Couzou, Frankrig: Allan står i vejkanten. De bare ben i H20-klipklapperne er solbrune, og de hvide bogstaver i “Danmark”, som der engang stod bag på hans røde T-shirt, er slidt ned til ukendelighed. Trøjen er blevet vasket hver dag i tre uger nu.

Under bøllehatten er hans ansigt fyldt med rynker - fra 64 års levet liv og fra et permanent smil fra øre til øre.

Lige nu udlever Allan en livslang drøm. Efter et langt arbejdslivs som pedel på en døgninstitution i Hillerød - med en fortjenestesmedalje fra dronningen som belønning - besluttede han sig for, at længslen efter Europas landeveje ikke skulle være en længsel længere.

Han købte en gammel Bavaria-autocamper, satte sin Yamaha motorcykel bagpå og inviterede sin 33-årige datter med på deres livs rejse.

Allan og Mia Bojko har fulgt Tour de France fra etape til etape. Fra Danmark til Frankrig. Fra Alperne til Pyrenæerne. 3380 kilometer.

- Hver eneste dag har fyldt mig op med oplevelser og indtryk. Jeg er fuldstændig blæst i hovedet. Om onsdagen tror jeg, det er lørdag. Jeg har ikke altid styr på, hvor jeg er henne. Jeg er lykkelig, siger Allan, mens hans datter Mia står og stråler om kap med den bagende sol.

Undervejs har de ikke kun udlevet deres egen drøm. De har også været en del af en anden danskers drøm. Jonas Vingegaard - “Thy-fonen” - er snublende tæt på at vinde Tour de France.

- Det er prikken over i’et. Det har været den vildeste danskerfest hele vejen igennem, siger Mia.

Hun er iført gul T-shirt og rød-hvid vikingehjelm af stof. Normalt tegner hun køkkener i Ikea, men hun har sagt sit job op for at rejse i et halvt år. Det her er kun begyndelsen.

Hendes ben er fyldt med myggestik, og hendes hoved er fyldt med så mange minder fra turen, at hun dårligt nok kan komme i tanke om dem alle. Danskere i sprint. Buketter hun har grebet fra sejrende ryttere. En badetur i en sø i Alperne med udsigt til et sneklædt Mont Blanc. Romkugler, som de forærede til Dennis Ritter og Rolf Sørensen. Utallige nye venner på vejene.

Husrenovering, arbejde og børn har holdt Mias mor og søskende hjemme.

- Og de er pænt bitre over alt det, vi oplever, fortæller hun grinende.

Til enkeltstartsetapen lørdag får far og datter endnu en håndfuld oplevelser til scrapbogen. Både gode og dårlige.

De står et sted midt i Pyrenæerne mellem byerne Lacapelle-Marival og Rocamadour. Omkring dem bliver der spist ost og pølser og drukket øl og sodavand fra køletasker.

Solbrændte briter, højrøstede franskmænd, halvstive belgiere og praktiske danskere sidder langs den brandvarme landevej. Nogle holder paraplyer over hovedet for at skærme sig mod solen. Den nærmest kogende gråsorte asfalt er lige her malet med hilsner til Vingegaard og de andre ryttere fra Danmark.

Det er Allan og Mias værk.

De befinder sig i et danskerhjørne, som er nemt at få øje på. Dannebrog vajer, og en hollænder kommer høfligt over og spørger:

- How do you pronounce “Fingegard”?

- Vingegaard.

- Fingegrad?

- Vingeaard.

- Vingigard?

- Yes!

- Ah. In Holland we say “Vringarahd”.

Karavanen, som smider slik, uværgeligt merchandise og ligegyldigt vragelse kommer buldrende forbi med høj musik. Nogle smider små prøver med vaskepulver ud til publikum. Andre smider prikkede bjergtrøjer. Dem har Mia efterhånden samlet en 20-30 stykker af.

Enkeltstarten går i gang. Først kommer lyden af en politisirene. Så klapsalver og hujen. Et sus fra en cykelrytter, der flyver forbi med 50 kilometer i timen. Og så en følgebil.

Lydene gentager sig igen og igen. 139 gange i alt. Pisket frem af tilskuerråb og dyt. Pisket i lycra. Bøjet over styret med svaj i ryggen og med aerodynamiske hjelme og briller på. I forbifarten ligner de mere hybrider af mennesker og cykler, end de ligner mennesker på cykler.

Ved rytter nummer seks brydes det monotone lydtapet af noget, der ligner død. Fabio Jakobsen, der før er styrtet så grumt, spurter forbi. En hund, en hvid labrador, river sin snor over og løber ud på vejen. Gudskelov er Fabio forbi.

Men følgebilen hamrer ind i Max, som hunden hedder. Og med et vrælende bjæf flyver den ud til siden.

Et kollektivt gisp erstattes af et par sekunders larmende tavshed. Det ligner en ødelagt familieferie og et endt hundeliv. Men Max driver gæk med manden med leen. Den panikslagne hund løber ud på en mark, dens ejere løber efter den.

Pelsen ryster, men knoglerne er hele. Efter kys og omfavnelser bliver Max kørt på dyrehospitalet. På mirakuløs vis er han fuldstændig uskadt, lyder det i en lykkelig SMS.

Og Max skal træne lidt mere op, før han kaster sig ud i Tour de France.

Hele oplevelsen tager pusten fra Allan og Mia og de andre i nærheden. Men rytterne bliver ved med at komme, og snart er tilskuervolumen skruet op på fuld styrke igen.

Da danske Mads Pedersen drøner forbi, har han overskud til at give en hilsen med hånden til danskerhjørnet. Da Andreas Kron passerer, siger Mia:

- Det er min mand!

Men inderst inde venter alle på én rytter: Jonas Vingegaard.

Fordi han fører klassementet, er danskeren den sidste, der sendes afsted. Ingen forventer, at han taber tre minutter og 26 sekunder til Tadej Pogacar på andenpladsen. Men han kan styrte. Og hunden Max har bevist for alle her i hjørnet, at alt kan ske.

- Jeg har egentlig været meget rolig på Vingegaards vegne i tre-fire dage. Men vi har lige set, at ulykker indtræffer, siger Allan og ryster på hovedet.

Jonas sendes afsted, en nation holder vejret, og en samling danskere på en landevej i Frankrig bider negle. Sporadiske opdateringer fra en hakkende radio giver dem ikke det fulde billede.

Men klokken 17.36 ser de det gule lyn. Danskerne har heppet på alle rytterne - også dem, der ikke har rødbedefarvede pas - men da Vingegaard kører forbi, knækker flere af stemmerne.

Dybe vejrindtrækninger, da han er kørt forbi. Alt ser ud til at være på skinner. Og det er det. Vingegaard klarer skærene. Jonas Vingegaard bliver nummer to på enkeltstarten og udbygger sin føring inden sidste etape søndag.

Nu kan han bogstavelig talt række ud efter drømmen og gøre den til virkelighed. Drengedrømmen om den gule trøje i Tour de France.

For Allan og Mias drøm er søndagens etape i Paris også en slags finale. Et punktum på en rejse, som har ført dem tættere sammen.

- Min far siger ikke så meget derhjemme. Vi er begge rimelig indadvendte. Men på sådan en tur her er han ultra social og taler til både højre og venstre, siger Mia.

Og familien Bojkos eventyr slutter ikke her. Næste stop på Mias seks måneder lange rejse er Caminoen. Derefter venter Mount Everest.

Allan har en plan om at sælge sit hus og købe en ny autocamper. Og så vil han på bo i den.

- Til alle der har en drøm, som jeg havde, er der kun én ting at sige, lyder det fra Allan:

- Bare gør det. Tag afsted! Det er slet ikke så svært, som jeg troede. Alting løser sig på vejene.

Arbejde: Har du i løbet af de seneste år fået øjnene op for, at det da egentlig kunne være meget rart med lidt mere fritid?

Så er du ikke alene.

I løbet af de seneste tre år har en væsentlig del af medarbejderne i private virksomheder fået større smag for at holde mere fri.

Det viser en ny undersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation.

Organisationen har spurgt sit medlemspanel, der består af privatansatte ledere, om de oplever, at deres fuldtidsansatte medarbejdere ønsker at arbejde færre timer, end de gjorde for tre år siden.

Her svarer 10 procent, at de fleste medarbejdere ønsker at arbejde færre timer, hele 43 procent svarer, at enkelte medarbejdere ønsker at arbejde færre timer, mens 37 procent svarer, at ingen medarbejdere ønsker at gå ned i tid.

Altså oplever mere end halvdelen af de adspurgte ledere, at flere eller enkelte medarbejdere har et ønske om at arbejde færre timer.

- Vi kan se, der er et større og større ønske hos mange om at arbejde mindre. Vi er begyndt at tjene en løn, der betyder, at vi har råd til at veksle noget arbejdstid til fritid, fortæller Niklas Praefke, der er cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation.

Men tallene bør få alarmklokkerne til at ringe hos både arbejdsgivere og politikere, mener han.

Bliver der sat handling bag ordene, så flere går ned i tid, kan det blive et stort problem for virksomhederne at finde medarbejdere i en situation som nu, da der er udbredt mangel på arbejdskraft.

- Og hvis folk begynder at arbejde færre timer, betyder det jo alt andet lige, at der bliver en mindre lønindkomst at beskatte. Så får vi færre skatteindtægter til at finansiere velfærdssamfundet, siger Niklas Praefke.

Der er også andre tegn på, at vi går imod en fremtid, hvor danskerne vil arbejde mindre. I løbet af de seneste mange årtier er den gennemsnitlige arbejdstid allerede faldet.

Tal fra Finansministeriet viser, at det gennemsnitlige antal arbejdstimer per år er faldet fra 1519 timer i 2000 til 1388 timer i 2020 - altså et dyk på lige under 10 procent.

Her er forklaringen den samme, lyder det fra Niklas Praefke: Vi bliver rigere og rigere og mere og mere produktive, og den produktivitet veksler vi til mere fritid.

Lars Andersen, der er direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, peger på to forklaringer på udviklingen:

- En del af den velstandsstigning, vi har opnået, fordi vi er blevet mere produktive, tager vi ud til mere fritid. Vi bruger ikke hele overskuddet materielt, men også på at holde mere fri. Det spiller også en rolle, at vi befinder os i en periode, hvor arbejdsstyrken bliver ældre og ældre. Det kan også påvirke den gennemsnitlige arbejdstid, siger Lars Andersen.

Bo Sandemann Rasmussen, der er professor ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet, ser den dalende arbejdstid siden årtusindskiftet som udtryk for, at deltidsarbejde er blevet mere udbredt.

- Men der er jo også flere og flere arbejdstimer, der kan automatiseres, så det helt konkrete behov for arbejdstimer er måske også faldende, siger han.

Bevægelsen mod færre og færre arbejdstimer vil fortsætte ind i fremtiden, spår Niklas Praefke.

Men de seneste 20 år, hvor den gennemsnitlige arbejdstid altså er faldet 10 procent, er hverken erhvervslivet eller velfærdssamfundet gået nedenom og hjem.

Så hvad er han så bekymret for?

- Indtil videre er det jo gået fint. Vores økonomi er overholdbar, så vi vil godt kunne holde til, at nogle arbejder lidt mindre. Men jeg frygter, at vi er lidt for optimistiske i forhold til, hvor meget folk vil arbejde i fremtiden, siger han.

Han opfordrer arbejdsgiverne, der oplever, at deres medarbejdere gerne vil gå ned i tid, til at se indad.

- Ude på de enkelte arbejdspladser må ledelsen se, om der er noget, der gør, at medarbejderne pludselig ikke har lyst til at arbejde samme timeantal. Er de ikke motiverede, eller er det bare et spørgsmål om, at man hellere vil have lidt mere fritid, siger Niklas Praefke.

Lars Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd peger på et større fokus på medarbejdernes muligheder for at omskole og udvikle sig.

- Og så er der jo også sektorer, som bare er hårde at arbejde i, og der skal man være opmærksom på det fysiske og psykiske arbejdsklima, siger han.

Arbejde: 31-årige Elizabeth Frank Nebelong drømmer ikke om et stort hus eller en flot bil. Hun drømmer om at kunne fortsatte med kun at arbejde 25 timer om ugen, så længe børnene er små. Og hun drømmer om, at hun og hendes mand i fremtiden vil være økonomisk frie til selv at vælge, hvor længe de vil arbejde.

- I bund og grund handler det om at have råd til at leve det liv, jeg gerne vil. Jeg vil gerne slå et slag for, at pension ikke er en alder, men et tal på din bankbog, siger hun og fortsætter:

- Jeg sætter ikke min lid til, at andre skal bestemme, hvor meget jeg kan leve for som pensionist, og jeg har ikke en drøm om at arbejde, til jeg er 72, siger hun.

Vejen til den økonomiske frihed går blandt andet gennem aktier. Familien har som mål at investere 150.000 kroner i år, og indtil videre er de nået til 60.000 kroner. De bruger over en tredjedel af deres indkomst på investeringer og afdrag på gæld.

Det kan blandt andet lade sig gøre, fordi familien, der udover Elizabeth Frank Nebelong består af hendes mand, deres to børn og en hund bor i en lejlighed på blot 70 kvadratmeter i Roskilde.

- Vi kunne godt købe en væsentlig dyrere og større lejlighed, men vi er ikke interesserede i at gå kompromis med at investere. Investering er en lige så vigtig post i budgettet som at betale regninger, hvis vi skal nå vores mål, siger hun.

Modsat andre, som går efter økonomisk frihed, har Elizabeth Frank Nebelong ikke en tidsfrist for, hvornår hun og familien skal have opnået den. Hun forklarer, at mange af de unge, som går efter FIRE (Financial Independence, Retire Early - økonomisk uafhængig, tidlig pension) er i en anden livssituation, fordi de ikke har børn. Selv vil hun gerne prioritere at have mere tid med sine børn på fem og to år nu.

- Derfor arbejder jeg ikke engang fuldtid. Det er meget vigtigt for mig, at jeg ikke halser imod et bestemt tal, men at jeg ved, at min formue er på vej i en retning, som gør at jeg i hvert fald ikke behøver være 70, før jeg kan gå på pension. Jeg forventer, at jeg som 45-50-årig kan gå på pension, hvis jeg vil. Det er nok for tidligt, men det er rart at kunne vælge selv, siger hun.

Elizabeth Frank Nebelong har selv gået i daginstitution som lille. Hun har taget en uddannelse og indimellem har hun også haft kontakt til sygehusvæsenet og andre velfærdsinstitutioner. Funktioner, der for det meste varetages af medarbejdere, som arbejder 37 timer om ugen. Men det betyder ikke, at hun selv føler en pligt til at give det samme timetal tilbage til samfundet.

- Jeg føler ikke en pligt til at arbejde et bestemt antal timer, men jeg føler en pligt til at bidrage. Men det handler ikke om hverken økonomi eller antal timer for mig. Det er andre værdier, der spiller ind. Jeg brænder for grøn omstilling og sender lækre råvarer ud til folk uden plastic. På den måde føler jeg, jeg bidrager med andre ting, siger hun.

I det hele taget forstår Elizabeth Frank Nebelong ikke, hvorfor de 37 timer stadig er den mest almindelige arbejdstid.

- Det er en sjov præmis, at der er et bestemt timetal, man skal arbejde for at passe ind i samfundet. Det giver ikke mening for mig. Jeg er også skeptisk omkring de 37 timer, som ikke har ændret sig siden 90’erne. Indtil da var der en udvikling, hvor man arbejdede mindre og mindre, siger hun.

Men hvis mange unge går på deltid som dig eller planlægger at stoppe tidligt på arbejdsmarkedet, hvordan skal vi så opretholde vores velfærd med uddannelser, plejehjem, børnehaver og sygehuse?

- Lige de job er typisk besat af mennesker, som brænder meget for deres arbejde. Hvis de går på deltid eller tidlig pension, vil jeg mene, det handler om nogle helt andre ting, end hvor mange penge, de har stående i banken, siger hun.

Men hvis flere opnår økonomisk uafhængighed og har muligheden for at stoppe med at arbejde tidligere eller gå ned i tid, er der vel en risiko for, at de også gør det?

- Den præmis køber jeg ikke helt. Som udgangspunkt tror jeg ikke, der er særlig mange, som slet ikke har lyst til at bidrage til samfundet. Jeg tror ikke, det ligger i den menneskelige natur. Jeg tror tværtimod, at et større økonomisk råderum for mange mennesker, vil sætte dem mere fri i deres valg og skabe overskud på andre områder, end vi har i dag. Måske ikke så vækstbaseret. Det er interessant at tænke over, om vi vil se generationer, som bidrager på en anden måde end økonomisk.

Elizabeth Frank Nebelong kan godt forstå, hvis det for nogle kan virke, som om hun og andre ligesindede unge har en forkælet tilgang til det at arbejde. Selv kalder hun det privilegeret kun at arbejde 25 timer om ugen og at kunne gå på pension som 50-årig.

- Det er klart også et velfærdstegn, at vi har muligheden for at tage de her valg. Ved at være selvstændig giver jeg afkald på fast løn hver måned og arbejdsgiverbetalt pension. Den slags tryghedsting giver jeg afkald på. Men der er stadig et kæmpe sikkerhedsnet under mig, fordi jeg bor i Danmark.

Hun mener dog også, at holdningen til, hvor meget man bør arbejde, er ved at ændre sig.

- Jeg oplever helt sikkert, at der er sket et statusskifte. Der er meget mere status i tidsoverskud nu. Jeg kan også se det i mig selv. For 10 år siden følte jeg, at det havde en værdi at sige, jeg havde travlt. Men jeg føler ikke længere, jeg opnår noget ved at sige, jeg har travlt. Nu handler det mere om at have tid, overskud og turde vælge selv, siger hun.

Lotterekord: Gad vide, hvem der har vundet 759 millioner kroner?

Spørgsmålet er det helt store samtaleemne denne weekend i Blåvand på Jyllands vestkyst, efter det i fredags kom frem, at en person har købt vinderkuponen hos Meny i byen. Præmien er den største nogensinde i Danmark og blev vundet gennem Eurojackpot. Mere præcist lyder beløbet på 759.318.630 kroner.

Butikkens købmand, Brian Ørnskov, ved endnu ikke, hvem der har været så heldig, men han håber, det er en lokal.

- Der er mange turister i øjeblikket, men det er få udenlandske turister, der køber disse kuponer. Derfor er det højst sandsynligt en dansker. Det kan godt være en dansk turist, men jeg håber da selv, at det er en fra byen, siger Brian Ørnskov, der ikke kan garantere, at det er en dansker, som har vundet.

Han forventer ikke, at den heldige vinder selv kommer gennem butikkens entré med kuponen i hånden for at sige, at han eller hun nu er blevet mangemillionær. Men skulle personen komme, giver han gerne en flaske champagne i gave.

Snakken går også rundt i butikken, mens Brian Ørnskov ekspederer kunder. Flere drømmer om, hvad pengene skulle bruges til, men fælles for dem alle er, at ingen kan sætte sig ind i, hvor stort et beløb det reelt er.

Siden det fredag kom frem, at kuponen var blevet købt hos Brian, har hans telefon været rødglødende. Flere kolleger og venner har ringet med nysgerrighed omkring situationen. Mange af kunderne spørger også til det.

Også til Anders Hansen, der står klar bag disken ved butikkens indgang. Han har været på arbejde det meste af ugen, og derfor er det også meget sandsynligt, at han har stået med vinderkuponen, der viste sig at være trekvart milliard kroner værd.

- Det er lidt svært at sætte i perspektiv, men det er da lidt sjovt at tænke på. Jeg havde også hørt om det, da jeg kom på arbejde, så jeg forventede også nærmest en kø, men indtil videre har der været meget roligt, siger Anders Hansen, der har fået en guldkrans om halsen, mens Brian Ørnskov igen bliver ringet op af pressen og nysgerrige venner.

Det er første gang i 25 år, at en milliongevinst er vundet i Blåvand, fortæller Brian efter at have snakket færdig i telefonen, og derfor har der ikke været meget held over byen i den tid.

Kunderne opsøger det heller ikke. Måske er det tanken om, at lynet ikke slår ned to gange, men det har ikke øget købelysten hos dem, som avisen møder.

Imens går snakken stadig på, hvem den heldige kan være. Og hvad man selv skulle bruge pengene på.

Danske Spil tager altid kontakt til heldige kunder, når de vinder store beløb, og tilbyder såkaldt millionærrådgivning. Her ringer en særligt uddannet Danske Spil-ansat og taler med vinderen om, hvordan man kan forholde sig og bedst administrere den store gevinst.

- Folk reagerer meget forskelligt, når de vinder store gevinster, men de vil som det første næsten altid dele gevinsten med deres familie. De fleste har også planer om især husrenovering, rejser og ny bil, siger Malene Mølgaard, der er direktør i Danske Lotteri Spil.