Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

En kvinde med hendes to børn får hjælp mod underernæring på Læger Uden Grænsers klinik i Lashkar Gah i Helmand-provinsen. Et år efter Talibans magtovertagelse er op mod en million børn i livsfare på grund af alvorlig underernæring, skriver Ritzau. Foto: Lillian Suwanrumpha/AFP/Ritzau Scanpix

Et år efter Talibans sejr står Afghanistan i en alvorlig humanitær krise

Godmorgen og velkommen til mandagens nyhedsoverblik fra Avisen Danmark.

I dag er det et år siden, at Taliban indtog Kabul, drev USA og allierede på hastig retræte og overtog magten i Afghanistan.

Nu står landet i en alvorlig humanitær situation, der ikke ligefrem er blevet bedre af covid-19 og udpræget tørke verden over.

Værst går det ud over børnene, fortæller Susanne Dahl, der er generalsekretær i Unicef Danmark, til Ritzau.

- Det er et kæmpe tilbageslag, vi har set for de afghanske børn i det seneste år. Den humanitære katastrofe er noget af det værste, vi nogensinde har oplevet i Unicef, siger hun.

38,9 millioner mennesker lever i Afghanistan, og ud af dem har 24,4 millioner afghanere brug for humanitær bistand og beskyttelse. Heriblandt tæller næsten 13 millioner børn – og en million små børn er alvorligt underernærede og i livsfare, hvis ikke de får behandling, ifølge Unicef.

- Vi taler om et samfund, som har været hårdt plaget af både naturkatastrofer, pandemi og forskellige ting oven i den her magtovertagelse. Afghanistans økonomi er stort set kollapset inden for det sidste halve år, siger Susanne Dahl til Ritzau.

Danskernes gæld til det offentlige varer længe endnu

Før sommerferien blev et bredt politisk flertal i Folketinget enige om at styrke den offentlige gældsinddrivelse, så danskernes gæld til det offentlige – i maj 152 milliarder kroner – kan nedbringes frem mod 2030.

Men i 2030 vil gælden kun være nedbragt med ti milliarder kroner, viser tal fra Skatteministeriet.

Det skriver Berlingske.

- Den brede politiske aftale er givetvis velment, men den giver ikke Gældsstyrelsen værktøjer til at gøre ret meget andet, end den har gjort i årevis, og som ikke har haft nogen større effekt. At se, at gælden fra 2027 til 2030 alene falder med én milliard kroner er forstemmende, siger Henning Boye Hansen, der er skatteekspert i revisionsfirmaet BDO, til avisen.

I både Venstre og Radikale Venstre er skatteordførerne overraskede, men skatteminister Jeppe Bruus (S) er fint tilfreds og afviser forestillingen om, at det er muligt helt at afvikle gælden.

- Vi har lavet en aftale, der knækker kurven, men vi kommer jo aldrig i nul. Der er en stor del af gælden, som vi ikke forventer bliver inddrevet, men som vi har stående, fordi vi ikke afskriver den, sådan som man ville gøre i en privat virksomhed. Hvis en skyldner på et senere tidspunkt kommer til penge, vil vi gøre kravet gældende, siger ministeren til Berlingske.

Nedrivning af minkfarme bliver dyrere

Da regeringen sammen med Venstre, De Radikale, SF og Liberal Alliance aftale at udbetale erstatning til minkavlerne, aftalte de også, at staten skulle betale for at rive farmene ned.

Dengang regnede man med, at nedrivningen ville koste mellem 1,5 og 2,7 milliarder kroner.

Men regningen for nedrivningen bliver 3,7 milliarder kroner – altså en milliard kroner dyrere, end man først havde regnet med - og fristen for at få farmene revet ned rykkes fra 2024 til 2028.

Det fremgår af et notat fra Fødevareministeriet, skriver B.T.

- Det er et stort problem for minkavlerne, der i forvejen er blevet kørt rundt i manegen. De minkavlerne, der i forvejen venter på erstatning, kommer nu til at vente endnu længere på at komme videre. Det går bare ikke, siger Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, til B.T.

Fødevareministeriets presseafdeling oplyser til B.T., at partierne bag aftalen er inviteret til møde hos fødevareminister Rasmus Prehn (S) om indholdet i notatet.

Det var nyhedsoverblikket for i dag, men der er god grund til at blive hængende lidt endnu.

Så får du nemlig fire gode historier fra dagens udgave af Avisen Danmark.

Billede af Mikael Dynnes Holmbo
Billede af skribentens underskrift Mikael Dynnes Holmbo Journalist

Få Dagens Danmark læst op her

72-årige Saadat har været i Danmark i mere end et årti, men har aldrig fået opholdstilladelse. Efter Talibans magtovertagelse i Afghanistan mener både hun og hendes advokat, at en udvisning til hjemlandet er det samme som at sende hende i døden. Foto: Emil Jørgensen

Taliban dræbte hendes mand og søn: Nu tvinger Danmark 72-årige Saadat hjem til Afghanistan

92 procent af befolkningen mangler mad, og kvinderne gemmes væk. Et år efter at USA og dets allierede forlod Afghanistan, hersker armodet i Talibans land.

Alligevel skiller de danske myndigheder en aldrende, analfabetisk mor med ødelagt hukommelse fra familien i Danmark for at tvangsudsende hende til dét, eksperter kalder “en prisgivet situation”.

92 procent af befolkningen mangler mad, og kvinderne gemmes væk. Et år efter at USA og dets allierede forlod Afghanistan, hersker armodet i Talibans land. Alligevel skiller de danske myndigheder en aldrende, analfabetisk mor med ødelagt hukommelse fra familien i Danmark for at tvangsudsende hende til dét, eksperter kalder “en prisgivet situation”.

Tvangsudsendelse: En mor knuger sin voksne søn ind til sig. Hun hulker, mens han kysser hende på tørklædet, der dækker hendes hår.

De står i sommersolens stråler og mærker gensynets varme foran Udrejsecenter Kærshovedgaard. I virkeligheden burde de tage afsked.

Moren har fået besked på at rejse hjem til Afghanistan. Saadat, som hun hedder, er 72 år. Hendes mand og ældste søn blev dræbt af den islamistiske bevægelse Taliban for to årtier siden. Hun er alene, analfabet og siger selv, at hun ikke ejer skyggen af et netværk i det land, hun forlod for så mange år siden.

Præcis hvor mange år, det er siden, husker hun ikke. Hukommelsen løber om hjørner med Saadat, der nogle gange tror, at hun har været i Danmark i to-tre måneder. Hun har været her i 12 år.

I løbet af de år er hendes asylsag blevet afvist, appelleret, genåbnet og afvist igen og igen. Senest sidste år, da USA, Danmark og de andre Nato-lande forlod Afghanistan, og Taliban overtog magten. Det ændrede ikke Flygtningenævnets vurdering:

"Ansøgeren har fortsat ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra Taliban eller andre", skrev det uafhængige klageorgan i sin afgørelse, som er dateret 2. maj i år.

Nævnet mener, at den afghanske enke har et troværdighedsproblem. Og det gav hende syv dage til at forlade Danmark. Landet, som hendes 34-årige søn har permanent opholdstilladelse i.

De danske myndigheder har ingen hjemsendelsesaftale med Taliban, så nu sidder hun på Kærshovedgaard. Rejser hun alene til Afghanistan, overlever hun sandsynligvis ikke, siger hendes advokat, Zohreh Faizi:

- En enlig kvinde på hendes alder vil aldrig kunne klare sig i Afghanistan. Så simpelt er det. Helt firkantet sat op, er der en nærliggende risiko for, at hun bliver dræbt, kidnappet, voldtaget eller smidt i fængsel.

Hun tilføjer:

- Sker ingen af de ting, vil hun formentlig dø af sult.

Mor og søn. Hvis hun bliver sendt tilbage til Afghanistan, frygter hun forfølgelse. Derfor bringer Avisen Danmark hverken familiens fulde navne eller ansigter. Foto: Emil Jørgensen

Talibans første år på magten

I næste uge er det præcis et år siden, at amerikanerne og deres allierede overlod afghanerne til Taliban. Et år siden, at verden så billederne af desperate mennesker, som klamrende sig til flyvemaskiner på vej i luften, mens 20 års kamp for demokrati, statsopbygning og kvinderettigheder smuldrede under jorden på dem.

Samme dag - 16. august 2021 - mødtes Flygtningenævnets koordinationsudvalg i København og satte alle udvisninger af afghanske asylansøgere i bero.

Målt på ildkampe, selvmordsbomber og drab på civile blev Afghanistan fredeligere, end det har været i mange år. Krigen forsvandt. Og 16. december sidste år vurderede Flygtningenævnet, at der “nu forelå baggrundsoplysninger af en sådan karakter og et sådant omfang, at der var grundlag for at genoptage sagsbehandlingen af de berostillede sager”.

Det fremgår af nævnets årsberetning for 2021.

Danmarks praksis går imod anbefalingen fra FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR).

- Selvom den væbnede konflikt er aftaget, så er landet fortsat præget af vold, forfølgelser og brud på menneskerettigheder. Vi appellerer fortsat til stater om ikke at tvangshjemsende afghanere, siger Elisabeth Arnsdorf Haslund, talsperson i UNHCR.

Oveni det kommer hungersnøden, som kan ende med at tage livet fra flere civile, end 20 års krig har gjort det.

Katalysatoren er en kombination af politik og klimaforandringer. Bistanden regner ikke længere ned over den afghanske stat på grund af USA’s økonomiske sanktioner mod Taliban, og vand og sne regner ikke lige så meget over landets hvedemarker, som det plejede. Sidstnævnte har spoleret to høste i træk.

Resultatet er, at over halvdelen af Afghanistans 39 millioner indbyggere er afhængige af nødhjælp for ikke at sulte ihjel. Og hele 92 procent af befolkningen indtager ifølge FN mindre end 2.000 kalorier om dagen.

Beretninger fra den internationale presse fortæller om afghanere, der sælger egne organer for at overleve. Om mødre, der føder alt for tidligt på landets hospitaler, fordi de er underernærede. Om forældre, der skiller sig af med nyfødte babyer - for at redde deres andre børn.

Sønnen: - Mit liv er på standby

Alle disse tragedier hjemsøger Khan. I hans mareridt er det hans mor, som er hovedpersonen i tragedierne.

Khan er søn af den 72-årige afviste afghanske kvinde, og tre timer før han omfavner sin hulkende mor, sidder han på forsædet af min bil og gemmer øjnene bag et par Aviator-solbriller.

- Mit liv har været på standby i 10 år på grund af min mors manglende opholdstilladelse. Hvis hun bliver sendt tilbage til Afghanistan, så kan jeg ikke bare sidde tilbage i Danmark og gøre ingenting. Så tager jeg med for at hjælpe hende med at flygte ud af landet. Igen, siger Khan, mens vi kører med vestsjællandske marker på begge sider.

Han taler dansk uden accent og bruger udtryk som, “hvis Danmark siger farvel og tobak til min mor”, og “jeg er ikke født med en sølvske i munden”.

Den 34-årige mand har tilbragt to tredjedele af sit liv i Danmark. I dag er han på kontanthjælp, men han drømmer om at åbne en restaurant, hvor hans mor kan hjælpe ham.

Da vi kommer til Bording, lukker Kriminalforsorgen os ind bag gitterhegnet på Kærshovedgaard, og en forbipasserende, mørklødet beboer hilser os med et “velkommen til fængsel”.

I fælleskøkkenet, hvor der dufter af sød te, har nogen skrevet med sprittusch på et skab:

"Pas på. Tyven er her. Stjæler din hobby og kultur".

Khans mor siger ikke meget. Hun taler hverken dansk eller engelsk, så sønnen oversætter hendes ord.

- Jeg glemmer mere og mere af mit liv, men jeg husker at bede hver dag. Jeg beder for, at jeg kan få lov til at leve i sikkerhed sammen med min familie, siger hun.

Du har aldrig fået opholdstilladelse her i landet. Du er blevet afvist gang på gang og har haft masser af chancer til at tage hjem. Hvorfor er det Danmarks ansvar at tage sig af dig?

Sønnen sukker og oversætter mit spørgsmål. De kigger begge ned i gulvet, mens hun svarer lavmælt.

- Stod det til mig, var jeg ikke endt her. Så var min familie stadig i Afghanistan. Men det var ikke mig, der startede krig. Det var ikke mig, som slog min mand ihjel.

Sønnen, Khan, fik permanent opholdstilladelse, da han kom som uledsaget flygtning. Men moren, Saadat, har aldrig fået lov til at blive i Danmark, og Flygtningenævnet mener, at hun har et troværdighedsproblem. Foto: Emil Jørgensen

Nævnet tror ikke på hende

Flygtningenævnet tror ikke på, at Saadat fortæller hele sandheden. I afvisningsbrevet til kvinden fra maj skriver de, at hendes asylmotiv “fremstår konstrueret til lejligheden”.

De tror på, at hendes mand og søn er blevet slået ihjel af Taliban. Men de mener ikke, at “ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er uden mandligt netværk i Afghanistan”.

Endvidere står der i brevet:

"Det forhold, at en ansøger, der er 72 år gammel, ved en tilbagevenden til Afghanistan er uden bolig eller forsørgelsesgrundlag, er socio-økonomiske forhold, der ikke er asylgivende".

"Det forhold, at ansøgeren er analfabet, kan ikke føre til et ændret resultat".

Stig Torp Henriksen, sekretariatschef i Flygtningenævnet, vil ikke gå ind i den konkrete sag. Men han udtaler sig gerne om den generelle håndtering af den slags sager:

- I lyset af den aktuelle situation i Afghanistan og med udgangspunkt i de foreliggende baggrundsoplysninger om enlige kvinders retstilling i Afghanistan, er det Flygtningenævnets praksis at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, siger han.

Til avisen siger den 72-årige kvinde selv, at hun ikke ved, hvordan hun skal bevise, at hun taler sandt.


Det forhold, at en ansøger, der er 72 år gammel, ved en tilbagevenden til Afghanistan er uden bolig eller forsørgelsesgrundlag, er socio-økonomiske forhold, der ikke er asylgivende.

Brev fra Flygtningenævnet, 2. maj 2022

Afgjorte afghanske asylsager siden Talibans magtovertagelse

Flygtningenævnet har lavet et udtræk for Avisen Danmark:

Fra 16. august 2021 til og med 31. juli 2022 har nævnet behandlet 66 sager vedrørende afghanske statsborgere, herunder spontane asylsager, statusændringssager, sager om flygtninge udvist ved dom og sager om inddragelse, nægtelse af forlængelse eller bortfald af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. 

Heraf er der i 35 sager meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7.

I 30 sager er der sket stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afslag på asyl, og i én sag er der sket hjemvisning af sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.

* Et mindre antal af disse sager vedrørte personer, der både havde afghansk statsborgerskab og statsborgerskab i et tredjeland, og hvor den/de pågældende blev henvist til at tage ophold i det tredjeland/de tredjelande, hvor den/de pågældende tillige havde statsborgerskab.

Tilbageslag for kvinder

Tvisten er af afgørende betydning, og konsekvenserne kan blive fatale. Uden en fætter, en onkel, en bror eller en anden voksen mand i sit liv har en kvinde forsvindende få rettigheder i Afghanistan. En kvinde kan ikke bevæge sig frit på gaden uden en mandlig værge, hun må ikke rejse med offentlig transport.

- Hvis man ikke har en familie og er helt alene, er man fuldstændig prisgivet, siger Bettina Golander-Jensen, som er generalsekretær i Mission Øst, en dansk NGO, der arbejder i Afghanistan.

Hun understreger, at hun heller ikke vil kommentere på Saadats asylsag. Men generelt er hun stærkt bekymret for kvindernes status i landet.

- Tilbageslaget for kvindernes rettigheder gør, at vi har generationer af piger uden en fremtid - uden håb og drømme.

Taliban har lovet, at pigerne skulle få lov til fortsat at gå i skole og arbejde, men virkeligheden er en anden på jorden.

- Man skal passe på med at gøre det helt firkantet, for uden for de store byer kan det diskuteres, hvor mange rettigheder kvinder egentlig havde, siger Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet.

Han understreger dog én ting: Taliban ligner ikke nogen, der ved, hvad de laver.

- Taliban har taget magten, men man kan spørge, om de effektivt har kontrol med landet. Terrororganisationer som IS og al-Qaeda er begyndt at poppe op, økonomien er ødelagt, og de har ingen international anerkendelse.

Modsat de andre eksperter er Peter Viggo Jakobsen heller ikke bleg for at sige sin mening om den 72-årige, afghanske mor, der står til at blive tvangsudsendt fra Danmark.

- Hvis det passer, at hun er gammel, svagelig og uden et netværk, så er det jo helt sort. Hun kommer ikke ned til noget velfærdssamfund. Hun kommer ned til et land med mangel på mad og rettigheder til kvinder. Hvis hun ikke bliver grebet af en nødhjælpsorganisation, klarer hun sig ikke.

En enlig kvinde på hendes alder vil aldrig kunne klare sig i Afghanistan. Så simpelt er det. Helt firkantet sat op er der en nærliggende risiko for, at hun bliver dræbt, kidnappet, voldtaget eller smidt i fængsel.

Zohreh Faizi, advokat hos Orato i Roskilde

Afskeden

På Kærshovedsgaard slutter historien, som den startede. Med et langt kram.

I bakspejlet kan vi se Saadat, som står og vinker til sin søn.

Lyden af bilens motor og dæk mod asfalt udfylder vognens stilhed i nogle kilometer, før sønnen, Khan, rømmer sig.

- Jeg skammer mig, siger han.

- Jeg skulle have udrettet noget mere. Jeg skulle have tjent et par millioner kroner, så mig og min mor ikke var afhængige af Danmark.

Anonymitetshensyn

Avisen Danmark bringer ikke afghanernes fulde navne og ansigter. Det skyldes, at moren og sønnen er bange for fremtidig forfølgelse i hjemlandet. Avisen er bekendt med deres fulde identiteter. 

Kriminalforsorgen driver to udrejsecentre for afviste asylansøgere, mennesker, der er udvist ved dom, samt mennesker på tålt ophold: Udrejsecenter Sjælsmark i Nordsjælland og Udrejsecenter Kærshovedgård i Midtjylland. Udrejsecentrene er åbne centre med døgnbemanding, videoovervågning og adgangskontrol. Foto: Emil Jørgensen
Konstantin forklarer Avisen Danmark, at han aldrig kommer til at glemme, hvad han har oplevet i Mariupol. Han forventede slet ikke, at han ville overleve. Foto: Stefan Weichert

Flygtninge fra Mariupol strømmer hver dag til Dnipro: - Det var et helvede. Der var bomber overalt, siger Konstantin

Avisen Danmark har besøgt storbyen Dnipro i Centralukraine. Den er centrum for de ukrainske flygtninge, der kommer ud af de russisk-besatte områder. Især kommer mange fra Mariupol. De forsøger desperat at glemme rædslerne, som fandt sted under den russiske belejring af byen. Læs Stefan Weicherts reportage.

Avisen Danmark har besøgt storbyen Dnipro i Centralukraine. Den er centrum for de ukrainske flygtninge, der kommer ud af de russisk-besatte områder. Især kommer mange fra Mariupol. De forsøger desperat at glemme rædslerne, som fandt sted under den russiske belejring af byen. Læs Stefan Weicherts reportage.

Ukraine: 29-årige Konstantin kigger med et tomt blik lige ud i luften. Han venter på, at flygtningecentrets psykolog har tid, da han kæmper med at fortrænge de minder, der hver dag plager ham fra den russiske belejring af havnebyen Mariupol. Konstantin kan stadig ikke klare høje lyde, og han har det, som om han hele tiden kan høre bombefly.

- Vi havde mulighed for at evakuere i starten af invasionen, men troede, at det var for farligt, så vi blev. Pludselig blev byen omringet, og vi kunne ikke komme ud. Det var et helvede. Der var bomber overalt, siger Konstantin, der har en hustru og en toårig søn.

Mange familier kommer ofte for at hente mad og andre forsyninger på centret. Foto: Stefan Weichert

Familien blev fanget inde i Mariupol, der hurtigt blev omringet af de russiske tropper i marts og var centrum for hårde kampe, indtil de sidste ukrainske soldater nedlagde våbnene i maj. Det var en daglig kamp at finde mad og vand i Mariupol under den russiske belejring, forklarer Konstantin, der kun vil kaldes ved fornavn.

Pludselig var der ikke mere vand i hanerne, og beboerne måtte samle regnvand. Supermarkederne blev hurtigt plyndret. Folk stjal, hvad de kunne.

Mange familier kommer for at hente mad og andre forsyninger på centret. Foto: Stefan Weichert

I et desperat forsøg på at blive evakueret valgte Konstantin og familien at bevæge sig tættere mod centrum i midten af marts. De havde hørt, at en masse mennesker var samlet ved byens teater, hvor mange gemte sig i kælderen. Ude foran teatret var der skrevet “børn” på vejen. Et desperat forsøg på at sikre sig fra de russiske bomber.

- Vi var 150 meter fra teatret, da der pludselig kom et fly og kastede en bombe på teatret. En brun sky rejste sig. En masse kom løbende fra teatret, dækket i skidt og blod. De råbte på hjælp. Mange havde skader i hovedet og arme, men jeg kunne ikke gøre noget. Jeg er ikke læge, hvad pokker skulle jeg gøre, forklarer Konstantin og sukker.

Ukraine har beskyldt Rusland for med vilje at have bombet teatret. En efterforskning lavet af mediet AP anslår, at over 600 civile blev dræbt i angrebet. Teatrets kælder kollapsede.

- Det var et helvede der. Ingen steder var sikre. Der var bomber overalt, siger Konstantin.

Dnipro er Ukraines central

Konstantin er langtfra alene på centret i den centrale del af den ukrainske storby Dnipro, der er blevet landets bindeled mellem øst og vest. En stor del af de ukrainske flygtninge på flugt fra de russisk-kontrollerede områder og frontområderne kommer til Dnipro, hvorfra de sendes rundt i landet. Fronten er cirka 150 kilometer væk fra Dnipro.

43-årige Elena Alekseenko er en af lederne på flygtningecentret “Jeg er Mariupol” i Dnipro, hvor Konstantin kommer. Hun forklarer Avisen Danmark, at centret har over 8000 brugere, som fast kommer for at få udlevet mad og anden forplejning. Mange har en sengeplads på centret, mens andre blot kommer for at få advokat- eller psykologhjælp.

- Mariupol blev jo nærmest jævnet fra jorden. De her mennesker er gået igennem så meget, at vi bare gerne vil hjælpe med hvad som helst. Vi vil bare hjælpe dem, siger Elena Alekseenko, der tilføjer, at flere og flere kommer til hver dag.

- Alle her har en historie at fortælle, og de er alle ulykkelige. Nogle sidder og græder på gangene, og vi ringer efter en psykolog. Det er ødelagte skæbner, siger hun.

43-årige Elena Alekseenko forklarer, at flygtninge stadig vælter ind. Foto: Stefan Weichert

Der boede omkring en halv million mennesker i Mariupol før den russiske invasion i februar. Byen havde en stor havn og var centrum for en stor del af Ukraines transport af stål og anden hård industri. Mariupols borgmester har anslået, at 90 procent af byen blev ødelagt under den russiske belejring, og at der kun er 100.000 borgere tilbage i byen.

Borgmesterens rådgiver anslog i maj, at omkring 22.000 civile har mistet livet i kampene.

Måtte komme væk

Konstantin var slet ikke i tvivl om, at familien måtte finde en vej ud af byen efter at have set bomben ramme teatret og de mange døde. Det var også begyndt at blive en kamp for at finde mad til sønnen. Han kunne godt sulte sig selv og springe nogle måltider over, men det var svært at se sit barn gå sulten i seng. På en eller anden måde måtte de ud.

Russerne havde på det tidspunkt slået ring om byen, og de ukrainske tropper forsøgte desperat at holde stand i nogle sektorer i midtbyen. Konstantin måtte ofte stå i kø i fem timer for at få bare lidt rent vand og tilberedte mad over bål. Han fældede træer i baggårde.

- På et tidspunkt ramte en bombe en skole tæt ved, hvor vi holdt til. Alle gik bare derhen og brugte muligheden til at samle brænde fra det ødelagte tag. Vi gjorde, hvad vi skulle for at overleve, men jeg kunne bare ikke få fat i nok vand. Min søn var hele tiden dehydreret, og han måtte på et hospital, forklarer Konstantin.

Det gik op for Konstantin, at tiden var ved at løbe ud, og at familien måtte lave et desperat flugtforsøg. De fik fat i en bil og ville forsøge at krydse fronten. Håbe på, at de russiske soldater ville lade dem passere. På vej ud kunne de se lig i gaderne og hårde kampe.

- Der var også en russisk sniper (snigskytte, red.), som skød efter os. Et fragment fra en af kuglerne ramte min kones arm. Vi gjorde, hvad vi kunne for at stoppe blødningen og fortsatte, siger han.

Olga Mishneva læser sammen med en af børnene. Foto: Stefan Weichert

- Vi kom igennem flere russiske checkpoints, hvor vi altid skulle klædes af og tjekkes, forklarer Konstantin, der tilføjer, at ikke alle fik lov til at komme igennem.

Børnene har det svært

Konstantin og familien kom endelig ud og til storbyen Dnipro efter at have tilbragt lang tid i den russisk-kontrollerede havneby Berdyans'k. På centret er Konstantins historie hverdag. 25-årige Olga Mishneva er pædagog og arbejder med de mange børn på centret. Hun forklarer Avisen Danmark, at mange af børnene fra Mariupol har traumer.

- Der er små børn, som slet ikke kan forstå, hvad der sker eller er sket. Mange andre kan forstå, at de ikke længere har et hjem, og at Rusland skyder. Nogle børn er også uden forældre. Det er tragisk. Jeg forsøger at lege med dem, så vi kan få åbnet lidt op. Laver tegnekonkurrencer som en måde at forarbejde deres frygt, siger Olga Mishneva.

Hun arbejder tæt sammen med flygtningecentrets psykologer. Olga Mishneva har indtryk af, at det er lettere for de små børn, da de ikke helt kan forstå, hvad der sker. Konstantin er af samme opfattelse. Hans toårige søn ved stadig ikke helt, hvad der foregår.

- Men det er stadig hårdt for ham. Han er først for nylig begyndt at være mere fri. Og da han første gang så folk i uniform i Dnipro, var han bange. Jeg måtte forklare ham, at det altså var nogle gode folk. Nærmest som en onkel, siger Konstantin, der forklarede sønnen, at alle de onde folk i uniformer er i Mariupol, og at de ikke kan nå ham her.

Især legehuset er et stort hit hos børnene. Foto: Stefan Weichert

- Hele familien er lettet over at være her, men psykisk har vi det stadig dårligt. Hvis der er torden eller andre høje lyde såsom en motorcykel, så bliver vi alle bange, siger han.

Konstantin frygter, at russerne på et tidspunkt når Dnipro. Han er bedre stillet end mange andre, da han er advokat og derfor nemmere kan finde et job, forklarer han.

- Jeg vil gerne blive i Ukraine, men jeg er i en konstant følelse af frygt, siger Konstantin.

- Før invasionen kunne jeg simpelthen ikke tro på, at det her kunne ske. Det gav bare ikke mening. Og selv hvis det skulle ske, så kunne vi ikke forestille os denne barbariske måde at føre krig på. Det bliver aldrig det samme igen. Jeg kan aldrig tilgive eller glemme, siger han.


Hele familien er lettet over at være her, men psykisk har vi det stadig dårligt. Hvis der er torden eller andre høje lyde såsom en motorcykel, så bliver vi alle bange.

Konstantin, krigsflygtning
Rosa Lund, rets-, udlændinge- og demokratiordfører i Enhedslisten. Arkivfoto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Enhedslistens Rosa Lund: - Jeg drak mit nederlag væk i Kødbyen

Avisen Danmarks politiske makkerpar Casper Dall og Kasper Løvkvist har sat sig ned med politikere, som de godt gider at drikke en øl med.

Her kan du læse et uddrag af interviewet med Enhedslistens rets-, udlændinge- og demokratiordfører, Rosa Lund,

Du kan også lytte til hele samtalen med Rosa Lund på Avisendanmark.dk/podcasts, i appen Nyhedskiosken, eller hvor du normalt finder din podcast.

Avisen Danmarks politiske makkerpar Casper Dall og Kasper Løvkvist har sat sig ned med politikere, som de godt gider at drikke en øl med. Læs et uddrag af interviewet med Enhedslistens rets-, udlændinge- og demokratiordfører, Rosa Lund, her - og hør det hele på Avisendanmark.dk/podcasts, i appen Nyhedskiosken, eller hvor du normalt finder din podcast.

Politik: Rosa Lund fra Enhedslisten er en sjælden fugl i Folketinget: ægte, indfødt københavner. Hun er født på Nørrebro, vokset op på Nørrebro og bor stadig på Nørrebro. Og så har hun prøvet at sidde i Folketinget for derefter at blive vraget af vælgerne i Københavns Storkreds.

Løvkvist & Dall møder hende til et interview til podcasten "Politik med Løvkvist & Dall" på hendes kontor i Provianthuset på Christiansborg. Dette er et uddrag af interviewet. Vi kommer ind i samtalen, hvor det netop handler om at tackle nederlaget efter mødet med vælgerne i 2015:

- Det var rigtigt hårdt. I 2011 var jeg opstillet sammen med Pernille Skipper, Stine Brix og andre, der skulle ind første gang. Jeg så det som mit hold. Det var den der følelse af ikke at være en del af holdet længere.


Du følte dig sat af?

- Jeg havde det, som jeg forestiller mig en fodboldspiller har det, når de har drømt om at spille en stor kamp, og så får de ikke lov at være med.


Men du blev ikke slået ud af det?

- Jo, det gjorde jeg. I en periode. Det her skal virkelig ikke være en opfordring til nogen, men jeg kender rigtigt mange af klubberne i Kødbyen (en koncentration af gå-i-byen-steder og restauranter på Vesterbro i København, red.) fra den periode. Jeg gik rigtigt meget i byen. Jeg havde ikke færdiggjort min bachelor, da jeg røg ud af Folketinget, så det var det, jeg skulle, men jeg var vant til en arbejdsdag med sindssygt mange arbejdstimer. Da jeg så skulle til at være universitetsstuderende, var det bare noget helt andet. Jeg havde al muligt tid, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med. Jeg gik i skole og rigtigt meget i byen, og det var det. Det var mærkeligt.


Kan man sige, at du drak det væk?

- Ja, det var nok lidt usundt. Det var ikke sådan, at jeg bare var fuld hele tiden, men jeg besluttede, at nu måtte jeg gerne gøre alle de ting, man ikke nødvendigvis gør som folketingsmedlem, selv om man er meget ung. Jeg var 23, da jeg blev valgt, og da gik mine venner rigtigt meget i byen, men jeg skulle jo ligesom herind og lave alle muligt, forhandle med Christine Antorini og Morten Østergaard og hvem, der nu ellers var ministre.

- Nu havde jeg pludselig ikke alt det på mig længere, og så havde jeg bare noget opsparet energi, jeg skulle fyre af. Nogle ting, hvor jeg havde lagt rigtigt meget låg på mig selv. Dengang havde vi endnu ikke været hele #metoo-bølgen igennem, så jeg havde en masse, som jeg ikke følte, at man kunne, når man var kvindelig folketingspolitiker. Jeg ændrede alt muligt, min garderobe og meget andet.


Hvordan lagde du bånd på dig selv?

- Jeg havde for eksempel aldrig nedringet tøj på. Det har jeg nu. Jeg er også blevet lidt ældre. Jeg gik til stemmetræning, fordi ingen skulle sig om mig, at jeg bare var sådan en lille pige.


For at få mere autoritet i stemmen?

- Ja, stemmetræneren lærte mig også, hvordan jeg skulle bruge mit kropssprog. Jeg blev også klippet korthåret, en pagefrisure. Det er meget besværligt at holde sådan en frisure, når man har krøller. Det var også for at komme til at se lidt ældre ud.


Og det gav du så fanden i, da du ikke blev valgt og gav den i stedet gas i Kødbyen?

- Ja, det gjorde jeg. Jeg begyndte at få ordnet negle og vipper igen. Alt muligt jeg ikke havde gjort, fordi jeg var bange for at være for feminin. Nu har jeg det helt modsat.


Hvorfor?

- Jeg er blevet ældre og mere sikker på mig selv. Vi har også været en kæmpeflok, der har forsøgt at rykke debatten i forhold til, hvad kvindelige politikere kan og må. Vi er et andet sted nu, og der er en helt anden accept. Jeg vil vove at påstå, at der bliver skrevet meget mindre om, hvilket tøj kvindelige politikere går med. Jeg kan tydeligt huske, at hver gang Stine Brix og Pernille Skipper og jeg skulle stille op til interviews, blev vi spurgt, om vi købte tøj det samme sted, og om vi købte tøj samme sted som Johanne Schmidt Nielsen. Det var der bare aldrig nogen, der spurgte Karsten Lauritzen og Kristian Jensen om, selv om de havde helt ens tøj på.

- Sådan er det ikke nu. Når jeg stiller op til et tv-interview, er der ingen, der spørger: Hvor har du købt dit tøj, og har det købt det samme sted som Victoria Velásquez eller Mai Villadsen.


Er der stadig noget tilbage, hvor du lægger bånd på dig selv og mærker forskellen mellem mænd og kvinder på Christiansborg, eller er det hele fortid?

- Jeg synes stadig, jeg nogle gange oplever, at når vi forhandler for eksempel, så bliver der kigget mere på mandlige rådgivere i Enhedslisten end på mig. Det er så irriterende. Nu har mange af os stået frem og fortalt om ubehagelige oplevelser og krænkelser, vi har oplevet, og den slags oplevelser har jeg helt klart ikke længere, men der er stadig forskel på, hvordan man bliver betragtet. Morten Messerschmidt og jeg deltager i mange af de samme debatter - jeg bliver altid kaldt skinger, og det bliver han aldrig. Det, tænker jeg, er, fordi jeg er kvinde.


I har et rotationsprincip i Enhedslisten, der betyder, at du kan ikke blive siddende i Folketinget for evigt, hvis du bliver valgt. Ved du, hvad du vil, når du ikke længere får lov til at være folketingspolitiker?

- Jeg tænker ikke over det i forhold til rotationsprincippet, men jeg tænker rigtig meget over det, fordi jeg har prøvet, at det hele stoppede fra den ene dag til den anden. Jeg er her på lånt tid, og derfor skal jeg nå så meget som muligt. Jeg synes, det er et vanvittigt stort privilegie at få lov at arbejde på Christiansborg og med det, jeg brænder for. Jeg tænker over alle de ting, jeg gerne vil have hakket af, som jeg synes, Enhedslisten skal være en drivkraft i at forandre. Man ved, at det stopper, og man skal nå at sætte sit præg, inden det kommer dertil.


Politikere i andre partier, der når din position i det interne hierarki, begynder at drømme om ministerkontorer. Er det en urealistisk drøm som enhedslistepolitiker?

- Jeg har engang siddet på bagsædet i Mattias Tesfayes ministerbil, hvor jeg tænkte, at Gud, hvor er det luksus, men ja, det virker langt væk. Men jeg håber da, at hvis der var ministertaburetter i sigte, så ville det stadig være det politiske projekt, der drev det. At grunden til at man gør, som man gør, er, at man gerne vil forandre Danmark for de mennesker, man nu engang går op i at forandre det for.


Så tænk på. hvor meget mere du ville kunne ændre, hvis du sad i et ministerkontor.

- Ja, det kan nogle ministre. Andre får bare besked oppefra. Jeg synes også, Enhedslisten har bevist, at man kan have rigtigt meget magt, når man står udenfor. Det har Dansk Folkeparti også bevist.


Kunne du tænke dig at blive minister?

- Nogle gange tænker jeg, at hvor ville det dog være dejligt, hvis det var mig, der sad for bordenden. Forhandlinger om samtykkeloven, politiforliget, kriminalforsorgsforliget ville være gået meget anderledes, men det er sjældent, at jeg tænker det.


Tror du, der findes nogen i Enhedslistens bagland, der kunne tænke sig, at I kommer i regering?

- Det er et godt spørgsmål. Pelle Dragsted har luftet tanken. Jeg vil ikke udelukke, at det kommer til at ske på sigt. Jeg ved ikke, hvor Enhedslisten er om 10 år.


Kan man tale om, at du har en karriere?

- Det er, der mange omkring mig, der italesætter, når jeg ikke er så meget hjemme og ikke har tid til at være i Kødbyen hele tiden. Jeg er nogle gange lidt træt af, at ordet karriere har en negativ klang. Vi kan da godt kalde det karriere, vi kan også kalde det et kald, eller at det er noget, jeg ved, jeg gør i en afgrænset periode. Jeg går ikke selv og tænker, se mig og min store, fede karriere, men jeg kan høre på folk omkring mig, at de tænker sådan.


Når man kobler ambition til karriere, handler det ofte om at stige støt i hierarkierne. Kan du det?

- Ambitioner kan også handle om mange andre ting - at man har en ambition om at sætte dagsorden, forandre ting, og så må man måle sig selv på det. Og blive målt på det af vælgerne. Jeg er ikke så bange for at sige højt, at jeg har ambitioner. Mine ambitioner handler bare om noget helt andet, end hvor jeg selv sidder.


Der er en historie for, at når folk på den ydre del af venstrefløjen finder ud af, at de faktisk mener det alvorligt, at de gerne vil forandre noget, så begynder de at søge ind mod midten. Mange af dem havner i Socialdemokratiet, nogle af dem i ministerier. Er det en naturlig proces?

- Jo, hvis man ændrer holdninger. Det skal man have lov til. Men jeg tænker da tit på, at den murerlærling, jeg lærte at kende i Rød Ungdom, da jeg var 14 år, er en helt anden person end den, som er justitsminister i dag. Mattias Tesfaye og jeg har kendt hinanden i rigtig mange år, og han er et fuldstændig andet sted i dag. Det er helt fair, at han har ændret holdninger - det tror jeg bare ikke, at jeg kommer til. Pernille Rosenkrantz-Theil var den første, jeg førte valgkamp for, og hun er også et helt andet sted i dag. Man må tro på, at det er, fordi hun har ændret holdninger. Det har jeg bare meget svært ved at se mig selv gøre.

Lyt til podcasten og hør Rosa Lund fortælle om:

  1. At være ægte, indfødt københavner fra Nørrebro
  2. At kunne genkende sig selv i københavnerlitteratur
  3. At være en pilsnerpige
  4. At ændre holdning til EU
  5. At se det som en sejr for demokratiet at få Inger Støjberg i Rigsretten
  6. At samtykkeloven er begyndelsen på en revolution
  7. At hun har været med til at få indført en listepik-paragraf i straffeloven
  8. At hun aldrig har prøvet at være i opposition
  9. At det kun er ord, når Mette Frederiksen siger, at hun også er grøn

Find hele interviewet på på Avisendanmark.dk/podcasts, i appen Nyhedskiosken, eller hvor du normalt finder din podcast.

Jeg gik til stemmetræning, fordi ingen skulle sig om mig, at jeg bare var sådan en lille pige.

Rosa Lund (EL), rets-, udlændinge- og demokratiordfører
Uwe Seeler mindes ved bronzeafstøbningen af sin fod foran Volksparkstadion i Hamborg - som nu måske skal opkaldes efter ham. Foto: Fabian Bimmer/Ritzau Scanpix

Stor hyldest til en lille, stor jordnær tysker, der vil blive husket

Mens tyskerne kæmper med massive hedebølger, stigende inflation, en usikker energiforsyning og en ny covid-19-bølge, er der stadig tid til at hylde de helte, der gør livet værd at leve.

I den forgangne uge blev den legendariske tyske fodboldspiller Uwe Seeler mindet og hyldet ved en times tv-transmitteret højtidelighed på Volksparkstadion i Hamborg.

En lille, stor jordnær tysker, der vil blive husket, skriver Carsten B. Grubach i sin klumme om "Uns Uwe" - vores Uwe - som han blev kaldt af sine mange fans.

30 grader i Hamborg og Berlin, 31 grader i Frankfurt am Main, 25 grader i München. Tyskerne stønner som vi danskere i sommervarmen. Massive hedebølger er i denne sommer også skyllet ned over vores sydlige naboland.

Men tyskere var ikke tyskere, hvis de ikke havde gang i en eller form for rettidig omhu. Og det har de. Der skal igen fyres med kul, fordi man frygter, at Vladimir Putin skruer yderligere ned for gashanerne til vinter, og en ny covid 19-bølge skal stoppes – gerne med obligatorisk mundbind fra 1. oktober, men de detaljerede regler strides regering og forbundslandene stadig om.

Den liberale finansminister, Christian Lindner, er klar med en gigantisk inflationspakke med skattelettelser for 10 milliarder euro i 2023. Det vil ifølge Lindner komme 48 millioner af de 83 millioner tyskere til gode, ikke mindst fordi børnepengene også vil stige.

Lindners udspil kritiseres af de to øvrige regeringspartier, SPD og De Grønne, for at være socialt skævt – de socialt udsatte skal også have deres del.

Der er således nok at snakke om i regeringshovedkvarteret i Berlin, hvor man ånder lettet op over at have fået styr på den skovbrand, der i udkanten af hovedstaden nemt kunne have sprængt et større ammunitionsdepot i luften. Pyha.

Verden går videre. Men heldigvis er der stadig tid til at hylde de helte, der gør livet værd at leve. Det er tyskerne gode til.

Ordet legende er helt og aldeles misbrugt inden for den sportsverden, der hylder sine helte hæmningsløst. Har en fodboldspiller for eksempel brilleret i et par kampe, er man straks parat med en helgenkåring.

Uwe Seeler var en ægte legende. Både i levende live og efter sin død i juni i år. Han blev i onsdags mindet og hyldet ved en times tv-transmitteret højtidelighed på Volksparkstadion i Hamborg, hvor hans hjerteklub, Hamburger Sport-Verein, i daglig tale HSV, har hjemmebane.

Uns Uwe, vores Uwe, som han blev kaldt af sine mange fans, har i flere år haft sin bronzestøbte fod stående i et kæmpe format ude foran det stadion, mange i dag gerne vil have omdøbt til Uwe-Seeler-Stadion. Det er der mange gode grunde til.

Uwe, der blev 85 og efterlader sig hustru, tre døtre og deres familier, spillede hele sit fodboldliv for HSV. Han sagde nej til milliontilbud fra Italien og Spanien, fordi han ikke ville svigte sin klub. Han gik altid forrest, når der skulle kæmpes, og selv om han var en lille mand af statur, var han også i nederlagets stund et stort menneske.

Legendarisk - her misbruges ordet på ingen måde – er det foto, der blev kåret som århundredets bedste sportsfoto i Tyskland. Det viser en nedbøjet Uwe Seeler, der som tysk anfører tabte VM-finalen til England på Wembley i London i 1966 efter et mål, der måske ikke var et mål.

Typisk for Seeler var han på ingen måde bitter, men nederlaget var svær at sluge for en sportsmand, der scorede 43 mål i 72 landskampe for Tyskland og nettede i omegnen af 500 gange i de 600 kampe, han spillede for sit elskede HSV, som han blev meldt ind i som niårig.

Seeler blev udnævnt til æresanfører, han blev æresborger i Hamborg, selv om han i de sidste 60 år af sit liv boede i Norderstedt, som ligger i Slesvig-Holsten.

Som den første tyske sportsudøver fik han tildelt Bundesverdienstkreuz – en stor ting på de kanter, hvor det er den eneste store orden, der uddeles. Han var i en kort periode præsident for sin elskede klub – det var nu ikke der, han passede bedst ind – og der kunne groft skrevet ikke tages større beslutninger i HSV, uden at Uwe blev spurgt.

Verden går videre. Men heldigvis er der stadig tid til at hylde de helte, der gør livet værd at leve. Det er tyskerne gode til.

10.000 var mødt op på stadion, deriblandt kansler Olaf Scholz, der er tidligere overborgmester i Hamborg, og de kunne høre den nuværende overborgmester, Peter Tschentscher, ramme Seelers format ind med ord som fairness, holdånd, loyalitet og beskedenhed.

Den tyske fodboldpræsident, Bernd Neuendorf, pointerede, at Seeler aldrig vandt en stor titel, men heller ikke behøvede det for at være et idol.

- Den største titel, man kan få er fra fans. Uns Uwe siger alt om, hvor populær og jordnær, han var. Hans trofasthed over for HSV og Hamborg var legendarisk og unik. Han var rig på ting, man ikke kan købe for penge, konkluderede præsidenten om en lille, stor jordnær tysker, der vil blive husket. Millioner af tv-seere var med til at mindes og hylde ham og kunne dermed for en stund fortrænge gas- virus- og inflationsproblemer.

Carsten B. Grubach

Carsten B. Grubach er en erfaren tysklandskender og -iagttager efter hundredvis af ophold og rejser i landet - med base i blandt andet Hamborg og Berlin.