Sundhed: Den 11-årige Magnus Pedersen fra Østbirk er født med muskelsvind.

For at holde fast i evnen til at kunne gå modtager Magnus behandling to gange om ugen hos en fysioterapeut - betalt af det offentlige. Det samme gør mere end 76.000 andre danskere med kroniske sygdomme som bl.a. muskelsvind, gigt, parkinsons, sklerose eller hjerneskader.

Men fredag blev landets fysioterapeuter opfordret af deres fagforening til at lukke ned for den såkaldte vederlagsfri fysioterapi i to uger i december udover normal ferielukning. Det sker, fordi den økonomiske ramme for året ikke må sprænges, og pengene er ifølge fagforeningen ved at slippe op.

En situation, som i høj grad bekymrer Magnus' forældre, Mette og Martin Pedersen.

- Tre ugers nedlukning kan sætte Magnus langt tilbage. Først og fremmest vil det betyde voldsomme smerter i hans ben. Vi laver strækøvelser med ham herhjemme hver dag, men det vil være rigtig svært at vedligeholde over så lang en periode. I værste fald stopper han fuldstændig med at kunne gå, siger Mette Pedersen.

Magnus går til fysioterapeut to gange om ugen af en halv times varighed, hvor han får øvelser til alle dele af kroppen, udstrækning og nogle gange massage. Hans far, Martin Pedersen, kalder det grotesk, hvis sønnen skal undvære det.

- De lukker det ned for en, som ikke kan undvære det. Det er det, der er helt grotesk. Hans livskvalitet afhænger af, at han kan komme ned og få behandlet hans ben to gange i ugen. Det handler ikke bare om lidt ondt i knæet. Det er hans evne til at kunne blive ved med at gå, siger han.

Fredag sendte fagforeningen Danske Fysioterapeuter et brev ud til dens medlemmer med en "kraftig opfordring" til at lukke ned for den vederlagsfri fysioterapi i to uger op til juleferien.

I år forventer Danske Fysioterapeuter nemlig, at pengene i kommunernes pulje til vederlagsfri fysioterapi slipper op, inden året er omme.

Sprænges loftet for den økonomiske ramme i år, vil pengene blive taget fra næste års pulje. Desuden bliver den enkelte fysioterapeuts honorar sat ned næste år.

To ugers nedlukning svarer til, at den aktuelle overskridelse på knap fire pct. bliver bragt ned til nul.

Formanden for fagforeningen Danske Fysioterapeuter, Jeanette Præstegaard, kalder det for en "smadderulykkelig situation".

- Når der ikke er flere penge i kassen, så har vi heller ikke mulighed for at udføre flere behandlinger, siger hun og understreger, at kommunerne bør sætte flere penge af til at imødekomme tilgangen i patienter.

I takt med at der er flere og flere ældre i Danmark, er antallet af patienter, der bliver henvist til vederlagsfri fysioterapi, også vokset.

Det har medført, at der er godt 10.000 flere patienter i ordningen i 2022 sammenlignet med 2017. Det svarer til en vækst på 16 pct. De årlige udgifter til vederlagsfri fysioterapi er dog i samme årrække kun steget med 12 pct. Det viser tal fra kommunernes landsforening KL, som Danske Fysioterapeuter har delt på dens hjemmeside.

Fysioterapeuten, der behandler den 11-årige Magnus med muskelsvind, er Birgitte K. Nielsen fra Fysioterapeuterne Hovedgaard. Ugentligt ser Birgitte K. Nielsen ca. 20-25 forskellige patienter til vederlagsfri fysioterapi.

Hun fortæller, at hendes klinik følger anbefalingen og lukker ned for vederlagsfri fysioterapi midt i december. Patienterne kan vælge selv at betale for behandlingen, men det er ikke alle, som har råd, påpeger hun.

- Der kommer rigtig mange patienter i klemme, siger Birgitte K. Nielsen.

- For eksempel en patient med en blodprop eller et nyligt skleroseanfald. De skal have træning så hurtigt som muligt, så deres funktionsniveau opretholdes. Man siger heller ikke til patienter, at de skal vente tre uger med at tage deres medicin, siger hun.

Birgitte K. Nielsen er udover fysioterapeut også valgt til Danske Fysioterapeuters regionsbestyrelse i Midtjylland samt i Praktiserende Fysioterapeuter.

Formanden for Danske Fysioterapeuter, Jeanette Præstegaard, ærgrer sig også over situationen. Hun peger på, at patienterne kan miste evnen til at gå, komme i tøjet, tage på arbejde eller lave mad. Alt sammen noget, der så afføder et behov for endnu mere hjælp fra det offentlige.

- Som fysioterapeuter har vi jo en meget stor bekymring for, hvad det betyder for det enkelte menneskes smerte- og funktionsniveau. Det har store konsekvenser for deres livskvalitet.

-Men som borger ved man også, hvad det betyder for samfundskassen. Når man ikke får den behandling, man skal have, så får man brug for mere medicin og mere hjælp fra det offentlige. Og så tager man fra nogle andre kasser, siger hun.

Det er dog ikke første gang, at kassen med penge til vederlagsfri fysioterapi er løbet tør, og patienternes behandling derfor er sat på pause, fortæller Jeanette Præstegaard.

- Vi gør opmærksom på det igen og igen i overenskomstforhandlingerne. Men der har indtil videre ikke været villighed til at udvide rammen nok i forhold til antallet af patienter med behov for fysioterapi, siger hun.

Danske Fysioterapeuter har i månedsvis forhandlet med kommunernes landsforening, KL, samt Danske Regioner om en ny overenskomst, hvor rammen for vederlagsfri fysioterapi også skal fastlægges.

Jeanette Præstegaard vil ikke kommentere de igangværende forhandlinger, da de er fortrolige.

Fra kommunernes side skydes der tilbage på fysioterapeuterne for at anbefale at lukke ned for behandlingen.

Christian Harsløf, direktør i Kommunernes Landsforening, KL, kalder det ærgerligt og uhensigtsmæssigt. Han understreger, at det er fysioterapeuternes ansvar, at pengene kan strække hele året.

Det handler bl.a. om at tilrettelægge tilbuddene således, at der f.eks. anvendes mere teknologi samt holdtræning frem for individuel træning.

- Vi synes, det er ærgerligt og ikke mindst synd for de patienter, der nu havner i en situation, hvor deres træning bliver udskudt, siger Christian Harsløf.

- Vi har indgået en aftale med Danske Fysioterapeuter om en økonomisk ramme. Den har de sagt, at de er enige i, at man kan levere fysioterapi for. Rammen har fået tilført penge år for år. Derfor har vi selvfølgelig en forventning om, at fysioterapeuterne leverer vederlagsfrit fysioterapi hele året – også i december.

Christian Harsløf fortæller, at KL desuden ikke er enige med Danske Fysioterapeuter i, at tallene er så alarmerende, at der er behov for at træde på bremsen i december.

- Vi har lidt forskellige måder at se prognoserne på. Det bliver hurtigt til en diskussion om fortolkning af nogle tal. Men det ændrer ikke på, at man som fysioterapeut har et ansvar for at tilrettelægge indsatsen, så økonomien kan række hele året.

I 2017-2022 steg antallet af patienter i ordningen med 16 pct. Udgifterne steg 12 pct. Er der ikke behov for at tilpasse økonomien, så det svarer til tilgangen i patienter?

- Det er en løbende forhandling mellem os og Danske Fysioterapeuter om, hvor meget økonomi skal der til, når der kommer flere patienter ind i ordningen. Men til syvende og sidst ser vi hinanden i øjnene og siger, at nu er vi enige om, at opgaven kan lykkes.

KL-direktøren ønsker heller ikke at kommentere de igangværende forhandlinger.

Tilbage i Østbirk ser Mette og Martin Pedersen ind i en svær december for sønnen Magnus. Tilbage står spørgsmålet om egenbetaling for fysioterapien, som han ellers skal undvære.

- Det kan blive nødvendigt, men det er jo halvpebret, siger Martin Pedersen.

Mette Lundberg supplerer:

- Og det er ikke kun den her ene ting. Det er rigtig mange ting, man selv skal betale, siger hun og peger på bl.a. flere renoveringer af hjemmet for at gøre det kørestolsegnet.

- Så hvor man skal vælge at bruge midlerne, kan være svært, siger hun.

Tik-tak, tik-tak, tik-tak. Tiden går, og vi kommer længere og længere fra tirsdag den 1. november, hvor der blev talt 3.533.951 stemmesedler op, og mandaterne i et nyt Folketing blev fordelt.

Resultatet betød, at Mette Frederiksens socialdemokratiske etpartiregering trådte tilbage, og siden har Mette Frederiksen været udpeget som kongelig undersøger. Partierne har været indkaldt til mere end 50 møder og flere temamøder, men vi har stadig ikke fået dannet en ny regering.

Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, giver dig her overblikket over, hvor forhandlingerne står, og hvornår vi kan forvente, at der er dannet en ny regering, som måske kan blive den første regering henover den politiske midte siden den 26. oktober 1979, hvor Anker Jørgensen måtte droppe at stå i spidsen for den daværende SV-regering:

Qatar: Firehjulstrækkere, der banker gennem sanddyner, technomusik, der banker ud i natten, og ghanesere, der banker næverne i vejret, mens de synger om metrostationer. Her er tre scener fra en helt almindelig dag under VM i Qatar.

"Hvordan var det så, det der Qatar?"

Dét spørgsmål vil de tilrejsende roligans formentlig støde på, når de vender retur fra den lille stat på Den Arabiske Halvø. Jeg har allerede selv fået det i et par SMS'er.

- Vejret er godt, svarer jeg en.

- Vildt, skriver jeg til en anden.

For hjemme i Pyrus' land, hvor vi sjældent er sky for at pege fingre ad hinanden, har overskrifterne været skrevet med superlativer, længe før slutrunden gik i gang.

VM i Qatar er det dyreste, det dårligste, det mest kontroversielle, det mest bizarre og det mest korrupte.

Så hvor skal man lige starte?

Dagens dagbog indeholder tre bud, som er både smukke, skøre og sørgelige - og som danskere og andre fodboldturister i Doha oplever hver eneste dag.

To ting ser man, ligegyldigt hvor man står i Doha: Skyskrabere og migrantarbejdere.

Det er kun, når jeg sidder på potten, ligger på mit hotelværelse eller står alene i en elevator, at jeg ikke kan spotte en afrikaner eller en asiat.

- Hello sir, lyder det konsekvent, om så det er sikkerhedsvagten, taxachaufføren, gadefejeren, restauranttjeneren, receptionisten, rengøringsdamen, vinduespudseren, billetkontrolløren eller madbuddet, du møder.

De er alle migrantarbejdere, og det er ikke underligt, for udlændinge udgør 95 procent af arbejdsstyrken i landet. De kommer fra Bangladesh, Indien, Sri Lanka, Pakistan, Ghana, Cameron, Kenya, Tunesien, Nepal og andre lande, hvor mulighederne for økonomisk fremdrift i livet er mindre, end de er i Qatar.

Nogle af dem er her også på grund af det forjættede VM-cirkus, som de ellers aldrig ville kunne komme i nærheden af. For de migrantarbejdere, der har været hurtigst ude, er de lokale priser for kampbilletter startet på 80 kroner.

Lagt sammen med de tilrejsende fodboldfans fra mere end 32 forskellige nationaliteter, gør det, at VM i Qatar kan tilføje endnu et superlativ til remsen:

Den mest diverse slutrunde.

Alle er samlet i én by, i Doha, der er mindre end København. Det er unikt.

Men mange af migranterne vil danske fans og andre fodboldturister aldrig få at se. De lavtlønnede bygningsarbejdere, som har lavet lufthavnen, metroen, hotellerne og stadionerne, er rejst hjem eller efterladt i Qatar uden arbejde. Nogen af dem har i ordets bogstaveligste forstand knoklet sig selv ihjel.

De migrantarbejdere, som man i dag ser allermest, er dem, der er ansatte til at være levende skilte.

De står langs fortovene, ved lyskrydsfelterne, foran metroindgangene og omkring stadionerne. De er overalt.

- Metro, this way, råber de i megafoner.

Nogle af dem har indspillet en sang, som de kører på repeat:

- Metro, metro this way, metro, metro this way, metrooooooo, this waaaaaaaay.

Ved West Bay Qatar Energy Station sidder en sort mand i en livredderstol og synger olé-råb om metroen, mens han fægter med armene. Efter fem dage i Qatar har jeg endnu til gode at møde en vejviser, som ikke var smittende smilende. Men jeg har også til gode at møde en migrantarbejder, der ikke uden at blinke tog imod den flaske vand, iskaffe eller kage, som jeg tilbød ham.

En ghaneser ved navn Rex fortæller mig, at han tjener 1800 qatar riyal om måneden. Det svarer til cirka 3.500 kroner og en timeløn på 11 kroner.

- Det er fint, sir, siger Rex.

- Jeg er her bare i tre måneder på grund af VM. Så skal jeg hjem til min familie, siger han, mens han blik flakker rundt.

En pakistansk Uber-chauffør åbner endnu mere op, da han kører mig hjem fra et fanområde. Han er i start-30'erne, iført kjortel og et forsigtigt smil. På YouTube gemmer han sange, som kunder fra forskellige nationaliteter har spillet i hans bil. Der er også et dansk nummer på lager, som han afspiller: Rasmus Seebachs "Olivia".

- Kan du lide den? spørger han.

Jeg lyver ham op i ansigtet og siger, det er mit yndlingsnummer. Da jeg bagefter sætter "Måne, sol og stjerner" med Anne Linnet på, en af mine ægte favoritter, siger han, at det er hans nye yndlingsnummer. Om det er løgn, ved jeg ikke.

Men det er, det meste af det, vi kører igennem, fortæller han:

- Alt det, du ser, det er ikke virkeligheden. Sådan her er Qatar ikke normalt. De opfører sig bare pænt på grund af VM, siger han.

Hvad mener du?

- De lokale fra Qatar har et tankesæt, som levede de i middelalderen. De tror, de hersker over alle andre, fordi de har penge. Regeringen og politiet er fine nok. De giver os muligheder. Men qatarerne opfører sig som dyr.

Pakistaneren har arbejdet fem år i Qatar, og før det arbejdede han fem år i Dubai. Jeg spørger, hvorfor han bliver i landet, og han gnider sin tommelfinger mod pege- og langefingeren.

- For at tjene penge, siger han.

Mens pakistaneren kører Uber dagen lang for at samle penge sammen til sin hustru og sit 1-årige barn i sit hjemland, brager danskere ud igennem ørkenen i en Jeep, med kurs mod Saudi Arabien, indtil de når havet og en spektakulær solnedgang.

Det kaldes ørkensafari, og det er en af Qatars turistmæssige attraktioner. Den fire timer lange tur koster 600 kroner pr. person, og jeg får lov til at opleve det sammen med to søde børnefamilier fra Nordjylland.

Margrethe og Tommy, en ankechef og en advokat, er i Qatar med deres 13-årige datter Rebecca.

Peter, en jurist, er afsted med sin 14-årige søn Julius.

Jeres udsendte får forsædet.

Første holdt er et kamelstop. Et halvt hundrede Jeeps er parkeret i sandet, mens cirka fire gange så mange mennesker forsøger at få hver deres ridetur på et af stedets 15 kameler. Det er et regnestykke, som ikke går op - især ikke for kamelerne.

Tre, runde engelske mænd - den ene af dem skaldet og iført hvid landsholdstrøje - klamrer sig til hver deres pukkel, mens de skælder ud på deres lokale guide.

- Hey! Hey! Lyt til os nu! Stop øjeblikkeligt, siger den ene englænder.

Den lille mand i bare tæer og beduindragt - som trækker deres kameler - forstår ikke engelsk, og panikken stiger blandt de fuldvoksne briter.

- Hey! Du er den eneste, der går med tre kameler på en gang. Det er ikke forsvarligt. Find en anden fyr, der kan hjælpe dig. NU!

Imens forsøger Tommy at opfylde sin datters højeste ønske for ørkensafarien.

- Excuse me. How do I rent a camel? spørger faren, der har fået trykt "Klaphat" med hvide bogstaver på ryggen af sin landsholdstrøje.

Ingen har tid til at svare ham.

Tommy har været med som fan til alle slutrunder siden 1988. Alle pånær VM i '98, hvor Danmark slog Nigeria og tabte 3-2 til Brasilien, og svigermors fødselsdag havde førsteprioritet. Det er han stadig bitter over, fortæller han. Måske med et glimt i øjet.

På mange måde synes Tommy, at VM i Qatar er en fed oplevelse. Han savner fadølsfesterne og en del af de roligans, som ikke har råd eller lyst til at tage med.

Men sikkerheden er i top, vejret er godt og logistikken fungerer - bare ikke når det kommer til kameludlejningen.

Vi opgiver og lader vores chauffør føre os ud derud, hvor man ikke kan se andet end sand. Speederen er i bund. Vi flyver op og ned af sanddyner, mens solen forsvinder. I horisonten smelter himlen sammen med sandet i røde og gule nuancer, det kilder i maven, og i en rum tid glemmer man alt om VM i fodbold. Det er sand soft power.

Men nu betaler avisen mig jo ikke for at anmelde Qatars turistattraktioner. Snarere skal jeg undersøge, hvordan de virker på danskerne, og derfor tvinger jeg de nordjyske familier tilbage i krydsfeltet mellem sport og politik. De orker det næsten ikke.

Journalister fra Danmark river dem konstant i ærmerne, det ender hurtigt i udskamning, og mest af alt synes både Merethe, Tommy og Peter, altså de voksne, at kritikken af Qatar er kammet over. De forstår ikke, hvorfor det skulle være et problem at spille fodbold i landet, når vi også laver business i landet. De synes, at mange af nuancerne er forsvundet i ørkensandet. Og at danskerne er mestre i at blive krænkede.

- Nu diskuteres der jo fx flødeboller og julekalender derhjemme, siger Peter.

Men sandheden skal høres fra stive folk og børn, og høje promiller har der været rigeligt af i de foregående dagbøger. Jeg konfronterer 13-årige Rebecca og 14-årige Julius: Hvad vil de fortælle vennerne om Qatar, når de kommer hjem?

- Altså jeg vidste slet ikke, hvad Qatar var. Jeg troede, det var sådan et sted, hvor varerne blev solgt på gaden, og det mest var frugter og vandpiber, man kunne købe, siger Rebecca.

- Jeg er bare i chok over, at man kan være så glad for én mand. Ham emiren er i alle reklamerne og hænger overalt i butikkerne, siger Julius, der mener, at der er større grund til at respektere dronning Margrethe, end der er til at respektere Tamin bin Hamad al Thani, Qatars emir.

Med sand i skoene fra ørkensafarien er jeg samme aften til en technofest. Og her kommer så det sidste eksempel fra en slutrunde, der ikke ligner de andre.

Technoen runger ikke i en eller anden obskur kælderklub eller på en hemmelig etage på et højt hotel. Den brager ud af de fleste officielle VM-begivenheder, som var det lige så naturligt som Re-Sepp-ten i Parken.

Det irriterer tydeligvis Kasper Schmeichel. Før Frankrig-kampen, under opvarmningen, er Stadium 974 et inferno af blinkende strobelys, monoton bas og en dommedagsagtig speakerstemme, der siger "time is now" igen og igen.

Mange af VM-tilskuerne ser ud til at elske det. Og det mærkes specielt i Fifa Fan Zone.

Efter en tam 0-0-kamp på storskærmen fra klokken 22 til midnat, er det svært at mærke nogen form for stemning blandt de tusindevis af fans, der er samlet. En mandlig konferencier med hvidt tørklæde og kjortel på går ud på scenen og læser stillingen i gruppen op fra sin mobiltelefon.

- Hvem er her for fodbolden? spørger han.

Meget få svarer.

- Cheers if you are here for the beers, siger han og bliver igen mødt af larmende tavshed.

Det er pinligt.

- Råb, hvis I er her for musikken, siger han så.

Der lyder et brøl.

- Om lidt kommer DJ Bob!

Mennesker fra lande som Iran, Mexico, Saudi Arabien og Tunesien strømmer mod scenen. Et gigantisk lysshow går i gang, og folk river deres mobiltelefoner op ad lommen for at filme. En mand træder ind på scenen og stiller sig bag en mixerpult. Han starter med et arabisk technomix med en tung bas. Alle går amok.

Jeg står sammen med tre berusede danskere, snart kun to, for Kim bliver væk i kaosset. Alle andre ser ud til at være ædru. Nogle har små børn siddende på skuldrene, andre cirkler rundt md armene om hinanden. De har en fest.

Helt oppe foran scenen finder vi Kim igen. Han drejer rundt om sig selv, danser med en iransk mand, fistbumper med en lille indisk dreng.

På vejen hjem moonwalker han forbi migrantarbejderne i gule refleksveste, mens de står og råber "metro, metro this way". Kim er knap så elegant som Michael Jackson, men de unge, afrikanske mænd jubler og danser med ham.

Sådan er VM i Qatar også. Fifas fodboldcivilization, Fifas skam - afhængigt af øjnene, der ser.

Kristian Thulesen Dahl er egentlig ude af politik. Men Dansk Folkeparti og hans årelange konflikt med sin efterfølger som formand for partiet, Morten Messerschmidt, er som et kviksand, der trækker ham tilbage.

Det er den uendelige retssags kviksand. Den uendelige Meld og Feld-sags kviksand.

Sagen der blev præludiet til Dansk Folkepartis spektakulære nedsmeltning. Fra at være et parti med 37 medlemmer af Folketinget til at blive et marginalt parti, der snildt kunne være afgået ved døden ved det nyligt afholdte valg, men med nød og næppe fik haget sig fast i folkestyrets fremtid med en lillefinger og fem mandater.

Lige nu er hele Meld og Feld-moradset kogt ned til svindelsagen mod Morten Messerschmidt for uretmæssigt at have fiflet penge ud af EU's kasse for at spare på DF's egne midler. Den har længe været reduceret til en svag, næsten ikke hørbar grundtone, der druknede i støjen fra formandsopgøret, folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet og folketingsvalget. Nu er den igen en buldrende og drænende bas, der begraver DF's politik i en tung, grå tåge, så det eneste, der stadig står skarpt er:

Dansk Folkeparti har en formand, der bruger sine dage på anklagebænken i Retten på Frederiksberg tiltalt for svindel med EU-midler og dokumentfalsk.

Oven i købet i et slagsmål mod de samme gamle kammerater, Messerschmidt har været i slagsmål med, siden han besluttede sig for at tage magten fra dem:

Kristian Thulesen Dahl, eks-formand i DF, og Peter Skaarup, eks-gruppeformand i DF.

De to var indkaldt som vidner på tredjedagen i den byretssag, hvor Messerschmidt tidligere har oplevet at blive dømt med piber og trommer - seks måneders betinget fængsel. Den går nu om, fordi dommeren havde afsløret sig på Facebook som en, der personligt ikke giver meget for DF og derfor gjorde sig sårbar for beskyldninger om inhabilitet.

Det eneste, retssagen handler om for Morten Messerschmidt, er at overbevise de to dommer og de tre domsmænd om, at der faktisk var et reelt EU-arrangement arrangeret af en underlig international partikonstruktion ved navnet Meld på Dansk Folkepartis sommergruppemøde i 2015. Så vil det nemlig være inden for lovens grænser, at Messerschmidt sørgede for, at det var Europas skatteborgere, der betalte hotel, frokost, champagne og jordbær med chokolade for alle deltagerne.

Både Thulesen og Skaarup kunne sagtens huske, at der havde været et sådan arrangement på sommergruppemødet i 2014. Begge afviste, at der overhovedet var noget, der lignede i 2015.

Thulesen bekræftede dog intentionen. Thulesen og Messerschmidt havde været enige om at gentage succesen fra 2014 med at lade EU betale en del af gildet til partiets sommergruppemøde ved at afholde et særskilt EU-seminar midt i det hele.

Så skete der bare det, at Kristian Thulesen Dahl førte Dansk Folkeparti til en så imponerende valgsejr i 2015, at det helt overstrømmende Morten Messerschmidts forrygende EU-valg i 2009 og 2014. DF hoppede fra 22 mandater til 37 og blev Folketingets næststørste og blå bloks største parti.

Og så var der ikke længere plads til, at Morten Messerschmidt kunne spille EU-fandango og optage en hel dag på partiets tre dage lange sommergruppemøde. Alle 37 folketingsmedlemmer skulle have tid til at være centrum i hver deres lille debat om deres mærkesager.

- Efter det valg stod det klart for mig, at vi skulle bruge al vores tid på et almindeligt sommergruppemøde. Det var udslagsgivende, sagde Kristian Thulesen Dahl og lod det være op til retten at bedømme, om Messerschmidt stadig havde grund til at trække penge ud af EU's kasser, når planen var blevet ændret fra særskilt EU-seminar arrangeret af Meld til intet særskilt EU-seminar.

- Andre må vurdere, om det stadig kvalificerer til at være et EU-Meld-arrangement. Det kan jeg ikke vurdere, sagde Kristian Thulesen Dahl.

Uden for retsbygningen var Messerschmidt var i øvrigt enig med Thulesen om lige netop det og svarede: "Det må dommerne jo afgøre," da han blev spurgt, hvem der har ret i, om der blev eller ikke blev afholdt et heldags EU-seminar, som Messerschmidt fastholder, at der blev.

Ikke at det er noget, de to går og snakker med hinanden om:

- Det er meget længe siden, jeg har drøftet sommergruppemøde med Kristian Thulesen Dahl. Det er i det hele taget meget længe siden, jeg har ført en samtale med ham. Vores forhold i dag er ikke-eksisterende. Desværre, sagde Messerschmidt i et tonefald, så man overvejede, at han faktisk mente det "desværre".

Thulesen Dahl brugte sin taletid uden for bygningen til at understrege Messerschmidts anseelige andel i Dansk Folkepartis implodering:

- Meld og Feld-sagen har været afgørende for Dansk Folkeparti. Det var som om, det hele led et knæk. Det var som om, mødommen blev taget. Det er en tid før og en tid efter. Det må man bare sige. Jeg var med i nogle år og prøvede at kæmpe det op igen. Det gør ikke tingene lettere, at vi skal sidde i en retssag og have forskellige opfattelser af hvad der er sket, sagde han.

Thulesen Dahl skulle hjem til sit nye liv som direktør for Port of Aalborg, der endnu ikke er blevet en tryg havn, hvor ingen spøgelser fra fortiden i DF kan finde ham.

Peter Skaarup lever blandt spøgelserne hver dag, men har fundet en grønnere gren hos Danmarksdemokraterne.

Han bekræftede ligesom Kristian Thulesen Dahl, at DF's store valgsucces i 2015 fik afgørende indflydelse på programmet til det famøse sommergruppemøde, der har fået en så voldsom betydning for partiet. Nu skulle tredagesmødet handle 100 procent om at få givet de mange nye folketingsmedlemmer en god start på deres politiske karrierer. Ikke noget med noget EU-seminar til at fylde tiden ud - den var bedre brugt på gøre en god hjemlig situation bedre.

Dog kunne Peter Skaarup ikke huske, at intentionen havde været at gøre, som Messerschmidt siger, de gjorde. Helt generelt var Skaarup ikke supergodt præsterende i disciplinen "hukommelse".

Hvilket mildt sagt ikke højnede humøret hos Messerschmidt, der kom ud af retssagens dag tre bærende på en god portion bitterhed over Peter Skaarup. Han forsøgte at sætte ord på følelsen uden for bygningen. Der var ikke mange pæne imellem. F.eks. valgte han at sætte spørgsmålstegn ved Skaarups "kognitive kapacitet."

Retssagen mod Morten Messerschmidt for svindel og dokumentfalsk fortsætter på torsdag.

At den fynske biogaskomet Nature Energy var til salg, var ingen overraskelse. Det er til gengæld prisen på 14,3 milliarder kroner, som oliegiganten Shell lægger på bordet hos Nature Energys ejere: To udenlandske kapitalfonde og de danske pensionsopsparere i Sampension.

Udgangspunktet var en lidt nørdet virksomhed, der insisterede på at udnytte affald fra landbruget, industrien og borgerne og omdanne det til klimaneutral gas. De fynske kommuner stod bag - Naturgas Fyn hed det - men det krævede altså udenlandsk kapital og ejerskab at forløse det egentlige potentiale.

Lidt ligesom da det statsejede Dong Energy for alvor fik vinger, da den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs i 2013 blev medejer og var med til at udvikle energivirksomheden til en global spiller inden for havvindmøller - i dag kendt som Ørsted.

Nu bliver Nature Energy et datterselskab under Shells enorme gasdivision. Men hvad er det lige, Shell har fået øje på?

Shell er kendt af alle som en kæmpe - en såkaldt oil major - inden for energi og i særlig grad olie og gas, som verden skal bruge langt mindre af i fremtiden.

I stedet for at acceptere et svækket marked har Shell formuleret en aggressiv klimaplan, der skal gøre hele oliekoncernen CO2-neutral inden 2050. Planen fik ros, da den blev præsenteret for to år siden, fordi den ikke bare dækker Shells eget klimaaftryk, men også klimabelastningen fra Shells produkter, der bruges af kunderne.

Det kan ikke være anderledes, fordi Shells investorer også havde set skriften på væggen og forventer, at det 189 år gamle selskab med muslingelogoet kæmper sig foran med en grøn dagsorden.

Rejsen er i gang. Sidste år solgte Shell sit gamle olieraffinaderi i Fredericia. De gamle tankstationer får lynladere til elbiler. Det klassiske Shell-benzinkort kan pludselig bruges på 275.000 ladesteder i Europa.

Men samtidig er koncernen i gang med en opkøbsbølge i den grønne sektor. I april betalte Shell 11 milliarder kroner for en indisk pioner inden for sol- og vindenergi. Købet af Nature Energy er endnu større og passer perfekt ind i Shells eksisterende biogasforretning, der hidtil har været koncentreret i USA.

Ifølge Reuters har flere købere været interesseret i Nature Energy. Shells gamle rival, britiske BP, skal også have været med i opløbet. BP købte i øvrigt så sent som i oktober en amerikansk producent af biogas for næsten 30 milliarder kroner, mens olieselskabet Chevron tidligere på året betalte 23 milliarder kroner for et biodieselselskab.

Shells betaling for Nature Energy kan lyde høj og giver da også et formidabelt afkast til de hidtidige ejere, men for Shell er det et greb i lommen. Sidste år havde Shell et globalt overskud på 215 milliarder kroner.

For de 14 milliarder kroner bliver Shell ejer af Europas førende aktør inden for det gryende biogasmarked. Nature Energy har blot 14 biogasanlæg i drift og et kun lige begyndt at stikke tæerne uden for Danmark. Alene i Europa er der basis for at bygge tusindvis af biogasanlæg, men Shell vil operere over hele verden.

Med i handlen får Shell de 30 kommende biogasanlæg, som Nature Energy allerede har i støbeskeen. Det er en hurtig genvej til at pumpe endnu mere klimavenlig gas ud i det gasnet, som Shell i forvejen driver, og som helt akut skal gøres uafhængigt af russisk gas.

Nature Energy har arbejdet med biogas siden 2014, men især i de seneste år har selskabet bevist, at teknologien er moden, forretningsmodellen er gennemtænkt - og markedet er i den grad parat til at betale en god pris for al den biogas, der kan produceres.

Derfor har Shell slået andre budgivere af brættet med en pris, der svarer til over 30 millioner kroner for hver af de 420 ansatte, som Nature Energy beskæftiger lige nu.