Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Selv om ja-siden fører forud for afstemningen om forsvarsforbeholdet, så er valgdeltagelsen afgørende for, om det også bliver resultatet. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Ja eller nej? I dag bliver forsvarsforbeholdets fremtid afgjort

Godmorgen og velkommen til onsdagens nyhedsoverblik fra Avisen Danmark.

Ja eller nej? Efter flere ugers valgkamp med valgplakater i lygtepælene, så er det i dag, at danskerne drager mod stemmeurnerne og afgør, hvorvidt vi vil beholde vores EU-forsvarsforbehold, eller om vi siger ja til at afskaffe det. Forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark ikke deltager i udarbejdelsen og gennemførelsen af EU's afgørelser og aktioner, som har indvirkning på forsvarsområdet.

Meningsmålinger peger på, at danskerne siger ja. Eksempelvis viser analyseinstituttet Voxmeters afsluttende måling for Ritzau, at 48,2 procent af de adspurgte vil stemme ja, mens 30,7 vil stemme nej. 21,1 procent var uafklarede.

Dermed har ja-partierne gode kort på hånden, men tidligere folkeafstemninger er blevet ret så tætte, og intet er afgjort før, at sidste kryds er sat. En helt afgørende faktor er, hvor stor valgdeltagelsen bliver.

I alt er cirka 4,3 millioner mennesker i Danmark stemmeberettigede ved afstemningen. 442.271 personer - svarende til cirka ti procent - er førstegangsvælgere.

- Det eneste, der kan gå galt for ja-siden, er, hvis folk beslutter sig for ikke at stemme. Men så skal der være helt enormt mange ja-sigere, der vælger at blive væk, siger valgforsker på Syddansk Universitet, Robert Klemmensen, til Ritzau.

Bliver det et ja senere i dag, så ryger forbeholdet ikke væk med det samme. Resultatet skal igennem en fintælling og en underskrift fra dronning Margrethe. Dernæst skal de øvrige EU-lande underrettes, og først når det er sket, er forbeholdet fortid.

Ifølge Ritzau bliver det straks mere spændende kort efter den formelle proces, for så skal Folketinget tage stilling til de forskellige dele af forsvarssamarbejdet i EU. Det drejer sig blandt andet om, hvilke - hvis nogle - militære operationer Danmark vil tilslutte sig, og om vi skal være en del af Pesco-samarbejdet.

11 ud af de 14 opstillingsberettigede partier går med et ja. Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Enhedslisten anbefaler et nej. 

Resultatet af folkeafstemningen vil formentlig være klar omkring klokken 23 i aften, skriver Ritzau. 

Længere nede på siden kan du læse Avisen Danmarks analyse af afstemningen, som vores politiske reporter Kasper Løvkvist står bag.

Russisk gas-stop bliver dyrt

I går kom det frem, at russiske Gazprom vil lukke for gassen til det danske energiselskab Ørsted fra i dag, onsdag morgen. Lukningen skyldes, at energiselskabet ikke vil betale for gassen i rubler, som Rusland kræver.

Både regeringen og Ørsted har forsikret om, at der ikke er grund til panik, fordi man har været forberedt på situationen. Samme melding kommer fra Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank. Det skriver Ritzau.

- Vi har været forberedt på det her et stykke tid, og Ørsted siger selv, at de har gas nok, fordi der er blevet opbygget lagre.

Alligevel vil gas-stoppet nok smitte negativt af på danskernes gasregninger, lyder det.

- Forbrugerne vil nok se, at gaspriserne stiger en lille smule og forbliver høje i et godt stykke tid endnu, siger han.

Økonomen mener, det er for tidligt at bekymre sig om opvarmningen af boligen til vinter, men hvis Ørsted skal til at købe gas hos andre europæiske nationer for at opretholde det nuværende niveau af gasleverancer, så ender en mulig højere gaspris hos forbrugerne.

Hvis Danmark alligevel skulle ende i en situation, hvor der ikke vil være tilstrækkeligt med gas, har Energistyrelsen meddelt, at man har en plan klar.

262 børn dræbt i Ukraine

Fra forsvarsforbehold og energipriser går vi videre til krigen i Ukraine. For siden krigen startede for godt 100 dage siden, har 262 børn mistet livet, mens 415 børn er blevet såret. Det skriver FN's Børnefonds (Unicef) danske afdeling i en pressemeddelelse.

Børnene er ifølge Unicef primært blevet ramt, når russiske styrker har bombet tætbefolkede områder. Unicef Danmarks generalsekretær Susanne Dahl opfordrer på det kraftigste til, at der bliver indgået en våbenhvile, så børn kan få beskyttelse.

- Det indebærer at stoppe brugen af eksplosive våben, der kan ramme civile, og stoppe angreb på civil infrastruktur som hospitaler og skoler, siger hun.

Ruslands invasion har sendt knap syv millioner ukrainere på flugt fra deres hjemland. Kun 2,2 millioner har indtil videre været i stand til at vende hjem. Det viser tal fra FN's flygtningeagentur, UNHCR.

2,2 millioner af flygtningene er børn, skriver Unicef Danmark.

USA sender missiler til Ukraine

Vi slutter også dagens nyheder i Ukraine. For siden den amerikanske Kongres vedtog en kæmpepakke på omtrent 278 milliarder kroner med hjælp til Ukraine, har pakkens indhold været ukendt.

Natten til onsdag har en højtstående embedsmand fra den amerikanske regering nu afsløret over for nyhedsbureauet Reuters, at pakken blandt andet byder på missilsystemer af typen Himars. Det skriver Ritzau.

Typen, som skal sendes til Ukraine, kan kun affyre missiler, der kan ramme mål inden for cirka 80 kilometers afstand. De kan altså ikke umiddelbart bruges til at affyre missiler ind i russisk territorie.

Himars-missiler er allerede velkendte på dansk jord. I tirsdags ankom våbentypen til Bornholm, hvor de skal være en del af en fælles militærøvelse mellem Danmark og USA. Og disse missiler kan godt affyres mere end 80 kilometer.

Det skal afskrække russerne, hvis de pønser på et angreb i Østersøen, sagde generalmajor Michael Hyldgaard, som er chef for operationsstaben i Forsvaret, torsdag i sidste uge.

Det var nyhedsoverblikket for i dag, men inden du smutter ned for at stemme, er der er god grund til at blive hængende hos os lidt endnu. Så får du nemlig fire gode historier fra dagens udgave af Avisen Danmark.

Billede af Ditte Birkebæk Jensen
Billede af skribentens underskrift Ditte Birkebæk Jensen Journalist

Få Dagens Danmark læst op her

Jakob Ellemann-Jensen, den eneste partileder, hvor man ikke bare kan høre men også mærke, at han kæmper for et ja i folkeafstemningen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Løvkvist: Ellemann vil være den eneste, der går grædende i seng ved et nej

Alle målinger tyder på et ja ved dagens folkeafstemning, men de har før taget fejl. Avisen Danmarks Kasper Løvkvist analyserer partiernes perspektiver, når stemmerne er talt op. Her er tre hovedpointer fra analysen:

1. Venstre Jakob Ellemann-Jensen er den eneste ja-partileder, hvor man ikke bare kan høre men også mærke, at det virkelig betyder noget for ham. Et nej vil uden sammenligning ramme ham hårdest.

2. Men det er Socialdemokratiet, der vil hjemtage den største sejr, hvis det bliver ja. Så vil Mette Frederiksen stå som den eneste statsminister, der har formået at fjerne et forbehold.

3. Et ja bliver en hård test af Morten Messerschmidt og DF's stamina. Fordi så har Messerschmidts synlighed ikke bare produceret et nederlag - den har samtidig forstærket partiets nedtur i meningsmålingerne.

To ting, der kommer til ske, hvis det bliver et nej, når stemmesedlerne bliver talt op i aften:

Der bliver en kæmpe diskussion om meningsmålinger, de institutter, der laver dem, og de medier, der bruger dem, fordi målingerne kun peger i én retning - et ret komfortabelt ja.

Og at blot en enkelt af lederne for de mange ja-partier kommer til at gå grædende i seng - Jakob Ellemann-Jensen.

Her er perspektiverne for partierne, når afstemningsresultatet er klar:

VENSTRE: Ellemann er den eneste af ja-kæmperne, hvor man ikke bare kan høre men også mærke, at han kæmper for et ja. Det betyder reelt noget for ham. Og for Venstre.

På trods af at det er regeringen, der har hovedansvaret for udskrivelse af folkeafstemninger, er det Ellemann, der er blevet ansigtet på ja-kampagnen. Og det er da også ham, der indtil videre har profiteret af den.

Forsvars- og sikkerhedspolitik er hans hjemmebane, han behøver ikke bryde sit hoved voldsomt for at argumentere, fordi det netop kommer fra hjertet. Det giver ham en pondus, som han har manglet, og folk kan se det, har kvitteret og sendt Venstre ind i en opadgående tendens i meningsmålingerne, så det efterhånden er længe siden, vi har set målinger, hvor Konservative har været større end Venstre. Ellemann vokser, når Pape skrumper - ikke bare i målingerne, men også i virkeligheden.

Det paradoksale er så, at et ja ikke bliver Ellemanns sejr - selv om det afgjort bliver en sejr, han har del i. Til gengæld bliver et nej hans nederlag. Simpelthen fordi han er den eneste af ja-lederne, der har kastet hele sin kapital ind i afstemningen for at vinde den og ikke bare for  interne politiske positionsgevinster.

DANSK FOLKEPARTI: Ansigtet på nej-kampagnen er åbenlyst Morten Messerschmidt. Han kunne ikke have ønsket sig en bedre affyringsrampe for at manifestere sig som den ultimativt rigtige formand for Dansk Folkeparti. Messerschmidt kommer simpelthen ikke til at opleve en højere grad af synlighed - det skulle da lige være, når han igen skal i byretten tiltalt for svindel med EU-midler. Eller hvis en ny borgerkrig i DF bryder ud.

Derfor er denne afstemning den ultimative tryktest af Messerschmidts stamina. Af det nye DF's stamina.

Kan de holde til at de tabe, så Messerschmidt bliver den første DF-formand, der ikke er i stand til at overbevise befolkningen i en folkeafstemning (fraset afstemningen om patentdomstolen)?

Og kan DF holde til, at den eneste effekt Messerschmidts altomfattende synlighed har haft på meningsmålingerne, har været, at hullet er blevet gravet dybere?

DF er det parti, der burde interessere sig mindst for meningsmålinger, fordi den eneste vej op af hullet er, at de holder op med at grave og i stedet begynder at øve sig på at klatre. Det sidste tager lang tid at blive god til - se på Pape - og kræver villighed til at falde og slå sig. Og nu, hvor DF fik en chance serveret på et sølvfad, falder de i en grad, så de lige nu får de dårligste målinger nogensinde. Det kræver stamina.

SOCIALDEMOKRATIET: Det er altid regeringen, der står med ansvaret, når flertallet i Folketinget taber en folkeafstemning. Men er det nu også sådan denne gang?

Hvis det bliver et nej, ligger det snublende nær at antage, at så kan det bare ikke lade sig gøre at fjerne nogle af Danmarks forbehold i EU - uanset hvem der har magten.

Bliver det et ja, vil Mette Frederiksen til gengæld blive husket som den første statsminister, der kunne.

Måske fordi Mette Frederiksen ikke har gjort afstemningen til et spørgsmål om himmel og helvede? Måske har det været en decideret fordel for ja-siden, at nogle af de store ja-kæmpere egentlig ikke er så engagerede, at det gør noget?

Siden sin tale til afslutningsdebatten i Folketinget har Mette Frederiksen brugt formuleringen: "Denne gang stemmer jeg ja med hjertet." Kodeordet her er ikke "hjertet" - det er "denne gang". Og det betyder egentlig, at man ikke kan stole på Mette Frederiksen, når hun siger, at hun har hjertet med, fordi det har hun åbenbart ikke haft tidligere.

Sjældent er en regering gået ind til et valg med en udstråling af, at det skal nok gå, hvis den taber. Det er paradoksalt, at det ser ud til at blive nøglen til en sejr.

SF: Næst efter Ellemann vil et nej ramme SF hårdest. Det ligger nemlig i partiets selvforståelse, at det er SF's vælgere, der afgør folkeafstemninger om EU, og hvis de taber, åbenbarer det en kløft mellem partiet og dets vælgere, som SF troede var blevet lukket.

RADIKALE: Vil klart ærgre sig over et nej, også lidt mere end så mange andre, men så vil det heller ikke være værre. Det har under alle omstændigheder været god valgtræning for Sofie Carsten Nielsen, og det har givet hende en smule synlighed.

De fleste, der læser en analyse som denne, ved udmærket godt, at Carsten Nielsen er leder af Radikale. Danskerne som sådan er lidt mere i tvivl om, hvem hun egentlig er. Det kan afstemningen have repareret en lillebitte smule på. Og internt i forhold til regeringen vil et ja gavne Radikale, der sammen med især Venstre er dem, der har presset mest på for en afstemning.

KONSERVATIVE: Har været ualmindeligt håndsky i denne afstemning i angst for at skubbe vælgere fra sig. Det kan sagtens være en faktor i at sikre ja'et, fordi befolkningen tilsyneladende tager godt imod håndsky argumenter, når de skal vælge mellem ja eller nej, men til gengæld har det også været en af de mange ting, der har pillet pondus og troværdighed af Pape i den seneste tid. En ret utraditionel win-lose-situation for K.

NYE BORGERLIGE: De har til gengæld befundet sig i en win-win-situation fra afstemningen blev udskrevet. Bliver det et nej, står de blandt vinderne. Bliver det et ja, kan de fiske i rørte vande efter EU-skeptikere i de andre borgerlige partier.

ENHEDSLISTEN: Afstemningen betyder meget lidt for listen. Den har allerede accepteret, at det ligner nederlag og har besluttet at fokusere på, at den til gengæld har trukket sejre hjem undervejs. F.eks. at Enhedslisten lykkedes med at få justeret sine EU- og Nato-synspunkter på et udramatisk årsmøde, og at forbeholdsdebatten har skabt et klima, hvor få partier vil argumentere for, at Danmarks skal involvere sig i EU-missioner i Afrika.

LIBERAL ALLIANCE: Det mest usynlige parti i en folkeafstemning nogensinde. Af gode grunde: Partiet er nemlig fløjtende ligeglade med, om det bliver et ja eller et nej.

Kan DF holde til, at den eneste effekt Messerschmidts altomfattende synlighed har haft på meningsmålingerne, har været, at hullet er blevet gravet dybere?


Pia må snart sælge bilen, fordi sønnen skal på efterskole: Benzinprisernes himmelflugt har dystre fremtidsudsigter

Natten til tirsdag blev EU-landene enige om at udfase to tredjedele af importen af russisk olie - et tiltag, der vil smitte af på de i forvejen tårnhøje priser på brændstof.  For Pia Pedersen fra Bjerringbro, der bruger 3000 kroner om måneden på benzin, bliver bilen snart for dyr at beholde. Sønnens efterskoleophold skal finansieres, og jobbet i Aarhus kan i sidste ende koste for meget: 

- I sidste ende handler det om vores rådighedsbeløb. Hvis for meget bliver brugt på benzin, må jeg finde et andet job, der ligger tættere på. Det vil jeg være ked af, men det kan blive realiteten, siger hun.

Der er ingen udsigt til, at benzinpriserne falder; EU's beslutning om stop for import af russisk olie vil smitte af på de i forvejen tårnhøje priser på brændstof. For Pia Pedersen fra Bjerringbro bliver bilen snart for dyr at beholde.

Brændstof: Pia Pedersen tager telefonen, mens hun sidder i bilen på hendes daglige strækning mellem hjemmet i Bjerringbro og arbejdspladsen i Aarhus. Dagligt kører hun 100 kilometer, og det kan mærkes på pengepungen.

- Vi har fravalgt en del hjemme hos os. Det er blandet andet oksekød, ferier, biografture, vandland; alt det sjove, hvor man lige tog på strøget og fik en is, det er der ikke mere, fortæller Pia Pedersen, der til dagligt arbejder som serviceteknikker på Aarhus Universitetshospital.

Hun fortæller, at den største årsag til, at de mange fornøjelser er blevet fravalgt ubetinget skyldes de højere benzinpriser. I alt estimerer hun, at det er 3000 kroner, der hver måned bliver brugt på benzin. Og det benzinforbrug ser ikke ud til at blive mindre lige foreløbigt.

Natten til tirsdag blev EU-landene nemlig enige om den sjette sanktionspakke mod Rusland. Det betyder, at EU med øjeblikkelig virkning stopper import af to tredjedele af al russisk olie, der bliver fragtet hertil med skib.

Hvis for meget bliver brugt på benzin, må jeg finde et andet job, der ligger tættere på. Det vil jeg være ked af, men det kan blive realiteten.

Pia Pedersen, Bjerringbro

Senest ved årets udgang vil embargoen dog reelt omfatte op mod 90 procent af EU's russiske olieforbrug, da Polen og Tyskland selv lukker ned for deres import gennem rørledningen Druzhba.

Dansk Arbejdsgiverforening frygter nu, at de højere benzinpriser vil give negative udslag på arbejdskraften, da folk ikke længere har råd til at søge et arbejde, der kræver kilometer i dækkene. Og tanken har faktisk allerede strejfet Pia Pedersen, der efter sommerferien skifter til kollektiv trafik, da hun skal finansiere sin søns efterskoleophold.

- Vi havde engang en regering, der sagde, at det skal kunne betale sig at arbejde, og at vi er nødt til at flytte os efter det. Det kan mange af os virkelig mærke på egen krop nu. Det er i nogen grad selvforskyldt, fordi jeg flyttede på landet og væk fra min arbejdsplads. Men havde jeg vidst, at det her ville ske, er det ikke sikkert, jeg var flyttet, fortæller Pia Pedersen.

Fortsat høje priser

Ifølge lektor ved Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet Mogens Rüdiger vil EU’s olieembargo betyde, at verdens efterspørgsel på olie overstiger udbuddet - og derfor stiger priserne, som i forvejen ligger på et højt niveau.

- Det er svært at komme udenom, at det bliver dyrere at bruge olie og benzin, siger han og tilføjer, at det er uklart, hvor meget dyrere, det bliver at tanke bilen.

- Oliepriserne er svære at spå om, men de vil ikke nødvendigvis stige ret meget, for så stor afhængighed af russisk olie har vi heller ikke.

Mogens Rüdiger forklarer, at udviklingen afhænger af, hvor hurtigt og effektivt vi får etableret alternativer til den russiske olie. Vi kan søge mod verdensmarkeder som det norske og mellemøstlige, og vi skal derfor ikke være bekymrede for at løbe tør for olie, som vi primært har gavn af i transportsektoren herhjemme.

Det er da også meldingen fra tankstationskæden Circle K samt olie- og gasselskabet Shell:

- Vi har fået bekræftet fra vores leverandører, at der for nuværende er god forsyningssikkerhed, siger Søren Møller Maretti, som er retaildirektør i DCC Energi, der driver Shell-tankstationerne i Danmark.

Begge selskaber har i forvejen besluttet ikke at købe russisk olie som følge af invasionen af Ukraine, og det vil ifølge brændstofdirektør i Circle K Peter Rasmussen afholde priserne fra at stikke yderligere af:

- Meget af stigningen var allerede kommet. Allerede da man for uger siden begyndte at tale om embargo, regnede man det ind i prisen - det bliver understøttet af, at benzinen er steget 20 øre i dag, og det er meget beskedent oven på sådan en stor beslutning, siger han.

Bilen bliver i indkørslen

Usikkerheden på energimarkedet har allerede haft konsekvenser for danskernes pengepung. De galoperende brændstofpriser gør faktisk så ondt, at mange helt lader bilen stå i indkørslen.

En ny undersøgelse fra Applus Bilsyn blandt 1279 bilejere viser, at hver tredje bilist kører mindre på grund af de stigende brændstofpriser, og ligeledes svarer hver tredje, at de minimum én dag om ugen helt undlader at køre.

Det er til trods for, at 85 procent i februar svarede, at det ville være “uforeneligt med mit eller min families transportbehov.”

Og det er dén tendens, der i sidste ende kan gøre ondt på arbejdsmarkedet og sætte en stopper for de rekordhøje beskæftigelsestal. Det er i hvert fald bekymringen hos Erik Simonsen, der er vicedirektør i Danske Arbejdsgivere.

- Det er jo et problem for det danske arbejdsmarked. Risikoen er, at vi ikke får folk derhen, hvor de ledige job er. Manglen på arbejdskraft er omfattende i øjeblikket, så vi har et stort behov for at finde en løsning på det, fordi den ekstra omkostning betyder, at folk ikke vil strække sig for at finde et arbejde længere væk, siger han.

Tilbage i bilen hos Pia Pedersen er det et simpelt regnestykke, der afgør, om hun skal finde et arbejde tættere på, selvom hun er glad for sit nuværende.

- I sidste ende handler det om vores rådighedsbeløb. Hvis for meget bliver brugt på benzin, må jeg finde et andet job, der ligger tættere på. Det vil jeg være ked af, men det kan blive realiteten, siger hun.

Benzinen er steget en tredjedel i pris siden nytår. Billeder er taget i Randers mandag. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Synes du, at benzinen er dyr? Her er tre grunde til, at det bliver værre

EU lukker nu gradvist ned for importen af olie fra Rusland, og det vil kunne mærkes - også af danske forbrugere. Prisen på benzin og diesel ligger allerede en tredjedel højere end ved årsskiftet, men flere prisstigninger kan være i vente, skriver erhvervsredaktør Jens Bertelsen i en analyse. 
Tip: Hold øje med et muligt stop for russisk gas, der vil øge efterspørgslen efter olie endnu mere. Og med kineserne, der er på vej ud af en heftig coronanedlukning og skal bruge masser af olie.


Det var ikke uventet, og alligevel er det dramatisk: Natten til tirsdag blev EU-landene enige om at lukke for mere end to tredjedele af al olieimport fra Rusland.

For Rusland er det den vigtigste oliekunde, som nu trækker stikket. For Europa – og danske forbrugere – bliver der en regning, der skal betales. Og regningen kan allerede nu aflæses på tankstationerne, hvor prisen på benzin nu har rundet 17 kroner pr. liter.

Men det bliver værre endnu. Selvom verden taler om en grøn omstilling, er der massiv efterspørgsel efter olie, og den stiger lige nu.

Derfor skal danskerne forberede sig på stigende brændstofpriser:

1. Stop for russisk olie

Den hastige udfasning af russisk olie frem mod nytår skaber kaos i energimarkedet. Lige nu ligger olieprisen på ca. 120 dollars for en tønde olie, og det er allerede mere end 50 procent højere end prisen ved nytår. Samtidig er benzinprisen i Danmark steget med 33 procent.

Jan Bylov, oliestrateg og analytiker i Jyske Bank, forventer i en frisk analyse, at olien vil koste 125 dollars pr. tønde, når vi går ind i 2023 – og kortvarigt kan olien ryge op i priser på 140-170 dollars pr. tønde, hvis Rusland stopper for salget af gas til EU. Det er der en stor sandsynlighed for i takt med, at EU-landene nægter at betale for russisk gas med russiske rubler.

Et stop for gas vil tvinge mange kraftværker og industrivirksomheder til at sadle om fra gas til olie, og det vil skubbe olieprisen endnu mere i vejret.

Det unormale understreges af, at oliemarkedet lige nu tænker mindre på olieprisen, men er mest optaget af at skaffe den fysiske olie i de mængder, som kunderne har brug for.

2. Kina er tilbage

Den kinesiske storby Shanghai med 25 millioner indbyggere, en betydelig industri og afskibningshavn for verdenshandelen, er på vej ud af sin to måneder lange coronanedlukning. Den bastante nedlukning følger det kinesiske styres ønske om at kvæle enhver form for coronasmitte, men nedlukningen har haft store konsekvenser for kinesisk økonomi.

Men genåbningen stiger den kinesiske efterspørgsel lynhurtigt efter olie, og det påvirker også priserne i Danmark. Rusland kan afsætte masser af olie til kineserne, mens vi skal skaffe nye leverancer fra Mellemøsten og USA. Det er store tandhjul, der pilles ved, og det vil næppe ske gnidningsfrit.

3. Amerikanske dollars er dyre

Når den amerikanske dollar er dyr, presser det normalt olieprisen nedad. Men intet er normalt lige nu, og i en situation med stigende renter, tårnhøj inflation, krig i Europa og risiko for et større økonomisk tilbageslag, satser investorerne på amerikanske dollar som en sikker havn. Derfor er der ingen udsigt til, at dollarkursen vil falde.

Det unormale understreges af, at oliemarkedet lige nu tænker mindre på olieprisen, men er mest optaget af at skaffe den fysiske olie i de mængder, som kunderne har brug for.


Er man optaget af benzin- og dieselprisen, skal man huske på, at prisen på tankstationerne ikke fuldstændigt følger den globale oliepris. En stor del af prisen ude ved pumpen består af danske energiafgifter, som udgør et fast beløb pr. liter. Derfor giver en markant højere oliepris på verdensmarkedet ikke en lige så høj prisstigning ved tankstanderen.

Til gengæld stiger momsbeløbet i takt med, at olieprisen stiger. En høj dollarkurs er også med til at skubbe vores brændstofpriser op.


Merete Pryds Helle: - Jeg er inspireret af min families og min egen historie, men jeg skriver ikke autofiktion. Det ville jeg føle som begrænsende. Foto: Søren Lagoni

De sidste rødstrømper: Onanigrupper, nøgenarbejde, kærlighed og socialisme

Det blev for meget for forfatter Merete Pryds Helle, når der blev indkaldt til fællesonani på kvindehøjskolen i Visby. Alligevel tænker hun tilbage på sin tid i kvindebevægelsen med stor varme og som et sted, hvor hun lærte en del om rummelighed. Oplevelserne har inspireret hende til romanen "Det vågne hjerte", som udkommer 2. juni.

Avisen Danmarks kulturredaktør har mødt forfatteren til en samtale om kvindebevægelsen, kønsopfattelser og den kraftfulde kærlighed.

Fælles onanigrupper og dele af den løsslupne livsførelse blev for meget for hende, men ellers tænker forfatter Merete Pryds Helle tilbage på sin tid med kvindebevægelsen med varme. I hendes nye roman rejser vi tilbage i tiden med hende, som vi også gjorde i succesromanerne "Folkets Skønhed" og "Vi kunne alt", og igen er inspirationen hendes egen familiehistorie, og kærligheden er stor.

Der var oprør i forfatter Merete Pryds Helle, da hun var ung. Hun flyttede hjemmefra som 15-årig, og som 18-årig var hun med til at arrangere en besættelse af Marienborg, "som jo alligevel bare stod tomt".

Besættelsen var tænkt som fredelig og kun til at vare et par dage, men en gruppe militante unge blandede sig og var ligeglade med den unge Merete, der stod på et bord og råbte beskeder ud om ikke at bruge spraymaling og den slags.

Da gruppen af unge nåede frem til Marienborg, stod politiet der allerede. En mor havde advaret ordensmagten.

- Det er jeg glad for, for jeg var klar over, at der var noget i gang, som jeg ikke kunne styre, siger forfatteren, der fik lidt tid i detentionen til at tænke over sagen.

Vi er tilbage i en næsten computerfri tid med bz'ere, mønttelefoner, 25-ører og kold krig. Vi er først i 1980'erne, og den unge Merete er venstreorienteret, har et ben indenfor i kvindebevægelsen, hvor hun tre somre i træk passer børn på Kvindehøjskolen i Visby, og når hun har kærester, er den udkårne en kvinde.

I dag er Merete Pryds Helle 57 år. Hun bor i Tisvilde sammen med sin mand i et "harmonisk og kærligt forhold, hvor de aldrig skændes". Hun har voksne børn, to hunde og er en prisbelønnet og populær forfatter, hvis folkelige gennembrud kom med romanen "Folkets skønhed" om pigeliv på Langeland i 1930'erne. Inspirationen hentede hun fra blandt andre sin mormors liv, og familieinspirationen fortsatte i romanen "Vi kunne alt", hvor vi befinder os i 1970'erne i et  parcelhuskvarter og i hendes nyeste roman "Det vågne hjerte". Her er årstallet 1984.

På det tidspunkt er der stadig liv i kvindebevægelsen, men samfundet er ved at forandre sig og med den også bevægelsen og dens kvinder.

Smed tøjet

Forfatterens tid i kvindebevægelsen begyndte med en lille løgn. Hun havde brug for et arbejde, for hun var droppet ud af gymnasiet, så selv om hun kun var 17 år, sagde hun, at hun var 18, og dermed fik hun job som børnepasser på Kvindehøjskolen i Visby. Det endte med, at hun passede børn på højskolen tre somre i træk.

Hun var vidne, da kvinderne smed tøjet og arbejdede nøgne, mens de byggede skolens ottekantede tilbygning. Selv da håndværkere blev kaldt til, knoklede kvinderne videre uden tøj på kroppen.

Der skete også ting, som blev for meget for hende.

- Jeg var ikke så radikal. Jeg kunne ikke finde ud af gå med i onanigruppen. At give helt slip og gå de ekstra skridt, fortæller hun.

Til gengæld har hun skrevet om det i bogen. Om kvinder, der følges til fælles-onani, om et naturligt forhold til krop, fri af skam, om fællesskab, healinghold og om deres brændende ønske om at komme patriarkatet til livs og forandre verden til det bedre.

Merete Pryds Helle har boet otte år i Italien, men endte med at længes hjem: - Det er et svært land at være kvinde i for en som mig, der er indadvendt. Der var for langt hjem til mine relationer. Foto: Anette Hyllested

- Rummeligheden i kvindebevægelsen var stor. Den favnede også mennesker med problemer og dem, der ikke lignede os andre. Det var vildt at opleve. På det tidspunkt var jeg måske ikke selv så god til det, men jeg lærte, at verden kunne være anderledes og stadig o.k. Selv de tilkaldte håndværkere lærte lidt om rummelighed, siger Merete Pryds Helle og smiler.

Hun ser perioden som en tid, hvor verden åbnede sig for forskelligheder for derefter at lukke sig igen.

- Men nu tyder det på, at verden er ved at lukke op igen og endda på en dybere måde. Det handler ikke "kun" om ligestilling, men om, hvem vi er som mennesker, og hvad vi kan, siger Merete Pryds Helle.

Hun er optaget af det nonbinære, at kærlighed er kærlighed og ikke kønsbestemt. At kønsopfattelse er kulturelt bestemt. At mænd skal have lov til at gå i kjoler og ikke forbydes alt, hvad der er feminint. At naturligvis må badmintonspilleren Viktor Axelsen græde, når han vinder OL-guld.

-  Jeg håber, Harry Styles kan blive for mændene, hvad Coco Chanel blev for os kvinder, da hun gjorde det moderne at gå i bukser.

Hun taler om tidsånd. At en tidsånd kommer, fylder og pludselig går. At vi i en periode alle kan mene næsten det samme om noget bestemt, så det bliver det til en slags sandhed.

- Det er så interessant, hvornår så mange tænker det samme, at der opstår en tidsånd. En hel masse skal tage et individuelt valg, før noget forandrer sig, siger hun og ser spekulativ ud.

Pludselig var de væk

Først i 1980'erne levnede tidsånden ikke længere den store plads til kvindebevægelsen. Kvinderne var på vej i andre retninger.

- Det er underbelyst, hvad der skete. Hvad blev der af kraften, energien og grænsesøgningen? Drømmene om at forandre verden? Mange var glødende socialister, men gik alligevel så at sige "ind i systemet". De opdagede for eksempel, at selv om de var socialister, kunne de godt tjene penge. Jeg er forfatter, så jeg spørger kun uden at svare, siger Merete Pryds Helle.

Et af svarene kommer dog fra romanens hovedperson. Hun kan mærke, at hun forandrer sig og må sande, at det er et helt andet opgør end kvindebevægelsens, hun personligt står overfor; nemlig forestillingen om hvem hun egentlig er. Det lærer hun noget om gennem et nyt arbejde, som hun er god til og vild med, gennem en veninde, der ser hende på en måde, hun ikke ser sig selv, og en forelskelse, som bringer hende en følelse af samhørighed.

- Det kan være vanvittig svært at finde ud af, hvem man er, ovenikøbet samtidig med at tiden omkring en forandrer sig. Man kan for eksempel sagtens komme til at elske nogen intenst uden at forstå, at vedkommende ikke er god for en, siger Merete Pryds Helle.

Kærlighedens kraft

Forfatteren har selv fundet kærligheden, men der har været en vej derhen, konstaterer hun.

Måske er det derfor, at den har så stor en plads i hendes forfatterskab. Fordi hun har oplevet de store følelser flere gange og også bokset med dem.

Hun og hendes første mand brød deres ægteskab, samme aften deres sølvbryllupsfest var slut. Udefra set passede de godt sammen, og der var også kærlighed, men i længden kunne den ikke overdøve forskellighederne.

Merete Pryds Helle nyder roen i Tisvilde. Her har hun lange dage alene, mens hendes mand arbejder i København, og hvor hun hver dag går tur med sine hunde og "kan gøre, lige hvad jeg vil". Foto: Anette Hyllested

I dag er hun gift med Omid Hodabakhshi.

- Og vi var næppe blevet sat sammen i et af tidens dating-programmer, for umiddelbart er vi meget forskellige. Han er iraner, ni år yngre, men vi er meget harmoniske sammen i stort og småt. Jeg blev nærmest lykkelig, da jeg første gang så, at han pakkede en opvaskemaskine lige så nidkært, som jeg selv gør det. Det får mig til at slappe af, siger forfatteren - uden at grine.

Hun kalder kærlighed for en forandrende kraft.

- Og ofte på den besværlige måde. Den river os steder hen, vi ikke havde forestillet os. Vi vil gøre alt for den. Opløse ægteskaber med tre børn og kaste karrierer bort. Dens kraft er stærkere end os selv, stærkere end sex.

Kærligheden river os steder hen, vi ikke havde forestillet os. Vi vil gøre alt for den. Opløse ægteskaber med tre børn og kaste karrierer bort. Dens kraft er stærkere end os selv, stærkere end sex.

Merete Pryds Helle

Forladt

Merete Pryds Helle håber, at hendes nye roman kan give læsere lyst til at tale med hinanden om den tid, den handler om. Tænke over, hvor man var, og hvad man gjorde, og hvad det betød. Hvem man var. Måske inddrage sine børn i samtalen.

- Da jeg havde skrevet "Folkets skønhed" og var ude til et foredrag om den, fortalte en kvinde mig, at hun efter at have læst romanen havde fået taget en svær samtale med sin gamle far. At tænke sig, at jeg havde været anledning til, at de endelig fik den samtale. Jeg blev meget rørt, siger hun og bliver det igen.

Samtalen er ved at være slut, og at tale med Merete Pryds Helle har været som at læse hendes roman: Rørt og beriget og med en følelse af at være med i et kvindebåret fællesskab. Det er lidt trist at blive forladt af hende - hvad enten det er på sidste side, eller fordi hun som nu forsvinder i grå regn på Amager Torv. Der hvor dele af "Det vågne hjerte" foregår.

Tre om forfatteren og bogen

1. Merete Pryds Helle. Født 1965. Bor i Tisvilde. 

Flyttede hjemmefra som 15-årig, forlod gymnasiet i 3.g. Var "ung i arbejde" som teaterteknikker, arbejdede på festivaler, tog en HF (i den periode arbejdede hun på kvindehøjskjolen i Visby), har gået på Forfatterskolen, har en bachelor i  litteraturvidenskab og har læst næroriental arkæologi. 

Debuterede i 1990 med novellesamlingen ”Imod en anden ro”, men gennembruddet kom 10 år senere med romanen ”Fiske i livets flod”. Hun har spredt sig over mange genrer: børnebøger, ungdomsromaner, radiospil, computerspil, digte, essays, krimier, opera samt sms- og iPad-romaner. Derudover har hun undervist, holdt foredrag og fungerer som litterær konsulent.

Har blandt andet vundet De Gyldne Laurbær, Politikens Litteraturpris og været nomineret til Nordisk Råds Børnebogspris.

Har været gift med forfatter Morten Søndergaard med hvem, hun har to børn. Familien boede i Italien fra 1998-2006.

Er i dag gift med Omid Hodabakhshi, der er osteopat og lægeeksamineret rygterapeut.

Skriver sine bøger i hånden med fyldepen.

2. "Det vågne hjerte" begynder i 1984 og handler om Lis, der er aktiv på venstrefløjen, har en kvindekæreste og er aktiv i kvindebevægelsen. En aften er hun tæt på at blive voldtaget, men undslipper, og det bliver første skub i en ny personlig retning. Vi er med hende på kvindehøjskolen i Visby og en tur til Berlin, hvor hun møder DDR's udgave af socialisme. Bogen er den tredje i en serie, hvori Merete Pryds Helle bringer os tæt på det 20. århundredes danmarkshistorie med afsæt i sin egen families historie, og i romanen møder vi derfor personer, vi har mødt i de foregående. De kan dog læses uafhængigt af hinanden.

I bogen kommer vi bl.a. tæt på kvindebevægelsen, konsekvenser af voldtægt, den tids København, og begyndelsen til et dansk it-eventyr. 

"Det vågne hjerte" udkommer 2. juni. 320 sider. Lindhardt og Ringhof.

3. Boguddrag:

- Behøver du virkelig at gå hjem? spurgte Lis.

- Synes du, at Hans har fortjent at spise alene? sagde Kirsten.

Det syntes Lis egentlig godt, han havde, men tænkte, det lød bedst at sige nej.

- Det er jo dig, jeg sover hos, sagde Kirsten.

Så vidste Lis, at hun elskede Kirsten højere, end hun elskede sig selv, og at kærlighedens væsen var sådan, at indimellem måtte man vente.