Den nok største nyhed kom i det blot 5 minutter lange pressemøde, som Mette Frederiksen afholdte på Marienborg. Socialdemokratiet går til valg på at danne en bred regering hen over midten med et blåt parti. Og det er helt nye meldinger fra Mette Frederiksen.

- Tiden er kommet til at afprøve en ny regeringsform i Danmark, sagde Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen, der fortsatte:

- Vi er klar til både kompromisser og til samarbejde, sagde hun.

Meldingen får dog umiddelbart ikke opbakning fra de blå partier, hvor både Søren Pape Poulsen (K), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Inger Støjberg (DD) prompte afslog at pege på Mette Frederiksen som statsminister.

- Alle andre må gerne gå i regeringen med Mette Frederiksen, jeg gør ikke, siger Søren Pape Poulsen.

Heller ikke Enhedslisten mener, at en bred regering er nogen god idé.

- Mette Frederiksen vil i regering med højrefløjen. Det er i mine øjne en stor fejl, skriver Mai Villadsen politisk ordfører for Enhedslisten på twitter.

Men selvom forslaget ikke umiddelbart møder stop opbakning, så kan det vise sig at være taktisk klogt af Socialdemokratiets formand. Det får nemlig Mette Frederiksen til fremstår som en "statsmand", der er klar til at samle folketinget gennem de hårde kriser. Det siger valgforsker Kasper Møller Hansen til Politiken.

- Politisk giver det god mening for Mette Frederiksen at komme med forslaget. Hun forsøger at agere statsmand, lige som hun har gjort før – som den, der klarede pandemien og andre kriser og nu er parat til at gøre det igen«.

Mette Frederiksen fastholder dog, at selvom regeringen bliver med deltagelse af et blåt parti, så er det hende, der skal stå i spidsen for regeringen.

Du kan læse mere her.

Radikale Venstre har krævet, at der skulle være valg, ellers ville de vælte regeringen med et mistillidsvotum. På trods af det, så peger de igen på Mette Frederiksen som statsministerkandidat, dog med én væsentlig ændring. Det skal være i en bred regering, og derfor er det ifølge Radikale Venstre slut med Socialdemokratiet som et-parti-regering.

- Der er ikke nogen, der skal stå alene i denne tid. Det gælder alle - den enkelte borger og regeringen. Den enkelte borger, der bekymrer sig om at have råd til at betale sine regninger. Ingen skal stå alene i en krisetid, siger Sofie Carsten Nielsen.

Læs mere her.

Skal man tro meningsmålingerne så tyder det på, at Inger Støjberg og det nyopstartede parti Danmarksdemokraterne kommer flyvende ind i folketinget. Måske hele vejen ind til ministerkontorerne.

Venstre og Konservative slog begge tidligt fast, at trods rigsretsdommen, så mente de stadigvæk, at Inger Støjberg kunne bliver minister i en regering ledet af enten Søren Pape Poulsen eller Jakob Ellemann-Jensen. Og nu melder Liberal Alliance sig også med på den vogn.

- Som tingene er nu, nej, vi kommer ikke til at blokere for, at hun kan blive minister, siger LA-formand Alex Vanopslagh til Politiken.

Drømmescenariet for Liberal Alliance er dog ikke, at Inger Støjberg bliver minister igen. I stedet ønsker Alex Vanopslagh en regering bestående af Konservative og Venstre.

- Mit udgangspunkt er, at vi skal have en VK-regering, så jeg kommer ikke til at pege på Danmarksdemokraterne. Hvis det så betyder, at Søren Pape kommer tilbage og siger, ’vi vil monster-gerne have Inger som minister’, så må vi tage en snak om det. Men det er ikke mit udgangspunkt at pege på hende som minister, siger Alex Vanopslagh til Politiken.

Læs mere om den historie her.

Tirsdag kom Inger Støjberg med to krav til Søren Pape Poulsen og Jakob Ellemann-Jensen, hvis hun skulle pege på en af dem som statsminister. Og det var to krav, der gik mest udover den konservative formand.

Kravene lyder på, at væksten i det offentlige forbrug skal følge demografien, og at en kommende blå regering ikke må afskaffe topskatten. Begge ting er centrale i De Konservatives økonomiske plan. Men allerede dagen efter var Søren Pape Poulsen klar til at gå på kompromis med i hvert fald topskatten.

Så I er villige til at gå på kompromis med jeres holdning til topskat?

- Selvfølgelig. Alle, der ønsker at have noget at skulle have sagt i politik, er nødt til at gå på kompromis. Ellers må man sætte sig ud på sidelinjen og aldrig få indflydelse på noget som helst. Så selvfølgelig. Jeg er da bare glad for, at vi skal til at lette skatten. Jeg har ikke hørt et eneste borgerligt parti sige, at det er de imod, så det synes jeg bare, er supergodt, sagde Søren Pape Poulsen til Jyllands-Posten

Læs mere her.

Lars Løkke Rasmussen. Han kommer til at få ganske få chancer i denne valgkamp for at brænde igennem, og hvis der er én politiker, der har både rutinen og evnerne til at gøre lige præcis dét, er det Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen. Især på sundhedsområdet viste Løkke sin overlegenhed, men ellers var han gennem hele debatten utrolig god til at "rage" ordet til sig og få leveret skarpt skåret politiske budskaber.

Jakob Ellemann-Jensen. Han blev lidt klemt i tv-debatten mellem de tre statsministerkandidater for nogle uger siden, men onsdag aften formåede Jakob Ellemann-Jensen at træde tydeligt frem som Venstres formand. Han virkede til at trives med den politiske diskussion uden et tydeligt åg af at skulle være statsministerkandidat.

Mai Villadsen. Med 14 partiledere er der kamp om taletiden - også selv om der er sat hele 140 minutter af til debatten. Mai Villadsen valgte med stor præcision og ikke mindst indignation, hvilke emner hun kastede sig ind i. Særlig i runderne om klima og udlændingepolitik var Enhedslistens politiske ordfører særlig skarp. Klimaet skal længere frem i vælgernes bevidsthed, hvis centrum-venstre skal have en chance for at genvinde magten, og her har Enhedslisten en vigtig rolle at spille. Mai Villadsen leverede i første runde, og nu kommer alle de andre runder i løbet af de kommende fire ugers valgkamp.

Morten Messerschmidt. Dansk Folkeparti balancerer i flere målinger omkring spærregrænsen, og partiets formand, Morten Messerschmidt, har ganske enkelt behov for at få maksimalt ud af den nok sparsomme tv-tid, han får. Det fik han ikke onsdag aften.

Marianne Karlsmose. Kristendemokraternes Marianne Karlsmose var aftenens suverænt mest anonyme partileder. Det lykkedes aldrig for partilederen at få placeret Kristendemokraterne centralt i nogle af de mange forskellige debatter. Karlsmose & Co. er nødt til at finde markant punchlines frem, så nogle af tvivlerne bag tv-skærmene har en chance for at huske partiet, hvis Kristendemokraterne skal forfølge den minimale chance, de har for at kunne krybe over spærregrænsen på to procent den 1. november.

Inger Støjberg. Det er ikke konkret politik, der tynger, når Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, deltager i debatter, og det blev ganske tydeligt onsdag aften. Kække replikker kan bringe Støjberg langt, men når det eksempelvis gælder klimadebatten eller økonomisk politik, skal der ikke meget til, før Støjberg roder rundt i ordene, og argumenterne sejler.

Sofie Carsten Nielsen. Hun er den egentlige årsag til, at vi lige nu har valg, men selv om Sofie Carsten Nielsen har haft masser af tid til at forberede sig på, at der er valgkamp omkring Folketingets åbning i begyndelsen af oktober, så virkede den politiske leder for Det Radikale Venstre overraskende passiv og tandløs.

Det så længe ud til, at en debat om lederskab, ledelse og tillid ville være til statsminister Mette Frederiksens (S) fordel. Gennem de første mange måneder af corona-pandemien kvitterede danskerne for den håndfaste krisestyring fra statsministeren med at sende både hendes personlige og Socialdemokratiets målinger med raketfart mod toppen. Siden er det gået lige så hurtigt ned ad bakke.

I dag er statsministeren én, der deler vandene: Enten kan man lide Mette Frederiksen, eller også kan man ikke. Dem, der hælder til de sidste, går de borgerlige partier målrettet efter - og det har de gjort gennem længere tid. Alt tyder derfor på, at de borgerlige partier vil gøre alt, hvad de kan for at få denne valgkamp til at være en afstemning for eller imod Mette Frederiksen.

Omvendt forsøger Socialdemokratiet og de øvrige partier i rød blok at så tvivl om kompetencerne hos de to borgerlige statsministerkandidater - Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (K): Har danskerne virkelig tillid til, at det er en af de to, der skal stå i spidsen for landet, mens kriserne - klimakrisen, Ukraine-krigen og en mulig økonomisk krise - buldrer derudad, lyder spørgsmålet fra venstrefløjen.

Skattelettelser? Afgiftslempelser? Flere varmechecks? Hvor mange offentligt ansatte skal der være i 2030? De økonomiske spørgsmål hober sig op, og i virkeligheden er de fleste danskere nok mest bekymrede for, hvad der står på den næste regning fra el- eller energiselskabet.

Vi står nemlig midt i en energikrise, der kan udvikle sig til en økonomisk krise, mens inflationen buldrer opad. Men hvilke politikere har de bedste svar på de økonomiske udfordringer - eller måske endnu mere præcist: Hvilke politikere, tror vælgerne mest på, kan løse de økonomiske udfordringer og styre kongeriget trygt gennem de urolige tider?

Selv om et bredt flertal i Folketinget har indgået en økonomisk hjælpepakke om hjælp til at komme gennem vinteren med stigende energipriser, har vi næppe hørt det sidste politiske forslag til at hjælpe danskerne.

Det sidste har vi næppe heller ikke hørt om De Konservatives 2030-plan, der blandt andet gør klar til at lempe skatterne for mange milliarder og fjerne efterlønnen. Dén plan vil Socialdemokratiet helt sikkert sørge for, at vi kommer til at høre om helt frem til valgdagen.

Udlændingepolitik har afgjort mange folketingsvalg. Det kommer næppe til at ske denne gang, men udlændingepolitikken skal nok få sin plads i den kommende valgkamp.

Baggrunden for comebacket er ikke, at der er kommet flere flygtninge. Tværtimod. Årsagen til at der igen er kommet energi i udlændingedebatten skal derimod findes hos politikerne selv. Med fremkomsten af Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne, er både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet tvunget til at fremlægge forslag, der har et udlændingepolitisk skær. Socialdemokratiet har et behov for at minde vælgerne om, at partiet under Mette Frederiksens ledelse har taget en kraftig drejning mod højre. Med drejningen blev udlændingepolitikken nærmest lagt død. For ingen har fantasi til at forestille sig, at der skulle komme 90 mandater for at lempe de nuværende regler.

Derudover har Socialdemokratiet et uløst valgløfte fra 2019-valget: Et modtagecenter for asylansøgere i Rwanda. Dét er ikke noget, som støttepartierne ser med venlige øjne på, så hvorfor ikke bore lidt i det, hvis man er borgerlig folketingskandidat?

Under Morten Messerschmidts ledelse er Dansk Folkeparti også fundet tilbage til en god, gammel, flamme: Udlændingepolitikken. Partiet har lige fremlagt en stribe forslag, som er ganske stramme, og hvor selv Socialdemokratiet og Danmarksdemokraterne får svært ved at følge med.

Valget i 2019 blev kaldt danmarkshistoriens første "klimavalg". Klima-debatten var den eneste debat, som kunne holde gennem hele den lange valgkamp i 2019. Sådan bliver det næppe i 2022, fordi klimaet ved dette valg er kraftigt udfordret af mange andre, tunge dagsordener. Men klimaet vil fylde, for danskerne insisterer på, at politikerne skal levere klare, konkrete svar, når vi oplever perioder med tørke og ekstremt vejr.

For venstrefløjen vil det være altafgørende for at kunne skaffe de nødvendige 90 mandater for at bevare flertallet, at klimadebatten kommer til at fylde. Både Enhedslisten og SF vil føre valgkampe, hvor klimaet spiller en betydelig rolle.

Udfordringen for venstrefløjen er, at der faktisk er indgået ganske mange store og vidtgående klimaaftaler i denne valgperiode. De skal nu implementeres, og det vinder man ikke vælgere ved. Men der er ikke flere lavthængende frugter på klimaområdet. Vil man reducere yderligere eller hurtigere, kan det meget nemt komme til at betyde prisstigninger eller andre ubehageligheder for vælgerne, og dem er de færreste politikere klar til at tale om - i hvert fald ikke midt i en valgkamp.

Hvis der er ét emne, som har toppet listen ved de seneste mange valg, er det sundhed. Ventelister og behandlingsgaranti har tidligere været de ord, der blev brugt i sundhedsdebatten, men denne gang handler det i lige så høj grad om løn- og arbejdsvilkår for de ansatte i sundhedssystemet. Især sygeplejerskerne har med deres strejke i 2021 formået at sætte ligeløn på dagsordenen. Og statsministeren har selv luftet tanken om, at der skal ses på løn- og arbejdsvilkårene for udvalgte faggrupper i den offentlige sektor.

Derudover har sundhed fyldt ganske meget i denne valgperiode. Corona-pandemien trækker stadig store spor i et sundhedssystem, hvor de færreste danskere mener, der er er overflod af ressourcer. Regeringen har indgået et stor aftale på sundhedsområdet, men det er næppe nok. Derfor må det forventes, at der kommet et øget politisk fokus på området i løbet af valgkampen.

Siden begyndelsen af august har statsminister Mette Frederiksen (S) været i skarp træning. Og det lønner sig nu. Mette Frederiksen har jo haft den store fordel, at hun har vidst, hvornår formen skulle toppe. Og den peaker nu.

Det er en statsminister i overskud, som onsdag officielt udskrev valget. Hendes meningsmålinger er på mange parametre bedre end hendes forgængeres på nuværende tidspunkt, og hvor Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) ikke nåede at indhente dét, de vag bagud, så har Mette Frederiksen gode muligheder. Dels fordi den socialdemokratiske valgmaskine buldrer fremad i høj fart, dels fordi den borgerlige opposition i øjeblikket hænger en smule i bremsen.

Det må formodes, at Mette Frederiksen blandt andet har valgt en relativ lang valgkamp på grund af efterårsferien, som for mange danskeres vedkommende ligger i uge 42, og her er forventningen af valgkampen går et gear eller to ned. Sker det, kan det give et tiltrængt pusterum, så Mette Frederiksens og Socialdemokratiets gode valgkampsform kan bevares helt ind til målstregen den 1. november kl. 20.00, når stemmestederne lukker.

Som tidligere millitærmand må Jakob Ellemann-Jensen have en god grundform. Han har i hvert fald placeret sig lunt i svinget ved begyndelsen af valgkampen - pænt, uden af være prangende. Men der er potentiale til mere - og risiko for mindre.

Selv om det er helt vildt, at Venstre ser ud til at miste adskillige procentpoint i vælgeropbakning efter dette valg, tyder meget på, at Ellemann-Jensen kan vende det til en god fortælling, fordi alle kan se, at han overtog et gedigent håndværkertilbud efter Lars Løkke Rasmussens tumultariske exit.

Selv om det er helt vildt, at Venstre ser ud til at miste adskillige procentpoint i vælgeropbakning efter dette valg, tyder meget på, at Ellemann-Jensen kan vende det til en god fortælling, fordi alle kan se, at han overtog et gedigent håndværkertilbud efter Lars Løkke Rasmussens tumultariske exit.

Venstre og Jakob Ellemann-Jensen har endnu ikke fremlagt en økonomisk 2030-plan. Det er forventningen, at partiet ganske snart vil lægge et alternativt, borgerligt bud på en økonomisk politik frem, så borgerlige vælgere ikke kun kan skæve over mod De Konservative og deres 2030-plan med eksempelvis fjernelse af både topskat og efterløn. Den slags kommer Venstre næppe til at foreslå.

Efter Søren Pape Poulsen annoncerede sit statsministerkandidatur, har Ellemann-Jensen skulle finde sig til rette i en ny rolle som et såkaldt balanceret borgerligt statsministerbud. Han har ikke helt ramt bulls eye endnu, men sigtekornet er indstillet, så med lidt intensiv træning, kan Ellemann-Jensen sandsynligvis hurtigt finde en solid valgkampsform.

Har De Konservative og Søren Pape Poulsen toppet for tidligt? Det er i hvert fald nogle gevaldige dyk i meningsmålingerne, som både Søren Pape Poulsen og De Konservative har taget, siden partiet i begyndelsen af august lancerede partiets ambitioner om at indtage Statsministeriet efter valget. Søren Pape Poulsen er stadig den mest populære statsministerkandidat, når han måles op mod Jakob Ellemann-Jensen, men V-formanden mindsker i øjeblikket afstanden uge for uge.

To dage efter lanceringen af statsministerkandidaturen fremlagde Søren Pape Poulsen på partiets sommergruppemøde i Nordsjælland en økonomisk 2030-plan. Planens forside og bagside var godt nok pakket ind i den grønne, konservative partifarve, men det politiske indhold i udspillet var dybblåt. Væk med både topskat og efterløn og masser af skattelettelser til danskerne.

Indtil videre ligner det ikke, at vælgerne har givet planen stor opmærksomhed. Det har den til gengæld fået fra socialdemokraterne. Her er K-planen gaven, der bliver ved med at give, fordi den giver socialdemokraterne mulighed for at køre deres foretrukne politiske kampagne: Velfærd eller skattelettelser.

Samtidig har Søren Pape Poulsen oplevet flere uheldige sager om hans privatliv, og selv om sagerne ikke har været de største, har mængden af dem var skadende for Søren Pape Poulsens agtelse blandt vælgerne.