I opløbet mod den afskaffelse af store bededag, regeringen buldrer mod, forsøgte oppositionen at samle sig igen.

Da det handlede om at stoppe regeringen i at straffe store bededagsforsvarerne med at knalde døren i til forsvarsforhandlingerne, var det Radikale med Liberal Alliance og Konservative lige bag sig, der samlede oppositionen til at plaffe regeringen ned fra træet.

Denne gang - til førstebehandlingen af lovforslaget om konsekvenserne af afskaffelsen af store bededag - var det SF, der samlede oppositionen til et paradeforslag om at tvinge regeringen til først at afskaffe store bededag efter næste valg.

Her var vi i den klassiske afdeling for mildt underholdende drilleri, fordi alle ved, at det er afskaffelsen af store bededag, der kommer til at blive stemt igennem, mens det er forslaget om at udskyde afskaffelsen, der bliver makuleret og affaldssorteret over i spanden med gak og løjer.

Flertalsregeringen er dannet med det formål, at Danmark skal have en regering, der både er villig og i stand til at træffe upopulære beslutninger af den slags, der nærmest får danskere til selv at ringe meningsmålingsinstitutterne op for at fortælle, at nu kan regeringspartierne rende dem et vist sted, og om det mon kunne være muligt at placere to stemmer på f.eks. SF eller Liberal Alliance?

Derfor gennemfører flertalsregeringen selvfølgelig sin politik, fordi jo større modstand den møder, jo mere bliver den bekræftet i, at strategien virker:

Folk går bonanza i irrationalitet og proportionsløse smertenshyl – ergo har regeringen fået fat i det helt nødvendige stykke værktøj. Og det vil alle bringes til at indse, når porten en skønne dag går op, og både fløde og honning begynder at flyde ind over velfærdssamfundet.

På den anden side:

Hvor hårdt og hvor længe kan man egentlig banke løs på vælgernes ømme tå, før smerten sætter sig så grundigt, at udsigten til at kunne dyppe den ømme tå i varm fløde og honning bliver fuldstændigt opløst i hævntørst?

Lige om lidt skal regeringen jo til at bringe uddannelsesniveauet ned for kandidater fra universiteterne, tage et års SU fra de studerende og muligvis omdanne noget af SU’en til lån.

Måske skal regeringen også stå magtesløs på sidelinjen, mens arbejdsmarkedet går i storkonflikt, indtil den griber magtfuldkomment ind til lønmodtagernes store utilfredshed.

Det kan meget let komme til at ligne et første regeringsår, som bliver så tungt præget af vrede og afsky rettet mod regeringen, at de følgende år vil blive gennemfarvet af det.

Derfor griber regeringen efter alle halmstrå, der kan hjælpe fortællingen en smule på vej.

Og lige nu er det vigtigste halmstrå gemt så godt væk, at man skal læse Mandag Morgen for at få fat i det. Her har professor i nationaløkonomi, tidligere overvismand og nuværende formand for regeringens reformkommission Nina Smith givet et interview, hvor hun i modsætning til mange andre økonomer tykt understreger et behov for reformer som afskaffelsen af store bededag, der både giver milliarder i statskassen og flere mennesker på arbejdsmarkedet.

Interviewet er blandt regeringspartierne blevet læst, som var det biblen, og er nu bagtæppet for en medieoffensiv. Offensiven skal forsøge at etablere en bevidsthed hos vælgerne om, at hvis de ikke holder smerten ud, kommer mormor til at dø ensom og svigtet på plejehjemmet, børnene kommer til at gå fra børnehave over folkeskole til at sidde på en bænk med en pose Bjørnebryg, fordi ingen voksne i velfærdsstaten har haft tid til at tage sig af dem, og kvalificeret behandling af sygdomme bliver forbeholdt de heldige med sundhedsforsikring.

Økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) var i Berlingske torsdag, indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) var i Sjællandske, statsminister Mette Frederiksen (S) i Weekendavisen fredag og politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen på vej her i Avisen Danmark. Alt sammen for at minimere regeringens krigsskadeomkostninger i det slag om store bededag, den er på vej til at vinde i Folketinget, men tabe i vælgerhavet – eller i hvert fald i meningsmålingerne.

To oversete detaljer er værd at bemærke:

1. Socialdemokratiet kan notere, at der tilsyneladende ikke længere findes et borgerligt parti til højre for Venstre, der ikke er parat til at kaste sig ud i et heroisk forsvar for den danske model. De blå fanebærere marcherer nu synkront med de røde fanebærere.

2. Denne analyse startede med, hvordan de ni partier i oppositionen samlede sig. Når det drejer sig om drilleforslaget om at udskyde afskaffelsen til efter næste valg, er der kun tale om otte partier i oppositionen. Radikale står uden for og på regeringens side. De kommer til at tage medansvar for nogle af de hårde ting, regeringen vil gennemføre (dog ikke på uddannelsesområdet).

I titusindvis af danske hjem bliver der truffet svære beslutninger lige nu: Vil familiens teenager i gymnasiet efter sommerferien - som langt hovedparten vælger - eller er det bedre at gå om bord i en af de flere end 100 erhvervsfaglige uddannelser?

Samfundet venter i spænding, for tallene viser, at vi står med et problem. I sidste uge kom det frem, at antallet af nye elever på erhvervsuddannelserne i 2022 var det laveste i ti år.

Det giver svære samtaler. Danmark mangler alt fra murere til sosu-assistenter og faglærte kokke, men det er ikke den slags samfundshensyn, der nødvendigvis afgør valget hos de unge.

- Jeg vil gerne have retten til at bestemme selv, understregede 15-årige Sebastian Stilling forleden over for erhvervsmediet Erhverv+, søsteravis til Avisen Danmark, der i øjeblikket beskæftiger sig intensivt med erhvervsuddannelserne.

Sebastians muligheder er mange. Han kan vælge 10. klasse, efterskole, gymnasium, handelsskole, teknisk skole eller en læreplads. Valget skal træffes senest den 13. marts.

Det fylder ikke meget omkring spisebordet, at statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale håbede på, at erhvervsuddannelserne skal være førstevalget for mange flere. Eller at EU har erklæret 2023 for ”European Year of Skills” med fokus på europæernes færdigheder.

- Det er på top-tre, når man taler med virksomhederne om, hvorfor de ikke bliver store og behersker hele verden. Så spørger de: Hvem skulle dog hjælpe os med det, sagde EU-kommissær Margrethe Vestager på en pressebriefing i fredags. Hun henviste til det lave optag på erhvervsuddannelserne.

- Det er en barriere for vækst. Hvis der ikke er folk til at installere vindmøller og solceller, så kommer det ikke til at ske. Så enkelt er det, tilføjede hun.

Så hvad afholder de unge fra at vælge erhvervsuddannelserne? I mange år har vi hørt om hykleriske arbejdsgivere, der klager over manglen på faglært arbejdskraft, men ikke selv bidrager ved at udbyde lærepladser til de unge.

Det er ikke længere et problem. Ole Heinager, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, fortæller til Ritzau, at der ikke er samme massive mangel på lærepladser, som der har været tidligere.

Spørger man Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), er der til gengæld to tungtvejende grunde til det lave optag. For det første tror de unge ikke, at de vil passe ind på en erhvervsskole. For det andet siger mange, at de ikke føler sig klar til at vælge et konkret erhverv i så ung en alder.

Det forklarer, hvorfor de gymnasiale uddannelser ikke behøver at reklamere for at tiltrække de unges opmærksomhed. Men det ligner også, at erhvervsuddannelserne skal præsenteres grundigere for folkeskoleeleverne, så de ikke blot vælger gymnasiet som det nemme valg.

Læg mærke til, at de, der faktisk vælger erhvervsuddannelserne, er glade for det. Det viser en anden undersøgelse fra EVA, der har fulgt 5.000 unges valg af ungdomsuddannelse. I forhold til gymnasieeleverne er de unge på erhvervsuddannelserne mere sikre på, at deres uddannelse er den rigtige for dem. De trives i højere grad med det, de laver. De er mere motiverede for at gå på deres uddannelse. De føler sig mindre pressede.

Forklaringen kan være, at det ganske vist er svært at vælge mellem flere end 100 erhvervsuddannelser. Men når det først er gjort, er de unge blevet klogere på sig selv og deres ønsker til fremtidige job.

- Det er krævende at vælge en erhvervsuddannelse. Man skal have et ret dybt kendskab til egne interesser og evner og samtidig have modet til at vælge anderledes end flertallet, sagde seniorkonsulent Mathilde Hangaard fra EVA, da undersøgelsen blev offentliggjort sidste år.

Heldigvis er der ikke mange blindgyder i denne verden. Vores søsteravis, Erhverv+, har også talt med 25-årige Mattias Mulnæs, der i sin tid valgte gymnasiet lige som vennerne. Det blev tre hårde år.

- Det var måske ikke forkert at vælge gymnasiet, men jeg syntes, det var spild af tid, mens jeg gik der. Bagefter vidste jeg ikke, hvad jeg ville, og jeg ville nødigt i gang med noget, som heller ikke var det rigtige, siger Mattias Mulnæs, der brugte yderligere fem år, inden han fandt sin hylde:

At følge barndomsdrømmen om at blive kok.

I dag er han i mesterlære på et fransk brasserie i Odense. Det kan man nemlig godt - også med en studentereksamen i bagagen.

"Dette er ikke en klage. Det er refleksioner og bearbejdelse af frustrationer, angst og vrede efter et traumatisk indlæggelsesforløb på OUH".

Sådan starter Karin Poulsen og Torsten Thomassen det brev, som ægteparret har følt sig kaldet til at skrive. Brevet er sendt til Odense Universitetshospital og handler om parrets oplevelser og observationer, da Karin Poulsen i midten af oktober måtte søge hjælp på OUH og endte med at være indlagt i en lille måned.

"Det er vigtigt for os, at denne henvendelse opfattes som generel og ikke er møntet på nogen enkeltperson, men på det samlede forløb. Samtidigt er det vores håb, at henvendelsen bliver modtaget i den ånd, den er ment, nemlig til evaluering, eftertanke og læring", skriver parret videre i brevet.

For det var ikke et omsorgsfyldt møde, Karin Poulsen og Torsten Thomassen havde med systemet. I stedet blev de mødt med et arbejdsmiljø i den grad præget af et fortravlet og presset personale.

Torsten Thomassen nævner som eksempel personale, der ikke har tid nok til at tale med patienterne, men leverer beskeder uden øjenkontakt og med ryggen til på vej ud ad stuen, mens mobilen er på vej mod øret, fordi den lige har ringet.

Personale, der ikke har tid til at følge op på patienter og deres behandling.

Personale, der forsøger at sende patienter hjem eller afviser dem, fordi der ikke er plads nok.

Personale, der i flere timer glemmer den aftensmad, der blev bedt om.

Personale, der af samme årsager er blevet forråede.

- Forråelsen står lige op i ansigtet på en. Vi er ikke blevet mødt af onde mennesker, men af kompetente og veluddannede mennesker, som på grund af arbejdspres ikke kunne gøre det, der skulle gøres, siger Torsten Thomassen.

Han understreger, at hverken han eller hustruen har gjort sig kloge på, hvordan lægerne rent fagligt skulle behandle Karin Poulsen.

- Vi har ikke lægefaglig viden og derfor ikke konkrete forslag, men vi kunne se, at omsorgsdelen halter. Vi arbejder selv i den pædagogiske verden med anbragte børn og børn, der har store problemer, så vi ved godt, hvad det koster, når omsorgsdelen bliver presset - det bliver den også i vores verden.

- Det var så tydelig for os at aflæse; at det var der, det kostede noget, siger Torsten Thomassen, der er kognitiv terapeut og pædagogisk konsulent for institutioner og kommuner og har en lille institution for drenge med autisme og ADHD.

Karin Poulsen var pædagog, inklusionsvejleder og støtteperson for børn i Odense Kommune, indtil hun gik på efterløn.

Henrik Ankerstjerne Eriksen, der som arbejdsmiljøkonsulent og medejer af Team Arbejdsliv arbejder med psykisk arbejdsmiljø især på hospitaler. Han slår fast, at forråelse af kulturen er en risiko, man skal være opmærksom på.

I særdeleshed når der stilles høje følelsesmæssige krav til personalet arbejdet med mennesker - som det er tilfældet på et sygehus.

- Høje følelsesmæssige krav om at kunne sætte sig ind i, rumme og håndtere andres tanker, følelser og adfærd. Eller at skjule egne tanker og følelser eller tilpasse kommunikationen til de mennesker. Det er en faktor i arbejdslivet, som udgør en belastning.

- Når vi taler om forråelse, taler vi også om omsorgstræthed, hvor man trækker på sin følelsesmæssige energi i arbejdet og gør det i en rigtig høj grad. Det kan vi gøre i en vis udstrækning. Men forholdene det bliver gjort under, har betydning for, hvordan man kan tackle det. Der er en risiko for, at forråelse bliver en strategi og en måde at håndtere, at man bliver presset over lang tid, siger han.

Når det sker, distancerer personalet sig fra patienterne og de pårørende.

- Så underinvolverer man sig, distancerer sig og bliver måske mekanisk i sin tilgang til andre. Man er mere tilbøjelig til at se andres problemer som deres egen skyld.

- Og der kan det være relevant ubevidst som personale at sige, at jeg har brug for at lægge distance til det her. Men det har jo konsekvens for patienter og pårørende.

- Så forråelsen er en måde, personalet kan beskytte sig selv?

- Ja. Det er ikke en bevidst strategi, men en ubevidst. Ligesom i forbindelse med stress, når man bliver alvorligt presset, bliver man tilbøjelige til at fokusere på de korte resultater eller det, man lige kan overskue. Man kan ikke fordybe sig længere, og så opstår der uhensigtsmæssig adfærd.

- Det er lidt af det samme her. Systemet eller psyken tager vare på sig selv ved at lægge afstand og reagere med underinvolvering, forklarer Henrik Ankerstjerne Eriksen.

Og forråelsen smittede tilsyneladende. I hvert fald tog Karin Poulsen og Torsten Thomassen sig selv i også at blive forrået under forløbet på OUH.

- Da det kom lidt på afstand, kunne vi se, at vi selv blev fanget ind i det. Det var sådan, at min kone flere gange bad personalet om at blive, selv om hun godt vidste, at der så ikke var personale til de andre.

- Det var i sådanne situationer, vi efterfølgende godt kunne se, at vi også blev ramt af forråelsen, idet der jo var andre, der også havde brug for personale. Vi er alle sammen ofre for et system, der er underforsynet.

På Odense Universitetshospital landede brevet hos administrerende direktør Niels Nørgaard Pedersen, og det gjorde indtryk.

- Det, Karin og Torsten har oplevet, er ikke det, vi ønsker at stå for som sygehus. De har beskrevet og uddybet et manglende nærvær og en tryghed, som man har brug for som patient. Det har jeg på sygehusets vegne undskyldt. Det er en del af vores faglighed at være nærværende.

- Har de ret i, at kulturen er forrået?

- Vi har været i en situation, hvor vi har været samspilsramte igennem nogle år. Det har skabt nogle situationer, hvor vi - og hele landets sundhedsvæsen – pga. mangel på personale oplever nogle ubalancer i systemet. Det har vi meget opmærksomhed på. Det fylder mere nogle steder end andre. Hvis man mangler personale og vikarer, så kan der opstå frustration, hvor man ikke lige føler, man har rum til at være til stede på den måde, som man som sundhedsprofessionel gerne vil.

- Det er selvfølgelig noget, vi skal have og har en opmærksomhed på. Det er en vigtig opgave hele tiden at arbejde med de rammer og forudsætninger, som vores personale har for at kunne udleve deres fag og for at kunne etablere det tilstrækkelige nærvær og skabe den tryghed hos vores patienter og pårørende, som der er brug for.

- Er det her ikke noget af det værste, der kan ske for en kultur på lige netop på et sygehus?

- Jo, det ville det være. Det er en del af vores faglighed at møde vores patienter på den rigtige måde. Derfor er det også et stort fokusområde i vores arbejde, og det er ikke et sundhedstegn, hvis det sker.

- Hvad kan i gøre for at modvirke det?

- Vi arbejder f.eks. med at reducere i kapaciteten der, hvor manglen på personale er størst, og få lavet nogle aftaler om, hvordan vi får taget os af de patienter, der har brug for en seng. Så laver vi aftaler med andre afdelinger om, at de hjælper med at passe en anden afdelings patienter.

- Vi prøver også på forskellige måder at aflaste vores plejepersonale med nogle af de opgaver, som de over tid er kommet til at stå med. F.eks. det at gøre en stue klar til næste patient, madservering, medicindosering osv.

- På skadestuen er det vel svært at lukke senge og flytte til andre afdelinger, fordi der må være en grund til, at man kommer ind på skadestuen?

- Ja, men vi har et system på tværs af sygehuset, så vi hele tiden har overblikket over, hvor vi har sengekapacitet. Hvis der er pres på i vores skadestue, så kan vi afkorte forløbene i selve akutafdelingen, og så må husets øvrige afdelinger tage fra tidligere. Det er en vedvarende opgave at styre det flow.

På baggrund af brevet blev Torsten Thomassen og Karin Poulsen inviteret til et møde med Niels Nørgaard Pedersen. Det sætter ægteparret stor pris på, fordi det gav parret mulighed for at uddybe dets oplevelser i en god dialog

Konkurs: Torsdag havde indehaveren af Skare Meat Packers, Kurt Skare, mere end ekstraordinært travlt med møder med ansatte, kuratorer, borgmester og en lang række journalister, der ville høre, hvad fremtiden bringer for hans virksomhed og ansatte. For den gigantiske kødpakkervirksomhed, der har omsat for omkring to milliarder kroner årligt, står nu med en konkursbegæring hængende over hovedet.

- Det var ydmygende at skulle sige det til medarbejderne i går. Jeg kan lide dem alle, og de passer deres arbejde upåklageligt, siger en smågrædende Kurt Skare, der forklarer, at han overfor medarbejderne har understreget, at det absolut ikke er deres skyld, at de foreløbig ikke skal møde på arbejde.

- Jeg har takket dem for deres arbejde og lovet, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at vi kommer i gang igen. Og jeg er normalt ikke en, der går og krammer folk. Men jeg har aldrig fået så mange kram, som jeg fik i går. Det var så godt som fra alle 350 medarbejdere, siger Kurt Skare.

78-årige Kurt Skare fortæller, at Skare Meat Packers økonomi har haft det hårdt under corona-nedlukningerne, at omsætningen i løbet af 2022 har været stigende, men at økonomien på bundlinjen ikke har været stærk nok.

- Vi er selvfølgelig kede af, at Salling Group og Rema har opsagt deres samarbejde. Men Danmark er et marked på fem millioner mennesker. Vi sælger også ud til resten af EU, som er et marked på omkring 400 eller 500 millioner mennesker, siger Kurt Skare, der understreger, at sagen med Fødevarestyrelsen intet har med konkursbegæringen at gøre.

For selvom nogle danske virksomheder har opsagt samarbejdet med Skare Meat Packers, så er problemstillingen ifølge ham, at der ikke længere har været økonomi til at indkøbe råvarer til at holde virksomheden kørende. Og det har ikke været muligt at låne penge til at indkøbe flere råvarer.

- Vores økonomi påvirkes af, hvor mange produkter vi har at sælge. Men vi mangler likviditet til at indkøbe råvarerne. Der er ingen af vores eksportkunder, der har opsagt deres aftaler, så vi har stadig rigeligt med kunder og potentiale, siger han.

For omkring 52 år siden etablerede Kurt Skare sin virksomhed sammen med to ansatte. Og i løbet af det seneste halve århundrede har Kurt Skare og familien selv investeret 300 millioner kroner i de bygninger, som virksomheden ligger i. Og han er mere end villig til at investere flere af sine egne penge, hvis han skal redde sin virksomhed.

- Mulighederne for at låne penge lige nu er ikke særlig gode. Men de private ejendomme og de penge jeg selv har, dem er jeg villig til at kaste i puljen. Vi må finde ud af, hvad der skal til, for at en anden bank vil medvirke, men vi er medspillere hele vejen, siger Kurt Skare.

Han er ked af, at Nykredit, ifølge ham, ikke vil være med mere. Men der skulle ifølge Kurt Skare være andre banker, der er interesserede i at samarbejde. Han frygter ikke, at den nuværende konkursbegæring har en negativ effekt på, om bankerne er interesserede i et samarbejde.

- De kigger jo på, hvilket potentiale en virksomhed bærer. Og vi har omsat for omkring to milliarder om året samtidig med, at vi er eksperter i eksport med hele EU som marked. Så jeg tænker, at der må være nogen, der kan forstå, at det her forløb, og måden det er foregået, er urimeligt. Så vi tror på, at der er andre, der vil arbejde videre for at redde virksomheden.