Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Statsminister Mette Frederiksen var torsdag i Kyiv og lovede Ukraine yderligere 600 mio. kr. i våbenhjælp. Foto: Sergei SUPINSKY/ AFP

Mette på retur fra hemmelig Kyiv-tur 600 mio. kr. fattigere

Godmorgen og velkommen til fredagens nyhedsoverblik fra Avisen Danmark.

Torsdag kom det frem, at statsminister Mette Frederiksen (S) var draget til Kyiv i Ukraine for blandt andet at besøge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj. Hun er dermed den første skandinaviske leder, der har været forbi landet efter krigens begyndelse.

Inden hun i aftes igen rejste retur mod Danmark, meddelte hun på et pressemøde fra Kyiv, at Danmark udvider sit bidrag til militært udstyr og våben til Ukraine med 600 millioner kroner. Det skriver Ritzau. Der blev ikke nævnt noget om, hvilke våben det handler om.

Dermed runder det samlede danske våbenbidrag til krigen over en milliard kroner.

Mette Frederiksen udtalte også, at Danmark fremover vil hjælpe Ukraine med at rydde miner og generel genopbygning af landet.

På Facebook, hvor hun også skrev i aftes, at hun er på vej hjem igen, beskriver hun situationen i Ukraine som meningsløs.

- For to måneder siden levede millioner af ukrainske familier et helt almindeligt liv. Som du og jeg. Nu er manden i uniform, og mange kvinder og børn er sendt på flugt, skriver hun.

Ukrainske kvinder får minimal støtte

Nyhedsbrevet bliver i Ukraine-sporet. For i dagens Politiken kan man læse, at de ukrainske flygtninge får så lidt økonomisk støtte fra staten, at det er svært at finde tag over hovedet til dem, som de er i stand til at betale.

For når hovedparten af flygtningene er kvinder, som har efterladt deres ægtefæller for at kæmpe i hjemlandet, så bliver de ikke kategoriseret som enlige forsørgere herhjemme. Og det giver en markant lavere ydelse. 

Det er kommunerne, som står for jobbet med at finde husly til de mange flygtninge, derfor mener Kommunernes Landsforening nu også, at regeringen bør hjælpe. I avisen møder opråbet forståelse fra begge sider af Folketingssalen. På den blå fløj går man dog skridtet videre, hvor Venstre og Konservative ønsker at hæve den ydelse, som nyankomne ukrainske kvinder, der flygter alene med deres børn til Danmark, kan få fra staten. Konkret foreslår Venstres udlændingeordfører Mads Fuglede at ændre særloven om ukrainske flygtninge. Og det er det forslag, der bakkes op af Konservative.

Det har ikke været muligt for Politiken at få en kommentar fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) til forslaget.

Olieskat er ikke gået til jernbaner

Og så runder vi en ældre sag fra 2013, hvor daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) lovede, at en skat på gamle oliefelter i Nordsøen over tid skulle hente milliarder af kroner til en togfond. En fond, der dermed skulle finansiere og opgradere Danmarks jernbanenet. Men nu viser det sig, at der slet ikke er kommet én eneste skattekrone ud af projektet. Det skriver Jyllands-Posten.

En gennemgang af selskabernes regnskaber viser til gengæld, at olieselskaberne har fået en skattelettelse på en milliard kroner.

Avisen har ikke kunnet få en kommentar fra Helle Thorning-Schmidt eller SF’s formand Pia Olsen Dyhr, der blev transportminister efter vedtagelsen af de omtalte olieskattepenge til en togfond. Men i et skriftligt svar lyder det fra partiets transportordfører, Anne Valentina Berthelsen:

- Det er rigtigt, at indtægterne fra Nordsøen ikke har udviklet sig som forudsat af Skatteministeriet. Det betyder bare ikke, at Togfonden bliver en dårligere idé. De dele af Togfonden, som ikke allerede er gennemført eller igangsat, er finansieret i aftalen om infrastruktur fra 2021.

Milliarderne løber op i Ukraine

Til slut fletter vi både Ukraine og milliarder sammen. For siden krigens udbrud, har ødelæggelserne i landet i alt kostet godt 412 milliarder kroner. Og da krigen på ingen måder er slut endnu, vil beløbet kun stige.

Det vurderer Verdensbanken ifølge dens præsident, David Malpass, som var med på en konference torsdag, skriver Ritzau.

På samme konference sagde Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, via video, at landet har brug for 48 milliarder kroner om måneden for at fungere. Tidligere har man skønnet, at det beløb var 34 milliarder kroner om måneden. Men i takt med at krigen er skredet frem, er beløbet steget yderligere.

Det var nyhedsoverblikket for i dag, men der er god grund til at blive hængende lidt endnu. Så får du nemlig fire gode historier fra dagens udgave af Avisen Danmark.

Billede af Ditte Birkebæk Jensen
Billede af skribentens underskrift Ditte Birkebæk Jensen Journalist

Få Dagens Danmark læst op her

Statsminister Mette Frederiksen besøgte torsdag den ukrainske hovedstad Kyiv. (Foto: Miguel Gutierrez/EPA/Ritzau Scanpix)

Dalls analyse: Kyiv, krig eller corona - Mette Frederiksen trives i krisetider, fordi hun kan handle

Mette Frederiksen (S) er blevet en krisestatsminister. Det lå naturligvis ikke i kortene, da hun blev valgt i juni 2019, men sådan har virkeligheden udviklet sig. Og den rolle trives hun - efter omstændighederne - ganske godt i, skriver Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, efter, at statsministeren torsdag besøget den ukrainske hovedstad, Kyiv, hvor hun havde et budskab om flere hundrede millioner kroner i våbenhjælp med til præsident Zelenskyj. Selv om det er penge og politiske signaler, har det en stor indenrigspolitisk værdi for statsministeren, vurderer Casper Dall i denne analyse.

Et vedholdende rygte på Christiansborg går på, at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) egentlig bare skulle have holdt kontorstolen i Sundhedsministeriet varm i de første tre år af valgperioden, sidde og trille lidt tommelfingre, og så skulle han shine med en storstilet sundhedsreform og masser af udspil, der kunne bruges i en valgkamp i det sidste år af den fireårige valgperiode. Sådan skulle kabalen være blevet lagt i statsminister Mette Frederiksens samlede fireårsplan for regeringen, hvis man skal tro vandrørene.

Om rygtet er sandt eller ej, finder vi aldrig ud af. For virkeligheden indhentede den kromede masterplan på statsministerens bord. Allerede trekvart år inde i valgperioden begyndte coronavirus at vandre fra land til land, fra kontinent til kontinent, og i løbet af ganske kort tid var en pandemi en realitet, og Danmark lukket ned. Både Magnus Heunicke og især Mette Frederiksen kom på overarbejde inden for en metier, ingen af dem havde nogen erfaring med: Krisestyring.

Kun en måned efter, at Mette Frederiksen i slutningen af januar i år havde erklæret coronapandemien overstået i Danmark ved at ophæve alle restriktioner, begyndte den russisk invasion i Ukraine - og pludselig stod Mette Frederiksen i en ny krise.

Kriser giver mulighed for at vise handlekraft, og er der noget, som politikere gerne vil være, så er det handlekraftige.

Casper Dall, politisk redaktør

Ingen er i tvivl om, at statsministeren naturligvis gerne havde været både corona og krigen i Ukraine foruden, men når det nu skal være, trives Mette Frederiksen i rollen som krise-statsministeren. Kriser giver mulighed for at vise handlekraft, og er der noget, som politikere gerne vil være, er det handlekraftige. Under coronakrisen havde statsministeren i første omgang nærmest ubegrænset mulighed for at træffe beslutninger og handle. Restriktioner blev indført på nærmest daglig basis, aftaler om hjælpepakker blev indgået med lynets hast, og regionerne indkøbte alverdens udstyr uden om de almindelige regler for udbud. Der blev handlet, og vælgerne kvitterede ved at anerkende statsministerens og regeringens indsats, når meningsmålingsinstitutterne ringede for at spørge, hvem man ville stemme på ved næste valg. På den måde lykkedes det Mette Frederiksen ganske fermt at høste indenrigspolitiske gevinster (minksagen og de slettede sms'er undtaget) på en krise, der blev født i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Nu står Mette Frederiksen og regeringen igen i en krise. Men krigen i Ukraine er en anden type krise. Her er konsekvenserne ikke, at danskere kan dø af en virus. Her er konsekvenserne, at det bliver dyrere at købe mad og energi til at varme ens stue op. Den slags konsekvenser er langt mere komplicerede at løse rent politisk. Kulden og sulten forsvinder ikke ved at lukke landet ned.

Konsekvenserne af krigen i Ukraine rammer den enkelte dansker i hverdagen, men det vil være umuligt for regeringen at kompensere for inflation og mangel på varer. I stedet forsøger Mette Frederiksen at vise sin indskrænkede handlekraft gennem ord, besøg og humanitære såvel som militære donationer til Ukraine. Det er i det lys, at hendes besøg torsdag i den ukrainske hovedstad, Kyiv, skal ses. Udover signalværdien havde Mette Frederiksen også 600 millioner kroner i våbenhjælp og angiveligt også tilsagn om yderligere konkret våbenhjælp med til Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj. Det bringer det samlede danske våbenbidrag op på over en milliard kroner.

En anden måde at vise handlekraft på er ved at komme med politiske udspil, der anviser et bidrag til en løsning på krisen. Derfor har regeringen med statsministeren i spidsen i denne uge præsenteret to store udspil på det grønne område - udspillet "Danmark kan mere II", som skal gøre os frie af den russiske gas, og et udspil til en grøn skattereform med en CO2-afgift.

Selv om danskerne indtil nu har udvist stor velvilje til at yde økonomiske støtte til Ukraine gennem diverse indsamlinger og taget mod de ukrainske flygtninge, som allerede er ankommet til Danmark, så bliver det ikke våbenhjælp og signaler til Ruslands præsident Vladimir Putin, der afgør det folketingsvalg, som skal holdes inden for de næste godt 14 måneder.

Midt i krisestyringen har Mette Frederiksen ét altoverskyggende problem: Man kan ikke vinde valg på at være ferm til at handle i krisesituationer. Men man kan tabe dem.

Jean-Francois, 59 år, og hans datter Valentine, 18 år, er så langt fra hinanden rent politisk, som man kan komme i Frankrig. Han stemmer på den ektremistiske højrefløj, hun støtter den radikale venstrefløj. Sammen med dem så Avisen Danmarks reporter Emil Jørgensen onsdag aften TV-duellen mellem Emmanuel Macron og Marine Le Pen. Foto: Emil Jørgensen

Emil til fyrig, fransk valgdebat hos familien Lagouche: - Min fars holdninger er racistiske

Om tre dage skal franskmændene til stemmeboksene, hvor de skal afgøre, om Marine Le Pen eller Emmanuel Macron skal lede landet i de kommende fem år.

Og det er noget, som splitter den franske befolkning. De tydeligste tværsnit går mellem land og by, mellem rig og fattig - men for nogle trækkes fronterne også op indenfor hjemmets fire vægge. Reporter Emil Jørgensen har været på besøg hos familien Lagouche i Amiens, hvor de politiske poler er trukket så langt fra hinanden, at faren og de to døtre repræsenterer alle tre stemmemuligheder ved søndagens præsidentvalg.

Mens Emmanuel Macron og Marine Le Pen svingede slagene mod hinanden i præsidentvalgkampens første og eneste tv-duel, var reporter Emil Jørgensen på besøg hos en fransk familie, der indkapsler landets politiske splittelse indenfor husets fire vægge.

Amiens, Frankrig: Du kender måske til følelsen af at være på en anden politisk planet end dine forældre. Eller børn. “De fatter ikke noget,” har mange nok tænkt om deres kære.

Alligevel vil jeg vove den påstand, at familien Lagouche er noget særligt. For som et vaskeægte Tricolore-flag med blåt, hvidt og rødt repræsenterer de samtlige stemmemuligheder til Frankrigs præsidentvalg på søndag.

Ifølge husets patriark, 59-årige Jean-Francois, er Érik Zemmour den største gave til den franske befolkning siden Charles de Gaulle. Zemmour er den franske højreekstremist, som har fået Marine Le Pen til at ligne en artig, moderat skolepige. Efter ekstremistens elimination i første valgrunde, stemmer Jean-Francois på “skolepigen”. Han er det blå.

Det gør han til sin yngste datters store fortrydelse. 18-årige Valentine er mere til Jean-Luc Mélenchon på den yderste venstrefløj. I nød sætter hun kryds ved Emmanuel Macron på søndag - for at blokere sin fars kandidat. Hun er det røde.

Og ved siden af dem i lædersofaen sidder fredsmægleren repræsenteret i form af 25-årige Julie, den ældste datter, der er uddannet advokat og spytter efter både Macron og Le Pen. Hun er det hvide; den blanke stemme.

På bordet foran dem står Bourgogne-vin, små canapér med postej og 10 tændte stearinlys. I fjernsynet sidder Emmanuel Macron med foldede hænder under hagen, mens han glor på Marine Le Pen, som en censor kigger på en elev, der er i gang med at dumpe sin eksamen. For øjnene af millioner af franske seere er der fløjtet op til politisk boksekamp mellem de to præsidentkandidater.

I løbet af de næste tre timer vil den franske valgkamp - måske - blive afgjort. Og her hos far og døtrene Lagouche er der lagt op til, at det skal skylles ned med adskillige flasker vin - mens jeg - som familieterapeuten sendt fra helvede - vil trykke på alle familiens politiske neuroser. Siddende der i stearinlysets skær repræsenterer de tre nemlig selve splittelsen i det franske samfund.

En polarisering som både Macron og Le Pen taler ind i.

Jean-Francois Lagouche med sine døtre. Valentine på 18, som stemmer på Macron "i mangel på bedre", sidder i midten i den røde trøje. Marie på 25, der stemmer blankt, sidder til højre. Pigernes mor, som er skilt fra faderen, stemmer på det gamle Republikanske parti. Foto: Emil Jørgensen 

Le Pens nedsmeltning i 2017

Men først lidt om tv-debatten, hvis betydning dårligt kan overdrives. For fem år siden - ved præsidentvalget i 2017 - så vi den samme duel. Og dengang ordnede Macron sin modstander Le Pen, som en franskmand tackler en lille landsnegl gratineret i smør og hvidløg: Han fortærrede hende og hendes politiske program, så der ikke var noget tilbage bagefter.

16 millioner seere så hende blande økonomiske termer sammen, bladre forvirret i sine papirer og bruge sarkastiske miner, når hun ikke vidste, hvad hun skulle svare. Hun lignede alt andet end en præsident, og målinger afslørede efterfølgende, at Le Pen tabte 30.000 stemmer i minutter under debatten. Det var et regulært knock-out.

I dag er hun bedre forberedt og langt mindre aggressiv. Hun vil være “hverdagens præsident” og har for længst opdaget, at franskmændene stoler mere på hende end Macron, når det kommer til pension, købekraft og immigration.

Alligevel er hun i torvene, da Macron tidligt i debatten sender russiske missiler efter hende. Set i lyset af krigen i Ukraine, ligner det en tabersag, at Le Pen tidligere har udtalt sin beundring for Vladimir Putin, og at hun har haft et kampagnelån på 67 millioner kroner i en russisk bank.

- Deres interesser er forbundet med Rusland, siger Macron.

- Da Putin var i Frankrig, modtog De ham på Versailles-slottet, påpegede Le Pen.

- Jeg modtog ham som chef for en regering. Når De taler med Rusland, taler De ikke med en anden leder, De taler med din bankmand, slog Macron igen, og hjemme i stuen hos familien Lagouche udbryder faren:

- Havde det bare havde været Érik Zemmour, som var i den debat!

Jean-Francois Lagouche læner sig opgivende tilbage i lædersofaen, mens døtrene ryster på hovedet af ham.

Faren ligner lidt Tysklands kansler Olaf Scholz - både i udseende og temperament. Hårpragten har set bedre dage, minen er alvorstung, men mild.

Han har altid stemt langt til højre, selvom han ikke matcher stereotypvælgeren. Le Pen er klart størst hos arbejdere og almindelige lønmodtagere, Jean-Francois er regional manager i en farmaceutisk virksomhed. Den fraskilte mand bor i en to-plans lejlighed med højt til loftet skråt overfor Domkirken i Amiens, der er så stor, at Notre-Dame kunne stå indeni den. Han har reolerne fyldt med politiske bøger - flere af dem skrevet af Érik Zemmour.

Et udpluk af titlerne med Érik Zemmour i Jean-Francois Lagouches reol. Foto: Emil Jørgensen

- Han har forudsagt ting om fransk politik og immigration for 10 år siden, som er gået i opfyldelse, siger Jean-Francois, der selv er ud af en nordfransk arbejderfamilie, hvor moren og faren fremstillede tæpper og gardiner på en fabrik.

Den rolige mand i stuen frygter flere ting: at globaliseringen er ved at kløve den franske befolkning over i to, i vindere og tabere; at hans egne døtre ikke vil få lov til at gå klædt som de vil i fremtiden på grund af islams indflydelse i Frankrig;

- Vi må stoppe immigrationen, før det går galt, siger han.

Jean-Francois har ikke oplevet nogen problemer med muslimer selv - på grund af der hvor han bor, siger han.

- Men enhver der slår op i en avis, ved jo, at det er et reelt problem.

Faren er et levende, åndende, vindrikkende eksempel på to sandheder i Frankrigs politiske virkelighed anno 2022:

Det ene er, at landets ideologiske tværsnit ikke længere kan forstås ud fra en klassisk højre-venstre-struktur. Det er ikke de røde mod de blå, hvilket stemmefordelingen i første valgrunde også beviste. Det er “patrioterne mod globalisterne”, som Le Pen formulerer det. Med Macrons ord er det “de progressive mod populisterne”.

Det andet er, at det stærkt indvandrerkritiske (racistiske ifølge franske domstole, der har dømt  Érik Zemmour for flere ytringer) vinder mere og mere indpas i Frankrig. Zemmour og Le Pen fik knap en tredjedel af alle stemmerne i den første valgrunde, og sidstnævnte har støvsuget sine taler til en sådan grad, at hun fremstår stueren. I modsætning til 2017 er hun blevet normaliseret.

Fire nedslag: Macrons politik vs. Le Pens

  1. Pension: Macron vil hæve pensionsalderen fra 62 til 65. Le Pen vil sænke den til 60 for borgere, som har arbejdet siden før de var 20.
  2. Folkeafstemninger: På foranledning fra De Gule Veste vil Le Pen gøre det muligt for borgerforslag at blive til folkeafstemninger. Men Macron ønsker ikke at kaste politiske spørgsmål til afstemning - han vil hellere facilitere “store nationale debatter”.
  3. EU og NATO: Macron vil styrke EU-samarbejdet, arbejde for uafhængig, europæisk energiforsyning og en fælles hær. Le Pen vil genforhandle EU's traktater og budget, gøre op med det indre marked og genindføre told-og grænsekontrol, ligesom hun vil have Frankrig ud af Natos kommandostruktur.
  4. Immigration: Begge vil stramme asyllovgivningen, men Le Pen mere radikalt. Hun vil deportere illegale immigranter og forventer at tjene 15 milliarder euros til statskassen ved at forfordele franskmænd fremfor udlændinge, når det kommer til sociale ydelser.

- Du er en overprivilligeret, hvid mand, far

Sådan da. For der sidder stadigvæk en Macron i fjernsynet og forsøger at fremstille sig selv som et skjold mod det fremmedfjendske og racistiske Frankrig, som han mener at Le Pen står for.

- De kommer til at stare en borgerkrig, hvis De begynder at rive tørklædet af muslimske kvinder i de socialt belastede boligområder. Og hvem skal håndhæve det? Politiet? spørger Macron i debatten.

- De havde intet problem med at lade politiet håndhæve maskeforbuddet, svarer Le Pen.

Samtidig sidder der i Amiens en datter og fortæller sin far i hans egen dagligstue, at hans politiske holdninger stinker. Med munden formet som en lige streg og blikket rettet stift mod lysene på bordet siger 18-årige Valentine:

- Dine holdninger er klart racistiske og sexistiske, og jeg mener, de kommer fra en overprivilligeret, hvid mand.

- Hvaaaaad, udbryder den ældste datter.

Men faren nikker billigende, som havde han lige hørt et godt argument, og skænker sig selv et stort glas rødvin mere.

Valentine skynder sig at tilføje, at hun respekterer sin fars holdninger, og at hun er klar over, at hendes egne er rent ideologiske: Husleje og regninger tynger hende ikke, dem og forsørgelsen betaler faren for.

- Lidt endnu, brummer Jean-Francois.

For et par uger siden ringede Valentine til ham fra et vælgermøde med venstrefløjsveteranen Jean-Luc Mélenchon, og han svarede hende teatralsk:

- Jeg forstår ikke verden længere. Jeg må forlade den.

I klimaets navn er Valentine vegetar. Hun har svært ved at se, at "det kan forsvares at sætte børn på planeten”. Hendes største idol er den sorte, amerikanske borgerrettighedsaktivist Rosa Parks, der ikke ville rejse sig i busen i Alabama Og hun frygter også for Frankrigs fremtid, men af nogle helt andre grund end faderen: Hun frygter for minoriteternes rettigheder og den globale opvarmning.

- Skål, siger Jean-Francois.

Jean-Francois Lagouche siger, at han er glad for, at hans piger har deres egne politiske holdninger. "Og så plejer det jo at være sådan i livet, at man bliver født rød og ender som blå. Sådan gik det i hvert fald for mig." Foto: Emil Jørgensen

Det evindelige argument om grønthandleren

Faren fisker en flaske italiensk limoncello ud af fryseren og begynder at puste på den for at fremskynde optøningen. Han finder også en brændevin fra alperne.

Tv-duellen lakker mod enden, og mange franskmænd gør sig lystige på bekostning af Marine Le Pen. Joken er, at man skal finde en partner i livet, der kigger så hengivent på en, som Le Pen har siddet og set på Macron. Smilende og uden at sige noget. Macron bliver til gengæld beskyldt for at ligne en, der er tvunget ind i studiet, hans ansigtsmimik indikerer, at Le Pen end ikke er præsidentens blik værdigt.

Lidt mere reel kærlighed i øjnene har familien Lagouche, når de kigger på hinanden, selv når de diskuterer, så det gnister. Da faren siger, “det er jo ikke alle muslimer …” og nævner den lokale grønthandler, sukker begge døtre højlydt.

- Ikke igen! Du kan ikke bare altid nævne grønthandleren som dit argument for, at du ikke er fordomsfuld, siger Marie, den 25-årige advokat.

Det får dem alle tre til at grine. Og til sidst er de også enige om en ting:

Emmanuel Macron var bedst i debatten.

- Men man ved aldrig, hvad der kan ske på søndag. Ingen havde heller ej forudsagt Trump eller Brexit, siger Jean-Francois med et smil, der både ser håbefuldt og beruset ud.

18-årige Valentine derimod ser mest bare bekymret ud ved tanken om en Le Pen-sejr ved valget.

- For fem år siden var det fuldkommen utænkeligt. Nu er det kun usandsynligt.

Det meste af barskabet ender på bordet hos familien Lagouche, da Emmanuel Macron og Marine Le Pen mødes til politisk boksekamp onsdag aften. Foto: Emil Jørgensen


Jeg forstår ikke verden længere. Jeg må forlade den.

Jean-Francois Lagouche, da han hørte, at hans datter var til et vælgermøde på den yderste venstrefløj.
Sanne Späth og Thomas Larsen Späth kan gå ud på terrassen, men må ellers ikke forlade lejligheden i Shanghai, der kører den benhårde linje over for corona-smitte. Siden 1. april har deres bydel været under lockdown - og ingen ved, hvornår husarresten slutter. Privatfoto

Sanne og Thomas er på 22. dag fanget i deres lejlighed uden anelse om, hvornår mareridtet slutter: - Men vi er privilegerede

I en lejlighed på 28. etage i millionbyen Shanghai sidder Sanne og Thomas Späth, børnene Ingeborg og Sigurd plus Sigurds studiekammerat Luis fra Brasilien. Og det har de gjort siden den 1. april, hvor alt lukkede ned. Ingen må gå ud - heller ikke efter hverken mad eller medicin, og ingen aner, hvornår de så at sige lukkes ud igen.

- Vi er heldige at bo i et lejlighedskompleks med to tårne, hvor vagter tager imod varer ved porten. Vi må acceptere at være i det, og vi dør ikke af sult. Andre bor til gengæld mere isoleret, fortæller Sanne Späth.

Og den danske familie føler sig heldige i forhold til mange andre i Shanghai. De har en terrasse, de kan gå ud på, og under første lockdown, da alt også var lukket ned, investerede de i vægte, et løbebånd og en maskine til cykeltræning, som står på netop terrassen.

Sanne og Thomas Späth har sammen med deres børn været naglet til deres lejlighed i Shanghai siden 1. april. Omikronvarianten har betydet benhård nedlukning af gigantbyen i noget, der minder om en ond genudsendelse fra starten af 2020. Ingen aner, hvornår de 25 millioner indbyggere lukkes ud igen.

Shanghai: Når Sanne Späth cykler på arbejde, er hun vant til at zigzagge imellem ældre kinesiske kvinder, der iklædt pyjamas og med trolley i hånd er på vej til et af Shanghais madmarkeder for at hente æg og grøntsager.

Nu er der helt stille i gigantbyen. Gaderne ligger øde. Omikron-smitten har ramt Shanghai, og ordren fra centralstyret er klar til de cirka 25 millioner indbyggere: Bliv i jeres boliger.

Der - i en lejlighed på 28. etage - har familien Späth fra Horsens så opholdt sig siden 1. april. Andre steder i Shanghai nærmer husarresten sig 40 dage, beboerne må end ikke gå ud efter mad eller medicin og ingen aner, hvornår mareridtet slutter.

Et surrealistisk scenarie, når man sammenligner med dagens Danmark, hvor corona er blevet til et smittetal hver dag kl. 14 - og ikke meget andet.

- Sagde de bare: "Vi kører til 1. maj," kunne vi forholde os til det. I Danmark blev en plan for genåbning kommunikeret ud, men her kommer ingen information, og den manglende transparens er det mest usikre for os, forklarer ægteparret Sanne og Thomas Späth via Messenger fra lejligheden i Kina.

Der bor de fem mennesker, og de kommer hinanden ved, for eneste mulige udflugt er en tur på altanen. Ældstesønnen Karl-Emil bor 150 kilometer derfra i Ningbo, mens Ingeborg og Sigurd er hjemmeboende. Sidstnævntes studekammerat Luis fra Brasilien bor hos familien Späth for tiden.

Mens hverdagen var mere normal for familien Späth, der består af børnene Karl-Emil, Ingeborg og Sigurd samt forældrene Thomas og Sanne. Privatfoto

Utilfredsheden ulmer

Ifølge mange medier er utilfredsheden med den skrappe nedlukning mere end bare ulmende i Shanghai. Protestvideoer spreder sig, inden styret får den fjernet fra sociale medier, og mange - særligt ældre, der ikke er fortrolige med at bestille mad på smartphonen - er begyndt at sulte.

- Ingen synes, det er sjovt ikke at kunne komme ud, men de fleste vesterlændinge har gode betingelser, og vi er privilegerede med god plads i lejligheden og en terrasse. Vi er en familie, spiser sammen og er heldige at bo i et lejlighedskompleks med to tårne, hvor vagter tager imod varer ved porten. Vi må acceptere at være i det, og vi dør ikke af sult. Andre bor til gengæld mere isoleret. Jeg har en kollega, der er på dag 37 i lockdown, og flere er begyndt at rationere deres ris, fordi de aldrig ved, hvornår de får nye forsyninger, siger Sanne Späth.

Familien Späth

Sanne Späth og Thomas Larsen Späth flyttede sammen med børnene Ingeborg, Karl-Emil og Sigurd fra Horsens til Shanghai i 2019.

Sanne Späth er creative director hos The Lego Agency, mens Thomas Larsen Späth arbejder for Leemian - et byudviklingsprojekt, hvor der laves danske livsstilscentre i Kina.

Yngste barn Ingeborg går i skole, Sigurd er netop blevet student fra et internationalt gymnasium lidt tidligere end beregnet. Eksaminerne er aflyst. Karl-Emil går på University of Nottingham i havnebyen Ningbo cirka 150 kiliometer fra Shanghai. Han er også ramt af nedlukning, men kan bevæge sig rundt på campus.

Familien Späth har en brasiliansk "bonussøn" boende i lejligheden for tiden. Luis er studiekammerat til Sigurd.

Sanne Späth har rødder i Brønderslev, mens Thomas Larsen Späth er fra Viborg. I 2004 flyttede de til Horsens.

Parret tænker meget på de kinesere, der er spærret inde i en et-værelses lejlighed. Mange har end ikke et køleskab, fordi der er tradition for enten at hente varer på et marked dagligt eller spise alle måltider ude. Storkøb, som vi kender i Danmark, er der ikke tradition for i Kina.

- Og da vi i første omgang fik at vide, at nedlukningen ville vare to-fire dage, gik ingen jo ud og købte ind i panik, forklarer Thomas Larsen Späth.

Sådan ser en hjælpepakke fra den lokale regering i Shanghai ud under lockdown. Privatfoto

Madgrupper på telefonen

Nu gælder det om i alle vågne timer at være vaks i grupper på WeChat på smartphonen. Er man væk fra telefonen i fem minutter, kan man gå glip af muligheden for at være med i gruppekøb sammen med naboerne.

- Mens vi snakkede, tikkede 75 beskeder ind omkring madkøb, skrev Thomas Larsen Späth efter dette interview, der blev lavet onsdag aften kinesisk tid.

I ny og næ dukker også rationer op fra lokalstyret, så lige nu er familien Späth, som de konstaterer med et grin, endt med at have et arsenal af kinakål.

Jeg har en kollega, der er på dag 37 i lockdown, og flere er begyndt at rationere deres ris, fordi de aldrig ved, hvornår de får nye forsyninger.

Sanne Späth

Maden kommer i kasser ved porten til lejlighedskomplekset. Kasserne sprittes grundigt af, inden de sættes ind i elevatoren, der så fragter rationer op til beboerne. Frivillige partisoldater iført hvide dragter står typisk for det praktiske - også i forbindelse med testning. Blandt de frivillige er smitten stigende, så også på det parameter tegner situationen dyster, fordi færre melder sig, og så falder systemet gradvist sammen.

Kontakt med andre mennesker har beboerne altså kun, når de skal testes. Og meldingen om, at lægen er kommet, kan sagtens komme klokken halv syv om morgenen. Så er det hurtigt i tøjet og ned i testkøen.

- Vi er blevet testet de seneste seks dage, opsummerer Thomas Larsen Späth.

Kasser med mad afsprittes ved porten til lejlighedskomplekset og sendes så via elevatoren op til beboerne, der er naglet til deres boliger - uden andre undtagelser end i forbindelse med corona-tests. Privatfoto

Kampen kan ikke vindes

Frustrationerne står på to ben. Det ene er bekymringerne for medborgere, der er mindre heldigt stillet end familien Späth, og det problematiske i et sundhedsvæsen i knæ. Uden en frisk, negativ coronatest er hospitalet lukket land - om man skal føde eller er alvorligt syg.

Det andet ben er selve beslutningen om nedlukningen. Det føles for familien som at gå baglæns i en tid, hvor alle andre lande håndterer coronaen anderledes:

- Vi har haft frihed i to år, og nultolerancen virkede i starten, da man risikerede at blive meget syg af en variant, der til gengæld ikke var så smitsom som nu. Om man kan lide det eller ej, er vi overvågede. Det har sine fordele og ulemper og var dengang med til at bryde smittekæderne. Men nu ved vi jo, at omikron ikke er farlig, og det er frustrerende at skulle igennem noget så latterligt, for man kan ikke vinde over denne variant. Vi kunne bedre acceptere situationen, hvis det var en dødbringende sygdom. Det er der her ikke, siger parret.

- Vi er blevet testet seks dage i træk, forklarer Thomas Larsen Späth. Konstateres man smittet, sendes man på karantænecenter. Der er dog så meget pres på og deraf ventetid, at de ramte ofte er blevet raske igen, inden de alligevel føres bort til centrene. Privatfoto

Sagen er ifølge dem blevet storpolitik. Kvinden, der styrede nedlukningen i Wuhan, er sat på samme opgave i Shanghai, så byen kan få en lærestreg for ikke at have kontrol på smitten.

- At tabe ansigt er det værste, der kan ske for en kineser. At sige:" Vi tog fejl," sker ikke. Derfor er situationen fastlåst. Vores held i uheld kan være, at Kina er så afhængig af økonomien i Shanghai, og den er hårdt ramt. I havnen kan skibe ikke komme af med deres last, siger ægteparret.

På minussiden tæller, at mange millioner ældre i Kina ikke er vaccinerede. Man prioriterede tidligere i pandemien de arbejdsdygtige i forhold til vacciner, og frygten er mange coronarelaterede dødsfald blandt ældre, hvis man lader omikron løbe igennem befolkningen.

Når lægen melder sin ankomst, er det med at komme i tøjet og ned til coronatest. Privatfoto

Indkøb kom til sin ret

Hvad går dagene så med?

Datteren Ingeborg undervises en smule online, mens forældrene arbejder via hjemme-pc'erne. Ellers var de med egne ord blevet vanvittige. Og de har mulighed for at holde formen vedlige:

- Vi var igennem en 14 dage lang nedlukning for to år siden, og da vores fitnesscenter lukkede, investerede vi i vægte, et løbebånd og en maskine til cykeltræning, som Thomas har placeret på terrassen, siger Sanne Späth.

Lige nu er der 25 grader og skønt forårsvejr, men ingen har rigtig glæde af den dejligste tid på året, inden den fugtige varme sætter ind i løbet af sommeren.

En WeChat-gruppe med naboer i boligkomplekset er vejen til nye forsyninger af mad. Misser man beskeder, kan det koste rationer i de følgende dage. Privatfoto

Revner mellem øst og vest

Målet med at slå sig ned i Shanghai var at opleve et fantastisk land og en helt anderledes kultur. Oplevelsen tog en drejning i 2020 og har slået skår i eventyret:

- Meget af det, jeg laver, er blevet slået i stykker af covid. Kulturlivet lider - både her og i Danmark, siger Thomas Larsen Späth, der for tiden savner det kor, han er leder for i Shanghai.

Vi blev "de lyse", "de smittede", og vores børn har i metroen oplevet kinesere rejse sig og gå, når de satte sig.

Sanne og Thomas Späth

Shanghai var et Østens Paris eller New York, da familien ankom, blandt andet med en sprudlende jazz-scene. Men hverdagen er anderledes nu, vurderer parret.

- Retorikken mellem øst og vest er blevet skinger. Herude er styrets fortælling, at Kina har vundet kampen mod corona - i modsætning til resten af verden. Den nationale stolthed fremelskes af styret, og sygdommen var noget, der kom udefra. Vi blev "de lyse", "de smittede", og vores børn har i metroen oplevet kinesere rejse sig og gå, når de satte sig, rekapitulerer ægteparret Späth.

Familien Späth har ikke været i Danmark i flere år. Seneste besøg var i forbindelse med Thomas' mors begravelse. Et onlinetræf med gamle venner i Horsens har dulmet abstinenserne lidt - og så står den for Sanne og mellemste søn Sigurds vedkommende på en sommer i Danmark, for den 19-årige nybagte student må ikke være i Kina længere efter endt uddannelse.

Mor hjælper ham med at blive "resocialiseret" i Danmark efter tre år i det store udland.

Far Thomas, Ingeborg og Karl-Emil bliver i Shanghai. Et fælles ønske fra alle i familien: En normal hverdag snarest.

Lige nu begrænser de kulturelle indspark sig til Luis fra Brasilien og alt for mange kinakål. Sagt med et af de smil, der trods alt er plads til midt i en træls nedlukning.

Astrid Van Der Werff har søgt adskillige stillinger i det danske sundhedsvæsen, men uden held. Selv mener hun, at det skyldes hendes hørenedsættelse. Privatfoto:

Trods pressede sygehuse: Astrid føler sig tvunget til Tyskland for at få job som læge

Det danske sundhedsvæsen er på flere områder presset, også når det gælder speciallæger. Dog fortæller to speciallæger til Avisen Danmark, at de ikke kan finde et arbejde, fordi de har et handicap.

Danske Handicaporganisationer kalder situationen kritisk og et generelt problem, hvor 49.000 personer med et handicap står ledige, selvom de kunne tage et arbejde. Organisationen Yngre Læger genkender kritikken, hvor de er bekymret for arbejdsmiljøet for personer med en funktionsnedsættelse.

Papirerne er i orden, og lysten er stor, men på trods af det kan hverken Robert Winther eller Astrid Van Der Werff få et job som læge i Danmark. Begge fortæller de, at det i høj grad skyldes, at de har et handicap. Danske Handicaporganisationer kalder det et udbredt problem, der ikke kun er gældende i sundhedsvæsenet, mens organisationen Yngre Læger godt kan frygte et problem specifikt for speciallæger.

Sundhedsvæsnet: Onsdag er Astrid Van Der Werff på vej mod Bonn i Tyskland for at gennemgå sin eksamen i tysk, som er sidste teknikalitet, inden hun kan søge et job som læge på et af Tysklands sygehuse. Hun har nemlig opgivet håbet om at finde et sådan arbejde i Danmark.

Hollandske Astrid Van Der Werff, der taler flydende dansk, har været bosat i Danmark siden 2019, hvor hun fik en introstilling på et dansk sygehus, hvor hun analyserede vævs- og celleprøver. Hun blev dog mødt af et arbejdsmiljø, der i hendes optik slet ikke kunne håndtere hendes handicap som 40 procent hørehæmmet.

Ifølge hende skulle hun bare sørge for, at det ikke betød ekstra arbejde for kollegaerne, i stedet for fælles at finde løsninger, når det kneb med kommunikationen.

Og for den hollandske læge var det et noget overraskende miljø, hun ikke kunne genkende fra sine gode erfaringer fra lægejob i først Holland og senere England.

- Det øgede mit stressniveau til et sådant niveau, at jeg slet ikke kunne sove mere, det gav mig hjertebanken og til sidst blev jeg så udmattet, at jeg mistede koncentrationen, som førte til flere fejl. Til sidst henviste min fællestillidsrepræsentant mig direkte til min egen læge, der sygemeldte mig, siger Astrid Van Der Werff.

Siden er Astrid Van Der Werff blevet raskmeldt, men da hun ikke fik forlænget sin stilling, har hun siden marts 2021 forsøgt at finde et nyt job som læge. Uden succes.

Et excelark afslører nemlig den bitre virkelighed, hvor Astrid Van Der Werff har noteret alle de ansøgninger, hun har lavet, hvor samtlige er endt med tommelfingeren nedad.

- Det er som om, at man i Danmark ikke kan se udover handicappet. Jeg ved, at jeg kan udføre et godt stykke arbejde under de rette betingelser, fortæller Astrid Van Der Werff.

Hos Danske Handicaporganisationer mener man, at situationen er kritisk, og dette tilfælde er langt fra enkeltstående. Foreningen efterlyser, at arbejdspladserne i højere grad viser fleksibilitet over for handicappede, ligesom der bliver gjort ved andre personer.

- Selvom den generelle ledighed er historisk lav, og virksomheder og det offentlige skriger på ledige, står 49.000 mennesker med handicap klar til at tage et arbejde inden for to uger. Det er et paradoks, som også viser sig på sundhedsområdet. Det er et livsvilkår at have et handicap, og de her læger med handicap har gennemført en af de længste og sværeste uddannelser. Det ville være meget trist, hvis de ikke kan komme til at hjælpe til i et presset sundhedsvæsen, skriver Thorkild Olesen i et skriftligt svar.

Det er som om, at man i Danmark ikke kan se udover handicappet.

Læge Astrid Van Der Werff

Plads til alle

Igennem interviewet med Astrid Van Der Werff er der ikke vanskeligheder med at forstå hinanden, også selvom det foregår over telefonen uden mulighed for mundaflæsning, som Astrid Van Der Werff normalt bruger til at kompensere for hørenedsættelsen.

Derfor mener hun også, at man ved blot nogle enkelte hensyn ville kunne bruge hendes færdigheder som læge i det danske sundhedsvæsen.

- Jeg vil arbejde, jeg vil samarbejde og det er selvfølgelig mit ansvar. Men det må også forventes, at der tages hensyn til en. I England har de også travlt i sundhedssektoren, men der så de mig som en værdifuld kollega, der kunne bidrage, fortæller hun.

Lægemangel i Danmark

Der kommer flere speciallæger i det danske sundhedsvæsen i de kommende år, men samtidig udvikler befolkningens behandlingsbehov sig også hastigt.

Lægeforeningen vurderer, at det årlige behov de næste fire år for at blive uddannet cirka 200 flere læger, end de 1041, som Sundhedsstyrelsen har forslået. Især indenfor almen medicin, psykiatri og geriatri er der ifølge Lægeforeningen akut mangel og udsigt til stigende efterspørgsel på speciallæger.

·Sundhedsvæsenet ser ind i en lang årrække med et stigende antal patienter og opgaver som følge af demografiske ændringer, hvor det i 2045 må forvente, at hver 10. borger er over 80 år og en fjerdedel af befolkningen er over 66 år.

Astrid Van Der Werff er dog ikke et enkeltstående tilfælde. Også Robert Winther har siden november 2021 stået som arbejdsløs trods sit eksamensbevis som læge.

Robert Winther er diagnosticeret med Asperger syndrom, og han mener, at netop det er udslagsgivende for, at han i dag ikke har et arbejde. Han er bevidst om, at han med sit handicap ville have svært ved at bestride stillinger som for eksempel i akutafdelingen, men der bør stadig være plads til ham, når det gælder undersøgelser eller analyser, mener han.

- Min personlig erfaring siger, at det at spille med åbne kort om min funktionsnedsættelse nærmest giver garanti for at blive afvist. I alle mine jobinterviews har jeg fået fornemmelsen af, at de lige vil have mig til at forstå, hvorfor det er en dårlig idé, hvis jeg fik jobbet med mit handicap, siger Robert Winther.

Robert Winther har dog ligesom Astrid Van Der Werff fået tilbagemeldinger på, at han ikke formåede at udføre jobbet godt nok. Blandt andet har han været udfordret i at forstå de uskrevne regler på arbejdspladsen, at opfatte nuancer i kommunikationen "mellem linjerne", og udførte arbejdet langsommere end kollegerne.

Synes du ikke, at der er fair nok, at man bliver fravalgt, når der er de udfordringer?

- Set fra arbejdsgiverens perspektiv er det en sund tilgang at ansætte de bedste. Problemet er dog, at hvis man aldrig ansætter os som har udfordringer, så vil handicappede, der virkelig gerne vil arbejde og yde sit bedste, aldrig nogensinde blive ansat. Der er behov for mere oplysning blandt arbejdsgiverne om, at både jeg og mange andre mennesker med en funktionsnedsættelse  under de optimale rammer vil kunne udføre et godt stykke arbejde og være nyttige for samfundet.

- Jeg har taget en af de mest omfattende uddannelser, der findes, og man føler sig uønsket og ubrugelig, når man så står uden arbejde.

Lægeforeningen har ikke ønsket at stille op til interview, men de henviser i stedet til organisationen Yngre Læger, der ikke vil kommentere på de enkelte sager men gerne til den generelle situation.

- Jeg ved, at man mange steder i de konkrete tilfælde arbejder ihærdigt på at finde løsninger, så læger med en funktionsnedsættelse kan ansættes med den hjælp, der er behov for og eventuelt på nogle særlige vilkår. Det er godt. Men det gælder nok især for de læger, der er i gang med at uddanne sig til speciallæger. Om rummeligheden er helt lige så stor i en fast stilling som speciallæge, kan jeg desværre være lidt mere tvivlsom overfor. Uden at vi har tal for det, kan jeg godt være bekymret for, at sundhedsvæsenet på det punkt ikke adskiller sig væsentligt fra det øvrige arbejdsmarked, siger Yngre Lægers næstformand, Cæcilie Trier Sønderskov.

Hos Danske Regioner ønsker man hverken at kommentere de enkelte sager eller den generelle situation. Der begrunder de med, at der ikke findes data på området.