Andreas Odbjerg kan ikke holde tårerne tilbage. Efter otte timers arbejde med at ramme den perfekte melodi til en ny sang, folder den som en flyveklar sommerfugl vingerne ud i det lejede feriehus i Le Tignet syd for Nice.

Sangeren Emma Grankvist synger en vrøvletekst på engelsk til melodien, som sangskriveren August Møller Fog sammen med produceren Malthe Rostrup har brugt en hel arbejdsdag på at forme. Deres slid belønner sig.

- Hold kæft, hvor er det smukt. Jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor glad jeg er. Mine tårer fortæller vist det hele. Det er den reneste reaktion, man kan få, siger Andreas Odbjerg, mens Emma Grankvist krammer ham.

De står længe og holder om hinanden, mens tårerne løber ned ad hans kinder og drypper på hans bare brystkasse. Derefter er det de to mænds tur til en begejstret omfavnelse.

- Malthe, du er for vild. Du er fuldstændig virtuos. August, hvor er det sygt, så dygtig du er. Alt går op i en højere enhed. Det kunne lige så godt være Tom Petty og George Harrison, der havde skrevet den sang. Fuck, hvor sygt, udbryder Andreas Odbjerg.

Han har inviteret Emma Grankvist, Malte Rostrup og August Møller Fog til Le Tignet, fordi han er begejstret for deres lyd og arbejde i henholdsvis Eee Gee, Jada og Soon.

- Mit ønske var at få nogen herned, jeg ikke arbejder sammen med til daglig. Nogen, som kan sætte kursen og indtage førersædet i forhold til at skrive nogle anderledes melodier. De første to uger var det mig, som havde taktstokken, og jeg kan mærke, det er fedt, at det ansvar nu hviler på dem, siger Andreas Odbjerg lidt senere ved spisebordet på terrassen.

Han kalder de tre kollegers tilstedeværelse et tiltrængt frisk pust.

- Det er så fucking rart at synge nogle melodier, man ikke selv har skrevet. Man kan ikke flygte fra sin egen musikalske identitet. Hvis man tror, man kan, er man naiv. Jeg er sikker på, at lytterne også kan høre, at de sange, de tre har været med til at skrive, kan noget andet. De kommer uden tvivl til at løfte albummet som helhed. Emma har noget countryfolk og jazz over sin stemme og melodier, som er virkelig interessant at arbejde med. Hun er en dansk Eva Cassidy, konstaterer Andreas Odbjerg.

Han taler om dynamikken mellem de fire. At den går op. At de supplerer hinanden perfekt.

- Det nytter ikke noget, hvis melodien eller ordene kun smager godt for tre af os. Vi skal alle sammen kunne lide det. Have samme mavefornemmelse. Selv om vi har vidt forskellige referencer og præferencer, klikker vi bare, siger Andreas Odbjerg.

- Jeg har det på præcis samme måde. Selv om melodien, vi har skabt i dag, var kompleks rent rytmisk, var det ukompliceret at finde derhen sammen. Jeg er virkelig imponeret over, hvor dygtige I er, siger Emma Grankvist med henvisning til Malte Rostrup og August Møller Fog.

Det sætter en lavine af kollegial ros i gang. Måske hjulpet på vej af iskolde Heineken-øl.

- Andreas, jeg vil ikke hælde benzin på storhedsvanviddets bål, men jeg synes altså, det er vildt, at du har skrevet så mange af de seneste års største danske popsange, siger Malte Rostrup og hæver glasset.

Der lyder et salute, som overdøver lyden af poolens renseanlæg.

Dagen efter er det en ny sang med det overordnede emne ”mor”, som er på programmet. Melodien fik firkløveret styr på i løbet af formiddagen, da Emma Grankvist havde gjort sit forarbejde og medbragt en yderst brugbar skitse.

Inden de begynder at notere på Emmas blok, snakker de om, at de næsten alle har modtaget en sms eller fået et opkald fra deres mor i løbet af dagen.

Emmas mor skrev, at hun håbede, at flyturen fra New York var gået godt. Malthes mor ringede for at sige, at hun håbede, det blev et par gode dage i det sydfranske, mens Augusts mor sendte en hilsen med bemærkningen, at hun var stolt af ham.

- Det er ret vildt, at mødre er så gode til at holde kontakten og spørge ind til, hvordan man har det. Jeg er virkelig ikke god til at få ringet tilbage, siger Emma Grankvist.

Andreas Odbjergs ansigt lyser op. Han synger: ”Jeg ringer ikke så tit, men jeg savner dig”. Smager på linjen. Synger den i en anden toneart. Og smiler.

- Det der med ikke at ringe så tit, er noget, mange kan genkende. Det er universelt. Jeg tror, at mødre har et instinkt på et næsten spirituelt plan. Min mor kan mærke, hvis jeg har det dårligt, selv om jeg sidder her i Sydfrankrig, siger Andreas Odbjerg.

De andre omkring bordet nikker. De kender fornemmelsen af et globalt morinstinkt.

- Jeg vågnede op en morgen i New York, hvor jeg havde grædt det meste af natten på grund af kærestesorger. Da jeg tjekkede min telefon, lå der en række beskeder fra min mor. Hun ville lige sikre sig, at jeg var o.k., siger Emma Grankvist.

- Hvis vi kan finde en fed formulering, som dækker det der med, at mødre kan mærke deres børn, uanset hvor de befinder sig, tror jeg virkelig, vi rammer noget. Jeg kan mærke, at det tænder noget i mig at få sat ord på, at min mors bekymring betyder noget for mig, siger Andreas Odbjerg.

Igen smager han på de ord, han netop har sagt. Det er som om, at han instinktivt kan fornemme, når formuleringer får det til at sitre og prikke.

- Den bekymrede mor … Det kan fandeme noget. Vi har altså fat i et koncept, hvis vi kan finde den perfekte balance mellem det private og det universelle. Hvis vi kan forløse det, har vi en virkelig god sang på hænderne, siger Andreas Odbjerg.

Mens han ryger en smøg, taler han om omkvædet som begreb. Han kalder omkvædet for Gud inden for sangskrivning. Og undrer sig over, at alle sangskrivere ikke har samme filosofi.

- Når først man har styr på omkvædet, løser alt andet sig. Uden fængende omkvæd bliver sange aldrig relevante at lytte til. Derfor er det altid der, jeg starter.

Hvad der er relevant at lytte til, gør han sig også mange tanker om. For det kommende album skal ikke være en gentagelse af ”Hjem fra fabrikken”, hvor der er et væld af lag og instrumenter på de fleste sange.

- Jeg har spekuleret over hvor tyndt et lag, vi kan smøre denne gang, uden at musikken taber højde eller kommerciel pondus. Jeg arbejder også målrettet med kontraster, for melodierne må på samme tid gerne skue tilbage i tiden og kigge frem. I det clash tror jeg, der gemmer sig et bud på et moderne popudtryk.

Mens vandet i poolen risler i baggrunden, og en skøn Petit-Chablis fra vinhuset Paul Nicolle risler i hvidvinsglassene, digtes der videre på teksten.

Emma Grankvist tager noter, mens August Møller Fog lagrer guldkornene på sin mobil. Emma foreslår, at de bruger en satellit som metafor for mødre, der over store afstande kan opfange ens signaler.

- Ja, for helvede! Satellit-billedet kan virkelig noget, siger Andreas Odbjerg anerkendende, mens hans forlovede, Sabrina, og altmuligmanden Martin med det fiktive efternavn Melancholia går i gang med at stege hjemmemarinerede bøffer på en stor grill.

Ord for ord, brik for brik samles et puslespil, som måske ender med at få lige så megen spilletid på de danske radiostationer i 2023 eller 2024, som ”Hjem fra fabrikken” eller ”I morgen er der også en dag” har fået i år.

Undervejs har de givet noget af sig selv. Blottet sig og turdet være sårbare.

- Hvis man ikke tør åbne op for sine mest private følelser og tanker, bliver sangene derefter. Jeg mødte August for første gang nogensinde i går, og alligevel har vi allerede etableret en tillid, hvor jeg tør dele næsten alt med ham. Det er sgu næsten som at være i terapi, fordi man deler ting, man nærmest ikke har fortalt sin kæreste, siger Andreas Odbjerg.

Alle omkring bordet lærer noget om sig selv. Jo mere de giver, jo mere får de retur.

- Jeg har siddet og tænkt, at min mor har været fantastisk. Selv om jeg ikke engang har børn endnu, har jeg erkendt, at jeg aldrig bliver lige så god en forælder som hende. Det skræmmer mig faktisk lidt, siger Andreas Odbjerg og vender sig mod sin forlovede.

Emma Grankvist spørger, om han ikke kan sætte lidt flere ord på sine forældre, fordi han flere gange nævner elementer fra sin opvækst eller forklarer de familiære strukturer. Den opfordring munder ud i en fortælling på næsten 20 minutter.

Den rummer blandt andet minderne om et voldsomt trafikuheld tæt på Odense Universitetshospital, hvor moren og Andreas’ storebror var tæt på at dø. Den byder på en jagtulykke, hvor Andreas’ far mistede sit ene øje.

Med til fortællingen hører historier om faren og morens arbejde, deres måde at være forældre på og hvilke egenskaber, Andreas har arvet fra dem.

- Jeg har arvet det bløde fra min mor og det hårde fra min far, hvis jeg skal generalisere. Jeg kan tydeligt se dem begge i mig. Kunstneren i mig slægter både min mor og far på. Hun syer, mens han lærte mig at spille på guitar. Forretningsmanden er dog klart fra min far. Jeg tror sgu i øvrigt, jeg er lavet nede i det kælderværelse, min far lejede hos min mor. Han rykkede stille og roligt fra kælderen til stuen til førstesalen, siger Andreas Odbjerg og får alle til at grine.

Andreas Odbjergs mor er knap 10 år ældre end hans far. Derfor konstaterer han, at hun ud fra et statistisk aspekt dør først. Den tanke leder ham i en ny tematisk retning. En retning, hvor han forholder sig til, hvordan han vil reagere, når hun forsvinder.

- Det er megahårdt at forholde sig til, men grundlæggende er det en interessant tanke, hvem der skal passe på mig, når hun ikke er her mere, siger Andreas Odbjerg.

Han grubler over, at han skal tage et større ansvar. At han måske skal passe på sin far og to søskende.

- Jeg kunne faktisk godt tænke mig at være mere konkret i teksten, end jeg plejer. Simpelthen nævne min far, min storebror og min søster. Andre, der hører sangen, skal nok filtrere navnene fra og putte deres egne navne ind i fortællingen, konkluderer Andreas Odbjerg.

Han bruger et par minutter på forskellige formuleringer og placeringer af navne. Han ender med: ”Jeg lover, at jeg nok skal være der - for far, Rune og Marie, den dag du ikke er her mere”.

- For helvede, nu bliver jeg rørt igen. Det er godt, kvinderne i min mors familie plejer at bliver 100 år, så jeg har min mor 30 år endnu. Shit, hvor er det prætentiøst at blive så påvirket af sin egen kunst, siger Andreas Odbjerg med et smil og tørrer en tåre væk.

For anden gang i streg får han en kærlig krammer af Emma Grankvist.

- Kæft, hvor er det rørende, at du bliver så rørt. Det er virkelig smukt på et meta-plan, at du synger til din mor, at du er ked af, du ikke giver hende nok tilbage, og så dedikerer du en hel sang til hende. Den har taget noget længere tid at skrive end at sende en sms, siger hun.

Der vil givet være mange musikforbrugere, som ikke aner, hvor mange timers arbejde, det nogle gange kræver at ramme plet. Altså med tone, klang og tempo.

Efter aftensmaden synger Andreas Odbjerg fire linjer fra sangen om den bekymrede mor flere end 40 gange, før han og Malte Rostrup bag mixerpulten er tilfreds.

- Jaaaaaaah, mand. Der var den, siger Malthe Rostrup og stikker sin ene tommelfinger i vejret.

Flere timers arbejde er brugt på at optimere få linjer. Det tankevækkende er, at denne indspilning kun er en demo. Når det hele skal indspilles i et professionelt studie i Danmark i løbet af 2023, kan Andreas Odbjerg se frem til at synge hver eneste sang et utal af gange.

- Det er ikke utopi, at jeg kommer til at synge hver eneste sang 50 gange, før alt er perfekt.

Nogle sangskrivere har det fint, så længe ordene lyder fint. Det holder ikke i Andreas Odbjergs verden. Kontekst er mindst lige så vigtigt.

- Hvert eneste ord skal give fucking mening. Når jeg synger: ”Du fanger, hvor jeg er”, vokser poesien ud, fordi det ikke kun handler om min fysiske placering. Det handler i lige så høj grad om, hvordan jeg har det mentalt, siger Andreas Odbjerg.

Efter endnu en arbejdsdag på 13 timer takker han af. Taknemmeligheden og trætheden stråler ud af ham.

- Det bliver røvgodt det nummer. Tænk sig, at vi har skabt en ny sang sammen. Virkelig godt arbejde alle sammen. Sov godt.

Ved morgenmaden dagen efter er det ikke kun gårsdagens sangtekst, som fylder omkring bordet. Der bliver diskuteret, om ”Twin Peaks” sæson tre var en fiasko. Om hvorfor Bob Dylan er blevet en legende, når han overhovedet ikke kan synge.

De når også omkring sidste afsnit i ”House of the Dragon”. Hvorfor anmeldere kritiserer sangskrivere, når de selv skriver sjusket og uopfindsomt. Om OB ender i top seks i Superligaen og ikke mindst om cykelløb.

Andreas Odbjerg er cykelsport-fanatiker. Han peger ud mod kysten og viser med hånden, at den italienske by Sanremo ligger mod nordøst. Endestationen for det berømte Milan-Sanremo-løb.

Han forsøger at forklare de knap så cykelkyndige ved bordet, hvorfor Milan-Sanremo er en klassiker. Hvorfor årets Tour de France var så exceptionelt. Ikke kun set med rød-hvide briller.

Han gennemgår minutiøst 18. etape fra Lourdes til Hautacam og kalder det den bedste etape nogensinde i det franske cykelløb. To minutter senere handler samtalen om ”Toppen af Poppen”, hvis programtitel beskriver Andreas Odbjergs placering i det danske musiklandskab netop nu.

At han er kendt af mange, blev understreget i lufthavnen i Kastrup. Her blev han stoppet flere gange af fans, som ville have autografer eller tage selfies med ham. Hvis han troede, at opmærksomheden stoppede på den franske Riviera, tog han fejl.

- Hver gang, vi har været nogen steder, er jeg blevet stoppet af danskere, som vil hilse eller have en selfie. Ikke kun i lufthavnen i Nice, men også nede i det lokale supermarked og forleden på udflugt til Cannes. En aften spiste vi på en restaurant i en landsby på en bjergtop, hvor der fandeme også var nogen, der genkendte mig. Det er voldsomt, siger Andreas Odbjerg.

Denne uge er den sidste af tre uger i huset i Le Tignet. De første to uger havde Andreas Odbjerg flere af sine faste bandmedlemmer samt producerne Mads Møller, Thor Nørgaard og Rune Borup med. De fik komponeret og skrevet syv-otte sange. Nogle af dem tog flere dage at knække. Andre få timer.

- Du er simpelthen nødt til at høre ”Andreas alene i verden”. Melodien skrev min guitarist Daniel Scheffmann og Rune Borup en tidlig morgen, hvor de sad her på terrassen og betragtede solopgangen. C-stykket har en lækker Donny Hathaway-klang, siger Andreas Odbjerg og stirrer ud over det smukke landskab.

I lidt over tre minutter lytter vi til optagelsen på hans mobiltelefon. Selv om det ikke er et mikset og færdigproduceret nummer, er potentialet tydeligt. Stoltheden lyser ud af Andreas Odbjerg.

- Jeg skrev teksten på en formiddag sammen med min trommeslager Emil Gemmer Schultz og Rune Borup. Det var en af den slags sange, hvor der bare var hul igennem. Det har der i det hele taget været her i Le Tignet. Sangene til ”Hjem fra fabrikken” tog næsten to år at skrive. På denne tur har vi skrevet 80 procent af et album på 16 dage. Det har været en god investering, konstaterer Andreas Odbjerg.

I sin karriere – som efterhånden strækker sig over 15 år - har han aldrig oplevet, at alle græd, mens en sang blev indspillet.

- Men det skete med ”Andreas alene i verden”. Jeg tror, det bliver det kommende albums “I morgen er der også en dag”. Jeg kan næsten høre for mig, at der står 40.000 mennesker og synger med. Den følelse slår næsten alt andet, siger Andreas Odbjerg.

De fleste dage er arbejdet begyndt ved nitiden om morgenenOrd for ord, brik for brik samles et puslespil, som måske ender med at få lige så megen spilletid på de danske radiostationer i 2023 eller 2023 som ”Hjem fra fabrikken” eller ”I morgen er der også en dag” har fået i år. og sluttet ved 22-tiden om aftenen. At befinde sig i en kreativ boble har den sidegevinst, at Andreas Odbjerg ikke har overskud til at spekulere på andet end musikken.

- Det er i den zone, at jeg har mindst dødsangst og færrest bekymringer. Jeg nærmer mig en manisk tilstand, når sangskrivningen tager kontrollen. I det rum – i den fantasiverden - kan pessimismen og sortsynet ikke eksistere, konstaterer Andreas Odbjerg.

Han trækker stikket fuldstændig efter nytår. I januar og februar har han ingen forpligtigelser. Ud over at være sammen med sin forlovede og rejse.

- Det er fantastisk, at vi har fået så mange sange i kassen. Det er godt for min samvittighed, at jeg kan tage to måneder fri uden at få stress ved tanken om, at jeg mangler sange til mit kommende album, siger Andreas Odbjerg.

Der bliver røget mange smøger på terrassen. Og joints. Men ingen virker skæve. Det skyldes, at det er lovlig, fransk CBD-tobak. Altså hamp, hvor de stoffer, man bliver skæv af, er fjernet.

- Det er fantastisk at ryge dem, fordi joints for mig også handler om vanen. De her CBD-joints smager og lugter som en almindelig joint, men man mister ikke fokus eller bliver træt. Gid de snart bliver lovlige i Danmark. Så kan staten bruge milliardindtægten på at sikre bedre vilkår i psykiatrien, siger Andreas Odbjerg.

Han fortæller, at der i den lokale kiosk kan købes et væld af smagsvarianter. Lige nu er det duften af ”Lemon Haze”, som fylder omkring bordet.

Det er ikke kun smøgerne og jointsene, som bliver delt. Rettigheder til de sange, som fødes i Le Tignet, deles også mellem dem, som har bidraget. Hvis sangen om den bekymrede mor bliver et hit, deles KODA-kagen i fire lige store bidder. Et stykke til Andreas, Emma, Malthe og August.

- Der er ingen, der får løn for at være her i Le Tignet. Alle får præcis nul kroner i timen. Men der er naturligvis en formodning om, at arbejdet belønner sig senere. Jeg er nået til et sted, hvor indtægten fra Spotify i oktober kan dække udgifterne til hele denne tur, siger Andreas Odbjerg, inden han trækker op til værelset på husets førstesal, hvor han bor sammen med sin forlovede.

Efter en siesta på en times tid kommer han ned til studiet i stuen. Han har tydeligvis noget på hjerte. Efter 17 dages konstant fokus på musik har han ramt muren. Der er ikke mere benzin på den kreative tank. Batterierne er flade som en nedtrådt crepes på et fortov.

- Jeg er mentalt mast. Det er ikke, fordi jeg ikke kan skrive mere. Jeg synes bare ikke, det er sjovt længere. Så skal man stoppe. Jeg har ikke en deadline, derfor giver det ikke mening af forcere og tvinge noget igennem, forklarer Andreas Odbjerg.

Det er ingen sure miner at spore. Kun forståelse og accept for udmeldingen.

- Næste sang på tjeklisten handler om at slå op med en ven. Det kan jeg slet ikke overskue at kaste mig over, selv om det er en frisk vinkel på en break up-sang, siger Andreas Odbjerg.

Han går rundt og snakker skiftevis med Emma, Malthe og August. De beslutter sig for at fortsætte arbejdet med at slibe melodien til break up-sangen til, mens Andreas Odbjerg sætter sig på en hvid fletstol og kigger ud over landskabet.

- Denne udsigt bliver man ikke træt af. Den har uden tvivl gjort det nemmere at lokke folk med på galejen end et sommerhus på Langeland i regnvejr.

Diana var en ulykkelig prinsesse. Hun følte sig alene, sårbar og misforstået, for hun passede ikke ind i det engelske og hierarkiske kongehus-system.

Dianas kvaler fylder en stor del af den nye og femte sæson af den succesfulde Netflix-serie "The Crown", og hun skildres som så skrøbelig, at hun kunne være den ægte "Prinsessen på ærten".

Gennem serien forstår vi, at i det engelske kongehus er pligt vigtigere end personlige følelser. Traditioner og "plejer" skal overtrumfe personlige behov. Sådan er systemet, og ægtemanden, den nuværende kong Charles, der udvidede sit ægteskab til at bestå af tre, elskede hende ikke.

Charles karakteriseres som en magtsøgende, illoyal og selvcentreret personlighed, men også som en begavelse med viden og visioner. Og kun momentvis med evner til at vise dårlig samvittighed.

Forholdet mellem de to bag "århundredets bryllup" og "århundredets skilsmisse"-  og ikke mindst bøvlet med at få den -  er hovedmotoren i den nye sæson, der foregår i 1990'erne .

Den er trods bragende gode skuespilpræstationer og "The Crowns" sædvanlige lækkerhed, når det kommer til billeder, storladne scener og historiefortælling, i den langtrukne ende. Ikke mindst i et afsnit, hvor såkaldt "almindelige menneskers" forklaringer på deres egne skilsmisser pludselig gives plads. En underlig knopskydning, der formentlig er dyrket for, at vi bedre skal kunne identificere os med de ægteskabelige kvaler.

Og så er det utroligt så mange, der venter på, at en dør bogstaveligt talt skal gå op her i sæson 5. Grebet bliver brugt så ofte, at det bliver trivielt.

Så er der mere sjov og tempo, når vi følger den nyrige Mohamed Al Fayed. Han er far til Dianas senere romance Dodi og stræber efter at få en stol i det royale selskab. Det betyder blandt andet, at han skal have lært højborgerlige, engelske manerer.

Eller i mødet med en brovtende Jeltsin og besværet med at få den henrettede zar-familie givet en anstændig begravelse.

Som altid er scenerne med dronning Elizabeth særligt interessante. Hun spilles denne gang af Imelda Staunton - hende den onde lærer fra "Harry Potter og Fønixordenen".

Staunton har den naturlige autoritet, men mestrer også sårbarheden, da majestæten selv rammes af ensomhed - og den ene royale katastrofe efter den anden. Hendes børns ægteskaber er mislykkede. Kongehusets popularitet er faldende. Der er brand på slottet Windsor. Og hun erklærer året 1992, hvor hun fejrer 40 år som regent, for annus horribilis. Det er latin og betyder noget i retning af et frygteligt, rædselsfuldt år.

Seriens blik på Elizabeth er båret af respekt, forståelse og kærlighed, og det er portrættet af hendes mand prins Philip stort set også.

Sæson 5 gør ikke Diana og Elizabeth til helgener, men ærefrygten er tydelig, og glorierne inden for rækkevidde. De to afdøde kvinder er åbenbart så stor en del af det engelske guld, at dem holder man "fingrene fra".

Det er let at acceptere "The Crown", som den fulde sandhed, fordi den lægger sig så tæt op ad virkeligheden. Især seriens tidlige sæsoner, hvor der ikke var nulevende vidner til at be- eller afkræfte, var nemme at sluge ukritisk for os seere. Det føltes som storslået og gribende historieundervisning, der tog os med bag gardinerne.

Det er noget andet nu, hvor der er vidner, som husker. Vidner, der har været tætte på kongehuset. Blandt andre Englands tidligere premierminister John Major, der har kaldt "The Crown" for en tønde fuld af nonsens. Det har han blandt andet gjort, fordi sæson 5 indeholder en samtale mellem ham og den daværende prins Charles, hvori Charles gerne vil have hjælp til at få dronningen til at abdicere. Major siger, at scenen er fiktion.

Også den Oscarvindende skuespiller Judi Dench (kendt for blandt andet sin rolle som M i James Bond) har været ude med riven. I et åbent brev til avisen The Times skriver hun ifølge BBC, at det virker til, at Netflix er villig til at udviske linjen mellem historisk nøjagtighed og grov sensationslyst. Dench mener, at der er risiko for, at et højt antal seere vil tro, at serien skildrer den fulde sandhed.

Det skal retfærdigvis nævnes, at Judi Dench er venner med både kong Charles og hans kone, Camilla.

Netflix har - også ifølge BBC - forsvaret sig med, at "The Crown" altid er blevet præsenteret som et drama baseret på historiske begivenheder.

En talsmand har sagt om sæson 5,  at serien forestiller sig, hvad der kan være sket bag de lukkede døre i et vigtigt årti for den royale familie - noget, der er velundersøgt og veldokumenteret af journalister, levnedsbeskrivere og historikere.

Dermed siger han også,  at "The Crown" ikke er den fulde sandhed, men Netflix afviser at gøre opmærksom på det i begyndelsen af hvert afsnit - hvilket eksempelvis Judi Dench ønsker sig. Hun mener ifølge BBC, at Netflix skal genoverveje beslutningen. Af hensyn til familien, i respekt for den nyligt afdøde dronning og hendes pligtopfyldende 80 år som overhoved. Og af hensyn til kongehusets omdømme.

Judi Dench har formentlig ret i, at mange vil tro på alt, de ser i "The Crown". Og hun har også ret i, at det må blive svært for nogle af kongehusets nulevende medlemmer at se sig selv udleveret.

Ikke mindst for Charles, hvis meget private "tampon-samtale" over telefonen med Camilla Parker Bowles nu genoplives. En aflyttet erotisk samtale, der efterfølgende fik en voldsom tur i den engelske tabloidpresse.

Skaber af "The Crown", Peter Morgan, forsvarer ikke uventet sæson 5 i et interview i US publication Entertainment Weekly. Han siger, at vi må acceptere, at 90'erne var en svær tid for den kongelige familie, og at kong Charles formentlig vil have nogle pinefulde erindringer fra den tid. Han mener dog ikke, at det vil betyde, at eftertiden vil opfatte kongen og monarkiet uvenligt, for det gør serien i hvert fald ikke.

Måske ikke direkte uvenligt, men når det kommer til Charles heller ikke kærligt og flatterende. Snarere som en højt begavet jammerdal.

"The Crown" har været en fremragende serie. Ikke mindst, fordi den ubesværet har strikket store begivenheder sammen med kongefamiliens personlige dramaer. Hvert afsnit sit tema. Hver sæson sine røde tråde.

Sæson 5 holder også et højt niveau, men har tabt puls og hjertevarme. Sæsonen er ikke så gribende som de forrige. Der er trods alt blevet for mange historier i historien og afstikkere, der trækker engagementet ned.

Måske er det, fordi sæsonen også skal fungere som opvarmning til den sjette og sidste. Her venter dramaet over dem alle: Dianas dødsulykke.

"The Crown". Sæson 5. 10 afsnit. Sæsonen foregår i 1990'erne. Denne anmeldelse baserer sig på samtlige 10 afsnit. Kan streames på Netflix fra onsdag 9. november.

Folketingsvalg: Fra statsministerdrømme til at miste to mandater. Det er den skinbarlige sandhed for De Konservative. Derfor mødtes Avisen Danmark med Britt Bager (K) til en snak om, hvorfor hun mener, at valget endte med et konservativt kollaps.

- Jeg ville være et meget uambitiøst menneske, hvis jeg siger, at det ikke var nogen skuffelse. Det var en kæmpe skuffelse. Og jeg mener også, at hvis man mister over halvdelen af opbakningen på så kort tid, så kalder det på refleksion, siger Britt Bager

Ifølge hende skal der nu stilles en del spørgsmål internt hos De Konservative. Var det den rigtige politik på hylderne? Fik man formidlet den ordentligt? Og var det en korrekt risikoanalyse man lavede, da Søren Pape Poulsen meldte sig som statsministerkandidat?

- Den her valgkamp var præget af så mange personsager, at det har været svært for os at kommunikere vores politik.

På valgaftenen fik Konservative en del kritik af Venstre. Her mente man, at De Konservative begik en fejl, da de i begyndelsen valgkampen talte om topskattelettelser. Og Claus Hjort Frederiksen (V) sammenlignede sågar de Konservative med den netop afgået britiske premierminister Liz Truss.

- Og hende måtte de så køre ud med en trækvogn, fordi ikke engang de ærkekonservative i Storbritannien bakkede op om den politik, sagde Claus Hjorth Frederiksen til TV 2.

Selv medgiver Britt Bager, at dele af Konservatives politik må evalueres. Selvom hun rynker på brynene over, hvem kritikken kommer fra.

- Der er ting ved vores politik, som vi skal have en snak om. Det er der ikke nogen tvivl om. Men jeg mener, at det er så fattigt, at Venstre går til angreb, når de selv står til at miste tyve mandater. Der burde Claus Hjorth og Søren Gade havde peget indad og sagt, hvorfor er det, at vi ikke har samlet nogle af de konservative vælgere op? Er det fordi vores politik er forkert? Det burde da være en gave til dem, at vi gik så meget tilbage.

Men mener du, at der har været for meget fokus på topskat i Konservative?

- Jeg går aldrig imod partiets politik. Og det gør jeg heller ikke nu. Men min klare prioritering er, at vi kunne have lettet skatten i bunden, så det bedre kunne betale sig at arbejde. Jeg synes, det er vigtigst, at dem der har den laveste fortjeneste ved at arbejde får flere penge mellem hænderne.

Hvordan synes du, at samarbejdet i blå blok har været?

- Det har været for stor konkurrence. Det er der ingen tvivl om. Og der er heller ikke nogen tvivl om, at hvis vi skal være en konstruktiv opposition, så skal der være et helt andet sammenhold og et helt andet fokus på at vælte Mette Frederiksen fremfor at konkurrere med hinanden.

- Der har været en form for spil mellem nogle partier. Og jeg har løbende set forsider, om det så var Pernille Vermund der angreb den ene eller det var Alex Vanopslagh der angreb os eller Venstre. Der har været mange små angreb. Og i højere grad end vi har set det i rød blok. Vi skal være mere sultne på at få indflydelse end på at slå hinanden ihjel, hvis vi skal generobre statsministeriet, siger Britt Bager.

Søren Pape Poulsen har været genstand for megen negativ omtale i denne valgkamp. Britt Bager ønsker dog ikke at kommentere på håndteringen af sagerne, men hun havde dog håbet, at de var blevet lukket ned noget hurtigere.

Udtrykket Pape Power er gået igen, og han blev i valgkampens begyndelse også hevet meget frem. Har I fokuseret for meget på Søren Pape Poulsen?

- Jeg vil sige det sådan, at man gør sig jo sårbar. Formanden vil altid fylde rigtig meget i partiet. Men man gør sig mindre sårbar, hvis det er en række personer, der bliver fokuseret på. Men jeg kan ikke lave en præcis analyse på, hvorfor det er gået så galt, som det er. Jeg er ikke objektiv nok eller langt væk nok fra det. Men selvfølgelig kunne man godt have fokuseret på en håndfuld.

I valgkampens slutfase rettede De Konservative en del kritik af Ekstra Bladet, der siden 2. september har lavet 15 forsider om Søren Pape Poulsen. Flere fra partiet har efterfølgende sagt, at der var tale om en kampagne rettet mod dem. Og det mener Britt Bager også, selvom flere af historierne er ”fuldstændig berettiget.”

- Jeg tænker bare, hvorfor kommer de her historier først nu? Inger Støjberg, Mai Mercado og Søren Pape rejste til Den Dominikanske Republik i 2018, hvorfor er det først interessant nu?

Er det ikke meget naturligt, fordi Søren Pape først nu siger, at han vil være statsminister, og troværdighed er især noget, der er gældende for en statsministerkandidat?

- Jeg synes bare, det lugter af kampagne, når sådan en historie har ligget i skuffen. Det synes jeg bare er uærligt. Hvis den har offentlighedens interesse nu, hvorfor havde den så ikke i 2018, 2019 og 2020?

Fordi der var Søren Pape ikke statsministerkandidat?

- Men har det ikke stadig offentligheds interesse?

Vel ikke i samme grad, fordi når folk skal vælge den kommende statsminister, så vægtes troværdighed højere?

- Jeg er helt med på, at man bliver vejet på en anden vægt. jeg synes bare, at det lugter af kampagne. Det synes jeg ikke er i orden. Det har også været nogle af de historier omkring hans bolig, hvor den er beskrevet som en luksusbolig, som slet ikke stemmer overens med virkeligheden. Jeg synes faktisk, at det er fuldstændig unødvendigt, og det er ligegyldigt. Dermed ikke sagt, at de 11 ud af 15 historier ikke er berettiget. Fordi det er de. For mig lugter det bare af, at der var tale om en kampagne.

Så du tror på, at det har været en etableret kampagne?

- Ja, det tror jeg.

Orkestreret af hvem?

- Af Ekstra Bladet

Tror du, at Ekstra Bladet har en politisk agenda?

- Det har jeg overhovedet ikke nogen forudsætninger for at sige, nej.

Hvorfor tror du så, at de vil lave en kampagne mod Søren Pape?

- Jeg synes, det ser ud som en kampagne. Og jeg synes også, at når Knud Brix (chefredaktør på Ekstra Bladet, red.) går ud at kalder det en kampagne, så tyder det på, at det er det. Så kan det godt være, at han har været ude at korrigere det efterfølgende, men jeg køber den ikke.

Ekstra Bladet har også lavet rigtig mange artikler om Mette Frederiksen og for eksempel optalt hvor mange gange hun har talt usandt på direkte tv, blandt andet om jeres politik. Har I ikke bare fået præcis den samme behandling, men det er jer, der har håndteret det dårligst?

- Det er ikke sådan, at jeg siger, at der ikke er lavet historier på de andre overhovedet. Der er lavet 15 forsider siden 2. september, det er rigtig mange, særligt når man kan slå tvivl om det faktuelle i fire af historierne.

Den sidste historie blev korrigeret og trukket tilbage. Men de andre har stadigvæk været historier, så de faktuelle fejl du nævner, har ikke gjort noget for substansen i historierne?

- Det er i hvert fald lavet faktuelle fejl i tre af dem. Og nu den her om ”skrankepape”, den synes jeg, de burde have trukket tilbage for at være helt ærligt. Der er decideret misforståelser.

Mener du, at Søren Pape Poulsen stadig er den rette formand, nu hvor han har alle disse personsager i bagagen?

- Ja, det synes jeg, at han er. Han er det samme menneske, som han var for 10 uger siden. Jeg synes, at han er en ærlig og oprigtig leder, og han har nogle gode menneskelige  kvaliteter. Det er klart, at han har været igennem en skilsmisse og en hård periode. Jeg synes faktisk, at det er helt vildt, at han stadig står på sine ben. Men jeg tror, at han er manden, der kan få genoprejst partiet.

Søren Pape har været formand siden 2014, og han har vel ikke leveret tilfredsstillende resultater?

- Det er klart, at vi er nødt til at se indad og evaluere den her valgkamp. Ingen tvivl om det. Og der var ting, der kunne være gjort anderledes, og det må vi tale om, hvordan vi får rettet op på. Men min tillid til Pape, den er fuldstændig den samme som før.

Britt Bager har i hvert fald for en periode valgt at lægge politik på hylden. Indtil videre har hun trukket stikket frem til vinterferien. Og derefter skal hun så beslutte sig for, hvad fremtiden skal bringe.

- Jeg kunne sagtens forestille mig, at jeg skal noget helt andet. Jeg var på det private arbejdsmarked i 15 år, før jeg kom på Christiansborg. Jeg har tre kandidatuddannelser, jeg er helt sikker på, at jeg nok skal finde noget at rive i, siger Britt Bager og fortsætter:

- Men hvis jeg skal svare her og nu, så er det et klart nej, jeg genopstiller ikke. Men det samme sagde jeg i 2019 og 2015, hvor jeg trods alt blev valgt ind. Men når man har været igennem sådan en valgkamp, som jeg har været, så er det intet i mig, der gerne vil ind i en ny valgkamp.

Politik: Den stærkeste kandidat for en fremtidig borgerlig regering er Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh.

Det siger folketingsmedlem for Nye Borgerlige Lars Boje Mathiesen i Avisen Danmark og Radio4's debatprogram Det blå hjørne. I denne uge stilles der skarpt på den borgerlige indflydelse, efter at flertallet af stemmerne ved tirsdagens folketingsvalg gik til rød blok.

Lars Boje Mathiesen mener, at Alex Vanopslagh har ført en "fantastisk kampagne" under valgkampen.

Og selvom Nye Borgerlige udpegede Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen som statsministerkandidat under dronningerunden, er den liberale formand for Lars Boje Mathiesens egen regning det stærkeste kort.

- Nu skal deres resultat lige vise, at projektet er holdbart, siger Lars Boje Mathiesen og henviser til Liberal Alliances resultat ved valget, hvor partiet endte med 7,9 procent af stemmerne.

Siden valget i 2019 er partiet dermed gået frem med 5,6 procentpoint.

Ifølge Lars Boje Mathiesen er Alex Vanopslagh en profil, der viser en "tydelig borgerlighed", som der er behov for netop nu.

- Jeg synes, Venstre har trukket sig for meget ind over midten og er blevet et socialdemokratisk parti. Der er ingen forskel på deres økonomiske planer, siger han.

Folketingsmedlem for Venstre Preben Bang Henriksen medgiver, at Liberal Alliance har haft medvind under valgkampen.

- Jeg skal da ikke negligere, at Vanopslagh har fat i den unge generation, og dem skal vi jo have fat i om nogle år, siger han.

Om Alex Vanopslagh har statsministerpotentiale, hvis partiet fortsætter i samme stime, vil han lade være op til Vanopslagh selv.

- Det er en fri verden, vi lever i, så det må han afgøre, siger Preben Bang Henriksen.

Venstremanden vil ikke gætte på andre kandidater for nu.

- Vi har vores kandidat, og det er Ellemann. Desværre går der lang tid, før vi skal stille med en ny, siger han.

Preben Bang Henriksen afviser i samme ombæring ikke, at Venstre siger ja tak til en bred regering med Mette Frederiksen (S) som statsminister.

- Hvis de kan blive enige om en politik, der ikke ligger for langt fra Venstres, håber jeg selvfølgelig på en bred regering, siger han.

Ifølge Preben Bang Henriksen er det "ikke så mærkeligt" at bakke op om en regering, hvis den fremfører en "knaldborgerlig politik" - også selvom Mette Frederiksen står i spidsen for den.

I studiet var også gruppeformand i Konservative, Mai Mercado, der mener, at det mudrer billedet, når medlemmer af Venstre siger, at de kan danne regering med Mette Frederiksen.

- Det virker, som om der ikke er styr på butikken. Jeg synes ikke, det er gangbart. Hvis I gør det, tror jeg nok, vi vil være meget indstillede på en oppositionspolitik, siger hun.

- Jeg ved ikke, hvad det er for en regeringsdannelse, der er i gang, indvender Preben Bang Henriksen og tilføjer:

- Vi har fået en invitation. Vi må se, hvad de kan blive enige om, længere er den ikke.

Lars Boje Mathiesen ser en oplagt mulighed for sit eget parti, hvis Venstre indvilger i at danne regering med Mette Frederiksen i spidsen.

- Rent kynisk vil jeg hilse det meget velkomment, for det kommer til at udradere Venstre. For Danmark tror jeg ikke, det vil være en god idé, men det må Venstre selv bestemme, siger han.

Du kan høre podcasten på radio4.dk, på avisendanmark.dk/podcasts eller lytte med hver fredag fra kl. 11.05 på Radio4.

Om mandagen kan du høre Det røde hjørne fra kl. 11.05 på Radio4.