Det var en statsminister, der var gået et gear op, og snart rammer en form, der kan føre hende og regeringspartiet gennem en valgkamp. For statsminister Mette Frederiksen talte lørdag ved Socialdemokratiets årsmøde i Aalborg, og her sendte statsministeren sine partifæller ud i den jyske by og resten af landet med en perlerække af punchlines, der kan bruges, når de menige socialdemokrater skal føre valgkamp på gader og stræder.

Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, skriver i denne analyse om de fem emner, som statsminister og resten af Socialdemokratiet kommer til at køre hårdt på i den valgkamp, som senest - hvis statsministeren tager De Radikales valgultimatum alvorligt - skal udskrives i forbindelse med Folketingets åbning den 4. oktober, altså om under 20 dage:

Sofie Carsten Nielsens tid som leder af Radikale begyndte, da Morten Østergaards sluttede en dum efterårsdag for næsten to år siden.

Det var, da Østergaard kunne have valgt at sige:

“Det var mig, der krænkede hende (folketingsmedlem Lotte Rod, red.), og derfor går jeg af som politisk leder.”

I stedet valgte han den radikale vej med kompleks og kompliceret kommunikation og sagde:

“Det var mig, hvis hånd hun fjernede for næsten et årti siden fra det lår.”

Radikale har altid været et parti, hvor man har skullet holde tungen lige i munden, hvis man vil forstå det. Det er ikke blevet lettere, selv om Morten Østergaards bagvendte kommunikationsevner er blevet efterladt i et mørkt #metoo-hjørne af partihistorien.

Lige nu har partiet placeret sig et sted, hvor man kan opsummere dets afgørende bevægelser de sidste tre måneder således:

Først sagde Radikale, at Granskningskommissionens rapport om minkskandalen ikke var alvorlig nok til en advokatundersøgelse. Til gengæld sagde Radikale, at den var alvorlig nok til at udløse valg. S-regeringen skal gå af og må ikke komme tilbage. Det fulgte Radikale op med at sige, at de skam godt kan pege Mette Frederiksen som statsminister alligevel. For så at sige at de ikke kan pege på Mette Frederiksen, hvis hun arbejder videre med sit prestigeprojekt - Rwanda-planen.

Man skal være temmelig Radikal for at mene, at det lever op til princippet, at man kun kan kommunikere klart og enkelt, hvis man har tænkt det grundigt igennem - et princip formuleret af gruppenæstformand Martin Lidegaard

På partiets sidste landsmøde som støtteparti for en socialdemokratisk etparti-regering på Hotel Nyborg Strand lørdag blev man ikke det mindste klogere på den strategi, hvis man blot lyttede til, hvad der blev sagt fra talerstolen.

Til gengæld kunne man høre, at der er tale om et parti, der ikke på nogen måde er ved at knække over. Tværtimod. Det elsker konfrontationskursen.

Da Sofie Carsten Nielsen talte om partiets position i forhold Rwanda, blev hun ikke bare mødt med solide klapsalver, men også med trampen i gulvet. Selv om positionen i yderste konsekvens kan diskvalificere Radikale fra at få nogen form for indflydelse efter valget.

Men der var også alt det, der ikke blev sagt til citat. Det som Radikales valgtrusler og ultimatummer i virkeligheden handler om.

For konfrontationskursen handler egentlig ikke om Rwanda og mink-magtfuldkommenhed. Det er bare det udtryk, Radikales frustrationer har fået.

Ikke fordi Radikale ikke mener, at Socialdemokratiets Rwanda-planer er tossede. Ikke fordi Radikale ikke mener, at minkrapporten udstillede en magtfuldkommen regering.

For det mener Radikale. Men de ville ikke nødvendigvis have råbt det ud over hustagene, hvis bare Socialdemokratiet havde ladet dem udleve deres identitet i denne valgperiode.

En identitet, som folketingsgruppens mest krigeriske kommunikatør, kulturordfører Zenia Stampe, skar ud i pap fra talerstolen på landsmødet: Identiteten som pragmatiske idealister.

I Radikales verdensbillede er partier som Enhedslisten og SF (og DF og Nye Borgerlige) kun idealister. Socialdemokratiet, Venstre og Konservative er kun pragmatikere. Radikale er både og: Pragmatiske idealister/idealistiske pragmatikere.

Det betyder, at Radikale vil have generel og dyb indflydelse. Men de vil også hjemtage solosejre, hvor spotlyset kun skinner på dem. De vil selv bestemme, på hvilke områder de får dem. Og de vil have dem på den økonomiske politik eller på udlændingepolitikken.

De solosejre har Socialdemokratiet på nederdrægtigste vis snydt dem for i denne valgperiode. SF har fået minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Radikale har ikke fået noget som helst, de ikke har skullet dele med andre. Derfor tæller sejre på klimaområdet for eksempel ikke.

Netop det har været fuldstændig ødelæggende for Radikales generelle velvære.

Netop det er årsagen til, at Radikale har fundet det nødvendigt at råbe ud over hustagene, at statsministeren er magtfuldkommen. Netop det er årsagen til, at modstanden mod regeringens Rwanda-model er blevet til et ultimativt krav.

Det er i hvert fald den enkle og klare måde at forstå Radikales uforståelighed på.

Skuespiller Connie Nielsen er en smuk kvinde. Ved første øjekast for smuk til at spille forfatteren Karen Blixen, for når vi tænker på Blixen, ser de fleste for vores indre en radmager og kantet kvinde med alt for store øjenhuler.

Sådan så Blixen ud på sine gamle dage, men hun var trods alt kun midt i fyrrerne, da hun måtte forlade sin afrikanske farm og vende hjem til Danmark. Det er netop på det tidspunkt - i 1931 - at vi møder hende i Connie Nielsens skikkelse i den nye danske tv-serie "Drømmeren - Karen Blixen bliver til". Og her menes tilblivelsen af forfatteren Karen Blixen.

Karen Blixen er en kvinde med et alvorligt nederlag, helbredsproblemer og en personlig tragedie i bagagen, da hun flytter hjem til barndomshjemmet Rungstedlund nord for København. Hun er gået konkurs med sin elskede farm i Afrika, som hun har kæmpet hårdt - også fysisk - for at redde. Hun har måttet sige farvel til Kenya, naturen, livsstilen og mennesker, hun holder af.

Hendes forliste ægteskab, der gav hende en baronesse-titel og Blixen-efternavnet, har slidt på hende med hende mange ærgrelser og syfilis, og hendes livs store kærlighed Denys Finch Hatton er død - forulykket med sit lille fly.

Den midaldrende Karen har ingen penge og skal bo hos sin mor, forsørges af sin bror og er i det hele taget på familiens nåde. Men det spændende og beundringsværdige ved Karen Blixen er, at hun ikke bøjer nakken.

Hun er en kvinde, der trods nederlag tror på eget værd og talent som kunstner og hun vil være økonomisk fri. Hun er i Connie Nielsen og seriens fremstilling af hende nok følsom, men også forkælet, selvoptaget, snobbet, målrettet og til tider hensynsløs, og det er en fortolkning, der understøttes af blandt andet Tom Buk-Swientys fremragende bog om Blixen, "Løvinden".

Connie Nielsen rummer den intelligente og sammensatte Blixen med overbevisende indlevelse. Man glemmer udseendet - selv da vi følger Karen Blixen sætte sig selv i scene med turban, tørklæde og Pjerrotkostume. For det var jo sådan, hendes stil var. Det er en følelse af genkendelse, der popper op - ikke en trang til sammenligning.  I stedet samler fokus sig om alt det, der bliver sagt og gjort, og det, der ikke bliver, i skabelsen af et forfatterskab, hvori den dybere mening er pakket ind i rig fantasi.

"Drømmeren" er en smukt fotograferet serie, og med til at drive hovedfortællingen fremad er drømmeagtige syn, hvori  Blixen mærker tilstedeværelsen af mennesker, der har betydet noget for hende og som hun samtaler med. Som blandt andre Denys, hvis kærlighed hun i "Mit Afrika" fremstillede brusende, men som i virkeligheden også svigtede hende.

I andre sekvenser er vi inde i historien "Drømmerne" fra hendes debutsamling "Syv fantastiske fortællinger". En eventyrlig historie om en kvinde, der som Blixen selv vil bestemme sin skæbne og kunne skifte identitet.

Det er modigt at forlade hovedsporet og hoppe ind i drømmesyn og en af Blixens historier, der ovenikøbet indeholder flere historier, og det vil næppe være til glæde for den mindre tålmodige og handlingsorienterede seer. Men det giver et poetisk indblik i hendes forfatterskab og er et smukt greb, fordi netop denne historie er inspireret af hendes eget ønske om en ny identitet. Det er en slags ekstra tone til den fulde melodi, der udspiller sig langsomt, næsten dvælende ved landskabet omkring Rungstedlund, i Afrika og i ansigterne på de medvirkende.

Connie Nielsens danske tone rummer udlandsdanskerens til tider lidt skæve diktion, og det virker perfekt her ligesom hendes dansk-engelsk er troværdigt og højstemt som hos Blixen selv.

Det er Connie Nielsens præstation, der er hovedmotor, men særligt Lars Mikkelsen som den efterhånden rasende svoger og Lene Maria Christensen som den lidt misundelige, lidt plumpe,  mindre talentfulde og alligevel støttende søster er fremragende. Nogle af de andre medvirkendes præstationer er desværre lidt stive - måske i en bestræbelse på at ramme den tids form.

Denne anmeldelse baserer sig på alle seriens seks afsnit.

Seks afsnit på Viaplay. Første afsnit kan ses 18. september. Medvirkende bl.a. Connie Nielsen, Lars Mikkelsen, Hanne Uldal, Joachim Fjelstrup og Lene Maria Christensen. Hovedforfatter: Dunja Gry, instruktion: Jeanette Nordahl, idé: Connie Nielsen og Karoline Leth.

Blodtrykket er faretruende højt i ejendomsbranchen, som i disse dage er udsat for hastelovgivning, der omgående vil lægge et solidt loft over huslejestigningerne for 160.000 danskere.

Forslaget, der skal forhindre, at lejere med en helt gennemsnitlig økonomi ikke længere har råd til deres husleje, skal vedtages på torsdag. Forud er gået en forceret lovproces, der i sig selv har fået udlejerne op i det røde felt.

Lovforslaget blev sendt i høring forrige fredag - sent på eftermiddagen - med en svarfrist på blot 66 timer og 15 minutter. Reelt var der kun to timer og 15 minutter, der var inden for almindelig kontortid, bemærker udlejernes organisation, Ejendom Danmark, i deres 24 sider lange høringssvar.

De ærgrer sig endnu mere over, at Folketinget vil holde huslejestigningerne på maksimalt fire procent i de næste to år. Husleje må ellers - efter en ændring af lovgivningen i 2015 - forhøjes i takt med den generelle prisudvikling i samfundet, som lige nu ligger faretruende tæt på 10 procent.

Det var der næppe nogen, der havde forudset i 2015. Men udlejernes organisation er utilfreds med indgrebet, der både mistænkes for at væres i strid med grundloven og vil udløse en masse administrativt bøvl for udlejerne.

Også bankernes organisation, Finans Danmark, advarer med alvorstunge miner om sådan et indgreb i et ”markedsbaseret system”.

- Et loft over huslejestigninger vil naturligt påvirke vurderingen af, hvad ejendommen er værd, advarer Peter Jayaswal, direktør i Finans Danmark, i et sprog, som enhver ejendomsbesidder forstår.

Men hov, ikke alle udlejere står på spring til at varsle massive huslejestigninger.

Der er nogle, der ikke blot flytter inflationen på knap 10 procent over i et regneark, inden det hele automatisk sendes videre til lejerne, som i forvejen døjer med energiregninger og uhørte prisstigninger på helt almindelige dagligvarer.

Allerede i august, da regeringen for første gang foreslog et loft over huslejen, satte en ejendomsmatador i Kolding sig til tasterne.

Pierre Legarth, med små 600 private lejere i Pierre Ejendomme A/S, skrev en beroligende mail til alle sine kunder om, at huslejen i hans lejemål ikke ville stige frem til december 2023.

- Det er en beslutning, jeg har truffet, fordi jeg gerne vil hjælpe lejerne igennem den her krise. For os handler det ikke kun om regneark og økonomi, og vi har en ganske god forretning, så det går jo nok alt sammen, sagde Pierre Legarth dengang til JydskeVestkysten.

Det hører med, at Pierre Legarth er en særdeles velhavende erhvervsmand, der blev kendt som den jyske autolak-konge, da han opbyggede - og senere solgte - Europas største autolakeringskæde, Pierre.dk. Nu er formuen blandt andet placeret i ejendomme.

Pierre er ikke alene om at afstå fra huslejestigninger. I denne uge skrev Berlingske om Schantz Ejendomme i Varde, hvor direktør og indehaver, Flemming Schantz, har truffet den samme beslutning.

- For det første synes jeg ikke, det ville være retfærdigt. For mine lejere bliver ramt hårdt af inflationen. Og for det andet kan jeg ikke se, hvilke ekstra udgifter jeg har fået, som skulle retfærdiggøre at hæve huslejen. Jeg er jo ikke en kæmpe koncern, men jeg kan simpelthen ikke gennemskue, at det skulle blive så meget dyrere at drive ejendomme i 2023. Heller ikke i København, siger han til avisen.

Formentlig med en slet skjult henvisning til de store ejendomskæmper med base i hovedstaden, der ikke med en pennestrøg har fredet deres lejere mod huslejestigninger, der følger inflationen.

Det gælder eksempelvis pensionsselskaberne, der har masser af udlejningsejendomme, og hvor et huslejeloft derfor rammer afkastet på helt almindelige danskeres pensionsopsparinger (som med bratte fald i aktiekurserne i forvejen har masser af modvind i år).

Ejendom Danmarks direktør, Peter Stenholm, er overraskende ærlig, når han skal forklare de store forskelle på, hvordan hans medlemmer reagerer på det hastebehandlede huslejeloft.

- Nogle tænker ud fra en kynisk kalkule i forhold til, hvad markedet kan bære. Andre tænker, at de vil holde hånden under deres lejere, siger han til allersidst i Berlingskes artikel.

Regeringen ser ud til at få vedtaget loven om et huslejeloft med stemmer fra støttepartierne, SF, Enhedslisten og De Radikale.