglen på lastbilschauffører og brexit-bureakrati på vej ind og ud af England.

Alle kriserne har været med til at smøre 23-årige Britneys glidebane ned i fattigdommens mørke. Moderen fra fra Accrington - som du mødte i starten af artiklen - har set sin varmeregning stige med 50 procent. Hun har misset seks dages løn i sportsbutikken, fordi hun var syg med corona. Og hun er blevet tildelt færre timer i forretningen, fordi Sports Direct ikke har fået leveret alle de kondisko, træningsdragter og kasketter, som virksomheden havde regnet med.

- For fire måneder siden manglede jeg ikke noget. Nu er jeg i et sort hul, som jeg ikke føler, jeg kan komme op af. Jeg skammer mig så meget over at komme i suppekøkkenet, men jeg sværger, hvis det ikke var for deres hjælp, ville jeg ikke klare den, siger hun.

Britney i Accrington har ondt i maven over en regning hos lægen på 11 pund - knap 100 kroner. Hun har befundet sig på kanten af armod i fire måneder, fordi priserne på stort set alt er eksploderet. Oven i det har hun været syg fra arbejde på grund af corona, hvilket kostede hende en hel uges løn. Foto: Emil Jørgensen

Med en fyldt plasticpose med madvarer hængende på barnevognen forlader hun Maundy Relief Agency og træder ud i noget, der ligner en engelsk parodi på vejret. Det er gråt, det pisser ned, og det blæser med sådan en styrke, at meterologerne har valgt at give stormen et navn: Dudley. Og mens Dudley vælter træer og river mursten ud af huse i andre dele af England, har Britney svært ved at sætte navn på, hvad der har blæst hende omkuld.

- Jeg føler mig svigtet af systemet. Jeg er en god person. Jeg har et arbejde. Jeg beder ikke om meget, siger hun med dirrende stemme.

Sønnen smider sin sutteflaske på fortovet, og hun samler den op. Regnen har gennemblødt pelskanten på hendes hætte på to minutter.

Før mor og søn stiger om bord på bussen, spørger jeg, om hun har en drøm. Svaret faldet prompte, mens hun kigger på sin halvandenårige dreng i barnevognen.

- At han bliver professionel fodboldspiller.

For fire måneder siden manglede jeg ikke noget. Nu er jeg i et sort hul, som jeg ikke føler, jeg kan komme op af. Jeg skammer mig så meget over at komme i suppekøkkenet, men jeg sværger, hvis det ikke var for deres hjælp, ville jeg ikke klare den.

Britney, 23-årig mor i Accrington
Britney skammer sig over at komme i suppekøkkenet hos Maundy Relief Agency. Men ligesom millioner af andre briter er hun blevet hårdt ramt af pandemien og inflationen. I dag er der 2200 suppekøkkener i Storbritannien. Til sammenligning er der cirka 1300 McDonald's-restauranter. Foto: Emil Jørgensen

På bagsædet i Sunderland

Fortællingen om Storbritanniens fattigdom er også historien om en galopperende ulighed. De fem mest velhavende britiske familier er rigere, end Storbritanniens 13 millioner fattigste er tilsammen - det påviste den britiske velgørenhedsorganisation Equality Trust i 2019.

Og uligheden er i høj grad geografisk bestemt. I en tale i juli sidste år sagde premierminister Boris Johnson sådan her:

- Vores ubalance er større end stort set alle andre udviklede økonomiers. Og når jeg siger ubalanceret, mener jeg, at geografi er lig med skæbne for alt for mange mennesker, sagde han.

De højtuddannede, de velbetalte job og de velhavende klistrer sig til London, Sydengland og det skotske højland. Og selv om mange i hovedstaden også lever i relativ fattigdom på grund af huslejepriserne, er det i industribæltet i Nordengland, at mange føler sig efterladt på perronen.

27 procent af børnene i Nordengland vokser op i fattigdom. Til sammenligning er tallet 20 procent for hele landet. Nordenglænderne lever i gennemsnit også 10 år mindre, end resten af englænderne gør. Det har et studie fra University of Manchester. Foto: Emil Jørgensen

For eksempel i havnebyen Sunderland, som jeg besøger efter Accrington. Hjemsted for stolte skibsbyggertraditioner, fodboldklubben Sunderland A.F.C. og omtrent lige så mange mennesker, som der bor i Aarhus.

I dag er værftsindustrien væk, heltene fra Stadium of Light spiller i Englands tredjebedste række, og en fjerdedel af byens børn vokser op i fattigdom. Ved brexit-afstemningen i 2016 var der stort flertal for at forlade EU i Sunderland.

- Brexit blev solgt som svaret på alt. Brexit skulle løse fattigdommen, arbejdsløsheden, kriminaliteten, indvandringsproblemerne, hungersnød og hospitalskøerne. Men se dig omkring.

Min chauffør skæver til mig i bakspejlet. Jeg sidder på bagsædet af en bil med to kvinder i 40’erne, som kan sætte de fleste på plads. Karen Noble og Debbie Dodds. De arbejder med udsatte i Pallion - et af de hårdeste kvarterer i Sunderland - og de har indvilget i at vise mig nabolaget. Gader fyldt med glasskår og hoveddøre, som bærer synlige spor fra, at de har været sparket ind.

Karen Noble kigger i bakspejlet. Hun og Debbie Dodds fra Pallion Action Group i Sunderland arbejder i nogle af Englands fattigste gader, hvor glasskår fra smadrede vinduer flyder på fortovene, og varmen sjældent er tændt inde i husene. Foto: Emil Jørgensen

- Du skal ikke tage herud alene i aften, lyder det fra Debbie.

- Nej, ikke medmindre du vil røves og bankes, supplerer Karen.

De taler begge med tyk, nordengelsk Mackem-accent, og jeg har svært ved at forstå deres slang.

- Waja? Forstår du? Waja betyder “yes”, siger Debbie.

Vi banker på hos en kvinde, der bor i et hus med så meget skimmelsvamp, at det ligner et tvivlsomt dekorationsvalg til loftet. På førstesalen er svampen ude af kontrol i en sådan grad, at hun og hendes to børn har opgivet at bruge soveværelset. De sover i stuen.

- Vi skal nok losse nogen i røven, så de kommer og kigger på det, brøler Karen på vej ud ad døren.

Sådan ser der ud i nogle af de hjem, som hjælpeorganisationen Pallion Action Group frekventerer i Sunderland. Foto: Emil Jørgensen

Hvad interesserer Avisen Danmarks bagland?

Kirsten Sørensen har efterspurgt, at vi skrev om Storbritanniens voksende fattigdom. Det er blandt andet på baggrund af hendes ønske, at denne artikel er blevet til.

Hvis du har spørgsmål, ris eller ros til Emil Jørgensens rejse i Storbritannien, kan du skrive til ham direkte på https://spoerg.avisendanmark.dk.

- De fattige bliver altid fattigere

I Pallion Action Group - som er navnet på den organisation, Karen og Debbie arbejder for - er antallet af udsatte brugere tredoblet i løbet af det seneste år. 6000 mennesker har benyttet sig af organisationens tilbud i 2021.

- Det nye er, at vi også ser mange, som faktisk har et arbejde. Lønningerne er bare ikke høje nok til regningerne, siger Karen, der er leder.

I organisationens lokaler - som ligger i forlængelse af en kirke af røde mursten, midt i det hærgede kvarter - kan de lokale komme og få en portion suppe. De kan tage choco pops-pakker, salathoveder, franskbrød, yoghurt og andre donerede madvarer med hjem, “uden at nogen behøver at opdage det”. Computertid, sociale cirkler og læringskurser finder de udsatte også her. I dag desuden en dansk journalist.

Sunderland i Nordengland har mistet kulminerne og skibsværfterne, men bilproducenten Nissan har stadig adresse i byen. Det er der mange job i, ligesom der også er mange, som får arbejde i Sunderlands callcenter-industri. Men mange mennesker i de gamle arbejderkvarterer i Pallion mangler færdighederne til at bestride den slags job, fortæller hjælpeorganisationerne, som Avisen Danmark besøger. Foto: Emil Jørgensen

Få øjeblikke efter at jeg har introduceret mig selv i computerrummet, sidder tre mænd og googler “Danmark”. Ældre damer med perler i ørene, nydelige støvler og håndtasker må presses af Karen til at forlade stedet med madkuponer, fordi de skammer sig over at have brug for dem. Og en samtalegruppe med seks synshæmmede dedikerer en session til at svare på mine spørgsmål.

- Min mand tør ikke tænde for varmen på grund af regningen, så jeg går tidligere og tidligere i seng, fordi jeg fryser, siger Mandy på 53.

Hun er fuldkommen blind på begge øjne, men kan godt se det tragikomiske i sin beretning.

- Forleden dag sagde min søster til mig, at jeg lignede en eskimo, fordi jeg havde så meget tøj på i min stue.

Hele gruppen griner. En anden kvinde tager ordet.

- Min mand og jeg bliver nødt til at sælge vores bil, fordi vi ikke har råd til benzinen længere, siger Lisa, som er iført en hættetrøje uden ærmer på.

Men hun griner ikke. Hun græder.

- Det er bare så hårdt. Både min mand og jeg arbejder. Alligevel kan vi næsten ikke klare os.

Lisa bebrejder udlændingene. Det var også derfor, hun stemte brexit, fortæller hun. For at få styr på grænserne.

Det samme gjorde Mandy. Men det har ikke rigtig gjort en forskel, bliver de enige om.

John - en mildt udseende gråhåret mand, der ligner enhvers venlige morfar - fungerer som en form for ordstyrer. Og da gruppen har diskuteret færdig, hvem de bebrejder for elendigheden - Margaret Thatcher, Tony Blair, Boris Johnson og de fleste, som bor i London - runder han mødet af med en bemærkning, som får alle til at nikke.

- De fattige bliver altid fattigere. Og de rige bliver altid rigere.

Min mand tør ikke tænde for varmen på grund af regningen, så jeg går tidligere og tidligere i seng, fordi jeg fryser. Forleden dag sagde min søster til mig, at jeg lignede en eskimo, fordi jeg havde så meget tøj på i min stue.

Mandy Metters, 53-årig kvinde i Sunderland
Fattigdommen er svær at se udefra. Men hjemme hos Mandy Metters (til højre) er der råkoldt, fordi hun ikke har råd til at tænde for vamen. Og Lisa McConnechel (til venstre) - som arbejder som personlig assistent for Mandy, der er blind - begynder at græde, når hun taler om sin økonomiske situation. Foto: Emil Jørgensen

Min rødhårede ven med fem navne

Mest tid i Sunderland tilbringer jeg med en 63-årig dame med postkasserødt hår. Også hende møder jeg i Pallion Action Group.

- Mit navn er Annika Petroneila Karan Eugaberm Morrison, spytter hun ud så hurtigt, at jeg beder hende om at skrive det ned.

Er du royal?

- Nej. Jeg hader kongehuset.

Jeg beder hende om at beskrive livet i Pallion, og hun svarer:

- Lort. Forfærdeligt. Fattigt. Næste spørgsmål?

Annikas far var sømand, og hun har selv armen fyldt med tatoveringer. På en af dem står der: “Styrken får vi fra den galskab, vi gennemlever”.

Min rødhårede ven med de fem navne. Foto: Emil Jørgensen
- Annika Petroneila Karan Eugaberm Morrison, siger hun stolt, at hun hedder. Til gengæld taler den 63-årige kvinde i Sunderland sagte, når hun fortæller, at desperationen presser hende til tyveri. Foto: Emil Jørgensen
Annika vil ikke belemre sine børn og børnebørn. - De har deres egne problemer, siger hun. Foto: Emil Jørgensen

På sin telefon viser hun mig videoer af nogle af sine tre børnebørn, der kører på små motorcrossere. Og så viser hun mig billeder af sin egen lejlighed, som er fyldt med svamp, krakeleret tapet og huller i væggene. Den ligner noget, som er ved at falde fra hinanden, og hendes udlejer vil ikke gøre noget ved det.

Hun hvisker til mig:

- Han slår mig også.

Din udlejer?

- Ja.

Har du anmeldt ham?

- Nej. Fuck det.

Annikas blik er på en og samme tid udfordrende og sårbart. Hver gang jeg siger noget, kigger hun på mig, som om det var åndssvagt sagt. Men hver gang hun selv har sagt noget, får hun det samme udtryk. I det meste af sit liv har hun arbejdet som rengøringsdame.

- Jeg kan være nødt til at stjæle, siger hun pludselig.

Hvorfor?

- For at klare mig.

Kan dine børn ikke hjælpe dig?

Hun fnyser.

- Jeg vil ikke bekymre dem.

Hvorfor ikke?

- Det er lige meget.

Vi sidder i hinandens tavshed i nogle sekunder. Samtalerne fra lokalet ved siden af lyder som en summen, og ude fra vejen høres en bildør smække og en bil gasse op. Så stiller hun mig et spørgsmål.

- Hvordan er det der, hvor du kommer fra? Må I også nogle gange vælge mellem varme eller mad?

Studie: Brexits betydning for briternes fattigdom

Endnu er der ikke meget forskning, som belyser, hvilken effekt brexit kan få for bunden af samfundet i Storbritannien.

De walisiske sundhedsmyndigheder udgav dog i samarbejde med WHO en rapport sidste år med flere delkonklusioner:

Prisstigninger på varer på grund af told, mangel på plejepersonale på grund af nye immigrationsregler, men også en chance for flere jobmuligheder for de lavtlønnede.

Rapporten kan læses her: https://phwwhocc.co.uk/wp-content/uploads/2021/09/Brexit-Poverty-21_09_21-1.pdf

Kommuner landet over må i øjeblikket udskyde byggeri af svømmehaller og plejehjem, fordi priserne på blandt andet byggematerialer er tårnhøje. Arkivfoto: Sophia Juliane Lydolph

Tårnhøje byggepriser presser kommuner til at udskyde projekter: Aalborg kan få svært ved at levere nok plejehjemspladser

Byggemarkedet er glohedt i øjeblikket.

Priserne på håndværksydelser og byggematerialer er steget med op mod 30 procent, og det får konsekvenser i en række kommuner.

I Helsingør har man udskudt planen om at opføre en ny svømmehal, i Køge er cykelstier og omfartsveje blevet forsinket med et år, og i Aalborg kan man få svært ved at levere de plejehjemspladser, der er behov for, hvis priserne fortsætter med at være høje.

Byggemarkedet er ramt af en "perfect storm" af tårnhøj byggeaktivitet verden over og en energikrise, der skubber råvarepriserne i vejret.

Og det er ikke til at sige, hvornår det hele vender, lyder det fra byggeafdelingen i Dansk Industri.

Flere og flere kommuner ser sig nødsaget til at prioritere i planlagte bygge- og anlægsprojekter, fordi priserne på håndværkere og byggematerialer er steget med op mod 30 procent. I Helsingør må man vente på en ny svømmehal, og i Aalborg bliver det svært at levere plejehjemspladser nok, hvis ikke byggebranchen snart køler af. Men det er svært at spå om, lyder det fra Dansk Industri.

Byggeri: Det er ikke hver dag, at der indkaldes til ekstraordinære møder i landets byrådssale.

Men det var ikke desto mindre tilfældet i Køge Kommune i den forgangne uge.

Og der var kun ét centralt punkt på dagsordenen:

Byrådet skulle tage stilling til, om anlægsprojekter for 83 millioner kroner skulle fortsætte som planlagt eller sættes på pause.

- Byggebranchens prisstigninger sætter os i en situation, hvor vi bliver nødt til at prioritere vores anlæg. Det er simpelthen for dyrt at bruge borgernes penge på projekter, hvor priserne er på himmelflugt, sagde borgmester Marie Stærke (S) i en pressemeddelelse.

Og Køge Kommune er ikke den eneste i landet, der mærker presset på byggebranchen.

Lige nu er vi inde i en "perfect storm" af uorden i værdikæderne, godt gang i hjulene, mangel på råvarer og høje energipriser. Og vi ved jo ikke, hvornår det falder til ro igen.

Elly Kjems Hove, souschef, DI Byggeri

I Aalborg Kommune skal der bygges 10 nye plejehjem frem mod 2029, så der er plejehjemspladser nok til en hastigt voksende andel borgere på over 80 år.

Men nu er to af plejehjemsprojekterne skubbet et år ud i fremtiden, fordi det ikke er muligt at realisere dem inden for det budget, kommunen har sat af, med den nuværende markedssituation.

- Det betyder, at vi har svært ved at levere nok plejehjemspladser til behovet, hvis ikke byggemarkedet stabiliserer sig inden for en overskuelig tidshorisont, skriver bygningschef i Aalborg Kommune, Peter Munk, i en mail til Avisen Danmark.

Den perfekte storm

Det er dog overordentligt svært at forudse, hvornår priserne begynder at falde, fortæller Elly Kjems Hove, der er souschef i DI Byggeri.

- Lige nu er vi inde i en "perfect storm" af uorden i værdikæderne, godt gang i hjulene, mangel på råvarer og høje energipriser. Og vi ved jo ikke, hvornår det falder til ro igen, siger hun.

Byggeaktiviteten er enormt høj i både Danmark og udlandet, og det holder lønningerne og dermed priserne oppe.

Derudover afhænger prisen på materialer af alverdens faktorer - blandt andet udbuddet af energi til at producere, der i øjeblikket er stærkt præget af situationen mellem Rusland og Ukraine.

Der er ingen tvivl om, at vi skal sætte yderligere penge af til at håndtere de prisstigninger, vi oplever i øjeblikket.

Benedikte Kiær, borgmester (K), Helsingør Kommune

Det gør det svært at spå om, hvornår byggemarkedet vender tilbage til et mere normalt niveau. Og spørgsmålet er, hvor priserne lægger sig, når byggeaktiviteten stilner af og energikrisen er ovre.

- Byggevarer har været relativt billige siden finanskrisen. Der har været meget svage stigninger på materialer fra 2012 frem til 2020. Og når det kommer hen på et nyt niveau, tror vi, man skal forberede sig på, at priserne lander på et niveau, der meget vel kan være højere, end det vi så for fem år siden, og højere end hvad man har lagt sit budget efter, siger Elly Kjems Hove.

Flere vil udskyde

I den nærmeste fremtid må man forvente, at flere kommunale byggeprojekter vil blive enten udskudt eller skrinlagt.

Det siger Henrik L. Bang, der er direktør i Bygherreforeningen, til TV2 Lorry.

- Vi hører fra mange medlemmer i hele landet, at der er problemer med at få budgetterne til at holde, så der bliver gjort mange overvejelser om, hvilke projekter man tør gå ud med lige nu, og hvilke man skal vente med, siger han.

Også i Sønderborg Kommune mærker man presset. To cykelstiprojekter er blevet noget dyrere, end man først har sat penge af til, så byrådet har måttet afsætte ekstra midler.

- Derudover begynder vi at se licitationsresultater, der ligger over det budgetterede, og vi får henvendelser fra byggefirmaer, som varsler, at prisstigninger på for eksempel stål og træ må forventes at afspejle sig på regninger for igangværende projekter, lyder det fra Mie Rauff Nielsen, der er afdelingsleder i Service og Ejendomme i Sønderborg Kommune.

Avisen Danmark har samlet et kort overblik over en række kommuner, der har været nødt til at tage stilling til prisudviklingen i byggebranchen.

1 Helsingør

I 2019 blev byrødderne i Helsingør Kommune enige om, at der skulle bygges en ny svømmehal.

Men kommunens vandhunde fik nedslående nyheder, da borgmester Benedikte Kiær (K) tirsdag måtte fortælle, at byggeriet nu er udskudt på grund af de stigende byggepriser.

"Det er i fællesskab med entreprenør og rådgiver vurderet, at det ikke er muligt at opnå det ønskede projekt inden for de afsatte midler på i alt 111 millioner kroner", skrev Benedikte Kiær på Facebook.

Mandag er der møde i kommunens økonomi- og erhvervsudvalg, hvor konsekvenserne af de stigende byggepriser og deres indflydelse på andre projekter i kommunen skal drøftes.

På bordet ligger en ekstraregning på 28 millioner kroner, som der skal tages stilling til, oplyser Claus Christoffersen (S), der er medlem af byrådet og økonomi- og erhvervsudvalget, ifølge Helsingør Dagblad.

Ifølge borgmesteren vil de stigende priser sætte præg på de kommende års anlægsprojekter i kommunen.

"Der er ingen tvivl om, at vi skal sætte yderligere penge af til at håndtere de prisstigninger, vi oplever i øjeblikket", skriver Benedikte Kiær på Facebook.

2 Køge

Der var byggeprojekter for 83 millioner kroner på dagsordenen, da byrådet i Køge Kommune mødtes tirsdag til et ekstraordinært møde.

Med de stigende byggeomkostninger er der ikke råd til det hele, så er flertal i byrådet enedes om at udskyde projekter for godt 76 millioner kroner fra i år til 2023.

Det drejer sig blandt andet om en række cykelstier og færdiggørelsen af en omfartsvej omkring stationsbyen Borup, der nu må vente lidt.

- Når man som Køge Kommune har et anlægsbudget på mere end 200 millioner kroner og samtidig oplever prisstigninger på mellem 25 og 30 procent, er man nødt til at bremse op og sætte noget på pause for at udvise rettidig omhu, lød det fra borgmester Marie Stærke (S) i byrådssalen ifølge Dagbladet Køge.

3 Randers

I Randers-bydelen Dronningborg havde man planer om at opføre både daginstitution, idrætshal og plejecenter til en pris på godt 154 millioner kroner.

Byggeriet skulle stå færdigt i 2024, men i oktober måtte Randers Kommune lægge planerne på hylden.

Priserne på byggemarkedet var allerede da steget til et niveau, så ingen af de fire totalentreprenører, der var udvalgt til at byde ind på projektet, kunne bygge inden for et budget, kommunen kunne gå med til.

- Tilbuddene lå markant over udbudssummen. Derfor vælger vi at annullere, lød det dengang fra borgmester Torben Hansen (S) ifølge Randers Amtsavis.

De godt 4,5 millioner kroner, der blev brugt på at indhente tilbud, er dog ikke gået til spilde. Til sommer vil kommunens forvaltning have en køreplan klar for et nyt projekt, der hviler på det store arbejde, der allerede er gjort, lød det også fra borgmesteren.