Tønder: Fem måneder uden indtægter. Advokatregninger for 75.000 kroner. Børn, der bryder grædende sammen i skolen.

Konsekvenserne for Sean Tindale og hans lille familie har været både økonomiske og mentale, siden den 47-årige sydafrikaner fik en måned til at forlade Danmark i foråret 2022.

Tre advokater, to opråb i medierne og én svindelanklage senere ligner livet i det sønderjyske sig selv: Sean har fået en midlertidig to-årig opholdstilladelse via familiesammenføring, har har fået tilladelse til at fortsætte i det arbejde, som han også havde før. Ham og hans kone Pernille er på sin vis blevet rensede.

Alligevel synes de, at det hele stinker lidt.

- Integrationssystemet er bygget på en måde, så man bliver mødt med mistænksomhed. Dem, der ikke har ressourcer til at hyre advokater og råbe medierne op, de finder næppe vej igennem det her, siger Pernille Tindale, før hendes mand bryder ind.

- Jeg er lykkelig for, at jeg har fået lov til at blive, men prisen har været høj. Især for vores børn, siger han.

Alt sammen bunder måske i en fodfejl, som ægteparret begik, da de lod Sean ansætte i Pernilles firma. Men før vi kommer dertil, følger først en kort genfortælling af hele forløbet.

Fredag den 5. august skrev Avisen Danmark om en spektakulær sag i Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).

Sydafrikanske Sean Tindale havde aldrig har bedt den danske stat om en eneste øre. Til gengæld kunne han bevise, at han siden 2013 har betalt 3,7 millioner kroner i indkomstskat.

Han har arbejdet med marketing i nogle af Danmarks største virksomheder, investeret sine penge i at købe og renovere en villa i Tønder i Sønderjylland og været den primære forsørger for sin danske hustru, Pernille, og parrets tre danske børn. Han havde passet sig selv og sit.

Set fra et samfundsøkonomisk perspektiv var Sean en overskudsforretning. Integrationsmæssigt en solstrålehistorie. Blot få måneder fra at kunne veksle sin snart 10 år-lange erhvervsordning til en permanent opholdstilladelse.

Men den 20. april 2022 blev sydafrikaneren oplyst, at han ikke længere var velkommen i Danmark - i sin families hjemland:

- Du har haft ret til at opholde dig i Danmark, mens vi har behandlet sagen. Denne ret ophører nu, skrev Styrelsen for International Rekruttering og Integration i et brev.

Problemet var opstået, fordi Sean havde mistet sit job under corona. Sydafrikaneren blev derfor ansat i sin hustrus nyoprettede firma - til en månedsløn på omkring 100.000 kroner. Herigennem skulle han arbejde som konsulent for en stor, svensk virksomhed ved navn Polygiene, og Avisen Danmark så dokumentation for både ansættelse, lønsedler og skattetræk på 46 procent.

Dét job endte med at koste Sean og hans danske kone Pernille en anmeldelse ved politiet. Årsag? Styrelsen vurderede, at Pernille kun havde oprettet virksomheden for at sikre sin mand opholdstilladelse. Og de fandt, at der var uorden i papirerne.

- Det forhold, at du er højkvalificeret, med relevant uddannelse og erhvervserfaring for den tilbudte stilling, og at lønnen i øvrigt ligger over beløbsgrænsen, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen, skrev Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

Sean fik en måned til at forlade landet.

Dengang slog Sean Tindale ud med armene, mens han fortalte, at han havde søgt om en familiesammenføring og ellers afventede politiets efterforskning. Med tre børn og en dansk kone burde det være muligt at dokumentere sit tilhørsforhold. Problemet var tidshorisonten.

Processen omkring familiesammenføring kan vare i op mod et år og i den tid, er det ulovligt at arbejde. I huset i Tønder med fem personer og to biler - hvor Sean var den primære forsørger - udgjorde det et eksistentielt problem.

- Det føles lidt som at være med i Indiana Jones. Det danske immigrationssystem er en verden af labyrinter og uforudsete fælder. Vi rådførte os hos Styrelsen undervejs, men selv med rene intentioner risikerer man at blive slået af brættet, hvis man tager et forkert træk, sagde Sean derfor til avisen den 5. august.

Historien blev delt bredt på de sociale medier og kommenteret af forargede folketingspolitikere. Avisen skrev også lederartikler om sagen.

Og pludselig gik det stærkt. Allerede mandag den 8. august - altså tre dage efter, at Seans sag var blevet en stor mediehistorie - modtog han et brev fra Udlændingestyrelsen: Familiesammenføringen var gået i orden - ovenikøbet uden nogen former for krav eller forventninger.

- Vi turde næsten ikke tro på det, siger Sean i dag og fortsætter.

- Vi ringede til Udlændingestyrelsen og fik dem til at bekræfte. Vi rådførte os med vores advokater igen. Og så blev jeg genansat i min kones firma igen.

Med andre ord: I slutningen af august 2022 lignede deres familieliv igen præcis dét, som de havde haft før hele balladen startede.

Bortset fra at Sean og Pernille Tindale stadig var anklaget for svindel.

Ifølge SIRI var Seans ansættelse i sin kones virksomhed ulovlig af flere årsager. For det første var firmaet - By the Way - kun oprettet for at sikre manden opholdstilladelse. For det andet var Sean gået i gang med at arbejde en måned før, Styrelsen havde modtaget alle ansættelsesforhold.

Sidstnævnte bekræfter SIRI overfor Avisen Danmark.

- Om den konkrete politianmeldelse kan vi oplyse, at SIRI har politianmeldt Sean Tindale den 7. maj 2022 for ulovligt arbejde i perioden fra den 20. september 2021 til den 3. november 2021, da han havde påbegyndt arbejdet i sin jobsøgningsperiode før indgivelsen af en ansøgning om opholds‐ og arbejdstilladelse, skriver Styrelsen i et email-svar.

Med en fuldmagt fra Sean Tindale i hånden har avisen bedt dem om at forholde sig til flere konkrete spørgsmål om sagen. Flere af dem ønsker de ikke at svare på, da de er "for politiske", men i mere generelle vendinger lyder det blandt andet:

- SIRI undlader i visse tilfælde at anmelde forholdet til politiet, hvis der er tale om mindre førstegangsforseelser og vejleder i stedet for arbejdstager og arbejdsgiver.

Det har Sean og Pernille svært ved forstå.

- Vi ringede så mange gange til Styrelsen for at rådføre os, før jeg oprettede firmaet. Fordi vi var i tvivl. En revisor, en advokat og en bank har hjulpet mig med at starte By The Way, og vi gjorde det kun, fordi vi øjnede en forretningsmulighed, siger Pernille.

I samme periode blev Sean også tilbudt et job hos Pandora, som han takkede nej til.

- Hvorfor skulle jeg sige nej til det, hvis ikke By the Way-jobbet var reelt? spørger Sean retorisk.

Til gengæld bliver de begge mindre selvsikre, når jeg går dem på klingen omkring ansættelsesdatoer.

- Vi har begået en torskedum fejl, siger Pernille og tilføjer i samme åndedrag.

- Men det var ikke med vilje. Vi ventede på at se den præcise grundløn, pensionsbidrag og så videre på Sean første lønseddel, før vi sendte oplysninger ind til Styrelsen. Derfor er der et hul på en måned. Men hvis de kigger på ansættelseskontrakt, skattetræk og alle mulige andre dokumenter, vil de se, at vi ikke har prøvet at snyde.

Fodfejlen har resulteret i, at der i mere end et halvt år har ligget en anklage mod ægteparret, en politisag, som i sidste ende kan ende med at få uoverskuelige konsekvenser.

- Hvis ikke jeg bliver dømt, kan jeg søge om permanent opholdstilladelse i Danmark med det samme, fordi jeg har boet her i 10 år. Men hvis jeg får en dom, kan den proces ifølge min advokat forsinkes i mange år, siger Sean og understreger, at både han og Pernille er klar til at leve med konsekvenserne, ligegyldigt hvad de bliver.

- Men vi forsøgte aldrig at bryde reglerne, og vi har aldrig prøvet at skjule noget, siger han, før Pernille får det sidste ord:

- Men alt det her gør mig også vred. Vi mangler jo arbejdskraft i Danmark. Jeg tror, man er nødt til at være partner med en udlænding, før man forstår, hvor besværligt, kompliceret og mistroisk systemet kan føles.

Karriere: Hvis du er kvinde og læser den her artikel, så har du formentligt oftere udført nogle af de opgaver, som på mange arbejdspladser ikke er karrierefremmende.

I en ny bog har fire kvindelige forfattere gennem 10 års forskning afsløret, at kvinder er belastet med lorteopgaver, eller som de også kalder dem i bogen "ikke-forfremmende opgaver".

Ifølge professor og medforfatter til bogen "Nej klubben", Lise Vesterlund, er det oftest kvinderne, der bliver bedt om at påtage sig de opgaver, som er vigtige for virksomheden, men som ikke har en stor nok værdi til, at det kan gavne karrieren.

- Det gælder på tværs af alle brancher. Vi har blandt andet set det på advokatkontorer, ingeniørvirksomheder, medarbejdere i supermarkeder, arkitekter og skolelærere, siger hun og tilføjer et eksempel:

- Vi har fået indblik i tre års data fra en konsulentvirksomhed, som viser, hvordan medarbejdere har kategoriseret deres tid. I denne virksomhed bruger kvinderne 200 timer mere om året på karrierehæmmende opgaver sammenlignet med deres mandlige kollegaer – det er mere end en måneds arbejde hvert år, som ikke belønnes eller anerkendes, siger Lise Vesterlund.

Hvorfor er det i højere grad kvinderne, der ender med at lave arbejdet?

- Det er vores alle sammens fejl, at det er endt sådan. Både mænd og kvinder har en forventning om, at det er kvinder, der skal takke ja til den slags opgaver. Derfor er det oftere kvinder, der bliver spurgt – faktisk hele 44 procent oftere - og når de bliver spurgt, er de 50 procent mere tilbøjelige til at sige ja, siger hun og giver endnu et eksempel:

- Hvis du samler en gruppe af mænd og kvinder og fortæller dem, at de skal finde en, der kan påtage sig en ikke-karrierefremmende opgaver, så vil begge køn have en forventning om, at det skal være en af kvinderne, der melder sig. Ofte vil en af kvinderne også påtage sig opgaven. Fjerner du mændene fra gruppen, så vil færre af kvinderne være tilbøjelige til at tage opgaven.

Hvis du allerede nu sidder og undrer dig over, hvorvidt du kan være en af dem, der ofte ender med at udføre nogle af de ikke-karrierefremmende opgaver, så har de typisk tre primære karakteristika.

- For det første bidrager de ikke direkte til virksomhedens mål, som eksempelvis kan være at øge virksomhedens omsætning. For det andet er de usynlige for ledelsen. For det tredje er det ofte arbejde, som kan løses af rigtig mange mennesker, altså opgaver, som ikke kræver, at du bruger dine unikke kompetencer, siger Lise Vesterlund.

Det er med andre ord ofte opgaver, som drejer sig om at hjælpe eller servicere kollegaer eller chefer. Det kan eksempelvis være at sidde i en intern komité, rekruttere og oplære nye medarbejdere, arrangere sociale arrangementer, tage notater til et møde eller andre lignende interne opgaver.

Fælles for dem er, at opgaverne er meget vigtige for organisationen. Nogen skal altså løse dem, men der er sjældent en enkelt medarbejder ansat til at løse dem.

Det er ikke kun en stor ulempe for de kvinder, som ender med at udføre for mange ikke-forfremmende opgaver. Det er også en alvorlig udvikling for virksomhederne, lyder det fra Lise Vesterlund.

- Det er et stort problem for virksomheden, som mister omsætning og profit. Det bedste for en virksomhed vil altid være, hvis arbejdsopgaver blev fordelt efter kompetencer, sige Lise Vesterlund og forsætter:

- Det koster virksomhederne penge på to måder. Virksomhederne får ikke det bedste bedste ud af deres medarbejdere, men de får heller ikke udviklet de ansattes talenter, hvis de bruger for meget tid på opgaver, der ikke skaber værdi. Det er strategisk inkompetence, konkluderer hun.

Når Lise Vesterlund har rakt ud til de virksomheder, som de har undersøgt og fremlagt deres resultater for, har de alle reageret med stor overraskelse.

- Jeg tror ikke, der er særligt mange chefer, som ikke kan se problemet. De ved bare ikke, hvor stort problemet egentlig er, siger hun og uddyber:

- Virksomheden, hvor kvinderne brugte 200 timer mere på de ikke-forfremmende opgaver, troede ikke, at det var så vildt, fortæller Lise Vesterlund og slår fast, at virksomheden efterfølgende reagerede prompte med at lave det om.

Og det er den rigtige måde at handle på. Det må nemlig aldrig være kvindernes ansvar at få ændret på den kultur, som fører til, at det altid er kvinderne, der ender med at tage de ikke-forfremmende opgaver. Det er tværtimod en ledelsesopgave, som skal løses helt strategisk til gavn for både virksomheden og de ansatte.

- Cheferne ude i virksomhederne bør lave en liste over de ikke-forfremmede opgaver. Derefter skal de, ud fra de ansattes kompetencer, udvælge en række af medarbejdere, som kan varetage de enkelte opgaver bedst. Og så skal chefen sikre, at det ikke er den samme ansatte, som ender med at lave de samme opgaver. En turnus-ordning kan være en god løsning, forklarer Lise Vesterlund og understreger, at det ikke er muligt for kvinderne bare at begynde at sige fra.

- Kvinder skal i dag være forsigtige med at sige nej, for det kan også være karrierehæmmende, så det er vigtigt, at opgaven ligger hos cheferne.

I bogen "Nej klubben" afslører de fire forfattere hurtigt, at de selv var slemme til at sige ja til opgaver, som ikke førte til andet end tidsrøveri. Derfor besluttede de sig for i fællesskab at lave deres egne lister over de opgaver, som de påtog sig, og som ikke var karrierefremmende. Derefter begyndte de at sige nej, og det var ikke lige nemt for dem alle.

- Jeg synes stadig, det er svært at sige nej til opgaver, men når jeg bliver spurgt, så prøver jeg altid først at vurdere, hvorvidt jeg er blevet spurgt på grund af mine kompetencer, eller om jeg blot er spurgt, fordi jeg er kvinde og økonom, fortæller Lise Vesterlund og fortsætter.

- Ofte har det nemlig vist sig at jeg bliver spurgt på grund af mit køn, fordi nogen stod og manglede en kvindelig økonom for at sikre diversiteten. Den slags opgaver siger jeg ikke ja til mere.

Til gengæld har Lise Vesterlund besluttet sig for at holde fast i nogle af de andre opgaver, som ikke gavner hende hverken som økonom eller professor. Hun er nemlig mentor for en gruppe af unge kvindelige professorer.

- Det har jeg valgt til. Det tager godt nok masser af tid, men det gør mig glad, når jeg gør. Og nu hvor jeg har prioriteret det, så er det også blevet nemmere at sige nej til de opgaver, som ikke giver mig det samme.

Lise Vesterlund har derfor et godt råd til alle, som gerne vil blive bedre til at sige nej. Det der først og fremmest kan forhindre især kvinder i at sige nej, er nemlig, at de ofte får dårlig samvittighed, når de siger nej.

- Når du siger nej, så skal du komme med et strategisk nej, som sikrer, at du ikke ender med at føle skyld. Hvis du, når du siger nej, henviser den der spørger til en anden person, som du ved kan påtage sig opgaven ud over dig, så har du reageret med et konstruktivt nej, som spørgeren kan gå videre med, siger Lise Vesterlund.

Penge: Til sammen sidder de tungt på over halvdelen af de danske bankkunder. Derfor er Danske Bank og Nordea blandt de første til at mærke, når økonomien er presset i danskernes privatøkonomi eller ude i virksomhederne, der pludselig tøver med investeringer eller skrider til fyringer.

Og det er nu, det sker. Nyhedsstrømmen er fyldt med konkurser og fyringsrunder, og det mærkes også på direktionsgangen i bankerne.

- Der er ingen tvivl om, at det, der virkelig påvirker økonomien og vores hensættelser til tab, det er, når arbejdsløsheden stiger. Vi ser eksempler både i Danmark og rundt i verden på, at fyringsrunderne er begyndt at komme, og det vil ske i stigende grad i takt med, at forbruget er faldende, siger Danske Banks topchef, Carsten Egeriis.

Han peger tilbage på 2022, hvor forbrugertilliden faldt drastisk efter krigsudbruddet i Ukraine. Priserne steg til vejrs, og bilsalget faldt med 20 procent. Det trækker spor langt ind i 2023, hvor dansk økonomi kan blive ramt af en regulær nedtur. Det er risikoen for recession, vi holder øje med. Det vil sige et fald i produktionen - kendt som bruttonationalproduktet - i to kvartaler i træk.

- Vi forventer en recession, men en mildere recession, end vi havde troet sidste år. Men det er stadig en recession, for vi ser stadig, at inflationen ligger højt, og at der udsigt til flere rentestigninger, siger Carsten Egeriis.

Netop arbejdsløshed kan skabe en sneboldeffekt, der kan blive svær at stoppe.

- Det er først, når du ser arbejdsløsheden stige, at du vil se markante fald i boligpriserne. Lige nu har købere og sælgere svært ved at finde hinanden, men sælgerne er ikke nødvendigvis tvunget til at sælge. Det er klart, at hvis vi får stigende arbejdsløshed, så kan du have situationer, hvor man er tvunget til at sælge, og så vil priserne falde mere, siger Carsten Egeriis.

Alligevel forventer han ikke, at Danske Bank - eller danskerne - bliver hårdt ramt af en økonomisk nedtur. Det stod klart, da storbanken torsdag præsenterede sit regnskab for 2022 og delte sine forventninger til det nye år. Banken har ganske vist afsat op til tre milliarder kroner til tab i år, og det er langt mere, end banken har tabt på kunder i 2022.

Det ændrer dog ikke på, at Danske Bank forventer at tjene et overskud på 15-17 milliarder kroner i år. Det skyldes, at danskernes økonomi er bomstærk og - overordnet set - sagtens kan klare nogle fyresedler.

- Udgangspunktet er jo stærkt, fordi arbejdsløsheden er meget lav. Vores kunder har i gennemsnit en friværdi på 50 procent af deres bolig, og opsparingerne ligger på et højt niveau, både hos virksomhederne og privatkunderne, siger Carsten Egeriis.

Billedet er det samme hos konkurrenten, den nordiske storbank Nordea, der også offentliggjorde regnskab torsdag.

- Der er nogle, der vil miste deres job, men der er også mange virksomheder og sektorer, der mangler arbejdskraft. Derfor ser vi ikke noget, der er dramatisk på nogen måde, siger Mads Skovlund, bankdirektør med ansvar for Nordeas danske privatkunder.

Banken forventer også et stort overskud i år og forventer ikke store tab på kunder, der forsømmer at afdrage på deres gæld.

Kan en overraskende stor arbejdsløshed ændre på det?

- Både ja og nej. Det er rigtigt, at ledigheden ser ud til at stige, men det er fra et meget lavt niveau. Det skal man huske at regne ind. Selv med de prognoser, der ligger for ledigheden, så lander vi stadig på en historisk høj beskæftigelse, siger Mads Skovlund,

Han har alligevel øje for de mange fyringer, der fylder i mediebilledet i øjeblikket. Og selvom det aldrig er skægt at blive fyret for den enkelte, ser det ikke alvorligt ud for samfundsøkonomien.

For Nordea kan det udløse tab, hvis kunderne ikke kan betale afdrag på deres gæld, fordi ofrene for fyringsrunder selvfølgelig kan presse privatøkonomien.

- Men det er ikke noget, vi er nervøse for lige nu, og vi ser heller ikke i krystalkuglen, at det bliver et stort tema i 2023. Heldigvis, siger Mads Skovlund.

Det spiller også en rolle hos Nordea, at kunderne har store opsparinger, både kontant på bankkontoen og som friværdi i boligen.

- Kunderne er utroligt velpolstrede. Det betyder noget for deres modstandskraft i forhold til økonomien, siger Mads Skovlund.

Mærker I, at forbrugertilliden er lav, så kunderne dropper at bygge den udestue, de har talt om, selvom de faktisk har råd til at bygge den?

- Helt klart, og derfor ser vi, at vores boliglån ikke vokser, men ligger næsten fladt. Folk holder klogt igen. Ser hvad der sker. Det kan lyde totalt oldnordisk, men vi lærte under corona at sætte tæring efter næring, og det fortsætter vi med. Det er supersundt som samfund, at den enkelte dansker nærmest selvregulerer, inden der skal en bank ind og fortælle, at der er noget, du ikke har råd til, siger Mads Skovlund.

Billedet er stort set det samme for virksomhederne, hvor mange er i gang med at aflevere stærke regnskaber for 2022. Hos Nordea forventer man ikke en større krise i dansk erhvervsliv, lyder det fra Helene Bløcher, der er bankdirektør med ansvar for Nordeas danske erhvervskunder.

- Der vil være rigtigt mange små erhvervskunder, som får det svært, og dem må vi hjælpe igennem så godt, som vi kan. Men mange af virksomhederne har også stærke indlån. Andre er begyndt at bruge deres kassekreditter. De begynder at bruge den elastik, som vi har givet dem, men som de faktisk ikke har brugt i de senere år, fordi der ikke var behov for det, siger Helene Bløcher og fortsætter:

- Det er ikke et udtryk for, at de har det dårligere. Det viser bare, at vi er på vej tilbage til mere normale tilstande.

Hvor meget hører du om fyringsrunder, når du taler med dine erhvervskunder?

- Mange har hyret mange nye medarbejdere ind i de sidste tre år. Der er en naturlig rytme, hvor der også kommer afskedigelser, og i de store virksomheder har man altid nogen, der er på vej ind eller ud. I de seneste år har man bare haft en meget lille afgang af medarbejdere. Når der kommer store fyringsrunder, så er det også en reaktion på, at der ikke er sket noget i tre år, siger Helene Bløcher.

Værre er det måske, at usikkerheden og den faldende aktivitet også mærkes på antallet af nye virksomheder, der går i banken for at få hjælp med at komme i gang. Det giver løftede øjenbryn i landets største pengeinstitut, Danske Bank.

- Vi hjælper måske med at åbne 30-40 procent af alle nystartede virksomheder i Danmark, og der ser vi uge for uge markant færre kunder. Det er nok 20-25 procent færre på et år, siger Carsten Egeriis.

Hans råd til såvel private som erhvervskunder er det samme:

- Vi skal vænne os til at blive mere modstandsdygtige over for forskellige chok. Det er både økonomiske chok i forhold til inflation, der er drevet af høje energipriser, og den geopolitiske situation (som krigen i Ukraine, red.), som vi i allerhøjeste grad stadig lever i, siger Carsten Egeriis.

Bork Mærsk: Hans Christian på fire år vil op til mor, og labradoren Laica vimser omkring, men lynhurtigt tager mormor over, for Louise Villum Jensen er forpint af sorg, vrede og uvished.

- Fra han ringede hjem torsdag, da han lige var kommet derop og skulle ned og have sit arbejdstøj, kunne jeg bare høre, han var nedtrykt. Jeg kunne mærke, der var noget galt, siger hun.

Hendes samlever gennem seks år, Alf Villum Jensen, havde bestået sit kursus i sikkerhed til søs og manglede lidt sejltid, før han kunne komme på fiskeriskole. Derfor tog han hyre på kutteren i Hvide Sande.

- Han havde aldrig mødt den besætning før, men han sagde, at de havde fortalt ham, at de i det sidste år aldrig havde haft en ny mand, som havde holdt over 14 dage, siger hun.

Alf Villum Jensen ringede hjem fem gange på to timer. Sidste gang sagde han, at han skulle lave maden ombord i dag og så med ud og hive garn op.

- Jeg forsøgte at live ham op, sagde, at så skulle det jo nok gå, for det var han god til. Men jeg kunne mærke, at han vidste, det ikke ville gå godt. Jeg havde en forudanelse om, at det her ikke ville gå godt, fra han tog afsted, siger hun og fortsætter:

- Derfor vidste jeg med det samme, hvad det var, da politiet trillede her ind i gården mandag klokken 10.30.

Gården på Bork Mærsk havde tilhørt Alf Villum Jensens bedsteforældre. Han var nærmest opvokset herude og elskede sin gård. Derfor gav det sig selv, at det var her, de skulle bo, lige siden han gjorde stormkur til hende tilbage i 2016.

- Jeg var med en af mine venner ovre hos Alfs fætter, og der var Alf også. Han blev meget forelsket og var meget ihærdig, selvom jeg næsten ikke kunne forstå, hvad han sagde, fordi han snakkede så bondsk, siger Louise Villum Jensen og får et glimt i øjnene:

- Han var bonderøv ad helvede til, og han havde en fantastisk charme.

Charme og selvtillid var indbegrebet af hendes Alf. Og styrke og evnen til at kunne alt.

- Han har været brolægger og tagdækker, repareret vandbrønde og lagt dræn. Jeg tror bare, han var født sådan. Han kunne alt, siger hun og fortsætter.

- Jeg ved simpelthen ikke, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg skal undvære ham. Det bliver svært.

Hun ved heller ikke, hvornår hun kan holde bisættelse for Alf. Men hun ved, at han skal brændes. For det har han altid sagt.

- Den dag jeg dør, skal jeg brændes og spredes ud over møddingen, sagde han, fortæller hun og får igen et smil i ansigtet.

For sådan var hendes Alf.

Men det var ikke meningen, at han skulle dø nu, 41 år gammel. Og slet ikke på den måde.

- Da politiet bankede på, sagde de, at han var død i en arbejdsulykke. Jeg sagde med det samme, at det var løgn. Alf kunne alt. Om det så var at skifte et stort tvillingehjul på sin traktor, så klarede han det selv. Alf gav aldrig op, derfor vidste jeg bare, at det ikke kunne lade sig gøre, at han ville dø i en ulykke, siger hun.

Hendes opfattelse ændrede sig ikke, da hun samme eftermiddag skulle identificere sin mand på Skejby Sygehus.

- Det var ikke noget kønt syn, og jeg blev bare bekræftet i, at det ikke var en ulykke, siger hun.

Det var i mandags.

Siden hørte hun ikke mere fra politiet, men i nyhederne torsdag hørte hun, at en fem mand stor besætning var sigtet for manddrab på et sjette besætningsmedlem 60 sømil fra land. Og hun vidste, at det var Alf, de talte om.

- Jeg ringede til politiet, som undskyldte, at de ikke havde ringet. Men hvad kan jeg bruge det til, siger hun.

Avisen har konfronteret Midt- og Vestjyllands Politi med Louise Villum Jensens påstand om, at politiet sagde, hendes mand var død i en arbejdsulykke - og at hun ikke fik andet at vide, før hun hørte om de sigtede besætningsmedlemmer i nyhederne.

Til det siger Poul Fink, politikommissær i den centrale efterforskning ved Midt- og Vestjyllands Politi:

- Jeg kan ikke vide, hvad der er blevet sagt ord for ord. Men sagen begynder jo som en ulykke til søs, så det kan jo godt være, de har sagt, der var tale om en arbejdsulykke. Hvis hun ikke er blevet ringet op senere og informeret om, at den nu efterforskes som en drabssag, er det dybt beklageligt.

Louise Villum Jensen bliver hele tiden afbrudt af telefonen. Chokerede familiemedlemmer og venner ringer. Der er mange mennesker omkring hende, der gerne vil hjælpe, men én ting kan hun kun gøre selv, og det har hun ikke formået endnu.

- Hans Christian ved det ikke. Jeg har ikke kunnet sige det. Han går og venter på, at far skal komme hjem, siger hun.

Der er én grund til, at hun har brugt lidt af sin dyrebare tid i sit livs værste mareridt på at tale med avisen, og det er, fordi hun har et budskab til dommere, retsvæsen og de fem besætningsmedlemmer, der nu er sigtet for drab:

- De skal finde ud af, hvad der er sket, ellers får jeg aldrig fred. De skal fortælle mig, hvorfor de har gjort det. Det er jeg simpelthen nødt til at vide, lyder hendes desperate bøn.