Det blev en nytårstale uden de store nyheder, som statsminister Mette Frederiksen (S) holdt for danskerne den 1. januar 2023. Sådan lyder vurderingen fra Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall.

Det er stadig krisehåndteringen - og ikke mindst forventningsafstemningen med danskerne - som står øverst på statsministerens dagsorden.

Men mens Mette Frederiksen i sine tre forrige nytårstaler har kunnet skrue op og ned for de socialdemokratiske undertoner, var dette års nytårstale ganske anderledes. Det var nemlig den første tale, hvor Mette Frederiksen står i spidsen for SVM-regeringen. Men kunne det høres i talen?

Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, har nærlæst statsministerens nytårstale, og her er de tre vigtigste pointer ifølge hans vurdering:

Topskat: Sygeplejersken i den blå kittel, der samtidig har et bijob, er nok for de færreste personificeringen på en, der betaler topskat. Men ikke desto mindre er det faktisk virkeligheden i flere hundrede tilfælde.

Spørgsmålet er dog, hvor mange af disse ”klassiske” velfærdsmedarbejdere, der betaler topskat uden de enten er privatansatte eller i lederstillinger. Det giver en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd svar på.

Og der er tale om ganske få procent.

- I den offentlige debat er der blevet skabt et billede af, at virkelig mange almindelige offentlige lønmodtagere betaler topskat, men det passer simpelthen ikke. Mange af dem, der betaler topskat, arbejder som ledere, har bijob eller har andre lønindtægter, siger Kristoffer Lind Glavind, senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Kigger man alene på medarbejderens indtægt fra deres arbejde i det offentlige svarer det til, at 100 pædagoger, 500 folkeskolelærere og 500 sygeplejersker betaler topskat.

Men kan man virkelig adskille alle de velfærdsmedarbejdere, der har et andet job ved siden af, er ledere eller er ansat i det private, fra resten. Inkluderer man hele gruppen, vil antallet af personer, der betaler topskat, være meget større.

- Jeg køber simpelthen ikke præmissen om, at man skal se bort fra overarbejde, lederjob eller bijob. Fordi målet med det her er at få flere arbejdstimer. Så er det relevant at se på hele gruppen af skolelærere, sygeplejersker, politibetjente, der ryger ind i topskatten, siger Mads Lundby Hansen, cheføkonom i Cepos.

Hverken Socialdemokratiet, Venstre eller Moderaterne gik til valg på topskattelettelser. Men da de tre partier indgik et ”arbejdsfællesskab”, blev det besluttet, at der i den kommende regeringsperiode skal være topskattelettelser.

Og det har fået debatten til at blusse op på ny.

Baggrunden er, at der ifølge regeringen er behov for reformer, som vil øge arbejdsudbuddet. En af disse reformer er topskattelettelser, hvor SVM-regeringen vil nedsætte topskattesatsen med 7,5 procentpoint – en halvering – for indkomster op til 750.000 kroner.

Antallet af forventede topskatteydere stiger både i 2022 og 2023, og fra næste år står en halv million danskere til at betale topskat.

Ifølge analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er det for eksempel kun 0,3 procent af de klassiske pædagoger, der betaler topskat. Her er tallet 1,8 procent for sygeplejerskerne og 1,9 procent for folkeskolelærerne.

Oftest kommer disse medarbejdere op på dette lønniveau, fordi de arbejder efter de er gået på pension, hvilket giver dem en ekstra indkomst. Det gælder for eksempel for 40 procent af de klassiske sygeplejersker.

I alt er der dog 4400 sygeplejersker, der betaler topskat i Danmark, hvis man medtager privatansatte, ledere og folk med bijob med mere.

Kunne man ikke vende den om og sige, at den her analyse faktisk viser, at der er hundredvis af almindelige lønmodtagere i klassiske velfærdsjob, der betaler topskat?

- Jo, det er der, men det er meget få i det store billede. Jeg tror, folk bliver ansporet til at tænke, at det er den helt almindelige SOSU-hjælper eller sygeplejerske på hospitalet, der vil få en skattelettelse, hvis man letter topskatten. Men hos sygeplejerskerne er det 1 ud af 50 og for SOSU-hjælpere er det 1 ud af 500. Men jo, der er nogle af de her mennesker, der betaler topskat, siger Kristoffer Lind Glavind, senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Men viser analysen så ikke også, at topskatten er forbundet med en ret bred målgruppe, hvis den også rammer SOSU-medarbejderen og folkeskolelæreren?

- Der er knap en halv million, der betaler topskat. Ud af dem er der ikke særlig mange SOSU'er eller pædagoger. Så hvis man gerne vil gøre noget for de offentligt ansatte eller der, hvor der er en rekrutteringsudfordring, så er det ikke topskattegrænsen, man skal hæve, fortæller Kristoffer Lind Glavind.

En af de varmeste fortalere for at sænke topskatten er den borgerlige tænketank Cepos. Her mener cheføkonom, Mads Lundby Hansen, at man ikke kan frasortere de ”klassiske” lønmodtagere fra resten af gruppen.

- Jeg kan overhovedet ikke se, hvorfor man skal se bort fra sygeplejersker med overarbejde, lederjob og bijob. Bundlinjen er, at der er 4400 sygeplejersker, der betaler topskat, og så betaler de 56 procent af en overarbejdstime i skat. I stedet for de 42 procent, når man ikke er topskatteyder, siger Mads Lundby Hansen.

En stor del af sygeplejerskerne der betaler topskat, er enten ledere eller arbejder i det private. Hvis ønsket er, at forbedre vilkårene i det offentlige for medarbejdere på gulvet, rammer man så ikke skævt med topskattelettelser?

- Det er ikke det, der er målet med det her. Målet er at få flere arbejdstimer, og der er noget af det mest virkningsfulde.

Men er argumentet ikke, at man har behov for at tage udgangspunkt i sygeplejersken på gulvet i stedet for lederne, og derfor giver det ikke den ønskede effekt, da det i højere grad er lederne, der får skattelettelsen?

- Jo, men det de kalder de klassiske på gulvet, de får også en skattelettelse på beskæftigelsesfradraget i SMV-regeringens udspil. Man bruger fire milliarder kroner på at øge beskæftigelsesfradraget og 0,7 milliarder på at lette topskatten, siger Mads Lundby Hansen.

Men skal man så ikke sige, at topskattelettelsen er for lederne, hvor beskæftigelsesfradraget er for medarbejderne på gulvet, i stedet for at sige, at topskattelettelser er godt for begge parter?

- Nej, fordi det er også for dem, der tager overarbejde og har bijob. Det er da rigtig godt, hvis en skolelærer har et bijob, det er enormt plus for samfundsøkonomien. Så jeg synes, det er en meget søgt og kunstig opstilling, siger Mads Lundby Hansen.

Gråhvid slud falder fra himlen og danser omkring det gamle fyrtårn i Esbjerg-bydelen Sædding. Solen er ved at stå op.

På en rollator, parkeret på fortovet, sidder Linda Lindblad i sin turkisblå jakke, der ligner en krydsning af en hættetrøje og en frakke. Hun venter på den bus, der to gange om ugen samler esbjergensere op forskellige steder i byen og kører dem til Tyskland for at grænsehandle.

- Det er min hobby, siger den 63-årige førtidspensionist og fortæller, at hun ærgrer sig over, at hun missede bussen for et par dage siden.

- Jeg sad og lavede perler, og så glemte jeg alt om tiden.

Linda ryger en halv smøg og gemmer resten i sit etui, da en gul bus ruller ind. Foruden hende stiger en håndfuld andre mennesker ombord.

- Glædelig jul, siger en.

- Dav Leo, siger en anden.

Leo er buschaufføren, en gråhåret mand med briller og smilerynker. Han har fragtet vestjyder til Tyskland og tilbage siden 1980’erne, da Horsy-øl blev smuglet over grænsen, fordi danskerne kun måtte hjembringe seks øl pr. person.

- Dengang var tilbuddene bedre. I dag handler det mere om det sociale og om traditioner, forklarer Leo.

Det er ikke kun ham, der taler om sine busture, som var de kulturarv. Grænsehandel er “en vigtig del af Sønderjyllands historie”, hedder det sig på Sønderborg Slot, hvor fænomenet er en del af den permanente udstilling.

Men i fremtiden vil grænsebusserne måske være noget, man går på museum for at se. Det frygter Leo Iversen.

- De unge gider ikke sådanne ture, og derfor bliver vi færre og færre, fortæller han mig og skæver rundt i bussen, hvor de fleste sæder er tomme.

I gamle dage kørte Leo Iversen tre gange om ugen. Nu kan han dårligt forsvare at køre to. Prisen er 70 kroner pr. snude, det foregår uden tilmelding, og hvis der ikke er minimum 10 ombord i Ribe, vender bussen om. Det sker oftere og oftere.

- Franz, hvor mange er vi? spørger Leo og kigger på en grønlandsk mand, hvis tilstedeværelse i grænsebussen altid er lige så sikker som “amen” i kirken.

- Vi er 20, svarer Franz prompte.

Franz er en af de stamkunder, som holder grænsebussen i live. Han drikker ikke selv alkohol - ryger kun hash, fortæller han - men i dag skal han have 40 rammer Slots med hjem. Det svarer til 960 dåsebajere.

- Jeg køber dem for en dansker på Gammel Vardevej i Esbjerg. Øllene koster 2000 kroner, og han giver mig 2500 kroner med, forklarer den 48-årige grønlænder, som er på kontanthjælp.

Når de 40 rammer Slots, busbilletten og frokosten i Fleggaard er betalt, har Franz en personlig fortjeneste på cirka 300 kroner for den fire-fem timer lange grænsetur. Det er han selv ganske godt tilfreds med.

- Jeg synes bare, det er dejligt at komme lidt ud af Esbjerg, siger Franz, mens vi kører forbi sneklædte marker.

Han bærer sixpencehat på hovedet, en tynd rød trøje og et par Homer Simpson-agtige chinos. Hans ansigt er furet, men smilet sidder det meste af tiden fra øre til øre.

- Normalt ville jeg være skæv her om morgenen, men det er jeg stoppet med. Jeg røg 150 gram hash om måneden, men jeg har skåret gevaldigt ned.

Hvordan kan det være?

- Jeg skal til at se min datter, svarer han, smilende og nikkende.

Franz’ Fleggaard-ture har givet enkelte esbjergensere ondt i en vis legemsdel. Pegefingrene er rettet mod beboere af grønlandsk herkomst fra de kommunale lejligheder, der ligger på Gl. Vardevej i Esbjerg.

“Det burde stoppes, de overtager al baggagerum,” lød det fra en, mens en anden delte, at han havde oplevet at “to skæve grønlændere” tog “48 kasser med hjem”.

Det fremgår af en artikel i Jydske Vestkysten fra den 7. december.

På dagens tur kan en forarget mumlen over “grønlænderne, der fylder det hele” lokaliseres på bussens allerbagerste række, men forrest, bag rattet, sidder der en mand, som er lykkelig for stamkundernes forbrugsvaner.

- Hvis det ikke var for grønlænderne, så var der ikke nogen tur længere, siger Leo Iversen, ejeren af busselskabet.

Han ryster grinende på hovedet.

- Når bussen er fyldt, må de selvfølgelig ikke tage 40 rammer med hjem. Men prøv at kig dig omkring. Her er plads nok.

Det er heller ikke alle, der skal handle særlig meget. Linda Lindblad, den 63-årige kvinde med rollatoren, skal bare have tobak og lidt snolder, før de voksne børn kommer hjem til jul, fortæller hun. For hende er turens højdepunkt at kigge ud af vinduet. Hun spotter både “smukke svaner” og “store grimme rovfugle”, som svæver over Sønderjyllands vinterlandskaber.

- Hver gang man tager afsted, ser det anderledes ud. Det er lige før, hovedet går af led, så meget jeg sidder og kigger, griner hun.

I det meste af sit liv har Linda arbejdet i Esbjergs fiskeindustri, og det har ødelagt hendes ryg. De lyseblå øjne flyder næsten over, mens hun fortæller om seniorlivets skavanker: smerter, betændelse i hjernen, forbud mod at køre bil og kemobehandlinger, som kostede hende håret, inden lægerne opdagede, at hun slet ikke havde kræft.

- Men når man er afsted på sådanne ture, glemmer man alt det der for en kort stund, siger Linda, der startede med sin nye hobby for halvandet år siden.

På den første tur “rystede hun som et espeløv”, fortæller hun, fordi hun var nervøs for, at hun ikke ville komme med hjem fra Tyskland.

- "Det går ikke, det går ikke," tænkte jeg bare, mens jeg stormede rundt i butikken dernede.

Hun klukler, mens øjnene glinser.

- De ventede selvfølgelig på mig. Og nu er jeg ikke bange længere.

Leo Iversen har prøvet at efterlade en mand i Süderlügum før. De var kommet ud på vejene, da chaufføren opdagede det tomme sæde. Og så var det hustruen til den manglende passager, der afgjorde, at de IKKE skulle vende om.

- Jeg mangler ham et, sagde hun på klingende vestjysk.

Hvordan manden kom hjem til Esbjerg, ved Leo ikke.

I dag er der ingen skænderier i bussen, men Jon Sørensen stikker kærligt til sin kone Heidi.

- Du skal ikke tage billeder af os, for så ser det ud, som om vi holder af hinanden, siger Jon.

Han er 57 år og har et skæg formet som en hestesko, der peger ned over mundvigene på ham. Når han åbner munden, er det som regel for at sige noget sjovt, tage en slurk øl eller stikke en cigaret ind mellem læberne.

- Det koster én øl pr. spørgsmål, du stiller, hr. journalist, siger han.

Heidi, som er 35 og førtidspensionist, kigger forelsket på ham og griner, hver gang han taler.

- Jeg er uddannet elektriker, mekaniker og murer, siger Jon og fortsætter:

- Jeg har givet det hele op for at være servicemedarbejder for Heidi, siger Jon.

Reelt er han fleksjobber. Og for dem er grænsebusturene “total afslapning” og “råhygge”. De er med cirka en gang om måneden, og gør det også for at spare penge på cigaretter og vin.

- Folk tror nogle gange, vi er sigøjnere, fordi vi ser sådan her ud. Men vi er livsnydere, siger Jon.

Heidi griner højt.

Da håndbremsen er trukket, og Fleggaard-flagene blafrer udenfor, går et ur i gang: 90 minutter, lige så lang tid som en fodboldkamp, har passagererne til at forlyste sig i grænsehandlen.

Franz går direkte ind på grillbaren og bestiller en cheeseburger og en Cocio. Damerne i forklæder er han på fornavn med, og inde i Fleggaards lagerhal er de allerede i sving med at stable 40 rammer Slots til ham.

Heidi og Jon ryger to smøger, finder en indkøbsvogn hver, handler for både dem selv og naboen og deler en bakke pomfritter.

Leo, buschaufføren, sidder og filosoferer lidt over, hvor alle grænsekunderne er blevet af.

- Det er på grund af inflationen, siger han.

Engang havde Leo og hans familie en meget større forretning. Han, hans far og hans to søskende havde tilsammen 257 busser i Iversen Busser - og 100 flere var på vej. Men så kom finanskrisen i 2008, Roskilde Bank gik konkurs, og Leo stod med økonomiske problemer til op over begge knæ. I fire år måtte han have to job.

I dag klarer han sig fint, men han tænker meget på dem, der ikke gør.

- Prisstigningerne har kostet den gennemsnitlige danske familie 35.000 kroner mere om året. Der er ikke noget at sige til, at folk ikke har råd til at grænsehandle.

På vejen hjem bliver der snakket lidt mere lystigt i bussen, måske fordi jeres udsendte har doneret en ramme Odense Albani til turen. Men måske skyldes det også noget andet. Mens vi kører den cirka 60 minutter lange tur hjem, er der ingen af passagererne, som kigger ned i deres smartphones. Flere er taget afsted uden telefon på lommen.

Kun en enkelt - en 29-årig mand med fuldskæg - har blikket fikseret på sin mobilskærm, mens begivenhederne passerer omkring ham.

- Nej tak, svarer han, da jeg spørger, om jeg må stille et par spørgsmål.

Linda Lindblad er blevet døsig på grund af varmen i bussen.

- I min stue er der kun 14 grader, siger hun.

Franz er faldet i søvn, men da vi kommer tilbage til Gl. Vardevej i Esbjerg, kommer han på arbejde, og det skaber hurtigt et postyr med de 40 rammer Slots.

- Har du julegaver til os, råber en ud af et vindue.

En anden råber ad undertegnede, som fotograferer stakken af bajere:

- Har du aldrig set så mange øl før eller hvad?

Tilbage i Sædding, ved det gamle fyrtårn, er Linda den sidste, der hopper af bussen.

- Tak for i dag, siger hun.

Solen er ved at gå ned, mens hun skubber rollatoren foran sig.

Tv: Glem alt om romantiserede fremstillinger af læger og sygeplejersker. Forvent ikke lykkelige afslutninger. Byd i stedet virkeligheden på en gynækologisk afdeling velkommen med den engelske hospitalsserie "This is Going to Hurt" (det her kommer til at gøre ondt, red.).

Her er en serie, der lever op til sin titel. Det gør ondt på de fødende, det gør ondt på de syge, og det gør ondt på personalet. Og i sidste ende kommer det også til at gøre ondt på dig.

Serien bygger på bestsellerbogen af samme navn, som Adam Kay skrev på baggrund af sin tid som læge.

Arbejdspresset er enormt på den gynækologiske afdeling, og lægen Adam (Ben Whishaw) er derfor overbelastet, udmattet og i evigt søvnunderskud. Hans tøj sovses konstant ind i blod og fostervand -  som et billede på den møgsituation, han befinder sig i.

Overklassebarnet Adam, der har det svært med sin ambitiøse mor, er let at holde af. Også selv om han ofte er et dumt svin og lader sin situation gå ud over andre. Det kan være patienterne, sin søde kæreste Harry eller lægeeleven Schruti: En ung, indisk kvinde. Hun har ikke det samme hårde panser som Adam, men slides hjerteskærende op af de vanvittige arbejdsforhold.

"This is Going to Hurt" er den bedste hospitalsserie til dato. Socialrealistisk, men uden at blive tung, for den er tempofyldt, proppet med raffineret engelsk humor og benhård tragedie.

Den benytter sig også af den såkaldte "fjerde væg", hvor Adam taler direkte ind i kameraet til os seere. Lyder stift, men her føles det naturligt. Lidt som når din egen læge skal forklare dig, hvad det egentlig er, du fejler eller ikke fejler. Nu skal du høre ...

Du gerne vil have et autentisk indtryk af et sundhedsvæsen i knæ fortalt med engelsk humor og medrivende sans for drama.

Du ikke er god til blod og smerter, og ikke kan lide at græde foran tv'et.

"This is Going to Hurt", HBO Max. Syv afsnit a 45 min.

August Rumle Frølund Willerslev burde slet ikke findes.

Han burde ikke være i live.

Derfor er det et lille vidunder, der småsmaskende og med fine, runde briller let på sned er døset hen på morens arm ved stuebordet i familiens store villa i Gravsgade i Ribe.

26. marts 2021 er der ellers flag og forventninger på Signe Willerslevs stue på Sygehus Sønderjylland. Hun skal føde, det skal være en glædens dag, og datteren Marie skal være storesøster.

Men noget er forkert efter fødslen. Drengen ligger stille. Livløs.

- Overlever han?

Faderen Mikkel Willerslev bliver på få minutter kastet fra forventningsfuld glæde til det værste helvede, han på nogen måde kunne have forestillet sig.

- Han har måske en chance, lyder lægens svar.

Herefter følger den ene voldsomme oplevelse efter den anden for de nybagte forældre. Mest for Mikkel, for Signe køres til genopvågning efter kejsersnit uden for alvor at vide, hvad der er sket.

Uden at vide, hvor slemt det i virkeligheden står til med deres lille dreng.

I ekspresfart blæser babylancen fra Aabenraas neonatal-afdeling mod Odense Universitetshospital. Rumle skal overføres til genoplivning på OUH's børneintensiv, og imens står Mikkel med sin taske på sygehuset i Aabenraa med de vigtigste ejendele. Alene, mens han prøver at finde hoved og hale i, hvad han skal gøre.

- Jeg skulle ind på Opvågningen og fortælle Signe, hvad der var sket, og hvordan er det lige, man lægger en taktik for at overbringe de nyheder, siger han.

Kort efter babylancen fragtes Signe i en ambulance mod Odense, men der er ikke plads til faderen.

- Jeg kører fra Aabenraa mod Odense i vores egen bil. På den tur skulle jeg fortælle familie og de nærmeste venner om, hvad der var sket. Det var et absurd forløb, siger han.

Signe er så voldsomt dopet, at hun kun i glimt husker, hvad der sker i timerne efter fødslen.

Lange gange med lysstofrør i loftet. Genoplivning. Hun spiser en Filur i sin seng på Opvågningen. Kuvøse på OUH.

En sætning husker hun dog tydeligt fra lægerne i Odense. Hvis barnet overlever, vil han blive en grøntsag.

- Vi beslutter os ret hurtigt for, at han skal døbes. Skal han herfra, skal han i det mindste have et navn.

Signe forklarer, hvordan deres søn midt i al den død og ødelæggelse, parret gennemgår, på tredjedagen endnu ikke har fået et navn, men forældrene har koblet en identitet på ham ud fra de rumlende bevægelser, hun gennem alle ni måneder havde haft i maven.

"Dreng Willerslev" står der bare på det lille armbånd, der er sat fast for enden af på kuvøsen, og derfor ringer Mikkel til præst Simon Stubkjær fra Ribe. Han er en af parrets gode venner, og selv om det er midt i påskeferien med familien, smider præsten hvad han har i hænderne, sætter sig i bilen og kører mod Odense. Mikkel beder ham køre forbi hjembyen Gørding, hvor Simon Stubkjær henter familiens gamle dåbskjole, inden kan igen sætter kursen mod kuvøsen i Odense.

30. september bliver Dreng døbt, og det anonyme skilt skiftes ud.

Nu er Peter Plys kommet på, og her står navnet: August Rumle Frølund Willerslev.

Og det er her, de begynder at føre dagbog.

På væggen over køkkenbordet hænger en akustisk guitar. I en ende af stuen står en elguitar og en trompet, mens det store klaver er flankeret af en kontrabas og en violin.

- Alle i huset spiller og synger. Marie går også til klaver.

Signe Willerslev samler familien omkring klaveret for at give et nummer. Rumle placeres på en skummåtte, mens Signe, Mikkel og Marie gør klar til et akustisk nummer.

- Må det være Kiss Me, spørger Marie mens hun nusser sin lillebror, hvorefter Mikkel rutineret slår tonen an til sangen fra bandet Sixpence None the Richer.

Alle tre synger, inden Mikkel og Signe selv tager over med et nummer af Lisa Ekdahl.

- Vi har altid spillet musik sammen, er begge musiklærere og har helt fra starten i forløbet med Rumle brugt musikken som vores ventil. Vi havde faktisk også besluttet, hvad der skulle spilles til begravelsen, hvis Rumle ikke overlevede, siger Signe og kigger ud af stuevinduet mod kirkegården på den anden side af grusstien, hvor de havde fundet en plads til Rumle.

Også han har fået musikken ind fra tidlig alder. Faktisk helt fra fosterstadiet, for når han sparkede og rumlede i Signes mave, satte hun sig til klaveret og spillede.

Mozarts klaversonate no. 16, 2 sats i G-dur.

Den bruger hun stadig, for Signe kan stadig i dag mærke, hvordan Rumle bliver roligere, når Mozarts toner flyder ud i rummet.

- Rumle, du er en helt særlig dreng.

Ordene kommer fra en overlæge på OUH i Odense. Da hun ser Rumle første gang kort efter fødslen, tænker hun ved sig selv: Det går ikke.

Mikkel forklarer, at hun herefter holder hun ferie i en uge, og da hun kommer tilbage, er Rumle der stadig.

- Hun siger, at vi egentlig bør glemme alt det, vi får at vide af lægerne. Vi skal se på Rumle, som han er, for læser vi alle de papirer, der følger med Rumle, bør det ikke kunne lade sig gøre, siger Mikkel og forklarer, hvordan to af en længere række af diagnoser for Rumle lyder på cerebral parese og hjernebetingede synsnedsættelser med forkortelsen CVI.

Neuropædiateren ønsker med et smil at få opskriften på, hvordan Mikkel og Signe tager sig af deres dreng, så hun kan give deres erfaringer videre til andre. Med alle Rumles diagnoser har pædiateren vanskeligt ved at forstå, hvordan Rumle i dag kan være en del af en normal stordagpleje ved Ribe frem for at være på en specialvuggestue. De to dagplejere elsker ham som han er, fælder en stille glædeståre, når Rumle får grineanfald og gør alt for ham, selv om han fylder to dagplejepladser.

- En vigtig ting for os i alt dette har været, at når man har et kritisk sygt barn, midt i sorgen, de store beslutninger og glæden ved at han overlever, at vi har fulgt vores mavefornemmelse. I en situation som vores bliver man suget ind i et system, hvor man bliver kørt rundt i manegen, og vi har ikke haft nogen, vi kunne spejle os i, siger Mikkel og forklarer, hvordan familien har fået indsigt i sundhedsvæsnets parallelverden, som de tror mange andre også står i.

- Vi har stået i lort til halsen. Vi ville da ønske, at vi havde haft nogen, vi kunne spørge til råds, så det vi ønsker er at hjælpe andre, der måtte stå i en lignende situation. At vise, at det er helt legalt at have alle de følelser, der opstår under et forløb som vores, siger Mikkel.

På den baggrund vælger de nu at åbne op for deres meget personlige dagbog fra den voldsomme periode, og som ingen nogensinde har set eller læst ud over Mikkel og Signe.

Tre måneder.

Så lang tid går der efter fødslen, før Rumle får lov at komme hjem fra OUH, men det er allerede i dagene efter Rumles fødsel, at de hårdt prøvede forældre beslutter at føre dagbog over forløbet.

Både for at holde styr på aftaler, men også som selvbearbejdelse over det kaos, der er omkring dem.

- Når vi læser den i dag, kan vi se, at de første dage er skrevet i bydemåde. Staccato. Enkelte ord, fordi vi ikke havde overskud til andet. Jo længere væk vi kommer fra marts 2021, jo flere følelser er der, bredere ordvalg og vi bliver mere reflekterende, siger Signe.

Bogen indeholder passager om, hvordan Signe nærmest ikke husker, hvordan komfuret i køkkenet fungerer efter tre måneder på et hospital. At de aldrig har elsket hverdagen så meget som nu. Kølige og praktiske praktiske betragtninger om Rumles gravsted. At Mikkel vil spille "Pianomand" til begravelsen, som han også gjorde ved sin egen fars begravelse.

Og så er der alle noterne om Liva. Hospitalsklovnen på OUH.

- Når man rådner op på stue 6, stue 10, H1 og alle de andre stuer og afsnit, jeg har ligget på med Rumle, så redder Liva dagen. Jeg har mødt hende mange gange, og hun smilede altid tilbage. Hun spredte den glæde, vi havde så uendelig meget brug for. For os var hun som glæden over livet, selv om vi stod i en voldsom situation, og derfor vil vi rigtigt gerne forsøge at give noget tilbage, siger Signe.

Torsdag 12. januar bliver en speciel dag for Signe, Mikkel, Marie og Rumle.

- Det bliver en helt særlig koncert.

Mikkel bliver rørt når han tænker på den hjælpsomhed, familien har modtaget fra spillestedet Termansens i Ribe, hvor ejer Martin Schack kun behøver få sekunders betænkningstid, inden han siger ja.

De må låne spillestedet gratis, invitere gæster, bruge Termansens gennemtestede streamingudstyr, som Martin Schack selv brugte til at sende jazzkoncerter ud til danskerne under corona-nedlukningen.

Parrets dagbog og familiens glæde ved musikken er midtpunkt i den støttekoncert, de fra Termansens vil streame ud over Danmark, og Mikkel fortæller, at alle indsamlede midler går til at støtte De Danske Hospitalsklovne.

- Vi lader et udpluk af passager fortælle historien. Én person ud over os har set dagbogen, og hun vil læse op fra den under koncerten. Hun kan holde distancen, det kan vi ikke, men vi spiller de numre, der betyder meget for os. Vi skal ikke levere noget ved at fortælle, og det er vores tryghed at gøre på det på den måde.

Mikkel og Signe afholder koncerten for at sige tak til alle dem, der har hjulpet, og for at vise, at selv om alt i livet ikke går som planlagt, kan det hele løse sig alligevel.

- Kan vi hjælpe bare én med det, vi har oplevet, bliver vi glade, siger Mikkel.

På OUH husker de stadig Rumle, Marie, Signe og Mikkel, og derfor vil koncerten som én af allerede mange aftalte lokationer streame koncerter på stuerne.

- Når vi er til tjek på OUH, siger de stadig, at der er kun én Rumle. Det er også det, vi gerne vil vise med koncerten, siger Signe.

- Der er ingen, der er som Rumle. Alt er godt nu, og han er en nem, glad og sund dreng, men det har været en hård og ubarmhjertig rejse at komme hertil.