Behandling: - Jeg fik aldrig sagt ordentligt farvel til min mand, siger Annette Bramsen fra Nordjylland.

Efter et forløb med bugspytkirtelkræft overgik Annettes Bramsens mand, Per Bramsen, til det palliative team, hvor smerterne skulle lindres, så han bedst muligt kunne nyde den sidste tid tilbage med sin kone efter 45 års ægteskab.

- Jeg fik aldrig snakket med Per om alle de år vi har haft. I starten kunne han ikke lide at snakke om den slags, men i de sidste måneder, der kæmpede han bare, siger Annette Bramsen.

Der er mange i Danmark, der oplever ikke at blive samlet op af det palliative system. Det viser nye tal fra den Dansk Palliative Database, der kortlægger, hvordan det går med den palliative behandling i det danske sundhedssystem. En behandlingsform tiltænkt til de personer, hvor livet ikke kan reddes, men hvor de sidste dage skal være så værdige og smertefrie som muligt.

De nye tal viser blandt andet, at hver femte patient når at dø eller blive for dårlige, inden de får kontakt med palliativ indsats og på landsplan venter 22 procent for længe. Det svarer til cirka 2300 kræftpatienter.

Det er utrolig kritisabelt, mener Helen Bernt Andersen, der er formand for Kræftens Bekæmpelse.

- Jeg synes ikke, det er godt nok i Danmark, når vi ved, at der er så mange mennesker, der i den sidste tid lever med smerter, angst og depression . De får ikke den nødvendige støtte og opbakning og får en uværdig død. Politikerne bliver nødt til at handle på det her, siger Helen Bernt Andersen

- Der må gøres noget mere nu på landsplan, fordi det er så afgørende at døende og sårbare patienter kan tage en værdig afsked med livet. Vi kan ikke være bekendt at lade familier stå alene med alvorligt syge og døende uden støtte, forklarer hun.

Derudover viser tallene, at der er stor geografisk ulighed i forhold til, hvor længe patienter med palliative behandlingsbehov skal vente på at få behandling. I Region Hovedstaden ventede 38 procent længere på behandling end de ti dage, som er standard. Hvorimod det i Region Midtjylland er 11 procent, der venter for længe.

- Det er problematisk, at der er så store geografiske forskelle. Vi skal sikre, at patienter får samme kvalitet i den lindrende behandling, uanset om man bor i Brøndby eller Brønderslev, siger Helen Bernt Andersen.

Det er to år siden, at Annette Bramsens mand, Per Bramsen, fik konstateret kræft i bugspytkirtlen. Trods kemobehandling er det en af de kræfttyper, hvor overlevelsesraten er meget lav. Det var de begge godt klar over.

Langsomt begyndte sygdommen at æde ham op. Der begyndte at ophobe sig væske i mave og lunger, og sygdommen gjorde, at han havde svært ved at trække vejret. Pludseligt stoppede kemoen med at virke, og kort tid efter fik de at vide fra den onkologiske afdeling, at de ikke kunne gøre mere for Per og familien.

Nu skulle de blot vente på at blive kontaktet af den palliative afdeling. Men i følge Annette Bramsen blev de slet ikke samlet op, som lægerne ellers havde lovet.

- Jeg så kun lægen fra palliativ team, da de præsenterede sig. Ellers var vi helt alene. Mod slutningen, da Per var mest syg, så vi aldrig en læge. Aldrig, siger hun.

Der var dog kontakt med det palliative team - men det foregik med en sygeplejerske, der agerede mellemmand.

-  Når jeg tog fat i sygeplejeren og sagde, at Per ikke kunne trække vejret, og han havde væske i lungerne, lød svaret fra hende, at det palliative team havde sagt, at han nok bare var nervøs, og han skal falde lidt til ro. Sådan foregik det gang på gang, siger Annette Bramsen.

Det handlede for Annette Bramsen ikke længere om hendes mands overlevelse, men i større grad om, at han skulle få en værdig død. Hun spurgte gentagne gange, hvordan døden ville indtræffe for Per, og her lød svaret hver gang, at han ville sove mere og mere, og til sidst sove helt ind. Men sådan gik det ikke.

- Han kæmpede, fordi han ikke fik den hjælp, han skulle have. Han kæmpede, fordi han ikke kunne trække vejret, siger hun.

Annette Bramsen fortæller, at hendes mand døde lørdag den 24. april 2021, hvor han forinden havde væltet rundt i sengen i smerte, åndenød og liggesår. Det var en slåskamp uden lige, fortæller hun.

- Til sidst sagde Per, at han ikke ville mere. Han ville simpelthen ikke mere. Jeg sad sammen med min datter hele natten igennem med ham og prøvede at rejse ham op og sætte ham imellem os, fordi han skulle forsøge at trække vejret, men når vi lagde ham ned igen, kæmpede han for at få vejret igen, siger Annette Bramsen.

Aalborg Universitetshospital ønsker ikke at udtale sig om den konkrete sig, men vil gerne udtale sig om den palliative indsats på et generelt grundlag.

- Det er meget beklageligt, at der står en pårørende tilbage med en oplevelse af, at vi kunne have gjort mere for at lindre deres afdøde. Vi vil gerne opfordre den pårørende til at rette henvendelse til os, så vi kan få talt oplevelserne igennem og drage læring med henblik på eventuelle forbedringstiltag, skriver Charlotte Birkmose Rotbøl, ledende overlæge på onkologisk afdeling på Aalborg Universitetshospital.

Herudover oplyser Region Nordjylland, at der i juni 2021 er vedtaget en ny regional plan, hvor der er blevet tilført ekstra midler til området, og de opruster med planen betydeligt på den specialiserede palliative indsats de kommende år.

- Planen skal være med til at sikre, at adgangen til lindrende behandling for patienter med livstruende sygdom bliver mere ensartet såvel geografisk som på tværs af sygdomme, skriver Charlotte Birkmose Rotbøl.

I 2020 kom rigsrevisionen med en hård kritik af regionernes håndtering af de mennesker, der ikke kan helbredes. De vurderede, at regionerne ikke i tilstrækkelig grad har sikret, at patienter ved behov har adgang til specialiseret palliation.

Konsekvensen kan være, at patienter ikke lindres optimalt mod livets afslutning, hvilket forringer deres sidste levetid og lægger en unødig byrde på de pårørende, lød konklusionen fra rigsrevisionen.

- Det er stagneret, og der er bestemt muligheder for forbedring. Der er for store lokale og regionale forskelle inden for de enkelte områder, siger Helen Bernt Andersen, formand i Kræftens Bekæmpelse.

Hvem bærer ansvaret for det ifølge jer?

- Den overordnede sundhedspolitik i landet den drives af vores regering og vores sundhedsminister. Og jeg havde håbet på, at man i sundhedsreformen fokuserede på det her område, men det gjorde man ikke. Jeg håber, at man vil i regeringen og i danske regioner vil arbejde for, at man får nogle flere ensartede kvalitetsstandarder, som man skal følge i hele landet, og som man bliver målt på.

Der er mange områder i sundhedsvæsenet, hvor man gerne vil have flere hænder og ressourcer, hvorfor skal lige præcis det her prioriteres?

- Det ene burde ikke udelukke det andet. Det er kendetegnede for et velfærdssamfund, at man tager sig ordentligt af dem, der kommer til verden, men så sandelig også af dem, der skal af sted fra den her verden. Og der synes jeg desværre, at de her tal viser, at det gør vi ikke i tilstrækkelig grad, siger Helen Bernt Andersen.

Mogens Grønvold er professor ved Københavns Universitet og leder af palliativ forskningsenhed på Bispebjerg Hospital og står bag den ny udgivet rapport fra Dansk Palliative Database.

På trods af rigsrevisionens kritik fra 2020, vurderer han også, at der ”er ingen klare tegn på forbedring”.

- Vi har påvist det i adskillige år flere år, og hver gang konstaterer vi, at det burde blive meget bedre, så bliver det det ikke, siger Mogens Grønvold, som også finder det yderst problematisk, at patienter ikke får den nødvendige lindrende behandling.

Umiddelbart før Pers død, følte Annette Bramsen ikke, at hun var sin mands kone mere, men nærmere en plejer, der passede ham på hans sidste dage.

- Min datter og jeg endte med skulle skaffe al medicinen selv. Vi skulle til det ene, det andet og det tredje apotek, eftersom medicinen var svær at få fat i, samtidig med, at jeg ikke kunne forlade Per. Det hele blev så kaotisk, hvor vi jagtede medicin, og jeg lærte at tappe hans mave, fordi han fik et permanent dræn ind. Jeg følte aldrig, at jeg bare kunne sidde stille og roligt og snakke med min mand, siger hun.

Noget af det værste var ifølge Annette Bramsen, at ingen tog ansvar for Per. Han hørte ikke til nogen afdeling, når de kom ind på hospitalet, og hun forsøgte flere gange at finde ud af, hvem der ville tage sig af ham, så han kunne blive drænet og trække vejret igen, og så han kunne få en smule mad i maven.

Derfor har Annette Bramsen et ønske om, at ingen skal gå igennem det, som hendes familie oplevede. Den sidste del af livet skal ikke være et mareridt for den, der skal igennem det, og dem, der bliver tilbage.

- Han fik ikke nogen værdig afslutning på livet, fordi han kæmpede så meget, at han ikke slappede af. Det var ikke i orden, det der skete for ham. Det var langt fra den sidste rolige tid, man ønsker, siger Annette Bramsen.

Det er ikke lykkedes at få fat en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S), men Sundhedsministeriet oplyser i et skriftligt svar, at der som en del af sundhedsreformen skal igangsættes et arbejde, der skal kortlægge mulige tiltag mod ulighed i kræft, herunder rehabilitering og palliation.

- Sundhedsministeriet kan oplyse, at Sundhedsstyrelsen, som formand for Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse, er blevet bedt om at se på, hvordan palliation kan indgå i relevante kliniske speciallægeuddannelser, så flere speciallæger får kompetencer til at håndtere patienter med palliative behov, lyder det fra Sundhedsministeriet.

Autocampere: Flere danske byer oplever karavaner af turister i autocampere, der gør ophold ved havnefronter og strande.

Flere steder i landet har de store køretøjer vakt store problemer, fordi gæsterne smider affald og bruger naturen som toilet.

Ved Varnæs nær Aabenraa har man over sommeren været så generet af autocampere, at man nu har varslet en klageindsamling.

- Området her (...) har i alle årene været et populært stop på turen. Men i år har vi hele sommeren igennem nok haft en otte til ti autocampere dagligt, som bruger pladsen som gratis overnatning. Problemet er, at der ikke er offentlige toiletter her, så de bruger naturen som toilet. Gerne krattet ved stranden, hvor de også "glemmer" det brugte toiletpapir, siger Lone Schmidt, som er nabo til området, til JydskeVestkysten.

Som reglerne er nu, kan en autocamper på op til 3,5 tons parkere på lige fod med en almindelig personbil. Det er altså fuldt lovligt at overnatte og tage ophold på en offentlig parkeringsplads i den gældende parkeringsperiode.

Man må dog ikke begynde at rulle markiser ud og smække campingborde og -stole op, da man i så fald regnes for at campere.

Og noget tyder på, at der generelt hersker forvirring om parkeringsreglerne for de store køretøjer.

I Billund oplever bestyrer i ABC Lavpris Lars Thomsen, at han er nødt til at sende alt fra to til ti autocampere om dagen væk fra parkeringspladsen - for selvom tidsbegrænsningen er to timer, benytter flere turister nemlig pladsen til at langtidsparkere.

I Middelfart har sommeren i byen også været præget af turister i store biler. Det fortæller borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (S).

- Vi har set langt flere autocampere i år, end vi plejer, siger han.

Det stigende antal autocampere kan hænge sammen med, at salget af autocampere er steget eksplosivt de seneste par år.

Herhjemme steg salget ifølge Danmarks Statistik med 31 procent fra 2020 til 2021 - det svarer til, at der blev solgt knap 1.700 køretøjer. Og det stigende salg er gået stærkt - sidste år var der 112 procent flere autocampere i Danmark end i 2019.

Johannes Lundsfryd Jensen fortæller, at autocamperne i Middelfart blandt andet har givet problemer med affald - og ifølge Fyens Stiftstidende har teknisk udvalg i kommunen modtaget "adskillige henvendelser" de seneste måneder om udfordringer med, at vognene fylder det hele.

- Vi har fået en hel del henvendelser i løbet af sommeren om det, vi nok næsten kan kalde en eksplosion af autocampere, siger formand for udvalget Regitze Tilma (V) til avisen.

Politikeren har selv modtaget både mundtlige og skriftlige henvendelser fra borgere, der mener, at de mange autocampere er et problem. Udvalget vil nu henvende sig til Kommunernes Landsforening (KL) med henblik på at få nationale retningslinjer på området.

Klare regler kan man også godt bruge på Bornholm, fortæller Helle Munk Ravnborg (Ø), som er formand for Natur-, Miljø- og Planudvalget i Bornholms Kommune.

- Antallet af autocampere er steget vildt og voldsomt, og da de er højere end almindelige biler, fylder de mere på en almindelig parkeringsplads. Det er noget, der er behov for at regulere, siger hun.

Formanden pointerer, at et nationalt udspil ville være belejligt, så alle kommuner ikke selv er nødt til at "opfinde den dybe tallerken".

- Det vil være nyttigt, hvis der kom ensartede regler. Vi kommer i hvert fald til at kigge på det, det bliver vi nødt til, siger hun.

Viceborgmester i Silkeborg Kommune og formand for KL's Kultur-, Erhverv- og Planudvalg Johan Brødsgaard (R) kan nikke genkendende til autocampernes indtog på tværs af landet.

- Vi ved, at det giver lokale udfordringer, de steder, hvor der er stor turisme, siger han.

I KL vil man nu kortlægge autocampernes omfang som en del af partnerskabet for bæredygtig turisme. Ifølge formanden er det ofte ændringer i lokalmiljøerne, som er kilden til problemerne.

- De lokale føler, at der kommer nogle andre og bliver en stor del af deres lokalsamfund eller opfører sig på en måde, der kan være anderledes, siger han og tilføjer:

- Flere steder er man glade for turisterne og lever med det. Men vi anerkender, at der er udfordringer.

Johan Brødsgaard fortæller, at det i Silkeborg Kommune har været efterspurgt at lave særlige p-pladser til autocamperne. Det har man gjort de seneste år, og der er derfor ikke længere en stor konflikt.

Ifølge Dansk Kyst- og Naturturisme var der 10.500 indregistrerede autocampere i Danmark i 2020.

Radikale siger, de har væltet regeringen, men regeringen sidder der stadig og sprøjter udspil ud, og ministrene siger, at de indkalder til forhandlinger.

Alle kan se, at der er en valgkamp i gang, men intet valg er udskrevet, og Mette Frederiksen, der er den eneste, der kan udskrive valget, er også den eneste, der ikke vil tale om valget.

Imens kigger alle mod 4. oktober, hvor Folketinget åbner, og som samtidig er udløbsdatoen for Radikales ultimatum mod regeringen: Udskriv valg, eller vi vælter jer (selv om de altså siger, at de har væltet regeringen).

Det er de uskrevne regler i politik, der er kastet over bord, så ingen længere har et kort over terrænet. Men der er trods alt stadig regler i politik, som skal overholdes. Avisen Danmark har taget en snak med professor emeritus i statsret, Jørgen Albæk Jensen for at få et overblik over, hvilke muligheder statsminister Mette Frederiksen har - i statsretslig forstand - for at håndtere Radikale.

Der er kommet andre boller på suppen, siden Socialdemokratiet i 2018 klart afviste et forslag fra Dansk Folkeparti om at forbyde det muslimske tørklæde, hijabben, i landets folkeskoler.

Onsdag fremlagde en regeringsnedsat kommission "Kommissionen for den glemte kvindekamp" nemlig ni forslagspunkter til at bekæmpe negativ social kontrol blandt landets indvandrere, hvoraf netop DFs gamle forslag var inkluderet.

- Piger, der vokser op i Danmark, skal selv kunne bestemme, hvilket tøj de vil gå i, hvem de sidder ved siden af i klassen, og hvilken kæreste de vil have. De skal ikke bære ansvaret for, at deres forældre er velanset i sociale kredse, siger kommissionens forperson, Christina Krzyrosiak Hansen (S), i en pressemeddelelse om begrundelsen for forslaget.

Og hvor Socialdemokraterne ellers altid har sagt nej, hver gang DF har foreslået specifikke forbud mod hijabben i forskellige offentlige instanser, hvilket partiet har gjort af flere omgange, bliver det denne gang overvejet noget mere grundigt hos regeringspartiet, fortæller dets udlændinge- og integrations-ordfører, Kasper Sand Kjær.

- Når en kommission, som er nedsat af regeringen, kommer med forslag om, hvad vi kan gøre for at styrke kampen mod negativ social kontrol, så skylder vi at lytte og overveje, hvad den foreslår. Det handler om at sætte danske piger fri.

Så det betyder mere, at forslaget kommer fra en kommission, end når det kommer fra et andet parti?

- Ja, det gør det. Specielt når forslaget kommer i en sammenhæng, hvor der er mange flere elementer til. Det her er jo blot et af mange forslag, som kommissionen kommer med.

Men hvad er det egentlig, som har rykket Socialdemokratiet over på måske-siden, når de for blot fire år siden gav et resolut nej tak? Ifølge ordføreren er det resultaterne af en gradvis, langsom opvågning og en overvejelse, der har været år undervejs.

En af tingene, der har rykket sig hos partiet er nemlig prioriteringen af udlændingepolitikken generelt.

Med asylaftalen i Rwanda, den nye bandepakke med dobbeltstraffe, straf for hvervning af nye unge bandemedlemmer og nu dette forslag. Er udlændingepolitikken blevet en større prioritet hos Socialdemokratiet nu?

- Jeg tror roligt, at man kan sige, den er blevet større de seneste år. Det er en meget stor prioritet, for der er ingen tvivl om, at vi lige nu for alvor ser konsekvenserne af 80'erne og 90'ernes fejlslagne integrationspolitik. Syrien-flygtningene, der gik på vores motorveje i 2015, fik virkelig tankerne i gang. Det burde sætte tanker i gang for alle, forklarer ordføreren og tilføjer derefter både et spørgsmål og et svar:

- Hvem har egentlig kontrollen over, hvem der kommer til Danmark? Det bør være os, der bestemmer. At afgøre, hvor mange, der kommer til Danmark, er vigtigt. Fejler vores integrationsindsats, får vi ikke et trygt samfund. Vi skal lykkes bedre med integrationen, så vi kan have et frit og trygt samfund.

Dette specifikke forslag har allerede mødt kritik fra flere kanter, herunder organisationen Skole og Forældre, hvor landsformanden, Rasmus Edelberg, blandt andet har udtalt følgende til Ritzau:

- Vi synes, at det er vigtigt at holde fast i de værdier, som den danske folkeskole bygger på. Her tænker jeg på frisind og plads til forskellighed, og at vi ikke udøver streng social kontrol over børnene.

Til trods for kritikken står Kasper Sand Kjær fast ved, at kommissionens forslag bør overvejes, da lighed i skolerne er en prioritet for partiet.

Forslaget er allerede blevet kritiseret en del for at skulle skabe "frihed gennem kontrol". Men fjerner forslaget ikke netop friheden for for eksempel de piger, som af egen fri vilje gerne vil have tørklædet på?

- Der er givetvis rigtig mange årsager til at folk bærer tørklæde. Det er noget, som man skal veje meget nøje det her, det er klart. Følger man kommissionens spor, så kan man svare, at det må de bare ikke i skolen. Men de må jo gøre det i fritiden. Vi vil gerne have et skolerum, hvor drenge og piger er lige. Hvor piger ikke skal gemmes væk. Men på dette tidspunkt er det klart, at der er nogle overvejelser at gøre sig.