Ældre: Mange med ældre familiemedlemmer har stået i situationen - en del står faktisk i den ganske mange gange i løbet af året: Hvem er det lige i dag, der følger et familiemedlem til lægen eller sygehuset på en normal hverdag midt i arbejdstiden?

Det kan være svært at få til at gå op. Og det er ingen hemmelighed, at der i fremtiden vil være flere ældre i Danmark, så udfordringen bliver utvivlsomt ikke mindre. Det presser sundhedsvæsenet, arbejdsgiverne og ikke mindst de pårørende.

En ny EU-lov vil forsøge at lempe noget af det pres ved at kræve, at alle medlemslande skal indføre minimum fem pårørendedage, hvor man kan tage fri fra arbejdet for at passe sine ældre.

Hvordan loven præcis implementeres, styrer medlemslandene selv. Om det skal være med eller uden lønkompensation, og hvem der regnes for pårørende. Som det danske lovudkast er formet nu, bliver der ingen lønkompensation, og pårørende udgøres alene af familie eller samboende.

Det kalder Ældresagen for ”dybt problematisk”. Marie Lilja Jensen, der er chefkonsulent i Ældresagen, siger:

- Det skaber ulighed i sundhedsvæsenet, for af økonomiske grunde er det ikke alle, der kan tage fri. Og samtidig er det ikke alle, der har familie. Hvad med de ældre, hvis pårørende er en god ven eller nabo?

Ældresagen mener, at pårørendedage bør have samme status som barnets første sygedag. En ret til fravær helt uden krav om dokumentation og med fuld kompensation, hvilket bør gælde alle, der påtager sig opgaver som pårørende.

Det medfører dog en række spørgsmål. Åbner det en ladeport, hvor alle kan være pårørende med dertilhørende rettigheder som ekstra fridage med fuld løn helt uden nogen for dokumentation?

Marie Lilja Jensen kan godt forstå, hvis det kan være ”angstprovokerende for arbejdspladserne” at udvide med ekstra omsorgsdage med fuldt løn. Men hun mener, at det er til arbejdsgivernes eget bedste.

- I dag er folk nødt til at afholde feriedage, gå på nedsat tid eller melde sig syge. Det er arbejdsmarkedet heller ikke interesseret i, siger Marie Lilja Jensen.

Samtidig mener Ældresagen, at forslaget bør gælde alle. Om du er nabo, familie eller en ven. For Marie Lilja Jensen er den del helt central, da ikke alle er lige velsignede, når det gælder familie, og loven bør ifølge hende tage udgangspunkt i de ældres behov.

- Vi ved, at mange forskellige mennesker hjælper. Hvorfor skulle de være forhindret i det, når de har en relation? Hvis det er en god relation, er det vel ligegyldigt, om de er i familie eller deler adresse. Det er unødvendigt begrænsende, mener hun.

Det er oftest den nære familie, der hjælper. Er det ikke fair nok, at det er grundreglen, for ellers kan det lige pludselig gælde rigtig mange mennesker?

- Hvis man har den antagelse, at folk vil udnytte den her ordning, er det et kedeligt udgangspunkt. Man skal passe på med, at man ikke skaber for meget kontrol og bureaukrati, hvor en arbejdsgiver skal kontrollere, om det så virkelig er et familiemedlem, man følger til lægen.

I lovforslaget er der en vis begrænsning på, hvornår man kan tage en omsorgsdag. Det kan være i forbindelse med demensudredning eller anden alvorlig sygdom som kræft. Loven omfatter også, at man kan ledsage en person ramt af Alzheimer eller kræft til et læge- eller tandlægebesøg.

At loven på den måde skelner mellem sygdom og alvorlig sygdom, møder kritik fra Ældresagen. Marie Lilja Jensen mener, at man som pårørende bør kunne træde til, uanset om sygdommen karakteriseres som alvorlig eller ej.

- Ofte ved man jo ikke, hvor alvorligt det er, inden man går til lægen. Hvis man som pårørende først skal have dokumentation, inden man kan få lov til at få fri, så bliver det unødigt kompliceret, mener hun.

Spørger man vicedirektør i Dansk Arbejdsgiverforening Steen Müntzberg, er der ikke meget til diskussion. Faktisk bør politikerne helt blande sig udenom og lade det være op til arbejdsmarkedets parter at afgøre ting som fraværsregler.

Hos Dansk Arbejdsgiverforening går man altid efter at implementere EU-direktiv på et minimumsniveau, når det gælder regler for arbejdsmarkedet, fortæller han. Det er også det, der bliver lagt op til i lovudkastet.

- Efter vores opfattelse er det ikke et lovgivningsspørgsmål, når det gælder betaling. Det er en aftale mellem arbejdsmarkedets parter, og det er noget, der skal forhandles i overenskomster. Derfor mener vi ikke, at det skal reguleres ved lov, siger Steen Müntzberg.

Dertil mener arbejdsgiverforeningen ikke, at der er behov for yderligere tiltag end dem, der allerede bliver lagt op til i EU-direktivet. Ifølge Steen Müntzberg er der allerede en række fraværsmuligheder i de nuværende overenskomster, hvilket han anser for fuldt dækkende til at imødekomme behovet for fravær.

- Vi har etableret feriefridage og forskellige andre måder at aftale det på. Og så er der endelig det helt særlige på det danske arbejdsmarked, at vi er rigtig gode til at finde lokale løsninger på den enkelte arbejdsplads. Man aftaler simpelthen med sin chef, hvordan man håndterer en given situation, og det, mener vi, er det bedste.

Til spørgsmålet, om det bliver unødvendigt kompliceret, at arbejdspladserne skal have dokumentation, inden de pårørende skal til lægen, har vicedirektøren også en noget anden opfattelse end Ældresagen.

- Vi mener helt ærligt ikke, at det, der bliver lagt op til, er særlig store kontrolkrav. Man skal bare på en eller anden måde dokumentere, at det er en alvorlig sygdom eller andet. Og det, synes vi, er helt rimeligt.

Også selv om det kan være svært at sige, at en sygdom er alvorlig, inden man går til lægen?

- Det, vi beder om, er, at der ligger en eller anden form for lægelig vurdering af, hvad personen fejler. Det, synes vi, er en meget god gatekeeper. Der er allerede gode muligheder for at skabe sig frihed til at følge sin mor til lægen. Der kan man bruge en af sine fem feriefridage eller aftale med sin lokale chef.

Lovforslaget skal forhandles i Folketinget i løbet af dette forår.

Naturnationalparker: - Jeg glemmer aldrig lugten af død hest.

Ordene er fyldt med foragt og kommer fra 55-årige Dorthe Braüner Jensen fra Silkeborg. Hun mindes en sag fra 2019, da et naturplejeprojekt i Silkeborg Kommune efterlod 25 heste så udsultede, at flere af dem endte som rådnende kadavere.

Ejeren var gået konkurs, og ansvaret for dyrenes liv blev kastet op i luften.

Lige siden har den selverklærede dyreelsker viet sit liv til at hindre andre dyr bag hegn i at lide samme skæbne - blandt andet ved at anmelde urimelige forhold og fodre dyrene. Som formand for foreningen "Stop vanrøgt af dyr bag hegn" har hun efter eget udsagn især haft travlt med at tælle ribben på kvæg og heste i Nationalpark Mols Bjerge. Naturskønne arealer på Djursland, der i medierne de senere par år næsten er blevet synonyme med magre dyr.

Og nu gruer dyrevennen for, at arbejdsbyrden vokser hende over hovedet, eftersom Miljøministeriet torsdag præsenterede i alt 15 naturnationalparker. Her skal indhegnede dyr på store arealer skabe biodiversitet og fryde naturen med insekter, biller og sommerfugle ved at gøde og græsse på urørte naturarealer. Parkerne skal selv stå for at sikre dyrevelfærden.

- Der vil blive forvaltet dyrevelfærd på 15 forskellige måder, og jeg har ikke tillid til styrelsen efter de grove sager, vi har set. Forvaltningen af dyrevelfærd har været grusom og kynisk, siger Dorthe Braüner Jensen.

Dertil kommer, at staten giver naturnationalparkerne mulighed for at søge dispensation fra dyrevelfærdslovens krav om tilsyn og pasning af det enkelte dyr. Dorthes allerværste frygt.

- Jeg tror ikke, man vil ofre særlig mange ressourcer på at holde øje med dyrene, ellers ville man i min verden ikke give mulighed for at dispensere fra dyrevelfærdsloven. På den her måde kan staten ikke længere drages til ansvar for det enkelte dyrs ve og vel. Det er forfærdeligt.

Beslutningen om en mulig dispensation fra dyrevelfærdsloven, der i øvrigt også siger, at dyr skal tilses hver dag, har miljøminister Lea Wermelin (S) og aftalepartierne holdt fast i, selv om den har mødt stor modstand fra foreninger, dyrlæger og dyrevelfærdseksperter.

I fredagens udgave af Avisen Danmark fremhævede formand for Den Danske Dyrlægeforening Hanne Knude Palshof, at dyr bag hegn ikke er vilde og derfor skal tilses. Og spørger man Janne  Winther, der er lektor på Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet, er meldingen også, at der følger et ansvar med at hegne dyr inde.

- Det kræver mange ressourcer at holde øje med alle dyr på så store arealer, og det er ikke min anbefaling at give den dispensation, når vi endnu ikke har et system til at vurdere dyrenes velfærd på bestandniveau. Hvis der ikke er krav om, at alle dyr skal tilses jævnligt, så risikerer man, at et dyr ikke bliver opdaget, hvis det skulle sidde fast i en sump eller ligge et sted med et brækket ben, siger Janne Winther.

Ifølge lektoren skyldes tidligere eksempler med fødeknaphed om vinteren, at man har haft for mange dyr på for lidt plads. Derfor glæder det hende, at regeringen lægger op til, at antallet af dyr i naturnationalparkerne skal have et lavt udgangspunkt.

- Det er godt med en plan for, hvad der skal ske, hvor man også medregner suppleringsarealer, hvis dyrene begynder at tabe sig. Men det næste problem bliver at fange vægttabet tidligt nok, for det er svært at vurdere under dyrenes tykke vinterpels, siger Janne Winther.

Og hvis dyrene først er afmagret, er det en sej proces at få dem på ret køl igen.

- Vi forskere mener, at man bør basere dyrevelfærden på andre indikatorer end blot deres huld, så man kan sætte ind, før de har tabt sig for meget. Så vi håber, at velfærdsvurderingerne også kommer til at inddrage dyrenes adfærd.

Et af de steder, man nu skal forberede sig på at have dyr, er i Thisted Kommune, hvor  Naturnationalpark Hanstholm bliver på 5000 hektar. Her har man allerede foreslået at udpege godt 1000 hektar til indhegnede dyr.

Derudover er det besluttet, at hegnet skal være et lavt kreaturhegn, så kronvildtet i området stadig kan passere frit. Det fortæller skovrider Ole Noe fra Naturstyrelsen Thy.

-  Dermed ved vi, at der ikke skal udsættes elge eller bisoner, men eksempelvis heste eller kreaturer. Hvor mange og hvilke dyr, vi udsætter, bliver op til den lokale projektgruppe, nationale grupper og endelig aftalekredsen at drøfte og beslutte, siger Ole Noe.

I den eksisterende Nationalpark Thy har græssende dyr hidtil været privatejede, og selv om Naturstyrelsen Thy har andre arealer med dyr, står skovrideren nu over for en ny opgave.

- Vi har en skabelon for, hvordan vi vil lave en god plan for dyrevelfærden. Det er jeg tryg ved, men det handler om at sikre gode medarbejdere, der skal klædes professionelt på til at holde øje med dyrene, så de kan vurdere deres sundhedstilstand.

Man vil også lave en sikkerhedsplan for, at dyrene får mad eller vand, hvis det i tørke- eller frostperioder ikke er tilgængeligt i naturen. Alle planer skal godkendes af myndighederne.

- Vi vil være ude på arealerne og følge dyrene tæt, og selv om vi vil få en dispensation fra dele af dyrevelfærdsloven, så gælder paragraf 2 om, at dyr ikke må lide unødigt, stadig. Men når det er så store arealer, er det ikke sikkert, at opsynet med de enkelte dyr bliver hver eller hver anden dag, siger Ole Noe.

Lektor Janne Winther savner en samlet plan for dyrevelfærden i naturnationalparkerne. Men hun kalder det fornuftigt, at Naturstyrelsen arbejder på en beredskabsplan i særligt kritiske situationer, hvor dyrene kan mangle mad og vand.

- Parkerne er meget forskellige, og der indsættes forskellige arter og bestande, så det giver mening at lave individuelle planer. Men det ville være en god idé, at der blev sat nogle overordnede rammer for god dyrevelfærd, som så kan tilpasses lokalt, siger hun.

Ellers kan man risikere, at dyrenes vilkår bliver op til lokal fortolkning. Og hvis vi vender tilbage til, hvordan de enkelte parker skal vurdere dyrenes velfærd, bliver det givetvis ikke antallet af medarbejdere, der rykker noget.

- Vi har ikke viden om, hvad man på bestandniveau skal holde øje med og reagere på, så man kan sætte ind, inden dyrene har tabt sig for meget. Der skal findes en balance mellem antallet af dyr, ressourcer og at dyrene stadig kan afgræsse nok til, at det har en effekt biodiversitetsmæssigt, mens de også kan klare sig året rundt, siger Janne Winther.

I jagten på mere viden er lektoren sammen med kolleger på Aarhus Universitet derfor allerede i gang med at søge om midler til mere forskning på området.

- Vi vil gerne blive klogere på, hvilken adfærd der kan kobles til, at dyrene begynder at tabe sig, og man ikke kun kigger på huld, så vi kan få den viden ud til parkerne, siger Janne Winther.

Tilbage i Silkeborg vil Dorthe Braüner Jensen ikke vente på, at parkerne får mere viden til at sørge for dyrene. Hun og foreningen "Stop vanrøgt af dyr bag hegn" er allerede i gang med egne dyrevelfærdsplaner. Den har også hyret en advokat til at granske naturnationalparkernes lovgivning i forhold til at dispensere for dyrevelfærdsloven.

-  Mit håb er at få aktiveret en masse lokale grupper, som til vinter kan hjælpe med at  fotodokumentere og ellers anmelde forholdene. Og hvis det ikke hjælper, så vil vi være nødt til at gøre brug af vores nødret til at fodre dyrene selv, siger hun.

Dorthe fortæller, at hun allerede har et hold af lokale erhvervsdrivende i ryggen. De står klar til at sponsorere foderet. Dem ønsker hun dog ikke at sætte navn på.

- Jeg vil og kan ikke være vidne til, at dyr sulter. Vi har har i bund og grund alle et ansvar her, statens dyr er også dine og mine dyr. Vi er med til at etablere det her vanvid, slutter hun.

Hvad kan man nå på 11 minutter? I en bil kan man krydse Storebæltsbroen, med en ovn kan man varme en frysepizza, og hedder man Robert Lewandowski og spiller for Bayern München, kan man score fem mål mod Wolfsburg på den mængde tid. Drikker man hurtigt nok, kan man snildt få en kæp i øret på 11 minutter.

Torsdag formiddag fik jeg 11 minutter til at interviewe Tour de Frances direktør, Christian Prudhomme.

Rammerne var smukke. Trods tågen kunne man igennem de store glaspartier på 16. etage i Alsik Hotel & Spa se både Sønderborg Slot, Dybbøl Mølle og Kong Christian X’s bro, som er klædt i gult. For den 3. juli rammer verdens største cykelløb Sønderjylland, og byen er allerede pyntet op.

Da Christian Prudhomme trådte ud af elevatoren, fik han et køligt glas champagne stukket i hånden. Han kom direkte fra Sønderborgs årlige erhvervstræf, hvor han var inviteret med som taler, og inden da var han til photo shoot med en masse mennesker i gule veste (Ikke oprørsbevægelsen fra Frankrig, men 225 lokale børnehavebørn i gule refleksdragter).

To timer og 30 minutter i Sønderborg skulle udnyttes til fulde. Så da Prudhomme fik øje på mig - stående med en diktafon og en notesblok ved et rundt café bord med tre flasker vand på - lignede han lidt en, der fik øje på en glemt bilagsopgave.

Men aftalen var 20 minutters interview. Så løbsdirektøren, der onsdag smilede på toppen af Storebæltsbroen, smilede sig igennem Danehofskolen i Nyborg og hele vejen til København, slentrede selvfølgelig smilende over til mig. Og så begyndte han at fortælle de samme pointer, som andre journalister allerede havde fået.

Da en delegation fra Herning henvendte sig til Tour de France-ledelsen i 2004, troede Christian Prudhomme ikke på et dansk værtsskab. Det gjorde han heller ikke i 2007, da han blev løbsdirektør. Men i 2011 skete der noget.

Franskmanden var i Danmark for at se VM i landevejscykling. Og selvom Prudhomme husker britiske Mark Cavendishs guldmedalje, og franske Arnaud Démare førsteplads i U23-løbet, var det nogle andre cykelryttere, der gjorde størst indtryk på løbsdirektøren. Det var hverdagscyklisterne.

- Jeg havde aldrig set så mange cykler før. Wow, tænkte jeg. Der er cykler overalt. Inden da havde jeg aldrig tænkt over forbindelsen mellem racercykling og hverdagscykling. Dét blev begyndelsen på historien, sagde Prudhomme.

Og dén fortælling - “verdens største cykelløb møder verdens største cykelby, København” - er blevet central i kommunikationen af Tour-starten i Danmark.

Sønderborg brander sig som “verdens grønneste målby”, men Christian Prudhomme nævnte et par andre fordele ved det sønderjyske: Graasten Slot, som markerer de franske forbindelser i det danske kongehus, og Sønderborg Lufthavn, der sikrer, at rytterne kan flyve til Calais og blive klar til at køre i Frankrig efter en enkelt hviledag.

- Med "Grand Départ" i Danmark får vi smukke landskaber, cykelkultur og historie. Vi får en enkeltstart, en klassiker over Storebæltsbroen og en sprint i Sønderborg, sagde Prudhomme på engelsk med fransk accent, mens han fægtede med armene, og medlemmer af Sønderborgs kommunalbestyrelse stod og summede utålmodigt omkring os.

Men hvad så med franskmændene? Hvordan sælger man en Tour-start cirka 1000 kilometer fra den franske grænse?

- Vigtigt spørgsmål, sagde Prudhomme, og så begyndte han at tale om Yorkshire i England.

I 2014 startede Tour de France i det nordengelske, og franskmændene var skeptiske.

- Men da de så de store engelske tilskuermængder, da de så begejstringen og passionen, var de solgt. For mig var Yorkshire den bedste udenlandske "Grand Départ" nogensinde. Indtil nu!

- Franskmændene vil se den samme entusiasme i Danmark. Og de vil blive begejstrede over Storebæltsbroen.

Ville der have været en Tour-start til Danmark, hvis ikke det var for Storebæltsbroen?

- Broen er meget, meget vigtig. Men det er København også. Og Sønderborg! Jeg skal overbevise franskmændene om, at Danmark er det rigtige valg, og det skal nok lykkes.

Hvor langt fra Frankrig kan en Tour de France potentielt starte?

- København, sagde Prudhomme og slog en latter op, der skyllede rundt i glasburet.

Så tilføjede han:

- Vi har regler. Det må maksimalt ligge fire timers flyvning og to tidszoner fra Frankrig.

Så kunne man forestille sig en Tour de France-start i Mellemøsten?

For første gang i interviewet slog Prudhomme over på fransk. Hurtige og skarptskårne sætninger, akkompagneret af vindmøllle-agtige gestikuleringer med hænderne. Tolken oversatte:

- Det primære spørgsmål er, om landet har en cykelkultur, om nationen har store stjerneryttere, og om befolkningen har en reel interesse i cykling. Hvis ikke der var så høje seertal på TV2, ville vi heller ikke være her.

Her - efter otte minutters snak - indtraf det første attentatforsøg på interviewet.

- Sidste spørgsmål, lød det fra kommunaldirektøren.

Vi har aftalt 20 minutter, prøvede jeg.

- Tiden er gået, sagde han.

Jeg vendte mig mod Prudhomme, der stadig havde sit professionelle smil på læberne.

I løbet af dine to dage i Danmark har du snakket meget om kultur, landskab og folkefest. Men hvilken økonomisk interesse har Tour de France i at starte i Danmark?

- Når du ser Touren, ser du folk fra hele verden langs ruten. Idéen er at udvide arrangementet, så vi trækker flere folk ind. Det handler om at markedsføre Tour de France, svarede han og tilføjede fem-seks sætninger på fransk, mens kommunaldirektøren stod og trippede.

Jeg genkendte to ord i den lynhurtige franske talestrøm: “Emmanuel” og “Macron”.

Tolken kiggede forbavset på Prudhomme.

- Really? spurgte han.

- Oui, oui, svarede løbsdirektøren, ivrigt nikkende.

Kommunaldirektøren gik i gang med at fjerne vandflaskerne på vores cafébord, mens tolken oversatte.

- Han fortæller, at ham og den franske præsident sendte sms’er til hinanden i går aftes. Selvom der er rigtig meget i Ukraine, er Macron godt klar over, at Prudhomme er på promoveringstur i Danmark.

Chancen for at bore i dét, fik jeg aldrig. For nu skulle Tour de France-direktøren fotograferes med Sønderborgs borgmester, kommunaldirektøren og hoteldirektøren John Ankjær. Bagefter skulle han spise frokost på restaurant Freia sammen med repræsentanter fra BMC-gruppen, der har doneret den gule udsmykning til Kong Christian X’s bro.

Og sådan blev 20 minutter til 11 minutter. Mens de gik mod elevatoren, mumlede hans tolk.

- Næst efter Macron går Prudhomme jo faktisk for at være den sværeste franskmand at få et interview med.

Tv: Det går dårligt hos familien Christiansen på minkfarmen i det nordjyske. Meget dårligt - men selv om man ikke bør more sig over andres ulykke, er det umuligt at lade være i denne tredje sæson af krimi-komedien "Minkavlerne".

Serien lever sit liv på TV2 Play og snart på Zulu, men den havde fortjent en runde på flow-tv i bedste sendetid, for den er både velspillet, overraskende og finurligt komponeret. Den er også sjov. Fra fnisende morsom til lårklaskende grinagtig.

Vi er i 2019. Familien Christiansen er sat under administration af banken, og bror Allan (Jonas Mogensen), som er exceptionelt naiv og barnligt følelsesladet, kommer ud af fængslet, hvor han har afsonet et ulvedrab. Straffen kunne have været meget værre, men det er man nødt til at se den forrygende afslutning af anden sæson for at forstå.

Allan har fået en ny ven i fængslet, og det venskab tegner ildevarslende, for Bjørn, som "vennen" hedder, er en ulmende voldsudøvelse i skikkelse af Kenneth Christensen.

Hjemme på gården står pelsningen af minkene for døren, og der spekuleres i at anskaffe en maskine til arbejdet i stedet for de sædvanlige litauere. En pelsningsmaskine er dyr, men som bror Martin (Kasper Gross) siger om fremtiden:

- Det er jo ikke bare sådan, at man kan lukke et helt erhverv ned med et trylleslag.

Martin er blevet kæreste med Mie (Stina Mølgaard), og han kommer til at bilde hende ind, at han er en handy-mand. Det er naturligvis dømt til at gå galt, for Martin med de gode intentioner og 20 tommelfingre er sjældent heldig.

Og nu vi er ved kærligheden, er far Niller, der spilles af  Niels Hausgaard - han lyder som sig selv, og det er en stor ros - rasende på mor Gerda (Kirsten Lehfeldt) over, at hun har knaldet med pastor Per (Frank Hvam).

Og hold så fast: Vi ved, at resultatet af den udenomsægteskabelige affære er, at familiens lillebror Jakob (Ruben Søltoft) ikke er Nillers biologiske søn. Og at det er et problem på flere måder, fordi Jakob elsker Maria (Anna Stokholm), som er datter af pastoren. Men, men, men - takket være et snedigt manuskript er der en løsning på problemet.

Indviklet at forklare, men det føles ikke sådan, når man ser det, og selv om der er lange og mange tråde i "Minkavlerne III", er de foregående sæsoner endt med et færdigt og forholdsvis logisk spundet garnnøgle uden knuder.

På rollelisten finder vi også blandt andre Bodil Jørgensen, Mick Øgendahl og Bjarne Henriksen, og i de kommende afsnit også Rasmus Botoft og Lars Hjortshøj. Samlet set en besætning med gummistøvlerne solidt sat i humoren, som er stærkt afhængig af timing og underspil for at fungere.

Eventuelt overspil mærkes med det samme, og det prægede desværre lidt for meget begyndelsen af anden sæson, men synes næsten udryddet nu. Måske forbi tempoet er mindre manisk.

Vi får hele humorpakken og ofte på jysk - både det åbenlyst sjove, men også den humor, man selv skal gøre en indsats for at fange. Små antydninger i halve replikker og hints af både den visuelle og hørbare slags. Det gør, at man uvægerligt koncentrerer sig om at få det hele med.

Sjovest er og bliver dog samspillet mellem brødrene Martin og Allan, der er som femårige, når de strides. De virker så ægte, at det er svært at tro, at deres skuespillere, Kasper Gross og Jonas Mogensen, kan være meget klogere, men det er trods alt dem, der har skrevet manuskriptet.

Selv om familien Christiansen og det lille omgivende samfund er sat på en urealistisk spids, er de ikke længere ude, end at alle vi, der bor eller har boet på landet, mærker snerten af genkendelse. Det gør det rablende, pinlige og også grænseoverskridende univers sært vedkommende.

Det hele forløber så glidende som brun sovs over hvide kartofler. Eller så glidende som pastor Pers eskalerende rødvinsforbrug.

Instruktion: Jesper Rofelt. 8 afsnit a 25 min. Premiere 27. marts på TV2 Play, 4. april på TV2 Zulu. Denne anmeldelse baserer sig på de to første afsnit.