Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Vladimir Putin meddelte søndag, at man sætter russiske styrkers adgang til atomvåben på højt beredskab. Foto: Russian Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

Putin øger styrkers adgang til atomvåben

Godmorgen og velkommen til ugens første nyhedsoverblik fra Avisen Danmark.

I weekenden tog krigen i Ukraine endnu en uhyggelig drejning.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, berettede i en tv-tale søndag eftermiddag, at russerne sætter styrker med adgang til atomvåben på højt beredskab. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

USA melder ud, at Putin eskalerer krigen og benytter sig af en "farlig retorik". 

I Hviderusland har man ved en folkeafstemning søndag angiveligt stemt for at ændre forfatningen i landet og dermed afskaffe Hvideruslands status som atomfri. 

Det melder flere russiske nyhedsbureauer ud, og ifølge dem har 65,2 procent stemt for den nye forfatning. Tallene stammer ifølge bureauerne fra Hvideruslands valgkommission.

Vesten havde forud for afstemningen erklæret, at man ikke ville anerkende afstemningens resultat på baggrund af Hvideruslands præsident Aleksandr Lukasjenkos undertrykkelse af demokratiet i Hviderusland. Udfaldet skal da også ses i lyset af præsident Aleksandr Lukasjenkos magtindflydelse i landet.

Afstemningen åbner nu for, at der igen kan opstilles atomvåben på Hvideruslands territorium. Det er ikke sket siden Sovjetunionens fald i 1991.

Lukasjenko, som er nær allieret med Putin, sagde i en tale ved et valgsted søndag, at han kan bede Rusland om igen at sende atomvåben deres vej.

- Hvis I (Vesten, red.) indsætter atomvåben i Polen eller Litauen ved vores grænser, vil jeg bede (den russiske præsident Vladimir) Putin om at give vores atomvåben tilbage uden betingelser, sagde han ifølge Ritzau og Reuters.

Forfatningsændringerne giver desuden Lukasjenko mulighed for at forblive præsident indtil 2035 samt livslang beskyttelse mod retsforfølgelse.

Udsendte fra Rusland og Ukraine vil angiveligt mødes her til morgen på grænsen til netop Hviderusland. Her vil man indlede de første forhandlinger

Danmark sender våben til Ukraine

Det er ikke sket i nyere tid, at Danmark sender våben til en krig, men 2.700 panserværnsraketter skal nu afsted til Ukraine. Det meldte statsminister Mette Frederiksen søndag ud på et pressemøde med forsvarsminister Morten Bødskov (S).

- Vi ser lige nu en fuldstændig enestående heroisk indsats fra den ukrainske befolkning i at slå overmagten tilbage, og det ønsker vi at hjælpe Ukraine med, og derfor gør vi det her med åbne øjne og rank ryg, sagde hun ifølge DR.

Morten Bødskov meldte ud, at panserværnsraketterne kan bruges på kortere afstande mod blandt andet pansrede køretøjer.

Dele af de 300 Stinger-missiler, der tidligere blev kasseret af Forsvaret som værende for gamle, kommer alligevel også i spil.

Ifølge forsvarsministeren er Danmark klar til at levere dele af missilerne til USA, så de kan få deres egne Stinger-missiler til at fungere. Ministeren bekræftede ikke, om missilerne skal bruges i Ukraine.

FN indkalder til hastemøde

Vi runder af i FN, der søndag aften indkaldte alle 193 medlemslande til hastemøde om krigen i Ukraine. Det skriver Ritzau.

Sikkerhedsrådet har indkaldt Generalforsamlingen - og det er kun 11. gang, siden FN blev dannet i 1950, at det er sket.

Afstemningen foregik uden Rusland - der er permanent medlem af Sikkerhedsrådet - havde mulighed for at bruge sin vetoret. Ikke overraskende stemte landet imod forslaget om indkaldelsen til hastemøde - Indien, Kina og De Forenede Arabiske Emirater valgte ikke at stemme. De øvrige lande stemte for.

På onsdag - når alle 193 lande har haft mulighed for at tilkendegive deres mening om krigen i Ukraine - forventer man, at Generalforsamlingen skal stemme om en resolution, der giver opbakning til at fordømme Ruslands invasion af Ukraine.

Senere i dag vil USA's præsident, Joe Biden, være vært for et telefonmøde med landets vestlige allierede. Her vil man diskutere udviklingerne i Ruslands angreb på ukrainerne og koordinere den fælles vestlige indsats.

Det var alt fra dagens nyhedsoverblik. Følg med her på Avisen Danmark, hvor vi holder dig opdateret om krigen i Ukraine. Læser du videre, får du fire gode historier fra os.

Billede af Peter Rasmussen
Billede af skribentens underskrift Peter Rasmussen Chefredaktør

Få Dagens Danmark læst op her

Casper beskriver sig selv som psykisk stærk, glad og veloplagt før udsendelsen til Afghanistan: - Jeg følte mig som supermand. Jeg kunne tage hele verden. Jeg tænkte ikke på, at der var en risiko for at dø. Jeg skulle skrive afskedsbrev, og der var mange forberedelser og lægeundersøgelser, men det var ikke noget, som rørte mig. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Veteranen Casper blev syg af krig: Nu kæmper han sit livs kamp i Højesteret

Eksperterne er fuldstændig enige: Soldater kan udvikle PTSD - posttraumatisk stress - mange år efter, de har været udsendt. Alligevel har veteranen Casper Troelsen to gange fået frataget sin erstatning, fordi Ankestyrelsen og landsretten mener, han har fået sin diagnose for sent, og at han samtidig ikke kan komme ind under den særlov, der skulle gøre det nemmere for veteraner at få erstatning.

- Alt det, jeg og flere hundrede veteraner har oplevet, er anerkendt. Men så sidder der nogle slipsedrenge i København og siger, at det ikke passer med tiden, siger 41-årige Casper Troelsen. Nu kan Casper Troelsens sag blive afgørende for Danmarks veteraner og fremtidens udsendte, for i dag skal sagen for Højesteret.

Eksperterne er enige: Soldater kan udvikle PTSD - posttraumatisk stress - mange år efter, de har været udsendt. Alligevel har veteranen Casper to gange fået frataget sin erstatning, fordi Ankestyrelsen og landsretten mener, han fik sin diagnose for sent, og fordi han ikke kan komme ind under en særlov, der skulle gøre det nemmere at få erstatning. Nu kan Caspers sag blive afgørende for Danmarks veteraner og fremtidens udsendte.

Krigsveteran: - Pas på!

- De kommer, de kommer!

- NED!!

Råbene kommer fra 41-årige Casper Troelsen, mens han spænder op i armene og krydser dem foran brystet. Reaktionen er et resultat af mange års træning i, hvordan han som soldat og gruppefører skal agere, når talibanmilitsen sender missiler mod ham og hans gruppe i Kandahar-provinsen i Afghanistan.

Men Casper Troelsen er ikke i krig. Det er midt om natten, og han ligger i dobbeltsengen i soveværelset i familiens hjem i Ødsted 10 kilometer uden for Vejle. Hans kone, Charlotte Troelsen, tager blidt fat i hans arm, mens hun siger:

- Jeg er her. Jeg er her. Det er bare mig.

For femte gang den nat får hun ham tilbage til virkeligheden. Caspers muskler bliver bløde, råbene ophører, og til sidst falder pulsen også. Nu rammer den afsindige tørst. Casper kan stadig smage det afghanske sand i munden.

Den slags nætter er hverdag for familien Troelsen i Vejle. Hver nat vågner Casper 2-11 gange og tror, han er i krig.

Casper Troelsen har svær PTSD og angst. Men han fik først diagnosen mere end fem år efter sin udsendelse til Afghanistan. Først fik han tilkendt erstatning, så tog Ankestyrelsen den fra ham. Så kom sagen i byretten, hvor han igen fik tilkendt sin erstatning. Så ankede Ankestyrelsen. Casper tabte i landsretten, og nu skal sagen for Højesteret, hvor den kan få principiel betydning for alle veteraner og fremtidige udsendte. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Nogle gange bliver han og hans gruppe beskudt af Talibans missiler. Andre gange ser han børn med åbne sår blive fløjet ind i basen med kamphelikoptere. Nogle nætter ser han den unge mand, de fik informationer fra. Hængt og skamferet af Taliban, som de fandt ham.

Eller den unge filippinske mand, der lukkede hanen til tanken med flybrændsel, da den blev forsøgt sprængt af fjenden. Den unge civilarbejder reddede deres liv, men betalte med voldsomme forbrændinger og hud, som hang i laser.

- Nederdrægtigt

For 41-årige Casper Troelsen er krigen ikke slut, selv om det er knap 14 år siden han var udsendt. Hver nat er han tilbage. Hver dag bliver han mindet om krigen gennem lugte, lyde og syn.

Casper er diagnosticeret med angst og svær PTSD. I otte år har han forsøgt at få erstatning. To gange lykkedes det. To gange blev den taget fra ham igen. Mandag skal han kæmpe for sine egne og alle andre tidligere og fremtidige soldaters rettigheder i Højesteret.

Alt det, jeg og flere hundrede veteraner har oplevet, er anerkendt. Men så sidder der nogle slipsedrenge i København og siger, at det ikke passer med tiden.

Casper Troelsen, tidligere soldat i Afghanistan

Eller hans advokat skal. Casper Troelsen ved ikke, om han kan holde til at være der. De mange års kamp mod systemet har forværret hans lidelse, og han kan ikke længere holde retssagen ud i strakt arm. Det er for tæt på. Hans kone, Charlotte Troelsen, har forsøgt at få ham til at tale om, hvad der sker, hvis han taber sagen. Men det vil Casper Troelsen ikke.

Han bliver vred, når han tænker på den måde, han og andre soldater bliver behandlet på, når de søger erstatning for de psykiske skader, de har pådraget sig, da de kæmpede for Danmark.

- Det er beskidt. Nederdrægtigt, siger han.

Slipsedrenge

Både speciallæger, Ankestyrelsen, byretten og landsretten har ifølge retsdokumenterne anerkendt, at Casper Troelsen har været udsat for traumatiske og livstruende hændelser i Afghanistan. De anerkender også, at han har fået PTSD i tilknytning til sin udsendelse i Afghanistan.

Problemet er, at Casper Troelsen, da han gik til egen læge få måneder efter udsendelsen, kun havde symptomer på PTSD og først fik lægelig dokumentation for færdigudviklet PTSD i 2015, da han blev undersøgt af en speciallæge. Ifølge Ankestyrelsen må der maksimalt gå to år fra udsendelse til diagnose, hvis det skal anerkendes som en arbejdsskade, står der i retsdokumenterne. Men den tidsfrist undrer Casper Troelsen.

- Alt det, jeg og flere hundrede veteraner har oplevet, er anerkendt. Men så sidder der nogle slipsedrenge i København og siger, at det ikke passer med tiden, siger Casper Troelsen.

Casper Troelsen og hans familie bor ud til et naturområde med træer og græs. For ham er det vigtigt at have nem adgang til natur, som han bruger som en form for medicin. Ofte i selskab med datteren Smilla, som han bruger megen tid på at bygge huler eller fælde træer med. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Han er ikke den eneste, der undrer sig over tidsfristen. Ifølge Ask Elklit, der er professor i psykotraumatologi ved Syddansk Universitet og medforfatter på den seneste danske undersøgelse af forsinket PTSD, har den intet hold i virkeligheden.

- Der var allerede en dansk undersøgelse af forsinket PTSD i 2014, og for et års tid siden lavede vi en ny undersøgelse. Den viser også, at forsinket PTSD er ganske hyppigt forekommende, specielt blandt veteraner. Der er intet videnskabeligt belæg for tidsfristen på de to år, og det undrer mig, at den stadig bliver brugt. Det er hamrende urimeligt, når det er så veldokumenteret, siger han.

Seniorforsker Anni Brit Sternhagen Nielsen fra Veterancentrets Videncenter har også forsket i forsinket PTSD. En lidelse, der ifølge hende særligt rammer tidligere udsendte.

- Typisk er det sådan, at professionelle, som er trænet til at modstå traumer og udvalgt på grund af deres psykiske robusthed, i nogle tilfælde diagnosticeres sent med PTSD. Undersøgelser har vist, det godt kan være 10 år efter. Vi kan også se på vores egne undersøgelser, for eksempel af ISAF hold 7, der var udsendt til Afghanistan, at nogle har svære symptomer på PTSD seks et halvt år efter, forklarer hun.

Seniorforskeren fortæller også, at der ofte er nogle symptomer inden for det første halve år, men at udenlandske undersøgelser viser, at mange selv forsøger at bearbejde det.

Casper i Afghanistan

Casper Troelsen var udsendt til Afghanistan fra april til august 2008. Før det havde han haft en enkelt udsendelse til Kosovo, hvor han ikke oplevede nævneværdige psykiske problemer efter hjemkomsten.

I Afghanistan var Casper Troelsen udsendt til Kandahar-provinsen som gruppefører, og han havde ansvaret for en gruppe på syv soldater. Hans primære opgave var at være med til at sikre flybasen.

Da Casper Troelsen kom ned til lejren, var der 15.000-17.000 udstationerede. Under hans udsendelse sendte USA flere soldater til lejren, så der var cirka 20.000 udstationerede, da Casper Troelsens rejste hjem.

Der var 15 kilometer rundt om lejren, som var hegnet ind og bevæbnet med vagttårne. Indimellem forsøgte Taliban at infiltrere lejren eller sende selvmordslastbiler ind.

Casper Troelsen var udsat for 35-40 såkaldte raketangreb mod lejren. Det er raketter i en størrelse, som kan jævne et hus med jorden og smadre vinduerne i omkringliggende huse samtidig.

Han og hans gruppe blev forsøgt beskudt under patruljering. De har oplevet minefare. I lejren fløj kamphelikoptere ind og ud døgnet rundt. Casper Troelsen og hans gruppe så adskillige døde og sårede børn. De fandt også en af deres informanter hængt og skamferet af Taliban.

I Ankestyrelsens afgørelse står der blandt andet om Caspers udsendelse: ”Du har under din udsendelse som soldat til Afghanistan i perioden april til august 2008 været udsat for exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger".

Det forsøgte Casper Troelsen også de første måneder, selv om mareridtene ødelagde hans søvn, og han var ked af det og oprørt.

- Min leder sygemeldte mig, fordi jeg fik det dårligt. Jeg ville egentlig til lægen, men jeg slog det hen. Jeg var klar over, der var noget galt, men jeg kæmpede imod. Jeg ville fandeme ikke være syg. Jeg ville ikke være bovlam, siger Casper Troelsen.

Det ufødte barn

Fire måneder efter udsendelsen mistede Casper Troelsen og hans daværende kæreste deres ufødte barn. Det forværrede Casper Troelsens situation betragteligt.

- Jeg havde det ad helvede til. Jeg sloges med mig selv og isolerede mig. Jeg var i beredskab hele tiden og så fjender mange steder, siger han.

Han begyndte at drikke alkohol for at berolige sig selv. Men det fik den modsatte effekt. Efter flere måneders tilløb opsøgte han sin læge 21. januar 2009. Han kunne ikke længere slå det hen. I Casper Troelsens lægejournal fra den dag, står der hvorfor:

”C drukket tæt i weekenden. Været oppe i det røde felt. Slået kæresten og truet med pistol. Sygemeldt fra Forsvaret. Ønsker hjælp. Har behov for at komme af med nogle dæmoner”.

Casper Troelsen er overbevist om, at han ikke ville have reageret sådan på sin ufødte søns død, hvis det ikke var for udsendelsen til Afghanistan.

- Noah var en sorg. Ikke alt det andet. Sorgen kunne vi komme igennem, siger han.

Lysten til at slå

Casper Troelsen begyndte til psykolog få uger efter lægebesøget. Men da han efter sygemeldingen skulle tilbage på arbejdet, mente hans leder stadig, at han var ustabil og syg. Casper Troelsen blev omplaceret. Han skulle ikke længere udsendes, men i stedet undervise elever.

Knap to måneder efter det første lægebesøg henvendte Casper Troelsen sig 16. marts 2009 sammen med sin kæreste på medicinsk skadestue. I lægejournalen har personalet noteret, at han henvendte sig, fordi han følte sig psykisk ustabil og trist til mode. Der står også:

”Vågner op i dag og har skænderi med hustru og har lyst til at slå hende. På baggrund af den psykisk ustabile situation henvender de sig sammen til skadestuen, hvor undertegnede ser dem. Der laves aftale om, at Casper skal henvende sig hos egen læge med henblik på yderligere samtale og start af eventuelt antidepressiv medicin”.

Forholdet med den daværende kæreste brast samme år. Men Casper Troelsen fortsatte med psykologsamtalerne, og i 2011 kom han ind i en bedre periode. Han mødte sin nuværende kone, Charlotte Troelsen. De blev hurtigt forelskede, og samme år blev Charlotte Troelsen gravid. Dæmonerne var der stadig, men Casper Troelsen ville ikke længere gå til psykolog. Han mente, de skulle arbejdes væk, og han formåede for det meste at gemme minderne fra krigen væk i dagtimerne.

Overfaldet

Men 10. juni 2012 skete det noget, som gjorde det sværere for Casper Troelsen at holde rædslerne fra krigen væk. Under en bytur med nogle venner blev Casper Troelsen umotiveret overfaldet af en gruppe ukendte mænd. Han blev sparket og slået, mens han lå ned.

Få måneder efter kom hans datter, Smilla, til verden, og midt i al glæden fik Casper Troelsen sværere og sværere ved at adskille virkelighed og minder. Han husker tydeligt den dag, han så syner første gang. Han sad med Smilla på skødet. Hun var på det tidspunkt otte måneder. Han kiggede ud ad vinduet, da der pludselig kom kamphelikoptere flyvende med sårede. I virkeligheden var der ingen.

Casper Troelsen og hans familie bor ud til et naturområde med træer og græs. For ham er det vigtigt at have nem adgang til natur, som han bruger som en form for medicin. Ofte i selskab med datteren Smilla, som han bruger megen tid på at bygge huler eller fælde træer med. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Ifølge professor i psykotraumatologi Ask Elklit ses det ofte, at veteraners PTSD-symptomer kan blusse op, når de bliver forældre.

- Det kan være sværere for veteraner med PTSD at være spontane og umiddelbart glade. De har måske set børn, som ikke fik lov til at leve. Det er derfor, det at blive forælder aktiverer noget i ham, siger han.

Diagnosen

Casper Troelsen får først sin PTSD-diagnose, da han bliver vurderet af speciallæge Kurt B. Stage i 2015. I en statusattest, som senere refereres i byretten, konkluderer overlæge og ph.d. Kurt B. Stage, at Casper Troelsen på det tidspunkt har PTSD i svær grad.

”Tilstanden er fremkaldt af såvel Casper Troelsens udsendelse som soldat samt et senere overfald, som har reaktiveret hans krigstraumer”, står der videre.

Senere bliver Casper Troelsen efter Ankestyrelsens ønske undersøgt af overlæge og speciallæge i psykiatri Claus Refshammer. Retten i Kolding refererer speciallægeerklæringen fra 2018 således:

”Det fremgår af konklusionen, at Claus Refshammer har vurderet, at Casper Troelsen er tydeligt og markant præget af symptomer relateret til kronificeret posttraumatisk belastningsreaktion, og at Casper Troelsens psykiske lidelser er betinget af psykiske mén/følger efter udstationeringerne".

Men selv om begge speciallæger altså vurderer, at Casper Troelsens PTSD er betinget af hans udsendelse som soldat, afviser Ankestyrelsen, at han kan få erstatning efter arbejdsskadeloven. Årsagen er, at det ifølge styrelsen er en betingelse for at få det, at der, når der har været symptomer inden for de første seks måneder, er stillet en diagnose inden for få år efter udsendelsen.

”Ved få år forstås et-to år”, skriver Ankestyrelsen.

Jeg er 41 år og førtidspensionist. Det er en falliterklæring.

Casper Troelsen, tidligere soldat i Afghanistan

Den tidsgrænse stemmer ifølge eksperterne ikke overens med videnskaben på området, og der har også tidligere været kritik af tidsfristerne. Derfor vedtog Folketinget i 2014 en særlov, som skulle gøre det nemmere for tidligere udsendte at løfte bevisbyrden i erstatningssagerne. Særloven siger, at soldater også skal kunne få erstatning, hvis de først går til læge med symptomer på PTSD mere end seks måneder efter deres udsendelse.

Men fordi Casper Troelsen gik til læge med sine symptomer fem måneder efter sin udsendelse, kan han ifølge Ankestyrelsen og Vestre Landsret heller ikke komme under den lov.

- En form for mishandling

Det var altså ifølge Ankestyrelsen en fejl, da Casper Troelsen i første omgang blev tilkendt erstatning for sin PTSD i 2016. Det forklarede styrelsen, da den få måneder efter trak sin afgørelse tilbage. Casper Troelsens kone, Charlotte, husker tydeligt, hvordan det påvirkede ham:

- Det var frygteligt. Han faldt sammen og pakkede sig væk lang tid. Han var indelukket, deprimeret og havde ikke nogen gnist. Vi havde ikke troet, det kunne ske. Det var umenneskeligt, siger hun.

Professor Ask Elklit kritiserer, at Ankestyrelsen trak erstatningen tilbage fra en syg veteran.

- Det er en form for mishandling, at trække afgørelsen tilbage. Sådanne ministerielle kontorer har al den tid, der skal til. Det betyder ikke noget for dem, om en sag tager 5 eller 10 år. Men det gør det for den person, der forsøger at komme videre med sit liv, siger han.

Hvad er PTSD?

Posttraumatisk stressforstyrrelse - forkortet PTSD - kan opstå efter alvorlige katastrofeagtige psykiske belastninger som ulykker, krig, katastrofer, voldtægt eller incest.

På grund af de her nævnte symptomer ses ofte misbrug af alkohol, hash eller stoffer. Man skal være meget opmærksom på, at den syge på grund af de meget invaliderende symptomer kan få selvmordstanker. Symptomerne er:

  • Genoplevelser i form af mareridt og flashbacks. Genoplevelserne præges af angst, søvnløshed og stærke spændinger i musklerne.
  • Stærk trang til at undgå situationer, som minder om traumet, for eksempel film, tv-programmer og årsdage.
  • Øget vagtsomhed. Den mindste uventede lyd kan få ham eller hende til at fare sammen.
  • Ændret personlighed. Mindsket interesse i ting, den syge tidligere var engageret i. Mindsket evne til at føle kærlighed og nærhed til andre. Mindsket interesse for egen person og ofte ligegyldighed. Det kan  også skyldes, at tilstanden bliver yderligere kompliceret af en depression, hvilket sker hyppigt.
  • Besvær med at koncentrere sig og huske.

Men det blev ikke sidste gang, Casper Troelsen skulle opleve at få tilkendt erstatning for sin PTSD og senere miste den igen. Han ankede afgørelsen til Retten i Kolding, som i 2019 omstødte Ankestyrelsens afgørelse med stemmerne 2-1. Han havde ret til erstatning efter særloven, mente flertallet.

Men Ankestyrelsen ankede til Vestre Landsret, og i 2020 blev sagen afgjort i landsretten med stemmerne 1-2 til Ankestyrelsens fordel. Casper Troelsen havde alligevel ikke ret til erstatning.

- Anerkendelsen og klappet på skulderen fra Forsvaret blev taget fra mig igen. Mit forsørgelsesgrundlag blev taget fra mig igen, siger Casper Troelsen og uddyber:

- Udsendelsen og kampen mod systemet har ødelagt så meget af mit og vores families liv. Jeg er 41 år og førtidspensionist. Det er en falliterklæring. Jeg havde en lovende karriere i Forsvaret, og jeg havde regnet med, jeg skulle arbejde, til jeg var 70 år.

Brudte løfter

Selv om Casper Troelsen hver dag går derhjemme og forsøger at opbygge kampstyrke, vil han aldrig komme sig helt over de traumer, han fik i krigen. Lige nu har han det efter eget udsagn "ad helvede til". Udover retssagen har Ruslands invasion af Ukraine skærpet hans alarmberedskab. Han forbereder sig ved at købe gasflasker, batterier, mel og gær.

- Det går ikke fremad, min PTSD forsvinder ikke. Jeg har gode og dårlige dage og perioder. Når det er ovre sige Charlotte: ”Dejligt, nu skal vi nyde det”. Jeg ville ikke være her, hvis det ikke var for hende, siger han.

Charlotte Troelsen siger, at hun ville lyve, hvis hun sagde, at hun på intet tidspunkt havde overvejet, om hun kan holde til at have Casper Troelsen som ægtemand. Men hver gang har hun valgt at blive. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Derfor gør det ham også særligt frustreret, når han ikke kan holde de løfter, han har givet til sin datter eller Charlotte Troelsen. Når han alligevel ikke kan tage med sin datter på lejrtur og siger, at han kommer senere. Når han må sende dem alene af sted til besøg hos venner og familie. Og når Charlotte Troelsen igen må tage hele slæbet derhjemme, fordi hans hjerne er fyldt op af kamphelikoptere og sårede børn.

- Jeg er frustreret over, at jeg ikke kan slå til som far og ægtemand. Jeg har dårlig samvittighed, siger han.

Både Charlotte og Casper Troelsen er bekymrede over, hvordan lidelsen påvirker deres datter Smilla. Hun er ni år nu og meget omsorgsfuld af sin alder, oplever de.

- Det første, hun spørger mig om hver dag, når jeg henter hende er: ”Sover far?”. Vi taler åbent om, at han er syg. Det skal ikke være et tabu, siger Charlotte Troelsen.

Selv om Casper Troelsen indimellem skuffer sin datter ved, at han alligevel ikke kan deltage i noget, som han har lovet hende, er der en ting, hun altid kan regne med: deres aftenritual.

- Hun kan ikke sove, før jeg har puttet hende. Vi snakker om ting, der er sket i løbet af dagen, og hun fortæller om skolen og hundene, siger Casper Troelsen.

Det er første gang under hele interviewet, Casper Troelsen smiler, og hans øjne lyser op.

Det er hans familie, som giver ham energien til at blive ved med at kæmpe. Han kæmper for anerkendelse og sit forsørgelsesgrundlag. Men mest af alt kæmper han for retfærdighed for sig selv, sin familie for alle andre veteraner og fremtidige udsendte.

Mandag står det endelige slag i landets højeste retsinstans, Højesteret.

Casper Troelsen søgte ind i militæret, fordi han ville gøre en forskel og synes, Forsvaret var fascinerende. I dag har han stadig en tatovering af en dansk soldat på sin arm. Men han svarer både ja og nej til, om han har fortrudt, at han blev udsendt: - Nej, fordi jeg mener, vi gjorde en forskel. Ja, fordi jeg fik en psykisk lidelse. Og ja, set i lyset af, at vi var i Afghanistan i 20 år, og nu er der sket det, som er sket, siger han. Foto: Birgitte Carol Heiberg
På togstationen i Lviv står massevis af ukrainere og venter på et tog til Polen. De flygter ud af landet for at komme i sikkerhed. På den modsatte perron står konernes mænd og børnenes fædre og vinker. De skal blive, så de kan forsvare landet i krigen. Foto: Mads Anneberg

Dagbog fra Ukraine: Midt i råb, skrig og flygtningekaos på perronen tikkede beskeden ind om sårede danske journalister

Mads Anneberg har overnattet hos en 22-årig ukrainer i Lviv. En ven af Mads' bekendte. En fyr, der ikke har meldt sig frivilligt til at gå militært i krig, men som er i krig mod Rusland fra sit værelse. Han er en del af en hackergruppe, der lægger russiske hjemmesider ned.

Imens han gør det, er der kæmpemæssigt flygtningekaos på byens banegård. Perronerne er proppede, og koner og børn venter på næste tog til Polen. På den modsatte perron står deres mænd og vinker til dem. De skal nemlig blive i landet for at være klar til at gå i krig.


Mens Mads står på perronen, tikker en besked ind på hans telefon fra en kollega. To danske journalister er blevet skudt. Læs Radio4-journalist Mads Annebergs dagbog fra Ukraine.

Følg med i krigen i Ukraine på nærmeste hold. Hver dag taler Avisen Danmark med Radio4-journalist Mads Anneberg, der befinder sig midt i urolighederne og kan fortælle om stemninger i byerne, om ukrainernes bekymringer og om livet i et land præget af krig.

Ukraine: Det er søndag formiddag, og jeg har overnattet i udkanten af Lviv hos en 22-årig gut. Han er en ven af min bekendte, der kørte mig hertil i går. Han bor i en rigtig ungkarlehybel - sådan en med to gafler og en dyb tallerken i køkkenskabet.

Han er ikke en af dem, der har meldt sig frivilligt til at gå militært i krig mod russerne, som mange andre har. Men på sit værelse er han allerede i krig. På sin computer.

Mads Anneberg, europakorrespondent for Radio4, rapporterer til Avisen Danmark fra Ukraine. Foto: Tor Birk Trads

Han er en del af et netværk, som hacker russiske hjemmesider og lægger dem ned med DDoS-angreb, der overbelaster hjemmesiderne. De lægger siderne for russiske nyhedsbureauer og for Kreml-styret ned.

Mens han sidder på sit værelse og undlader at løbe ned i bygningens kælder, når luftalarmerne lyder, er stemningen en helt anden andre steder i byen.

Flugten til Polen

Jeg har i nogle dage haft kontakt til en kvinde, Zhanna, der bor her i Lviv, og hun skrev til mig i går, lørdag, at nu ville hun væk. Så jeg tog ned til banegården for at mødes med hende. Jeg havde lovet at give hende en powerbank, så hun kunne holde strøm på sin telefon.

Jeg er dernede omkring klokken 18 lørdag aften. Da har Zhanna stået i tre-fire timer og ventet på toget til Polen. Der er sindssygt mange mennesker. Perronen er proppet. Nogle har stået her siden klokken 7 samme morgen.

Jeg kan nærmest ikke komme over at snakke med hende, fordi der er så mange. Men jeg får givet hende powerbanken som lovet, og så får jeg sagt farvel.

Da toget først kommer, er der panik for at komme ind. Jeg kan høre skrig og gråd. Jeg kan se, at folk bliver hevet og trukket ind i toget fra menneskemængden på perronen.

I toget mod Polen sidder og står folk som sild i tønde. Passagerer sidder klemt og oven på hinanden for at få plads til flest muligt. Ingen ved, hvornår næste tog kører til nabolandet. Foto: Mads Anneberg
Mænd står på den modsatte perron, hvorfra de vinker farvel til deres koner og børn i toget mod Polen. Foto: Mads Anneberg
Den rødhårede kvinde med briller er Zhanna. Kvinden, Mads Anneberg gennem flere dage har været i kontakt med. Hun har været i tvivl, om hun skulle flygte, men nu er hun taget af sted. Det blev for meget. Hun var for bange. Foto: Mads Anneberg

Jeg står på en perron på den anden side af toget sammen med de mænd, der vinker farvel til deres koner og børn. Mænd, der skal blive, så de kan kæmpe for deres land.

Zhanna, som jeg har sagt farvel til, kan jeg se inde i toget. Hun stortuder. Jeg kan heller ikke lade være at stå og tude ud over det hele. Det er så hjerteskærende, så forfærdeligt.

Farvel

Jeg taler med en mand, Andriy, som ikke ved, hvornår han kommer til at se sin familie igen. Jeg spørger ham om, hvad det sidste, han sagde til sin kone, var. Han svarer "Jeg elsker dig". Han kunne ikke sige andet. Nu skal han tilbage til Kiev, mens hans kone og børn er på vej til Polen.

Andriy har blandede følelser om at stå der på perronen og vinke farvel. Det er pissehårdt for ham. Jeg spørger, om han gerne ville have været med dem, men han svarer, at det vigtigste er, at de er i sikkerhed.

Andriy står på perronen og vinker farvel til sin familie. Han er glad for, at de nu er på vej i sikkerhed. Foto: Mads Anneberg
På perronen står Andriy nu tilbage. Han ved ikke, hvornår han får sin familie at se igen. Der kommer i hvert fald til at gå måneder, siger han. Foto: Mads Anneberg

Familien har ikke forsøgt at lægge planer om, hvor og hvornår de kan ses igen. Andriy siger, at der kommer til at gå måneder. Men så længe internettet og telefonforbindelsen stadig er nogenlunde, kan han være i kontakt med dem hver dag.

På mandag skal han tilbage på arbejde. Måske bliver han en dag kaldt i krig mod russerne. Og så må han stå klar.

Danske journalister skudt

Mens jeg står midt i kaosset på perronen, tikker en besked ind på min telefon. Jeg tror i øvrigt, at der samtidig er en luftalarm i gang, mens jeg står der.

Toget mod Polen har forladt perronen. Langtfra alle kom med. De resterende må vente på det næste tog - men ingen ved, hvornår det kommer. Foto: Mads Anneberg

Beskeden er fra min kollega Stine, og hun skriver, at der er to danske journalister, der er blevet skudt her i Ukraine. De skriver for Ekstra Bladet, ligesom dem jeg fulgtes med til Lviv, men jeg finder ud af, at det ikke er dem. Jeg ved dog, hvem de er og har flere gange talt og skrevet med den ene. Det er sindssygt at tænke på.


Der lød luftalarmer over byer fire gange i går. Folk er påpasselige og hele tiden på vagt over for, om der nu er russiske spioner rundt omkring. Stemningen i byen er tyk af, at man er klar.

Uddrag af dagbogen

Og så står man dér.

Det hele kører op i en spids. Pludselig kommer det meget tæt på og bliver meget konkret. Flygtninge på vej til Polen. Familier, der skilles. Mænd, der bliver for at være klar til at kæmpe for deres land. Journalister, der bliver skudt. Det er virkelig krig.

Det underlige er jo, at jeg ikke rigtigt har set krigen komme til udtryk før nu, fordi jeg var så hurtigt ude af Kiev. Men nu kommer det fand'me tæt på.

Ukrainere på stikkerne

Alligevel føler jeg mig ikke mindre sikker her i Lviv. De to journalister var i det østlige Ukraine, og der er situationen radikalt anderledes.

Der har ikke været russiske angreb på Lviv. Der har hverken været missiler, der har ramt byen eller nogen afskygning af russere, der prøver at trække ind. Så det er et sikkert sted sammenlignet med andre steder i Ukraine.

Men folk her er ekstremt meget på stikkerne og går med livrem og seler. Der lød luftalarmer over byer fire gange i går. Folk er påpasselige og hele tiden på vagt over for, om der nu er russiske spioner rundt omkring. Stemningen i byen er tyk af, at man er klar.

Statsminister Mette Frederiksen (S) skal senest til august sammen med finansminister Nicolai Wammen (S) fremlægge en 2030-plan. Den plan vil vise, hvor mange milliarder kroner der eventuelt kan bruges i en valgkamp på enten velfærd eller skattelettelser, vurderer Casper Dall, Avisen Danmarks politiske redaktør. Arkivfoto: Johan Gadegaard

Dalls analyse: Sådan vil Mette Frederiksen trylle milliarder frem til velfærd

Det lyder ikke specielt sexet: En 2030-plan. Men den er vanvittig vigtig i dansk politik - og især i den kommende tid, fordi den økonomiske 2030-plan, som Finansministeriet regner på i disse måneder, kommer til at danne det økonomiske fundament for den kommende valgkamp.

Og statsminister Mette Frederiksen (S) er ifølge Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, i gang med at overveje, hvordan hun kan sikre, at der er flest mulige kroner og øre i det såkaldte "råderum", så hun har masser af milliarder kroner, der kan deles ud af i valgkampen.

Lars Løkke Rasmussen kom tilbage i 2019 med mange overraskelser i det, der skulle vise sig at være hans sidste valgkamp som formand for Venstre. Overraskelsen, vi nok bedst husker, var den om, at Venstre og Socialdemokratiet skulle danne regering, og dermed kastede han sine regeringspartnere fra Konservative og Liberal Alliance ud med badevandet. Måske skulle de to partier have lugtet lunten, for før Løkkes forslag om en SV-regering havde han overrasket flere af sine borgerlige og liberale kernevælgere med et "velfærdsløfte".

For allerede på valgkampens anden dag var Lars Løkke Rasmussen klar til at gemme sin tidligere nulvækstpolitik langt væk. Nu skulle der fyres nogle penge af på velfærd. 69 milliarder kroner for at være helt præcis frem mod 2025. Socialdemokratiet og Mette Frederiksen nøjedes med at føre valgkamp med et løft til velfærden for 20 milliarder kroner.

"Råderummet" kalder økonomerne det høje milliardbeløb, og selv om mange andre emner altid trænger sig på i en valgkamp, så handler det i sidste ende om økonomi: Er der penge til det - og hvor skal de komme fra? Derfor skal rød og blå blok i takt med, at vi nærmer os et folketingsvalg, til at finde den store regnemaskine frem og finde ud af, hvor mange penge der kan fyres af i en valgkamp på løfter om dette og hint. Og her pønser Mette Frederiksen på at trylle lidt med tallene, så der måske er flere milliarder kroner, der kan bruges, end der ellers var lagt op til.

For regeringen er naturligvis længst fremme med at skaffe sig et overblik over statens finanser for de næste otte år, fordi regeringen sidder på alle nøgletallene i Finansministeriet. Og regnedrengene i Finansministeriet har en skarp deadline: Senest til august skal der udgives en 2030-plan, som viser, hvordan statens finanser hænger sammen i de kommende år. I den nuværende 2025-plan er der et råderum i 2025 på hele 16 milliarder kroner. Men de mange penge får hurtigt ben at gå på.

For det første er der allerede lavet politiske aftaler, som snupper cirka 1,5 milliarder kroner. Og så ønsker regeringen jo, at det såkaldte "demografiske træk" også dækkes, så for eksempel kommunerne og regionerne får flere penge, når der kommer flere børn og ældre. Det koster i omegnen af ni milliarder kroner. Det efterlader cirka 5,5 milliarder kroner i råderum i 2025. Det lyder af mange penge, men det er slet ikke nok i en valgkamp. Og slet ikke, når de aktuelle omstændigheder i resten af verden giver et øget fokus på udgifterne til Forsvaret. Efter Ruslands invasion i Ukraine er det en bunden opgave for et politisk flertal i Folketinget at prioritere flere midler til forsvaret af Danmark.

Derfor er det både nødvendigt og smart at kigge helt frem til 2030, for så kommer der langt flere milliarder, der kan fordeles. Men der har Mette Frederiksen og regeringen - udover Forsvaret - en ganske dyr udfordring: I forståelsespapiret har regeringen og støttepartierne nemlig forpligtet sig på, at den såkaldte "strukturelle saldo" skal være i balance i 2030. Det koster 12 milliarder kroner. Men her skal der trylles!

Vælger politikerne i stedet at sigte efter et underskud på en halv eller én procent af bruttonationalproduktet, vil politikerne få et markant øget økonomisk råderum. Hokus, pokus, pludselig er der langt flere milliarder, som kan bruges i en valgkamp på velfærd, grøn omstilling eller skattelettelser - vel at mærke uden at hæve skatten eller lave andre reformer.

Svinger Mette Frederiksen tryllestaven, skal hun nok lige først forsøge at overbevise De Radikale og Sofie Carsten Nielsen, som har gået meget op i, at der var balance i statens finanser i 2030. Det bliver nok nemmere at få SF og Enhedslisten med på at køre med et mindre underskud i en årrække.

Spørgsmålet er, hvad blå blok gør. For Venstres Jakob Ellemann-Jensen og Konservatives Søren Pape Poulsen har to veje at gå: De kan afvise rød bloks store lyst til at strø om sig med milliarder, eller de kan gå med. Venstre vil nok være mest fristet af at gå med og efterligne 2019-valget, da Løkke havde de store spenderbukser på. Men Jakob Ellemann-Jensen har allerede den lille "fordel" over for Mette Frederiksen, at han ikke ønsker at øremærke ni milliarder kroner til det såkaldte "demografiske træk".

Han vil gerne øge de offentlige budgetter, når der kommer flere børn og ældre, men pengene skal findes ved vækst i økonomien. Ellemann har dog stadig brug for store summer, når han skal pudse sin grønne profil af. Den grønne omstilling kræver investeringer i milliardklassen.

Derimod virker Søren Pape Poulsen mere klar til at stå i spidsen for et borgerligt opgør mod flere investeringer i velfærdsstaten. På De Konservatives landsmøde sagde han, at det "ikke er løsningen" at sende flere penge mod velfærden, når der er problemer i eksempelvis ældreplejen. Det er bare sjældent et populært standpunkt blandt de store vælgermasser.

Men Søren Pape Poulsen behøver selvfølgelig også kun at være større end Venstre og Jakob Ellemann-Jensen for at have lagt sig i førerpositionen, hvis det ender med et borgerligt flertal efter et valg.

En ting er sikkert: De store milliardbeløb begynder snart at flyve rundt i dansk politik.

Hokus, pokus, pludselig er der langt flere milliarder kroner, som kan bruges i en valgkamp på velfærd, grøn omstilling eller skattelettelser.

Casper Dall, politisk redaktør
Casper Dall, politisk redaktør på Avisen Danmark. Foto: Michael Bager
Våbensystemer som denne "Carl-Gustaf" fra svenske Saab falder ikke i pensionskassernes smag, og EU-Kommissionen vil næppe betragte våbnene som bæredygtige. Pr-foto

Erhvervsredaktøren: Krigsindustrien får travlt - men vil vi investere i den?

Krigen i Ukraine åbner pludselig for massive indkøb af militært isenkram i Europa. Men hvad er vores holdning egentlig til våbenindustrien, der skal levere det nye materiel?

Forsvarsvirksomhederne oplever at blive sat i bås med tobaksindustrien og gamblingfirmaer, og det gør det svært at rejse finansiering hos banker og investorer, selv om forsvarsbudgetterne vokser dramatisk, skriver erhvervsredaktør Jens Bertelsen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) var uhyre klar i spyttet, da hun på et pressemøde i torsdags lovede "markant flere penge" til krudt og kugler som reaktion på Ruslands krig mod Ukraine.

- Når vi ser på den aktuelle situation, vil vi som udgangspunkt sige ja til at bevilge flere penge, hvis Forsvaret har det behov, tilføjede hun og efterlod et billede af en vidtåben statskasse.

Men hov, hvordan har vi det egentlig med den hjemlige og udenlandske våbenindustri, som står klar med åbne ordrebøger?

Den pludselige interesse for Europas sikkerhed kolliderer faktisk med en helt modsatrettet tendens, som lige nu breder sig på kontinentet.

Her er holdningen, at det både er ”uetisk” og ”kontroversielt” at producere militært udstyr. Begreberne er ikke et ekko fra det forrige århundredes antikrigsbevægelser, men er fundet i Danske Banks rapport ”Investment restrictions” fra november sidste år.

Rapporten omfatter en udførlig liste på 70 sider med virksomheder, der er sat i skammekrogen. På listen finder man en stribe kendte virksomheder. Blandt andet de to dominerende flyfabrikanter, Boeing og Airbus, som dumper på deres produktion af bombefly og kamphelikoptere.

Storbanken placerer dem i samme kategori som tobaks-, alkohol- og gamblingbranchen.

Samtidig er EU på vej med nye definitioner af, hvad der er socialt ansvarlige aktiviteter i erhvervslivet. Formålet er at gøre det lettere at skaffe finansiering til de gode formål - og omvendt bliver det selvfølgelig sværere, hvis man falder i den forkerte kategori.

Herhjemme er det svært at finde eksempler, hvor forsvarsindustrien er hårdt ramt af den nye tankegang, men udviklingen følges nøje af de over 100 danske virksomheder, der udvikler og fremstiller forsvarsmateriel. De beskæftiger tusindvis af ansatte og omsætter for fire milliarder kroner om året, hvoraf 80 procent hives hjem på eksportmarkederne.

Nu skal man ikke have ondt af krigsindustrien, der er vant til hajfyldt farvand. Men hvad sker der med innovationskraften, hvis nye projekter automatisk bliver afvist, hvis de handler om militært isenkram?

I udlandet begynder eksemplerne at titte frem. Især mindre og mellemstore firmaer, der mangler pondus over for bankerne, øjner problemer. Chefen for den tyske våbenfabrikant Heckler & Koch fortalte for nylig til erhvervsavisen Wirtschaftswoche, at han gang på gang bliver afvist af banker og forsikringsselskaber. Afslaget kommer aldrig skriftligt, men mundtligt begrundes det med firmaets produktion af pistoler og maskingeværer.

I Sverige, der som neutralt land har opbygget en meget stor våbenindustri, raser debatten også. Saab, som er en kæmpe inden for kampfly og våbensystemer, er sortlistet af svenske pensionskasser. Det samme er den finske industrigigant Wärtsila, der foruden alverdens fredelige aktiviteter producerer propeller til amerikanske atomubåde. For nylig meldte den statslige pensionsfond AP7, at den ville sælge sine aktier i Wärtsila, fordi forsvarsmateriel ikke betragtes som bæredygtigt, skriver avisen Dagens Industri.

Nu skal man ikke have ondt af krigsindustrien, der er vant til hajfyldt farvand og krasse kommentarer. Men hvad sker der med innovationskraften, hvis nye projekter automatisk bliver afvist, hvis de handler om militært isenkram? Hvorfor skulle et par ingeniørstuderende kaste sig over en genial løsning til slagmarken, hvis det udløser en byge af afslag i bankerne? Vil de hellere bruge krudtet på opfindelser til fredelige formål langt fra verdens brændpunkter?

I Italien kæmper våbengiganten Leonardo - med 50.000 ansatte - imod EU-Kommissionens nye definitioner og foreslår, at forsvarsindustrien i stedet får det grønne stempel som bæredygtige virksomheder.

- Du kan godt få et sundt miljø uden CO2, men hvis du bor et sted, hvor du bliver angrebet af terrorister, ja, undskyld, så kan det hele være lige meget, har Leonardos finansdirektør, Alessandra Genco, sagt til nyhedsbureauet Reuters.

Erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Nils Svalebøg