Alle, der har set DR's succesrealitykoncept "Gift ved første blik" kender modus operandi for langt størstedelen af parrene: Sommerfuglene basker rundt i maven før vielsen. Alt er fryd og gammen i de første timer, så begynder bekymringerne at poppe op: Hvorfor er vi overhovedet blevet matchet af eksperterne? Deltagerne minder sig selv om, at de har lovet sig selv at give det de aftalte uger. Bryllupsrejsen går okay, men hurtigt finder parrene ud af, at det arrangerede ægteskab mangler en af de mest fundamentale mursten i et parforhold: kærlighed.

Kærligheden mangler den nye SVM-regering også. For hvem er det lige, der skal elske den? Selvfølgelig ser socialdemokrater, Venstre-folk og moderater det lige an. Socialdemokraterne følger loyalt partiets statsminister og nævner opgradering af erhvervsskolerne og socialområdet, Venstre-folk fremhæver skattelettelserne, og Moderaterne er bare glade for selve konstruktionen og ministerposterne.

Men begejstringen er svær at spore, når man spørger rundt blandt regeringspartierne. "Arbejdsfællesskabet" eller forholdet er stadig i den indledende fase, hvor man er i gang med at finde ud af, om det overhovedet er noget for én. Mismodige, menige socialdemokrater er allerede blevet set vandre rundt på Christiansborgs gange. Her fylder frygten for, hvad der venter dem, når de næste gang skal til medlemsmøde i den lokale S-partiforening eller den lokale 3f-afdeling. Det er ikke blevet den drømmestart på midterregeringen, som flere sosser håbede på.

Det er også så som så med de store kærlighedserklæringer fra omverdenen. Når ens første forslag handler om at fjerne en helligdag og få 2700 færre offentligt ansatte, så får blomsterhandlerne ikke travlt med at binde lykønskningsbuketter. Det er snarere en bårebuket, som det galgenhumoristisk lyder fra kilder i fagbevægelsen.  Læg dertil at lovforslaget - som det ser ud lige nu - kun bliver stemt igennem af regeringspartierne uden egentlige forhandlinger med andre partier og en hasteproces gennem Folketingets sædvanlige arbejdsgange. Vælgerne kaster heller ikke deres kærlighed på midterregeringen. De første meningsmålingerne viser samlet tilbagegang for de tre partier, og måling efter måling viser utilfredsheden med at få frataget en fridag.

På Christiansborg er det også så som så med kærligheden til SVM-projektet. Både den røde og den blå opposition forsøger at organisere sig, så de kan få mest mulig indflydelse. Og de venter hver især på, at det kommer til at knirke i regeringens arrangerede ægteskab. De borgerlige partier krydser fingre for, at Venstre vil genoptage den gamle flirt, og der sendes allerede hemmelige sms'er om kaffemøder i ministerierne på kryds og tværs blandt nuancerne af blå. De røde sætter deres lid til Socialdemokratiet.

Her er de klar til at kaste sig i grams for at vise deres gamle flamme, at de stadig nærer varme følelser for Mette Frederiksen. De har nemlig opdaget, at det måske slet ikke var så slemt endda at være i et papirløst forhold med Socialdemokratiet de seneste godt tre år. Dengang blev der lyttet, der blev indgået kompromisser, og selv om kærligheden ikke altid var gensidig, fordi Mette Frederiksen insisterede på at have de blå kørende på sidelinjen, så var utroskaben aftalt og planlagt på forhånd. Nu skal de røde være heldige, hvis Mette Frederiksen og hendes ministre blot vil sende indsmigrende blikke mod centrum-venstre.

Både de blå og de røde fik i fredags et nyt indblik i den nye politiske virkelighed. På et møde i Forsvarsministeriet med Jakob Ellemann-Jensen, Lars Løkke Rasmussen og Nicolai Wammen blev det skåret ud i pap for SF, De Radikale og Konservative, at de er nødt til at stemme for afskaffelsen af Store Bededag, hvis de vil være med til at føre det nationale sikkerhedskompromis ud i livet gennem et nyt forsvarsforlig. Finansieringen skal skaffes, før pengene kan bruges, lyder det fra flertalsregeringen, som ellers bare kan bruge et råderummet, indtil der er fundet anden finansiering til fremrykningen af forsvarsudgifterne. Ræsonnementet hos begge parter - SF, RV og K på den ene side og S, V og M på anden side - er, at modparten kommer til at give sig. Det er lige som, når man flytter sammen, og ens partner ikke kan lide den kunst, man har investeret i og gerne vil have op at hænge på væggen. Partneren tror, kunstværker forsvinder, og selv håber man, at partneren lærer at holde lige så meget af værket som en selv.

De Radikale er de eneste, der reelt elsker SVM-regeringen. Men selv Martin Lidegaard & Co. ville vælge den gamle forholdsmarkør fra Facebook "det er kompliceret" til at beskrive forholdet til midterregeringen. Lige nu virker det i hvert fald ikke til, at det forhold kan blive rigtig hedt.

Når deltagerne i "Gift ved første blik" vender hjem til hverdagen efter deres honeymoon, indser de oftest, at der skal arbejdes for kærligheden. Forelskelsen kommer ikke af sig selv. Nogle kaster sig endnu mere ind i projektet. Andre kaster håndklædet i regeringen, og så bliver der skidt-snakket: Eksperterne har lavet et dårligt match. Partneren giver ikke nok af sig selv. Og venner og veninder stemmer i. Bruddet er uundgåeligt. 

Tilbage er der kun den sidste scene: Samtalen hos en af eksperterne, hvor det skal meddeles, om skilsmissen skal fuldbyrdes, eller om forholdet skal have en sidste chance. Det ender (næsten) altid med et ja tak til skilsmisse. Det krævede ganske enkelt for meget. Omkostningerne blev for store - eller også var det virkelig bare ikke det rigtige match. Kærligheden opstod aldrig.

Kommunen er lige nu ved at finde ud af, hvordan de bedst muligt kan hjælpe 56-årige Brian Nielsen i Espergærde. Her sidder han alene i sin et-værelses lejlighed og er ved at gå til i rod, skidt og møg, mens selvmordstankerne indimellem overvælder ham.

I foråret lå Brian i koma – på grund af medicinforgiftning, vurderer lægerne.

- Gid jeg aldrig var vågnet op af den koma, siger han.

Men der er lys forude. Siden Brian i onsdags fortalte sin historie til avisen, er det væltet ind med støtte fra mennesker, der helt lavpraktisk tilbyder hjælp til oprydning og rengøring.

”Jeg husker Brian som en sød, rar og rolig mand, som har brug for mere hjælp end hjemmeplejen kan give, på de få minutter de er i lejligheden. Jeg har tænkt på Brian før og troede faktisk, han var død. Så blev glad for at se denne artikel trods situationen,” skriver Aimee Bloustrød, som er én af dem, der tilbyder sin hjælp.

Hun kunne ikke være med til første etape, men hun har samlet et hold, der er klar til anden etape.

Allerede fredag mødte de første tre frivillige og avisen op for at hjælpe Brian med de første skridt til et bedre liv.

- I er som sendt fra himlen. Tusind tak. Det rører mig dybt. Mit humør har fået et kæmpe løft, siger Brian med tårer i øjnene.

Han har fødselsdag på tirsdag, og i sit stille sind håber han, at hvis der kommer styr på hjemmet, så vil hans børn måske komme på besøg. Men han ved også godt, at det langt fra er sikkert.

- Måske kommer min mor på min fødselsdag, måske har hun lagkage med, men jeg skal sikkert sidde alene. Det gjorde jeg også juleaften, siger han.

Men fredag var han ikke alene.

Regitze Boserup kom kørende helt fra Kirke Hyllinge for at hjælpe.

- Jeg har selv PTSD, så det med at have orden og styr på mit hjem betyder meget for mig. Derfor vil jeg gerne hjælpe Brian, fortæller hun.

Tina Jensen fra Plejelt blev fortørnet, da hun læste om Brian.

- Jeg kan slet ikke klare, at sådan noget her sker i et velfærdssamfund. Det har jeg det skidt med, og der går ikke noget af mig ved at række hånden ud, siger hun.

Helle Voss fra København fik også ondt i hjertet, da hun læste om den næsten håbløse situation.

- Jeg går med en drøm om at kunne leve af at hjælpe sårbare med at få styr på deres hjem. Det betyder virkelig meget for den mentale sundhed at bo i rene, rolige omgivelser. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal få min drøm på benene, men indtil da vil jeg hjælpe dem, jeg kan uden beregning, siger hun, inden hun tager fat hos Brian.

I fire timer blev der ryddet op og gjort rent. Det er overhovedet ikke nok, men for første gang i lang tid har Brian nu gulvplads uden rod og et nogenlunde ryddeligt computerbord.

- Jeg vil virkelig gerne være færdig med at rydde op på bordet, ellers er jeg ikke sikker på, at jeg får sovet i nat, siger Helle.

Det lykkes hende at få ryddet sengebordet og få fjernet en masse rod på stuebordet. Resten må vente.

Næste rengøringshold står klar i kulissen til at fortsætte en af de nærmeste dage.

Forurening: Skal vi være bekymrede over forekomsten af PFAS på både græsset og i vandhullerne langs Vestkysten? Et spørgsmål, som trænger sig på, efter Naturstyrelsen og Miljøstyrelsens nye undersøgelse påviser, at græs fra kystnære enge i fire ud af fem tilfælde indeholder forekomster af PFAS.

Men ophober det yderst sundhedsskadelige stof sig i de dyr, der græsser i områderne?

Det er et spørgsmål, som delvist er besvaret på baggrund af forureningsskandalen i Oksbøl Øvelses- og Skydeterræn. Nærmere betegnet Grærup Brandøvelsesplads, hvor Forsvaret i 2020 konstaterede - i øvrigt uden at fortælle om det - at området var voldsomt forurenet med PFAS, der er en samlet betegnelse over syntesiske flourstoffer. Grundvandet indeholdt stoffet op til 350 gange over drikkevandskriteriet. Og stoffet blev også fundet i jorden, i to vandløb og en sø. Op til 47 gange over jordkvalitetskriteriet.

Hele området huser landets største bestand af kronvildt, der er en kejserlig spise. Naturstyrelsen Blåvandshuk fik derfor i november 2021 nedlagt tre otte år gamle kronhinder, der holdt til i området, med det formål at få dem undersøgt for PFAS. En hind er en hun.

Men der blev konstateret så små mængder af PFAS i kødet fra de tre kronhinder, at selve kvantiteten ikke kunne måles. Det er under 0,3 mikrogram per kilo. Et mikrogram er en milliontedel. Så der var ingen sundhedsfare ved at spise kødet, lød det dengang fra Fødevarestyrelsen.

Selvsamme styrelse går nu i gang med at analysere kødet fra de dyr, der blandt andet græsser på Naturstyrelsens arealer i Varde Kommune. Det sker på baggrund af undersøgelsen af både overfladevand og græs langs især Vestkysten.

Især Skallingen ved Varde er i myndighedernes søgelys, hvor der er konstateret både PFAS på græsser og i et vandhul. For god ordens skyld skal nævnes, er der i dag slet ikke findes en grænseværdi for PFAS på græs og i vandhuller, men kun en indikatorværdi. På Skallingen går cirka 450 kreaturer på sommergræs.

- Jeg tror, at alle er overraskede over indholdet. Prøverne viser, at PFAS stort set findes langs hele den jyske vestkyst, siger skovfoged Henrik Lykke Sørensen fra Naturstyrelsen Blåvandvandshuk.

Han er ansvarlig for de lokale græsningsaftaler. Men om undersøgelsen får nogen konkvens for i år, ved han ikke.

- Det er ikke besluttet endnu. Vi har brug for mere viden, siger Henrik Lykke Sørensen.

Ifølge professor i toksikologi ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet Lisbet E. Knudsen er resultaterne opsigtsvækkende:

- Jeg tænker; hold da op. Er vi nu så langt, at vi er inde i landet, hvor det her skum, som stofferne har bundet sig til, flyver ind og kan måles i græsset? Så betyder det jo, at vi har det alle vegne. Det er virkelig bekymrende, at vores naturressourcer er forurenede, siger hun.

Hun mener, at undersøgelsen er med til at understøtte, at det netop er via havskum, at PFAS-stofferne ender i græsarealerne.

- Så mange brandøvelsespladser og industrigrunde har der jo ikke været ned langs vestkysten, så det kan næsten ikke være andet, når der er tale om så mange steder, hvor der er målt forhøjede værdier. Det, der er kilden, er sandsynligvis, at vi har noget forurening, der ledes ud fra land, og som fordeler sig ud i havvandet, hvor det binder sig til skummet, som så blæser ind over land og lejrer sig, siger Lisbet E. Knudsen.

Hun mener dog ikke, at der for nuværende er grund til at indstille hverken græsning eller salget af kød fra kreaturer, der har spist fra de områder, hvor stikprøverne er foretaget.

- Der bliver nødt til at forelægge nogle målinger på kødet først, for der er så mange uklarheder i det her. Så at begynde at sige, at de ikke må sælge deres kød, er nok at overreagere. Men landmændene må være indstillet på, at kan ske, siger hun og tilføjer:

- Så jeg kan godt forstå, hvis de berørte landmænd er i vildrede om, hvad pokker de skal gøre. For når det blæser meget, kommer der jo masser af vind fra vest, og det kan nå langt ind, siger Lisbeth E. Knudsen.

- Det her er ikke et hospital, siger hun med overbevisning i stemmen.

- Sådan føles det i hvert fald ikke. For mig er det som en højskole.

Heidi Sonnes øjne lyser op.

På overfladen er hun en helt almindelig, tilforladelig dame. Hun er netop fyldt 50 år, det kastanjebrune hår er bundet op, og med både støvler og striber og en taske over skulderen ligner hun en, der så småt er på vej ud i byen.

Det er hun dog ikke, hun skal ingen steder, ikke lige nu.

Hendes hjem er bag en gul dør med et stort, sort ettal: Et værelse i Søndersøparken i Viborg.

Når hun skal ud i byen, sker det efter aftale med personalet. Tre gange om ugen kan hun på egen hånd strejfe omkring i en time. To timer om ugen kan det lade sig gøre med ledsagelse.

- Mere har jeg ikke brug for, understreger hun.

Det er ikke en højskole, hun bor på, for der er ingen kommuner, hvis socialafdelinger udskriver blankochecks til halvårlige højskoleophold. Det her er et hospital, et psykiatrisk et af slagsen, og Heidi er patient på de omdiskuterede særlige pladser.

Psykiatrien og Heidi Sonne blev for første gang flettet sammen i 90'erne, og siden har den og hun i perioder set meget til hinanden. Heidi Sonne var 22, måske 23 år, da hun pludselig en sen nat så menneskeskikkelser, der ligesom bare ... forsvandt op i røg. Som en hvirvelvind var de der, og pludselig var de væk igen.

- Det er lidt svært at forklare, konstaterer hun.

De særlige pladser er omdiskuterede. Mildest talt.

De kan noget andet, noget særligt, deraf navnet. Her er man indlagt i længere tid end ellers, og paletten af tilbud er enorm. Den gode intention og vigtigheden af langvarig, intensiv behandling kan ingen diskutere, men udførslen har ikke fået mange rosende ord med på vejen.

Siden der i 2018 blev etableret 150 af slagsen i det ganske land, har de været svære at fylde op, selvom psykiatrien ellers skriger på sengepladser.

I Region Midtjylland fik man 32 af de særlige pladser. Halvdelen endte i Risskov, den anden halvdel skulle egentlig til Gødstrup. Der var man dog ikke klar med sit såkaldte supersygehus, så den regionale ledelse kiggede på landkortet og satte fingeren lige i midten.

Pladserne blev placeret i Viborg, og her har de så været lige siden.

I dag er der Heidi Sonne og fem patienter i Viborg på de 12 pladser, man råder over her på førstesalen.

I Skejby er der blot én.

Det skriger til himlen. Personalet ryster på hovedet, patientorganisationer det samme.

Selv politikerne.

"Personligt har det været meget frustrerende at se halvdelen af pladserne stå tomme, mens vi har haft overbelægning i resten af psykiatrien," sagde Jacob Klærke til Viborg Stifts Folkeblad så sent som for et par uger siden.

SF'eren er formand for psykiatri- og socialudvalget i Region Midtjylland og har fulgt forløbet tæt hele vejen. Kort før jul var han med til at anmode Sundhedsministeriet om lov til at bruge nogle af pladserne på anden vis. Opfordringen kom fra personalet, som bare gerne vil bruge det tiden på patienter.

Også kommunerne tænker deres, selvfølgelig.

Det er dem, der betaler for de tomme senge. Omvendt er det også dem, der har nøglen til at fylde pladserne op. Det vælger de bare ikke at gøre.

Årsagen?

Penge.

Udgifterne på socialområdet har tårnet sig op alle vegne, og ingen kommuner slipper for at skæve til pengekassen. I Viborg har man tilføjet millioner af kroner fra andre budgetter og sat sig ambitiøse sparemål. Det samme er tilfældet på 97 andre rådhuse i kongeriget, hvor der sættes plastre på åbne sår og tisses i bukserne for at holde varmen, indtil de fryser igen til næste budgetlægning.

Kun i få tilfælde findes der altså penge til den langvarige behandling på de særlige pladser. Heidi var heldig, fristes man til at tænke, og sådan føler hun det i hvert fald selv.

- Det kan hurtigt blive dyrt, hvis man bruger beløb løbende over tid. Nogle bliver jo svingdørspatienter nærmest. Det kan godt være værd at investere, som Heidis kommune har gjort i hende, hvis det kan skabe stabilitet i længere tid, konstaterer Mette Hanrath, der er funktionsleder på S1.

Heidi Sonne er her, og indefra kan hun bevidne, at pladserne faktisk er særlige.

Når man iagttager denne stille og lidt forsigtige dame, der taknemmeligt sidder og fortæller om alle goderne ved sit midlertidige hjem, kan det være vanskeligt at få hende til at passe ind i fortællingen om udadreagerende og utilregnelige patienter med komplekse problemstillinger.

Men det er kun fordi, indlæggelsen har virket; havde man mødt hende for tre måneder siden, havde hun fremstået anderledes. Indlæggelsen skete af en grund.

For tre årtier siden troede vagtlægen, at hun havde fået et nervesammenbrud, da hendes forældre ringede til ham og fortalte om deres datters besynderlige og uhyggelige syn.

Psykiatrien var en anden, noget andet, dengang. Heidi Sonne blev indlagt i Risskov og var der i et år. Hun fik diagnosen paranoid skizofreni som forklaringen på sine vrangforestillinger.

Heidi Sonne beskriver sig selv som en almindelig, ung kvinde, der måske nok havde lidt svært ved at løsrive sig fra sine forældre, men som ellers ikke havde udvist tegn på psykisk sygdom. Hun arbejdede i et køkken i Aalborg, og planen var, at hun skulle overtage sine forældres restaurant i Ebeltoft, når tid var.

- Men det gik jo så i vasken, da jeg blev syg.

Efter Risskov flyttede Heidi Sonne ud i en lejlighed og ind i et liv, der vel sådan set lignede så mange andres.

Medicinen gjorde det stabilt, indtil den ikke var med hende længere.

- Efter nogle år blev min far alvorligt syg, og så blev jeg også syg igen. Jeg havde smidt al medicinen i skraldespanden på det tidspunkt, og jeg nægtede at tage det igen. Jeg mente, det var skadeligt. Siden har jeg jo lært, at man ikke skal lege sin egen læge. Skizofrenien blussede op igen, og jeg blev også ramt af angst, husker Heidi Sonne.

De særlige pladser blev evalueret i sommeren 2021. Konklusionen fra det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, Vive, var klar:

"De særlige pladser i psykiatrien fremstår som fagligt relevante og virksomme, men der er problemer med ubenyttede pladser, og udfordrende rammevilkår modarbejder intentionen med ordningen. Derfor bør man bl.a. gentænke finansieringen".

Kommunernes udgifter på socialområdet steg med 1,6 milliarder fra 2020 til 2021, og ifølge Vive er finansieringen af de særlige pladser en fortsættelse af den i forvejen fastlåste strid imellem kommuner og regioner, der diskuterer, hvor ansvaret for behandlingen - og dermed udgifterne til denne - bør ligge.

Vive konkluderer det åbenlyse: "Uanset udfaldet ender de sårbare borgere som tabere".

I Region Midtjylland har man for længst erkendt, at det ikke var holdbart med så mange tomme sengepladser i en psykiatri. Det lykkedes i 2020 at få ommærket otte pladser i alt.

De fungerer nu som en light-udgave af de særlige pladser, fortæller Mette Hanrath.

Finansieringen og papirarbejdet er anderledes for de ommærkede pladser, flaskehalsen er fjernet. De pladser er fuldt belagt - de har endda en venteliste. Imens står et flertal af de særlige pladser stadig tomme.

For godt 10 år siden havde Heidi Sonne sluttet en turbulent periode i sit liv af med at flytte fra sin lejlighed og ind på et bosted. Vrangforestillingerne forsvandt igen, da medicinen og behandlingen blev en del af hendes hverdag.

Siden er det gået lidt op, hun flyttede i egen lejlighed igen. Så gik det lidt ned.

Så lidt op.

Så lidt ned.

Og så til sidst: Meget ned. Igen befandt Heidi Sonne sig på en psykiatrisk afdeling.

- Der var kaos i mit liv. Min bostøtte mente, at jeg ikke havde det godt, og det havde jeg heller ikke. Alt var en stor forvirring, og det var meget tilfældigt, om jeg lige fik min medicin. Alting var rodet, jeg glemte aftaler, jeg var aggressiv. Hvis hjemmeplejen ikke lige var der på slaget, smuttede jeg ned i byen, og jeg råbte af folk - af dem som ville hjælpe mig. Det er jeg ked af i dag, men jeg syntes, de var dumme, siger hun.

Heidi Sonne blev indlagt i Randers, og siden blev hun flyttet til Viborg, da hun fik en af de ommærkede pladser. Siden blev hun så at sige opgraderet: Hun fik en særlig plads, fordi man også hos hendes kommune kunne se, at her virkelig var en kvinde, der kunne profitere at et langvarigt og omfangsrigt ophold.

Eller indlæggelse, som det jo reelt hedder, skønt det ikke føles som en sådan.

Nogle patienter ser deres indlæggelse som en straf og Søndersøparken som et fængsel.

Heidi Sonnes narrativ er helt anderledes.

- Her har jeg det bare så godt. Jeg er så glad for at være her, også så glad, at jeg søgte om at få det forlænget. Det føles virkelig som at være på en højskole. Vi laver en masse aktiviteter, og jeg har fået det meget bedre, siger Heidi Sonne og storsmiler.

Det samme gør Mette Hanrath, når hun mærker begejstringen.

- Det er meget op til en selv, om man vil have det bedre. Det handler om livsindstilling og om motivation. Men det kræver også, at man er et sted i sit liv, hvor man kan finde det positive frem. Hvis ikke man selv er motiveret, kan vi stable alt muligt på benene og bare se det falde til jorden. Og det ser vi hos nogen, siger funktionslederen.

Den særlige plads har givet mulighed for stabilitet i et ellers ustabilt kapitel af Heidi Sonnes liv. Her kan der arbejdes i dybden, og der sikres gode muligheder for, at Heidi Sonne har et ordentligt fundament at træde ud på, når fremtiden kalder.

Når Heidi Sonne for sidste gang lukkes ud af glasslusen i Søndersøparken uden personale ved siden side, skal forandringerne i hende gerne være varige.

- Jeg er blevet 50 ... konstater hun selv, eftertænksomt.

- Det her skulle gerne være sidste gang, jeg er indlagt.