Rygning: Ved årsskiftet steg prisen på en pakke cigaretter til i gennemsnit 60 kroner. Men der er opbakning blandt et flertal af vælgerne til at sætte prisen helt op til 90 kroner.

Det viser en ny meningsmåling foretaget af Epinion for Kræftens Bekæmpelse, hvor 2.682 danskere over 18 år i perioden den 31. august-13. september er blevet spurgt: "Hvad synes du om at hæve prisen på en pakke cigaretter til 90 kroner?"

Her svarede 61 pct. enten "godt" eller "meget godt". 19 pct. svarede "dårligt" eller "meget dårligt".

Meningsmålingen er repræsentativ på køn, alder, region og parti.

Jesper Fisker, direktør for Kræftens Bekæmpelse, er positiv over for resultatet.

- Vi synes, det er vigtigt at gøre alt, hvad man overhovedet kan for, at især børn og unge ikke begynder at ryge. Vi ved, at prisen betyder rigtig meget. Vi vil gerne have prisen endnu højere op, men 90 kroner vil være et godt ekstra hug opad, siger han.

I foråret meldte flere partier, herunder Venstre, SF og Radikale Venstre, sig klar til at hæve prisen på cigaretter. Men de politiske forhandlinger om forebyggende sundhedstiltag blev udskudt.

Ifølge meningsmålingen støtter et flertal af vælgerne i både rød og blå blok en prisstigning til 90 kroner.

- Her må politikerne altså lytte til vælgerne. Befolkningen er klar til at sætte tobakspriserne markant op, så det må være en bunden opgave for det nye folketing, siger Jesper Fisker.

Hos brancheorganisationen Tobaksproducenterne er svaret et anden. Direktør Tine Marie Daell henviser til, at det vil koste statskassen milliarder hvert år, hvis prisen sættes op til 90 kroner.

Skatteministeriet estimerer nemlig, at en pris på 90 kroner per pakke vil medføre et tabt provenu på 2,625 milliarder kroner i 2025, idet cigaretsalget forventes at falde, og flere vil købe cigaretter i udlandet.

- Vi har allerede nogle af de dyreste cigaretter i Europa, kun overgået af enkelte andre lande. Samtidig skyder illegale markeder og cigaretfabrikker frem, herunder de ulovlige e-cigaretter, puff bars. Jeg synes, at Kræftens Bekæmpelse bør stikke piben en smule ind og starte med at svare på, hvordan vi skal bekæmpe illegale markeder, og hvordan skattekronerne til deres forslag skal findes, siger Tine Marie Daell.

Hos Kræftens Bekæmpelse mener Jesper Fisker, at det er forkert at fokusere på, at prisstigningen vil koste statskassen i mistede skatteindtægter.

- Man kan regne den slags ting ud på mange måder. Men det vigtigste argument er, at det er livsfarligt at ryge. Der er 13.000, der dør hvert år af rygning. Det kan altså ikke være et spørgsmål, om man får nogle indtægter ind i skattesystemet eller ej. Her må sundheden gå langt forud for skatteindtægter, siger han.

I forskningen er det ”utrolig veldokumenteret”, at når cigaretprisen sættes op, falder andelen af rygere. Det fortæller Charlotta Pisinger, klinisk professor ved Københavns Universitet med speciale i tobaksforebyggelse.

- Dem, der har den største gavn af det, er de unge og de fattige. Jo færre penge man har på hånden, desto større effekt har det.

Charlotta Pisinger mener ikke, at der er belæg for at sige, at højere priser vil medføre mere illegal handel. Det er ”tobaksindustri-argumenter”, siger hun.

- Vi har lande i Europa, der har arbejdet intenst med at optrevle illegale handelsforbindelser og straffe bagmændene. For eksempel i England fik man en meget høj pris på tobak samtidig med, at der var et stort fald i illegal handel, fordi man investerede penge og ressourcer i at modarbejde det. Og de penge er kommet rigeligt igen.

Der er "selvfølgelig nogle", der vil køre over grænsen for at købe cigaretter, siger professoren.

- Men med de benzinpriser, vi har i dag, skal man ikke bo langt væk, før det ikke kan betale sig. Og unge under 18 år, som vi især er bekymrede for skal begynde at ryge, har ikke bil, siger hun.

Selvom andelen af rygere er faldende, er rygning fortsat "det største sundhedsproblem, vi har i Danmark", fastslår Charlotta Pisinger.

- Rygning er den faktor, som vi kan forebygge, som koster flest liv og medfører flest indlæggelser, flest sygedage, flest førtidspensioner.

Blandt partier på begge fløje er der opbakning til at hæve prisen til 90 kroner - men ikke lige nu.

Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, peger på, at "vi lige nu står i en situation, hvor statens finanser er under et voldsomt pres, og derfor må vi udskyde det måske et, to eller tre år".

- Vi er bestemt positive for, at vi får sat priserne op på den lange bane. Men lige nu og her er der ganske store økonomiske udfordringer, så jeg tror ikke, at det lige er tiden.

Så statskassen står i det her tilfælde over folkesundheden?

- Ja, det er et spørgsmål om, at man lige udskyder det. Fordi vi har så store økonomiske udfordringer nu med en energikrise og inflation, der også kan gøre, at folk stopper med at ryge, fordi pengene er mindre i øjeblikket.

SF's sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, bakker også op om at sætte cigaretafgiften op. Men kun, hvis der kan findes finansiering til at dække hullet i statskassen. Og hun understreger, at det ikke skal ske "i morgen". Desuden er hun bekymret for den sociale slagside af prisstigningerne.

- Jeg er bekymret for, om vi efterlader nogle ældre borgere, der er nikotinafhængige, men som ikke har tænkt, at tobak var skadelig på samme måde, som alle andre har. De kan ikke bare lægge cigaretterne på hylden uden videre, siger Kirsten Normann Andersen.

Radikale Venstre har i flere år foreslået at hæve prisen til 90 kroner. Partiets sundhedsordfører, Stinus Lindgreen, mener ikke, at det er nødvendigt at vente.

- Jeg ser ikke noget argument for ikke at gøre det nu, tværtimod. Vi skal gøre, hvad vi kan for at hjælpe folkesundheden.

Lige nu er økonomien svær for mange danskere, og der er en social slagside i, hvem der ryger. Det er oftest dem uden det største råderum, og samtidig kan det være svært at stoppe. Er det så det rigtige tidspunkt at hæve priserne?

- Der er visse grupper, der ryger mere, og som får følgesygdomme af det, og det skal vi gøre noget ved. Idéen med at hæve prisen er netop, at folk netop skal holde op med at ryge. Det kan ikke stå alene, der skal også være rygestoptilbud for at hjælpe de her folk, da det er et stærkt afhængighedsskabende stof.

Arbejdskraft: Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S) blev forarget, da han så Inger Støjberg til topmødet i Dansk Industri stå at fortælle om, at Danmarksdemokraterne ønsker at nedsætte beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft.

- Vi skal holde fast i den lave beløbsgrænse, også efter de tre år, uddybede hun i en skriftlig kommentar til Børsen og tilføjede, at man bør se på ”at justere beløbsgrænsen en tak ned”.

Beløbsgrænsen er den årlige minimumsløn, som en arbejder fra et land uden for EU skal tjene for at få lov til at arbejde og opholde sig i Danmark. Og det bekymrer Kaare Dybvad, hvis den skal sættes yderligere ned.

- Jeg synes virkelig ikke, det hænger sammen, det som Danmarksdemokraterne siger. En nedsættelse af beløbsgrænsen vil lukke masser af underbetalt arbejdskraft fra Asien og andre steder ind. Det kommer til at ramme håndværkere i provinsen, små virksomheder og folk der i forvejen har svært ved at få tingene til at hænge sammen.

I har selv lige vedtaget, at beløbsgrænsen skal sættes ned?

- Ja, til 375.000 kroner. Hvis du spørger, hvad en håndværker i provinsen tjener, så vil de som udgangspunkt få 375.000 om året. Og det vil du kunne leve af, du vil kunne købe et parcelhus i Herning, og du vil kunne have en bil, og spise en bøf om fredagen. Men nu siger Støjberg, at den skal sættes ned, og det kan være på et niveau, som man måske reelt ikke kan leve for i Danmark, eller hvor du i hvert fald bliver udfordret, siger Kaare Dybvad og uddyber:

- Det, synes jeg, er et farligt perspektiv, og lige nu ligner det, at de hellere vil stå nede i Dansk Industris saloner og snakke om nedsættelsen af beløbsgrænsen og lukke mere asiatisk arbejdskraft ind, end de vil sikre det lille håndværkerfirma i Nordjylland, som har brug for at give deres svende en ordentligt løn, og polstre sig selv i en periode, hvor der er høje energipriser.

En af de største udfordringer i Danmark er, at der kommer flere ældre og børn, og der mangler arbejdskraft. Med andre ord, er det ikke bare bidende nødvendigt at få mere udenlandsk arbejdskraft?

- Jo, det er det. Og vi har rigtig mange veje ind i Danmark som udlænding. Hele EU har fri adgang til det danske arbejdsmarked, og hvis du tager ned på slagteriet i Ringsted eller Horsens, så vil du se, at mange af dem er udlændinge, særligt polakker. De har fri adgang til det danske arbejdsmarked, og så længe det er på ordentlige vilkår, så er jeg sådan set fint med på det.

Man kan vel godt sikre, at der er på ordentlige vilkår, selvom beløbsgrænsen bliver sat ned?

- Nej, fordi vi har et samfund i Danmark, hvor man som faglært kan bo i et parcelhus i Holstebro og have et almindeligt job og tjene penge til at forsøge sig selv og sin familie. Det er vores samfund, og det tror jeg de fleste danskere holder meget af. Hvis vi lige pludselig skal importere arbejdskraft på nogle meget lavere lønninger fra for eksempel Asien, så udfordrer vi det. Så vil håndværkeren i Holstebro ikke kunne tage 212 kroner i timen, fordi der vil stå en ved siden af og sige, at vedkommende vil gøre det for 150 kroner. På langt sigt vil det betyde økonomiske konsekvenser, og det er et problem. Og der kan jeg faktisk ikke forstå, at man hos Danmarksdemokraterne hellere vil være solidariske med salonerne og Dansk Industri end med håndværkerne i provinsen.

Erfaringerne viser, at den udenlandske arbejdskraft hentet gennem den her ordning giver plus i statskassen. Hvorfor er det et problem, hvis der kommer flere af dem?

- Det, som har givet overskud, har været en beløbsgrænse på 460.000 kroner

Folk tjener jo stadigvæk penge og betaler skat?

- Selv hvis det gør, så er der altid en balance imellem, hvad er det for nogle vilkår, vi har. Vi vil gerne have et arbejdsmarked, hvor der er styr på tingene, hvor der er ordnede forhold, og folk får en ordentligt løn. Vi vil gerne have økonomisk vækst, men vi sælger ikke vores sikkerhed på arbejdsmarkedet for at få økonomisk vækst. Så får man et samfund som i Sydeuropa, hvor der er nogle, der tjener utroligt meget, og nogle der tjener utroligt lidt.

Mette Frederiksen sagde følgende i sin åbningstale: ”Manglen på medarbejdere. Det gælder både i det private og det offentlige. Men hvor vi umiddelbart kan gøre noget for erhvervslivet. Lempe reglerne for udenlandsk arbejdskraft. Se på skatter og afgifter.” Siger Mette Frederiksen og Inger Støjberg ikke fuldstændig det samme?

- Vi har lempet reglerne før sommeren, selvom det har ikke været vores udgangspunkt, men vi kom frem til den konklusion, at der var behov for at lempe reglerne en smule, men med en række vigtige barrierer. For det første, at det er midlertidigt og varer tre år. Der siger Inger Støjberg, at det skal være permanent, uanset om vi står i en situation, hvor vi mangler arbejdskraft.

Men siger Statsministeren ikke ret præcis, at der er yderligere behov for udenlandsk arbejdskraft og lempe reglerne?

- Der er masser af måder, hvor man kan lempe reglerne uden at gå på kompromis med, at du ikke skal trykke lønningerne. Her siger Støjberg helt klart, at det kan handle om at justere beløbsgrænsen en tak ned. Det handler om, at beløbsgrænsen ifølge Danmarksdemokraterne er for høj, det siger Mette Frederiksen ikke noget om i det der.

Så beløbsgrænsen kan ifølge Socialdemokratiet ikke sænkes yderligere, den er på det laveste mulige punkt?

- Vi begynder at komme et sted hen, hvor hvis vi sænker den mere, så vil det ramme for eksempel håndværkere, vi er ved at være på deres startløn nogle steder, i hvert fald hvis du regner på bruttoindkomst. Hvis du så vil sænke den yderligere til 260.000 eller hvad der er planen, så kommer du sted hen, hvor det reelt vil trykke lønningerne på danske håndværkere.

Vil du garantere, at I fra regeringens side ikke kommer til at lempe beløbsgrænsen, hvis I genvinder valget?

- Nu skal vi først vinde valget, før vi ser fremtiden an.

Du siger bare, at vi allerede nu balancerer på grænsen?

- Jeg mangler bare et klart svar fra Danmarksdemokraterne. Vi har tidligere diskuteret at sætte beløbsgrænsen til 360.000 kroner, som var de borgerliges krav. Men det ændrer ikke ved, at vi ikke får svar fra Danmarksdemokraterne, og jeg synes Danmarksdemokraterne skøjter henover, at Peter Skaarup tidligere har sagt, at en nedsættelse af beløbsgrænsen er et ræs mod bunden, og nu vil de selv gerne sætte beløbsgrænsen ned. Det hænger ikke sammen.

Og det, jeg mangler et klart svar på, og som du skøjter henover, er, kan du love, at I ikke nedsætter beløbsgrænsen?

- Nej, jeg kan ikke give en garanti for, at vi ikke sænker den fra de 375.000. Vi har tidligere været villige til at justere den til 360.000, som var de borgerliges udgangspunkt, fordi vi rigtig gerne ville have en bred aftale.

Hvad er smertegrænsen?

- Det kan jeg nok ikke give et beløb på, men nu er det heller ikke mig, der har stået i fjernsynet og sagt, at vi skal sætte den ned, det er Støjberg.

Du siger også, at det er meget kritisabelt, at hun vil sætte den ned. Men du vil ikke garantere ikke selv at gøre det?

- Jamen, jeg ved ikke, hvis de sætter den ned til 250.000 - 300.000, jeg ved det ikke. Vi har sagt fra starten, da vi forhandlede med de borgerlige, at vores udgangspunkt var, at den ikke skulle sættes ned i forhold til de 450.000. Så lavede vi en aftale med nogle forsikringer, der er enormt vigtige for os. Altså når arbejdsløsheden bliver høj, så stopper ordningen, og når der er gået tre år, så stopper så ordningen. De ting ved vi ikke med Danmarksdemokraterne, og det har folk med lavere lønninger krav på at vide.

Avisen Danmark har over flere dage forsøgt at få en kommentar fra Inger Støjberg, men det har ikke været muligt at få et interview. I stedet er det gruppeformand for Danmarksdemokraterne, Peter Skaarup, der svarer i en mail.

Danmarksdemokraterne oplyser, at de endnu ikke har fremlagt et konkret forslag om at ændre beløbsgrænsen, men blot meldt ud, at det er en af de ting, de kigger på for at hjælpe virksomhederne med at tiltrække arbejdskraft.

- Derfor er det også endnu en desperat skræmmekampagne fra en af Mette Frederiksens løjtnanter, når der forsøges fremmanet et billede om, at en eventuel lille justering af beløbsordningen vil medføre en folkevandring fra Asien mod det danske arbejdsmarked. Danske arbejdsgivere vil selvfølgelig helst ansætte dansk arbejdskraft, da de allerede kan sproget og kender kulturen. Men hvis en virksomhed står og mangler arbejdskraft og ikke kan finde den i Danmark, så er det da sund fornuft, at udlændinge kan komme hertil og arbejde på overenskomstmæssige vilkår, skriver Peter Skaarup.

- Hvis det der skal til for, at Socialdemokratiet kan se sig selv i en drøftelse om beløbsgrænsen er, at der skal være en kobling til ledighedsprocenten, så har vi ikke problemer med at drøfte det.

Kvindedrab: På stålbordet lå en kvinde. Død af indre blødninger forårsaget af talrige knytnæveslag fra hendes tidligere kæreste, som havde set sig sur på hende efter en bytur. Og som en slags morbid signatur havde kærestens fingerring efterladt et aftryk af hans initialer i hendes ansigt.

Det er knap 20 år siden, den dengang grønne Asser Hedegård Thomsen assisterede obduktionen af kvinden på Aarhus Kommunehospital. Hans første drabsobduktion. Men det skulle være langtfra sidste gang, at han i sit virke som retsmediciner stiftede bekendtskab med den største enkeltstående drabstype herhjemme. Kvindedrabet. Og partnerdrabet i særdeleshed.

- Der er aldrig nogen - levende eller døde - der kommer ind til os, fordi de har haft en god dag. Men jeg står der med en opgave og har efterhånden vænnet mig til det. Når det er sagt, er det klart, at historierne går ind. Jeg tænker på dem bagefter, fortæller Asser Hedegård Thomsen til avisen.

I sin ph.d. fra 2020 kortlægger han kort og godt drab i Danmark. Og det er data fra det projekt, der sammen med talrige interviews med eksperter samt fortællinger om udvalgte danske kvindedrab danner rammen om hans og journalist Line Vaabens nye bog: "En forudsigelig forbrydelse".

- Der har måske manglet noget fokus på det her. Jeg har i min forskning været glad for at kunne sætte tal på, men det burde der jo have været i forvejen. For de sager, der ender i drab, er kun toppen af isbjerget. Nedenunder er alle dem, der er udsat for social kontrol og forskellige former for psykisk eller fysisk vold.

- Fælles for drabene er nemlig en række mønstre og røde flag, der går igen, og som man kan bruge til at forudsige og forebygge. Med vores bog håber vi, at vi kan bringe noget mere viden ind i debatten, så alt fra fagfolk til de familier, som er i kontakt med de her mennesker, kan blive opmærksomme på faresignalerne, inden det går galt, fortsætter Asser Hedegård Thomsen.

I sidste måned blev en 30-årig århusiansk kvinde skud og dræbt i Sydfrankrig. Hun havde krøller, var uddannet tøjdesigner og levede et liv fyldt med oplevelser og rejser. En af dem, der kendte hende, beskrev hende efterfølgende som en "solstråle". Hendes lig blev fundet i et køleskab, og hendes danske samlever er nu sigtet for forbrydelsen.

50-årige Britt Palmgren var skønhedsdronning som ung og sad frem til januar i direktørstolen hos et stort århusiansk rengøringsfirma, hun selv havde skabt fra bunden. Hun var et kendt ansigt i Ebeltoft, hvor hun boede med sine børn, og i Aarhus, hvor "hendes gode humør og smittende latter var hverdag på firmaets adresse", som der stod i afskedsbrevet fra hendes ansatte.

I januar blev hun dræbt. Efterladt foran sit hjem med adskillige knivstik og halsen halvt skåret over. Mandag vil hendes 53-årige mand ifølge sin forsvarer tilstå drabet.

Den 30-årige kvinde og Britt er blot to af de historier om drab på kvinder, der har fyldt spalterne den seneste tid. To mere i rækken af de 536 kvindedrab, der er begået i Danmark mellem 1992 og 2016.

Og formentlig to mere til den statistik, der viser, at kvinder bliver dræbt af mænd. Gennemsnitligt 12 gange årligt. Oftest af deres kæreste, mand eller ekspartner - og sandsynligvis inden for hjemmets fire vægge. I cirka 60 procent af tilfældene foregår drabet med enten kniv - oftest langt mere end fem stik - eller ved kvælning.

Norsk forskning har peget på, at der forud for næsten syv ud af ti partnerdrab har været fysisk eller psykisk vold, og at der i seks ud af ti sager var anmeldt mere end fem voldsepisoder hos myndighederne.

Kun fem procent af kvindedrabene herhjemme begås af andre kvinder, og her er der i mere end halvdelen af tilfældene tale om psykisk syge mødre, der slår deres barn ihjel. Men fædre dræber også døtre. Piger under 18 er ofre i 14 procent af de samlede kvindedrab. Og det er oftest far, der er morderen.

I 11 procent af alle drab følger gerningspersonen op med at begå selvmord. Knap fem procent forsøger, men mislykkes. Over halvdelen af dem, der lykkes, begår selvmordet i forbindelse med et partnerdrab, mens en tredjedel gør det i forbindelse med drab på et barn i familien.

Hvor drabskvinder ofte er marginaliserede og socialt udsatte, er der langt flere gerningsmænd bag kvindedrabsstatistikkerne, der - i hvert fald på overfladen - er mere "almindelige".

Almindelige mænd, man kan møde på diverse arbejdspladser og dagligt hilse på, mens de slår græsset i parcelhuskvartererne.

- Der er forskellige typer, og det er svært at sætte dem i en kasse. Vi ved dog, at en del af dem er personlighedsforstyrret. Dét, man i gamle dage ville kalde psykopater. Der er også en del narcissister. Men det er der jo også mange, der kan være, uden at de dræber, forklarer Asser Hedegård Thomsen, inden han redegør for de tre typiske profiler på gerningsmænd, som ikke dræber i enten selvforsvar eller det, der kan kaldes "sindssyg i gerningsøjeblikket".

Der er den håbløse, der ikke har en voldelig forhistorie og dræber grundet ydre stressfaktorer som økonomisme problemer (ofte efterfulgt af selvmord, red.), den forurettede, der typisk er personlighedsforstyrret og i forbindelse med en skilsmisse lægger skylden på offeret, og så er der den voldelige, der betragter kvinden som sin ejendom og i sidste ende eskalerer volden til drab. Ofte som et resultat af trusler om drab på sig selv og/eller kvinden inden da.

- Ved alle drabene - og særligt ved dem, der foregår inden for familien - er der mønstre, man burde kunne genkende. Seksuel eller fysisk vold, hvor man får taget kvælertag, bliver slået eller holdt fast, er meget synlig. Men psykisk vold, hvor man eksempelvis bliver nedgjort eller kontrolleret, er svær at opdage. Det kan måske virke sødt, at han altid følger hende helt ned til bussen, men det kan også handle om kontrol.

Mønstrene i perioden op til et partnerdrab er faktisk så klare, at man på et generelt plan kan pege på en række stadier, der går igen. Den britiske lektor i kriminologi ved Gloucestershire Universitet, Jane Monckton-Smiths, otte stadier kan - lidt groft - opsummeres således:

Manden har ofte en forhistorie med en vis grad af enten vold eller stalking, og forholdet bliver meget hurtigt meget intenst, hvorefter kontrollen tager til, indtil der sker en form for et kontroltab i det såkaldte "triggerstadie", der blot får manden til at intensivere behovet for kontrol med værktøjer som psykisk-, seksual-, økonomisk- eller fysisk vold.

Og til sidst går det op for manden, at han ikke længere kan kontrollere kvinden. Oftest i forbindelse med, at kvinden går fra ham. Herfra ønsker han at "ødelægge" hende - for hvis ikke han selv kan have hende, skal ingen andre. Og så dræber han hende.

- Det farligste tidspunkt i en kvindes liv er i tiden omkring et brud. Vi ved, at kvinderne ofte bliver dræbt inden for tre måneder af bruddet. Og når en kvinde bliver slået ihjel af en partner eller en eks, handler det oftest om jalousi. Ofte fordi, at hun har fundet en ny. Men konkrete motiver er i sagens natur svære, fordi den ene part er død. Og når gerningsmanden begår selvmord, er det ekstra svært, fortæller Asser Hedegård Thomsen.

I begyndelsen af året resulterede drabet på den 22-årige Mia Skadhauge Stevn, der blot var på vej hjem fra en bytur i det aalborgensiske natteliv, i, at hashtagget "#textmewhenyougethome" for alvor blev taget i brug herhjemme, hvilket endte med en heftig debat om kvinders tryghed.

På den ene side var der dem, som pegede på, at antallet af mandlige drabsofre er højere end antallet af kvindelige. På den anden side lød argumentet, at "kvinder bliver dræbt, fordi de er kvinder. Det er ikke tilfældet for mænd".

- Prøv at sætte de 536 dræbte kvinder i en sportshal ved siden af hinanden. Det er masser af tabt liv. Mange af dem ville stadig være forholdsvis unge i dag. Nogle var børn. Og hver og en har pårørende, venner og bekendte, som er direkte berørt, lyder det fra Asser Hedegård Thomsen, der påpeger, at det ikke blot handler om partnerdrab.

- Det er vigtigt at sige, at en kvinde ikke nødvendigvis er i fare for at blive dræbt, hvis hun er udsat for partnervold. Men vi ved fra forskningen, at det øger sandsynligheden. Så hvis vi sætter ind over for partnerdrab og som samfund - myndigheder, familie, venner - identificerer samt handler på de røde flag, når vi bliver opmærksomme på dem, så hjælper vi også alle de mange kvinder, der er udsat for fysisk og psykisk vold i hjemmet.

- Vi kunne godt bruge at få nogle tal på bordet. Gå de her drab igennem og se, hvad der var af advarsler. Ikke for at finde de fejl, der måske er begået, men for at blive klogere på, hvad vi kan lære fremadrettet. Hvor mange af de her mænd, ved vi, havde truet med selvmord? For det er et rødt flag. Har han før taget kvælertag? For det er et kæmpe rødt flag, fortsætter Asser Hedegård Thomsen.

Han understreger dog, at det ikke betyder, at mænd, der fortæller om selvmordstanker, er i fare for at slå deres partnere ihjel. Men statistisk set er det ét af de mønstre, man ser. Derfor er det også vigtigt at have fokus på hjælp, rådgivning og støtte til mændene - for både mændene og kvindernes skyld.

Her henviser han især til erfaringer fra Norge, hvor man påstår, at faldende partnerdrabsrater handler om netop dén slags tiltag.

- Der er også sket noget herhjemme de seneste år. Kvinde- og partnerdrab har fået mere opmærksomhed. Men vi kan være endnu mere opmærksomme. Der er en lang række områder, hvor man kan sætte ind. Det handler dog om at få nogle tal på bordet og lytte til fakta. Og det er dét, vi håber, at bogen kan hjælpe med.

Line Vaaben og Asser Hedegård Thomsens "En forudsigelig forbrydelse" (311 sider) udkommer mandag 10. oktober.

Riget: Med "ding dong", nye opvaskere og en kæmpebaby i muren er den længe ventede sæson af tv-fænomenet "Riget" tilbage. Og det er der god grund til at glæde sig over, hvis man er en af de mange danskere, der for 27 år blev opslugt af serien. For sidste kapitel i serien, "Riget: Exodus", er tro mod sig selv.

Ligesom tiden er gået i virkeligheden, er tiden også gået på rigshospitalet. Næsten tre årtier efter de første mystiske begivenheder begyndte, er porten til "Riget" endnu ikke lukket.

Serien begynder med søvngængeren Karen, som er spillet af altid fantastiske Bodil Jørgensen, der i sin søvngang forvilder sig til "Riget". I løbet af serien navigerer en mystisk stemme hende dybt ned i "Rigets" mørke og sammen med Bulder, spillet af Nicolas Bro, forsøger hun at finde frem til sygehusets gåder. Det lyder nærmest som en børnejulekalender fra slut 00’erne, men det er alt andet end det.

Gennem Karen tages seeren væk fra nutidens filmdyder og direkte tilbage til det univers, som Lars von Trier skabte for 27 år siden: På Riget er alt nemlig sepiafarvet, kameraføringen håndholdt og filmkvaliteten dårlig og uskarp; præcis som det så ud i 1994, da danskerne sad klistret foran billedrørs-tv’et, mens første sæson af "Riget" blev sendt. Det nostalgiske dogmegreb er i al dens grimhed i sig selv smukt.

Peter Mygind er også tilbage som den lidt for gamle propelhats-bærende Mogens, der på hospitalsgangene fiser rundt på løbehjul, trods sin modne alder. Rigmor, spillet af Ghita Nørby, er nu en kørestolskørende elevator-nisse, for ikke at glemme Søren Pilmark, der har fået en grøn hanekam. Alle lige uduelige og usympatiske ligesom alle andre karakterer i serien - nye som gamle.

Det er bimlende skørt og utroligt betagende på samme tid, som et spejlbillede af en mystisk verden. Men serien ender desværre også med at være for kendere af serien, eftersom de konstante referencer til tidligere handlingstråde formentlig får nytilkommende til at stå af Trier-toget.

Det er stadig spøgelseshistorien, der er den røde tråd. Alligevel er "Riget: Exodus", modsat de to forrige sæsoner, ikke skræmmende.

Første sæsons historiske klimaks med dæmonbarnet Lillebror (i form af Udo Kiers voksne ansigt), der kommer ud af lægen Judiths underliv, har indprentet sig som et nationalt polaroidbillede på nethinden af alle, der fulgte med dengang.

Men et sådant øjeblik er fraværende i den nye sæson. Tværtimod gøres der brug af lidt for klassiske gysereffekter: En pludselig blodig hånd på en dugget rude og lommelygtelys på ansigter nedefra.

Det er overraskende, for Lars von Trier forsøger altid at bryde de klassiske rammer og definerede genrer, hvilket ofte ender i så dyriske og groteske lyster og afhuggede kropsdele, at hr. og fru. Danmark hurtigt slukker tv’et. Men ikke denne gang. Bevares, vi slipper ikke for et enkelt udgravet øje.

Men Lars von Trier stamper i jorden. Han nægter at give det, som folk vil have - i dette tilfælde et godt gys.

"Riget: Exodus" vender nemlig snuden mod noget andet, som Trier bestemt også excellerer i - nemlig humor. Og i særlig grad satire.

Danskernes drukkultur står for skud, samtidig med at de politisk korrekte svenskere får et ordentligt hug, hvor samtykke-mails, krænkelsessøgsmål og brugen af ”hen” som stedord udskammer woke-kulturen. End ikke den teknologiske udvikling går fri af Triers satiriske øjne, hvor opvaskerne fra de tidligere sæsoner er skiftet ud med blandt andet en robot.

Trier formår at binde en yderst tilfredsstillende sløjfe på serien, som ingen af os troede, vi nogensinde skulle få. Den er morsom, underholdende, vanvittig, betagende – og særligt de sidste sekvenser trækker serien mod topkarakterer. Men kunne man ikke lide de første to sæsoner af tv-fænomenet, vil den nye sæson af "Riget" ikke imponere.

Viaplay søndag 9. oktober - kommer på DR senere på året. 5 afsnit af cirka 60 min. Instruktør: Lars von Trier. Medvirkende bl.a: Bodil Jørgensen, Nicolas Bro, Lars Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Peter Mygind, Ghita Nørby og Søren Pilmark.

Socialdemokratiet fremlagde søndag planer om at sænke skatten, og det har mødt hård kritik fra dem, der normalt støtter partiet. Avisen Danmark har samlet de vigtigste politiske historier fra det seneste døgn.