KOMMENTAR: Oh, at have en firmabil. 90.000 danskere kører rundt i en bil, som er betalt af deres arbejdsgiver som en del af deres lønpakke.

At have firmabil forbindes normalt med en sorgløs tilværelse, hvor man hverken skal tænke på brændstofpriser, værkstedsregninger, værditab eller bilforsikring.

Faktisk konstaterer firmabilister med nogen tilfredshed, at jo mere, de kører privat i firmabilen - inklusive bilferierne til Sydeuropa - jo mere har de fået i løn.

Det kørende folk bliver nemlig beskattet af firmabilen, men det er et fast beløb hver måned, og ordningen er virkelig lukrativ for mange - og især dem, der kører mange private kilometer, hvor de selvfølgelig kører i firmabilen med tilhørende benzinkort.

Men nu er smilet stivnet. Et indgreb, der blev indført for to år siden, har pludselig vendt op og ned på det fede ved at have en leaset firmabil. Nu kan det pludselig udløse et skattesmæk, som smadrer regnestykket fuldstændigt ved at have firmabil. Det rammer især dem, der vælger at køre i elbil.

Her er forhistorien: Engang var markedet for leasede firmabiler temmelig spekulativt. Leasingselskaber fik med storindkøb og rabatter presset prisen, som bilerne blev beskattet af, helt i bund. Det var godt for firmabilisten, men også for leasingselskabet, som efter tre år kunne sælge firmabilen videre med en flot fortjeneste.

”Bilvask” kaldte man fidusen, som politikerne altså fik øje på og siden har bekæmpet med håndfaste midler. Man indførte, at værdien af en firmabil skal ”genberegnes” efter tre måneder. Her skal leasingselskabet vurdere, hvad den reelle markedspris er på bilen. Det bliver afgørende for, hvad firmabilisten skal betale i skat i resten af leasingperioden, som typisk er tre år.

Det virker rimeligt og logisk i et velfungerende marked, fordi folkene i firmabiler bliver beskattet af den egentlige værdi af det køretøj, de har fået stillet til rådighed.

Men markedet for biler er ikke velfungerende. Der er lang ventetid på mange af de mest eftertragtede firmabiler, og det har presset priserne på brugte biler i vejret. Resultat: I masser af tilfælde ”genberegnes” værdien af en firmabil langt højere end den pris, som bilisten nikkede ja til, da kontrakten på den nye bil blev underskrevet.

Eksemplerne er talrige. Fagforeningen Business Danmark, der har mange kørende sælgere som medlemmer, får masser af reaktioner, hver gang sagen omtales. Et medlem fortæller om sin VW Touran, som han fik udleveret i juli. Da var beskatningsværdien på 418.000 kroner. Men da prisen blev genberegnet i oktober, var værdien pludselig steget til 535.000 kroner. En stigning på 28 procent.

Dagbladet Børsen gennemgik i fredags 20 læseres firmabiler, der er ramt af det samme mønster. En Mercedes, der ved bestillingen havde en skatteværdi på 720.000 kroner, var nogle måneder senere pludselig steget til 982.000 kroner.

For firmabilfolket, som ofte betaler topskat, kan det betyde en ekstraskat på over tusind kroner om måneden.

- Det er fuldstændig urimeligt. Det var ikke en udfordring, da lovgivningen blev udarbejdet, men det er uforståeligt, at politikerne ikke har prioriteret eller ønsket at ændre lovgivningen, efter at situationen er ændret så markant med det brugtbilsmarked, vi har set det seneste lange stykke tid, og som styrer genberegningen, siger Audis direktør, Rikke Hamilton, til avisen.

Især elbiler ser ud til at være hårdt ramt, fordi leveringstiden er lang. Derfor sælges nyere brugte elbiler til højere priser end fabriksnye. De elektriske Polestar 2 og Volvo XC40 til under 400.000 kroner kan pludselig vise sig at være 30 procent dyrere på få måneder.

Motorstyrelsen har oplyst til Business Danmark, at otte ud af ti biler bliver dyrere efter genberegning, og skattestigningen rammer især elbiler, som forhøjes fire gange mere end benzinbiler.

- Vi bestiller ikke flere elektriske biler, før der kommer klarhed over, hvordan beskatningsgrundlaget er i hele leasingperioden, siger direktør Svend Pedersen fra byggevirksomheden HHM A/S i Hillerød til Business Danmarks hjemmeside.

Hvad har politikerne tænkt sig at gøre? Næppe meget. Firmabilister er ikke kendt for at demonstrere med høtyve og fakler.

Tilbage i april blev der oprettet et borgerforslag om at afskaffe genberegningen af firmabiler. Borgerforslag skal have 50.000 støtter, hvorefter Folketinget har pligt til at behandle det. Blot 7.726 danskere har støttet sagen, som ellers har gjort firmabilisternes tilværelse noget mindre sorgløs.

Da første sæson af  krimiserien "DNA" udkom i 2019 på TV2, fik den en hård medfart af de danske anmeldere. "Fortærsket og klichéfyldt" lød en del af den to- og trestjernede kritik.

Mange seere var derimod af den modsatte holdning.

Noget tyder på, at situationen kan blive den samme med anden sæson af "DNA", hvis første afsnit netop er lanceret.

Hovedpersonen er stadig politimanden Rolf Larsen (Anders W. Berthelsen). I første sæson mistede han sin lille datter under dramatiske (og utroværdige) omstændigheder, men genfandt hende flere år senere. Han valgte ikke at give sig til kende som hendes far, men lod hende blive hos den kvinde, der i sin tid havde stjålet hende fra en barnevogn på en færge. Nu bor det bedårende og rødhårede barn og hendes "falske" mor i Frankrig.

Rolf er blevet skilt, men er bedste ven med sin ekskone og hendes nye, norske kæreste. De bor alle tre på samme gade. Og da ekskonen føder et nyt barn, der desværre behøver en levertransplantation, bliver Rolf straks dybt involveret. Ad den vej får han øje på det illegale marked for organdonation.

Før vi får set os om, er der bunker af døde mennesker, opsprættede bughuler og køleskabe med blodige organer i plastickrus.

Gennem arbejdet med den illegale organhandel støder Rolf også på kriminelle netværk, der handler med og udnytter udenlandsk arbejdskraft som slaver og transporterer dem under dødsensfarlige forhold. Vi følger blandt andre en ung, rumænsk mand, der ender i Danmark under kummerlige forhold. Han leder efter sin søster, som er forsvundet.

"DNA" har internationale ambitioner. Vi kommer rundt i verden, og der tales både rumænsk, fransk, vietnamesisk,  dansk, norsk og engelsk.

Første sæson blev da også solgt til 35 lande og blev ifølge TV2 den mest sete udenlandske serie på BBC. Seere verden over har i gennemsnit givet den karakteren 7,4 ud af 10 mulige på IMBD. Det er en flot bedømmelse.

Den nye sæson vil formentlig også få gode seertal, for der er noget ligefremt over "DNA". Den er ikke sværere, end at alle kan følge med. Både i handlingen og den meget udførlige dialog.

Men den er også temmelig forudsigelig. Den flirter for tykt med klicheer, og man kan regne for meget ud på forhånd. Det skygger for spændingen og de følelser, der også er på spil.

På den positive side kender vi fænomenet fra mange andre krimiserier, som vi vælger at se, fordi de er et øjebliks afslappende underholdning. Hverken hoved eller puls kommer på overarbejde.

På den negative side banker kedsomheden på, for "DNA"'s  store temaer puttes under et så gigantisk forstørrelsesglas med tilhørende forklaringer, at man får svært ved at fokusere. Og når man ikke kan koncentrere sig, ved enhver lærer, at der er noget galt. Det ved man også selv, når først man begynder at kaste lange blikke efter telefonen eller kryds og tværs'en.

Forstørrelsesglasset er uden tvivl velment. Vi skal mindes om, at der under vores trygge og tillidsfyldte hverdag er en underverden af grov udnyttelse med tragiske skæbner til følge. At ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO foregår mellem fem og ti procent af alle organtransplantationer med ulovligt erhvervede organer. At danske myndigheder ifølge TV2  vurderer, at over 221 personer er endt som menneskehandlede ofre de seneste tre år.

Det er fint at putte noget gods ind i underholdning, men i dette tilfælde ender det hele så fodslæbende, at det for undertegnede var umuligt at undertrykke et langstrakt gab.

TV2. Første afsnit af seks kan ses på TV2 Play 18. december og sendes 27. december på TV2.  Herefter følger der et afsnit om ugen. Denne anmeldelse baserer sig på de to første afsnit. Medvirkende bl.a. Anders W. Berthelsen, Olivia Joof Lewerissa, Johanne Louise Schmidt og Charlotte Rampling. Forfatter: Torleif Hoppe. Instruktør: Fabian Wullenweber

Ho-ho-ho: Afhængighed eksisterer i alverdens afskygninger. Men afarten, som jeg støder på til en juletræsfest i et shoppingcenter i Thisted, er ny for mig:

Julemandsafhængighed.

Det handler ikke om de tilstedeværende 200 børn, der får stjerneskud i øjnene og taber pusten, når de ser de runde og rødklædte voksne. Jeg taler om dem, der klæder sig ud. Danmarks såkaldte "professionelle julemænd".

10 af disse af julemænd optræder her, under et skarpt og klinisk loftslys, i et lokale, der engang rummede en H&M-butik. Nu er der slushicemaskiner, pølsehornsstation, pebernøddeuddeling, trylleshow og grantræer af plastik. Udenfor falder sneen så tungt og tæt, at byen er blevet indrammet i hvidt, men det ses ikke herindefra, for der ingen vinduer. Til gengæld er der små bunker af flyverdragter spredt på gulvet.

Og midt i det hele står jeg, klædt ud som nisse, iført en rød, spids hue, en brunternet skjorte og en plysset julevest. Gonzo-journalistik på vej til at gå i ged.

- Er du fra Tinka? spørger en lille, bebrillet pige, og jeg svarer pligtskyldigt:

- Nej.

Hun kigger på mig, som om hun ikke ved, hvad hun nu skal sige, og jeg kigger nok på hende på nogenlunde samme facon. Jeg er her som journalist for at undersøge et fænomen.

Men i bund og grund er jeg også bitter over, at jeg ikke fik lov til at være julemand.

- Ej, sagde Peter Gislund, der har været julemand i 37 af sine 54 år jorden.

- Det kan du ikke.

Vi stod i backstagelokalet, en medarbejderkantine i Føtex, sammen med Peters bror, Jakob, der ligner ham på en prik. Måske fordi de begge er klædt ud som julemanden.

- Det er ikke alle og enhver, som kan være julemand, sagde Jakob og brødrene startede en ping-pong-dialog, hvor jeg var nettet, som de skød over.

- Du har ikke erfaringen.

- Eller udstyret.

- Du kan være en nisse.

- Ja! En voksen nisse, som kan holde børnene i hånden.

- Så kan vi finde ud af, om du har the Christmas spirit i hjertet.

Engang havde Peter Gislund heller ingen erfaring som julemand. Men som 16-årig kunne han se, at der var noget galt med julemanden til juletræsfesten i foreningen De Danske Forsvarsbrødre, som hans far var en del af.

- Julemanden var mere interesseret i at lægge an på damerne. Han negligerede børnene, og derfor sagde jeg til bestyrelsen: Dét der, det kan jeg gøre bedre, fortæller Peter.

Året efter fik han chancen, og livet blev aldrig det samme. Peter fandt sit kald. Når børnene mødte ham som julemanden, tændtes et lys i deres øjne, siger han.

- Jeg kunne simpelthen mærke, at børnenes hjerter galoperede derudad, og det gav mig en lykkefølelse, som jeg har jagtet lige siden.

I dag har han en doktorgrad fra Santa Claus School i Michigan i USA, en skole, hvor legetøjsproduktion, ho-ho-ho-latter og sminkning er en del af det tre dage-lange kursus.

Han skyder på, at han har haft over 100.000 børn på skødet i sit liv. Og hele hans familie er blevet en del af julefortællingen. Hans hustru er julekone, hans børn har været hevet med som nisser, siden de kunne kravle.

- Da de blev 18, forærede jeg dem professionelle julemandssæt, så de ikke ligner sådan nogen fra Fætter BR.

Hans eget tøj er der heller ikke sparet på. Støvlerne er håndsyede i Canada og den røde velour, som udgør kappeklædedragten, koster 600 kroner pr. meter. Vil nogen rive skægget af ham, trækker de hele ansigtet med. Det er er den ægte vare, og han afbleger det en gang om ugen, for at det får den helt rigtige hvide farve.

Peter er professionel. I hvert fald i den forstand, at han to måneder om året ikke laver andet end at være julemand. I børnehaver, i indkøbscentre, på hospitaler, om bord på Air Greenland, til juletræsfester. I sin bedste sæson tjente han 200.000 kroner.

Resten af året er han blikkenslager, men julemanden lever så meget i ham, at han nogle gange føler, at han “klæder sig ud som menneske.”

- Mine håndværkervenner driller mig med, at jeg aldrig bander og taler grimt. Men det kan jeg ikke, for jeg er jo julemanden.

Til juletræsfesten med slushicemaskiner og pølsehorn er der ingen, der driller Peter Gislund. Børnene kigger på ham, som var han en form for gud. Kommer de tæt på, mister de evnen til at tale, de står bare der med åben mund og store øjne.

- Goddag min søde ven, siger han til dem med en stemme, der runger i gulvet.

Nogle af børnene kommer fra Ukraine. Thisted By, J.P. Jacobsen Shoppingcenter og Føtex, som står bag arrangementet, har inviteret flygtninge med, og selvom de ikke forstår sproget, forstår de figuren.

Som nisse har jeg det sværere - og det er ikke kun med de ukrainske børn. En dreng, der præsenterer sig selv som Mike, kalder jeg ved en fejl for Maiken. En lille pige løber væk, da jeg sætter mig på hug for at tale med hende. Og en lyshåret knægt ved navn Emil, nok omkring 10 år, stirrer mig hånligt i øjnene, da jeg forsøger at give ham en highfive.

Børn og julemænd danser rundt om træet, mens de synger “Hej, jeg hedder Joe”, og jeg lusker over til en julemand, der står for sig selv. Han hedder Henrik og er en lokal julemand fra Thisted. Fastspændt til sit bælte har han to håndfulde sutter, som børn har afleveret til ham.

Uopfordret fortæller han mig en vittighed.

- Ved du, hvor julemændene sover i nat?

Jeg ryster på hovedet.

- På ho-ho-hotel.

Bag det falske skæg og brillerne, kan jeg se, at sveden pibler ned ad ham. Henrik fortsætter standupshowet.

- Man behøver ikke være tosset for at være julemand. Men det hjælper gevaldigt på det.

Verdens bedste julemand hedder Peter Boxler. Det svarer julemændene i Thisted prompte, når jeg spørger dem.

- Han er min Santa, siger Peter Gislund.

Hvorfor?

- Det er bare hele hans udstråling, hans udseende. Han er det tætteste, vi kommer på julemanden, siger nordjyden.

At julemanden er rød, jovial og buttet i det meste af verden, kan vi takke amerikanerne for. Coca Colas reklameopfindelse har gået sejrsgang i hele verden, og i dag er vinterens faderfigur blevet standardiseret.

Det fortæller Caroline Nyvang, forsker i traditioner ved Det Kongelige Bibliotek, da jeg ringer til hende og beder hende om at dissekere julemandens udvikling. Det eneste særegne i Danmark er - pudsigt nok - det, som jeg er klædt ud som: Nisserne.

- Og så distancerer vi os lidt fra andre landes traditioner ved, at vi ikke deler børnene op i gode og uartige. Det er på en eller anden måde fjernt fra vores kultur, og derfor har vi ikke adopteret det, siger Caroline Nyvang, der også mener, at julemandens professionalisering i indkøbscentrene afslører en anden hemmelighed om højtiden, der skinner så klart som stjernen på toppen af træet.

- Julen er hjerternes fest. Men det er i høj grad også de erhvervsdrivendes fest, og der er penge i julemændene. Både at have dem i din butik såvel som at være dem.

Tilbage i shoppingcentret har julemændene og jeg sværere og sværere ved at fastholde børnenes fokus. Og det skyldes måske til dels også forældrene.

En enkelt far har kapituleret til sin iPhone, han har sat sig op ad væggen i et fjernt hjørne og stirrer på sin skærm, mens han scroller med tommelfingeren.

Kun et par håndfulde af de 200 unger har ro til at se Peter Gislunds magishow, hvor han blandt andet tryller farverne ud af en bog og tryller dem tilbage igen.

Kampen for børnene opmærksomhed er et vilkår, der er blevet skærpet i årenes løb. Nutidens unge tror stadig på julemanden, men de er blevet mere krævende.

- I gamle dage kunne man godt lave halvandet times juletræsfest, hvor man dansede lidt rundt og sang nogle sange. Det gider de ikke i en halv time i dag, siger Peter Gislund.

Danmarks børn er blevet mere forvænte, siger han, fredagsslik er ikke længere forbeholdt fredagen, og når julemanden kommer med pebernøddeskålen tager de ikke én eller to; de fylder lommerne.

- I nogle år var jeg pebernøddejulemand i et center, hvilket vil sige, at jeg gik og delte ud. Det ødelagde faktisk min julestemning. Børnene - og især deres forældre - er blevet grådigere. Det kan man godt mærke, siger han.

Men det rokker ikke ved Peters kærlighed til julen. Den tungeste dage, hvert eneste år, er den 25. december, siger han. Julen måtte gerne vare lige til påske.

Det fortæller han mig, mens vi klæder om. Selerne, som holder bukserne oppe, kommer til syne, da han smider sin røde velourjakke. Maven er ægte, og det samme er hans røde kulør i kinderne.

Peter ligner lidt julemanden, også når han ikke er klædt ud.

Men hvad med mig? Har jeg juleånden i mig, spørger, mens jeg stadig sidder i nissetøjet.

Julemanden svarer som en vaskeægte politiker.

- Efter i dag vil jeg sige, at du har 50 procent chance for at blive julemand, svarer han.

Han aflæser de utilfredse folder i mit ansigt og tilføjer:

- Men du er også nødt til at spørge dig selv, nisse. Kunne du mærke noget, da du talte med børnene?

Politik: I løbet af 24 timer ændrede Helena Artmann Andresens liv sig. Den 2. november glemmer hun ikke lige foreløbig. Den dag opnåede hun valg til Folketinget. Noget, hun ikke selv havde regnet med, og derfor kom det også som en kæmpe overraskelse for hende.

- Det er stadigvæk meget overvældende det hele, men jeg er ved at vænne mig til det, siger Helena Artmann Andresen.

Hun var opstillet som nummer tre på Liberal Alliances liste i Sydjyllands Storkreds. Partiets spidskandidat i storkredsen Henrik Dahl fik det første mandat, mens Helena Artmann Andresen endte med at overhale Carl Andersen, der var nummer to på listen indenom, da hun fik 1143 personlige stemmer, mens han fik 821 stemmer.

- Jeg havde heller ikke fået den placering på listen, hvis jeg ikke havde kunnet taget ansvaret på mig, siger Helena Artmann Andresen, der med sine 21 år er det yngste medlem af Folketinget i denne periode.

Helena Artmann Andresen fortæller, at hun føler, at hun har mere at skulle bevise på grund af sin alder, men at det største pres kommer fra hende selv.

Helena Artmann Andresen er født og opvokset i Kolding. Til februar skifter hun barndomshjemmet ud med en etværelses lejlighed i Kolding centrum.

- Det er vigtigt for mig stadig at være i den kreds, jeg er valgt i, så jeg stadig ved, hvad der foregår. Det mister man lidt, hvis man bare flytter til København, siger Helena Artmann Andresen.

Men også i hovedstaden er der nyt på boligfronten for den unge politiker.

Indtil nu har Helena Artmann Andresen taget toget til København for at passe arbejdet som folketingspolitiker, hvor hun har boet på hotel, fordi den lejlighed, som Folketinget stiller til rådighed, endnu ikke har været klar.

Da avisen møder hende midt i december, står lejligheden langt om længe ledig til hende, og i den anledning har avisen fulgt den nyvalgte koldingenser i hælene mod den nye tilværelse i København til en snak om hendes første tid som folkevalgt.

Hendes egen bil er i stykker, så det er fars bil, der er pakket med håndklæder, Pepsi Max og nips til lejligheden.

Helena Artmann Andresen er blevet rådet til anskaffe sig to sæt af stort set alting, så hun ikke skal huske alt det basale, hver gang hun drager til hovedstaden, men hun fortæller, at det allerede er lykkedes hende at glemme tandbørsten.

Mest af alt glæder hun sig nu til ikke at skulle slæbe rundt på en kuffert, når hun er i hovedstaden, men hun ser også frem til selv at kunne lave mad. Heldigvis ligger der en Netto tæt på lejligheden, og denne tirsdag aften laver hun tarteletter, som skal række til flere dage.

Normalt tager hun hjem til Kolding torsdag eller fredag, men hun skal til julefrokost fredag og bliver derfor i hovedstaden til lørdag.

Klokken 12 ankommer Helena Artmann Andresen til Christiansborg. To timers kørsel er forbi. Hun parkerer ved Ridebanen og går ind ad hovedindgangen. I receptionen modtager hun bogen "Selvbygger Børn" af den tidligere LA-profil Merete Riisager, som hun ser frem til at læse. Herefter går turen ovenpå til servicedisken for at høre, om nøglen til hendes kontor er klar. Det er den.

Fra Vandrehallen og ned til Ridebanen, hvor Helena Artmann Andresens får kontorplads, snor gangene sig, flere døre skal åbnes med tryk på en knap, og til sidst skal hun en etage ned ad en trappe.

De andre folketingsmedlemmer fra Liberal Alliance har også kontor på gangen. Parti-kollegaen Lars-Christian Brask hilser og stikker hovedet ind for lige at høre, om Helena Artmann Andresen er ved at være på plads, og ligeledes skal hun se hans kontor.

Der skal kunst op på væggene i kontoret, men hun har ikke nået at vælge, hvad det skal være.

Helena Artmann Andresen mangler dog stadig at få en parkeringstilladelse, for det er hendes egen bil, der er registreret, men hos vagten får hun en lap papir med tilladelsen, som hun skynder sig ud i bilen med i december-kulden.

På dette tidspunkt har hun været 30 minutter på Christiansborg. Og der er en halv time til, at der er møde i Folketingssalen. Hun når en omgang buffet i Snapstinget sammen med tre partifæller. Tallerken, bestik og glas bliver sat på afrydningsbordet, og så går turen ned i den anden ende af Borgen og op ad trappen for at komme frem til Folketingssalen.

Den første november var Helena Artmann Andresen også i København til valgfesten hos LA, hvor det længe tegnede til, at partiet ville opnå ét mandat i Sydjyllands Storkreds. Derfor regnede hun heller ikke med at blive valgt ind.

Dagen efter fulgtes hun med nogle partifæller retur til Kolding. Undervejs lavede Helena Artmann Andresen ikke andet end at opdatere sin telefon for at følge stemmeoptællingen.

Hun skulle faktisk have været på arbejde i Partyland, men måtte, da valgresultatet stod klart, ringe og aflyse, hvortil chefen ønskede hende tillykke med valget.

Derfor havde tankerne heller ikke kredset om at skulle til valgcafé på TV Syd, men her indfandt Helena Artmann Andresen sig ud på de sene eftermiddagstimer, hvor der blev hilst på flere nye kollegaer og på den sydjyske presse.

Mandatet blev fejret med bobler og stegt flæsk sammen med far, Verner Andresen, lillesøster Johanna Artmann Andresen og en håndfuld partifæller.

Nu knap seks uger senere sidder hun samlet med de øvrige partier og folkevalgte politikere i Folketinget for at diskutere et forslag fra Nye Borgerlige om, hvorvidt der skal være en uvildig advokatundersøgelse af minkkommissionens beretning, som der indtil for nylig var flertal for i blå blok. Det flertal forsvandt imidlertid, da Lars Løkke Rasmussen (M) og Jakob Ellemann-Jensen (V) lavede en kovending to dage forinden.

Helena Artmann Andresen fortæller, at det var specielt at træde ind i Folketingssalen de første par gange. Hun har forberedt et spørgsmål i dag, men talerækken er lang i forvejen, og derfor når Helena Artmann Andresen ikke at lægge billet ind på at tale, fordi hun er nødsaget til at gå undervejs.

Debatten varer mere end tre timer, men Helena Artmann Andresen har længe i forvejen planlagt et møde med Danmarks Private Skoler tæt på Borgen klokken 14.

Selvom hun egentlig ikke bryder sig om at komme for sent, trækker diskussionen i Folketingssalen en smule ud og forsinker hende.

- Jeg har lært, at man har en uforudsigelig hverdag som politiker, og man kommer til at komme for sent nogle gange, men at det er en del af min nye hverdag, siger hun.

Helena Artmann Andresen er udpeget til børne- og undervisningsordfører for LA. Derfor handler det efterfølgende møde også om, at hun skal blive klogere på Danmarks Private Skolers interesser.

Tilbage på Christiansborg går Helena Artmann Andresen i Folketingssalen for at høre partiets formand Alex Vanopslagh på talerstolen.

25 minutter senere kommer hun igen ud fra salen og vender retur til sit kontor i den anden ende af Borgen.

En afstemning om en uvildig advokatundersøgelse af minkkommissionens beretning blev det ikke til, men alligevel kommer svaret prompte fra Helena Artmann Andresen om, at hun ville have stemt ja til en uvildig undersøgelse.

Før valget havde Helena Artmann Andresen en plan om, at hun ville læse en professionsbachelor i finans med henblik på at kunne blive ejendomsmægler. Den alsidige hverdag mellem skiftevis at sidde bag skrivebordet og komme ud, tiltaler hende ved det erhverv. Uddannelsesdrømmen er ikke lagt i graven, men indtil videre er den udsat med fire år.

Derfor er hun også glad for at være blevet tildelt posten som boligordfører, da det netop er indenfor hendes interesseområde.

Det er dog især børne- og undervisningsområdet, som Helena Artmann Andresen håber at kunne rykke ved. Hun har selv oplevet, hvordan folkeskolereformen ikke altid var lige gavnlig.

Hjemme i Vonsild var hendes egen folkeskoletid besværliggjort af, at det først var i udskolingen, at hun fik konstateret ordblindhed.

Det blev først opdaget i 7. klasse, da en ny klasselærer mente, at det var en god ide at få hende testet for ordblindhed, fordi hun havde svært ved at skifte linje, når hun læste. De hoppede, som hun forklarer i dag.

Dengang fik hun hjælp fra værktøjet cd-ord, der kan læse tekster højt, og det gjorde skolegangen nemmere. Planen er også, at hun skal have værktøjet installeret på sin arbejdscomputer, for det går alligevel hurtigere at få det læst højt, og der er nok læsestof at tage fat på.

- Selvfølgelig er det en udfordring, men det skal ikke være noget, der holder mig tilbage. Det tror jeg, at de fleste ordblinde godt kan genkende følelsen af - at det ikke er noget, der skal holde én tilbage, siger Helena Artmann Andresen.

Der var dog et andet sted end skolegangen, hvor Helena Artmann Andresen var god. Hun startede med at ride, da hun var tre år og stoppede først for få år tilbage. Ridningen blev et frirum, når det boglige ikke gik helt, som hun gerne ville i skolen.

Efter folkeskolen læste Helena Artmann Andresen HF på Kolding Gymnasium, hvor hun blev student i sommeren 2020 - for bare to år siden. Hun håber, at hun som børne- undervisningsordfører vil kunne drage nytte af, at det ikke er mange år siden, at hun selv gik i både folkeskole og gymnasiet.

Derudover har hun også som ambition at se på, hvordan erhvervsskolerne kan styrkes, og hvordan unges mistrivsel kan mindskes.

Det har krævet tilvænning for Helena Artmann Andresen at blive et offentligt ansigt, som mange genkender.

- Jeg kan måske nogle gange godt savne bare at være privat-Helena og ikke offentlig-Helena. Selvom jeg stadig elsker at møde folk, så er det nogle gange rart bare at gå under radaren, siger hun.

Hun slapper bedst af, når hun tager i fitnesscentret for at træne med musik i ørerne, og netop her ville hun indimellem ønske, at hun kunne lukke af og være i sin egen verden.

Men på det seneste har hun altså skullet vænne sig til mediedækningen, som medfølger, når man bliver folkevalgt politiker.

- Generelt er jeg ikke så glad for den massive mediedækning. Jeg har skullet vænne mig til at få stukket en mikrofon i hovedet. Jeg glæder mig til den dag, det bliver rutine, siger hun.

I starten var hun meget nervøs, når hun skulle interviewes, men nervøsiteten er blevet mindre, og rutinen har hun nu fire år til at opbygge.