Arbejdsmarked: Bodil Laursen har været en fast del af Skelhøje Købmandsgård i over syv år nu.

Det så ellers ret sort ud for hende, inden hun fik fleksjobbet hos den lokale købmand i landsbyen i Viborg Kommune. Hun havde så mange smerter, at hun nærmest var færdig på arbejdsmarkedet.

Smerterne og Bodil vender vi tilbage til, for hun er langt fra den eneste, som er blevet hjulpet ud af en håbløs situation af en virksomhed, som ligger lige i nærheden.

En ny undersøgelse fra tænketanken Cevea viser nemlig, at det ganske ofte er sådan, at det netop er de lokalt forankrede danske virksomheder, som gør en ekstra indsats for at hjælpe dem, der enten er ved at glide ud af arbejdsmarkedet, eller som har svært ved overhovedet at komme ind.

- De giver virkelig de store, internationale virksomheder baghjul på det her område. Det er overraskende, fordi det ikke sædvanligvis er de lokalt forankrede virksomheder, der råber højest om det ansvar, de løfter, i skåltaler og csr-rapporter, siger Magnus Thorn Jensen, der er analytiker hos Cevea.

Sandsynligheden for, at en virksomhed har ansat mindst én fleksjobber, er 66 procent højere, når virksomheden har størstedelen af sin omsætning i lokalområdet og ikke i udlandet. De har også knapt fire gange så mange fleksjobbere ansat per medarbejder.

- Et bud på en forklaring er, at virksomheder med lokale kunder og størstedelen af omsætningen i lokalområdet oplever et større ansvar for det område, de har bygget deres forretning på. Modsat kan man sige, at det også er mere synligt for deres kunder, hvis de lokalt forankrede virksomheder ikke løfter det ansvar, siger Magnus Thorn Jensen.

De lokalt forankrede virksomheder tager også et større ansvar, når det kommer til at uddanne lærlinge og elever. De tager godt dobbelt så mange elever og lærlinge sammenlignet med internationalt forankrede virksomheder.

- Vi har en ret stor udfordring i forhold til at have nok faglærte. Analyser peger på, at vi kommer til at mangle op mod 100.000 faglærte i en nær fremtid. Hvis vi skal have flere faglærte, er det jo en forudsætning, at virksomhederne tilbyder dem en læreplads, siger Magnus Thorn Jensen.

Tømrervirksomheden S.Guldfeldt i Odense, er et eksempel på en lokal virksomhed, som tager det ansvar alvorligt ved at tage 18 procent lærlinge, praktikanter og elever, hvilket var én af grundene til at 3F kårede Guldfeldt som Årets Virksomhed 2021.

Men tilbage til 56-årige Bodil Laursen, der er én af dem, der genfandt vejen ind på arbejdsmarkedet, da hun kom i fleksjob ved Skelhøje Købmandsgård, som kun ligger fire kilometer fra hendes egen bopæl i Frederiks i Viborg Kommune.

Hendes kvaler udsprang helt tilbage fra den brøler, hun begik, da hun var 19 år og lige havde fået kørekort.

- Jeg var uopmærksom og kørte lige ind i et vejtræ, og sådan et står fast, som Bodil Laursen siger.

Bodil sad ikke fast, så hendes hoved endte med at lave en "stjerne" i forruden, og hun fik alvorlige skader, som har ført til den gigt i nakke og arme, som hun har døjet med stort set lige siden.  Også i alle de år, hvor hun har knoklet på møbelfabrik, på sygehus og med andet ufaglært arbejde på masser af gigtmedicin og andet smertestillende. Til sidst gik det ikke mere.

- Jeg var ledig i tre år, og det var hårdt at være i det kommunale system, hvor de blev ved med at sende mig i arbejdsprøvning indenfor rengøring og andre ting, som var alt for hårdt. Jeg blev kastet rundt mellem arbejde, jeg ikke kunne holde til, og kurser, som hed noget forskelligt hver gang men som lignede hinanden, siger Bodil Laursen.

Så var det, hun fik et fleksjob hos købmanden, og det arbejde kunne hun godt klare 9 timer om ugen.

- Nu er jeg oppe på 15 timer om ugen, og det går stadig godt. Jeg har smerter ind imellem, men her forventer man ikke, at jeg skal gøre mere, end jeg kan, siger hun.

Bodil Laursens liv er blevet et helt andet af at hun kommer ud og har et arbejde, har kolleger snakker med kunderne og i det hele taget bare kan noget, som der er brug for. Det har hendes fire voksne børn også bemærket:

- De siger, at jeg ser gladere ud, og det har de ret i, siger hun.

Skelhøje Købmandsgård er måske et lidt ekstremt eksempel, for her har købmand Peder Engedal en hel stab af folk, som der ikke rigtigt var plads til andre steder, men som via forskellige tilskudsordninger har kunnet bidrage med at holde den lokale købmandsforretning kørende. Lige nu har han i alt fem, som er ansat i fleksjob .

- Vi har også en voksenlærling, som ikke kunne få en praktikplads, så i stedet for at hun skulle gøre sin uddannelse færdig i skolepraktik på handelsskolen, så uddanner hun sig her hos os, siger Peder Engedal.

Han har mange gode historier om, hvordan folk er vokset, efter de har fået chancen med at stå bag disken eller fylde varer op eller får ansvar for at bestille tobaksvarer, som nu er Bodils domæne.

Med til historien hører også, at købmandsbutikken er ejet af kunderne og er en såkaldt socioøkonomisk forretning. Så udover dem, der er ansat i fleksjob, er der også en del frivillige, som kommer og giver en hånd med.

Det overasker ikke Landdistrikternes Fællesråd, at lokale virksomheder løfter et større samfundsansvar, siger formanden, Steffen Damsgaard.

- Når man er virksomhed i et lokalt område, så er man jo en del af lokalsamfundet, som man også er afhængig af. Derfor vil man typisk også gerne løfte et ansvar. Ligesom den slags virksomheder tit giver lokale sponsorater, så vil de også hjælpe nogen, der er på kanten af arbejdsmarkedet, siger han.

Sandsynligheden for, at en virksomhed har ansat mindst én fleksjobber, er 66 procent højere, når virksomheden er forankret i lokalområdet sammenlignet med internationalt forankrede virksomheder, fremgår det af undersøgelsen fra Cevea.

Forbehold og politiskud: René Karpantschof er umiddelbart et pænt og ordentligt menneske. Han er opvokset i en landsby på Ribe-egnen og er nu 57 år. Han er historiker og foredragsholder. Tidligere har han været ansat som forsker og underviser på universiteter. Han ligner ikke en, der vil forvolde større skade på omgivelser og samfund. Det gør han nok heller ikke. Mere.

Hvis vi slår ned på noget aktuelt - det snarlige valg om det danske forsvarsforbehold i EU - og trækker 29 år fra, er billedet af ham et andet.

Dengang, helt præcist 18. maj 1993, var René Karpantschof toperfaren bz'er og benhård venstrefløjsaktivist. Autonom ud i den spinkleste dna-tråd.

Han var en central figur i planlægningen og gennemførelsen af demonstrationerne mod det folkeafstemningsresultat, som den dag gjorde Danmark til EU-landet med de fire forbehold.

- Vi oplevede det som et snydevalg, det modsatte af demokrati, og mange talte om forræderi. Året før havde et flertal stemt nej til en europæisk union, men så hittede de på forbeholdene, som fik det til at se ud som om, det ikke var en union, vi stemte om, men noget andet.

- Det lykkedes de med. Derfor var vi nogle, der havde forberedt at lave bål og larm i gaderne for at vise vores vrede over at blive snydt ind i unionen, fortæller René Karpantschof.

I dag anskuer han både datidens og nutidens begivenheder som historikeren, hvis personlige holdning ikke er interessant i offentlig sammenhæng.

Han vil således ikke fortælle, hvor han står 1. juni, når det valgresultat, man gik på barrikaderne over dengang, foreslås yderligere forringet, set ud fra demonstranternes perspektiv.

Men han antyder ikke ligefrem, at han nu er klar til at blive posterboy for EU.

- Jeg så gerne, vi havde et andet konfliktløsningssystem end det, vi har i dag. Måske i FN-regi, selv om alt heller ikke er fejlfrit her, men hellere det end Nato og EU, siger han.

I timerne efter folkeafstemningen i 1993 blev det til meget mere end klassisk larm i gaderne.

- Skyd efter benene, lød politiordren.

Flere blev sårede, da de alligevel ramt andre steder på kroppen, sågar i ansigtet. Men ingen døde. Det samme gælder de udkommanderede betjente, som demonstranterne overdængede med brosten.

Hvad, der præcist bragte begivenhederne ud af kontrol og fik dele af København til at ligne en krigszone, har siden været svært at afgøre. Men ifølge René Karpantschof var der allerede inden konfrontationen ondt blod mellem parterne.

- Der lå mange års opbygget had på begge sider. Vi hadede politiet, det gjorde vi virkelig, og blandt politiet var der f.eks. uropatruljen og en berygtet klike på Station 1, der havde det på samme måde med os.

For hans eget vedkommende lå der ti år forud som bz'er og aktivist og dermed mange voldelige konfrontationer med politiet.

- Det gjaldt for temmelig mange af os. Den aften og nat handlede det ikke kun om EU; undervejs foregik der i lige så høj grad en lang række hævnopgør. Vi var radikaliserede i forhold til politiet, og nogle af politifolkene var radikaliserede i forhold til sådan nogle som os.

- Det var ægte had mellem os. Engang overværede jeg personligt, hvordan to nære venner blev afstraffet af et hold betjente i en baggård, til de var helt tilsølede af blod. Omvendt kunne vi finde på at hævne os ved at overdænge tilfældige patruljevogne med kasteskyts og møtrikker fra slangebøsser.

I dag kan han ikke lade være med at tænke på, at inde i de patruljevogne kunne der sidde unge, helt nye betjente med store sociale tanker og ideer om det at være politi.

-  Helt urimeligt så vi den enkelte betjent som repræsentant for dem alle, men det var jo ikke alle sammen, der var bissede, langtfra. På den måde bidrog vi jo nok til, at nogle af dem blev radikaliserede, siger René Karpantschof.

Det aktivistiske drivmiddel kom gennem mange forskellige græsrodsbevægelser, der dannede sig op igennem 70'erne og for alvor slog igennem i 80'erne.

- Vi kæmpede meget kontant imod noget, vi syntes var åbenlyst uretfærdigt. Dengang i 1993 kunne vores vrede og forargelse ikke blive større: Med nej'et til unionen året før havde vi endelig en sejr, folkets sejr, og så blev det ikke respekteret.

Det var en illustration af, der ikke var ægte demokrati til, mente aktivisterne og ville rejse en protest med bål i gaderne og med så mange deltagere som muligt.

- Vi håbede på tumult og tåregas, så det ville gå over i historien. Men det gik alligevel noget voldsommere for sig, end vi havde forestillet os. Det kan vi ikke bare give politiet skylden for; vi var klart medansvarlige for optrapningen på grund af alt det politihad, vi havde i os, siger René Karpantschof.

Den aften blev for hans vedkommende afslutningen på aktivistkarrieren og gadekampene. Det var sidste gang en brosten forlod hans hånd med retning mod det forhadte politi. Ikke fordi han fortrød. Der var andre grunde.

- Jeg var lige begyndt på historiestudiet, og et par uger efter 18. maj-kampen blev jeg far. Efter ti år som radikal aktivist havde jeg en trang til lidt mere dybde og faglighed i tilværelsen, en trang til at udvikle mig. Det var ikke fordi, jeg skiftede holdning til samfundet og verden som sådan.

I dag - såvel som dengang i aktivisttiden - ser han sig selv som et menneske med stort demokratisk sindelag. Det kommer imidlertid ikke til udtryk i, at han følger med i politiske interviews og debatter.

- Der er alt for megen politisk mørklægning, og der er for mange politikere, der ikke siger det, de mener, eller endnu værre: Nogle gange misinformerer de både folketing og befolkning; den slags bliver jeg stadig meget vred over, siger René Karpantschof.

Derfor kan han finde på helt at undlade at stemme ved det forestående valg.

- Jeg har ikke noget mod folkeafstemninger i sig selv. Det er i orden at tage tingene op engang i mellem og vurdere dem på en ny måde. Men jeg føler så megen væmmelse ved etableret politik, at jeg har det bedst ved at blive væk fra det. Dét er ikke noget godt budskab at sende til nutidens unge, men jeg beder dem heller ikke om at efterligne mig.

Den revolutionære ide svækket

Efter René Karpantschofs vurdering er det usandsynligt, at fortidens voldsomme gadekampe bliver gentaget efter den forestående folkeafstemning. Dertil har verden forandret sig for meget, og det var allerede så småt sat ind dengang.

Tiden med venstrefløjsaktivisme, græsrodsbevægelser, autonome protestbevægelser og markant kæmpende fagforeninger klingede gradvist af efter Berlin-murens fald og Sovjets sammenbrud.

-  Den revolutionære idé og drømmen om at omstyrte kapitalismen blev svækket. Den kollektive tankegang, der prægede ikke mindst 80'erne, er siden erstattet af et meget individualiseret samfund. Nu gælder andre livsstrategier, som går ud på at sikre sig selv og sine nærmeste, se bare hvordan solide personlige pensionsopsparinger er blevet et stort fænomen, snarere end at kæmpe sammen for fælles rettigheder.

Med andre ord er det folkelige protestgrundlag så forandret, at det forestående EU-valg næppe udløser så megen vrede, at nogle går på barrikaderne og kaster med brosten mod politiet, som skyder igen med skarpladte våben.

- Der er dog nyere eksempler på vilje og evne til aktivistisk modstand, kampen for Ungdomshuset i København for nogle år siden er et godt eksempel. Men nej, jeg tror ikke voldsomhederne 18. maj '93 gentager sig 1. juni i  år, siger René Karpantschof.

Fuglemord: I starten af 1900-tallet blev landets største og mest markante rovfugle udryddet i Danmark. Det var arter som havørn, fiskeørn, rød glente og kongeørn.

Man troede, de var farlige konkurrenter, der røvede bøndernes husdyr og jægerens byttedyr. De blev derfor forfulgt med skydning, gift og fælder.

I 1928 blev fuglene fredet, og stille og roligt begyndte standen af rovfugle at stige. Men det tyder på, at der er nogen, der modarbejder væksten i standen.

De seneste 12 år er et tocifret antal havørne, kongeørne og andre fredede rovfugle blevet dræbt af gift eller skud. I begyndelsen af maj blev der fundet endnu en død havørn – denne gang med hagl fra et haglgevær i kroppen.

Det bekymrer i den grad Kim Skelmose, der er leder af Projekt Ørn hos Dansk Ornitologisk Forening.

- Det er noget forbandet svineri. Jeg frygter, at den her type kriminalitet tager til - mere end det allerede gør nu. Vi har de seneste par år set en stigning på faunakriminalitet, og jeg er bange for, at vi bliver nødt til at gøre noget aktivt for at stoppe det, siger Kim Skelmose.

Det særligt mystiske ved sagerne er, at gerningspersonerne nærmest aldrig bliver fundet. Kun én gang er en person blevet dømt, siden fuglene begyndte at blive dræbt. Men hvem står bag, og hvorfor må de store bevingede væsner lade livet?

Jægere er blandt nogle af de mistænkte, når det gælder skuddræbte rovfugle, som man blandt andet så to tilfælde af, da en kongeørn blev skudt ved Limfjorden i 2016, og da en havørn sidste år blev skudt på Lolland.

Og sandsynligheden for, at det desværre er en jæger, er stor, fortæller Claus Lind Christensen, der er formand for Danmarks Jægerforbund (DJ).

- Jeg skammer mig over, at det med stor sandsynlighed er en jæger, der skyder og dræber disse truede arter. Jægere er de eneste, der lovligt har adgang til den slags våben. Derfor tager jeg dybt afstand fra sådan handlinger. Det er jo fuldstændig uacceptabelt, siger Claus Lind Christensen.

Årsagen til, at en person kunne finde på at slå et fredet dyr ihjel, er nærmest umulige at spå om, fortæller Kim Skelmose. Men han har dog et bud:

- Jeg tror, at det handler om forståelse af naturen. Det er jo en mangel på forståelse af naturen, der i bund og grund gør, at man kunne finde på at dræbe sådan et dyr. Vi står helt op til halsen i problemer i forhold til biodiversitet, og hvis man i virkeligheden forstod den problematik, kunne man ikke finde på at dræbe sådan et dyr, siger Kim Skelmose.

Det samme mener Claus Lind Christensen.

Det var allerede i begyndelsen af maj, at en lokal landmand fandt en død havørn på sin ejendom på Lolland. Den døde havørn blev afhentet og kørt til undersøgelse hos en dyrlæge, hvor røntgenfotografier viste, at der var hagl i kroppen og sår på klørene, der sandsynligvis også stammer fra hagl.

Det fik Naturstyrelsen til at melde dødsfaldet til politiet, og havørnen er blevet sendt til yderligere undersøgelse og obduktion hos vildtsundhed.dk under Aalborg Universitet.

Men sandsynligheden for at gerningspersonen bliver fundet, er ekstremt lille, da der historisk set kun er faldet én dom tilbage i 2020. Der blev en 72-årig mand idømt 40 dages betinget fængsel for at have forgiftet den fredede rovfugl musvågen med det ekstremt giftige middel Carbofuran.

- Det fortæller to ting. Det viser, hvor svært det at bevise. Man skal jo nærmest se den rygende pistol, før der kan afgives en dom. Men det viser også, hvor vigtigt det er, at vi afsætter nogle ressourcer af til at komme problemet til livs, siger Kim Skelmose.

Strafferammen for at overtræde jagtloven og nedskyde et fredet dyr er op til to års fængsel og en permanent fratagelse af jagttegnet. Alle rovfugle er totalfredede i Danmark.

De mystiske drab på de fredede rovfugle har dog affødt lidt af et umage par.

De to foreninger Dansk Ornitologisk Forening (DOF) og Danmarks Jægerforbund (DJ) er nemlig gået sammen i projektet ’Fælles fokus på de danske rovfugle’, der skal sætte en fuldstændig stopper for drabene.

- DJ og DOF har sine uenigheder. Men netop rovfuglenes velbefindende er vi enige om. Og det giver en helt særlig styrke til vores samarbejde. Vi er i bund og grund enige om den grundlæggende interesse af naturen. Vi bruger den bare på to forskellige måder, men vi ønsker begge rig natur og masser af fugle, siger Claus Lind Christensen, formand for DJ.

De høje mure, der engang var mellem de to foreninger, er på den måde nedbrudt mod en fælles fjende.

- De fleste rovfugle har det heldigvis godt, men der har desværre været nogle rovfugledrab gennem årene, og det er både DJ og DOF enige om, er noget svineri. Så det er kanongodt, at vi nu sætter fælles fokus på rovfuglene, skrev formand i DOF, Egon Østergaard i en pressemeddelelse for et par måneder siden.

Én af de ting, som Danmarks Jægerforbund og Dansk Ornitologisk Forening er enige i, er, at der skal indføres højere straffe og større fokus på opklaring af problemet.

- Sandheden er, at der er en person, der går rundt med et jagtgevær og skyder dyr, der ikke skal skydes på. Det bør politiet i større grad tage sig af, siger Claus Lind Christensen.

Og det kan også være, at der er en løsning på vej, for nu bliver problematikken taget op på Christiansborg.

Ifølge Ritzau vil både Socialdemokratiet og Venstre nemlig gå ind i sagen. Til mediet siger dyrevelfærdsordfører Anders Kronborg (S), at han vil gå til miljøminister Lea Wermelin (S) med sagen.

- Der skal ikke herske tvivl om, at det er fuldstændig uacceptabelt, at der foregår overgreb på fredede dyrearter. Der er en grund til, at de her fugle er fredede. Man skal altid passe på i enkelttilfælde at gå ud med den store hammer. Men det er klart, at når Dansk Ornitologisk er ude med det røde flag, er det naturligvis noget, jeg vil bede om, at vi undersøger omfanget af, siger Anders Kronborg til Ritzau.

Bilpriser: Det ser ikke godt ud, hvis du i nær fremtid vil købe en ny bil.

Inflationen er rekordhøj, der er global mangel på mikrochips, og krigen i Ukraine sætter sit aftryk på de globale forsyningskæder.  Flere steder er bilproduktionen i øjeblikket lukket ned, og samtidig har flere bilproducenter i Kina stoppet produktionen som følge af landets værste coronaudbrud.

Det medfører store prisstigninger og lange leveringstider på nye biler, og det danske bilsalg er for alvor bremset helt ned. Men efterspørgslen på nye biler stiger og stiger.

Mildest talt er det ikke gode nyheder, som markedsanalytiker hos Bilbasen Jan Lang kommer med. For som det ser ud nu, er bilbranchen på vej ind i en krise, fortæller han.

- Hvis vi sammenligner med tal fra 2019, er bilproduktionen nede på 60 procent. Vi taler i runde tal 40 millioner færre biler, der bliver produceret i 2022 end i 2019 på samme tid på året. Rent udsagt er det en alvorlig situation, siger Jan Lang.

De voldsomme stigninger i pris, den høje efterspørgsel og de lange ventetider rammer både forbruger og forhandler. Vi starter med forhandleren.

Tobias Koch er tredje generations bilforhandler i Koch Biler A/S ved Aarhus, som han ejer sammen med sin far. Og nu begynder månederne med længere og længere leveringstider at kunne mærkes.

- Problemet er, at vi i bund og grund ikke kan sælge flere biler, end vi sælger lige nu - vi mærker stor efterspørgsel, men vi har problemer med at få bilerne hjem på grund af de lange leveringstider. Men bilerne kommer ikke hurtigt nok, siger Tobias Koch.

Selvom Tobias Koch er bekymret, er han stadig sikker på, at forretningen nok skal klare sig. For det er en generationsbutik, som har mange år på bagen, fortæller han. Men det er stadig problematisk.

- Vi kan godt mærke, at tiderne har ændret sig, det tror jeg, at alle i bilbranchen kan. Men vi må arbejde med det, vi har, siger Tobias.

I følge Jan Lang er Tobias Kochs butik ikke et enestående tilfælde, men et billede på, hvordan det ser ud i hele branchen.

-  I bund og grund svarer det til, at hylderne er tomme i dagligvarebutikkerne. Det er virkelig ikke godt, da det betyder, at mange forhandlere kan være tæt på at dreje nøglen om, siger Jan Lang.

Dyrere biler med færre gadgets

Den såkaldte "bilkrise" betyder tre ting for kunderne, fortæller Jan Lang.

Det første er den enormt lange ventetid hos køberne. For de mest efterspurgte biler er det langt over et års ventetid. Det andet er, at når forbrugerne endelig får fat i en bil, kan de blive mødt af en enorm dyr regning.

- Vi følger prisudviklingen løbende, og i bredt perspektiv er bilerne blevet i nærheden af 30 procent dyrere end for et år siden. Det er løber op i mange penge, siger Jan Lang.

For at kunderne ikke skal smide et uoverskueligt beløb, vælger de fleste forhandler at gøre alt nice to have udstyr til et tilkøb. De fjerner altså udstyr fra bilerne, der før var standard.

- Alt nice to have bliver fjernet. Køber man en bil nu, kan man forvente væsentligt færre gadgets som for eksempel Apple Carplay, anhængertræk og andre features, end man kunne før krisen. Hvis man vil have det, skal man betale meget mere, siger Jan Lang.

Med andre ord er det eneste, man kan forvente, de ting der gør, at bilen kan køre, fortæller Jan Lang. Alt andet er sparet væk. Men på trods besparelse er priserne stadig højere end "normalen", fortæller Jan Lang.

I april måned blev der indregistreret hele 29 procent færre nye personbiler end samme måned sidste år. Det er færre biler end der gjorde da finanskrisen var på sit højeste. Forskellen er, at denne gang skyldes det ikke forbrugernes evne og lyst til at købe biler. Tværtimod.

- Det er den perfekte storm. Som følge af coronapandemien er der sket en stigende efterspørgsel på biler, eftersom færre havde lyst til at tage offentligt transport. Ikke nok med det har den grønne omstilling gjort, at efterspørgslen på elbiler er steget ekstremt. Og de kræver et endnu større behov for mikrochips, derfor er ventelisterne enormt lange for at få fingre i sådan en slambert, siger Jan Lang.

Ifølge en af landets største bilkoncerner, Nielsen Car Group, der årligt sælger tusindvis af biler via bilhusene Bjarne Nielsen, Bilernes Hus og leasingselskabet Leasing DK, skal bilkøberne ikke forvente, at hverken priser eller leveringstider rasler ned igen inden for nærmeste fremtid.

– Stigende priser er én ting. Noget andet er leveringstid. Som det er nu, kender vi ikke leveringstiden på nye biler, og det gør producenterne heller ikke. Det hele afhænger af forsyningskæderne. Vi ser, at flere producenter fjerner deres prislister, fordi de simpelthen ikke ved, hvornår og til hvilken pris de kan købe dele til at producere af, fortæller Bjarne Nielsen, der er direktør i Nielsen Car Group.

Det samme vurderer Jan Lang.

- Vi forventer, at det varer i flere år. Vi skal ind i 2025, før vi regner med, at det bliver nogenlunde normalt igen.

Alt i alt er det et ustabilt marked, hvor det handler om at slå til, hvis man ser en bil, man ønsker sig, for der kan sagtens gå et år, før en ny dukker op, lyder meldingen fra både Jan lang og Bjarne Nielsen.

Ifølge forhandler Tobias Koch, vil fremtiden for køb og salg af biler for evigt være ændret.

- Jeg tror og håber, at vi kommer til at få flere biler ind, men jeg tror ikke, at det bliver "normalt" igen. Vi kommer ikke til at have store lagre med biler. Fremtiden vil blive, at kunderne køber biler på bestilling med et par måneders ventetid. Men det er trods alt en forbedring på, hvordan det lige nu, siger Tobias Koch.