Inflation: De fleste danskere fik nye øjne på deres madbudgetter i 2022, for det er 40 år siden, at priserne på varerne i indkøbskurven er steget så eksplosivt. I november var prisstigningen for fødevarer 16 procent højere end samme måned i 2021, viser tal fra Danmarks Statistik. I august toppede udviklingen med 16,7 procent højere priser på fødevarer sammenlignet med august sidste år.

Det var især krigens udbrud i Ukraine, der satte skub i udviklingen. Henning Otte Hansen, der arbejder som seniorrådgiver ved Københavns Universitets Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, vurderede allerede kort efter, at vi nok skulle regne med prisstigninger på mad på omkring 15-20 procent.

- Fødevarekrisen startede allerede i 2020 som konsekvens af især Covid-19 og dårlig høst, men krigen i Ukraine fik priserne til at stige yderligere, fordi landet står for en stor del af verdens kornforsyning. Priserne er ikke kun Putins skyld, det usædvanlige har været de mange faktorer, som skete samtidig, siger han.

Nordeas forbrugerøkonom Ida Moesby kalder 2022 for et vildt og skelsættende år.

- Vi startede året ud med coronarestriktioner, en opsparet forbrugerlyst og inflation på omkring 4 procent. Så fik vi den her frygtelige krig i Europa, der skubbede til løbende prisstigninger på de mest nødvendige varer som mad og energi, og inflationen nåede 10 procent i oktober, siger hun.

En af de borgere, som ændrede vaner efter den nye prisvirkelighed, er den 51-årige pædagogiske leder Katja Aalborg fra Næstved-egnen. Efter at have gennemgået familiens husholdningsbudget, der snildt tidligere kunne ramme 10.000 kroner om måneden, begyndte hun i 2022 på madplaner, tilbudsjagt og at bage sit eget brød.

Hver søndag hævede hun 1000 kroner i kontanter, som hun fik til at række til en uge ad gangen, og på den måde barberede hun budgetposten ned til omkring 4000 kroner om måneden. Posten er fordelt på Katja, ægtefællen og to hjemmeboende teenagedrenge. Til tider spiser den udeboende datter og kærester til børnene også med.

Da Avisen Danmark talte med Katja Aalborg i maj, lød prisstigningen på fødevarer på 7,7 procent, og hun var fuld af gåpåmod angående de nye vaner. Men i takt med prisernes yderligere opadgående kurve, er det blevet mindre sjovt at spare. Det fortæller hun nu, hvor året går på hæld.

- Jeg hæver ikke længere kontanter om søndagen til én indkøbstur. Jeg handler igen mere dag-til-dag for at få fat i dagsaktuelle tilbud, men også for hele tiden at tilpasse madplanen til, hvad vi har i forvejen og det, der er billigst. Det er blevet lidt hårdt og noget mere omstændigt at spare, og nogle gange synes jeg også, at vi spiser meget kedeligt, siger hun.

Det er dog sådan, det må være, understreger hun. Ligesom der stadig skal være plads til en pizza og lørdagsbøffer i ny og næ. Familien sparer fortsat penge, men det ugentlige forbrug lander nu på 1500 kroner grundet prisstigningernes fordobling siden maj.

- Vi forsøgte faktisk at leve uden fryser i to måneder, efter vi smed vores energislugende kummefryser ud, men det gik alligevel ikke. Så nu har vi en mindre energivenlig skabsfryser, og det fungerer godt, siger hun.

Derudover er Katja Aalborg siden sidst blevet aktiv i diverse sparegrupper på Facebook, og så ynder hun at køre efter datotilbud, lige inden butikkerne lukker. Det giver hende stadig et kick at gøre en god handel, som hun fortalte tidligere på året.

Når vi kigger ind i 2023, kan det se ud til, at Katja Aalborg skal holde snuden i sparesporet et godt stykke tid endnu. For spørger man Coop, der med butikker som Coop 365, Fakta og SuperBrugsen har en markedsandel på 38 procent, er der ikke godt nyt på prisfronten.

- Vores leverandører melder fortsat om, at deres produktionsomkostninger, transport- og energiudgifter er steget. Så det her usædvanligt høje prisniveau ser ud til at fortsætte - i hvert fald i starten af 2023, siger Lars Aarup, kommunikations- og analysechef, Coop.

Analysechefen mener, at det er umuligt at sige, om der fortsat sker prisstigninger, men "lige nu ser det ikke ud til, at der generelt er prisfald på vej", lyder det.

- Konkurrencen på dagligvaremarkedet er benhård, og det taler for, at vi på et tidspunkt driver priserne nedad. Men 2022 har været et hårdt år i branchen, og jeg tror, at 2023 bliver en forlængelse af det. Vi håber på en normalisering i løbet af et par år måske, siger Lars Aarup.

Henning Otte Hansen fra Københavns Universitet skyder også på, at der går to eller tre år, før priserne falder til et niveau, vi kender.

- Vi vil næppe se store prisfald i 2023. Prisstigningstakten vil aftage, men prisfaldet bliver mindre end prisstigningerne i de seneste år. Priserne på de fleste fødevarer følges ad, men især planteolie vil falde i pris, den steg meget kraftigt i 2022, siger han.

Nordeas Ida Moesby er knap så optimistisk omkring de gamle prisers comeback.

- Inflationen har fået sit famøse knæk nu, og det vil langsomt smitte af på priserne i 2023, og nogle varer vil også falde mere markant. Men vi skal ikke regne med at få 2021-priser igen, for prisstigninger på mad har det med at sætte sig, siger hun.

Hos Coop har man endnu ikke oplevet, at danskerne over én kam lægger deres kost om eller har spritnye værdier med på indkøbsturen, lyder det.

- Men danskerne har i højere grad handlet i discountbutikker, gået efter tilbud og valgt billigere alternativer, siger Lars Aarup.

Èt sted sparker inflationen dog til en udvikling.

- Vi kan se en lille forskydning i forbruget af kød, som vi allerede ser et svagt faldende forbrug af år for år. I år er salget af svinekød og oksekød faldet mere, mens vi spiser mere kylling, der ikke er steget lige så meget i pris.

Det er også et område i supermarkedet, hvor Katja Aalborg og familien særligt er gået nye veje.

- Det er både fordi, jeg synes, vi bør spise mindre kød, men også fordi kød er blevet enormt dyrt. Vi har skåret ret meget ned og spiser flere retter helt uden kød. Men jeg har samtidig også nogle drenge, der bestemt ikke mener, man kan leve af jordskokkesuppe, siger hun med et grin.

For Katja Aalborg er det især blevet en kæphest at udnytte alle madindkøb, så intet går til spilde.

Og ser vi på de positive effekter ved prisstigningerne, bider Nordeas Ida Moesby mærke i, at danskerne er blevet mere fornuftige.

- Vi er ikke længere så impulsstyrede og meget mere prisbevidste, og det er især positivt, at vi er blevet bedre til at minimere madspild, skrue ned for overforbrug og køber mere genbrug. Men da vi er et af de lande med det allerhøjeste forbrug per indbygger, var der også noget at skære af. Det interessante er, om vanerne varer ved, siger hun.

Men når priserne stiger på basale ting som madvarer, har det en social slagside, forklarer seniorrådgiver ved Københavns Universitet Henning Otte Hansen.

I Danmark går gennemsnitligt 10 procent af vores indkomst til mad, mens tallet er 20 procent for borgergrupper med mindre indtægter. I år er estimaterne steget til 11 og 22 procent, vurderer han.

- Dyrere fødevarer rammer de fattigste hårdest, fordi de bruger en relativt større andel af deres indkomst på mad. På verdensplan har FN vurderet, at 40 millioner mennesker nu lever i sult grundet krigen i Ukraine alene, siger Henning Otte Hansen.

Det er især storbyer i Nordafrika og Mellemøsten, der mærker til fødevarekrisen. Her producerer man ikke selv fødevarer og bruger langt over halvdelen af sin indkomst på mad.

- Her kan indbyggerne ikke bare vælge discount eller skære ned på forbruget, deres eneste redning er nødhjælp udefra. Og selvom der ikke er grund til panik herhjemme, er vores globale kornlagre blevet mindre, og verdensmarkederne mere turbulente. Jeg mener, at vi skal forvente flere og større udsving og mere usikkerhed på fødevaremarkedet fremover, siger Henning Otte Hansen.

Ida Moesby fra Nordea er ikke i tvivl om, at krisen også har skubbet til fattigdommen i Danmark.

- Uligheden har været stigende de seneste år, og inflationen har været med til at forstærke det. Der er grupper af borgere, som ikke kan skære mere fra og ikke længere kan få det til at hænge sammen. Det ser vi eksempelvis ved, at flere kommer i RKI, og at rekordmange søger julehjælp, siger hun.

Hun påpeger, at selv husstande med en fin økonomi har fået en anden virkelighed, fordi nogle bliver ramt af flere ting på én gang i form af eksempelvis høje renter og stigende priser på el, varme, husleje, brændstof og mad.

- Dårlig økonomi er en de sidste store tabuer, vi har. Derfor er det ikke sikkert, vi ved, hvor skidt det står til hos danskerne. Jeg tror, at flere er mere bekymrede, end de giver udtryk for, siger Ida Moesby.

Hjemme hos Katja Aalborg fylder snakken om husholdningsbudgettet også mere omkring middagsbordet end tidligere. Selv om de har, hvad hun betegner som en gennemsnitlig økonomi, er planen at holde fast i de nye vaner, så der også er råd til andre ting. Til tider er hun dog lidt alene om at opretholde disciplinen.

- Jeg har lige skullet forklare min mand, at vi ikke bare kan holde en julefrokost mere, fordi det så stikker helt af økonomisk. Ligesom mine teenagedrenge for det meste er fuldstændig ligeglade med mit spareprojekt, men jeg synes, de er blevet bedre til at acceptere, at det er sådan, det er, siger hun.

De seneste mange år har landdistrikterne haft nedgang. Det er urbaniseringens bagside. Langt de fleste søger ind til byerne, men 2022, der nu er ved vejs ende, vender faktisk lidt det hele på hovedet.

For det har været et godt år for befolkningstallet i både de sønderjyske byer Sønderborg, Tønder, Aabenraa og Haderslev. Men faktisk også helt specifikt for landdistrikterne i landsdelen.

Tyskerne kommer for at bosætte sig i 'Synnejylland'. Det er primært børnefamilier, som rejser dertil. Og netop landdistrikterne ser ud til at være attraktivt terræn. Det er noget, som har stor betydning for skoler og for virksomhederne i landsdelen.

- Umiddelbart er det rigtig positivt, og jeg plejer at sige, at uanset hvor man kommer fra, København eller Berlin, så er det forhåbentligt nogle borgere, som vil bidrage til vores fællesskab, og som vil integreres, siger Jørgen Popp Petersen (SP) borgmester i Tønder.

Jørgen Popp Petersens familie har været en del af det tyske mindretal i Sønderjylland gennem flere generationer, og han har derfor et godt netværk på den anden side af grænsen. Han peger på flere ting som årsag til udviklingen.

- Det er min opfattelse, at en del flytter hertil, fordi her har de råd til at købe en bolig. Der er mange steder i Tyskland, hvor ejendomspriserne er stukket helt af. Så det er én af forklaringerne. Så er der rigtig mange, som har gode referencer til Danmark via ferieophold og forbinder det med et dejligt sted at være, og så tror jeg, der ligger en del i det her med, at man flytter fra metropol og ud til kyst og luft, siger Jørgen Popp Petersen.

Derudover peger han på coronahåndteringen i Tyskland som endnu en faktor.

- Nogle af dem, jeg har snakket med og mødt, er simpelthen flyttet på grund af coronahåndteringen. Børnene har ikke fået undervisning over længere perioder, fordi IT ikke er så fremskreden i Tyskland. Og idet det sønderjyske jo er grænseland, så er det let at etablere sig, siger han.

Den historiske tilstrømning af elever til de tyske privatskoler har været så stor, at der er opstået lange ventelister.

Nogle tyske privatskoler har helt fordoblet sit elevtal, det gælder både i Felsted og Rødekro i Aabenraa Kommune og i Kinder Campus Lunden i Sønderborg. Det er skoler, som før har været trængte og små med under 20 elever.

- De tyske skoler er ved at være fyldt op, så det har betydet, at der fremadrettet er nogle, som måske skal i en dansk skole. Så i oktober har vi i Aabenraa byråd politisk besluttet, at man på de øvrige danske folkeskoler i kommunen, kan tage imod både tyskere og ukrainere, som ellers bliver tilbudt at komme i modtageskole, siger Rasmus Andreassen, der er skolechef i Aabenraa Kommune.

Beslutningen er truffet ud fra et ønske fra skolerne selv, for de danske skoler i landdistrikterne har også mistet mange elever over de seneste år.

- Over de sidste 10 år har vi mistet, hvad der svarer til op mod 1000 elever, så jeg er som udgangspunkt ikke bekymret. Jeg tror, det bliver rigtig godt, at tyske børnefamilier kommer hertil. Skolebestyrelserne har presset på for det her, siger Rasmus Andreassen.

- Vi får jo også i kommunerne flere penge fra staten til skolerne alt efter elevtallet. Så antallet af elever er faktisk vigtigt for at sikre nogle gode skoler, uddyber han.

Hvis udviklingen af tyske tilflyttere fortsætter ind i det nye år 2023 - også med voksende tyske elevtal - så kræver det, at flere tosprogskonsulenter tilknyttes skolerne.

- Lige nu ser vi, at mange dog først vælger en tysk skole, men fortsætter den tyske tilflytning, så er vi klar ude på folkeskolerne til at tage imod. Kommer der flere hundrede, så er det klart, vi skal forholde os til noget, uddyber Rasmus Andreassen.

Udover at tyskerne er arbejdskraft for de sønderjyske virksomheder, så er de også potentielle iværksættere. Og det starter allerede i det små i boligområder. Tyskerne køber ikke bare billige huse i landdistrikterne - de renoverer dem også.

- For Tønder Kommune så har den her tilflytning styrket udviklingen på boligmarkedet. Vi har haft mange boliger i overskud, men nu har ejendomspriserne stabiliseret sig. Nu er der basis for at bygge nogle nye boliger igen. Nogle har også tænkt, kan jeg mon sælge min bolig, hvis jeg sætter den til salg, så det er en selvforstærkende effekt, og der er tilflytningen god og stabiliserer ejendomsmarkedet, siger Tønders borgmester Jørgen Popp Petersen.

- Mange, som kommer sydfra, renoverer tilmed boligerne, hvor vi tidligere har set, at mange før har købt en bolig ude i yderområderne, fordi den har været billig, forklarer Jørgen Popp Petersen.

Det er i følge Jørgen Popp Petersen væsentligt, at det ikke kun er foreningerne og kommunen, der tager ansvar for de nye naboer. Integrationen sker også i det små.

- Jeg håber, at man ude i lokalområderne vil tænke kreativt. Det nytter ikke noget, at vi laver de samme aktiviteter hele tiden. Vi bliver nødt til selv at række ud og lave kulturarrangementer, siger han.

- Som kommuner har vi et tilflytterarrangement, hvor vi oplyser og byder velkommen.  Men foreningerne og som naboer så skal vi også være aktive og ikke lukke os selv inde, understreger Jørgen Popp Petersen.

Hvis du holdt af at se den fremragende dramadokumentarserie "Kragh & Virkner", glæder du dig formentlig også til at se "Matadorerne", som er DR's nyeste bud på en dramadokumentar.

En dramadokumentar er en fortælling om noget, som er sket i virkeligheden. Skuespillere dramatiserer dele af historien, og eksperter, vidner og andre fortæller og forklarer, hvad der skete og hvorfor.

Men hvor "Krag & Virkner" var både underholdende og gribende samtidig med, at alle os, der så det, blev en del klogere, så lever "Matadorerne" ikke op til de positive forventninger.

Jo, man bliver klogere, meget klogere, men man bliver stort set ikke underholdt. Man bliver heller aldrig grebet. I stedet sidder man med en følelse af, at ens tålmodighed bliver trukket langt, og at det hele er lidt kedeligt.

Ærgerligt, for umiddelbart er der tale om en ægte magtkamp-historie mellem datidens konger af den danske bankverden: C.F. Tietgen og Isak Glückstadt. Mænd, der fik en enorm betydning for samfundets udvikling, og hvis aftryk vi stadig mærker i dag. Og ikke blot som forlæg for vejnavne.

Tag blot Odense-drengen Tietgen, der som blot 28-årig blev bankdirektør i Privatbanken - nutidens Nordea. Med ham ved bordenden skabtes De danske sukkerfabrikker, De danske spritfabrikker, Tuborg, DFDS, Esbjerg Havn og KTAS, som vi dag kender som TDC. Han renoverede for egne penge Marmorkirken i København og gav den til staten - altså til os. Han forbandt os også med hele verden med sit Store Nordiske Telegrafselskab.

Glückstadt var chef for folkets bank: Landmandsbanken - den vi i dag kender som Danske Bank  - og satte blandt andet sit aftryk med Frihavnen i København.

Det er ikke så let at sætte fingeren præcist på, hvorfor det bliver kedeligt. Men en af forklaringer kan være, at "Matadorerne" er som en omhyggeligt tilberedt sovs med mange ingredienser undtagen fond - altså saft og kraft.

Det hele afvikles i adstadigt tempo og med omhyggelige forklaringer. Det er pænt og i orden.  Og der er også satset på gode skuespillere. Alt sammen nydeligt.

Men "Matadorerne" griber ikke. Hovedpersonerne bliver aldrig mennesker, man kan mærke på godt og ondt. De bliver blot levende billeder i den historiebog, DR har sat sig for at læse højt for os.

Der er mere fakta end følelser. Mere undervisning end underholdning. Og der sidder uden tvivl nogle historielærere rundt omkring som ved, at med den vægtning er det op ad bakke at fastholde interessen.

En anden forklaring på kedsommeligheden kan være, at "Matadorerne" vil for meget. Det er historien om to mænd, deres rivalisering og betydning. Men også om det danske bankvæsen og vores iværksætterkultur. Hvordan Danmark forvandlede sig til et industrisamfund. Der er frygteligt meget, som skal forklares, og det er ikke lige interessant det hele. Meget af det ender som irriterende afbrydelser, som falder, netop som man næsten er indfanget af en af de dramatiserede scener.

Forretningskvinden Mia Wagner - mange kender hende bedst fra programmet "Løvens Hule" - og journalist Johannes Langkilde fungerer som venlige værter på de i alt fire programmer. De går rundt her og der som talende leksikoner, hvis de ikke er på besøg hos eksperter eller selv mødes på for eksempel Tietgens kontor.

Vises på DR1 søndag 1. januar kl. 20 og de følgende tre søndage. Afsnittene er tilgængelig fra morgenstunden på DRTV. Denne anmeldelse  baserer sig på de to første afsnit.

Hvis det ikke var for Molly, så var Sophie og Valdemar ikke havnet, hvor de gjorde.

Efter fire et halvt års desperat søgen efter et hus i Hørsholm 25 kilometer nord for Københavns centrum gav parret op. Der var simpelthen ikke noget, der var til at betale for to unge mennesker, der ikke har en gylden kistebund eller en rig onkel i Amerika.

Valdemars idylliske erindringer fra hans tidlige barndom i Vestjylland kombineret med et behov for at træffe et afgørende livsvalg gjorde, at parret traf den beslutning, der havde været undervejs gennem nogle år. Men som bare var virkelig svær at træffe, fordi den ville rive alt det, de kendte, op ved rode.

De søgte en lejlighed i Vestjylland, hvor det naturligvis skulle være tilladt at have deres to år gamle Berner Sennen, Molly, med. Og den lejlighed, de fandt, den lå tilfældigvis i Varde.

En tilfældighed de sidenhen har hyldet på alle parametre. For de er blevet fuldstændig forelskede i byen.

- Jeg er simpelthen så taknemmelig for, at vi landede lige her. Der er en helt fantastisk atmosfære i Varde, og hvor sker her bare meget. Da vi boede i Hørsholm, skete der ingenting. Det er en af landets rigeste kommuner, og jeg må bare sige, at i Varde er der væsentlig flere tilbud og meget mere liv i byen. Her i Varde er der så mange ildsjæle, der gør alverden for at skabe liv og oplevelser for både børn og voksne. Naturen er lige udenfor døren, og her er så mange muligheder for at leve det gode liv, siger Sophie begejstret på ærkesjællandsk.

- Jeg er ret glad for, at jeg huskede rigtigt, siger Valdemar med grin.

Det var hans fortællinger om hans barndoms Vestjylland, der fik parret til at se i netop denne retning. Han havde fortalt om mentaliteten, naturen og menneskene.

- Og så var Valdemar jo selv præget af alt det, han fortalte om. Det var jo nogle af de ting, jeg forelskede mig i ved ham i sin tid, siger Sophie.

Parret har været kærester i 11 år. De mødtes på gymnasiet i Birkerød, og i mange år troede de, at de skulle bo i området, hvor hele Sophies familie og deres vennekreds var. Men det var bare ikke dem. Kan de se i dag. For det har da ikke været lutter lagkage at bryde op fra alt det og alle dem, de kendte og rykke til Vestjylland.

- Det nemme er jo at fortsætte med alt det, man plejer. Alt det man kender. Og vores familie og venner forstod os ikke helt. Det gjorde det ikke nemmere. Det kræver noget mod at træffe et livsvalg, der ligger udenfor den norm, der er i ens lille verden. Men hvor er jeg glad for, vi gjorde det. Vi fik roen til at finde os selv. Det, kan jeg se nu, at jeg faktisk havde rigtig meget brug for. Det er først, når man ikke gør, som man plejer, at man ægte kommer i kontakt med sig selv og står på helt egne ben. Det er her, der ligger virkelig meget udvikling, og det havde jeg faktisk rigtig meget brug for, siger Sophie.

I Hørsholm boede parret i Danmarks største andelsboligforening, Opnæsgaard, med 574 lejligheder.

- Og vi kendte ikke en eneste af naboerne. Man hilste ikke engang, hvis man stod sammen i elevatoren. Da vi var flyttet ind i lejligheden i Varde, gik der virkelig kort tid, så var vi på vin med adskillige af naboerne. Vi var inviteret til grillmad og portvin, og vi blev mødt så hjerteligt. Det var virkelig helt fantastisk og indimellem nærmest overvældende, siger Valdemar, som også lige skulle i genkontakt med den der vestjyske et-bank-på-døren-og-så-går-vi-ind-skik.

- Jeg har fået et par chok, når jeg har gået og renoveret med høreværn, griner han.

Efter et års tid i Varde fandt parret nemlig endelig det hus, de kunne se sig selv stifte familie i. Det ligger ned til det gamle Varde Sommerland, og Valdemar er blevet en habil gør-det-selv-vestjyde.

Prisen på huset i Varde ligger i omegnen af, hvad et kosteskab koster i en forstad til København.

- Og seriøst, hvorfor er der ikke flere, der flytter hertil? Man får så meget mere for så meget mindre ved at gøre det. Vi har så meget mere luft i vores økonomi, vi har et større hus og en bedre økonomi, end vi nogensinde ville have haft, hvis vi havde fundet noget på Sjælland. Vi kan sænke skuldrene og realisere vores drømme, og det kan man da kun være taknemmelig over, siger Valdemar.

- Jeg savner slet, slet ikke København eller min gamle by. Som i SLET ikke. Alt hvad jeg skal bruge, det har jeg lige her. Jeg kan gå lige ned i byen og handle, og der er da så meget mere sjæl i at sidde og drikke en kop kaffe på en lille café som Ellas end at sidde på en stor Espresso House. Jeg bliver virkelig inspireret af at bo i den her by. Leve i den og gå rundt i den. Der sker simpelthen så mange ting rundt omkring, og folk er engagerede på en helt anden måde end der, hvor jeg kommer fra, siger Sophie, som er en kreativ sjæl med stor hang til at bage og lave håndarbejde.

En side af sig selv, hun udlever på Instagram under navnet fillosophie. Men lige så stille går hun og overvejer, om ikke den skal ud at leve i Varde også. For eksempel på Torvet til sommer eller næste jul i en af de små boder.

- Jeg elsker jul, så jeg blev simpelthen som et lille barn det første år, vi boede her, hvor der bare var nisser og lys og grantræer rundt om alle lygtepælene. Og i sommer, hvor der var så mange loppemarkeder og liv på Torvet. Det var jo helt fantastisk, og jeg følte mig simpelthen så heldig. Jeg er så taknemmelig over, at jeg er havnet lige her. Varde kan så meget, og folk giver så meget, siger Sophie, som er meget sikker på, hun skal bæres herfra, når det engang skal være.

Og Valdemar er ret enig. Han er nået dertil i sit liv som vestjyde, at han mindst to gange om ugen møder nogen, han lige skal sludre med i Løvbjerg. Fordommene om hvordan det er at bo i det mørke Vestjylland fremfor den pulserende storby, dem giver han ikke en flad femøre for.

- Vi kan jo lige tage den med ”der er jo ingen kulturliv i Vestjylland.” Sikke noget pladder. Vi kan jo lige starte med, at her i Varde er der fed installationskunst på ethvert gadehjørne. Og en lørdag inden jul kom vi tilfældigvis gående nede i byen, da der var julemandsvækning på Torvet. Vi tabte begge to kæben ned i fliserne af alle de mennesker, der var mødt op og alle de ildsjæle, der gav den gas. Det var en kæmpe oplevelse, og vi fik den bare ved at gå en tur i vores by, fortæller Valdemar, som opfordrer til, at flere mennesker kigger ud af de store byer, når de står overfor at skabe en tilværelse.

- Ryk nu ud! Her er så fedt og så mange muligheder. Menneskene, naturen, mentaliteten. Alt er bare fantastisk, er han og Sophie enige om.