Abortgrænse: Debatten om fri abort i Danmark er igen blevet aktuel.

Etisk Råd vil til efteråret fremlægge en gennemgang af abortreglerne og vurdere, om abortgrænsen på 12 uger bør ændres.

Som det er i dag, har gravide selv ret til at bestemme, om der skal foretages en abort op til deres 12. graviditetsuge. Ønsker man en såkaldt ”senabort” mellem 12. og 22. uge, skal man spørge et regionalt samråd om lov.

Hos organisationen Sex & Samfund mener man, at grænsen bør hæves til 18 uger. Det begrunder organisationen med, at selvom langt de fleste får tilladelsen til en senabort, så bør beslutningen ligge alene hos kvinden selv.

- For det er den grundlæggende intention bag fri abort, at andre ikke bestemmer, om man kan få en abort eller ej, skriver Majbrit Beran Barlau, generalsekretær i Sex & Samfund, i et debatindlag i Altinget

Avisen Danmark har derfor spurgt Enhedslisten og Konservative, om de mener, at grænsen på 12 uger bør hæves? Og om det bør være et regionalt samråd, der beslutter, om der må foretages en abort efter 12 uge?

Og de to partier er langtfra enige.

Solen er trængt igennem i Mykolaiv.

Ukraines skibsbyggerby, der smyger sig om udløbet af floden Sydlige Buh ved Sortehavet. Mykolaiv er på størrelse med Aarhus og Odense lagt sammen, men efter Ruslands invasion blev den halveret i indbyggertal, fordi indbyggerne flygtede ud af bomberegnen - sidste år havde byen i gennemsnit blot en dag om ugen, hvor der ikke slog missiler ned.

Himlen over den centrale plads mellem rådhuset og regionsbygningen er for første gang i dag synlig, mens den tidlige eftermiddagssol i samarbejde med gråtottede skyer lægger pladsen i et dramatisk lys.

En dansk delegation med udviklingsminister Dan Jørgensen (S) og ambassadør Ole Egberg Mikkelsen i spidsen går omkring på pladsen og stirrer bestyrtede på regionsbygningen. Stirrer gennem regionsbygningen. Et kolossalt krater er revet ud lige til venstre for midten.

Man kan se et Europa i krig gennem krateret. Kigger man i kraterets omkreds og ind i bygningen, ser man kontorer, hvor bøger og ringbind stadig står i reolerne, og kontorstole ligger halvt ude over kanten.

Den bombede bygning er tømt for mennesker. Og lig. 44 ansatte i administrationsbygningen døde, da det russiske missil fløj hvæsende fra floden ind over Mykolaiv og tog et sving til højre ind over pladsen for at rive hjertet ud af skibsbyggerbyen, men måtte nøjes med at lave et krater i regionens politiske og administrative centrum.

"Nøjes" er et mærkeligt ord her, men i en krig får ord ny værdi. Og Vitalij Kim er her stadig - på pladsen foran krateret sammen med den danske delegation. Det er et lille mirakel, at han stadig er iblandt os. Det hvæsende missils mål var nemlig ham.

Vitalij Kim er guvernør, og det er hans kontor, der er bombet ud af bygningen. Hvor det var, ser man himlen i stedet.

Vitalij Kims guvernørtitel er det mindste. Han er en af præsident Zelenskyjs betroede - udpeget af Zelenskyj. Kim er samme generation, klæder sig på samme måde og udstråler det samme, og mens Zelenskyj er ikon for hele verden, er Vitalij Kim ikon for ukrainerne og især borgerne her i skibsbyggerbyen.

Verden har set Zelenskyj på tv-skærme i stuerne og på storskærme i parlamenterne. Ukrainerne har set Vitalij Kims daglige videotaler om at stå sammen mod den russiske aggression.

Vitalij Kim er det hjerte, russerne forsøgte at rive ud af Ukraine og Mykolaivs modstandskraft. Han er her endnu af én årsag: Han kom for sent på arbejde, da missilet blev affyret.

Historien er, at Vitalij Kim sad fast i trafikken. Så meget trafik er der heller ikke i Mykolaiv. Mens han går omkring og foran bygningen mellem glasskår, væltede møbler og knust beton, fortæller han den rigtige historie med et skævt smil på læberne:

Han kom for sent den dag, ja, men årsagen var ikke trafikken. Han havde brugt aftenen inden på at drikke bajere.

Krig er - også - tilfældigheder. Og tømmermænd kan have samme funktion som guddommelig indgriben.

Solen er trængt igennem i Mykolaiv. Konkret i dag.

Da den danske delegation af minister Dan Jørgensen, Ukraine-ambassadøren og hans souschef, fem embedsfolk fra Udenrigsministeriet og en stor håndfuld PET-agenter i Acteryx-jakker og Salomon-støvler stod op ved femtiden i nabolandet Moldova, var det bælgmørkt, og alle hårde flader var dækket af et lag is.

Delegationen kørte fra Moldova over den sydlige grænse til Ukraine, forbi Odessa og ind mod Mykolaiv i kortege. Politi med udrykning foran og bagved - armerede Toyota Landcruisere og en Mercedes Sprinter-bus midt i. Biler og lastbiler i begge retninger trak ud til siden og holdt stille, mens kortegen buldrede igennem, så Mykolaiv kunne få så sikkert som muligt et første besøg af en politisk regeringsrepræsentant siden krigens udbrud.

Alle mobiltelefoner var slukkede. Ukrainerne har haft held med at lokalisere russiske tropper ved at lede efter store koncentrationer af russiske mobiltelefoner. Russerne skulle ikke have held til at gøre det samme med en stor koncentration af danske mobiltelefoner.

Gennem vinduerne fra minibussen i kortegen lå Ukraine og lignede et hvilket som helst andet land, der engang var en del af Sovjetunionen og Warszawa-pagten. Der var afspærringer til siderne, nogle få checkpoints, bildæk i dynger og ting pakket ind i sandsække. Krigssignaler, men ikke så klare krigssignaler, at man kunne være sikker på, at de ikke også var der før 24. februar 2022.

Der var ingen himmel over kortegen - kun et tungt, uigennemtrængeligt filter af gråhed, der slettede skygger og trak farven ud af alt. Markerne var golde, og plantagerne nøgne. Vinter.

Da solen senere på dagen trængte igennem over Mykolaiv, var det en lille forløsning, et lille lys i mørket på denne fredag. Det kunne ses som et billede på, at Mykolaiv i hvert fald for nu har vristet sig fri af russernes grå og golde greb. Der har ikke været et angreb på byen siden 31. december. Ukraine har formået at presse fronten så langt mod øst, at det almindelige liv i Mykolaiv er kommet inden for rækkevidde igen.

Danmark er en væsentlig del af borgerne i Mykolaivs forsøg på at række ud efter det almindelige liv. Det er derfor, delegationen er kørt over grænsen fra Moldova med minister Dan Jørgensen i en af de armerede Toyota Landcruisere.

Zelenskyj bad i marts i en tale til Folketinget i Danmark om at tage et særligt ansvar for Mykolaiv, og siden har Danmark gjort netop det. Danmark bryster sig af at være det land, der er nået længst i de lande/by-samarbejder, der er blevet Ukraines foretrukne måde at modtage rehabiliterings- og genopbygningshjælp.

Dansk Røde Kors hjælper indbyggerne med byggematerialer til at sikre krigshærgede hjem mod vinteren. Det er danske spånplader, der dækker vinduerne i de store områder af byen, hvor vinduer er sprængt i stykker under bombetryk. Dansk Flygtningehjælp har stået for vandboringer, så beboerne kan hente rent drikkevand i dunke. Danske ingeniørmaskiner er blevet leveret. Der er lige ankommet 38 danske elgeneratorer.

I en tidligere flodbådsterminal midt i Mykolaiv mødtes Dan Jørgensen og delegationen for første gang ansigt til ansigt med guvernør Vitalij Kim, borgmesteren, regionsrådsforkvinden og vicestatsminister Oleksandr Kubrakov og bekræftede samarbejdet i skæret af stearinlys og besluttede sig for at formalisere det endnu mere med et koordinationsudvalg under fælles ledelse af vicestatsminister Kubrakov og  udviklingsminister Jørgensen.

Danske embedsmænd og diplomater beskriver hjælpen, der nu lægges i fastere og mere forpligtende rammer, som baseret på tre trin:

1. At så mange borgere som muligt skal overleve vinteren så bekvemt som muligt - især med adgang til varme og rent vand. Vinterhjælp.

2. At være i gang med genopbygning, allerede mens Rusland stadig brutalt kæmper for at nedbryde Ukraine. Så bliver der ikke startet fra minus 100, men måske kun fra minus 50, når krigens ende kommer.

3. Og det helt lange sigte: At knytte Mykolaiv og Danmark sammen på en måde, så genopbygning, udvikling, langtidsorienteret vækst og danske erhvervs- og eksportinteresser går op i en højere enhed. Det var ikke tilfældigt, at Zelenskyj parrede Mykolaiv og Danmark, skibsbyggernes by og landet, der er førende i verden på maritim knowhow og udvikling.

Det er første og andet trin, Danmark helst taler om lige nu. Krigen raser stadig, og langsigtede egeninteresser for Danmark er svære at kommunikere - det får let et kynisk strejf.

Viktor Kolesnik befinder sig i den grad på første trin. Han bor i Mykolaivs lave, nedslidte boligkvarter Varvarivka.

27. juli omkring klokken 19.30 slog et missil ned i hans garage. Trykket fra eksplosionen ødelagde husene i nærheden - selvfølgelig også Viktor Kolesniks hus. 20 huse væk blev vinduerne trykket ind.

Viktor Kolesnik hørte først en eksplosion i nabokvarteret og søgte derefter ly i sit eget hus efter forskrifterne: Bag to vægge.

Inde i huset hørte Kolesnik et højt fløjt. En nabo, der stadig var udenfor, brølede:

"Noget er landet!"

30 sekunder efter sprang missilet, der var landet i garagen. Kolesnik krympede sig i braget og blev væltet omkuld. Så kom skrigene fra naboerne, og derefter var hele området indhyllet i røg.

Ved et lykketræf kom ingen af indbyggerne i Varvarivka alvorligt til skade - der var primært tale om faldskader, fra de blev væltet omkuld af trykbølgen fra missilet. Beboerne var bevidste om, at russerne bruger netop den type missiler - dem med forsinket udløsning - fordi de er designet til at give ekstra personskade ved at tiltrække folk, der skal se, hvor missilet landede, eller hvad det mon var, der landede, og så er det først der, eksplosionen udløses.

Husene blev ødelagt. Ingen har brug for huse uden vinduer, hvor taget kan falde sammen når som helst - slet ikke i Mykolaivs bidende vinterkulde.

Og den fredag, da den danske delegation var på vej ud af Mykolaiv igen og tilbage i sikkerhed i Moldova, var den forbi boligkvarteret Varvarika og Viktor Koselnik, mens danske nødhjælpsarbejdere fra Røde Kors slæbte byggematerialer fra en lastbil.

Koselnik selv var rimeligt upåvirket. Det er den virkelighed, han lever i nu.

Det er den virkelighed, præsident Zelenskyj lever i. Og vicestatsminister Kubrakov. Og guvernør Vitalij Kim. Og regionsforkvinde Hanna Zamazeeva og borgmester Oleksandr Sjenkevytj. Udviklingsminister Dan Jørgensen mødte dem alle fysisk for første gang på fredagens tur ind og ud af Ukraine. Og alle demonstrerede de den selvbevidste, ranke, uformelle attitude, som hele verden har lært at kende fra Zelenskyj. Alle gik de klædt som Zelenskyj - som frihedshelte, ikke som politikere.

Det nærmeste, Dan Jørgensen kom på at lade sig smitte af stilen, var de terrængående støvler, han stadig havde på, mens han sad lørdag eftermiddag i loungen for officielle delegationer i Chișinău International Airport i Moldova og ventede på flyforbindelsen til København.

Og reflekterede over besøget, der ikke bare var det første ministerbesøg i Mykolaiv, men også hans første rejse som ny udviklingsminister.

- Ukraine er uden sammenligning det land og den opgave, jeg har brugt mest tid på, siden jeg blev minister, så det er klart et signal, at det var der, min første rejse gik til. Formålet er at vise, at Danmark stadig, også med en ny regering, bakker op og støtter. Og at vise, at vi har påtaget os den opgave, som Zelenskyj bad os om. Som ikke kun handler om det akutte, men også handler om at give håb og udvikling, siger Dan Jørgensen.

Er der også et langt sigte for Danmark i hjælpen til Mykolaiv?

- Først og fremmest er det solidariske årsager. Det er også det, jeg oplever fra danske virksomheder, der stadig er her. Før var det for at tjene penge, nu er det for at hjælpe Ukraine gennem denne forfærdelige situation.

Du så den ødelagte regionsbygning, talte med mennesker, hvis kolleger døde under angrebet. Du talte med Viktor Koselnik. En ældre kvinde krammede dig grædende, fordi du repræsenterede Danmark, der har været med til at sikre hende rent vand. Hvordan påvirkede det dig?

- Jamen, det var en meget stærk oplevelse. Jeg havde fugtige øjne flere gange. Det var også opløftende. De er jo simpelthen så stærke, de her mennesker. Så modige. Man kan næsten ikke forstå, hvordan de kan bevare håbet i en håbløs situation, men det kan de jo.

- Deres ledere er enormt stærke og kompetente mennesker, det er både guvernøren, regionsrådsforkvinden, borgmesteren og vicestatsministeren. Handlekraftige, demokratisk indstillede, virkeligt opmærksomme på, at den hjælp, de modtager, ikke må resultere i korruption, samtidig med at de hele tiden viser imponerende overskud og humor. Det var en virkelig stærk oplevelse.

Skal du tilbage?

- Ja, det var ikke sidste gang. Af sikkerhedsmæssige årsager var vi her kun en dag, men der er mange steder, hvor jeg gerne vil et spadestik dybere ned.

Overskud og humor i en krigssituation: Da Dan Jørgensen tidligere på rejsen var ved regionsbygningen med krateret midt i og gik rundt og talte med guvernøren Vitalij Kim, stod den dansk ambassadør Ole Egberg Mikkelsen sammen med byens borgmester Oleksandr Sjenkevytj og lagde ansigtet i alvorlige folder. Gjorde sit bedste for at forsikre ham om det danske engagement i Mykolaiv og vise, at han forstod, hvor alvorstung en situation byen og borgmesteren befinder sig i.

Trykkede borgmesterens hånd og sagde med indtrængende tonefald:

- Vi kommer tilbage. Stol på det.

Borgmesteren flækkede i et kæmpe smil, bankede ambassadøren på skulderen og sagde:

- Nu lyder du som Arnold Schwarzenegger, HA-HA-HA ...

Tøjstørrelser: Normalt er der høj musik og en vildt god stemning på en noget speciel etage i Zalandos hovedkvarter i Berlin. Fitting Lab er navnet, og musikken kompenserer for, at opgaven for de ansatte kan synes noget triviel:

At prøve de tusindvis af stykker tøj på Zalandos hjemmeside på egen krop.

Fitting Lab er skabt, fordi Zalandos 50 millioner kunder i Europa sender halvdelen af det tøj, de køber, retur.

De fleste, der har besøgt en dansk pakkeshop, vil nikke genkendende til billedet af talrige Zalando-pakker, der skal retur til den tyske netbutik. Tendensen skyldes ikke mindst, at Zalando i mange år har tilbudt at betale portoen for returvarer, så det er risikofrit at bestille en masse tøj - og nøjes med at beholde det, der passer i størrelsen og i øvrigt falder i smag.

- Returneringer på grund af forkert størrelse er et kæmpestort emne for os, og de udgør en stor del af returvarerne. Men det er generelt for hele branchen, og de fysiske butikker får jo også mange varer retur, selvom kunden har mulighed for at prøve i butikken, siger Joanna Hummel, der blandt andet er chef for Zalando i Danmark.

Men er det rigtigt, at mange kunder bestiller tre par jeans i forskellige størrelser, og så ryger de to retur, som ikke passede?

- Ja, for det skyldes jo, at de ikke kender deres størrelse. Der skal vi være i stand til at give anbefalinger, så man rammer den rigtige størrelse, siger Joanne Hummel.

Chefen for afdelingen "Size & Fit", som også omfatter fitting lab, hedder Stacia Carr og kommer fra Californien, men i de seneste syv år har hun arbejdet for Zalando i Berlin. Hun vil strække sig langt for at hjælpe kunderne med at bestille de rigtige størrelser. Det er både godt for Zalando, der sparer en masse penge og besvær, men også gavnligt for miljøet, fordi det kræver mange ressourcer at håndtere de mange returvarer.

- Det er et af de mest interessante problemer at løse. Det handler ikke bare om standarder, men også om noget meget menneskeligt i forhold til, hvordan vi opfatter vores egne kroppe, siger Stacia Carr.

Derfor har hun et team med 80 ansatte, der alene har til opgave at vejlede kunderne i at få de rigtige størrelser. Omkring 20 af dem møder alene op som modeller, der systematisk afprøver tøj og sko dagen lang. Eller for at være præcis: I fem timer ad gangen. Det er hårdt arbejde at skifte tøj konstant og tage stilling til, om størrelsen passer med det, der står på mærket i nakken.

Kontorerne i Berlin - med tilhørende prøverum - er derfor fyldt med papkasser med tøj og skoæsker, der afprøves efter et sindrigt system.

- Der er ingen standarder. En størrelse 38 er ikke bare en størrelse 38. Det afhænger af mærket og det enkelte stykke tøj, siger Stacia Carr.

I første omgang gjorde Zalando sig umage med at spørge kunderne, hvorfor de sendte tøj eller sko retur. På den måde er det nemt at indsamle viden om, at et par bukser eller en kjole er større eller mindre, end man normalt ville forvente. Den vejledning gives videre til nye kunder.

Men der er hele tiden tusindvis af nye stykker tøj på vej ind i Zalandos netbutik, og jo tidligere man fanger en lidt underdimensioneret kjole, desto færre kunder ender med at sende varen retur.

- Gratis retur har været et salgsargument for os, siden vi startede. Vi ønsker, at kunden kan prøve tøjet uden at skulle tænke på prisen for at sende det tilbage. Men når det kommer til forkerte størrelser, vil vi gerne begrænse antallet af unødvendige returneringer, siger Stacia Carr og tilføjer med tydelig amerikansk dialekt:

- Vi tror på, at vi gennem teknologi, innovation og fokus kan begrænse dit behov for at sende varer retur, fordi de ikke passer.

Det allernemmeste ville være, hvis kunderne kendte deres egne kropsmål. Mange vil kende de størrelsestabeller, der findes i netbutikkerne, og hvor man kan finde data om brystmål, livvidde og omkredsen om hofterne. Det duer bare ikke. Vi er håbløse til at måle os selv.

- Altså, hvordan når folk frem til dét hoftemål? Ved de ikke, hvor hofterne sidder? Det er drilsk, og der er jo en grund til, at en professionel skrædder tager mål mange steder på kroppen. Det skaber en masse problemer, siger Stacia Carr med et stort smil.

Derfor må Zalando-modellerne prøve tøjet på egen krop og give en vurdering af, hvordan det passer. En kollega står klar til at taste det hele ind på computeren, hvor dataene omsættes til konkrete anbefalinger til kunderne.

Hvad har I så opnået ved at hjælpe kunderne med at finde den rigtige størrelse?

- Vi kan se, at vi har 10 procent færre returneringer, når vi har givet vejledning om størrelsen. Samtidig kan vi se, at kunder, der får den rigtige størrelse første gang, gerne handler hos os igen. Så der er mange grunde til at forbedre kundeoplevelsen, siger Stacia Carr.

Senere på året lancerer hun en ny løsning, hvor kunderne kan få produceret deres personlige avatar - altså en digital model af deres egen krop, der gør det nemt at prøve de forskellige tøjstørrelser på skærmen, inden man bestiller varen hjem.

Det kræver endnu flere tøjskift og målinger i laboratoriet i Berlin, så computeren kan fodres med de rigtige data.

Atomkraft:  Der er kun 20 kilometer til København, her hvor de to ikoniske skorstene på Barsebäck-værket tårner sig op på deres vante plads ud til Øresund.

Atomkraftværket blev lukket i 2005 efter årtiers dansk modstand, men bygningen står her stadig – og nu er spørgsmålet, om Barsebäck igen skal til at producere atomkraft.

Står det til de lokale politikere i Kävlinge Kommune, hvor Barsebäck ligger, kan det kun gå for langsomt.

- Strømmen her i Sydsverige er den absolut dyreste i landet. Og det er fordi, vi mangler et kraftværk, der kan producere strøm hver dag, hver time, hvert sekund, siger Pia Almström til Radio4-programmet ’Verden Kalder’.

Hun var indtil for nylig borgmester i den svenske kommune og sidder stadig i byrådet for regeringspartiet Moderaterna.

Ifølge Pia Almström var det en stor fejltagelse, at Barsebäck i sin tid blev lukket. Og nu håber hun, at der inden for syv til otte år igen kan produceres atomkraft på stedet.

Dansk modstand

Den borgerlige svenske regering har for nylig meldt ud, at Sverige skal have mere atomkraft, og et nyt Barsebäck nævnes som et af de mest oplagte bud.

I Danmark har der historisk været stor modstand mod Barsebäck-værket. Og på Københavns Rådhus får idéen om et nyt atomkraftværk på den anden side af Øresund en kølig modtagelse.

- Risikoen er simpelthen for stor. Hvis der sker noget, så skal København og Malmø evakueres,” siger teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) til Berlingske.

Også Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), er imod idéen og har opfordret svenskerne til at bygge vindmøller i stedet.

Men det forslag giver Pia Almström ikke meget for.

- Det har vi jo gjort nu i 15 år, siden Barsebäck lukkede, og det fungerer ikke. Vi sidder her med rigtig dyr strøm, siger hun.

Hvis vi i Danmark bliver enige om, at vi synes det er en dårlig idé at genåbne Barsebäck, gør det så indtryk på dig?

- Egentlig ikke.

Du er ligeglad?

- Jeg synes, det er et spørgsmål for Sverige, siger Pia Almström.

Og ifølge Pia Almström bør danskerne slet ikke være bekymrede. Hun siger, at svenskerne er kendt for at tage alle forholdsregler – også når det gælder atomkraft.

- Sverige gør alting meget omhyggeligt. Vi går med seler og livrem for at sikre, at der ikke sker noget. Det gælder alting. Med cykelhjelm, biler og børn. Alting skal være tusind procent sikkert, siger Pia Almström.

Modstand skyldes uvidenhed

Pia Almström mener, danskernes modstand skyldes misinformation.

- Der findes mange vrangforestillinger om atomkraft. Mange, som er bekymrede, ved for lidt, siger hun.

Så er det fordi, vi er for dumme i Danmark?

- Nej, jeg siger ikke, I er for dumme. Jeg siger, at miljøbevægelsen har spredt en masse løgne om atomkraft. Og der er vel ingen i Danmark, som egentlig har informeret med fakta, uden at være farvede på den ene eller anden måde.

V: Fint at genåbne Barsebäck

Det er dog langtfra alle i Danmark, der er imod idéen om et nyt Barsebäck-værk.

Regeringspartiet Venstre kan ikke se noget problem i at få et atomkraftværk tæt på København.

- Det ville jeg ikke have noget imod. Det vigtigste for mig er, at svenskerne får omstillet til grøn energi, siger partiets energiordfører Linea Søgaard-Lidell.

Hun mener, at det er ”fortidens spøgelser, der præger debatten, mere end det er realiteterne”.

Og selv om nogle danskere måtte være bekymrede, mener Linea Søgaard-Lidell ikke, der er noget at være bange for.

- Jeg kan heller ikke garantere, at en vindmølle ikke falder ned. Vi kan ikke tillade os at udelukke teknologier, der kan producere grøn energi på en stabil måde, siger hun.

Hør hele debatten om en eventuel genåbning af Barsebäck i Radio4-programmet "Verden Kalder":