Det er næsten som optakten til Ruslands invasion af Ukraine, hvor tropperne havde taget opstilling langs grænsen, men ingen vidste, hvornår krigen ville bryde ud - eller om den faktisk ville bryde ud.

Inger Støjberg er ved at planlægge en invasion af Dansk Folkeparti - ingen vil sige det, nogle tør ikke tro det, men alle kommer til at sige, at de vidste, det ville ske. Målet er ikke at overtage DF, men at overtage dets eksistensgrundlag med et nyt nationalt, borgerligt provins-centrisk parti - måske med navnet Danmarksdemokraterne. Og tropperne står ved ved grænsen.

Kristian Thulesen Dahl står der som krigskammerat til Støjberg med meldingen om, at han ikke vil stille op for Dansk Folkeparti til næste valg. Har offergjort sig selv i sit gamle parti med fortællingen om, at den nye ledelse bare vil af med ham. Den vil den også. Ingen vil sige det, men alle kommer til at sige, at de vidste det.

DF-ledelsens fortælling er, at Kristian Thulesen Dahl svigter den familie, der har givet ham så tryg en favn i hele hans politiske karriere. At han forkaster fællesskabet for at jage egen lykke. En fortælling der har til formål at skabe vrede i Dansk Folkepartis bagland, så tabet her bliver begrænset mest muligt.

Udbrydergruppen af Dansk Folkepartis folketingsgruppe står ved grænsen.

Mens hele DF - og Inger Støjberg og Kristian Thulesen Dahl - nød sommersolen og den demokratiske samtale på Folkemødet på Bornholm, holdt de "et godt og konstruktivt seminar" i Kolding, som de billeddokumenterede på Facebook. På billederne optrådte de tidligere toporganisationsfolk i DF, sekretariatschef Jeannie Nørhave og tidligere partisekretær Poul Lindholm. To mennesker, der forstår, hvordan en partiorganisation skal bygges op. To mennesker, der stadig har tæt forbindelse til Kristian Thulesen Dahl - som de seks folketingsudbrydere i øvrigt også har.

Der er også en tredje i spil, tidligere partisekretær Steen Thomsen, der som Thulesen Dahl i øvrigt også meldte afbud til nederlagsfesten på Christiansborg på valgdagen for folkeafstemningen. I Dansk Folkeparti tænker man, at den eneste grund til, at Steen Thomsen ikke optræder på billederne på Facebook, er, at det var ham, der tog billederne.

De tunge politiske våben er placeret ved grænsen:

1. Den stramme udlændingepolitik selvfølgelig.

2. Det klare borgerlige udgangspunkt, der lige præcis er så lidt borgerligt, at det stadig vil kunne rumme halvrøde DF-vælgere.

3. Forsvaret for provinsen og antipatien mod eliten og københavneriet.

4. Og ikke mindst kampen mod alt det, der gået for vidt: Metoo, woke, identitetspolitik, Black Lives Matter, må man nu ikke engang sige eskimo længere? Alt det, Morten Messerschmidt netop har identificeret som partiets nye motor, når nu udlændingepolitikken ikke længere kan drive det frem. Også det vil Inger Støjberg og det, der lader til at komme til at hedde Danmarksdemokraterne, tage fra Dansk Folkeparti.

DF kan sagtens se ind over grænsen og få øje på, hvad der sker. Partiet er ved at mobilisere.

Ved at lave planer for, hvordan de rigtige mennesker i baglandet skal holdes fra at desertere.

Ved at lave planer for, hvordan Inger Støjberg og Kristian Thulesen Dahl kan angribes for at være hykleriske og ikke have beskyttet landet godt nok mod indvandring, mens de havde fat i magtens lange ende.

Ved at ruste sig til hårde tider med ultradefensive målsætninger om, at det først og fremmest gælder om at holde sig fri af spærregrænsen og stabilisere sig på et niveau i meningsmålingerne, der bare ligger over tre procent. Så fortællingen om, at der er en reel risiko for, at DF slet ikke kommer i Folketinget efter næste valg, bliver holdt fra døren.

For kort tiden siden var DF det største borgerlige parti i Folketinget med over tyve procent af stemmerne og 37 mandater. Nu er succeskriteriet alt over tre procent.

På tirsdag holder valgnævnet under Indenrigsministeriet sit sidste møde inden sommerferien - måske det sidste møde, inden Mette Frederiksen udskriver valg. Her skal partier, der vil stille op til Folketinget have godkendt deres navne, inden de kan gå i gang med at indsamle de nødvendige underskrifter.

"Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg" er blandt de navne, nævnet skal tage stilling til. Internetdomænet danmarksdemokraterne.dk er forlængst blevet købt.

Der er i øvrigt den lille syrlige detalje, at formanden for valgnævnet er højesteretsdommer Jens Peter Christensen, der var blandt de rigsretsdommere, der dømte Inger Støjberg skyldig og gav hende en dom på 60 dages ubetinget fængsel. Og at tirsdag, dagen for nævnets sidste møde, også er halvårsdagen for, at Inger Støjberg blev erkendt uværdig til at sidde i Folketinget på grund af dommen.

Bliver Inger Støjbergs partinavn godkendt på tirsdag, vil grænsen til Dansk Folkeparti blive overskredet. Den enkeltstående største trussel mod partiet nogensinde.

Klima: Da verdens første havvindmøllepark åbnede i 1991 ud for Vindeby på Lolland, var der næppe mange, der spekulerede på, hvad der ville ske årtier senere, når møllerne skulle skrottes.

Men som bekendt går tiden, og i 2017 lukkede vindmølleparken ved Vindeby efter 27 år. Og så stod man med 11 havvindmøller - og hvad skulle man så lige gøre ved dem?

Heldigvis er størstedelen af en vindmølle til at genbruge. De store mængder stål og metal, der blandt andet findes i tårnet og møllehuset, er endda penge værd.

Men én del af møllen har vi i dag svært ved at genanvende eller genbruge: vingerne. Ofte ender de som deponi-affald.

Således stod man i 2017 med 33 vinger fra Vindeby, som hver var 17 meter lange, og helst ikke skulle ende i en stor bunke på en losseplads et sted.

En af vingerne fra Vindeby blev seniorforsker Asger Bech Abrahamsen fra DTU Vindenergis hovedpine - eller rettere, hans og kollegaen Justine Beausons forskningsprojekt.

- Vi har fjernet stålkomponenterne, hvorefter vi sendte resterne til genbrugsvirksomheden H.J. Hansen, der skal forsøge at knuse det. Vi vil så se, om vi kan fremstille nye kompositplader med det materiale, der kommer ud af det.

En stor del af de resterende vinger fra Vindeby blev kastet i armene på andre forskere og virksomheder, der lige nu forsøger at genbruge dem på forskellige kreative måder. Nogle er desuden blevet brugt som støjafskærmning, mens atter andre bruges til at undersøge, om levetiden egentlig kunne have været længere end 27 år.

Endelig fik Energimuseet i Midtjylland en enkelt mølle - Vindeby var jo trods alt verdens første havvindmøllepark.

Således endte møllerne fra Vindeby ikke med at fylde på lossepladsen.

Men de 11 vindmøller fra Vindeby er kun en dråbe i havet i forhold til, hvad vi skal forholde os til i fremtiden: Der skal stå 10.000 kæmpestore havvindmøller alene i Nordsøen. Dertil kommer adskillige havvindmølleparker i andre danske farvande, og så skal vindmøllekapaciteten til lands i øvrigt også fordobles.

De grønne politiske ambitioner mangler altså ikke. Men hvad skal vi gøre med alt skraldet, når tusinder af vindmøller har udlevet deres potentiale, ligesom dem i Vindeby?

Vindmøllevinger er svære at genbruge, ikke alene fordi de er store (på nye havvindmøller kan de være over 100 meter lange), men også fordi de er det, der kaldes kompliceret eller sammensat affald, altså affald, som består af mange forskellige materialer. Det fortæller Erik Skov Madsen, der er lektor på Syddansk Universitet.

- De er lavet af kulfibre og glasfibre. Og så kan der være lim, epoxy, skum, træ og kobber inde i. Det hele er støbt sammen til én stor enhed, som er svær at skille ad, siger forskeren.

Selv at blive brændt, og dermed blive brugt til opvarmning, er sjældent en mulighed, når så mange materialer er støbt sammen.

Så vingerne ender ofte som deponi-affald, der må siges at være den absolutte bund i affaldshierarkiet. Nogle gange bliver de ligefrem gravet ned, og hvis de får lov at ligge urørt hen, kan de ligge der i århundreder.

Problemet med vindmølleaffald er voksende, og et estimat lyder, at 10 procent af alt sammensat affald i Europa allerede i 2025 vil komme fra vindmølleindustrien.

Det er skidt, hvis vores klimaambitioner i sidste ende skaber store vindmølle-kirkegårde. Det mener Erik Skov Madsen fra Syddansk Universitet.

- Det er ikke godt nok, at de bliver gravet ned eller ligger som et problem på lossepladsen til de næste generationer. Det kan vi ikke være bekendt, slår forskeren fast.

Men resterne af vingerne fra Vindeby endte trods alt stort set ikke på lossepladserne.

Og det behøver fremtidens skrottede vinger heller ikke. For i dag er de store producenter langt mere fokuserede på, at møllerne en dag - typisk efter omkring 25 års levetid - skal skrottes. Derfor bliver det ofte tænkt ind fra starten af produktionen.

- Flere vingefabrikanter, såsom Siemens Gamesa, har lige introduceret vinger, hvor epoxylimen kan opløses, hvis den udsættes for nogle kemikalier og lidt varme. På den måde bliver det langt lettere at skille vingens komponenter ad, så de kan genanvendes enkeltvis, fortæller Asger Bech Abrahamsen.

Men det ændrer dog ikke ved, at vi har et stort efterslæb af vinger, som er produceret uden hensyntagen til skrotning. Spørgsmålet er, om de skal ende med at ligge i århundreder på alverdens deponipladser?

Nej. I hvert fald ikke hvis det står til Asger Bech Abrahamsen fra DTU og Erik Skov Madsen fra SDU, som begge er involveret i et stort, tværfagligt forskningsprojekt, Decom Blades, hvor forskere og industri samarbejder om at afprøve alverdens muligheder for at genbruge de genstridige vinger.

- Vi samarbejder med de store industripartnere, som Vestas, LM og Siemens Gamesa, om at finde genanvendelsesmetoder, der kan gøre vingerne brugbare for forskellige industrier, siger Erik Skov Madsen.

Nogle projekter forsøger sig med at bruge vingerne til at bygge busskure med. I ét projekt bliver vingerne hakket til ukendelighed og brugt i cement. Endnu andre forsøger ved hjælp af pyrolyse at omdanne vingerne til brændstof og glasfiberen til isolering.

Projekterne er altså vidt forskellige, men har dog én ting til fælles.

- Det er dyrere end deponi, som tingene er i dag. Det skyldes dels, at mange projekter stadig er ved forsknings- og udviklingsfasen, og dels at der endnu ikke er så store mængder af denne type materiale – og derfor er det endnu dyrt at genbruge, forklarer Asger Bech Abrahamsen.

Han bliver bakket op af Lykke Margot Ricard, lektor i bæredygtig innovation og teknologi på Syddansk Universitet. Hun vurderer, at det heller ikke er fordrende for viljen til at genbruge vingerne, at deponi af vinger er relativt billigt i Danmark.

- Så længe der ikke findes fornuftige genanvendelses- eller bortskaffelsesmuligheder, er deponi et lovligt og billigt alternativ. At udvikle nye genanvendelsesmuligheder kræver ressourcer og samarbejde, og i sidste ende vil det som udgangspunkt være dyrere. Derfor er det nødvendigt at se på regulering og lovgivning. Det kan skubbe på innovationskraften, siger hun.

I Tyskland, hvor vindmøllevinger ifølge loven slet ikke må ende som deponi-affald, har industrien i mange år været tvunget til at genbruge. Derfor har vores naboer mod syd fundet løsninger, der ikke involverer vindmøllekirkegårde.

Og det skulle også være muligt i Danmark, vurderer Lykke Margot Ricard, der fortæller, at vindmøllebranchen tilsyneladende heller ikke selv ønsker deponi i længden. Det ses blandt andet ved, at branchen i EU i samlet flok selv har opfordret til at forbyde deponering af vinger fra 2025.

- Men det skal være ens for alle, både i EU og globalt, så vingerne ikke bare havner et sted, hvor deponi er lovligt. Jord, som ikke er forurenet, bliver en mangelvare i fremtiden, og der er gode muligheder for at genanvende og genbruge. Kan man løse det her, så er der endda viden at overføre til andre brancher, såsom byggebranchen, vurderer Lykke Margot Ricard.

Der er et regulært mylder, når 65.000 mennesker i disse dage samles til Folkemødet på Bornholm. Men ind imellem møder det trænede øje også erhvervslivets topbosser, som igen i år er fløjet til demokratifestival, om end de nemt overses blandt partiledere, meningsdannere og kommentatorer, der nyder en større kendiseffekt fra tv.

Topcheferne ledsages typisk af deres personlige assistenter eller en pressechef, der har styr på telte, scener og de mere tilbagetrukne hjørner, hvor man kan samtale i fortrolighed.

Moden er sneakers og skjorter, hvor de øverste en-to knapper endda er åbnet. For kvinderne hedder det sneakers og lange sommerkjoler, for stilen skal være afslappet. Turen til Bornholm retfærdiggøres af enkelte optrædener på nøje udvalgte events, hvor bosserne kan positionere sig selv og deres virksomheder.

Der er også plads til det tilfældige møde, som når Danske Banks topchef Carsten Egeriis får øje på sin rival fra Jyske Bank, Anders Dam, der gemmer sig bag massive solbriller, men nemt genkendes på stemmen.

- Jamen, er det ikke Anders, udbryder Carsten Egeriis og inviteres straks på en fadøl fra Jyske Banks anker. Det afvises høfligt, for Danske Banks øverste chef skal kort efter grilles på Berlingskes stand af den journalist, som i sin tid var med til at afsløre Danske Banks hvidvaskskandale - længe før Carsten Egeriis tid.

En moderne topchef forventes at bidrage med andet end snak om sin egen virksomhed. Virksomheden spiller en rolle i samfundet, og både kunder og medarbejdere forventer, at chefen byder ind med svar på de komplekse problemer, der vælter ned over os – lige fra klima til krig og galopperende inflation.

- Jeg tror, det er vigtigt for debatten, at der er nogen – som erhvervsledere – der har lettere ved at komme ind med en nøgtern holdning, som politikerne ikke nødvendigvis skal komme med. For verden er mere kompleks, og vi vil gerne have, at viden bliver sat i en kontekst, der er mere menneskelig. Det er vi blevet bedre til i erhvervslivet, men det skal vi blive endnu bedre til, sagde it-firmaet Netcompanys topchef, André Rogaczewski, inden Folkemødet til Berlingske.

Og det forsøgte de så, topcheferne. Tre af dem – fra Salling Group, Danish Crown og Arla – blev stillet over for Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, i en debat om vores fødevareforsyning, og hun krævede mere handling fra de store virksomheder. Kunne supermarkederne ikke overveje at fjerne alle animalske fødevarer fra tilbudsaviserne?

- Vi kan lave mange aftaler, men dén aftale kan vi ikke lave, lød det prompte fra Salling Groups topchef, Per Bank.

Han fortalte om, hvordan hans virksomhed i forvejen har udsigt til sit måske dårligste år nogensinde med høje prisstigninger, enorme energiudgifter og forbrugere, der tydeligt fylder indkøbsvognen med færre eller billigere varer.

Mens omverdenen forlanger klimavenlige løsninger, er Danish Crown i færd med at investere 40 millioner kroner på oliebrændere til sine slagterier, fortalte topchefen Jais Valeur. I dag kører de på gas. Alternativet er et produktionsstop, der både koster overfyldte svinestalde og manglende mad i kølediskene, hvis den frygtede knaphed på naturgas bliver en realitet til efteråret.

Underskoven af dansk erhvervsliv er også med. Her er der ikke personlige assistenter og pressechefer, og det er ikke ukendt at sove i et telt i en have i Allinge. Det gjaldt i hvert fald en jysk forretningsmand, hvis målgruppe er rigt repræsenteret på Folkemødet.

- Hvis jeg bare støder på én af mine samarbejdspartnere, så er billetten betalt, konstaterede han i flyveren på vej mod Rønne Lufthavn.

Riesa i delstaten Sachsen er efter tyske forhold med sine små 34.000 indbyggere nærmest en landsby. I det tidligere DDR var den mest kendt for sin stål- og pastaproduktion og som en god sportsby.

Efter Murens fald er Riesa ligesom desværre mange andre østtyske byer ramt af de tre v’er: Vergreisung, Verarmung, Verdummung – der er for mange ældre, for mange fattige, og de unge flytter for at få en uddannelse i større byer, vender ikke tilbage og gør groft skrevet deres hjemby dummere.

I denne weekend er Riesa i politisk fokus. Det højre populistiske og nationalkonservative parti Alternative für Deutschland (AfD) holder landsmøde i den lille by i Sachsen.

Partiet har stadig sine højborg i øst, men har for tiden ellers ikke meget at glæde sig over. AfD fik 10,3 procent, en tilbagegang på 2,3 procent, ved forbundsdagsvalget i september og 83 mandater ud af de 736 mandater. Heraf var de 16 direkte mandater i de østlige delstater Sachsen og Thüringen.

Men hvad værre er: AfD har ud over nederlaget i september også tabt hele ni landdagsvalg i træk og røg helt ud af landdagen i Kiel ved valget i Slesvig-Holsten i maj.

Det giver intern ballade. Især på det personlige plan, hvor makkerparret i toppen, den vesttyske Alice Weidel og den østtyske Tino Chrupalla, er under kraftig verbal beskydning af den yderste højrefløj anført af den omstridte Björn Höcke, der på grund af sine ekstreme holdninger overvåges af den tyske efterretningstjeneste.

Höcke, gruppeformand i landdagen i Thüringen og en af delstatens to formænd, vil dreje partiet, der i forvejen er politisk isoleret både regionalt og nationalt, i en endnu mere konfrontatorisk retning, og her går han og hans kampfæller nu også efter struben på Tino Chrupalla.

Han er blandt meget andet for Ruslandsvenlig. Han har ikke taget nok afstand fra Vladimir Putins krig i Ukraine, og han er blevet en del af den elite, AfD foragter. Så der skal nu for at undgå flere nederlag nye ansigter til at tegne og profilere partiet, hvis det ikke skal hensynke i forglemmelse.

Chrupalla, malermester fra Görlitz i det sydøstligste hjørne af Tyskland og tidligere tilhænger af det konservative CDU, har forsvaret sig og ikke lige frem lagt op til forsoning før landsmødet i Riesa:

- Det er lige som at være på camping – dem, der klager over, at der er vådt i teltet, det er dem, der har tisset i det.

I januar meldte den tidligere leder og EU-politiker Jörg Meuthen sig ud af partiet. Han havde med egne ord tabt magtkampen til det interne netværk Der Flügel, som er Björn Höckes ekstreme fløj.

Den tyske efterretningstjeneste, Bundesnachrichtendienst, har betegnet fløjen „som bevisligt ekstrem”. Fløjen opløste derefter sig selv, men dens medlemmer er stadig særdeles aktive i partiet -især i kulissen.

AfD’s mærkesag har siden 2015 været flygtninge- og indvandringspolitikken. De mange borgere af udenlandsk herkomst er en trussel mod Tyskland, mener partiet. Derfor skal man afskaffe den nuværende asyllov for at begrænse tilstrømningen. Der skal med andre ord sættes hegn op omkring landet.

Tyskland skal ud af EU og være mere tysk. Der skal fødes flere tyskere, og derfor foreslår AfD, at man kan passe sine børn hjemme i stedet for at sende dem i daginstitution.

Ender weekendens landsmøde i rent personfnidder og med højrefløjen ved magten, vil AfD blive endnu mere politisk isoleret. I forvejen vil ingen af de øvrige partier røre ved AfD med en ildtang.

Partiet, der blev grundlagt af EU-skeptikere i 2013, vil være kommet så langt ud til højre, at det vil være mere i fokus hos den tyske efterretningstjeneste end hos de politiske modstandere.

Og der vil være langt, meget langt til Tino Chrupallas optimistiske profeti i sin hjemby i valgkampen i september:

- Som østtysker siger jeg: Det er først 1988 nu. Der skal nok komme en omvæltning. Ved landdagsvalget i Sachsen i 2023 vil man komme i regering og jage CDU ad helvede til. Og i 2025 vil det være lige så vidt på landsplan.

Det klappede man meget af dengang. Det gør man ikke mere.

Carsten B. Grubach er en erfaren tysklandskender og -iagttager efter hundredvis af ophold og rejser i landet - med base i blandt andet Hamborg og Berlin.