Jordskælv: Beredskabsstyrelsen vil på nuværende tidspunkt ikke sende mandskab eller materiel til de ramte områder i Tyrkiet efter jordskælv, der har kostet tusindvis af mennesker livet. Det forklarer Jens Oddershede, der er chef for Beredskabsstyrelsens internationale beredskab.

- Lige nu handler det om en livreddende indsats, hvor ti EU-lande har sendt deres redningshold afsted. De hold kan finde mennesker blandt murbrokker med specielt lytteudstyr og redde dem ud. Men sådan et hold har vi ikke længere, siger Jens Oddershede.

Siden hændelsen tidligt mandag morgen har styrelsen holdt skarpt øje med situationen og holdt utallige møder i blandt andet EU-regi. Nu afventer man og ser, om Tyrkiet anmoder om en type hjælp, som Danmark har til rådighed.

Mens Beredskabsstyrelsen ikke har specielle redningsteams længere, har vi i stedet et mobilhospital, der kan sendes ud ved katastrofer. Vi har også rensningsanlæg til drikkevand, ligesom vi har nogle mobile telte, der kan huse eksempelvis flygtninge.

Det meste blev dog doneret til Ukraine sidste år.

- Vi har tømt hylderne til Ukraine, så nu er vi i gang med at arbejde på at genanskaffe al det her materiel. Men vi er slet ikke så langt, at vi vil kunne gøre noget som helst i forhold til Tyrkiet, siger Jens Oddershede.

Da Tyrkiet i 1999 blev ramt af et jordskælv i den nordlige del af landet med en styrke af 7,4 på Richterskalaen, deltog danske specialhunde i redningen. De er trænet i at finde mennesker i eksempelvis murbrokker. Det var sidste gang, at den type hjælp fandt sted fra dansk side.

I dag bruges de tilbageværende danske hunde ikke umiddelbart til internationale operationer.

- Vi valgte at nedlægge den kapacitet, fordi mange andre lande kan byde ind med den samme type hjælp. Derfor har vi i stedet valgt at prioritere ressourcer på kapaciteter, hvor der er større efterspørgsel, siger Niels Mørup, der er sektionschef for international beredskab hos Beredskabsstyrelsen.

De danske specialhunde kan dog stadig sendes afsted, hvis Tyrkiet anmoder om dem.

Når det meste grej er sendt til Ukraine, bliver et eventuelt dansk bidrag øjensynligt en koordineringsrolle.

EU arbejder lige nu på at sende et hold til Tyrkiet, der skal kigge på omfanget af skader, og hvad EU-landene kan bidrage med, oplyser Beredskabsstyrelsen.

- Det er et koordineringshold på 8-10 mennesker, og der har vi sagt til EU, at det bidrager vi gerne til, hvis de har brug for det, siger Jens Oddershede.

I løbet af de næste dage bliver man klogere på, hvad Tyrkiet har behov for, og om danske kræfter tilkaldes.

- Det er typisk en indsats, der vil foregå over flere uger - hvis ikke måneder. Der vil også være genopbygningsarbejde på et tidspunkt. Lige nu kæmper hele verdenssamfundet med at få et overblik sammen med tyrkerne, siger Jens Oddershede.

Ifølge udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), er man ved at finde ud af, hvordan man i samarbejde med EU koordinerer en indsats. Det siger han til DR.

Få seneste nyt om situationen herunder: 

Corona Camping: Uha, nu begynder det at gøre ondt i humøret på Corona Camping, sådan rigtigt for alvor. Også selv om de omkring 50 overvintrende fastliggere mandag fik besøg af en kendt politiker fra Christiansborg, der lovede dem, at han nok skal kæmpe deres sag.

Det gør ondt inde i sjælene på beboerne på campingpladsen i Borup ved Køge, fordi de for en dels vedkommende - ikke dem alle - er skrøbelige eksistenser, der af forskellige grunde, for eksempel sygdom, misbrug, sociale belastninger, lever på samfundets kant og bare gerne vil passe sig selv og hinanden.

Men campingreglerne siger, at i vinterhalvåret må de ikke bo fast på campingpladsen, og i Køge Kommune synes man, at lov er lov, og lov skal holdes.

Adskillige af beboerne har i flere år haft folkeregisteradresse på stedet, har fået sygesikringskort udstedt af det offentlige med campingpladsen som adresse, og det har ikke været sådan, at kommunen ikke har villet vide af deres skatteindbetalinger.

Men nu har de fået at vide, at de skal være væk 15. februar klokken 12. En time senere kommer kommunen og kontrollerer, om de har forføjet sig. Ellers står de  til en politianmeldelse.

Det er derfor, folketingspolitikeren kom forbi. Det er Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt, og han har været der før, for han synes, det er en fuldstændig åndssvag konflikt, der har udviklet sig mellem en kommune og en flok sårbare og skrøbelige borgere.

- Det, vi oplever her, er regelrytteri for reglernes skyld. Det er så rigidt, Og ja, det strider mod loven og reglerne, men nogle gange sprænger nød alle love. Jeg synes, regeringen bør suspendere disse snævre regler i en prøveperiode på tre år. Så lad os vurdere det til den tid.

-  Det kan ligefrem være et fornuftigt projekt for, hvordan vi som samfund hjælper særligt udsatte mennesker, sagde Morten Messerschmidt under sit besøg på campingpladsen.

Her gik han også ind i en campingvogn, hvor 78-årige Bent Christensen har boet i fem år sammen med sin fibromyalgiramte kone, som ikke vil have sit navn i avisen.

Bent Christensen selv fik for et års tid siden et hjertetilfælde, så alt i alt har de deres at se til. Da hans kone er i den arbejdsduelige alder har hendes sygedagpengesituation givet hende kontakt med Jobcenteret. Her blev de ifølge Bent Christensen af helbredsmæssige grunde rådet til at skifte campingvognen ud med en rigtig bolig.

Bare et godt og venligt  råd. Og, nå ja, når nu der er så meget palaver om, at deres boligform er ulovlig, og de skal verfes ud, så var det måske en god ide. Så de søgte om muligheden for at få en socialt anvist bolig.

Nul putte. For en uge siden fik de afslag. Kommunen, der vil have dem ud af campingpladsen, fordi det er ulovligt at bo der, vil ikke anvise en bolig, fordi de i fem år har boet ulovligt:

"I har været helårsbeboere på campingpladsen, hvilket strider mod campingreglementet. Boliganvisningen kan derfor ikke være jer behjælpelig til en anden bolig," hedder det i brevet fra kommunen.

Det er det rene nonsens, synes Bent Christensen.

- Jeg kan simpelthen ikke forstå, at vi på den ene side helt officielt kan få folkeregisteradresse her, og i øvrigt betale skat, og så få at vide, det er forbudt at bo her - og så på den anden side også få at vide, vi ikke kan få hjælp til at komme herfra, fordi vi har boet ulovligt, siger Bent Christensen.

Han har i årtier drevet sit eget ventilationsfirma, indtil tidens ugunst for et par år siden gjorde det forbi. Han gik konkurs med firmaet. Inden da havde han og konen slået sig fast ned på Corona Camping. Det skete for fem år siden.

- Her har vi det, som vi gerne vil have det. Det koster for vores vedkommende 3.000 kroner om måneden, så det er også økonomisk fornuftigt. Men det vigtigste er den venlighed, der er mellem alle beboerne. Alle kommer hinanden ved, og vi hjælper hinanden, når der er brug for det, siger Bent Christensen.

Men den seneste tid har været stram, og som skæringsdatoen 15. februar nærmer sig, strammer det endnu mere til. Nervøsiteten har sat sig.

- Humøret kører op og ned, man kan jo ikke lade være med at spørge sig selv, hvad der sker, og hvad man skal stille op. Livet går sin vante gang, men alligevel... dagene er blevet anderledes, man bliver påvirket af det. Jeg håber virkelig, det løser sig, så vi kan blive. Ellers ved jeg ikke... så må vi jo bo på gaden.

Den tiltagende nervøse stemning, Bent Christensen her beskriver, genkender campingfatter- og mutter Michael og Susanne Farnø.

- Man kan mærke det på de fleste. De er stressede og nervøse, og for nogles vedkommende kommer det til udtryk ved, at de lettere kommer op at skændes om ingenting, siger Michael Farnø.

Han betegner campingpladsen som en slags helle for nogle mennesker, som oplever en måske besværlig tid i tilværelsen. I gennemsnit bor de to år på Corona Camping. Nogle meget længere, andre meget kortere.

- Det er virkelig synd og skam, hvis ikke vi som samfund kan give folk, der er nede i forvejen, en sådan mulighed for at komme igennem og ud af en skrøbelig periode. Det er jo ikke legoklodser, vi taler om her, det er mennesker.

Hans kone Susanne Farnø har også lagt mærke til, at stemningen har ændret sig i en kedelig retning, efterhånden som 15. februar nærmer sig.

- De fleste er mærkede af det og har svært ved at klare presset, efterhånden som det bliver større og større, siger hun.

Hun siger også noget andet: At når kommunens folk på onsdag i næste uge kommer og kontrollerer, om ulovlighederne er ophørt, vil de konstatere, at det er de ikke.

- Det er her, de vil være, det er her, de har det godt i den situation, de hver især befinder sig i. De fleste af dem har ikke andre muligheder, siger Susanne Farnø.

Selv om det i vid udstrækning er skæve eksistenser, der bor på Corona Camping, er det ikke det samme som problematiske eksistenser. Nogle af dem har fast arbejde og holder snuden et godt stykke over de økonomiske vande. Det gælder for eksempel Kjeld Nielsen og hans kone Birgitte Nielsen, 66 og 64 år.

Han har i mange år passet et job med servicepleje i Falcks Hjælpeenheder, men alvorlig sygdom sendte ham for fem år siden på førtidspension. Hans kone er stadig på arbejdsmarkedet, hvor hun i 43 år har været ansat i et godt og vellønnet job i finansafdelingen i en stor dansk bank.

De har aldrig manglet noget og gør det heller ikke nu. Det er med andre ord ikke økonomiske kvaler, der har sendt dem på Corona Camping. Det er lyst, og nu har de boet her i 14 år. Du læste rigtigt.

- Vi boede i et stort parcelhus og tog her til campingpladsen så tit, vi kunne. Den ligger midt i et utroligt naturområde, som vi begge to elsker at være i. Da børnene var flyttet hjemmefra, kunne vi lige så godt slå os ned fast. Til sidst var vi jo kun hjemme for at slå græs og klippe hæk, siger Kjeld Nielsen.

Mindst fire uger hver vinter holder ægteparret ferie i Thailand eller Egypten. De er også flittige til at tage på forlænget weekend forskellige steder.

- Vi er meget rejseglade, min kone og jeg, og det er der jo råd til ekstra meget af, når man bor et sted som her, siger Kjeld Nielsen, da Avisen Danmark besøger ham mandag.

De betaler tusind kroner om måneden for pladsen til campingvogn, fortelt og kæmpeterrassen, plus energiforbrug,

Konen siger ikke noget. Hun er på arbejde. Der skal jo lidt gysser til, især hvis de skal ud og finde en anden bolig et eller andet sted.

Det skal de ikke, hvis det står til Morten Messerschmidt. Han håber at få SVM-regeringen med på at suspendere reglerne i den omtalte tre års periode.

- Hvis ikke regeringen vil det, fremsætter vi det som et lovforslag, siger han.

- Men, Morten Messerschmidt, I får jo ikke flertal af at gøre det til et lovforslag. Hvordan forestiller du dig, det skulle blive til lov, hvis regeringen med sit flertal ikke vil være med?

- Det kan man jo godt sige, men det skal omvendt ikke være sådan, at man skal holde sig tilbage med en god ide, fordi en regering har et flertal. Måske kan de give sig lidt og gøre loven bedre og mere rimelig. Under alle omstændigheder bliver regeringspartierne tvunget til at tilkendegive en holdning.

Dette interview handler om Peter Rindal. Lagerforvalteren, der i en tid helt uden sociale medier blev landskendt på rekordtid i 1965, fordi han startede en debat om kunst, og om det virkelig kan være rigtigt, at hårdtarbejdende danskere skal afgive skattekroner til kunstnere for at lave kunst, som de hårdtarbejdende danskere får ondt i øjnene af at se på. En berømmelse, der holdt ved helt op gennem halvfemserne.

Og interviewet handler om Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen, der netop har udgivet en biografi om Peter Rindal og den isme, han lagde navn til: rindalismen.

Men fordi der er en fornuftig chance for, at læsere født på denne side af 1990 aldrig har hørt om Peter Rindal, starter vi et andet sted. Med noget, der er blevet en del af meme-kulturen og youtube-verdenen:

Da skuespilleren Ghita Nørby i 2016 forvirrede en vært på Aftenshowet ved pludselig at sidde og vifte med en avisartikel om, at godt 50 procent af danskerne (hver anden) mener, at der skal skæres i statsstøtten til kunstnere og forfattere. Mens Ghita Nørby viftede med artiklen, stillede hun dette legendariske spørgsmål:

"Hvem er hver anden? Har du noget tal på det? Hver anden vil spare på kunsten og kulturen - hvem er hver anden?”

Det er netop det spørgsmål, Alex Ahrendtsens biografi giver svaret på.

Peter Rindal var hver anden. Alex Ahrendtsen er hver anden. Du er måske hver anden.

Hvem er hver anden, Alex Ahrendtsen?

- Hahahah! Okay. Det er de mennesker, som synes, at kunstnere i højere grad skal klare sig selv, og at staten ikke skal betale dem for at lave kunst.

Hvad er rindalisme?

- Rindalisme bliver opfattet som en bevægelse, der hader moderne kunst. Det er klicheen. Det er ikke rindalisme.

- Rindalisme er, når man klarer sit, ikke ligger nogen til last, og at man som kunstner ikke skal have penge fra staten, bare fordi man er kunstner. At staten ikke ødsler sine penge væk. Man har styr på sine udgifter. Og så bunder det vel i protestantisk arbejdsetik. Man skal arbejde.

- Rindalismen er også et oprør mod formynderi og en stat, der vil opdrage borgerne til en bestemt smag. Det hadede Peter Rindal.

Hvem var Peter Rindal?

- Han var vestsjællænder. Født i Sorterup Sogn uden for Slagelse. Voksede op i en fattig landarbejderfamilie. Faren var en daglejer, der havde svært ved at finde arbejde. Moren var omdrejningspunktet i familien, der var religiøs og socialdemokratisk. Han lærte meget tidligt, hvad nøjsomhed er.

- Som person havde han nok ikke den store empati. Var meget direkte og ærlig. Pertentlig. Han var meget bevidst om sit værd. At han var intelligent. Og havde tidligt en fornemmelse af, at der var noget, han skulle gøre. Han kunne bare ikke finde ud af hvad, før han var 41 år og i 1965 startede en folkelig protest mod kunststøtten. En sammensat person.

Kunsthaderen er klicheen om rindalismen. En mand, der står på torvet eller sidder i bilen ved rundkørslen foran en skulptur, der måske har taget udgangspunkt i en idé i en statsstøttet kunstners hoved, men blot er en bunke ubrugeligt, provokerende jern, når en hårdtarbejdende, nøjsom og lidt modvillig skatteyder kigger på den. "Det kunne jeg have lavet i en brandert," siger klejnsmeden.

Klicheen blev skabt, da en 41-årig lagerforvalter født i Sorterup Sogn på sin arbejdsplads på Kolding Hørfabrik i 1965 samlede underskrifter ind mod statens udbetalinger af livsvarige ydelser til kunstnere. Det blev en nyhed i Kolding Folkeblad næste dag og dagen efter igen i Danmarks Radio.

Og så eksploderede det. Det næste halvandet år blev det nærmest en anden fuldtidsbeskæftigelse for Peter Rindal at stå i spidsen for oprøret fra udkanten, protesten mod eliten, kampen mod elfenbenstårnets beboere, der følte sig berettigede til at udbytte det arbejdende folk for at leve livet som skønånder. Rindalismen. Den eneste mundrette isme opkaldt efter en dansker (der findes to andre opkaldt efter Grundtvig og Brandes, men prøv lige at udtale dem).

Og frem til sin død på et plejehjem på Fyn i 2009 forblev Peter Rindal et symbol på oprøret, protesten og kampen. For nogle. For andre billedet på det simple, det bevidst dumme, det indskrænkede.

Alex Ahrendtsens netop udkomne bog "Rindal - kampen mod kultureliten og velfærdsstaten" er en bog om det første. Et forsøg på at rive klicheen ned og gøre Peter Rindal til gnisten, der har oplyst dansk politik fra jordskredsvalget i 1973 til nu gennem en konstant tilstedeværelse af magtkritiske højrefløjspartier, der ligesom Peter Rindal taler lige ud af posen på vegne af almindelige mennesker. Når Ahrendtsen går længst, giver han Peter Rindal æren for en fri og åben debatkultur i Danmark i modsætning til en sky og angst debatkultur i f.eks. Sverige.

Bogen har været et con amore-projekt for Alex Ahrendtsen, som han har arbejdet på i årevis og først i slutspurten fandt et forlag til. Når man læser den, forstår man drivkraften mod at gå så dybt ind i et menneske, der fyldte så meget engang, men i dag er om ikke glemt, så skrevet ud af den historie, danskere under 40 år lever i.

Alex Ahrendtsen er selv en markant, men også kantet figur i den offentlige debat - især i kulturdebatten efter at have brugt sin platform som kulturordfører i Dansk Folkeparti. I bogen finder man ud af, at der under det markante og kantede i Peter Rindal gemte sig nogle af de samme skrøbelige sider, Alex Ahrendtsen har været åben omkring.

Ubehaget og usikkerheden, der kan sætte ind, når man har leveret sit budskab på en tilpas provokerende og ramsaltet vis. Depressionerne. Den indre trang til at komme tilbage til det stille, ubekymrede liv. Som da Alex Ahrendtsen i et interview med Avisen Danmark fortalte om en drøm om en fortryllet guitar, der fik ham til at beslutte at træde ud af politik for at komme væk fra konflikter og konstant mediepres (Alex Ahrendtsen blev så trukket tilbage, genopstillede alligevel til det nyligt afholdte folketingsvalg og blev genvalgt).

I et interview med Kolding Folkeblad i sin tid sagde Peter Rindal, at det ikke var rart at være i søgelyset, at han ikke kunne gå i fred på gaden, at han glædede sig til, at det hele var overstået, "så jeg igen kan synke hen i ubemærkethed". Så han igen kunne få lov at være en anonym hver anden.

- Der spejler jeg mig i Rindal. Han var uempatisk på nogle punkter, men også sårbar. Han fik depressioner. Han blev stresset. Han blev ekstremt presset. I halvandet år var han konstant i mediernes søgelys. Drog land og rige rundt for at holde foredrag. Han brændte sit lys i begge ender. Jeg kan sagtens genkende hans reaktion på at være så voldsomt i medierne søgelys.

- Ellers genkender jeg mig selvfølgelig i den forstand, at jeg er lidt inspireret af hans mod. At han siger ting meget direkte og ramsaltet, hvad jeg selv har gjort igennem tiden. Jeg tror, han blev overrasket over den voldsomhed, han blev mødt med, men også den opbakning han fik.

- Han kunne jo bare have sagt nej til medvirke i DR, men det gjorde han ikke. Peter Rindal greb chancen for at ændre på historien. Og det er det, der interesserer mig så enormt ved ham. Hvis du ikke har vreden eller lidenskaben, kan du ikke gøre det.

I sin indflyvning i bogen skriver Alex Ahrendtsen en bøn, som ved endt læsning nærmest virker som hele formålet med at skrive en bog om Peter Rindal.

"Historieskrivningen er jo et af menneskets mange redskaber til at undgå de samme fejl igen og igen. Historien husker os for menneskets dårskab og historiske fejltagelser. Mit håb er, at man ved læsningen af denne biografi om Rindal vil se lidt mildere på de mennesker, der i fremtiden skiller sig ud og udfordrer den herskende mening i offentligheden. Det kunne jo være, at de står for en virkelighed, man ikke har haft blik for tidligere."

- Mennesker, der ser, er ofte mennesker, der siger tingene skarpt. Det virker skarpt, netop fordi andre ikke ser. Mennesker, der ser, kommer ofte til at provokere andre. Derfor er min bøn egentlig bare, at næste gang nogen provokerer dig, så træk lige vejret og forsøg at forstå. Det kunne jo være, de repræsenterer en virkelighed, man ikke selv kender.

Kan du komme i tanker om nogen nu, vi burde være mere åbne overfor?

- Det har jeg ikke tænkt over.

Mon ikke sådan en som Rasmus Paludan opfatter sig selv på den måde?

- Jo, men der er bare ikke noget nyt i ham. I virkeligheden er han bare en happening-kunstner og minder på den måde om de moderne, langhårede kunstnere, Rindal protesterede imod. Jeg har meget svært ved at finde en på Rindals niveau.

Måske handler det om, at du ikke kan se det?

- Præcis. Det kan være, at jeg også igennem årene er blevet blind.

Kan man overhovedet provokere på den måde i Danmark længere?

- Det kan du godt. På hele woke-området kan man provokere et segment på en måde, hvor størstedelen af befolkningen ville være bag dig. Jeg venter stadig på en fyr som Rindal, der repræsenterer det brede flertal i woke-bølgen.

Er det ikke Donald Trump?

- Jo, men han kom jo fra eliten. Jeg venter på en almindelig mand, som bliver hvirvlet ind i begivenhedernes gang og i kraft af sin opvækst og sine oplevelser repræsenterer en virkelighed, vi ikke har set før. Som bliver talerør for en masse mennesker og udfordrer systemet.

Alex Ahrendtsen: "Rindal - kampen mod kultureliten og velfærdsstaten". Forlaget Grønningen 1.

Socialdemokratiet står lige nu og vipper på en balance, der kan blive afgørende for partiet i de kommende år. Det er det evindelige, komplicerede forhold til fagbevægelsen, der i slaget om store bededag er kørt op i spids på en måde, hverken fagbevægelsen eller Socialdemokratiet kan være tilfreds med.

Så kan det godt være, fagforeningerne kunne varme sig i kulden til den store demonstration på Christiansborg Slotsplads søndag eftermiddag, da den skuede ud over en folkemængde, fagbevægelsen selv opgjorde til 50.000 vrede fridagsforkæmpere, der brugte en fridag på at kæmpe for fremtidige fridage.

En nyttesløs manøvre, hvis det handlede om at omgøre regeringens beslutning. Det gjorde fagbevægelsens top sig dog ingen illusioner om, så varmen kom i højere fra den indre energi, der opstod i selv mobiliseringsøvelsen.

3F's formand Henning Overgaard lagde netop vægt på det:

- Prøv at kigge her, sagde han over slog armen ud mod folkemængden.

- Fagbevægelsen lever, der er sammenhold, der er fællesskab.

For demonstrationen handlede ikke om at omgøre regeringsbeslutningen, men om at fastslå fagbevægelsens relevans for medlemmerne og om at agere på såret stolthed.

Kernen i fagbevægelsens selvforståelse er, at den kan være med til meget for at løse samfundets problemer - også hvis det handler om at få mere arbejde ud af medlemmerne og danskerne - hvis bare den bliver inddraget og får lov til at finde løsningerne sammen med arbejdsgiverne og regeringen.

Det er her, Socialdemokratiet har fejlet. Her har man såret fagbevægelsen på stoltheden. Ikke bare når man spørger i fagbevægelsen, men også når man spørger i stort set alle hjørner af de dele af Socialdemokratiet, der ikke er har fået ministerposter eller topposter i folketingsgruppen og sidder på kursuscentre og muntrer sig med politiske citatquizzer, åndedrætsøvelser og forelæsninger ved regeringens favoritøkonom Nina Smith, som tilfældet var i dagene op til bededagsdemonstrationen på Christiansborg Slotsplads.

Socialdemokratiet har været der før. Poul Nyrup Rasmussens og Mogens Lykketofts formandsskaber sled i den grad på partiets forhold til fagbevægelsen.

Husker du efterlønnen, spørger man, og alle aktive i Socialdemokratiet og fagbevægelsen med en vis historik ser for sig et dunkelt belyst kontor, hvor Lykketoft og Nyrup i 1998 blev enige om at sætte gang i begyndelsen på enden for efterlønnen. Som to tyve i natten - som Mette Frederiksen i alliance med Venstre og Moderaterne i et pludseligt og uforberedt hapseri af en forlænget weekend i foråret.

Det var med til at koste Socialdemokratiet et naturligt niveau i den øvre omegn af 30 procent til et naturligt niveau i den øvre omegn af 25 procent. En grundlæggende del af partiets opbakning brækkede simpelthen af og er aldrig kommet tilbage.

Paradoksalt nok var det under Helle Thorning-Schmidt, som stadig har problemer med at blive opfattet som "ægte" socialdemokrat, at der blev rettet en smule op.

To af hovedpersonerne i partiets heling af de dybe sår, der blev skabt, da Nyrup sparkede sin forgænger Svend Auken af tronen - Henrik Sass Larsen og Carsten Hansen - blev også forbindelsesofficerer til fagbevægelsen. Det var langt fra nok til helt at fjerne den grundlæggende baglandsskepsis mod Thorning, men det reducerede krigsskadeomkostningerne betragteligt.

Socialdemokratiet har ikke længere forbindelsesofficerer på det niveau. De kræfter i partiet, der forstår forbindelserne, forsøgte godt nok at advare mod at fjerne store bededag uden først at forsøge at få fagbevægelsen med om bord, men blev ikke hørt.

Lige nu sidder store dele af Socialdemokratiet og tager sig til hovedet. Dukker sig i debatten og frygter, at 2023 bliver et nyt 1998, og at store bededag bliver et punkt på partiets tidslinje, man husker, som man husker efterlønnen. At en del af partiets opbakning brækker af for aldrig at komme tilbage igen.

Samtidig med at man i dele af fagbevægelsen tager sig til hovedet over den hidsige retorik i egne rækker - især fra FH's formand Lizette Risgaard. Dukker sig i debatten og frygter, at 2023 og det vinderløse slag om store bededag bliver det punkt på fagbevægelsens tidslinje, man kommer til at huske som den egentlig årsag til, at bevægelsen mistede afgørende indflydelse. Hvor man er rystende nervøs for, at man har mistet så meget politisk kapital på barrikaderne, at man f.eks. ikke bliver hørt så højt, man kunne være blevet, når der i fjernelsen af jobcentrene senere i regeringsperioden skal støbes en helt ny arbejdsmarkedspolitik.

Det er den balance, Socialdemokratiet står og tipper på lige nu. Den balance, fagbevægelsen står og tipper på. Og det kan sagtens ske, at de falder ned på hver sin side.

Til gengæld kan Venstre varme sig ved, at de har fået sig en periode, hvor de kan holde deres kvaler ved at indgå i en midterregering i egne rækker.

Det hele var planlagt ned til mindste detalje. Og i weekenden fik Thomas Kirkemann endelig fred. Efter længere tids sygdom trak han lørdag vejret for sidste gang på en klinik i Schweiz, der hjalp ham med assisteret selvmord.

Dagen før skrev han en besked til avisen, hvor han understregede, at han var parat til at tage herfra.

- Jeg elsker stadigvæk livet, og jeg har levet et stærkt og godt liv, men jeg er mæt af dage nu. Jeg er parat. Jeg er både afklaret og ked af det på samme tid.

Det var på en løbetur en lørdag eftermiddag i 2010, at den dengang 39-årige folkeskolelærer første gang mærkede, at noget var galt.

Her fik han pludselig følelsen af, at hans hoved var ved at eksplodere. Thomas Kirkemann fik fat i vagtlægen, der ordinerede morfinindsprøjtninger.

Senere fik han en tid hos sin egen læge.

- Jeg havde det virkelig skidt. Da der var ventetid hos lægen, tog jeg min jakke over hovedet, fordi jeg var lysfølsom. Jeg lagde mig på gulvet og besvimede, har Thomas Kirkemann tidligere fortalt. Han blev sendt på hospitalet, hvor man konstaterede, at han havde en hjerneblødning i hypofysen.

Herfra gik det hurtigt ned ad bakke.

- Fra den ene dag til den anden blev mit liv forandret. Mit hoved gjorde så ondt, at jeg ikke vidste, om jeg skulle ligge ned eller kaste mig ud ad vinduet med hovedet først.

Det viste sig, at hjerneblødningen var forårsaget af en uhelbredelig tumor i hypofysen.

Tumoren ødelagde samtidig hypofysens livsnødvendige funktioner, og derfor var Thomas Kirkemann nødt til at tage forskellig slags medicin for at holde sig i live.

Men medicinen havde så grelle bivirkninger, at Thomas Kirkemann frygtede at ende psykotisk i en kørestol, ligesom han frygtede, at han ville blive blind, få hjerteproblemer, få knogleskørhed og en lang række andre bivirkninger.

- Og jeg kan ikke leve uden min medicin. Jeg bliver syg, kaster op, får diarré og ender med at blive indlagt, fortalte Thomas Kirkemann, der over de sidste 12 år har været indlagt over 100 gange. I 2022 var han indlagt 16 gange.

Og det var netop frygten for hans fremtidige velbefindende, der fik Thomas Kirkemann til at tage beslutningen om at få hjælp til at tage livet af sig selv i Schweiz.

Men det var ikke en let beslutning. Beslutningen tog blandt andet hårdt på Thomas Kirkemanns familie og venner.

- De er kede af det og ville ønske, det var anderledes. Men de forstår godt min beslutning.

Da avisen mødte Thomas Kirkemann i januar spurgte vi ham, om der var noget, han ville ønske, han havde nået.

- Da jeg var 23 år, læste jeg et interview i en avis med en ældre kvinde, der fortalte, at hun ville ønske, at hun var gået mere i bare tæer på græsset om sommeren, havde spist flere jordbær og mere is. Og der lovede jeg mig selv, at sådan skulle jeg ikke ende, når jeg blev gammel, svarede Thomas Kirkemann og fortsatte:

- Jeg har gjort de ting, der var vigtige, og jeg er ikke utilfreds eller skuffet. Jeg har haft et fantastisk liv med en masse dejlige venner omkring mig og rejst en masse, også mens jeg har været syg. Og det er ikke alle forundt.

Og lørdag fik han så endelig fred.

Da avisen var i kontakt med Thomas Kirkemann dagen inden, var han helt afklaret. Ventetiden var det værste, fortalte han.

- Jeg er der, hvor ventetiden føles lang nu. Jeg er parat og ønsker at få fred nu. Hellere i dag end i morgen. Jeg skal ikke nå noget mere nu. Der er ikke noget, jeg skal længere, skrev han.

Undervejs i forløbet har Thomas Kirkemann flere gange forsøgt at rejse debatten om, hvorvidt man skal have mulighed for at få assisteret selvmord i Danmark.

Den grundtanke fyldte noget hos ham til sidste vejrtrækning. Thomas Kirkemanns sidste ønske var, at man støttede borgerforslaget om 'legalisering af aktiv dødshjælp'.

- Det bliver klokken 11, at min sjæl rejser videre i morgen (lørdag, red.). Og det mest groteske ved det hele er, at jeg ikke kunne få hjælp i Danmark, men medicinen, jeg får for at kunne afslutte livet med værdighed - den er fremstillet i Danmark.

Thomas Kirkemann blev 51 år.