Arbejdsmarked: Egentligt var de dømt ude af arbejdsmarkedet.

Men omtrent 2000 borgere i kontanthjælpssystemet med mærkatet ”ikke-jobparat” har inden for få måneder været i stand til at få et ordinært arbejde, uagtet at kommunen havde bedømt dem til at være længere væk fra arbejdsmarkedet.

For Dansk Arbejdsgiverforening (DA) kan den på papiret glædelige nyhed dog ikke stå alene. Tværtimod kalder det på selvindsigt ude i jobcentrene, hvor administrerende direktør i DA Jacob Holbraad kræver handling, så flere kontanthjælpsmodtagere bliver aktivt jobsøgende.

- Det er virkelig uhensigtsmæssigt, at man sidder og dømmer folk ude af arbejdsmarkedet, når det heldigvis viser sig, at de rent faktisk godt kan være en del af det, siger Jacob Holbraad.

For Jacob Holbraad kendetegner tallene, at man i jobcentrene i misforstået omfang pakker borgerne ind i bomuld og vat, og i stedet gør det sværere for mennesker på offentlige ydelser at komme tættere på arbejdsmarkedet og blive selvforsøgende.

- Vi har indrettet systemer, hvor man nærmest holder folk væk fra arbejdsmarkedet i stedet for at få dem ud på arbejdsmarkedet. Jobcentrene fejlvurderer for mange, for der må jo være tale om en fejl, når jobcentrene giver prædikatet "ikke-jobparate", og de så kommer i arbejde, siger Jacob Holbraad.

Også hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ser man muligheder i, at kommunerne gennemgår bunken af ikke-jobparate for at se, om man kan få endnu flere ud på arbejdsmarkedet.

- Når kommunerne vurderer, om folk er jobparate eller ej, kigger de også på arbejdsmarkedet ude foran vinduet. Det arbejdsmarked har ændret sig, så vi regner da med, at kommunerne nu tager det op til genovervejelse, når vi ser stigningen på arbejdsmarkedet, siger Sofie Holme Andersen, der er cheføkonom hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Det er dog ikke alle, der deler synspunkt med arbejdsgiverforeningen. Sophie Danneris er i dag projektchef i Trygfonden, men har tidligere været forsker på Aalborg Universitet, hvor hun undersøgte arbejdsmarkedsparatheden blandt kontanthjælpsmodtagere på kanten af arbejdsmarkedet.

Hun mener ikke, at der er belæg for at sige, at jobcentrene tilbageholder arbejdskraft og forkert placerer dem som ikke-jobparate.

- Det kunne arbejdsgiverne måske have en pointe i for 10-15 år siden, hvor man havde en tredje kategori som hed ”midlertidig passiv”. Når man i dag er kategoriseret som ikke-jobparat, så betragtes job også som en del af løsningen og den ledige skal for eksempel også i aktivering og lave et CV. Man bliver ikke gemt væk fra virksomhederne, tværtimod, siger Sophie Danneris.

I stedet mener hun, at det vidner om, hvor pressede virksomhederne er på arbejdskraft, at de nu ofte må se bort fra drømmekandidaten og i stedet ansætte efter det muliges kunst.

- Udviklingen siger mere om virksomhedernes villighed til at tage et ansvar for dem, som har længst til arbejdsmarkedet. Det gør de nu, fordi de har et behov for det. Det er ikke sådan, at gruppen af ikke-jobparate har ændret sig, de har de samme sociale, psykiske og fysiske udfordringer som før, fortæller Sophie Danneris.

Professor i arbejdsmarkedspolitik på Aalborg Universitet Thomas Bredgaard mener, at der er tale om en naturlig udvikling, fordi der netop nu er så stor mangel på arbejdskraft, hvor arbejdsgiverne må grave dybere efter medarbejdere.

- Jeg mener, at man skal passe på med at vurdere om kategoriseringen ikke-jobparate er forkert. Det er ikke sådan, at de med et trylleslag er kommet ind på arbejdsmarkedet, det er med stor hjælp fra jobcentrene, siger Thomas Bredgaard.

Den positive udvikling, hvor flere langt på kanten af arbejdsmarkedet kommer i arbejde, skal efter alt at dømme tilskrives den stærke økonomi. Men hvordan man det ene øjeblik vurderes til ikke at kunne varetage et arbejde, for man i næste øjeblik pludselig er i arbejde, kan dog godt stadig undre.

Ifølge Sophie Danneris handler det om, at virksomhederne bliver presset til at finde løsninger, så dem med ekstra behov for hjælp netop bliver understøttet, og på den vis kan folk rykke sig ind på arbejdsmarkedet.

Men ifølge Sofie Holme Andersen, der er cheføkonom hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, kan der være flere forklaringer.

- En del af de ikke-jobparate er naturligvis syge, og det betyder også, at de kan blive raske igen. Men en stor del af gruppen er udlændinge, hvor kommunen kan have vurderet deres dansk til at være på et for lavt niveau, men hvor virksomhederne nu er nødt til at slække på det krav for at tiltrække den ekstra arbejdskraft, siger Sofie Holme Andersen.

Messen i officersklubben på den gigantiske amerikanske Ramstein Air Base i Midttyskland var på den anden ende. Alverdens medier proppede sig med cookies, kartoffelmos, kylling og gravy, kaffe, usødet iste, Ritz-crackers og Flamin' Hot Cheetos, mens alverdens forsvarsministre under ledelse af den tidligere firestjernede general og nuværende forsvarsminister i præsident Joe Biden regering, Lloyd James Austin III, var samlet i den såkaldte Ukraine Defense Consultative Group - den i nyere, måske al tid stærkeste koalition i relation til krig og konflikt, sammenholdet i vestlige demokratier mod Rusland og for Ukraine.

Den danske forsvarsminister Morten Bødskov var i det tilstødende lokale, som alverdens medier ikke havde adgang til. Møderne mellem reportere og officielle delegationer foregik, når man stødte ind i hinanden på toiletterne, eller når delegationerne bevægede sig ind i messen - det sidste var det om ikke kun så i hvert fald primært den danske delegation, der gjorde.

Der var meldinger om, hvordan den amerikanske mødeleder, forsvarsminister Lloyd Austin ikke bare nøgternt udlagde den amerikanske position i forhold til Ukraine/Rusland, men talte decideret dunder. På embedsmandssprog: "Hævede stemmen". Det var i begyndelsen af mødet for at sætte tonen, ikke fordi han oplevede reel uenighed i det amerikanske udgangspunkt, der bliver mere og mere offensiv. Han talte om Ruslands "atrocities" (grusomheder), og at de samlede lande stod på "a position of moral clarity" (en position af moralsk klarsyn).

Det var det suverænt mest massive besøg af både officielle repræsentanter og presse, som Ramstein Air Base har lagt rammer til i dens 71 år lange historie. Og det var et besøg som forsvarsministrene - inklusiv Morten Bødskov - fløj hjem fra med en bevidsthed om, at de havde været med til at tage et historisk skridt.

Mødet markerer en skillelinje - nu handler hjælpen til Ukraine ikke længere om at løbe rundt om hinanden og rive ned fra hylderne og se, hvad man har, der kan gøre nytte i Ukraine. Nu er der etableret organisation bag, som kommer til at mødes mindst en gang om måneden. Med tre vigtige udgangspunkter lige nu:

At få prioriteret Ukraines ønsker ud fra et vestligt synspunkt. Det betyder f.eks., at selv om kampfly og helikoptere står højt for Ukraine, står det lavt for koalitionen. Det handler om balancen i forhold til ikke at få konfliktniveauet til at stige mod verdenskrigshøjder.

At koordinere landene i mellem så forskellige våbenelementer, der fungerer sammen, kan komme fra forskellige steder.

Og at rykke op i niveau, så det ikke kun er såkaldte plug and play-løsninger, der bliver leveret. Det betyder, at man begynder at levere hypermoderne vestlige våben og ikke kun eller primært Sovjet-æra-våben, som Ukrainerne umiddelbart bare kan samle op og bruge. Altså våben, der kræver, at der følger undervisning og træning med. Danmark har indtil nu kun leveret det første. Vi kommer ikke til at få at vide, hvad Danmark kommer til at levere fremover, kun at viljen - og evnen - er stor.

Retorikken er i forbindelse donorkonference i Ramstein blevet skruet markant op. USA's udenrigsminister Antony Blinken er blevet citeret for, at nu handler det ikke længere "bare" om at få Rusland ud af Ukraine, men om at kværne Rusland ned til et permanent niveau, hvor de ikke længere tør bare drømme om noget, der kan ligne eller tolkes som en genrejsning af Sovjetunionen. Hvor de i fremtiden bliver ramt af usikkerhed og angst, hvis de kommer til at kigge på de russiske grænser indefra.

Bag det ligger dog et intenst fokus på balancen: At få styrket Ukraine så meget som muligt, så punktet, hvor Rusland lusker hjem, bliver ramt før punktet, hvor Rusland tager reelle skridt mod verdenskrig.

Det kommer formentlig til at betyde yderligere bølger af atomkrigsangst gennem befolkningerne, men de kolde generalblik på det vil være anderledes.

Allerede nu er der positive tolkninger af meldinger fra Rusland om, at tredje verdenskrig kan være nær. Udlægningen er, at det sagtens kan være indledende øvelser til en exitstrategi. At Rusland giver sig selv argumenter for tilbagetrækning, fordi de så vil kunne fremstille sig som dem, der ikke udløste, men forhindrede en ny verdenskrig.

Det danske Challenger-fly lettede tirsdag aften kvart i syv fra Ramstein Air Base med kurs mod Københavns Lufthavn som et af de sidste. Umiddelbart var der kun den canadiske delegations flyver at se på landsbanen ud over den danske.

Morten Bødskov sad i sit brede, beige lædersæde og sank lidt sammen med et glas kold hvidvin. Kun et enkelt - han skulle direkte i TV-Avisen og DR Byen fra lufthavnen.

Hjem til en parlamentarisk virkelighed, som før 24. februar var kaotisk og konfliktfyldt på forsvarsområdet. Men som efter 24. februar og især efter det nationale sikkerhedskompromis, hvor den socialdemokratiske regering bandt sig sammen med Venstre, Konservative, SF og Radikale, er blevet forvandlet til decideret idyllisk luftrum.

Alt det ekstra og nye, som den amerikanske forsvarsminister Lloyd Austin talte dunder for at få Morten Bødskov og de andre forsvarsministre til at levere, kommer Morten Bødskov og de andre forsvarsministre til at levere. Milliarden, som Danmark hidtil har leveret militær støtte og våben for, kommer kun til at vokse, og Bødskov vil ikke opleve reel parlamentarisk modstand.

Ikke fra det historisk forsvars-uvenlige parti Radikale. Ikke fra det historiske nedrustningsparti SF. Skulle de overhovedet have reservationer, kommer de til at putte med dem.

Fra den anden side, Venstre og Konservative, kan der allerhøjst blive tale om at skabe teater-kant til regeringen - som i givet fald vil være krav om at hæve ambitionerne, at åbne kasserne mere og mere. Og reelt vil alle være enige - ingen vil i hvert fald turde at være uenige.

Resten af partierne er velkomne i de drøftelser om at effektuere på den nye historiske linje fra Ramstein, der nu går i gang. Vigtige vil nogen af dem dog ikke være.

Kørselsfradrag: En beslutning i Skatterådet tirsdag gjorde Lasse David Povlsen og hans kone Pia Povlsen i Uggelbølle på Djursland 750 kroner rigere svarende til en tankfuld benzin i dagens priser.

- Det gør ikke den store forskel i vores økonomi, men det er da værd at tage med, siger han.

Dagen før fortalte han i en artikel i Avisen Danmark om, at der ikke rigtigt er noget alternativ til at køre i bil på arbejde. Han arbejder  i Århus, hans kone i Randers, og deres ture til og fra arbejde er gennem mere end et år blevet en dyrere og dyrere affære, især efter Ukrainekrigen har sendt brændstofpriserne på himmelflugt.

I samme artikel appellerede Landdistrikternes Fællesråd og organisationen FDM kraftigt til, at satserne for befordringsfradrag blev sat i vejret for at komme landets 1,2 millioner pendlere til økonomisk undsætning.

Det var det, Skatterådet gjorde tirsdag. Fradraget blev sat op med 18 øre pr. kilometer. Taksten er nu 2,16 kroner pr. kørt kilometer mellem 24 og 120 kilometer. Derefter er fradragstaksten det halve, bortset fra i 25 yderkommuner, hvor den høje takst også gælder ud over de 120 kilometer.

- Det er en glædelig beslutning, som er et skridt i den rigtige retning. Men der hersker stadig stor geografisk uretfærdighed, fordi man i mange områder har langt at køre uden at have alternativer til bilen. Jeg kunne godt tænke mig, der var flere områder, hvor fradraget ikke blev halveret efter 120 kilometer, siger formand for Landdistrikterne Steffen Damsgaard.

I FDM siger afdelingschef Torben Lund Kudsk også velkommen til Skatterådets beslutning, men decideret euforisk er han ikke over de 18 ekstra øre.

- Stigningen dækker knap en tredjedel af de udgifter, pendlerne har haft i forbindelse med de  højere priser. Men det var nok så langt, Skatterådet kunne gå, siger han.

Han noterer sig, at nogenlunde samtidig med at Skatterådet traf sin beslutning, bebudede statsminister Mette Frederiksen politiske forhandlinger om en form for krisehjælp til de mest betrængte. Forhandlingerne blev indledt i finansministeriet onsdag, hvor regeringens støttepartier Enhedslisten, SF og Radikale Venstre var de første på gæstelisten.

I et interview med Avisen Danmark tirsdag lagde Mette Frederiksen bl.a. op til, at den skattemæssige værdi af befordringsfradraget kan øges, uden at sige hvor meget. Som det er nu tæller fradraget med 26 procent i skatteligningen. Det vil sige, at for hver 100 kroner i fradraget, får man 26 kroner ud af det i form af lavere skattebetaling.

Det er derved, at Pia og Lasse David Povlsens reelle mergevinst ved det forhøjede befordringsfradrag bliver 750 kroner om året.

- Det er altid rart at få noget kompensation for nogle udgifter, man ikke havde regnet med. Men vores indkomstforhold er gode, så 750 kroner betyder ikke så meget. Der er folk med lavere indkomster, der har mere brug for hjælp.

- Det ville være rimeligere at graduere befordringsfradraget efter indkomst, så dem med lav løn får mere i fradrag end dem med høj løn. Det ville give mere mening og have større effekt hos dem, der virkelig har behov, siger Lasse David Povlsen.

I FDM bed Torben Lund Kudsk mærke i statsministerens ord om at give fradraget en højere skattemæssig værdi.

- Det ville hjælpe en del på det. I FDM håber vi, der kommer noget ud af de politiske forhandlinger, siger Torben Lund Kudsk.

I en fælles appel argumenterede han og Steffen Damsgaard fra Landdistrikterne for, at en bils værditab bør vægte højere i beregningen af fradraget, end det gør. Det kom der ikke noget ud af på Skatterådets møde i tirsdags.

- Det er på sin vis forståeligt, at det element ikke blev behandlet ved denne lejlighed, for det er noget mere principielt grundlæggende og permanent, der her er tale om. Takstforhøjelserne og de politiske udspil knytter sig jo primært til de aktuelle og forhåbentlig midlertidige problemer, siger Torben Lund Kudsk.

Av for en gasregning. Av for en benzinpris. Av for en cirka fem-procents inflation,  der udhuler vores løn og opsparing - ovenikøbet i en tid med både stigende og negative renter. Av for et usikkert investeringsmarked. Av, av, av, piber vi, men inden de blå mærker afløses af piblende blod, er staten på vej med plastre til os. Ligesom dengang den pustede og trøstede og forsøgte at bedøve følgerne, da coronavirus borede sin vej ind i vores immunforsvar og i samfundsøkonomien.

Aktuelt diskuterer de økonomiske eksperter og alle dem, der ikke er det, om det er fornuftige krisepakker, regeringen aktuelt ønsker at sætte i værk for at afbøde konsekvenserne af Ukraine-krigen.

Nogle mener, at naturligvis skal de fattigste pensionister have ekstra hjælp til "dagen og vejen", og de pendlende danskere have støtte til de stigende transportudgifter. Politikerne vil derudover give en håndsrækning til blandt andre unge og dem på overførselsindkomster.

Andre mener, at markedet skal klare det meste selv, fordi tilskud kan puste yderligere til inflationen, og at vi af hensyn til statskassen også skal passe på, at indsatsen fra corona-krisen ikke bliver en vane.

Uanset de mange holdninger, er tendensen klar: Vi er ved at blive en nation, der vil leve uden modgang. Det må ikke gøre ondt på nogen af os, at der er krig i Ukraine. Vi vil gerne hjælpe de stakkels ukrainere og er også mentalt påvirkede, men vores egen levestandard skal forblive uanfægtet. Om så hele verden står i flammer. Og det er ikke vores opsparing på over 1000 milliarder kroner i bankerne, der skal finansiere det. Det er statskassen, der skal pakke os ind i vat.

Det er en form for forkælelse, og som enhver forælder ved - eller burde vide - er forkælelse ikke kun en god ting. Forkælelsen har det med at finde venner som Mageligheden og ikke mindst Selvfølgeligheden, mens den sjældent leger med Modstandsdygtigheden og Fliden.

Derfor er det på tide at erindre, hvorfor vi har et velfærdssamfund, og hvad vi vil med det. At huske på grundidéen om at skabe et samfund, hvor de stærke hjælper de mindre stærke. Hvor de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder. At hjælp skal gives til de trængende, så vi alle bliver mere lige og har lige muligheder - ikke til for eksempel at kompensere pendlere, der får ekstra udgifter svarende til årets anden charterferie.

Det er en tankegang, der også forudsætter, at alle, der kan, yder til fællesskabet, og det er der exceptionelt gode muligheder for i øjeblikket, for der er mangel på arbejdskraft. Tankegangen forudsætter også, at vi ikke spekulerer i, hvordan vi får mest muligt ud af statskassen med det mindst mulige bidrag. At vi ikke kører til Tyskland og shopper dagligvarer, forelsker os i sort arbejde og i hele taget spekulerer i skatteunddragelse. Det er også utrolig dumt, for det er os selv, vi snyder, da statskassen er vores egen, fælles kasse.

"Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig. Spørg, hvad du kan gøre for dit land", sagde præsident John F. Kennedy engang. Det kunne være skønt, om det blev moderne igen.

Så var vi også bedre rustede til den næste katastrofe, som allerede er i gang, og som begynder med ordet miljø. Den klarer vi ikke uden øjeblikkelig omstilling og villighed til blå mærker.