Ældrepleje: Da Metha Palmus Hansen sad på hospitalet med sin far, blev det tydeligt, at rollerne endegyldigt var vendt om. Fra sengekanten måtte hun made sin far og senere holde hans hånd, mens hun klippede hans negle.

- Det gjorde noget ved mig, det blev for tæt og intimt. Det var simpelthen enormt grænseoverskridende, at det pludselig var ligesom vores børn. Jeg er ikke sart, men det havde jeg bare ikke lyst til. Jeg vil heller ikke bryde mig om, at mine børn skal ordne min pleje, fordi kommunen ikke magter det, fortæller 68-årige Metha Palmus Hansen.

Hendes far døde for 11 år siden, hendes bror for fire år siden og i sommer døde hendes mor. Alle tre var præget af forskellige sygdomme, indtil døden indtraf.

Derfor har Metha mærket på egen krop, hvad det vil sige at være pårørende i dagens Danmark. For hende blev det af og til en belastning

- Det kræver enormt meget af en, og jeg har endda været så privilegeret, at jeg ikke havde en fast tidsplan på mit arbejde. Hvis du er sygeplejerske eller kok, kan du ikke bare lige smide det, du har i hænderne, siger hun og tilføjer:

- Det er et skred i den velfærdsaftale, vi har indgået i det her samfund. Det er i forvejen ekstremt hårdt at være pårørende, det kan ikke være rigtigt, at det skal være os som, der skal gå og lave de basale ting.

Flere politikere har lanceret ideen om, at pårørende skal løse flere opgaver i ældreplejen.

Baggrunden er den omfattende mangel på kvalificeret arbejdskraft i sektoren. Tidligere på året fremlagde Kommunernes Landsforening den dystre prognose, at der om blot otte år vil mangle 90.000 sæt hænder i den offentlige sektor, hvis den offentlige service skal forblive uændret og den private vækst fortsætte.

Nu viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet Voxmeter har lavet for Ælder Sagen, at de pårørende i høj grad allerede udfylder en stor del af de opgaver, som det kræves.

Næsten hver fjerde over 18 år hjælper allerede én eller flere ældre, og selvom de fleste mener, at det er naturligt at hjælpe, bliver opgaven for mange så stor, at det bliver en belastning. 37 procent svarer, at de er nødt til at hjælpe, fordi den offentlige hjælp er utilstrækkeligt.

Og derfor er frustrationerne til at føle på hos Ældre Sagen, der mener, at det er en fundamental ændring af vores velfærdssamfund, hvis politikerne kræver endnu mere af de pårørende.

- Det danske velfærdssamfund fungerer af én bestemt grund: At vi har en meget høj deltagelse på arbejdsmarkedet. Og det kan vi have, fordi vi trygt kan overlade plejen af blandt andet vores ældre til professionelle. Hvis du piller ved det, og det kan du sagtens gøre, så får vi et mindre effektivt samfund, hvor ældre bliver behandlet fuldstændig tilfældigt alt efter, hvor mange ressourcer den enkelte familie har. Derfor er det bidende nødvendigt, at vi støtter op om vores velfærdsmodel, mener Bjarne Hastrup, der er administrerende direktør i Ældre Sagen.

Problemerne i ældreplejen er presserende, og det vidner den politiske opmærksomhed om. Mette Frederiksen lancerede i sin nytårstale en ny ældrelov, der skal fjerne bureaukratiske regler i ældreplejen for at frigive hænder og give mulighed for mere omsorg.

Hvilke bureaukratiske regler, der er tale om, har ældreminister Astrid Krag dog endnu ikke kunnet svare på.

Metha Palmus Hansen er bevidst om, at der mangler hænder i ældreplejen, og at det på den måde kan blive en nødvendighed med hjælp fra pårørende.

- Men kan det virkelig passe, at velfærdssamfundet skal være afhængig af pårørendes engagement? Det synes jeg bestemt er et skråplan. Og hvis man så bor tæt på, er det så en pligt, man har? Min mor krævede virkelig meget af mig, hun synes, det var helt i orden, at jeg stillede op nat og dag. Det synes jeg ikke var fair, for det kunne jeg simpelthen ikke, men hun havde jo hjulpet mig dengang, jeg var barn.

- Som pårørende vil du rigtig gerne hjælpe, men det er svært at finde ud af, hvordan du hjælper rigtigt. Og man har måske heller ikke energi til det. Jeg har nok i mit eget vasketøj herhjemme, skulle jeg så også til at vaske min egne forældres vasketøj? Det kan jo også være, at man bare helst vil være pårørende og ikke praktisk gris, siger Metha Palmus Hansen.

Bjarne Hastrup mener ikke, at de pårørende kan pålægges opgaver, fordi ældreplejen er sat under pres, da han frygter, at det vil betyde et mærkbart fald i kvaliteten i ældreplejen.

- De fleste pårørende har børn eller børnebørn, de er på arbejdsmarkedet og har ikke tid til det. De tager sig allerede af at betale regninger, holde øje med de ældre, gåture og lave forskelligt håndværksarbejde, som er helt oplagt. At gå skridtet videre vil være en meget stor belastning for de pårørende, og det vil være et grundlæggende skred af vores velfærdspolitik, siger han.

Vi er i en situation, hvor der kommer til at mangle rigtig mange hænder i den her sektor, så er det ikke bare en bidende nødvendighed?

- Nej, det er det ikke. Og det må det aldrig blive. Kommunerne har ikke udnyttet de muligheder, der er for at skaffe mere personale, der er et kæmpe bureaukrati, som kommunerne selv har tilvejebragt i ældreplejen. Det er omtrent 2000 sygeplejersker ansat i forskellige administrative roller på kommunekontorerne, der skal være færre dokumentationskrav, og vi skal etablere flere selvkørende teams, der blandt andet også kan tage sig af det vigtige, nemlig visitationen, svarer Bjarne Hastrup.

I undersøgelsen fra Ældre Sagen svarer 19 procent, at de oplever deres rolle som pårørende som en belastning. Ifølge Bjarne Hastrup kommer den belastning af, at man hele tiden skal bekymre sig om ens ældre får den nødvendige pleje.

- Det er jo i overvejende grad ældre med demens, som vi har i plejesektoren, det er ikke bare ældre, der ikke lige kan klare sig. Det er en tung og hård plejeopgave, som du skal have professionelle til, da demente kan blive stærkt udadreagerende, og så kan jeg love dig for, så er det to mennesker i stedet for et, der har behov for hjælp, siger han.

Pia Kürstein Kjellberg er projektchef i Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive) og har mere end 25 års erfaring med forskning på blandet andet sundheds- og ældreområdet. Hun påpeger også, at de pårørende allerede spiller en stor rolle, og man fra politisk hold skal være forsigtig med at sætte generelle krav til de pårørende.

- Det er meget sandsynligt, at vi i fremtiden skal finde nye måder at samarbejde på, hvor pårørende kan spille en anden rolle, end de hidtil har gjort. Men det er vigtigt at balancere det og tage udgangspunkt i den enkelte ældre og de pårørende for at finde ud af, hvad behovet er, og hvad de pårørende har mulighed for at hjælpe med, siger hun.

Netop hvilket netværk, den ældre har, er betydningsfuldt, forklarer Pia Kürstein Kjellberg. Det hjælper nemlig næppe noget, at man har syv børn, hvis de er bosat langt væk. Og derfor fungerer generelle krav ikke, mener hun.

Præcis dette kan nemlig godt bekymre Metha Palmus Hansen, der selv er bosat i Vejle, mens hendes datter bor i Vanløse.

- Min datter kan ikke bidrage i det daglige, og det ville også være unfair, hvis hun skulle planlægge at være herovre flere gange om måneden for at hjælpe med at vaske tøj og købe ind, siger Metha Palmus Hansen.

Det officielle Danmark boykotter vinter-OL i Kina, som åbner officielt lørdag 5. februar. Det betyder, at kongehuset og ministrene bliver hjemme, og det gør de blandt andet, fordi Kina krænker menneskerettighederne.

Det er selvfølgelig forfærdeligt, kritisabelt og uacceptabelt, at Kina opfører sig sådan, men inde i mig bor en romantiker, der bliver slået lidt i stykker, når politik og sport rodes sammen.

Det er slemt, ligesom at blive uvenner i julen. Det skal man ikke. Det vidste de selv midt i en krig. Under 1. verdenskrig holdt soldaterne i skyttegravene våbenstilstand i julen 24. eller 25. december i hovedparten af krigsårene.

Jeg ved godt, at der er politik - og ikke mindst alt for mange penge - i sport, men der er noget grundlæggende mytisk, stort og for menneskeheden fællesskabende over de Olympiske Lege, hvor alle nationer verden over sender deres bedste atleter for at konkurrere mod hinanden. I fredelig sameksistens vel og mærke. De dage er for sporten så hellige som julen.  Det kunne være rart at overgive sig til rørelsen, når flagene fra alverdens lande blafrer i en brise af håb om det gode.

Men nu er vi sure på Kina. Vores sportsfolk må tage af sted "alene" - som børn, der råber farvel på vej ud ad døren til skole, men ikke bliver set eller hørt, fordi far og mor er i gang med at skændes. 

Og vi er ikke ene om at være sure. Også Canada, USA, Storbritannien og Australien holder deres politikere og embedsmænd hjemme.

Resultatet er et vinter-OL, hvis hvide - og kunstige - sne billedligt talt bliver noget grå.

Det er i øvrigt værd at hæfte sig ved, at stort set ingen andre end Kina tilbød værtsskabet over dette vinter-OL. Mishandlingen af minoriteter i Kina er desværre ikke en nyhed, så vi andre kunne have budt ind i stedet for at lade Kina få chancen for at vise, at de kan det hele, når de vil. Sne eller ej. For dem er det naturligvis et gigantisk prestigeprojekt.

Nu bliver de måske også sure og hævngerrige i Kina, og nogle erhvervsdrivende spekulerer sikkert over, hvordan deres produktion og markeder kan blive ramt af den i virkeligheden nytteløse protest. For den bliver ikke til andet end en myg på hånden - lige til at klaske med en spisepind for den menneske- og pengetunge gigant.

Men hvad skal vi så gøre for at påvirke Kina i en human retning og væk fra den forkastelige adfærd, som vi naturligvis aldrig skal billige. Vi skal i den grad forsøge at påvirke for det gode.

Men brug ikke Legene - værn i stedet om dem som en af de få tilbagevendende begivenheder, vi verden over kan blive nogenlunde enige om vigtigheden af.

OL har det i forvejen svært. Engang var det det absolut fineste, en atlet kunne blive udtaget til. Der var ikke noget større end at være så dygtig, at man kunne blive udtaget til at repræsentere sit land. Sådan er der heldigvis mange, der stadig har det, men alligevel har den nordamerikanske ishockeyliga NHL forbudt sine spillere at være med - med den begrundelse, at corona har forskubbet kampene i ligaen. Det handler naturligvis om penge, og det er vanvittigt usportsligt.

Beslutningen betyder blandt andet, at det danske landshold mangler sine største stjerner, og at både Canada og USA stiller med nye, ikke sammenspillede landshold. Og det siger sig selv, at alle atleter ellers helst vil møde de bedste af det bedste. At en medalje er større, når man har nappet den for næsen af sin største konkurrent.

Uanset, så hepper vi på jer - vores danske sportsfolk. Og lur mig om ikke også politikerne og kongehuset følger med på tv, og at der vil komme en flodbølge af begejstrede Facebook-opslag fra dem, der tegner det officielle Danmark, hvis vi vinder noget.

Tonen var dyster, da Avisen Danmark i januar skrev om manglen på ladestandere.

Elbilister havde holdt i lange køer i juledagene, og daværende transportminister Benny Engelbrecht (S) varslede store planer med ladekapaciteten. Alligevel turde han kun at love, at regeringens ambition om maksimalt 10 minutters kø ved en elladestation først kan opfyldes i 2030. Det er blot tre uger siden.

Nu er tonen anderledes optimistisk, for pludselig vælter det ind med nyheder om tusindvis af nye lynladere ved motorvejene, på tankstationer i byerne og ude foran ethvert anstændigt supermarked.

Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, og planerne har ligget klar i skrivebordsskufferne hos udbyderne af elbilstrøm. De har ventet på én god nyhed, og den dukkede op i januar:

Vores appetit på elbiler stiger eksplosivt, og det er nærmest kun lange leveringstider, der truer - eller i det mindste forsinker - en grøn omstilling af personbilerne.

- Danskerne efterspørger langt flere elbiler, end vi kan levere i øjeblikket. I virkeligheden er danskernes bilkøb grønnere, end vores salgstal viser, sagde Mads Rørvig, direktør for De Danske Bilimportører, da salgstallene for januar lå klar i tirsdags.

Tallene viste, at næsten hver femte solgte bil i januar (18 procent) kørte på el, mens mellemvaren - plug-in hybridbilerne - kun udgjorde 13 procent. Det er et markant skifte og skyldes, at afgiften på plug-in hybriderne, der både kan køre på strøm og flydende brændstof,  steg ved årsskiftet og sender denne biltype godt og grundigt ud i kulden.

De rigtige elbiler har et indlysende behov for strøm, både derhjemme og på farten, og det skaber store kommercielle muligheder. 

Se blot nogle af de nyheder, der er dukket op i de seneste dage og uger:

Shell åbnede festen ved pludselig at varsle lynladere på 30 tankstationer inden årets udgang. De vil erstatte nogle af de gammeldags benzinpumper på tankstationerne. Straks efter bød rivalen OK, der har landets største netværk af tankstationer, ind med en milliardinvestering i ca. 300 lynladere ved større veje og knudepunkter.

Tesla, der slog rekord med over 900.000 solgte elbiler på verdensplan sidste år, vil i foråret åbne seks nye ladestationer i Danmark og udvide de eksisterende med 128 nye lynladere. Samlet skal kapaciteten af ladestandere fordobles inden årsskiftet og tredobles inden for 18 måneder.

Clever, der hidtil har lovet 10.000 ladepunkter inden udgangen af 2025, har netop fordoblet sine vækstplaner. Så nu skal der stå 20.000 Clever-ladestandere med offentlig adgang om mindre end fire år. Alene i år er der 3000 nye ladere på vej. Oven i hatten har Vejdirektoratet nu - som varslet - sat gang i udbuddet af seks ladeparker med i alt 136 lynladere langs statsvejnettet. Nogle af dem skal tages i brug allerede i år, og det kendetegner i øvrigt flere af de seneste udmeldinger:

Ladestanderne er på vej i et tempo, der lyder for godt til at være sandt. I virkeligheden dækker det over, at projekterne har været forberedt længe og blot har savnet den rigtige anledning. Den er der nu, hvor bilsalget hælder mod elbiler. Ingen ønsker at blive efterladt i nødsporet, imens konkurrenterne stjæler rampelyset og de mange nye elbilskunder. Indrømmet, kapaciteten er ikke helt til stede endnu. Forude venter vinterferien, hvor masser af elbiler skal ud at køre langt. Nybagte elbilister har smerteligt erfaret, at lave temperaturer både er gift for batteriernes rækkevidde og den tid, det tager at lade batterierne op. Der er altså stadig brug for tæpper og termokaffe, når elbils-pionererne drager på langtur.

Mary Elizabeth Donaldson har med sine royale fornavne, skotske aner og australske baggrund  været H.K.H. Kronprinsesse Mary af Danmark siden 2004. Nu fylder hun 50 år og kan se tilbage på næsten to årtier som kronprinsesse. Hun er med egne ord "lykkelig gift med fire vidunderlig børn", en af Danmarks mest fotograferede kvinder og kendt af os alle - og alligevel ikke. For kronprinsesse Mary er mere formel end sin folkelige Frederik og har ikke brugt årene i Danmark på at dele sit inderste med offentligheden. Til gengæld har hun delt sit arbejde, sine mærkesager og sin personlige passion for fotografi ved at lægge sine egne billeder af sin familie på de sociale medier.

Med tanke på hendes glæde for fotografi, er det derfor nærliggende at fejre hende med nogle af avisens bedste af hende selv - fødselaren - og dem kan du se herunder med tekster, der fortæller historien bag. Små historier, der især handler om officielle forpligtelser og mærkesager.