Det bliver svært at finde et mere hæsblæsende år i dansk politik end 2022. Men det behøver ikke betyde, at det kommende 2023 bliver et kedeligt år for de 179 nyvalgte folketingspolitikere.

I hvert fald ikke hvis man spørger Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall. Godt nok er der ikke udsigt til hverken et hurtigt folketingsvalg eller en stor kommissionsrapport, der kan fylde i det politiske landskab i det kommende år, men i stedet er der en lang række andre forløb, som kan vise sig at indeholde ganske meget politisk sprængstof.

Her giver Casper Dall dig et overblik over fem af de vigtigste emner i det kommende politiske år:

Dødshjælp: Skal det være muligt at få aktiv dødshjælp i Danmark?

Det spørgsmål er til debat i kølvandet på DR-dokumentaren "På tirsdag skal jeg dø", hvor smeden Preben Nielsen tager til Belgien for at få aktiv dødshjælp.

Preben Nielsen blev lam i næsten hele kroppen i forbindelse med en arbejdsulykke, og han mener ikke længere, at hans liv er værd at leve. Med dokumentaren ønsker han at vise, hvorfor aktiv dødshjælp bør indføres i Danmark.

Mens formand for Det Etiske Råd Leif Vestergaard Pedersen frygter en glidebane, hvis det tillades, er Klemens Kappel, professor ved Københavns Universitet, åben for en legalisering.

Avisen Danmark har bedt de to uddybe deres synspunkter:

Leif Vestergaard Pedersen, formand for Etisk Råd og fhv. direktør for Kræftens Bekæmpelse:

Skal aktiv dødshjælp lovliggøres i Danmark?

-Nej.

- Hvis vi nu beslutter, at en gruppe af mennesker kan få aktiv dødshjælp, så har samfundet sagt til alle i den gruppe, at vi kan egentlig godt forstå, at I ikke synes, jeres liv er værd at leve. Det rammer jo handicappede rigtig hårdt. Aktiv dødshjælp vil i virkeligheden være en derangering af dem og deres liv.

Leif Vestergaard Pedersen problematiserer også, hvor grænsen for aktiv dødshjælp skal gå. Han frygter, at det vil føre til en glidebane.

- Hvis vi først åbner for det, hvor søren skal vi så sætte grænsen? Den mest naturlige grænse er jo at sige: Nej, vi medvirker aldrig til, at nogen skal dø. Lige så snart vi forlader den grænse, er det svært at finde nogen grænser mere, og det er et problem. Det starter ud med et ønske om, at kun nogle få bestemte mennesker får mulighed for det. Og stille og roligt vil det blive udvidet til en større og større gruppe mennesker.

Skal man ikke have friheden til selv at kunne bestemme, hvis man pga. sygdom ikke mener, at ens liv er værd at leve længere?

- Jeg er grundlæggende enig i, at man selv skal have lov til at bestemme over sit liv. Men når man er en del af et samfund, så er de muligheder, man har, jo ikke uendelige.

Leif Vestergaard mener, at lovliggørelse af aktiv dødshjælp vil forårsage et moralsk skred. Han peger på en sag i Canada, hvor en handicappet kvinde, der klagede til myndighederne over sin kørestol og lift, fik et svar tilbage om, at hun også kunne vælge aktiv dødshjælp.

- Sådan tror jeg ikke, det kommer til at gå, men det er et eksempel på en offentlig ansat, som fuldstændig var skredet i moralbegreberne.

- Når man er skredet i moralbegreberne, er det jo, fordi de har åbnet for, at den mulighed er tilgængelig. Det er et tilbud på hylden, og hvis du ikke er tilfreds, så kan du jo altid vælge aktiv dødshjælp. Og det vil være et skred, hvor vi måske bliver lidt mindre ansvarlige for hjælpen til handicappede og døende.

Ligger der også religiøse årsager bag denne holdning fra Det Etiske Råd?

- Nej, der står ikke en religiøs begrundelse bag Det Etiske Råds beslutning. Men det ligger dybt i vores kultur, som jo er kristent begrundet, at man må ikke slå ihjel, og man må ikke bidrage til drab. Hvis man sætter en sprøjte i armen på en patient, så patienten dør, så dræber man jo patienten, eller så bidrager man i hvert fald til et drab.

Tidligere meningsmålinger viser, at et flertal af befolkningen går ind for at legalisere aktiv dødshjælp. Hvorfor ikke lytte til dem?

- Det skal vi også. Men jeg tror, at mange overser den lindrende hjælp, som samfundet allerede giver til handicappede og alvorligt syge. Og så tror jeg, at mange har den tanke, at de ikke vil være en byrde over for deres pårørende. Til det vil jeg bare sige, at det er jo en del af livet, at man indimellem er hinanden til last, og man skal også huske, at handicappede og alvorligt syge faktisk også kan være med til at give de pårørende noget værdifuldt.

Klemens Kappel, filosof, læge og professor ved Københavns Universitet:

Skal aktiv dødshjælp legaliseres i Danmark?

- Ja. Der er en gruppe af mennesker, der får et bedre forløb med deres død, end de ellers ville have haft. Mindre lidelsesfuldt. Mindre meningsløst, siger han.

- Jeg tror, at ideen om, at man ikke må slå ihjel, er baseret på ideen om, at vi skal respektere andre menneskers selvbestemmelse. Det betyder så også, at hvis folk med rigtig gode grunde faktisk ikke ønsker at leve, så er det det, vi skal respektere.

- Så nej, jeg mener ikke, det er forkert at slå ihjel, hvis det er en situation, som Preben er i, hvor det er det, han virkelig ønsker.

Hvor skal grænsen for aktiv dødshjælp gå?

- Jeg synes, at de hollandske retningslinjer er et meget godt bud. Der skal være tale om en person, som er fuldt informeret og klar i hovedet, og hvor der er lægelig grund til at mene, at personen har alvorlige lidelser, der går ud over livskvaliteten uden udsigt til bedring. Personen skal have ønsket det gennem længere tid.

- Selvfølgelig skal der tages en lidt arbitrær (vilkårlig, red.) beslutning om, hvor grænsen helt præcist skal gå. Men det er ikke en grund til at sige, at så forbyder vi det hele. Tag f.eks. abort. Skal abortgrænsen være på 12 eller 14 uger? Det er en arbitrær grænse, men der er ingen, der siger, at abort så helt skal forbydes af den grund.

Også Preben bør ifølge Klemens Kappel have lov at få aktiv dødshjælp i Danmark.

- Det er fuldstændig forståeligt og klart, hvorfor han ikke ønsker at leve sit liv. Der kan være andre mennesker i samme situation, der gerne vil leve deres liv, og det skal de bare gøre. Men jeg synes, det er utrolig mærkeligt, at vi som samfund siger, at det er forbudt at hjælpe ham.

Vil det ikke være en glidebane at legalisere aktiv dødshjælp?

- I de lande, hvor man har indført aktiv dødshjælp, er der intet, der tyder på, at det er en glidebane. Det er fuldstændigt som at sige, at hvis vi tillader skilsmisser, så har vi en glidebane i retning af et samfund, der ikke hænger sammen. Det er jo ikke sket.

I Canada er der en sag, hvor en handicappet kvinde har klaget til myndighederne over en kørestol eller en lift, og så fik hun som svar, at hun jo også kan vælge aktiv dødshjælp?

- Mit gæt er, at man altid kan finde enkeltsager. Og hvis det nu er i én ud af 10.000 tilfælde, at det ikke virker helt rigtigt, skal vi så forbyde de 10.000 gode cases?

Hvis man tillader aktiv dødshjælp til visse grupper, er det så ikke det samme som at sige, at vi andre synes, deres liv ikke er værd at leve?

- Der er ikke tale om, at jeg siger, at Prebens liv ikke er værd at leve. Der er tale om, at Preben selv mener det. Og så siger jeg, at det kan jeg godt forstå. Jeg kan også godt forstå, at der er andre i Prebens situation, der mener noget andet.

- Jeg har svært ved at se nogle moralske grunde til, at man ikke skal imødekomme Prebens ønske. Han kan udmærket forstå, at der er andre i samme situation, som har det anderledes. I Prebens måde at se tingene på ligger der ikke en nedværdigelse af alle de andre, der måtte have et andet perspektiv på deres eget liv. Der er fuld accept.

Ukraine: Hesten står stille og venter tålmodigt, mens Sergei Filipov kæmper med at komme op i sadlen. Han har mistet begge ben ved fronten, og en række frivillige giver ham derfor et skub. Sergei Filipov skærer tænder af anstrengelse. Han har redet før, men i dag er hans første dag i sadlen, siden hans bil ramte en antitankmine i Østukraine, og alt blev sort.

De frivillige følger ham rundt i ridehallen, hvor 36-årige Sergei Filipov kæmper med at finde balancen. Avisen Danmark er i Vestukraine nær storbyen Lviv, hvor en række tilskadekomne soldater hver weekend rider på heste for at rehabilitere og presse traumerne i baggrunden.

En af dem er Sergei Filipov, der arbejdede som læge i hæren, hvor han blev skadet, mens han i starten af september var på vej ud til fronten for at yde lægehjælp til sårede soldater.

- Jeg vågnede den 15. september på et hospital i Kyiv. Jeg havde været i koma i 10 dage efter, at vores bil havde ramt en antitankmine. Jeg husker bare, at vi drejede til højre, og så blev alt sort, siger Sergei Filipov, der måtte ligge i mudderet med to årepresser om benene i seks timer, før han bevidstløs blev evakueret, mens kampene fortsatte ikke langt derfra.

På hospitalet i Kyiv vågnede han med en iltmaske. Han kunne slet ikke huske eksplosionen. Sergei Filipov troede, at han var blevet såret af et russisk missil på en militærbase.

En læge fortalte ham, at de havde været nødt til at fjerne benene, da Sergei Filipov havde ramt en mine. Sergei Filipov blev ramt af et chok, da han skævede ned mod den flade dyne.

Da Sergei Filipov blev udskrevet fra hospitalet til et rehabiliteringscenter i Vestukraine, fik han mulighed for at komme ud og ride med nogle frivillige.

- Jeg ved, at det er nemt at få traumer eller PTSD af det, jeg har været ude for. At du kan gå igennem de mange stadier med vrede, benægtelse, aggressiv adfærd og så videre. Jeg gør, hvad jeg kan, for at undgå det og forsøger at lave noget sjovt, siger Sergei Filipov, der før den russiske invasion arbejdede som læge på traumaafdelingen på Kharkiv Hospital.

Han har tjent i hæren i Østukraine i 2014 og 2015, og han blev derfor indkaldt til hæren kort før den russiske invasion, da Ukraine mobiliserede store dele af samfundet.

Natalka Chekmaryova er en af de frivillige, der arbejder med at hjælpe sårede ukrainske soldater med forskellige tiltag. Hun har arbejdet med veteraner siden 2014, da krigen brød ud i Østukraine. Et af tiltagene er den ugentlige ridetur, der bryder soldaternes daglige rutiner på rehabilitetscentret og tager dem ud blandt dyrene. Ridehallen ligger midt mellem de vestukrainske nu sneklædte bjerge, der giver ro for soldaterne.

De, der kommer til ridning, er ofte dem, der er mere positive og har lyst til at få det bedre, mens de værre tilfælde ofte vælger at isolere sig, fortæller en af de frivillige.

Natalka Chekmaryova siger, at folk ofte kun ser de fysiske skader i medierne, blandt andet fra hospitalerne, mens de psykiske problemer er svære at spotte. De kommer først til udtryk på et senere tidspunkt med depression, isolation, vrede og aggressiv adfærd.

Det vides ikke, hvor mange ukrainske soldater der får psykiske problemer, men udenlandske studier peger på, at mange veteraner udvikler PTSD og depression. Amerikanske studier viser, at mellem 14 til 16 procent af de amerikanske soldater fra Afghanistan og Irak har fået problemer med depression og PTSD, efter de kom hjem. Det fik flere til at begynde at drikke, mens andre forsøgte selvmord.

Natalka Chekmaryova understreger, at der hurtigt skal tages hånd om soldaternes mentale problemer, når de kommer hjem. Dyr er en fantastisk måde at få kontakt til soldater på.

- Dyrene elsker dig betingelsesløst, og de dømmer dig aldrig. De er ikke interesserede i din baggrund eller din pengepung, forklarer 49-årige Natalka Chekmaryova.

Når veteranerne kommer til hende, er de ofte meget lukkede. De er traumatiserede og føler ikke, at de kan stole på nogen. De føler, at normale psykologer ikke ved, hvad de taler om, påpeger Natalka Chekmaryova. De har svært ved at åbne op over for nogen. Dyrene hjælper med at bryde de parader, så soldaterne bliver klar til at tale om deres problemer.

- De bliver ikke kureret på en dag, og måske gør de det aldrig helt, men det handler om at komme i gang med at tale om dem selv, ellers bliver de fanget i en dårlig spiral. Det er som et puslespil, hvor soldaterne skal finde de rigtige brikker, siger Natalka Chekmaryova.

Natalka Chekmaryova har ingen psykologuddannelse bag sig, men arbejder sammen med psykologerne på rehabiliteringscentret om soldaternes behandling. Ideen er at forsøge at skabe forandringer gennem at holde kroppen i bevægelse.

I ridehallen er Sergei Filipov ved at få balancen efter et par gange rundt i hallen med de frivillige. Snart dirigerer han selv hesten gennem sandet i ridehallen stille og roligt. Der er to heste i gang hele tiden, og soldaterne skiftes til at tage ture.

Sergei Filipov klapper hesten flere gange og hvisker til den, mens de tager den ene runde efter den anden. Smilet breder sig på hans læber, men han lægger ikke skjul på, at det bliver svært at komme sig igen efter oplevelserne i Østukraine.

Han har fået at vide, at han kan få nogle kunstige ben på et tidspunkt, som vil gøre det muligt for ham at gå igen efter måneders genoptræning. Sergei Filipov er overbevist om, at han kan komme tilbage og arbejde som læge igen i Kharkiv. Det handler bare om tid.

Det er mere usikkert med det mentale. Lige nu føler Sergei Filipov, at han har det godt, og joker med, at han allerede fik PTSD, da han gjorde tjeneste i hæren i 2014 og 2015.

Han er overbevist om, at det handler om at have en positiv indstilling for at undgå store psykiske problemer. Sergei Filipov har en hustru og to døtre på 14 og 12 år, som han er nødt til at kæmpe for. Det er ikke en mulighed at give op.

- Jeg var også nødt til at kæmpe for mit land, da Rusland invaderede Ukraine. Der var ingen anden mulighed. Jeg måtte forsvare vores frihed, landets frihed, mine døtres og min hustrus frihed, siger Sergei Filipov.

- Det kunne have været muligt for mig at stikke af, hvis det var det, jeg ville, men så ville jeg ikke kunne se mig selv eller andre i øjnene, siger han efter ridningen, hvor han sidder i sin kørestol med en lokal kat i skødet, der søger efter varme i den kolde hal.

Sergei Filipov fortryder intet. Det gør en af de andre soldater, 25-årige Anatoly, heller ikke. Han mistede sin ene arm i de hårde kampe omkring havnebyen Mariupol, da hans deling blev omringet og måtte kæmpe sig ud gennem den russiske ring om byen.

Han har kæmpet for at komme sig på rehabiliteringscentret siden i sommers. Den ugentlige ridning er et afbræk i den ellers hårde genoptræning, forklarer han.

- Det her med hestene har hjulpet mig rigtig meget. Det har givet mig mod på, at jeg kan blive mig selv igen. I starten kunne jeg ikke sadle hesten, da jeg kun har én arm, men så blev jeg ligesom tvunget til at prøve, og nu kan jeg. Det har givet mig en psykisk fred indeni, som jeg tror har været med til at hjælpe mig, siger Anatoly.

- Endnu mere vigtigt er det, at jeg nu tror på, at jeg kan gøre andre ting. At jeg stadig kan udvikle mig og blive bedre, siger Anatoly, der ikke vil opgive sit efternavn eller have sit billede taget, da flere af hans soldaterkammerater stadig er i russisk fangenskab.

Han er bange for, at de kan blive straffet, hvis han står frem.

Natalka Chekmaryova siger, at Anatoly har udviklet sig vildt meget over de seneste måneder. Han er et godt eksempel på, hvordan soldaterne kan rykke sig med tiden. I dag hjælper Anatoly de andre med at stige på hesten. Før var det ham, der havde brug for hjælp.

Natalka Chekmaryova var frivillig ved fronten tilbage i 2014 og 2015. Hun hjalp med at skaffe udstyr, ammunition, mad og vand til de ukrainske soldater, der kæmpede i skyttegravene i Østukraine for at presse russerne væk. Hun mistede flere venner og fortæller Avisen Danmark, at hun selv begyndte at kæmpe med psykiske problemer efterfølgende.

Hun skubbede sin mand og børn væk fra sig og lukkede helt ned for verden. Det hele blev sort, og Natalka Chekmaryova måtte kæmpe sig tilbage et skridt ad gangen. I dag har hun dedikeret sit liv til at hjælpe de ukrainske veteraner. Et arbejde, der tager alt hendes tid.

- Jeg kæmper stadig med mine problemer. De går aldrig væk, og det gør de nok heller ikke for de fleste soldater. Ukraine får et stort problem, hvis vi ikke tager hånd om dem. Soldaterne kan lære at leve med deres problemer. De kan lære at fungere igen. Det er det, der er målet, siger Natalka Chekmaryova.

Hun påpeger, at det ofte er svært for soldaterne at sige farvel til deres kammerater, som de kæmpede med ved fronten, og vende tilbage til deres familier. Ofte har familierne aldrig selv oplevet livet ved fronten og kan derfor ikke forholde sig til soldaternes oplevelser.

- Soldaterne har ofte ikke respekt for andre, som ikke selv har været der. Derfor arbejder vi med, at veteranerne skal være sammen om aktiviteter såsom ridning, så vi skaber et trygt miljø, hvorfra vi kan nå soldaterne og hjælpe dem, siger Natalka Chekmaryova.

- Vi skal have dem til at forstå, at de er gået igennem en traumatisk oplevelse, men at de overlevede. At du gik igennem noget, som almindelige mennesker aldrig prøver, men at du overlevede. Hvis du fortsætter med at bevæge dig fremad, så kan du gøre alting, siger Natalka Chekmaryova, der har åbnet et hus i Vestukraine, hvor veteraner kan søge hjælp.

Anatoly lægger ikke skjul på, at det var en traumatisk oplevelse at bryde den russiske ring om byen med en kugle i armen. Med sine soldaterkammerater måtte han gå gennem russisk besatte områder i ni dage med sin døde arm for at komme i sikkerhed. Han husker tydeligt kampene i Mariupol, hvor soldaterne kæmpede med manglen på mad og drikke. De tog civilt tøj på efter de første uger, da deres egne uniformer blev ødelagt under kampene.

Ukrainernes forsyningslinjer var brudt, og de måtte klare sig med, hvad de havde. Kæmpe fra hus til hus i håbet om, at den ukrainske hær ville komme til undsætning. Russerne blev ved med at fortælle Anatoly og de andre ukrainske soldater, at de skulle overgive sig. Det ville de ikke, og i stedet fik hans deling ordre på at forsøge at bryde ud.

- Det hele blev meget sort og hvidt for mig i Mariupol. Enten ville jeg overleve, eller også ville jeg dø. Nogle soldater kunne ikke holde til det. De brød sammen, mens andre bedre kunne holde bombardementerne ud. Jeg troede på chancen for at overleve. Det blev som en slags religion for mig og gjorde, at jeg kunne holde det hele ud, siger Anatoly.

Han forklarer, hvordan turene rundt på hest er en måde for ham at lægge det hele bag sig. De nu sneklædte bjerge omkring ridehallen giver ro til, at han kan arbejde med sig selv. De frivillige er nu blevet til venner, og den lokale kat kommer ham altid i møde.

- Jeg så, hvad der skete med dem, der mistede modet og fatningen. Det var ikke kønt. Jeg ved derfor, hvor vigtigt det er ikke at miste modet, siger Anatoly, der er træt af, at han har mistet armen, men forklarer, at han ikke kan lade det ødelægge hans liv.

- Mit mål er nu at komme mig helt, og hvis jeg kan være til nytte for militæret, så er jeg klar til at komme tilbage og gøre, hvad jeg kan for at hjælpe, siger Anatoly.

Krimi: Nytåret er en fejringens tid for de fleste. En dag, hvor mange drikker alkohol, fyrer krudt af og hopper ned af stole for at fejre et nyt års begyndelse. Nogle fejrer også det forgangne års slutning.

Men for andre er det også en tid, hvor man begår farlige drengestreger. Postkasser bliver sprængt i luften, folk får peget tændte romerlys mod sig fra forbikørende biler og folk kommer op at slås. Altså, er det en travlt tid for politiet, som på den dag og dagene op til, skal håndtere nogle ting, som de ikke rigtig skal resten af året.

- Det, som vi ofte rykker ud til nytårsaften, er jo meldinger om fyrværkeri og ulovligt fyrværkeri. Altså kanonslag. Der er også tit hærværk på postkasser eller andet. Vi oplever også ødelagte vinduer og skure, fortæller Milan Holck Nielsen, vagtchef hos Fyns Politi.

Mange af hærværksepisoderne er nok oftest ment som drengestreger, frem for decideret ondskab. Men politiet understreger, at det altså let kan ende med at være farlige ting, som kan give bøder eller domme.

Men er der ikke nogle drengestreger, som er helt okay at foretage sig sådan en nytårsaften? Som kan være underholdende, forholdsvist uskyldige og sjove for alle parter?

Det har avisen spurgt Milan Holck Nielsen om. Og på politiets vegne kom han med et meget klart svar.

Og det viser sig, at man faktisk temmelig nemt kan ende i fedtefadet for ting, som man egentlig mest gør for sjov. Omend måske lidt dumt.

Ifølge politiet er der nemlig ikke rigtig nogle nytårs-drengestreger, som generelt er acceptable eller noget, som de vil kalde for en god idé. For selv en ugerning gjort for sjov, kan ende med slemme konsekvenser for dem, narrestregen går ud over.

Hvor går grænsen? Der er klart hærværk ja, men er der slet ingen drengestreger, som politiets ser som uskyldige nok til sagtens at kunne laves?

- Der er ingen forskel på drengestreger og hærværk. Det, som nogen definerer som drengestreger, definerer andre som hærværk. Altså, hvis du ødelægger andres ting, så er det simpelthen hærværk. Der er generelt ingen forskel. Det drejer sig jo bare om optikken, forklarer Milan Holck Nielsen.

- Hvis du for eksempel ødelægger en andens postkasse, så er det en betinget offentlig påtale. Så kan personen, der ejede postkassen rejse sigtelse for at få erstatning. Og det gør de som regel, hvis man ved, hvem der står bag. Det er jo ret dyrt at erstatte sådan en postkasse.

Han slår også fast, at det altså ikke kun er hærværk, som kan forekomme af det, som gerningsmændene potentielt ser som "drengestreger". For eksempel oplever politiet også uheldige episoder, der fører til personskader.

For eksempel uhensigtsmæssig brug af romerlys.

- Vi har oplevet folk, som tænder romerlys og sigter på folk med dem. Også for eksempel fra en bil, som kører forbi. Og romerlys kan jo godt tænde ild. Så det svarer altså til at kaste med sten eller med ild imod et andet menneske. Og rammer man med forsæt, så kan det jo være det, som kaldes kvalificeret vold eller forsøg på ildspåsættelse.

- Så nogle kan måske kategorisere det som en omgang drengestreger. Altså noget, som de gør i sjov. Men det er det ikke i vores optik. Det er hærværk eller vold.

Milan Holck Nielsen forklarer dog også, at der til tider trods alt er gråzoner. For eksempel, hvis jeg skyder min kammerat med en hundeproppistol.

- Altså, vi kigger jo på omfang og øjemed. Så altså, hvis du retter den mod din kammerats øje, så kan du godt se, at det ikke længere er sjovt. Det er en vurdering fra gang til gang, forklarer vagtchefen.

Det handler nemlig ifølge politiet om proportionalitet og det er ofte en vurderingssag, hvorvidt en drengestreg kan være imod loven eller farlige for andre. Det kan de dog hurtigt blive, og politiet advarer derfor imod det i enhver form.

- Hvis det nu er et barn på otte, som kaster en knaldperle på din fod, eller kaster og er tæt på at ramme nogen. Så tager man nok en adfærdsregulerende samtale med forældrene. Men hvis de tramper rundt på en bil og har kastet hundrede knaldperler, jamen så er det jo netop der, at det bliver hærværk. Så kommer der et erstatningskrav til forældrene, frem for bare en samtale.

- Og hvis det nu er en fremmed, som går forbi dig, ser sig sur på dig og derfra tyrer en knaldperle efter dig. Jamen, så er det jo vold.

Når man spørger Fyns Politi, om hvilken ting de ville vælge, hvis de måtte fjerne en enkelt ting fra nytåret, så får man da også et hurtigt svar.

Og det er en af de helt store hærværkssyndere. En type fyrværkeri, der er blevet brugt til at sprænge talrige postkasser, busskure og glasruder i luften og som er kendt for dets meget høje eksplosive brag af en eksplosion, der nærmest ryster ruderne i en rundkreds fra dets affyringspunkt.

De vælger nemlig hurtigt knaldfyrværkeriet, der stadig lever i bedste velgående, selv om det blev forbudt helt tilbage i 1966.

- Knaldfyrværkeri, det vil vi gerne have væk. De ulovlige kanonslag. De er jo med til at skabe utryghed. De er farlige og lyder højt, så dyr og andre bliver meget skræmt af det. De lyder jo helt voldsomt højt.

Og hvis de forsvandt, ville vi være længere på vejen mod at stoppe fyrværkeri til hærværk- og voldsbrug. Altså, de slemme drengestreger.

- Hvis vi kunne være fri for dem, så vil vi være langt. Vi vil også gerne undgå normalt fyrværkeri brugt i utryghedsskabende øjemed. Men knaldfyrværkeri. Krysantemumbomber, det er det, som skaber den største utryghed. Og de er den største sikkerhedsrisiko, med risiko for store skader.

Politiet slår også hurtigt fast, at problemet faktisk er i bedring. Ifølge Milan Holck Nielsen, var der langt flere af disse problemer, end der var for år tilbage.

- Der er mange eksempler. Men den korte af den lange er, at vi heldigvis har færre af den slags fyrværkeriskader, end vi havde for nogle år tilbage. Og det er formentlig fordi, at folk er mere bevidste om sikkerhedsafstande, briller og så at passe ordentligt på hinanden. Det skal man lige huske at rose, forklarer vagtchefen.

- Det allervigtigste er at vise hensyn til hinanden. Det med beruselse og fyrværkeri er ikke en ufarlig cocktail. Så det er bare ikke altid, at folk husker det. Men skaderne er blevet formindsket. Blandt andet også grundet batterier, hvilket har gjort, at der er færre af de små fyrværkeri-genstande, og derved mindre risiko for at ting ender galt.

Milan Holck Nielsen advarer til sidst i interviewet om, at folk lige skal huske, at selvom nytåret er en stor fest, som kan virke ret vild og regelløs. Så er det altså ikke en friaften, hvor man kan gøre, præcis hvad man vil.

- Folk skal huske på, at der altså ikke er frit lejde nytårsaften. Der gælder regler. Pas på og på hinanden. Vær forsigtig omkring stråtækte huse, som kan bryde i brand, og hos dyr, som kan blive bange. Reglerne gælder også nytårsaften.

- Også hvis du bare tænker, at det du gør er drengestreger. For det kan hurtigt ende galt, og i en andens perspektiv være hærværk eller vold.