Politisk krig: Miljøminister Lea Wermelin (S) går sin snarlige sommerferie i møde ved at sende en slagserie af bandbuller mod det største oppositionsparti, Venstre. Hun mener, at Venstre gemmer sig bag fine skåltaler, men trykker på nej-knappen i Folketinget, når konkrete lovforslag til forbedringer på det grønne område sættes til afstemning.

- Vi står i en klima- og naturkrise, globalt og herhjemme. Forventningen til de store partier i Danmark må være, at man har svar på tidens største udfordringer. Det har Venstre ikke. Tværtimod. De kommer ikke med noget selv, men stemmer imod det meste. De har ingen naturpolitik, kun kritik af det, alle andre foreslår eller vedtager, siger Lea Wermelin.

I den forbindelse nævner hun en lang række aftaler og love af grøn karakter, der er blevet vedtaget mod Venstres stemmer.

- Det er slående, at Venstre har stemt imod på så store og vigtige initiativer som naturnationalparkerne, sprøjtningsforbud på særligt sårbare naturarealer som moser og enge, grønnere byer i form af renere luft, forbud mod brændeovne, fremrykning at påbudte partikelfiltre på dieselvarebiler. Bare for at tage nogle eksempler, siger Lea Wermelin.

- Jeres støttepartier kritiserer jeg jævnligt for ikke at gøre nok for miljøet på forskellige områder, så hvorfor er det lige Venstre, du retter din vrede mod?

- Støttepartierne er ofte utålmodige. Men det er det omvendte: de støtter de forbedringer, der lægges op til og kommer selv med forslag. De ønsker en endnu grønnere retning, og det kan man være uenige om, men det må man tage med, sådan er det i politik. Det er noget andet med Venstre, som vil ingenting, og stemmer imod igen og igen. Deres naturpolitik er varm luft.

- Med oprettelsen af den grønne investeringsfond  der ligger otte milliarder kroner til  grønne omstillingsprojekter. Den var Venstre med til at sikre i sin tid, så hvordan kan du sige, partiet ingenting vil?

- Jo, men Venstre bringer ikke noget til bordet, de kommer ikke med konkrete forslag til, hvad der så skal ske med den grønne omstilling. De står og siger, de vil med på den grønne vogn, men leverer ikke politikken, de stemmer imod.

- Er der nogen konkret anledning til, at du lige nu går ud med en så kontant kritik af et oppositionspolitik?

- Det er meget naturligt at råbe op, når man selv arbejder med afgørende forandringer på et område og dermed lever op til løfter, der gives, og så ser et oppositionsparti, der gør det modsatte. Når man sidder op til en sommer og gør regnebrættet op, kan man se, at nu er det vigtigt at få sagt, at et parti, der vil vil være regeringsparti og kalder sig selv det store dyr på savannen, ikke leverer på fremtidens udfordringer.

- Er det en miskreditering af et politisk modstanderparti, du har gang i - fordi et valg er rykket nærmere?

- Nej, det er det ikke, og det er heller ikke mig, der udskriver valg. Der tegner sig et billede af et oppositionsparti, der siger, de vil være grønne, men ikke har været med på noget af det. Det er ikke valgkamp at påpege det: det er en del af den generelle politisk debat, siger Lea Wermelin.

Danmarks Naturfredningsforening vil ikke kommentere de aktuelle partipolitiske uenigheder, men har tidligere givet udtryk for en lignende kritik.

Det skete da foreningens præsident Maria Reumert Gjerding sammen med formand for Dansk Ornitologisk Forening Egon Østergaard, formand for Verdens Skove Anders Morten Christoffersen og formand for foreningen Vild Med Vilje Philip Hahn-Petersen 1. marts i år gik i rette med Venstre for partiets modstand mod etableringen af naturnationalparker og urørt skov:

"I årtier har den største trussel mod at få bremset klimakrisen været klimafornægtelse. Det sidste vi har brug for, hvis vi skal lykkes med at bremse tabet af biodiversitet i Danmark, er at et af de store vigtige borgerlige partier slår bak på tidligere tiders politiske bedrifter og melder sig ind i koret af naturfornægtere," skrev de således i et debatindlæg på det digitale medie Altinget.dk og kaldte Venstres indslag i naturdebatten for "et lavpunkt"

Venstres miljøordfører Jacob Jensen kalder kritikken forfejlet.

- Jeg er ærgerlig over, at miljøministeren anlægger den kritik og retorik, det er ikke den minister, jeg kender. Jeg synes, vi har et godt samarbejde, selvom vi er på hver side af det politiske skel og ikke er enige om alting. Lige nu har vi gang i tre forskellige forhandlinger - om havplanen, om udvidet producentansvar for emballage og om affaldshåndtering. Det er konstruktive forhandlinger, og jeg tror, vi snart er i mål. I efteråret landede vi flere aftaler, så jeg genkender slet ikke det billede, hun tegner op.

- Miljøministeren henviser til en række love og aftaler, hvor Venstre i Folketingssalen notorisk har stemt imod. Hvordan forholder du dig til det?

- Ja, der er ting, vi ikke har stemt for, for eksempel naturnationalparkerne. Men fordi, vi stemte imod regeringens forslag, betyder det ikke, at vi er imod konceptet med naturnationalparker. Vi stemte imod, fordi vi er imod den måde, regeringen har gjort det på. Konkret handler det om det, vi ser som manglende dyrevelfærd, lige som vi synes, det tromles igennem uden lokal inddragelse, det være sig politisk som folkeligt.

- Det er ærgerligt, at det skal fremstilles som om, vi er imod, men hvis jeg lige må være lidt spids den anden vej, så er det udtryk for klassisk socialdemokratisk arrogance: hvis der er noget, man ikke er enig med socialdemokraterne i, så mener de, at man er uenige med dem i det hele, siger Jacob Jensen.

Han fremhæver samtidig, at Venstre har fremsat forslag på området, som regeringen har stemt ned og nævner et forslag om en biodiversitetslov med bindende mål og forslag om øgede bevillinger til regionernes jordoprensning.

- I øvrigt er det mærkeligt at blive beskyldt af en minister for ikke at ville noget, når samme minister for en måneds tid siden fik en næse for ikke at være tilstrækkeligt på banen omkring dumpningen af slam i Køge Bugt.

- Jeg forstår simpelt hen ikke hendes udfald. Det handler nok om en valgkamp, der er i gang, eller det handler om at få fokus væk fra minksagen, siger Jacob Jensen.

Så godt som hjemme. Det var tider, da – nu afdøde – Uffe Ellemann-Jensen tilbage i 2008 medvirkede i sin formentlig eneste reklamefilm nogensinde. Rejsende ud i verden sugede han indtryk til sig. Men lige så rart var det at øjne et haleror med et SAS-logo i lufthavnen. Så var man så godt som hjemme.

Det er 13 år siden. I denne uge var der intet rart ved at have en flybillet med et blåt SAS-logo. Især ikke, hvis familiens sommerferie skulle starte onsdag morgen med afgang til USA, visse europæiske storbyer eller typiske turistdestinationer ved Middelhavet, som var udvalgt til at blive aflyst i tilfælde af strejke.

I sidste øjeblik – midt om natten – fik familierne besked om, at den varslede strejke var aflyst, i hvert fald i 72 timer. Af sted til lufthavnen med jer. Forhåbentlig blev flyet ikke aflyst af andre årsager. Mangel på fly. Mangel på mandskab. Eller hvad der nu støder til de flyrejsende denne sommer, både hos SAS og konkurrenterne.

Pinen blev udsat for dem, der skal rejse her i weekenden. I skrivende stund vides det ikke, om strejke og lockout bryder ud og kortslutter ferien.

Men uanset hvad stiller man sig selv spørgsmålet: Hvad ville vi egentlig savne, hvis SAS gik konkurs? Hvis endnu en redningsplan slår fejl? Nye investorer holder sig væk? Den danske stat melder hus forbi?

Danmark har for nylig givet afkald på gæld for 3,5 milliarder kroner. De penge ser vi altså ikke igen. Og man glemmer nemt, at 3,5 milliarder kroner faktisk er en stor sum penge.

Det forsøgte fem læger, alle konservative lokal- og regionsrådspolitikere, forleden at råde bod på i et læserbrev, hvor de konstaterede, at regionerne akut mangler milliarder af kroner. Alene psykiatrien savner et løft to milliarder. Men nylige forhandlinger mellem regioner og regering kastede kun én milliard kroner ekstra af sig til sundhedsvæsnet. Samme dag som SAS fik sin finansministerielle håndsrækning.

- Når det handler om at drive flyselskab og dele penge ud til et skrantende firma, som hyppigt lander i økonomisk uføre, ja så ruller milliarderne, skrev politikerne med fynske Joachim Hoffmann-Petersen i spidsen.

Selv hvis piloterne og deres arbejdsgiver når til enighed, har SAS langt fra bevist at være levedygtig i en fremtid med færre forretningsrejsende, flere prisbevidste ferierejsende, voksende klimabevidsthed og flyskam.

Vi har en opfattelse af, at SAS har afgørende betydning for Kastrup Lufthavn og vores adgang til hele verden. Men tænketanken Axcelfuture opgjorde for nylig, at SAS’ andel af passagererne i Kastrup Lufthavn er faldet til en tredjedel. I 2010 var andelen 45 procent.

Og så taler nøgletallene bare deres tydelige sprog. Siden 2003 har SAS haft underskud i 10 ud af 19 år. Aktiekursen hiver efter vejret og ligger i øjeblikket i niveauet under 50 øre. Den danske stats aktiepost er kun lidt over 700 millioner kroner værd - svarende til prisen på godt og vel et enkelt spritnyt Airbus-rutefly.

Den danske stat har lovet at øge sin ejerandel, men kun hvis SAS finder nye, private investorer, der tror på luftfartsselskabets fremtid. Det er højest usikkert, om det kan lade sig gøre. Derfor taler analytikere om udsigten til en form for betalingsstandsning - og risikoen for konkurs, hvis SAS mislykkes med sin redningsplan.

Hvad vil vi miste? Næppe meget. Spørg blot belgierne, om de savner deres nationale flyselskab, det udskældte Sabena, der gik konkurs i 2001.

SAS’ omdømme er tilsvarende slidt i takt med, at kunderne oplever aflysninger, som meddeles pr. sms, mens kundeservice er umulig at komme i kontakt med. Følelsen af at flyve med et discountselskab til premium-priser skaber ikke mange ambassadører blandt de rejsende.

Danmark er det sjette mest velstående land i verden, og andre flyselskaber vil hurtigt samle mange af SAS-ruterne op. Javist, man vil næppe kunne flyve direkte fra København til syv storbyer i USA, som det er muligt i dag. Det vil sommetider - i en fremtid uden SAS - kræve en mellemlanding i London, Frankfurt eller Amsterdam.

- Tour de France er dansk kultur.

- Det er lyden af vores sommer.

- Det er once in a life time.

Sådan lød svarene fra nogle af de danskere med sjove cykelhatte og andet merchandise, som vi fredag eftermiddag og aften traf til Tour de France.

Langt om længe kom "verdens største cykelløb til verdens største cykelby", som det hedder sig i kampagnematerialet. Alle københavnere cykler sammenlagt mere end 330 Tour de France-løb om dagen - eller 31 gange rundt om jorden - og den fortælling har været vigtig for at få Touren til Danmark.

Men danskerne leverede også på et andet parameter: Folkefest. Børn med bælgærter, unge mennesker med barcadi breezers, familier med picnickurve og turister fra udlandet - rundt om cykelløbet var der en ramme af - ja, i mangel på bedre ord - meget dansk hygge.

Reporter Emil Jørgensen var en del af festen. Mens de professionelle cykelryttere trampede sig igennem den 14 kilometer-lange enkeltstart, cyklede avisens reporter rundt i hovedstaden med ét spørgsmål på blokken:

Hvad er en Tour de France-start værd for dig? 

TV: Den kvindelige topchef har fået lavet nye bryster og opfordrer i fuld offentlighed sin souschef til at røre ved dem. Han vil helst ikke, men stærkt presset af hende, rækker han tøvende poterne frem, hvorefter hun brøler ham ind i hovedet: "Hvad fanden laver du, dit svin". Han bliver selvfølgelig forskrækket, og hun begynder at grine.

Der skal nok være mange med Metoo-kvalme som synes, at netop denne scene i DR's nye seriesatsning, "Orkestret", er forrygende morsom, fordi den demonstrerer skrækscenariet om magtfulde kvinder omgivet af mænd, der som små logrende ubetydeligheder forsøger at passe ind. Eller i det mindste er en bekræftelse af, at krænkelseskulturen er gået over genvind.

Jeg fandt scenen plat, dum og utroværdig.

Nu skal komedier ikke nødvendigvis være troværdige, men genkendelighed gør alting sjovere.

"Orkestret" - der umiddelbart minder om DR's eget symfoniorkester - handler om souschefen Jeppe (Rasmus Bruun), der er syg efter at behage alle. Den flinke og konfliktsky mand er den eneste med et nogenlunde normalt moral-kompas. Hans drikfældige kone snyder ham, og hans syv-årige datter stikker blyanter og pinde i numsen på sin drenge-legekammerat. Det kvindelige herredømme begynder tidligt i denne komedie ...

Den anden hovedperson er den vredladne enspænder Bo (Frederik Cilius), der er orkestrets 2. klarinettist, og han vil gøre alt for at rykke op som nummer 1. Han bor hjemme hos en forkælende mor, er et overset geni og stærkt barnlig, og han er mere ærlig end ond, når han kalder sin elevs klumpfod for ulækker. Bo kommer også til at spørge en kollega, om hun spiller nøgen derhjemme, for det gør han selv, og så går krænkelsesballaden i gang. Det er meget sigende, at hans ringetone er Beethovens 5. symfoni - den såkaldte skæbnesymfoni.

De to hovedroller spiller fremragende, men er også de eneste to, vi kan mærke. Alle andre roller er så langt ude på karikaturens overdrev, at billedet af dem som ægte mennesker fortaber sig. De bliver til pap-figurer. Psykologen, som Bo tvinges til at holde møder med, venter kun på, at Bo lægger sig fladt ned og erkender sine patriarkalske tilbøjelighed for uhyrligheder. Chefen og administration laver åbenbart ikke noget fornuftigt, orkestret er bemandet af egotrippende, misundelige pillemisbrugere - for stor musik kræver åbenbart farmaci - og dirigenter er tilsyneladende udstyret med et moralsk diplomatpas. Og så videre og så videre.

"Orkestret" leger med ilden, flirter med grænserne - der er ikke den grænse, der ikke er i spil - og tager på groft nudansk pis på alt og alle. Når man ryster posten så grundigt, koster det på seriøsiteten, og man bliver lidt forvirret om hovedformålet. Den spredte fægtning gør retningen uskarp, men det er dog tydeligt, at det er "noget om krænkelser", og at det er mest synd for mændene - især vores hovedpersoner. Det er hårdt at være mand.

Satireserien skulle efter planen have haft premiere allerede sidste år, men DR valgte at udskyde den. Serien blev vurderet til at være for tæt på den skandale, der kom frem på det tidspunkt omkring DR Pigekoret. En sag, som endte med, at DR udbetalte erstatning for krænkelser og seksuel chikane til 22 tidligere medlemmer af koret.

Tja. Med udskydelsen sagde DR så også på en måde, at "Orkestret" ligner virkeligheden lidt for meget, og det vil jeg virkelig ikke håbe ...

Er satiren slet ikke sjov? Jo, indimellem, men den store morskab udebliver. Jeg nød mere elegancen og antydningens kunst i flere af replikkerne, de velspillede hovedroller, og så er musikken vidunderlig. Skønt med det klassiske univers og den power, der er i et  helt symfoniorkester. På piller eller ej.

DR - de to første afsnit blev vist fredag aften. De følgende sendes hver fredag (undtagen 8. juli) kl.  21.25. Denne anmeldelse baserer sig på de fire første afsnit - alle 10 afsnit ca. 25 minutter, kan nu streames på DRTV. Manuskript og instruktion: Mikkel Munch-Fals.